Myre syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Mýra sýsla[1].
[Indbyggerantal c. 2000]
Følger man Kaldedals vejens fortsættelse mod nord over den nedre del af Gejtlandet, befinder man sig snart, i det Hvitå passeres, foruden i et andet syssel[2] også i et andet amt. Hvitåens betydning som grænseskel mellem Myre- og Borgefjords syssel er allerede tidligere nævnt, og der anførtes tillige dér, at foruden betydningen som sysselgrænse havde åen tillige en anden som grænseskel mellem Sønder- og Vesteramtet. Således har forholdet — bortset fra Stavholtsøs og Husafells særlige stilling — været siden Vestamtets oprettelse 1787; i dette år besluttedes det, at »Islands vestre fjærding« skulde have sin egen amtmand[3]; i resolutionen er det ligefrem udsagt, at det ny oprettede Vesteramt i udstrækning faldt sammen med landets vestre fjærding. Der er også al grund til at antage, at Hvitå længe før den tid har været anset som grænseskel mellem Islands søndre og vestre fjærding. Som fjærdingsgrænse anføres den af en hel række af forfattere fra de nærmest foregående århundreder (således Egg. Olavssön, Tord Torlakssön, Arngrim Jonssön) [4]. Går vi længere tilbage i tiden, finder vi endnu stedse Hvitå angivet som grænseskellet mellem Syd- og Vestlandet. Ldn. behandler konsekvent Hvitå som fjærdingsgrænse, og de syd for åen boende høvdinger henregnes til Sønderlandsfjærdingen [5]. Ja allerede en fra år 1143 stammende præstefortegnelse (som Jon Sigurdssön — Dipl. isl. I, s. 184 — 85 — mener at kunne henføre til Are frode) gør ved Hvitå — som der imidlertid ikke er lejlighed til at nævne — overgangen fra »syd« til »vest« [6]. Der lader sig overhovedet ikke påvise nogen bestemt herfra forskellig angivelse i oldskrifterne af grænsen mellem de to fjærdinger, om man end måske kan finde en antydning af en sådan. Ikke desmindre har der dog forlængst været rejst tvivl om, hvorvidt Hvitå kunde være den oprindelige fjærdingsgrænse, og endnu må spørgsmålet siges at henstå uafgjort [7]. Dels mangler nemlig ikke vidnesbyrd om, at benævnelsen »Borgfjordinger« modsættes »Søndlændinger« (og »Borgefjord« tages altid som en fællesbenævnelse for landet på begge sider fjorden og op fra denne) eller endog ved en enkelt lejlighed ligefrem regnes til Vestlænderne, dels, og dette er vel vigtigst, lader en fjærdingsgrænse ved Hvitå sig aldeles ikke forlige med den i fristatstiden gældende fordeling af tingene mellem de forskellige fjærdinger.
Den antydning af en fra Hvitå forskellig fjærdingsgrænse mellem Syd- og Vestlandet, nemlig Botnså, som måske kan findes i et par dokumenter fra c. 1226, er allerede fremdraget ved omtalen af Kjalarnæs tingsogn (s. 69) [8]. I Sturl. finder man næppe noget eksempel på, at en del af Borgefjorden er bleven regnet til Sydlandet, men vel flere eksempler på, at Borgefjorden og Sønderlandet modsættes hinanden; således siger i kampen på Örlygsstad en af Gissurs folk: »Det skal Borgfjordingerne få at føle, før sol går ned, at Søndlændingerne er ikke feje.« — De afgørende indsigelser mod Hvitå som oprindelig fjærdingsgrænse må dog hentes fra en betragtning af tingforholdene. År 965, som det antages, ordnedes tingvæsenet på Island således, at landet inddeltes i fire fjærdinger, hver indeholdende tre ting, med undtagelse af Nordlandet, der havde fire. Hvert af tingene, der igen omfattede tre godord, havde sit eget tingsted[9]. Den Vestlandet omfattende fjærding bærer sædvanlig navnet Vestfjordinge-fjærding (Vestfirðinga-fjórðúngr); i Islb. (s. 17) benævnes dog også denne ligesom Søndlændingefjærdingen efter fjærdingens mest fremtrædende befolkning og kaldes Bredfjordinge fjærdingen (Breiðfirðinga fjórðúngr)[10]. Inden for den enkelte fjærdings grænser kunde enhver sige sig i ting med hvilken gode han vilde, men kun ganske undtagelsesvis og efter særlig tilladelse på lovbjærget kunde en gode tage en tingmand i en anden fjærding. Den, der