Borgefjords syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Borgarfjarðar sýsla
[Indbyggerantal c. 2500]
Medens den oprindelige grænse for Sønderlandet mod øst ikke er nogen tvivl underkastet, gælder det samme, som tidligere omtalt, ikke om dettes vestlige grænse. Det anførtes tillige den gang, at en medbestemmende grund til at begynde beskrivelsen af Sønderlandsfjærdingen med Guldbringe og Kjos syssel var, at Hvalfjorden med en vis sandsynlighed kunde antages at have dannet det oprindelige grænseskel mellem Sønderlandet og Vestlandet, hvorefter da den til Gb. og Kj. svarende landsdel vilde have udgjort Sønderlandets nordvestlige del. Nord for Hvalfjorden ligger Borgefjords syssel, hvis sydvestligste del yderst ude beskylles af Faksefjorden, i det den i øvrigt begrænses af de to fra denne store bugt udgående fjorde Borgefjorden (Borgarfjörðr) og Hvalfjorden (Hvalfjörðr).
Egnen omkring Hvalfjord er et ægte klippelandskab, udpræget ved ejendommelige og kække fjældformationer, som man sjælden finder dem på Island, i al fald i denne del af landet Mod syd begrænses den bugtede fjord af den stejle Reynevoldhals; på dens nordside hæver sig længst ude det isolerede Akrafjæld op fra sine lave omgivelser, længere inde begrænses og næsten indesluttes den af klippefulde og karakteristiske smånæs. Op fra fjordbunden strækker sig den tidligere omtalte Botnsdal (Botnsdalr), gennemstrømmet af Botnså, der danner grænsen mellem de to sysler. Selve fjordens inderste del, den såkaldte Botnsvåg (Botnsvogr), afgiver ved ebbetid en ypperlig vej (jævn og fast lergrund), ved flod når vandet derimod helt op til de stejle fjældsider, så at den rejsende, der agter sig rundt om fjorden, med stort besvær må søge sig en vej i de bratte lier. Grænsen mellem fjorden og dalen dannes på en højst ejendommelig måde ved klippenæs, der fra bægge sider skyder sig frem mod åmundingen og lukker for dalen som med en mur eller et gærde, hvis eneste led eller åbning åen næsten udfylder; kun ved ebbetid kan man slippe ind i denne ad en landstrimmel på nogle få alen mellem åmundingen og klippepynten nord for denne. Den lille frodige Botnsdal er særdeles smuk; allerede straks ved indgangen møder til begge sider kratskov[1]; derpå indsnævres dalen vel en tid lang ved fremskudte holter, men ved gården Lille (Litli) Botn, der står omtrent midt i denne, udvider den sig atter og danner med sine omgivelser et storartet amfiteater: den jævne, ovale, græsklædte dalslette omgives af høje, regelmæssig tværstribede (trapdannede) fjælde; længst tilbage hæver sig Hvalfell[2], et anseligt, for oven afskåret, blåligt fjæld med bratte sider, og de imponerende Suler; det hele gør indtrykket af en på engang venlig og storartet natur. Botnså, der har sit udspring fra den øst for Hvalfell liggende sø Hvalvatn, danner, hvor den styrter sig ned fra heden, en ikke ubetydelig foss. Fjældheden, som skiller mellem Botnsdalen og den sydøstligere Tingvoldsvejt, er den i HGrk. omtalte Botnshede (Botnsheiðr). Af dalens to gårde, der bægge ligger nord for åen, står den ene, Store Botn, langt inde i dalen, den anden, Lille eller (som HGrk. kalder den) Nedre (Neðri) Botn, omtrent midt i denne. Her boede i følge Hdrd Grimkelssons saga Hørds opofrende ven og fostbroder Gejr; efter at Hørd til dels ved egen skyld var bleven erklæret fredløs, begav han sig med hele sin husstand til Botn, og fra nu af bliver egnen omkring Hvalfjorden skuepladsen for hans og hans stalbrødres bedrifter. På nordsiden af Botnsvåg, kort uden for Botnsdalens munding, ligger en stejl sti — den såkaldte Sildemandegade (Síldarmannagata)[3], som de nysnævnte fredløse benyttede på et af deres røvertog, — i mange bugtninger ned over den bratte fjældskråning; den fører fra Hvalfjorden til den indre del af Skorradalen over en forholdvis høj og brat hede eller hals, den såkaldte Lille Botnshede. Ved nedstigningen fra denne har man det fuldstændigste fugleperspektiv over Hvalfjorden, fra Akrafjæld, der synes at stå på alle sider omgivet af sø, til fjordens inderste del, der er så smal, at