Uddrag af Njals saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
||||||
|
Uddrag af Njals saga
Njáls saga
(fra kap. 119 og 120)
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
— — En dag talte Njal og Asgrim længe lavmælt sammen. Så sprang Asgrim op og sagde til njalsønnerne: »Vi skulle gå ud og skaffe os nogle forbundsfæller, så vi ikke kommer i undertal, for denne sag vil blive ført med eftertrykkelighed.« Asgrim gik ud og efter ham fulgte Helge Njalson, så Kåre Sølmundson, så Grim Njalson, så Skarphedin, så Torhal, så Torgrim den Store, så Torleif Ravn. De gik hen til Gssur den Hvides bod og gik ind i boden. Gissur rejste sig for at møde dem og bad dem sidde ned og drikke. Asgrim sagde: »Det er ikke det, det drejer sig om, og jeg skal ikke lægge skjul på det: Hvilken støtte kan jeg forvente at få fra din side — slægtning?« Gissur sagde: »Min søster — Jorun — ville nok mene, at jeg ikke kan unddrage mig fra at hjælpe dig. Sådan skal det også være nu og sidenhen, at ét og det samme skal overgå os.« Asgrim takkede ham, hvorefter de gik.
Skarphedin spurgte: »Hvor skal vi så hen?« Asgrim svarede: »Til ølfusfolkenes bod.« Så gik de derhen. Asgrim spurgte, hvorvidt Skafte Toroddson var i boden. Han fik at vide, at det var han. Så gik de ind i boden. Skafte sad på bænken og bød Asgrim velkommen. Denne takkede. Skafte bød Asgrim at sidde ved siden ad sig. Asgrim sagde, at han ikke kunne blive længe, »— men jeg har dog et ærinde hos dig.« »Lad os høre,« sagde Skafte. »Jeg vil bede om din hjælp — at du yder støtte til mig og mine besvogrede.« »Jeg havde ikke tænkt mig,« sagde Skafte, »— at skulle have jeres genvordigheder indenfor i mit hus.« Asgrim sagde: »Det var ringe sagt — sådan til sidst at yde de folk hjælp, som trænger mest.« »Hvem er den mand,« sagde Skafte, »— som fire mand går foran? Han er en stor og bleg mand, ser uheldsvanger og barsk ud og ligner en trold.« Han svarede: »Jeg hedder Skarphedin, og du har tit set mig på tinget. Men jeg må være noget klogere end dig, siden jeg ikke behøver spørge, hvad du hedder. Du hedder Skafte Toroddson, men tidligere kaldte du dig Børsteknold, da du havde dræbt Ketil fra Elda. Dengang gjorde du dig skaldet og smurte tjære i hovedet. Så betalte du nogle trælle for at løsne græstørven, som du kravlede under om natten. Derefter tog du ud til Torolf Loftson på Øre, og han tog imod dig og bar dig ombord i sin melsæk.« Derpå gik Asgrim og de andre ud.
Skarphedin sagde: »Hvor skal vi så gå hen?« »Til Snorre Godes bod.« Derpå gik de til Snorres bod. Der stod en mand uden for boden. Asgrim spurgte, om Snorre var i boden. Manden sagde, at det var han. Asgrim og alle de andre gik ind i boden. Snore sad på bænken. Asgrim gik for ham og hilste værdigt på ham. Snorre tog venligt imod ham og bad ham sidde. Asgrim sagde, at han ikke kunne bliver længe dér, »— men jeg har dog et ærinde hos dig.« Snorre bad ham sige frem. Asgrim sagde: »Jeg kunne tænke mig, at du går med mig for retten og yder mig støtte, for du er indsigtsfuld og kan få meget gennemført.« »Vi har det svært med retssager for tiden,« sagde Snorre, »— for der er mange, som går hårdt imod os, og derfor påtager vi os nødigt vanskelige sager for folk fra andre fjerdinger.« »Det er kun rimeligt,« sagde Asgrim, »— og du skylder os heller ikke noget.« »Jeg véd, at du er en god mand,« sagde Snorre, »— og jeg vil derfor love dig, at jeg hverken skal gå imod dig eller yde dine uvenner støtte.« Asgrim takkede ham. Snorre sagde: »Hvem er den mand, som fire går foran? Han er bleg og skarpskåren og viser tænder og bærer øksen på skulderen.« »Jeg hedder Hedin,« svarede han, »— men nogle bruger Skarphedin som mit fulde navn. Har du andet, du vil fortælle mig?« Snorre sagde: »Kun det, at du forekommer mig meget barsk og uforfærdet, men jeg gætter dog på, at det er ude med din største lykke, og at din tid snart er forbi.« »Det er udmærket,« sagde Skarphedin, »— for den gæld må vi alle betale. Det var imidlertid mere nødvendigt, at du hævnede din far, fremfor at komme med sådanne spådomme om mig.« »Det har mange sagt før,« sagde Snorre, »— men sådan noget vil jeg ikke hidse mig op over.« Efter det gik de ud og fik således ingen støtte dér.