flyttede bort fra fjærdingen, ansås som udtrådt af tinglaget; kun Hrutafjorden dannede en undtagelse, her kunde man flytte tværs over jorden (der dannede grænsen mellem Nord- og Vestfjærdingen) og dog vedblive at være i samme tinglag som før[11]. De oven omtalte ting, hvis navne enkeltvis, forekomme i de forskellige sagaer, nævnes samlede (men ved en uregelmæssighed for østlandets vedkommende indsvundne til 12) i lovbøgerne fra underkastelsestiden, Hákb. og Jónsb. De til Sydlandet hørende ting viser sig tydelig at være Rangå-, Ånæs- og Kjalarnæs-ting, Vestlandet tilkommer derimod Tværå-, Torsnæs- og Torskefjords-ting. Tingene fremtræder, som tidligere nævnt (s. 69 — 70) her med territorial betydning; Tværå ting deles udtrykkelig i Jónsb. (k. 2) i to dele, en syd og en vest for Hvitå. Det er i og for sig uforklarligt, hvorledes hele Borgefjorden skulde så kort efter fristatstiden have fået navn af »Tværå ting«, hvis ikke massen af de til dette ting hørende i fristatstiden havde været omtrent ligelig fordelte syd og vest (nord) for fjorden og Hvitå, en fordeling, som efter de nys citerede bestemmelser vilde være en umulighed. Men hertil kommer, at netop dette præg af fællesskab i tinglig henseende for hele Borgefjordens vedkommende træder os i møde fra den ældste tid af. Endnu inden tingfordelingen fik sin bestemte ordning, finder vi Tingnæs som Borgefjordens fælles (og eneste) tingsted[12]. Nogle år efter landets inddeling i fjærdinger med et bestemt antal ting og godord i hver finder vi Borgefjordens vårtingsted vest for Hvitå (i Myre syssel), men tillige besøgt af beboerne syd for åen [13]. Og endelig senere i en lang periode er herredets fælles tingsted, hvorefter tingsognet tager navn, Tværå ting i Stavholtsø, som den gang vistnok endnu lå vest (nord) for Hvitå, men som i al fald må have ligget inden for Vestfjærdingens sydgrænse, — ikke des mindre, som vi se, besøgt så vel af beboerne syd for åen som af dem vest for denne. At besidderen af det oprindelig til Reykholtsætten knyttede Reykholtinge godord havde del i dette ting er allerede tidligere nævnt, og vi har i Sturl. påvist eksempel herpå både for Snorre Sturlassons og Torgils skardes vedkommende[14]. At endog samtlige Vestfjordinger ved en enkelt lejlighed benyttede Tværå ting, ses af HkH. (s. 460 — og det tilsvarende sted i Sturl.), hvor der berettes, at Vestfjordingerne tilsvor kong Håkon lydighed på Tværåting, og her regnes udtrykkelig samtlige Borgfjordinger til disse.
På grundlag af så modstridende angivelser, af hvilke næppe nogen lader sig bortforklare, er det vanskeligt at opstille en fuldt tilfredsstillende forklaring. Selv om man vilde antage, at Grg.'s bestemmelse, at tingmændene skulde bo i fjærdingen, aldrig var trængt igennem, vilde dog det uforklarlige blive tilbage, at besidderne af et af Tværå tings godord[15] fra de ældste tider ses at have bot uden for fjærdingen. Sandsynligere vilde det derfor måske være at antage, at hele Borgefjorden virkelig oprindelig hørte til Vestfjærdingen, hvis sydgrænse altså formodenlig var Botnså, men at temlig tidlig som en provinciel ejendommelighed, snarest hos befolkningen omkring Bredefjord (t. eks. Are frode, fra hvem måske alle angivelserne af Hvitå som fjærdingsgrænse kan siges at stamme) en opfattelse gjorde sig gældende, hvorefter »Vestfjordinger«, og endnu mindre »Vestfjorde«, ikke kunde bruges om hele befolkningen, eller samtlige fjorde, i Vestfjærdingen, men at Vestfjordene, f eks., selv i videste forstand umulig kunde omfatte fjorden Borgefjord og hvad der lå syd for denne, og at derfra igen forestillingen om Vestlandet — måske først efter fristatstiden bestemtere »Vestfjordingefjærdingen« — regnet fra Hvitå opkom, en betragtningsmåde, der så må antages aldrig at have fået retslig gyldighed, men som efterhånden nåede at fæstne sig i den almindelige bevidsthed, ikke mindst ved dens anvendelse i Ldn.