både vågen og dalen aldeles forsvinder; først ses kun den lodrette klippevæg lige over for, derefter glimter den smalle grønlige fjordbund frem, og endnu senere, efter at vejen er ophørt at bugte sig lige ned, men derimod ligger skråt ind efter, ser man Botnsdalen med sin frodighed og sine fjælde for sig. Vest for Sildarmannagata, der egenlig spalter sig i to veje om dette fjæld, skyder Tyril (Þyrill) eller Tyrilshøvde (Þyrilshöfði) sig frem fra heden. Det er en hammer af betydelig højde og meget ejendommelig form, for neden stejlt affaldende til alle sider med skrider (skrænter bestående af løse sten), for oven belagt med et skjold af fast klippe. Klippeblokkene udformer sig i ejendommelige store knuder, disse, og navnlig den yderste, antager en form, der minder om penslen på en malerkost, eller en uhyre kvast, og vel kan have givet anledning til fjældets navn[4]. I skråningen under fjældet ligger gården af samme navn; her boede i følge Hørds saga den velstående, men egennyttige og lumske Torsten guldknap, der var i hemmelig forståelse med Holmverjerne (ɔ: Hørds fredløse flok) for at slippe for disses plyndringer. I huset oven for gården påvises en såkaldet »Goðahóll«, hvor man antager, at det i HGrk. (s. 109) omtalte hov har stået. Tomten, der er temlig udvisket, strækker sig fra vest til øst; den er omtr. 6 fv. lang, men meget smal (én favn), så at den nærmest gør indtryk af en bred fure, hvad der dog kan skyldes væggens sammenfalden; døren synes at have været på den sydlige langvæg noget nærmere østenden. I forsiden af gårdens husvægge ikke langt fra indgangsdøren ses nederst i væggen en større sten (c. 1½ al. lang, 1 al. høj), der omtrent midt på har en skålformet fordybning omtrent så stor som en knyttet næve. Stenen kaldes besynderlig nok »blótsteinn Harðar«, skønt nogle anser den for den sten, som Torsten i følge sagaen blotede i sit hov. — I HGrk. (s. 109) fortælles, at Hørds svoger Indride, der havde påtaget sig at hævne Hørds drab på Torsten, begav sig fra sit hjem i Skorradal den lige vej til Tyril, gik ned ad Inridesti (Indriðastigr) ved Tyril og ventede dér, til Torsten som sædvanligt gik til sit blothus; da han kommer ud herfra, dræbes han af Indride. Navnet Indridastig er ikke bevaret, man gætter på, at denne sti har været vest for fjældets yderste pynt, hvor man på flere steder gennem skår og små-kløfter kan stige ned i den neden under liggende lille dal; men herfra ses rigtignok ikke gården Tyril. Derimod påvises endnu den vej, ad hvilken efter Hørds fald hans enke Helga med sine børn flygtede op på fjældet. Sagaen fortæller (s. 107), at de om natten begav sig op på fjældet oven for Tyril og hvilede sig i det skard, som nu hedder Helguskard (Helguskarð ɔ: Helgas skard); dette er den fure — nu kaldet Helguskora —, der øst for gården Tyril skiller den yderste store blok i fjældkammen fra den øvrige ryg; den er regelmæssig, tilsyneladende næsten lodret, men bred i bunden, og at mennesker kan komme frem ad denne vej har flere gange vist sig. Tæt under Tyril, næsten i forlængelse af dette fjæld, ligger ud mod fjorden en klippehøj (klett), kaldet Helguhóll; her skal Helga være kommen i land, da hun med sine små sønner flygtede fra de fredløses hidtilværende opholdssted Gejrsholm. Sagaen siger, at hun svømmede til Blåskeggså — denne falder i søen vest for Helguhol — og at den af hende ved svømning tilbagelagte strækning derefter benævntes Helgusund. — Den oftere nævnte Gejrsholm (Geirshólmr eller Geirhólmr, i HGrk. også nævnt Hólmr alene, nu: Geirshólmi eller Harðarhólmi), der tog navn efter Hørds fostbroder Gejr, og hvorhen disse to med deres tilhængere begiver sig, da de ikke længer føler sig sikre i Botn, for derfra at fortsætte deres røverliv, indtil de overlistes af egnens beboere, ligger sydvest for Tyril omtrent en fjærdingvej fra land. Den lille klippeholm hæver sig lodret op af søen med mørke klippesider, højden er derimod ikke så betydelig, 15—20 al.; for oven er den fladt afskåren og græsgrot, formen er rundagtig eller oval. Neden for holmen strækker sig en