Brudstykker af Njauls saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
| ||
|
||||||
|
Fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Brudstykker af Njauls saga.
Denne saga er en af dem, der formedelst sit rige indhold og historiske sammenhæng burde læses helt, da enkelte brudstykker kun give en ufuldstændig og halvsand forestilling om det hele.
Gunnar Haumundarson boede paa gaarden Hlidarenda i Fljotshlid [i Rangarvallasyssel, i det sydöstlige Island]. Han var stor af væxt og stærk og overordenlig vaabensnild: han hug og skjöd lige godt med begge hænder, og svang sit sværd saa hurtig at det saa ud som der paa engang vare tre i luften. Han var den mest udmærkede bueskytte og traf alt, hvad han sigtede paa; han sprang höjere end sin egen höide i fuld rustning, og lige langt baglængs som frem for sig; han svömmede som en sæl, og der var ingen leg, hvori nogen skulde tænke paa at kappes med ham, og saa er sagt, at ingen har været hans lige i alle legemsövelser. Han var skjön at se til, lys af ansigtsfarve, med en lige, noget opstaaende næse, blaa og levende öine, röde kinder og rige lokker, der faldt vel og havde en smuk farve. Han var en særdeles hövisk mand. rask i al daad, gavmild og herre over sine lidenskaber; vennefast, men vanskelig i valget af venner. Han var en velhavende mand. Hans broder hed Kolskeggur, en stor og stærk, kjæk og paalidelig mand. Gunnars anden broder hed Hjörtur, men var dengang endnu et barn.
(Ved sin onde og hævngjerrige hustru Hallgerdes opeggelser og overilede handlinger indvikledes Gunnar, sin rolige og fredsommelige sindsbeskaffenhed uagtet, i blodige tvistigheder og manddrab, hvis uundgaalige fölger han vel en tidlang undgik baade ved sin egen tapperhed og sin ven Njauls gode raad og snilde bistand paa tinge, men endelig blev han dog tilligemed broderen Kolskegger dömt i tre aars landsforvisning. Fremfor alt havde Njaul altid indskjærpet Gunnar to ting: at han ikke skulde dræbe mere end engang i den samme slægt, og aldrig bryde noget forlig, som gode mænd sluttede mellem ham og andre. Det förste var alt sket, det andet stod tilbage.)
De rede nu hjem. Njaul og Gunnar fulgtes ad fra tinget. Da sagde Njaul til Gunnar: »lad mig nu se, ven, at du holder dette forlig, og husk, hvad vi have talt; var din förste udenlandsfærd dig til berömmelse, saa vil denne blive det endnu mere; du vil komme tilbage æret og anset og vorde en gammel mand. Ingen mand her vil da være din lige; men bryder du dette forlig og tager ikke udenlands, da vil du blive dræbt her i landet, og vil det falde dine venner tungt.« Gunnar sagde han agtede ikke at bryde forliget. Gunnar rider hjem og fortæller om forliget. Hans moder Ranveg sagde, det var godt, han tog udenlands, saa havde hans fjender med andre end ham at gjöre saa længe.
— — Gunnar tog afsked med hver især, da han var færdig, og alle fulgte ham ud. Han stak hellebarden ned, svang sig i sadelen og red bort tilligemed Kolskeggur. De rede langs med Markarfljot. Da snublede Gunnars hest, og han steg af; hans öine faldt paa lien og gaarden Hlidarenda og han sagde: »fager er lien, saa den aldrig har syntes mig saa skjön; ageren bleg og marken slaaet; vil jeg ride hjem igjen, og ikke reise videre.« »Gjör ei dine fjender den glæde,« sagde Kolskeggur, »at du bryder forliget; thi ingen vilde tiltro dig det, og det kan du lide paa, at alt vil gaa, som Njaul har sagt.« Gunnar svarer: »jeg reiser ikke videre og det samme vilde jeg önske du gjorde.« »Det skal ikke ske,« sagde Kolskeggur, »hverken i dette tilfælde, eller noget andet, hvor man har vist mig tiltro, skal jeg bryde mit givne ord, og er dette det eneste, der kunde skille os ad; men sig min moder og mine övrige frænder, at jeg ikke vil se Island mere; thi din död vil jeg spörge, frænde, og har jeg da ingen lyst til at komme tilbage.« De skiltes ad. Gunnar red hjem til Hlidarenda, men Kolskeggur red til skibs og reiste udenlands. Hallgerde [Gunnars hustru] blev glad ved Gunnars hjemkomst, men hans moder var ikke saa fornöjet dermed.
Paa tinge den sommer tillyste Gissur hin hvide Gunnars fredlöshed paa lovbjerget, og stævnede för tingets oplösning alle Gunnars fjender til et möde i fjeldklöften Almannagjau. Der kom Starkadur fra Trehjörningsfjeld og hans sön Thorger; Valgardur hin graa og hans sön Mördur; goden Geir og Hjalti Skeggjason, Thorleks sönner Thorbrandur og Asbrandur, Elifur og hans sön Önundur, Önundur fra Troldeskov og Thorgrimur Östmand fra Sandgil. Gissur sagde: »jeg foreslaar eder at vi angriber Gunnar i sommer og dræber ham.« Hjalti Skeggjason svarede: »det lovede jeg Gunnar her paa tinge, da han gav efter for mine ord, at jeg aldrig skulde være med i noget anfald paa ham, og det vil jeg holde.« Derpaa gik Hjalti bort. Men de övrige besluttede et overfald paa Gunnar, gave hinanden haand derpaa, og satte straf derpaa, hvis nogen faldt fra. Mördur skulde holde öje med, naar der var bedst leilighed til at udföre deres forehavende. De vare fyrgetyve mænd i dette forbund, og troede, at det nu ikke vilde falde vanskeligt at beseire Gunnar, da baade hans broder Kolskeggur, Thrauin Sigfusson og mange andre Gunnars venner vare fraværende.
Njaul besögte Gunnar, og meddelte ham hans fredlöshed og det paa ham besluttede overfald. »Vel handler du,« sagde Gunnar, »du varer mig ad.« Njaul sagde: »nu vil jeg at mine sönner Skarphedin og Höskuldur tage hen til dig; og ville de vove sit liv for dit liv.« Gunnar svarede: »ikke vil jeg at dine sönner skulde blive dræbte for min skyld; andet fortjener du af mig.« Njaul sagde: »det vil komme ud paa eet, thi naar du er falden, saa vil vanheldet vende sig did, hvor mine sönner ere.« Gunnar svarede: »det er ei usandsynligt, dog vilde jeg ikke være skyld deri, men derom vil jeg bede dig, at se til med min sön Högni; om Grani taler jeg ikke thi han handler sjelden efter mit sind.« Njaul lovede det og red hjem. Saa er sagt at Gunnar red til alle mandemöder og lovting, og vovede hans uvenner aldrig at angribe ham. Der gik saaledes nogen tid hen at Gunnar færdedes omkring som sageslös mand.
Om hösten sendte Mördur Valgardson bud, at nu var Gunnar ene hjemme, men alle hans folk vare fraværende fra gaarden ved höbjergning. Gissur den hvide og goden Geir rede strax öster over aaen, over sandene og til Hof, da de hörte dette. De sendte bud til Starkadur, der boede tæt ved Trehjörningsfjeld, og der samledes de alle, der skulde drage mod Gunnar, og overlagde, hvorledes overfaldet skulde gaa for sig. Mördur sagde, de kunde ikke overraske Gunnar, med mindre de toge bonden fra næste gaard, der hed Thorkel, tvang ham til at fölge med dem, og gaa alene i forvejen hjem til gaarden for at gribe Gunnars hund Saumur. Derpaa fortsatte de sin færd öster til Hlidarenda. De sendte bud efter Thorkel, grebe ham, og overlode ham valget, om han vilde være med dem og gribe Gunnars hund, eller miste livet; han foretrak det förste, og fulgte med dem. En indhegnet bred vei förte hjem til gaarden Hlidarenda; der stansede de med flokken. Men Thorkel bonde gik i forvejen til gaarden; hunden laa oppe ved huset. Thorkel lokkede den bort med sig ned i en hulvei, men hunden saa i det samme, at der vare flere tilstede, sprang op paa Thorkel og greb ham fat i underlivet. Önundur af Troldeskov hug med en öxe hunden i hovedet, saa den gik ned i hjernen. Hunden gav saa höit et hyl fra sig at de forfærdedes alle derover, og faldt död ned.
Gunnar vaagnede nu i sit sovehus og sagde: »haardt bliver der leget med dig, min fostre Saumur! og kan være det er saa bestemt, at der skal være kort imellem os to.« Gunnars hus var bygget blot af tömmer og udenpaa beklædt med brædder; vinduer med skaader for vare anbragte ved de överste bjelkeender. Gunnar sov i et loftskammer i huset tilligemed Hallgerde og sin moder. Da de kom, vidste de ikke om Gunnar var hjemme, og bad en om at gaa hen og se ad, men de andre satte sig ned paa pladsen foran huset. Thorgrimur Östmand kröb op paa huset. Gunnar saa, at der kom en röd kjortel frem ved vinduet, stak efter ham med hellebarden, og traf ham midt paa livet. Födderne glede fra Thorgrimur, skjoldet faldt ham af haanden, og han styrtede ned af væggen. Han gik hen hvor Gissur og de andre sad. Gissur saa paa ham og spurgte: »er Gunnar hjemme?« Thorgrimur svarede: »gaar I hen og erkyndiger eder derom; det veed jeg, at hans hellebarde er hjemme.« Derpaa faldt han död om. Siden sögte de hen mod husene; Gunnar skjöd ud med pile efter dem, og værgede sig saa vel, at de, intet kunde udrette. Da löb nogle op paa husene, og tænkte at angribe ham derfra, men Gunnar naaede dem ogsaa der med sine pile, saa at de intet fik udrettet, og saaledes gik det en stund. De toge nu hvile, og gjorde anden gang anfald. Gunnar skjöd endnu ud, saa de ingen vei kunde komme, og anden gang maatte holde inde med angrebet. Da sagde Gissur hin hvide: »lad os angribe raskere, vi udrette intet.« De gjorde det tredje anfald, og bleve længe ved, men maatte endnu vige. Da sagde Gunnar: »en pil ligger der paa væggen, og er det en af deres pile; den vil jeg skyde til dem; og det er en skam for dem, hvis deres egne vaaben indjage dem frygt.« Hans moder svarede: »gjör ikke det min sön, væk dem ikke, siden de have trukket sig tilbage.« Gunnar greb pilen og skjöd til dem, traf Elifur Önundarson og saarede ham. Han havde staaet alene for sig, saa de andre vidste ikke, at han var saaret. »Der kom en haand ud,« sagde Gissur, »med en guldring paa, og tog en pil, der laa paa væggen; der vilde vist ikke være bleven sögt uden for, hvis der var tilstrækkeligt inde; og skulle I angribe ham.« Mördur sagde: »lader os brænde ham inde.« »Det skal aldrig ske,« sagde Gissur, »selv om jeg vidste, det gjaldt mit liv, du maa vel kunne give et raad som duer, saa listig en mand som du har ord for at være.« Der laa nogle toug paa marken, som bleve brugte til at fæste hus med i stormveir. Mördur sagde: »lader os tage disse strikker og slaa den ene ende om enderne af tagbjelken, men fæste den anden ende om de stene, som ligge her nede; lad os derpaa med vinder, som vi sno fast i tougene, löfte taget af huset.« De toge strikkerne, og gjorde, som Mördur havde sagt; mærkede Gunnar intet dertil, förend de havde vundet taget af huset. Gunnar skjöd endnu med buen, saa at de ikke kunde komme ham nær. Da sagde Mördur anden gang, at de skulde brænde Gunnar inde. Gissur svarede: »ikke veed jeg, hvi du vil bringe det paa bane, som ingen anden vil, og det skal aldrig ske.« I det samme löb Thorbrandur Thorlekson, op paa taget og hug Gunnars buestræng over. Gunnar greb hellebarden med baade hænder, vendte sig hastig imod ham, gjennemborede ham, og kastede ham ned paa marken. Da sprang hans broder Asbrandur op. Gunnar stak efter ham med hellebarden; han dækkede sig med skjoldet, begge hans arme bleve brækkede, og han faldt ned af væggen. Da havde Gunnar saaret otte og nedlagt to mænd; nu fik han selv to saar, men alle sagde, han agtede hverken saar eller bane. Han sagde til Hallgerde: »giv mig to lokker af dit haar og snoer I mig dem til buestræng, du og min moder.« Hun spurgte: »ligger der nogen magt derpaa?« »Mit liv gjælder det,« svarer han, »efterdi de skulle aldrig faa mig overvunden, medens jeg kan bruge min bue.« Hun sagde: »da skal jeg nu huske dig kindhesten, du gav mig engang, og er det mig ligegyldigt, om du værger dig kortere eller længere.« »Hver har noget til sin berömmelse,« sagde Gunnar, »og ei skal jeg dig om lidet længe trygle.« Ranveg sagde til Hallgerde: »ilde handler du, og vil din skam længe mindes.« Gunnar værgede sig endnu vel og drabeligen, og saarer otte mænd til med store saar, hvoraf mange nær vare ulivssaar. Gunnar vedblev at forsvare sig, indtil han faldt om af mödighed. Da gav de ham mange svære saar, men dog slæbte han sig fra dem, og værgede sig endnu længe; endelig dræbte de ham. Thorkel Elfaraskjald og Thormodur Olafsson digtede kvad om hans forsvar.
Gissur hin hvide sagde: »en stor kjæmpe have vi nu nedlagt, skjönt det har kostet os möje, og vil hans forsvar mindes, saalænge landet bebygges.« Derpaa gik han ind til Gunnars moder Ranveg, og sagde: »vil du unde vore to mænd jord, som her ere faldne, at de her maa blive höilagte.« Hun svarede: »saa meget desto hellere to, som jeg gjerne vilde unde eder den allesammen.« »Det er naturligt,« sagde han »at du taler saa, thi du har mistet meget,« og saa befalede han, at der intet maatte ranes eller ödelægges.
Njaul Thorgersson boede paa Bergthorshvol i Landeyjar. Han var en velhavende mand, og vakker af udseende; han havde ingen skjæg. Han var saa lovkyndig, at ingen deri var hans lige. Han var klog og fremsynet, velvillig, og gav gode raad, saa at alt, hvad han raadte folk til, blev til deres bedste; han var sagtmodig og retskaffen, og hjalp alle dem, som tyede til ham, udaf deres forlegenheder. Hans hustru hed Bergthora Skarphedinsdatter; hun var en kraftig og brav kvinde, noget haard i sit sind. De havde sex börn, tre döttre og tre sönner. Skarphedin hed den ældste. Han var stor af væxt, stærk, vaabensnild, en ypperlig svömmer, fodrap, rask og uforfærdet, kort og fyndig i sin tale, og havde gjerne vers paa rede haand; for det meste beherskede han sig godt. Han havde brunt haar og en hvirvel i haaret, smukke öine, blegt aasyn og skarpe træk, krum næse og et höit tandgjærde, en meget styg mund, og saa barsk og krigersk ud. Njauls anden sön hed Grimur. Han var skjön af udseende og havde smukke brune haar, han var stor og stærk. Helgi hed Njauls tredje sön; han var smuk og havde smukt haar, var stærk og vaabensnild, forstandig og rolig af sind. Njaul havde en fjerde sön, ved navn Höskuldur, som var uægte. Kauri Sölmundarson var gift med en af Njauls döttre; han var en gjæv og tapper mand og havde længe været i viking. Ligesom Njauls sönner opholdt han sig for det meste hos svigerfaderen paa Bergthorshvol. — —
(Njauls sönner hævnede Gunnars drab. Herover opstode tingstridigheder og blodig tvist. Hertil kom fjendtligheder imellem Njauls sönner og en mægtig bonde, ved navn Thrauin Sigfusson, som endte med at Skarphedin dræbte ham. Forat formilde sine og sine sönners fjender, hvem det paalaa at hævne Thrauins död, tog Njaul dennes sön Höskuldur til opfostring, behandlede ham bedre end sine egne sönner, skaffede ham en rig kvinde Hildigunne, hövdingen Flosi Thordarsons broderdatter, til ægte, og gjorde ham endog til hovgode, hvorefter Höskuldur blev kaldet Hvitanesgode. Ved den listige skurk Mördur Valdgaardssons [den samme, der var med ved overfaldet paa Gunnar af Hlidarenda, og foreslog at brænde ham inde] bagtalelser og forræderi blev det venskabelige forhold mellem Höskuldur Hvitanesgode og Njauls sönner forstyrret: misundelsen og spændingen imellem begge parter steg, indtil Njauls sönner i forening med Mördur og Kauri besluttede et overfald paa Höskuldur Hvitanesgode.)
Mördur Valgardsson, Njauls sönner og Kauri toge sine vaaben og rede bort. De fortsatte ridtet, indtil de kom til Höskuldurs gaard Ossabö, og ventede der ved et gjærde. Veiret var godt og solen nylig staaet op.
Nu vaagner Höskuldur Hvitanesgode; han klædte sig paa, og tog den kappe over sig, som hans kones farbroder Flosi Thordarson havde givet ham; han tog en kornkurv i den ene haand, sværdet i den anden, gik hen til gjærdet, og gav sig til at saa. Skarphedin og de andre havde aftalt, at de alle skulde bære vaaben paa ham. Skarphedin sprang op ved gjærdet. Da Höskuldur saa ham, vilde han fly. Men Skarphedin löb efter ham og sagde: »tænk ei paa flugt, Hvitanesgode!« og hug ham i hovedet, saa han sank i knæ. Höskuldur udbröd i det han faldt: »gud hjælpe mig, men tilgive eder.« Da löb de alle hen til ham, og gav ham hver sit saar.
— — Njauls sönner og Kauri vendte hjem, og fortalte Njaul det skete. »Det er en sörgelig tidende,« sagde Njaul, »og ilde er sligt at höre, thi sandt at sige gaar dette mig saa nær, at jeg hellere vilde have mistet to af mine sönner, end Höskuldur var bleven dræbt.« »Du er at undskylde,« sagde Skarphedin, »du er en gammel mand, og derfor er det i sin orden, at saadant gaar dig nær.« »Mindre er det for min alderdoms skyld,« sagde Njaul, »end fordi jeg veed bedre end I, hvad her vil fölge efter.« »Hvad vil der da fölge efter?« spurgte Skarphedin. »Min död,« svarede Njaul, »min hustrus og alle mine sönners.« »Hvad skjæbne spaar du mig?« sagde Kauri. Njaul svarede: »svært vil det falde dem at gaa imod din lykke: du vil blive dem alle for stærk.« Dette var den eneste ting, der gik Njaul saa nær, at han aldrig kunde tale derom uden graad.
Höskuldurs enke Hildigunne vaagnede, og mærkede at Höskuldur ikke var i sengen. »Haarde have mine drömme været, og ikke gode,« sagde hun, »söger Höskuldur op!« De ledte efter ham i huset, men fandt ham ikke. Hun havde imidlertid klædt sig paa; hun gik nu med to mænd til gjærdet. Der fandt de Höskuldur dræbt. Da kom Mördur Valgardssons faarehyrde, og sagde hende, at Njauls sönner vare dragne op derfra. »Skarphedin kaldte paa mig,« sagde han, »og tillyste sig som drabsmand.« »Det havde været en mandig daad,« svarede hun, »hvis een havde övet den.« Derpaa tog hun kappen af liget, törrede alt blodet af med den, svöbte det levrede blod deri, viklede den sammen og lagde den ned i en kiste.
— — Flosi Thordarson spurgte Höskuldurs drab. Det forvoldte ham megen bekymring og harme. Dog bar han det med rolighed. Man fortalte ham den tilberedelse til sags anlæg, som var sket efter Höskuldurs drab, men han svarede lidet dertil. Han sendte bud til sin svoger Hallur af Sida og hans sön Ljotur, og bad dem komme vel mandstærke til tings. — — Flosi sendte og bud til Kolur Thorstenson, Hildir hin gamles sön Glumur, og Modolfur Ketilsson. Disse rede alle hen for at forene sig med ham. Derpaa red Flosi med hele sit fölge til Kirkjubö til Surtur Asbjörnsson. Derfra red han til Höbdabrekka, hvor Thorgrimur Skröiti, Thorkel hin fagres sön boede. Flosi bad ham ride til altinget med sig; han lovede det, og sagde: »tit har du været gladere, bonde, end nu, men der er og god grund til, at det er saa.« Flosi svarede: »det er nu hændet, som jeg vilde give alt hvad jeg ejer og har til at ikke var sket; ond sæd er der saaet, og ondt vil komme op deraf.« — — Derfra red Flosi til Ossabö til sin broderdatter Hildigunne.
Hildigunne stod ude og sagde: »nu skulle alle mine hjemmemænd være ude, naar Flosi rider i gaard; men kvinderne skulde feje stuerne, beklæde væggene med telte, og lave et höisæde for Flosi. Da red Flosi ind i marken. Hildigunne gik ham imöde og sagde: »hil dig, frænde! mit hjerte glædes ved din komme.« Flosi sagde: »her ville vi spise davre, og saa ride videre.« Deres heste bleve bundne. Flosi gik ind i stuen, og satte sig. Höisædet slængte han til side, og sagde: »hverken er jeg konge eller jarl; derfor skal man ei berede mig höisæde og ikke gjöres det behov at spotte mig.« Hildigunne stod nær ved og sagde: »det er ilde, hvis det mishager dig; vi gjorde det i en god mening.« Flosi svarede: »mener du mig det vel, saa vil det, du gjör, selv rose sig, hvis godt, og selv laste sig, hvis ilde.« Hildigunne lo koldt og sagde: »end er vi ikke færdige med hinanden; nærmere vil vi komme dig, inden enden tager.« Hun satte sig ned hos Flosi, og de talte længe sagte med hinanden. Derpaa bleve bordene satte frem. Flosi og hans mænd toge haandtvæt. Flosi saa paa haandklædet; det var lutter revner og smallere i den ene ende. Han kastede det paa bænken, og vilde ikke törre sig derpaa, skar et stykke af borddugen, törrede sig derpaa, og kastede det hen til sine mænd. Derpaa satte han sig tilbords og bad dem spise. Da kom Hildigunne ind i stuen, gik hen til Flosi, strög sig haaret fra öinene og græd. Flosi sagde: »kummerfuld er du i hu, min frænke, siden du græder, dog er det vel at du begræder en god mand.« »Hvad eftermaal skal jeg have af dig,« sagde hun, »eller hvad bistand vil du yde mig?« Flosi svarede: »din sag skal jeg forfölge til yderste lov og ret, eller fremme et saadant forlig, hvoraf vi, efter gode mænds skjön, i alle maader have ære.« Hun sagde: »Da vilde dog Höskuldur have hævnet dig, havde han været din eftermaalsmand.« Flosi svarede: »Det skorter dig ei paa grumhed, og grant ser jeg, hvor du vil hen.« Hildigunne sagde: »mindre havde Arnor Örnulfsson af Fosaaskov forbrudt sig mod din fader Thordur Freysgode, og dog fældede dine brödre, Kolben og Egil, ham paa Skaptafjeldsting.« Med disse ord gik Hildigunne ind i sovehuset, lukkede en kiste op, tog kappen op, som Flosi havde foræret Höskuldur, i hvilken denne var bleven dræbt, og hvori hun havde opbevaret alt blodet. Hun gik ind i stuen med kappen; hun gik hen til Flosi, uden at sige et ord. Han var da mæt, og der blev baaret af bordet. Hildigunne kastede kappen over Flosi, saa at det levrede blod styrtede over ham; derpaa sagde hun med höi röst: »denne kappe gav du Höskuldur, Flosi! jeg giver dig den nu igjen; i den blev han dræbt. Kalder jeg saa gud og gode mænd til vidne, at jeg besværger dig ved Kristi kraft og din egen manddom, at du hævner alle de saar, som vare paa hans afsjælede legeme; hvis ei, da hedde du hver mands nidding.« Flosi slængte kappen af sig, kastede den hen i armene paa hende og sagde: »du er den störste furie; du saa helst at vi begyndte paa det, som vi alle ville have værst af; kolde ere kvinders raad.« Han var saa rystet herved, at han i sit aasyn nu var röd som blod, nu bleg som et lig. Flosi red bort med sine mænd. — —
(Den underfundige Mördur Valgardsson, skjönt en af deltagerne i overfaldet paa Höskuldur Hvitanesgode, havde dog vidst at skjule dette, og indsmigre sig hos Flosi, med hvem han indgik forbund imod Njauls sönner. Mördur var endog Flosis raadgiver.)
— — Flosi var kommen til tings, og havde hele sin bod fuld af mænd. Runolfur besatte Dalverjernes bod og Mördur Raungaaingernes. Længst östenfra var kommen Hallur af Sida, men saa godt som ingen andre fra den kant. Hallur af Sida havde et talrigt fölge, han forenede sig strax med Flosi, men bad ham om at være villig til fred og forlig. Hallur var en vis og veltænkende mand. Flosi svarede sagtmodig nok derpaa, men vilde dog intet love. Hallur spurgte ham, af hvem han havde faaet tilsagn om bistand. Han nævnte Mördur Valgardsson, og sagde han havde beilet til hans datters haand for sin frænde Starkadur. Hallur svarede, at pigen var nok værd at have, men det var ikke godt, at have noget med Mördur at gjöre, »og det,« föjede han til, »vil du erfare, förend dette ting er ude.« Dermed endte deres samtale.
En dag talte Njaul og Asgrimur Ellidagrimsson [Helgi Njaulssons svigerfader] længe sammen. Derpaa sprang Asgrimur op, og sagde til Njauls sönner: »lad os nu gaa hen og se at skaffe os nogen bistand, at vi ikke skal bukke under for overmagten; thi denne sag vil blive dreven uden skaansel.« Asgrimur gik da ud, og næst efter ham Helgi Njaulsson, saa Kauri Sölmundarson, saa Grimur Njaulsson, saa Skarphedin Njaulsson, saa Thorhallur [Asgrimur Ellidagrimssons sön], saa Thorgrimur den store, saa Thorlefur Kraukur. De gik först til Gissur hin hvides [Asgrimur Ellidagrimssons morbroders] bod, og ind i boden. Gissur stod op for at tage imod dem, og bad dem sidde ned og drikke med ham. Asgrimur sagde: »andet er mit ærinde, og skal jeg höit og tydeligt forkynde det. Hvad bistand kunne vi vente os af dig, min frænde?« Gissur svarede: »det vilde min söster Jorun mindst tiltro mig, at jeg afslog eder min hjælp. Saa skal det og være nu og altid, at vi skulle dele skjæbne med hinanden.« Asgrimur takkede ham og de gik bort.
Da spurgte Skarphedin: hvor skulle vi nu gaa hen?« »Til Ölvusingernes bod,« sagde Asgrimur. Derpaa gik de derhen. Asgrimur spurgte om Skapti Thoroddsson var i boden? Der blev svaret ham ja. De gik da ind i boden. Skapti sad paa en forhöining, og böd Asgrimur velkommen, denne besvarede venlig hans hilsen. Skapti böd Asgrimur at sidde ned hos sig. Asgrimur sagde: »jeg har ikke gode stunder, men til dig har jeg dog et ærinde.« »Lad höre da,« sagde Skapti. »Jeg vil bede dig om at staa os bi i vore sager,« sagde Asgrimur. »Det havde jeg mindst tænkt,« svarede Skapti, »at eders forlegenheder skulde komme indenfor mine vægge.« Asgrimur sagde: »det er ilde talt, mindst at ville staa folk bi, naar de trænge mest til hjælp.« Skapti sagde: »hvem er den mand der, som fire mænd gaa foran, han den höje, blege, uheldsvangre, barske og uhyggelige mand.« Han svarede: »jeg hedder Skarphedin, og tit har du set mig paa tinge. Men saa meget kyndigere er jeg end du, at jeg behöver ei at spörge om dit navn. Du hedder Skapti Thoroddsson; för kaldte du dig rigtignok Börstekuld, da du havde dræbt Ketil af Elda; da afragede du dit haar og gjorde dig selv kuldet, smurte siden dit hoved ind med tjære, og kjöbte saa nogle trælle til at de skulde skjære jordstrimler (1) [græstorv] op, hvor du kröb ind under om natten. Derpaa flygtede du til Thorolfur Loptsson af Eyrar, som tog imod dig og lod dig bære ombord i et skib i sine melsække.« Derpaa gik Asgrimur ud og de andre med ham.
Skarphedin spurgte: »hvor skulle vi nu gaa hen?« »Til goden Snorris bod,« sagde Asgrimur. De gik derhen. En mand stod udenfor boden. Asgrimur spurgte, om Snorri var derinde? der blev svaret ja. Asgrimur og alle de andre med ham gik ind. Snorri sad paa forhöiningen. Asgrimur gik hen til ham, og hilste ham hövisk. Snorri tog venlig imod ham, og bad ham sidde ned. Asgrimur sagde, han vilde kun opholde sig kort, »men til dig er ærindet,« vedblev han. Snorri bad ham komme frem dermed. Asgrimur svarede: »jeg vilde bede dig at fölge mig for retten og staa mig bi, efterdi du er en vis og formaaende mand.« Snorri sagde: »det falder os tungt nu med vore egne sager, og mange reise sig imod os; derfor ville vi ugjerne give os af med andres vanskelige sager, som höre til andre egne af landet.« »Du er at undskylde,« sagde Asgrimur, »du skylder os intet.« »Jeg veed du er en brav mand,« svarede Snorri, »og jeg lover dig derfor, ikke at være dig imod, og ingen bistand at yde dine modstandere.« Asgrimur takkede ham. Snorri gode vedblev: »hvo er den mand, som fire gaa foran, han den blege med de skarpe træk, som smiler gjennem tænderne og skuldrer sin öxe.« »Hedin hedder jeg,« var svaret, »men somme kalde mig Skarphedin med fuldt navn; har du ellers noget at sige mig?« Snorri gode svarede: »det at du ser mig djærv og dygtig ud; dog tror jeg det er paa hældingen med din lykke, og at du ikke har længe tilbage at leve i.« »Det er godt,« sagde Skarphedin, »den gjæld skulle vi alle betale; dog synes mig du gjorde bedre i, at hævne din fader, end spaa mig saaledes.« »Det have mange för sagt,« svarede Snorri, »og over sligt vredes jeg ikke.« Derpaa gik de ud, og fik der ingen hjælp.
Derfra gik de til Skagfjordingernes bod; den tilhörte Hafur hin rige. Asgrimur gik ind i boden med de andre. Hafur sad midt i boden, og talte med en mand. Asgrimur gik hen til ham, og hilste ham. Han böd Asgrimur velkommen og bad ham sidde ned. Asgrimur sagde: »det vilde jeg heller bede dig om, at du ydede mig og mine svogre hjælp.« Hafur svarte hastig: »jeg vil ikke blande mig i eders forlegenheder; men spörge vil jeg dig, hvo den mand er, han den blege der, som fire gaa foran, der ser saa barsk ud, som en havjætte.« Skarphedin svarede: »det rager ikke dig, dit mælkefjæs, hvem jeg er. Jeg tör gaa frem der, hvor du ligger i baghold, og lidet vilde jeg ræddes, om slige svende kom paa min vei. Du skulde meget heller söge din söster Svanlög op, som Stedjakollur bortförte af dit eget hus, uden at du turde röre dig.« Asgrimur sagde: »lader os gaa, her er ingen hjælp at vente.«
Derpaa gik de til Mödruvoldingernes bod, og spurgte om Gudmundur hin mægtige [el. rige] var i boden. Der blev svaret, at han var tilstede. De gik da ind i boden. Midt i boden var et höisæde; der sad Gudmundur hin mægtige. Asgrimur gik hen til ham, og hilste ham. Gudmundur tog venlig imod ham, og bad ham sætte sig. Asgrimur sagde: »jeg skal ikke sidde; men bede vil jeg dig om din bistand, thi du er en virksom mand og en stor hövding.« Gudmundur svarede: »jeg skal ikke være imod dig; men hvad hjælpen angaar saa kunne vi derom tale siden;« og han viste sig velsindet nok. Asgrimur takkede ham for hans ord. Gudmundur vedblev; »der er en mand i eders flok, som jeg en stund har set paa, og som tykkes mig frygteligere af udseende, end de fleste mænd, jeg för har set.« »Hvem er det,« sagde Asgrimur. Gudmundur svarede: »fire gaa foran ham; han har brunt, haar og et blegt aasyn. Han er höi af væxt og mandig, og saa rask ser han ud til mandedaad, at jeg vilde heller have ham alene i mit fölge, end ti andre: men dog staar ulykken præget paa hans aasyn.« Skarphedin sagde: »det er vel mig, du mener, og forskjelligt slags ulykke er os to beskaaret; jeg maa med grund lide folks dadel for Höskuldur Hvitanesgodes drab, men du ærgrer dig bestandig over nidviserne, som de digtede om dig, Thorkel den glubske [Haukur] og Thorir Helgason.« De gik derpaa ud.
Skarphedin sagde da: »hvor gaa vi nu hen?« »Til Ljosvetningernes bod,« sagde Asgrimur. — Denne bod besatte Thorkel hin glubske, en sön af Thorger Ljosvetningagode. Han havde været udenlands og fremmet sig i andre lande. Han havde dræbt en röver i Jamtalandskov; derfra drog han til Sverrige, indgik samlag med Sörkver karl, og hærgede med ham i Österleden. — — — — Disse og flere berömmelige gjerninger lod han skjære ud over sin lukkede seng og paa sit höisæde. Han stred ogsaa paa Ljosvetningernes ting med Gudmundur hin mægtige og hans brödre, og Ljosvetningerne seirede. Da var det at de digtede nid om Gudmundur hin mægtige, Thorkel den glubske og Thorir Helgason. Thorkel plejede at sige, at der ikke var den mand paa Island som han jo vilde gaa i tvekamp med, naar det skulde være, og ingen for hvem han vilde vige. Han blev kaldet Thorkel den glubske, fordi han skaanede ingen hverken i ord eller gjerning, hvem det saa var.
Asgrimur og de andre gik nu til Thorkel hin glubskes bod. Asgrimur sagde da til sine ledsagere: »denne bod tilhörer Thorkel hin glubske, en stor kjæmpe, hvis bistand vilde være os af stor vigtighed; maa vi her være forsigtige i alle maader; thi han er egensindig og vanskelig; vil jeg nu bede dig Skarphedin, ikke at blande dig i vor samtale.« Skarphedin smilte dertil; han var klædt saaledes, at han havde en blaa kjortel paa og blaastribede benklæder, sorte höihælede sko paa födderne og et sölvbælte om livet. I haanden havde han den öxe, hvormed han havde fældet Thrauin Sigfusson, og som han kaldte Rimmugige, samt et let skjold; om hovedet havde han et silkesmykke, og haaret redt. tilbage over örene. Han saa særdeles krigersk ud; derfor kjendte alle ham; han gik paa den ham anviste plads, og hverken længere foran eller bagefter. De gik nu ind i boden. Thorkel sad midt paa forhöiningen og hans mænd til begge sider ud fra ham. Asgrimur sagde: »derfor ere vi komne hid, at vi ville bede dig at staa os bi, og gaa for retten med os.« Thorkel svarede: »hvad har I min hjælp behov, siden I allerede har været hos Gudmundur hin mægtige; han har vel lovet eder bistand.« »Hans hjælp fik vi ikke,« sagde Asgrimur. Thorkel svarede: »saa har Gudmundur ikke fundet, at sagen var vennesæl, og det er den heller ei, thi det er en af de værste gierninger, som nogensinde ere blevne övede. Jeg kan ei heller fatte, hvor du faldt paa, at komme hid, som om du mente, jeg var mindre kræsen end Gudmundur, og nok vilde understötte en slet sag.« Asgrimur taug da, og syntes det gik imod. Thorkel vedblev: »hvem er han, den store, rædsomme mand, som fire gaa foran, med det blege aasyn og de skarpe træk, han der ser saa uheldsvanger og barsk ud.« Skarphedin svarede: »mit navn er Skarphedin, men ikke skulde du tale mig haanlig til, en sageslös mand. Aldrig er det hændet mig, at jeg har kjæmpet med min egen fader, og kuet ham, som du gjorde ved din fader. Du er ei vant til at ride til altinget og give dig af med tingtrætter, og er vel bedre skikket til at sidde hjemme paa din gaard og gaa dine faa husfolk tilhaande med faarenes malkning, end at opholde dig her ved Öxaraa [en aa i nærheden af det sted, hvor det gamle alting holdtes]. Du skulde og heller stange dine tænder og faa trævlerne ud af hoppens endetarm, som du aad för du red til tings; din hyrde saa det, og studsede over at du bedrev en saadan vederstyggelighed.« Thorkel sprang da forbittret op, greb sit saxsværd og sagde: »dette sværd fik jeg i Svithjod, da jeg havde dræbt den störste kjæmpe. Siden har jeg fældet mangen mand dermed; og naar jeg dig, gjennemborer jeg dig dermed til straf for dine skjændige ord.« Skarphedin stod med öxen oplöftet, smilte haanligt og sagde: »denne öxe havde jeg i min haand, da jeg sprang tolv alen over Markarfloden og fældede Thrauin Sigfusson; otte mænd stode mig i vejen, og fik ingen af dem fat paa mig; heller ikke har jeg nogensinde löftet vaaben mod en mand, uden saaledes, at det har ramt ham.« Derpaa skjöd han sine brödre og sin svoger Kauri tilside, foer frem imod Thorkel og sagde: »gjör nu et af to, Thorkel glubske! stik dit sværd i skeden, og sæt dig ned, eller jeg driver dig öxen i hovedet, og klöver dig ned i dine skuldre.« Thorkel satte sig ned, stak sit sværd ind, og havde han aldrig givet efter for nogen, hverken för eller siden. Asgrimur og de andre gik ud. Skarphedin sagde: »hvor skulle vi nu gaa hen?« Asgrimur svarede: »hjem til vor bod.« »Saa gaa vi da hjem, kjede af at bönfalde,« sagde Skarphedin. Asgrimur svarede ham: »mange steder har du været noget vel ordhvas; men her hvor det gjaldt Thorkel, tykkes mig du behandlede ham efter fortjeneste.«
(Ved gode mænds mægling blev sagen fredelig bilagt paa altinget; og den kjendelse faldt, at Njaul og hans sönner skulde böde tre dobbelte mandeböder for Höskuldur Hvitanesgodes drab.)
Hallur af Sida krævede da vidner paa kjendelsen, at ingen skulde kunne bryde den. Njaul takkede dem for kjendelsen. Skarphedin stod hos, taug og smilte. . . . . . . . Derpaa bleve alle pengene samlede i lavretten (2). Njaul tog en silkekappe og lagde ovenpaa sölvbunken. Derpaa sagde Hallur til Njaul, at han skulde hente sine sönner, selv vilde han hente Flosi, at begge parter höitidelig indgik forlig. Njaul gik da hjem til sin bod, og sagde til sine sönner: »nu staa vore sager godt, vi ere forligte mænd, og alle pengene ere indsamlede. Vi skulle nu fra begge sider gaa hen, og love hinanden fred og tryghed. Vil jeg nu bede eder, mine sönner, at I vogter eder for alt, der kunde bryde freden.« Skarphedin strög sig over panden og smilte. Nu gaa de alle hen til lavretten. Hallur af Sida gik hen til Flosi og sagde: »gaa nu til lavretten, thi nu ere pengene vel udredte og samlede paa eet sted.« Flosi bad Sigfussönnerne om at gaa med; de gik alle ud. De gik östenfra, men Njaul og hans sönner vestenfra til lavretten. Skarphedin gik hen til den midterste bænk og stod der. Flosi gik hen for at tage pengene i öjesyn og sagde: »det ere mange penge, og rundelig udredte, som venteligt var.« Derpaa tog han silkekappen op, svang den og spurgte, hvo der vel havde givet den til. Men ingen svarede ham. Anden gang svang han kappen og spurgte, hvo der havde givet den til, og lo. Ingen svarede ham. Da sagde Flosi: »hvorledes? veed ingen hvem dette klædningsstykke har tilhört, eller tör I ikke sige mig det?« Skarphedin svarede ham: »hvem tror du har givet den til?« Flosi sagde: »vil du vide det, saa skal jeg sige dig, jeg tror den skjæglöse karl, din fader, har givet den; mange, som se ham, vide ikke, om han er mandfolk eller kvinde.« Skarphedin sagde: »sligt er ilde talt, at haane en olding, det har endnu aldrig nogen brav mand gjort. At han er en mand, kunne I skjönne deraf, at han har avlet sönner med sin kone; og faa af vore frænder have ligget uhævnede ved vor gaard.« Derpaa tog Skarphedin kappen til sig, men kastede et par blaa benklæder hen til Flosi, og sagde at dem trængte han mere til. Flosi spurgte: »hvi skulde jeg mere have dem behov?« »Jo,« sagde Skarphedin, »hvis det er sandt, som siges, at du er Svinafjeldjættens brud, der gjör dig til kvinde hver niende nat.« Flosi sparkede da til pengene, og nægtede at ville have en penning deraf; han sagde, at et af to, enten skulde intet bödes for Höskuldurs drab, eller han skulde blive blodig hævnet. Flosi vilde da ingen fred give og ingen tage, og sagde til Sigfussönnerne: »lad os nu gaa hjem, og alle dele den samme skjæbne.«
— — Flosi stævnede alle sine mænd op til Almannagjauen, og gik selv derhen. Da vare alle hans mænd samlede der, og vare hundrede i tallet. Flosi sagde til Sigfussönnerne: »hvorledes kan jeg yde eder bistand i denne sag, saaledes at I ere tilfredse dermed.« Gunnar Lambason svarede: »vi ere ikke fornöjede, förend alle de brödre Njauls sönner ere dræbte.« Flosi sagde: »det vil jeg love eder Sigfussönner, ikke at opgive denne sag, förend en af parterne bukker under for den anden; saa vil jeg og vide, om her er nogen, som ikke vil gjöre fælles sag med os.« Men alle sagde, de vilde fölge ham. Flosi vedblev: »saa kommer alle, og sværger mig til, ikke at svigte denne sag.« De gik alle hen til Flosi, og svore ham det til. Flosi sagde: »vi skulle og alle give hinanden haand paa, at den skal have liv og gods forbrudt, som forlader denne sag, för den er tilendebragt.« Disse vare anförere foruden Flosi: Kolur Thorstensson, Hallur af Sidas söstersön; Hroaldur Össurson af Bredaa; Össur Önundarson; Thorsten hin fagre Gerlevsson; Glumur Hildisson; Modolfur Ketilsson; Thorir Thordarsson; Flosis frænder, Kolben og Egil; Ketil og Mördur Sigfussönner; Ingjaldur af Keldum; Thorkel og Lambi; Grani Gunnarsson; Gunnar Lambason og hans broder Sigurdur; og endelig Hroar af Hromundarstadir. — —
— — Nu siger Flosi til sine mænd: »nu ville vi ride til Bergthorshvol og komme der för nadverstid.« De gjorde saa. Der er en dal ved den höi, paa hvilken gaarden laa; der rede de hen, bandt sine heste, og tövede der til langt ud paa aftenen. Flosi sagde: »nu skulle vi gaa op til gaarden tætsluttede og langsomt, og se hvad de have fore.«
Njaul stod udenfor og hans sönner og Kauri og alle hjemmemænd, og stillede sig op foran huset; de vare henved tredive i tallet. Flosi stansede og sagde: »nu skulle vi mærke os, hvad beslutning de tage; thi blive de udenfor, tror jeg aldrig vi faa bugt med dem.« »Da have vi gjort en slet reise,« sagde Grani Gunnarsson, »hvis vi ikke skulde vove at angribe dem.« Flosi svarede: »det skal ei heller saa være; angribe dem skulle vi, selv om de blive ude, men vi ville da lide saa stort et tab, at faa skulle kunne fortælle om udfaldet af vort möde.« Njaul sagde til sine mænd: »kan I se, hvor stor en flok de have?« Skarphedin svarede: »de have baade mange og tappre folk, men derfor gjöre de nu holdt, at de mene, de ville have en haard dyst at bestaa, inden vi ere alle fældede.« »Det er dog vel ikke grunden,« siger Njaul, »og nu skulle alle gaa ind, thi svært faldt det dem, at overvinde Gunnar af Hlidarenda, skjönt han var ene; men huset her er ligesaa stærkt som der.« »Dette er ikke saaledes at forstaa,« sagde Skarphedin, »thi de hövdinger, der anfaldt Gunnar, vare saa ædle mænd, at de hellere vilde gaa bort med uforrettet sag, end brænde ham inde; men disse ville strax hjemsöge os med ild, naar de ikke se anden udvei; de ville gjöre alt for at faa os overvundne, og tænke, som sandt er, at det bliver deres bane, hvis vi undkomme; jeg har ei heller lyst at lade mig kvæle med rög, som en grævling i sin hule.« Njaul svarede: »det gaar nu, som oftere, at jeg skal modtage raad af eder, mine sönner, og ringeagtes af eder; medens I vare yngre, gjorde I ikke saa, og da gik det eder bedre.« Helgi Njaulsson sagde: »lad os gjöre, som vor fader vil; det vil være os gavnligst.« »Ikke veed jeg det saa vist,« sagde Skarphedin, »thi nu taler döden udaf ham, men den villighed kan jeg gjerne vise min fader, at brænde inde med ham; jeg ræddes ikke for min död.« Han sagde derpaa til Kauri: »lad os fölges vel ad svoger, at vi ikke skilles fra hinanden.« »Det har jeg tænkt,« sagde Kauri, »men er os anderledes tilskikket, maa det ske, og kan jeg da ikke gjöre derved.« »Hævn du os,« svarede Skarphedin, »som vi dig, hvis vi overleve dig.« »Saa skal være,« sagde Kauri. Nu gik de alle ind, og stillede sig i dören. Flosi sagde: »nu ere de dödsens, siden de ere gangne ind; lad os ile op til gaarden, og stille os op saa tæt som muligt foran dörene, og paase, at ingen kommer bort hverken Njauls sönner eller Kauri; thi det er vor bane.« Flosi og de andre gik nu frem; en del af flokken omringede huset, hvis der skulde være en lönlig udgang. Flosi selv og hans egne folk gik mod huset fortil.
Hroaldur Össursson löb derhen hvor Skarphedin stod, og stak efter ham med sit spyd. Skarphedin hug spydet af skaftet for ham, og rettede et hug imod ham; öxen traf överst paa skjoldet, og drev skjoldet ind paa ham, men det forreste hjörne af öxen löb ham i ansigtet; han faldt bagover og döde strax. Kauri sagde: »din mand undgaar dig aldrig, Skarphedin, og den tappreste er du af os.« »Ikke veed jeg det saa vist,« sagde Skarphedin, trak paa læben og smilte. Kauri, Grimur og Helgi stak ud med mange spyd, og saarede mange mænd, men Flosi og hans mænd fik intet udrettet. Flosi sagde: »vi have lidt en stor mandskade; thi mange af vore mænd ere saarede, og han er falden, som vi mindst vilde miste. Det viser sig nu, at vi ikke kunne faa dem overvundne ved vaaben. Her er nu mangen en af dem som eggede mest til hævn, der ikke gaar saa mandig frem, som han gjorde ord af. Dermed sigter jeg især til Grani Gunnarsson og Gunnar Lambason, der lode mest uforsonlige. Vi komme nu til at finde paa et nyt raad. To kaar ere forhaanden, men ingen af dem gode: det ene at opgive angrebet, og det er den visse död for os; den anden at stikke ild paa og brænde dem inde, og derved paadrage vi os et stort ansvar for gud, vi som selv ere christne mænd; men dog ville vi gribe til dette raad.«
De toge nu ild, og gjorde et stort baal udenfor dören. Da sagde Skarphedin: »I tænde da ild, svende! skal her nu brases op?« Grani Gunnarsson svarede: »ja saa skal der, og du skal ikke have en stærkere bagerild behov.« Skarphedin svarede: »du lönner mig det, som du er mand til, at jeg hævnede din fader, og agter det mere værd, som ligger dig fjernere.« Da kom kvinderne dels med vand, dels med sur valle, og slukkede ilden for dem. Kolur Thorstensson sagde til Flosi: »der falder mig et raad ind; jeg har set, at i sovehuset hviler der et loft paa tværbjelkerne; lad os lægge ilden derind og tænde ved den höstak, som staar her ovenfor huset.« De toge höstakken og stak ild deri; og de, som vare inde, mærkede intet, forend hele sovehuset stod i en lue. Da gjorde Flosi og hans mænd store baal foran alle döre. Nu begyndte kvinderne, som vare derinde, at klage sig. Njaul sagde til dem: »værer ved godt mod og jamrer eder ikke; dette er kun en byge og det vil vare længe, til en anden af samme styrke slaar ned. Haver og den fortröstning, at gud er saa miskundelig, at han ikke vil lade os brænde baade i denne verden og den anden.« Med denne og andre tröstegrunde sögte han at sætte mod i dem. Nu begyndte hele huset at brænde. Da gik Njaul til dören og sagde: »er Flosi saa nær, at han kan höre mine ord?« Flosi sagde, han kunde höre. Njaul vedblev: »vil du tage mod forlig med mine sönner, eller tillade nogen at gaa ud?« Flosi svarede: »med dine sönner vil jeg intet forlig gjöre; mellem os skal det nu faa en ende, og vi gaa ei för herfra, end de ere alle döde; men kvinder, börn og huskarle vil jeg tilstæde udgang.« Njaul gik da ind og sagde til folkene: »nu skulle alle gaa ud, som det er tilladt. Gaa du ud, Thorhalla Asgrimsdatter, og alle de med dig, som dertil have tilladelse.« Thorhalla svarede: »anderledes skilles vi nu ad jeg og Helgi [Njaulsson], end jeg har ventet, men jeg skal egge min fader og mine brödre til at hævne den mandskade, som her sker.« Njaul sagde; »du vil handle hæderlig, thi du er en god kone.« Derpaa gik hun ud, og mange folk med hende. Astrid af Djupaabakke [Grimur Njaulssons hustru] sagde til Helgi Njaulsson: »gaa ud med mig; jeg kaster en kvindekaabe over dig og giver dig et hovedklæde paa.« Han afslog det i förstningen, men gjorde det dog for deres bönners skyld. Astrid smykkede ham med hoveddugen, Skarphedins hustru Thorhilde lagde kaaben over ham, og han gik ud imellem dem. Da gik ogsaa Thorgerde Njauls datter og hendes söster Helga ud, og mange andre. Men da Helgi kom ud, sagde Flosi: »det er en höi kvinde og hærdebred, som der gaar; tager hende og holder hende fast.« Men da Helgi hörte det, kastede han kaaben; han havde sit sværd med sig, hug til en mand, traf hans skjold, hug skjoldknappen af, og foden af manden. Da kom Flosi til, og gav Helgi et hug over halsen, saa hovedet gik af. Flosi gik da til dören, og kaldte paa Njaul og sagde, han vilde tale med ham og Bergthora. Njaul kom. Flosi sagde; »udgang vil jeg tilbyde dig, Njaul bonde, thi du brænder uforskyldt.« Njaul svarede: »jeg vil ikke gaa ud, thi jeg er en gammel mand, og lidet skikket til at hævne mine sönner, men jeg vil ikke leve med skam.« Flosi sagde da til Bergthora: »gak ud, husfrue, thi dig vil jeg ikke paa nogen maade brænde inde.« Bergthora svarede: »ung blev jeg givet til Njaul, og det har jeg lovet ham, at vor skjæbne skulde blive den samme.« Derpaa gik de begge to ind. Bergthora sagde: »hvad skulle vi nu gjöre?« »Vi ville gaa til vor seng og lægge os,« sagde Njaul, »jeg har altid været magelig.« Hun sagde derpaa til drengen Thordur Kaurason: »Du skal bringes ud og ikke brænde inde.« »Det har du lovet mig, bedstemoder!« svarede drengen, »at vi skulde aldrig skilles ad, medens jeg vilde være hos dig; men jeg vil langt heller dö med dig og Njaul, end overleve eder.« Hun bar derpaa drengen hen til lejet. Njaul sagde til sin bryde [husbestyrer]: »nu skal du se, hvor vi lægge os, og hvorledes jeg reder om os; efterdi herfra rörer jeg mig ikke, hvad jeg end lider af rög og hede. Du kan da nok vide, hvor vore ben ere at söge.« Han lovede det. Der laa en oxehud; den sagde Njaul bryden, at han skulde brede over dem. De lagde sig derpaa begge to i sengen, med drengen imellem sig. Derpaa korsede de sig og drengen, og befalede gud sin aand; og det vare de sidste ord, man hörte af deres mund. Saa tog bryden huden, bredte den over dem, og gik derpaa ud. . . . . . . . Skarphedin saa, da hans fader lagde sig, og hvorledes han redte om sig. Han sagde da: »tidlig gaar vor fader til sengs, men det er i sin orden, thi han er en gammel mand.« Nu toge Skarphedin, Kauri og Grimur de brændende træstykker, eftersom de faldt ned, og skjöde dem ud paa de andre: og det gik dermed en stund. Da skjöde Flosis mænd med spyd ind paa dem, men de grebe dem alle i luften, og sendte dem atter ud. Flosi bad sine folk höre op med skydningen, »thi alt vaabenskifte,« sagde han, »vil falde os tungt imod dem; og I kunne gjerne vente, til ilden faar bugt med dem.« De gjorde saa. Da faldt tagbjælkerne ned. Skarphedin sagde: »nu maa min fader være död, jeg har intet hört til ham, hverken stön eller hoste.« Derpaa gik han hen til enden af sovehuset; der var et tværtræ faldet, og var meget forbrændt i midten. Kauri sagde til Skarphedin: »spring du her ud; jeg skal hjælpe dig af sted og springe strax ud efter dig. Vi ville da begge komme bort, hvis vi bære os saaledes ad, thi herhen driver hele rögen.« Skarphedin sagde: »spring du först ud, jeg skal strax fölge efter dig.« »Det er ikke raadeligt,« sagde Kauri, »thi jeg kommer nok et andet sted ud, selv om det ikke lykkes her.« »Jeg vil det ei,« sagde Skarphedin, »spring du först ud, jeg kommer strax bagefter.« »Det er hver mands skyldighed,« sagde Kauri, »at frelse livet, medens det er muligt, og saa vil ogsaa jeg; men dog ville vi nu skilles saaledes, at vi aldrig ses mere; thi er jeg först kommen ud, har jeg neppe sind til at vende tilbage i ilden til dig, og maa saa hver af os gaa sin vei.« Skarphedin sagde: »det fryder mig, svoger, at kommer du bort, vil du hævne mig.« Da tog Kauri en brændende höisædesstolpe, og löb op ad tværtræet, slyngede saa stolpen ud af taget, saa den faldt ned paa dem, der vare udenfor. De sprang da til side. Da stode Kauris klæder og haar i brand. Han styrtede sig ned af væggen, og listede sig langsmed rögen. Da sagde en af dem, der stode nærmest: »sprang der ikke en mand ned af væggen?« »vist ei,« sagde en anden, »det var Skarphedin, der kastede en brændende træstump op paa os.« De fattede da ingen videre mistanke. Kauri löb, indtil han kom til en bæk. Han kastede sig ned i den, og slukkede ilden paa sig. Derpaa löb han langs rögen til en grav og hvilede sig. Den grav kaldes siden den tid Kauris grav.
Nu er at fortælle om Skarphedin, at han löb ud paa tværtræet strax efter Kauri. Men da han kom der, hvor tværtræet var mest forbrændt, brast det i stykker under ham. Han kom ned paa födderne og gjorde strax et andet forsög. Han sprang op paa væggen, men i det öjeblik faldt endebjælken ned paa ham, og han styrtede tilbage. Skarphedin sagde: »nu ser jeg, hvorledes det skal gaa.« Han gik langs med sidevæggen. Gunnar Lambason löb op paa væggen, og saa Skarphedin; han sagde: »hvad, græder du nu, Skarphedin?« »Ikke saa lige,« svarede han, »men sandt er det, at det bider mig i öinene. Men ser jeg ret, ler du?« Gunnar svarede: »tilvisse ler jeg, og ler nu förste gang, siden du fældede Thrauin paa Markafljot.« »Da har du her erindringen om ham,« sagde Skarphedin, og tog en kindtand frem, som han havde hugget af Thrauin, kastede Gunnar den i öjet, med en saadan kraft, at öjet gik udaf hulheden. Gunnar faldt da ned af væggen. Derpaa gik Skarphedin hen til sin broder Grimur. De holdt hinanden i haanden og traadte ilden; men der de vare komne til midten af sovehuset, faldt Grimur död ned. Skarphedin gik da til enden af huset; da skete der et stort brag, hele taget styrtede ned, og Skarphedin blev indeklemt mellem det og gavlen, saa at han ikke kunde röre sig til nogen af siderne. — —
— — Derpaa sögte de efter Skarphedins lig. Nogle hjemmemænd viste dem hen til det sted, hvor Flosi havde hört at visen blev kvædet; der var taget faldet tæt til gavlen. De fandt Skarphedins lig der. Han havde staaet opreist op til væggen. Hans födder vare brændte af ham næsten til knæerne, men ellers var han ubrændt; han havde bidt sig i overskjægget. Hans öine vare aabne og ikke brustne. Öxen havde han drevet ind i gavlen til midt paa bladet, og den havde derfor ingen skade taget af ilden.
Noter:
1. At lade en gaa under jordstrimler var ellers en ydmygelsesmaade, som brugtes i oldtiden. Smnlgn. Vatnsdæla saga c. 33
2. Det sted, hvor dommene afsagdes paa det gamle alting