Måske netop udtryksmåden i Sturl. (og HkH.) kan afgive et vidnesbyrd om den usikkerked og vaklen i betegnelsen, der opstod ved, at for den almindelige bevidsthed Borgefjordsherredet som helhed ikke hørte til Vestlandet, medens det dog i tinglig henseende bestandig indbefattedes under Vestfjordingefjærdingen. Først meddeles (Sturl. gl. udg. 10 þ., 20 k.) at kong Håkon i året 1258, samtidig med at udnævne Gissur Torvaldssön til jarl overdrog ham »hele Søndlændingefjærding og Nordlændingefjærding og hele Borgefjord«; her indbefattedes altså Borgefjorden ikke i Søndlændingefjærdingen, men uden på den anden side at henføres til nogen anden fjærding, hvad der dog ikke på dette sted har noget besynderligt ved sig. Den samme tilbøjelighed til særlig at nævne denne landsdel og ligesom at holde den uden for fjærdingsinddelingen kommer imidlertid oftere igen; således viser den sig meget tydelig, navnlig på et af de to steder, hvor islændernes delvise underkastelse under den norske konge 1262 omtales. Denne nævnes i Sturl. ved to forskellige lejligheder (i noget forskellig redaktion: gl. udg. 10 þ., 11 k. og 10 þ., 26 k. — på det sidste sted i det væsenlige overensstemmende med HkH. s. 459-60). På det første mindre udførlige, og mindre nøjagtige, sted siges der, at der på altinget svores skat af hele Nordlændingefjærdingen og Søndlændingefjærdingen vest for Tjorså; der blev også svoret skat af hele Vestfjordsfjærdingen. Tolv mænd svore skat fra Nordlændingefjærdingen; tolv mænd svore også skat fra Vestfjordsfjærdingen og ligeledes fra Rangæingejgærdingen og Borgefjord. Her står Borgefjord midt mellem de to fjærdinger uden bestemt at henføres til nogen af dem, nærmest er herredet vel efter teksten knyttet til Rangæinge- (ɔ: Søndlændinge-) fjærdingen. — Af det udførligere sted, hvor enkeltheder komme til omtale og de tinglige forhold berøres, ses det derimod, at »officielt« henhørte Borgefjord til Vestfjordsfjærdingen. Dér berettes det nøjagtig, hvorledes på altinget indbyggerne fra Nordlændingefjærdingen og fra Søndlændingefjærdingen vest for Tjorså svor skat, men at Vestfjordingerne derimod havde samlet sig på Tværåting. På dette ting tilsvor Vestfjordingerne kongen lydighed; først formændene og et vist antal bønder med hver af disse; et lignende antal svor og på Borgfjordingernes vegne. — Men selv her viser det sig, at en særlig nævnelse af Borgefjorden findes nødvendig, uden videre at indbefatte den under Vestlandet faldt ikke naturligt.
Fodnoter
- ↑ Mýri, eldre mýrr ɔ: mose.
- ↑ dog er siden 1871 Myre- og Borgefjords sysler forenede under samme sysselmand.
- ↑ Lovsamling for Island: kgl. resolution 6/6 1787.