underrand på et par alen af klippeblokke, som søen i flodtid overskyller; her lander man et eller andet sted, sædvanlig på østsiden, da bestigningen foregår herfra. På et enkelt sted, hvor græsset strækker sig noget længere ned ad klippevæggen og denne viser sig ikke fuldt så lodret som ellers, er een tilgængelig: fjældsidens ujævnhed afgiver hist og her fodfæste; benyttende dette og ved at holde sig i fremragende klippestykker eller i det lange græs klavrer man i sigsaglinje op på holmen. Fra midten af denne har man straks et fuldkomment overblik over den lille ø. Den er beliggende i retning fra nordøst til sydvest, er 50 fv. lang og 22 fv. bred[5], højest på midten, hvorfra den skråner svagt ned mod begge ender; især mod syd indsnævrer den sig og ender her i en lidt smallere og lavere hammer. Overfladen er bedækket med yppigt græs, men overalt undergravet af lundehuler. I følge Hørds saga byggede de fredløse her en skåle, der optog næsten hele øens længde; kun nord for skålen var der så megen plads, at man kunde passere mellem indgangen, der fandtes i gavlen her, og den stejle op på øen førende sti (klif); den gang var nemlig — føjer sagaen til — øen kun tilgængelig fra nordsiden. Nu ser man intet spor af en sådan sti der. Vest for skålen var der »løngrave«. Af bygninger eller lignende menneskeværk ses nu intet spor, hvad der dog måske kan skyldes lunderne. Skålens udstrækning er let forklarlig, alligevel må det have knebet med at rumme de fra 80 til 200 mand, hvortil de fredløses antal skal have beløbet sig[6]. Den sydligste ende af øen vender ud mod næsset Tyrilsnæs (Þyrilsnes), der udgående fra strækningen neden for gården Tyril strækker sig i en stor bue uden om Gejrsholm; næsset er temlig langt, smallest i sin begyndelse, men antager snart en større bredde, som det derefter beholder. Næsset kaldes i HGrk. Døgurdarnæs (Dögurðarnes), og navnets oprindelse forklares (s. 95) af, at de mod Holmverjerne forenede bønder ved ankomsten hertil spiste davre (dögurðr), hvorefter de traf forberedelser til at lokke de fredløse i et baghold. Kysten ud mod holmen er brat og klippefuld og ender med en hammer, hvorfra et lille næs skyder sig frem. Dette næs må være den i sagaen omtalte tange, hvorom der siges, at de fredløse, der under tilbud om forlig narres til at lade sig føre fra holmen, ikke kunde se den på næsset forsamlede menneskemængde, før båden kom »frem forbi tangen«. Hinsides næsset er en lille vig, hvor man antager, at der landedes med dem, og paa den anden side vigen er næssets yderste smalle og flade tange Gejrstange (Geirstángi). Denne fik sit navn af, at Gejrs lig drev i land her; da han ved at se den på næsset forsamlede menneskemængde mærkede uråd, sprang han nemlig over bord, men dræbtes ved et spydkast fra land. Langs ad det klippefulde og høje Tyrilsnæs, og navnlig ad dettes midtparti, strækker sig en højderyg kaldet Harðarhæð (ɔ. Hørdshøjde), her siges Hørd at være falden; længere ude på næsset nærmest oven for Gejrstange påvises i et lavere strøg et ophøjet sted »Geirsleiði«. Hvor den lille Blåskeggså (Bláskeggsá) falder i søen vest for Helguhol, forgrener den sig inden sit udløb i mange arme over grusfladen; her i åforgreningerne (í árkvíslunum) er det, at en hård kamp står mellem de forenede bønder og de folk, der af de intet anende Holmverjer efter sædvane er udsendte for at hente vand; efter bonden på Sand, Torvald blåskegg, der faldt her, fik åen sit navn[7]. Vest for denne å skyder en klippeskrænt (klevet) sig frem mod fjordbredden, vel kun lille, men dog i stand til at volde de rejsende, der ikke slipper forbi det ved ebbetid, en del ulejlighed. Hinsides dette ligger på en jævn grønklædt skråning, hedeskræntens fortsættelse, tæt ved hinanden de to gårde Sand (Litli- og Mið-Sandr) — lige over for Gejrsholm. Fra nu af har egnen langs nordsiden af fjorden, den såkaldte Hvalfjordsstrand (Hvalfjarðarströnd, i HGrk. Strönd alene), en mindre udpræget karakter; ikke langt vest for Midsand ligger Brekka, vejen fører over skrånende mosestrøg, på venstre hånd tæt ved fjorden