Derfra gik de til skagfjordingernes bod. Den bod ejede Hafr den Rige. Han var søn af Torkel Erikson fra Goddalene, søn af Geirmund, søn af Roald, søn af Erik Stritskæg, som fældede Grjotgard i Sogndal i Norge. Hafrs mor hed Torunn og var datter af Asbjørn Mørkåskalle Hestebjørnson. Asgrim og de andre gik ind i boden. Hafr sad midt i boden og talte med en mand. Asgrim gik hen til ham og hilste på ham. Han optog det godt og bad ham sidde. Asgrim sagde: »Jeg vil bede dig om, at du støtter mig og mine besvogrede.« Hafr svarede hurtigt og sagde, at han ikke kunne tage sig af deres vanskeligheder, »— men jeg vil alligevel spørge, hvem ham den blege er, som fire mand går foran, og som ser så ond ud, som kom han ude fra, hvor havtroldene holder til.« Skarphedin sagde: »Du ikke bryde dig om, hvem jeg er — dit pattebarn! For jeg tør nok gå dér, hvor du ligger på lur, og jeg skulle ikke være det mindste ræd, selv om sådan en knægt skulle komme i vejen for mig. Du skulle hellere finde Svanløg — din søster — som Eydis Jernsakse og Ambolt-Kol bortførte fra dit hjem, mens du ikke turde foretage dig noget. Asgrim sagde: »Lad os gå ud — her er der ingen håb om støtte.«
Derefter gik de til boden for mødrevoldsfolkene og spurgte, om Gudmund den Mægtige var i boden, og de fik at vide, at det var han. Så gik de ind i boden. Højsædet stod midt i boden, og dér sad mægtige Gudmund. Asgrim gik for ham og hilste på ham. Gudmund tog godt imod ham og bad ham sidde. Asgrim sagde: »Jeg vil ikke sidde, men jeg vil bede dig om støtte, for du har gåpåmod og er en stor høvding.« Gudmund sagde: »Jeg skal ikke være imod dig, men hvis jeg skulle blive til sinds at yde dig støtte, så kan vi gerne tale om det senere« — og optog i det hele sagen godt. Asgrim takkede ham for hans ord. Gudmund sagde: »Der er en mand i din flok, som jeg har betragtet en tid, og han forekommer mig ulig de fleste andre mænd, jeg har set.« »Hvem er det?« sagde Asgrim. »Fire mand går foran ham,« sagde Gudmund, »— og han er brunhåret og bleg, meget stor af vækst, og han ser stærk ud og ligner så rask et mandfolk, at jeg hellere ville følges med ham end med ti andre. Alligevel ser manden ikke ud til at være fulgt af lykken.« Skarphedin sagde: »Jeg forstår, at du hentyder til mig, og vi er ramt af forskellig ulykke. Jeg er anklaget for drabet på Høskuld Hvidenæsgode, hvilket er rimeligt, men Torkel Flab og Tore Helgeson bagvaskede dig, hvilket har skaffet dig den største forbitrelse.« Så gik de ud.
Skarphedin sagde: »Hvor skal vi nu gå hen?« »Til ljosevandsfolkenes bod,« sagde Asgrim. Den bod havde Torkel Flab rejst telt over. Han var søn af Torgeir Gode, søn af Tjørve, som var Torkel den Langes søn. Torgeirs mor var Torunn — datter af Torstein, søn af Sigmund, søn af Gnupa-Bård. Torkel Flabs mor hed Gudrid. Hun var datter af Torkel den Sorte fra Lejregård, søn af Tore Flip, søn af Ketil Sæl, søn af Ørnulf, søn af Bjørnulf, søn af Grim Loddenkind, søn af Ketil Hæng, søn af Halbjørn Halvtrold. Torkel Flab var draget udenlands og havde udmærket sig i andre lande. Han havde dræbt en ugerningsmand østpå i Jämtlandsskoven. Derpå var han draget østpå til Svitjod, hvor han havde slået sig sammen med Sverker Karl, og de hærgede i østersølandene. Østen for Bålegårdssiden skulle Torkel en aften hente vand til dem. Da mødte han en fingalk[1] og kæmpede længe imod den, og det endte sådan mellem dem, at han dræbte fingalken. Derfra drog han østpå til Adalsyssel. Dér dræbte han en flyvende drage. Derefter drog han tilbage til Svitjod og derfra til Norge og siden ud til Island, og han lod disse storbedrifter indskære over sit sovekammer og på stolen foran sit højsæde. Han og hans brødre kæmpede på herredstinget ved Ljosevand imod Gudmund den Mægtige, og ljosevandsfolkene sejrede. Da var det, at Tore Helgeson og Torkel Flab bagvaskede Gudmund. Torkel sagde gerne, at der ikke var nogen på Island, som han ikke ville gå i tvekamp mod, eller som han ville vige tilbage for. Han blev kaldt Torkel Flab, fordi han hverken i ord eller gerning sparede nogen — lige meget hvem han havde med at gøre.