- ↑ Allerede fra c. 1300 deltes Island i to lovdømmer (lavdømmer) »for sønden og østen« og »for norden og vesten«, af hvilke det ene omfattede den søndre og østre fjærding, den anden den nordre og vestre (Se Safn t. s. Í. II, s. 4); hvis en bestemt angivelse af grænseskellene mellem disse to lovdømmer havdes, vilde det være af vigtighed med hensyn til det vanskelige spørgsmål om grænsen mellem den søndre og vestre fjærding i ældre tid. Den oven nævnte kgl. resolution 6/6 1787 tilligemed de mange andre vidnesbyrd synes, som bemærket, ikke at lade nogen tvivl om, at Hvitå i al fald i lang tid før Vesteramtets oprettelse har dannet grænsen. Imidlertid står en enkelt angivelse i besynderlig modstrid hermed. Indtil år 1770 havde Island kun udgjort ét amt, men da besluttedes det at dele øen i to amter, ét omfattende sønder- og vesterlandet, et andet den nordre og østre fjærding. Herimod gjorde den hidtil værende amtmand senere hen forskellige forestillinger, blandt andet mener han, at landets fordeling mellem de to amter hellere burde ske efter lavdømmernes inddeling, så at det ene kom til at omfatte den nordre og vestre fjærding, det andet den søndre og østre, dog vil han have Myre- og Borgefjords sysseler, som hørte under Vester-lavdømmet, tillagt sønder- og østeramtet. Hvis virkelig denne angivelse var rigtig, vilde det være et betydningsfuldt vink om Vestfjærdingens ældre sydgrænse; den står imidlertid i så bestemt modstrid med alle andre samtidige angivelser, at man næppe tør tage hensyn til den, og den må vel tænkes indkommen ved en eller anden fejltagelse; i conceptforestillingen har oprindelig været skrevet “Myre og Nappedals”, men “Nappedals” er overstreget og “Borgefjords” skrevet oven over (Se Lovsamling for Island: Reskript 15/3 1770, kgl. resol. 12/5 1783 med forangående forestilling, samt conceptforestillingen i kongerigets arkiv).
- ↑ Overensstemmende med Ldn. i denne henseende må en med lovmand Hauk Erlendssöns hånd skreven fortegnelse over fjordene på Island have været. Desværre er denne fortegnelse defekt; men ved sammenligning med den i Rimbeglahåndskrifterne opbevarede fjordfortegnelse af utvivlsomt samme oprindelse (trykt i udgaven s. 324—29) kan dog med sikkerhed sluttes, at også hos Hauk dannede fjorden “Borgarfjörðr” grænsen mellem Syd- og Vestlandet Hauk Erlendssön er den bekendte landnamabearbejder, (f. 1334) ; hans fjordfortegnelse findes i AM. 415, 4to.
- ↑ Foruden i Dipl. isl. findes præstefortegnelsen aftrykt i Ísl. s. l, s. 384, og her er også givet faksimile af den.
- ↑ Se Maurer, Island s. 155 — 56, hvor også tidligere forfatteres anskuelser om dette spørgsmål er fremdragne.
- ↑ Endvidere nævnes Botnså for den følgende tids vedkommende oftere som grænseskel på en meget karakteristisk måde, så at det ligger nær at antage, at den enten betegner den ene ydergrænse for distriktet Kjalarnæsting eller vel endog stundum Vestfjordingefjærdingens sydgrænse. Se Ísl. Ann. s. 272, 348, 376; sml. DipL isl. I, 493, n., og et par af Arne Magnussön anførte eksempler Addit 6, fol., s. 243. — Forud for Egg. Olavssön, der, som Maurer anfører, så bestemt hævder Botnså som den oprindelige fjærdingsgrænse, havde allerede Arne Magnussön i sine noter til Islb. (Addit. 6, fol., s. 243) påpeget det uforståelige ved, at fjærdingerne alle oprindelig skulde have haft deres daværende udstrækning, og hentydet til, om ikke Botnså skulde have været den oprindelige grænse for Sydfjærdingen.
- ↑ Islb. s. 8—9.
- ↑ Hauksbog har, hvor beskrivelsen af landnamene vest for Hvitå begynder, den særlige overskrift (foruden den med Ldn. fælles: her begynder landnamene i Vestfjordinge fjærding) “her begynder landnamene i Vestfjordene; navnet “Vestfjorde” er nu indskrænket til de fjorde, der skære sig ind i Islands nordvestlige halvø.
- ↑ Grg. § 83, s. 140-41.
- ↑ Islb. s. 8, Hþ. s. 167 ffg.
- ↑ Eg. s. 215—21, Gunnl. s. 193.
- ↑ Sturl. I, 235, II, 146.
- ↑ Reykholtinge godordet; som besidder af dette nævnes (Sturl. I, 82) Povl Sölvesön, præst i Reykholt, den samme der i præstefortegnelsen af 1143 henføres til sydlandet; godordet var vel det samme som det, Tunge-Odd i sin tid var indehaver af.