ligger en temlig høj klett Ønnndarhóll (Önundarhóll), her døde bondesønnen Ønund fra Brekka som følge af legene på Sand (HGrk. s. 72). I hedeskrænten ses ud for denne et tilsyneladende temlig ufremkommeligt skard Alvtarskard (Álptarskarð), det er det Álftarskarð, der i følge HGrk. (s. 86—87) benyttedes af Halmverjerne på et af deres røvertog. Neden for dette ligger gården Brekka, og endnu længere nede strækker sig langs fjorden en flad sandstrækning ved en svagt buet vig; det er Svinasand (Svínasandr), der i følge sagaen (s. 88) skal have fået sit navn af de i Svinadal røvede svin, som slagtedes her. Noget uden for Brekka strækker sig igen på et enkelt sted klipper så tæt ned mod fjorden, at det kniber med at komme forbi, men ellers er vejen ypperlig over jævne græsflader, op fra hvilke større eller mindre ikke særlig stejle højder strækker sig. Højest hæver fjældet sig, inden man kommer til den en god fjærdingvej vestligere liggende gård Ferstikla; fra dettes vesterende ligger der et gil i skrå retning ned forbi gårdens tun; dette er Skroppugil (HGrk. s. 79), og ved bækken, der har sit leje i kløften, skal endnu den tryldekyndige Skroppa fra Saurbæs dys påvises. Lidt vestligere ligger en af Borgefjordens hovedveje fra Hvalfjordsstranden over Ferstikluhals (Ferstiklnháls) og ind i Svinadalen (Svínadalr). Denne dal, der går omtrent parallel med Hvalfjordsstrand fra vest til øst, og som både hvad hrepp og sogn angår regnes med hertil, begrænses mod nord af Skardshede, mod øst af de Skorradalen indesluttende højder. Det er en jævn og ret køn lille dal, temlig dyb, hvis grønne enggrund til dels optages af flere småsøer. Mod vest åbner den sig ud mod de omkring Leråvågene liggende flade strækninger; gennem dens nordøstlige del fører vejen fra Ferstikluhals, hvorpå den hverken høje eller besværlige såkaldte Dragavej ligger fra Svinadalen ned til den nedre (ydre) del af Skorradalen; det er denne vej, som HGrk. (s. 87) kalder Geldingadrage (Geldíngadragi), hvilket navn skulde have sin oprindelse af, at Hørd på tilbagevejen fra et af sine røvertog ad denne vej havde slæbt to beder for at bane vej gennem sneen for den øvrige flok; nu kaldes vejen sædvanlig Dragen (Draginn).
Fodnoter
- ↑ Også længst inde i dalen ses en for islandske forhold frodig småskov; Ldn. (s. 47) fortæller, at der på landnamstiden var så stor skov i Botn, at stedets første beboer kunde bygge et havskib heraf.
- ↑ Om Hvalfell og den øst for dette fjæld liggende sø Hvalvatn går der et bekendt sagn, som berettes i Isl. Þjóðs. I, 84-88, ifølge hvilket en forhekset hval ved overnaturlige midler dreves op i denne sø, hvor den døde; foraden de med »Hval-« begyndende stedsnavne minder flere andre om denne begivenhed; dog kan det anføres, at Skjálfandahæðir og den lille foss Skjálfandi, ikke, som Þjóðs. anfører, ligger her, men derimod inde på heden mellem Botnsdal og Skorradal; navnet har i følge sagnet sin oprindelse fra den bevægelse, hvori hvalens vandring op mod søen satte omgivelserne. — Ved Hvalvatns østlige bred ligger et lille klippenæs Skinnhuehøvde, hvor en troldkvinde Skinnhúfa skal have haft sit tilhold.
- ↑ Navnets oprindelse forklarer sagnet af, at der en gang i oldtiden skal være indtruffet stor sildefangst i Hvalfjord, ved hvilken lejlighed denne, den korteste vej, fandtes og benyttedes af folk fra dalene nord for, der søgte til fangststedet.
- ↑ Þyrill er navnet på et redskab, en stang med en ulden kvast på enden, der bruges til at piske sammenløben mælk med.
- ↑ »af omfang som en stor malkepladsindhegning«, siger sagaen.
- ↑ Foruden til lundefangst benyttes øen nu kun til vinteropholdssted for nogle lam, der trives vel her og hurtig here at slå sig igennem uden vand.
- ↑ På sidstnævnte sted, HGrk. s. 96, er navnet bragt i flertal, i det der siges, at åforgreningerne derefter kaldes Blåkeggsåer, men ellers kaldes åen i sagaen i enkelttal Blåskeggså, og denne form af navnet, som også er den, hvormed åen nu benævnes, er ubetinget at foretrække for den som variant i HGrk. og Ldn, optrædende: Blåskogså (Bláskógsá).