Asgrim og kammeraterne gik hen til Torkels bod. Da sagde Asgrim til sine kammerater: »Denne bod ejes af Torkel Flab — en vældig kæmpe — og det ville betyde meget for os, om vi kunne få hans støtte. Vi må her på alle måder passe på, for han er selvrådig og stridbar. Jeg vil nu bede dig om — Skarphedin! — at du ikke blander dig i vores samtale.« Skarphedin smilte hånligt ad det. Han var klædt sådan, at han bar en blå kjortel og blåstribede benklæder og sorte sko, der gik højt op på læggen. Han havde et sølvbælte om livet og i hånden den økse, som han havde dræbt Traen med, og som han kaldte Rimmugyge[2]. Han bar et rundskjold og et silkebånd om hovedet, idet han havde strøget håret om bag ørerne. Han så meget krigerisk ud, og alle genkendte ham uden at have set ham før. Han gik dér, hvor det var bestemt — hverken længere fremme eller længere bagude. De gik ind i boden og ind i det inderste. Torkel sad midt på bænken med sine folk ud fra sig til alle sider. Asgrim hilste på ham. Torkel tog godt imod. Asgrim sagde til ham: »Vi er kommet hertil for at bede dig om støtte, ved at du går for retten sammen med os.« Torkel sagde: »Hvad skal I med min støtte, når I allerede har været hos Gudmund? For han lovede jer vel sin støtte.« »Vi fik ikke hans støtte,« sagde Asgrim. Torkel sagde: »Så har Gudmund ikke anset sagen for kærkommen, og det er den heller ikke, for det værk, er det værste, der er udøvet. Og jeg véd, hvad der har fået dig til at fare herhen, nemlig at du troede, at jeg ville være mindre nøjeregnende end Gudmund, og at jeg ville forfølge en uretfærdig sag.« Asgrim tav og syntes, det så sort ud. Da sagde Torkel: »Hvem er ham den store med fælt udseende, som fire mand går foran? Han er bleg og skarpskåren og ser uheldsvanger og ondskabsfuld ud.« Skarphedin sagde: »Jeg hedder Skarphedin, og du har ingen grund til at rette hånsord mod en sagesløs mand som mig. Det er aldrig overgået mig, at jeg har kuet min far og kæmpet imod ham, sådan som du har gjort med din. Det er heller ikke ofte, du er redet til Altinget eller har anstrengt dig med retstvister, for det passer bedre for dig at sidde alene hjemme på din gård — Økseå[3] — og sysle med mejeriet. Du skulle i øvrigt også stange dine tænder for resterne af den hoppeendetarm, som du åd, før du red til tings. Din fårepasser så det, og han undrede sig over, at du kunne gøre noget så ækelt.« Torkel sprang op i voldsom vrede og trak sit sakssværd og sagde: »Dette sakssværd fik jeg i Svitjod, da jeg gjorde det af med den største kæmpe, og siden har jeg dræbt mange mænd med det, og så snart jeg når hen til dig, skal jeg drive det igennem dig, og det skal du få for dine fornærmende ord.« Skarphedin stod med hævet økse, mens han smilte koldt og sagde: »Denne økse havde jeg i hånden, da jeg sprang 12 alen over Markfloden for at dræbe Traen Sigfusson, og der stod otte mand foran mig uden at kunne fange mig, og jeg har aldrig rettet våben imod en mand uden at ramme.« Derpå skubbede han sine brødre og Kåre — sin svoger — til side og skred frem imod Torkel. Så sagde Skarphedin: »Vælg nu ét af to — Torkel Flab! Enten stikker du sværdet i skeden og sætter dig ned, eller også driver jeg øksen i hovedet på dig og kløver dig ned til skuldrene.« Torkel satte sig og stak sværdet i skeden, og hverken før eller siden var han udsat for noget lignende.
Asgrim og de andre gik ud. Skarphedin sagde: »Hvor skal vi så gå hen?« Asgrim sagde: »Hjem til vores bod.« »Så går vi tiggergang til teltet,« sagde Skarphedin. Asgrim vendte sig imod ham og sagde: »Mange steder var du rigelig skarptunget, men her — i Torkels tilfælde — forekommer det mig, at du gav ham lige, hvad han havde fortjent.« Så gik de hjem til deres bod og fortalte Njal alt, hvad der var sket. Han sagde: »Nu må skæbnen gå sin gang — hvad der så end vil ske.« — —
Noter:
