Fostbrødrenes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Fostbrødrenes saga

Fóstbræðra saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947

---

1. Torbjørg den Digre frelser Grettes liv

På kong Olav den Helliges tid var mange høvdinge underlagt hans kongemagt — ikke alene i Norge, men i alle de lande, der var omfattet af hans kongedømme, og Gud satte alle dem højest, som kongen bedst kunne lide.

Dengang var der en navnkundig høvding i Isafjord, som hed Vermund. Han var søn af Torgrim — Viga-Styrs bror. Vermund boede ved Vatnsfjord. Han var klog og vellidt. Han havde en kone, der hed Torbjørg. Hun blev kaldt Torbjørg den Digre og var datter af Olaf Påfugl. Hun var en klog og højsindet kvinde. Hver gang Vermund ikke var hjemme, styrede hun herredet og folkene, og alle mente, at deres sag var i gode hænder, når hun bestemte.

Det skete engang, mens Vermund ikke var hjemme, at Grette Åsmundson kom til Isafjord, da han var fredløs, og hvor end han kom, gav alle ham, hvad han krævede. Og selv om både han og giverne kaldte det gaver, var det kun gaver på den måde, at mange ikke havde givet ham noget, hvis ikke det var fordi, de syntes at have trold for døren. Bønderne samlede derfor en styrke og pågreb Grette og dømte ham til døden og rejste en galge til ham og agtede at hænge ham. Men da Torbjørg fik at vide, hvad der var på færde, tog hun med sine huskarle hen til denne forsamling, hvor Grette var blevet dømt, og da hun kom dertil, var galgen rejst og rebet fæstnet, og Grette blev i det samme ledt frem, og hans død blev alene forhindret ved det, at folkene fik øje på Torbjørg. Da hun mødte denne forsamling, spørger hun, hvad der foregår. De fortalte, hvad de havde i sinde. Hun siger: »Det vil efter min mening være uklogt af jer at dræbe ham, for han er en ætstor mand og anerkendt for sin styrke og mange evner, skønt han på mange måder ikke har lykken med sig, og hans slægtninge vil nok anse det for et stort tab, selv om mange finder ham umedgørlig.« De siger: »Vi synes, han har fortjent at dø, for han er skovgangsmand og beviseligt tyv.« Torbjørg sagde: »Hvis jeg bestemte, skulle han ikke af med livet nu.« De siger: »Du har magt til at forhindre, at han bliver aflivet — hvad enten det så er rigtigt eller forkert.« Torbjørg lod da Grette sætte fri og skænkede ham livet og bad ham gå, som han ville. Grette kvad dette lille vers om hændelsen her:

Snart skulle

snørens løkke

strammes om

min strakte hals;

skjaldens liv

blev skånet dog —

takket være

vise Torbjørg.

Af denne hændelse ser man, hvor højsindet hun var.

2. Om fostbrødrene og om drabet på Håvar

Der var en mand, der hed Håvar. Han var søn af Klepp. Han boede på den gård, der hedder Jøkelskilde. Håvar stammede fra Akranes sydpå, men havde forladt stedet på grund af et drab, for han var en stor drabsmand, overmodig og umedgørlig. Han havde en kone, der hed Torelv. Hun stammede fra Bredefjordsegnen. Hun var datter af Alf i Dalene, som var en gæv og navnkundig mand. Håvar og Torelv havde en søn, der hed Torgeir. Han blev snart voksen og stor af vækst, stærk og stridbar. Han lærte i en ung alder at dække sig med skjold og kæmpe med våben.

Der var en mand, der hed Berse, som boede i Isafjord. Han boede på den gård, der hedder Dyrdilmyr. Han havde en kone, der hed Torgerd. Deres søn hed Tormod. Han blev tidligt en djærv og uforfærdet mand, var almindelig af vækst med sort og krøllet hår.

På denne tid boede Torgils Areson på Reykjaholar på Reykjanes. Han var en stor høvding, klog og afholdt, magtfuld og redelig. Hans bror var Illuge — kong Olav den Helliges hirdmand — og han rejste meget og tilbragte hver anden vinter hos kong Olav og hver anden på Reykjaholar. Han bragte kirketømmer og hustømmer med sig ud. Brødrene Torgils og Illuge var sønner af Are, søn af Mår, søn af Atle, søn af Ulf den Skelende, der tog land på Reykjanes, søn af Høgne den Hvide, søn af Utryg, søn af Ublød, der var søn af kong Hjørleif. Torgils og Illuges mor hed Torgerd. Hun var datter af Alf i Dalene. Alfs mor var Torhild, datter af Torstein den Røde, søn af Olav den Hvide, søn af Ingjald, søn af Frode. Ingjalds mor var Tora, datter af Sigurd Orm-i-øje. Sigurds mor var Asløg, datter af Sigurd Fafnersbane. Torgeir Håvarson og Torgils Areson var søskendebørn.

Torgeir og Tormod voksede op i Isafjord, og de blev hurtigt venner, for de havde på mange måder samme sind. De blev tidligt overbeviste om — som det også siden skulle vise sig — at de ville falde for våben, for de var fast besluttede på aldrig at give efter for andre, uanset hvem de havde med at gøre. De bekymrede sig til stadighed mere om fremgang i dette liv end om det næste livs glæde og herlighed. De aftalte derfor, at den af dem, der levede længst, skulle hævne den anden. Selv om folk dengang blev kaldt kristne, så var kristendommen dog ung og stadig i sin vorden på den tid, så der var endnu mange gnister af hedenskab tilbage i skik og brug. Det havde været sædvane, når ansete mænd indgik den aftale, at den af dem, der levede længst, skulle hævne den anden, at så skulle de gå gennem tre bånd af jord, og så var det deres ed. Øvelsen foregik på den måde, at man skar tre lange græstørv, men deres ender skulle stadig sidde fast i jorden, og så løftede man båndene op, så man kunne gå under dem. Denne øvelse udførte Tormod og Torgeir som en del af deres aftale.

Tormod var noget ældre, men Torgeir var alligevel den stærkeste af dem. De fik snart fremgang. De drog vidt omkring i herredet, men var ikke vellidte. Mange fandt, at de var urimelige. De fik, som man kunne forvente, hjælp og støtte af deres fædre, og mange mente, at de var skyld i sønnernes opførsel. Folkene, der mente, at fostbrødrene havde påført dem skade, opsøgte Vermund og bad ham gøre noget ved deres vanskeligheder. Vermund indkaldte Håvar og Berse og sagde til dem, at folk ikke brød sig om deres sønner. »Du kommer ikke her fra herredet — Håvar!« sagde han, »— og du har slået dig ned uden at få lov af nogen. Vi har hidtil ikke haft noget imod, at du boede her, men nu forekommer det mig, at din søn — Torgeir — er skyld i røre og uro. Vi ønsker nu, at du forlader Isafjord med alt, hvad du ejer. Men Berse og hans søn, kan vi ikke jage væk, for de stammer fra stedet her. Vi forventer, at Tormod vil skabe mindre røre, hvis han og Torgeir skilles.« Håvar siger: »Du kan bestemme — Vermund! — at vi skal forlade Isafjord med vores ejendele, men jeg tror, at Torgeir selv beslutter, hvor han vil holde til.« Efter dette møde flyttede Håvar sin bopæl sydpå til Borgfjord og byggede på det sted, som nu hedder Håvarstoften. Torgeir opholdt sig da undertiden hos sin far, men var til andre tider sammen med Tormod vestpå i Isafjord, men for mange var han trods sin unge alder en uvelkommen gæst. Han opholdt sig længe på Reykjaholar hos sin slægtning — Torgils — og denne behandlede ham godt. Allerede i deres ungdom bestod der et godt venskab mellem Torgeir og Are Torgilsson, og venskabet holdt, så længe de begge levede.

Der var en mand, der hed Jødur, som boede på den gård, der hedder Skeljabrekka. Han var høvding og en værre bisse, umedgørlig og uretfærdig mod mange. Han havde stor magt og indflydelse i herredet, men var en stor drabsmand og betalte sjældent bøder for dem, han dræbte. Det skete en vinter, at Jødur og hans huskarle tog ud på Akranes for at købe mel. Han kom på vejen forbi, hvor Håvar boede, og bad om at måtte låne en hest ud til næsset. Han lånte ham hesten, »— men du skal aflevere hesten her på vejen tilbage, og ikke have den med længere.« Det skulle ske, sagde Jødur. Derpå tog han ud på næsset og købte mel, som han havde haft til hensigt, og vendte hjemad, da han havde fået det, som han mente at have behov for. Da han red ind langs Grunnafjord forbi Håvars gård, mindede hans følgesvende ham om, at de skulle ind til huset dér og aflevere hesten. Jødur siger: »Det gider jeg ikke spilde tid på. Nu går hesten hjem med sin byrde, og så sender jeg den straks tilbage, når jeg er færdig med at bruge den.« De siger: »Det må du gøre, som du vil, men Håvar er sjældent meget for, at tingene går anderledes, end han vil.« »Det går nok,« siger Jødur. Håvar ser dem ride forbi og genkender folkene. Han kommer hen til dem og hilser på dem og siger: »Nu må I aflevere hesten.« Jødur siger: »Du kan vel lade mig låne hesten hjem til Skeljabrekka.« Håvar siger: »Jeg vil ikke have, at hesten går længere.« Jødur siger: »Vi kommer nu nok til at låne hesten, selv om du ikke vil have det.« Håvar siger: »Det vil vise sig.« Han løb hen til hesten og skar kløvbyrden fri og greb hestens tømme og gik hjemad. Jødur havde et krogspyd i hånden. Han vender sig imod Håvar og stikker spyddet igennem ham. Det sår kostede Håvar livet. Jødur tog hesten med sig og red hjem. Håvars folk syntes, at det trak ud med hans hjemvenden. De ledte efter ham og fandt ham død, hvor han var blevet fældet. Hændelsen gjorde et stort indtryk på dem.

På denne tid var Torgeir vestpå i Isafjord. Drabet på Håvar rygtedes snart vidt omkring i herredet, men da Torgeir fik at vide, at hans far var blevet dræbt, lod han sig ikke mærke med det. Han rødmede ikke, for han følte ingen vrede i kroppen. Han blegnede ikke, for han følte ikke had i brystet. Han blånede ikke, for han følte ingen harme i knoglerne. Han ændrede sig på ingen måde ved denne efterretning, for hans hjerte var ikke som kråsen på en fugl. Det var ikke blodfyldt, så det skælvede af rædsel, men snarest hærdet til tapperhed af den højeste mestersmed.

3. Drabet på Jødur

Det siges, at Torgeir ikke var videre optaget af kvinder. Det var at fornedre sin styrke at krybe for kvindfolk, mente han. Han lo sjældent. Til hverdag var han ublid mod almindelige folk. Han var stor af vækst og havde et mandigt udseende og vældige kræfter. Torgeir havde en bred økse, som var nok så stor og af blankslebet jern. Den var smal over æggen og skarp, og den økse var det sidste, som mange mænd smagte. Han havde også et stort fjerspyd. Det havde en hård spids og skarpe ægge, en stor fal og et digert skaft. På denne tid var det ikke sædvanligt på Island, at mænd var udrustede med sværd.

Nu, da Torgeir erfarede sin fars død, tog han hen til Torgils på Reykjaholar og sagde til ham, at han ville tage sydpå i Borgfjord for at træffe sin mor, og han bad ham skaffe sig befordring over Bredefjord. Torgils gjorde, som han bad. Nu drager han sydpå i Borgfjord, og der berettes ikke noget om, hvor han overnatter. Føret var godt, og der lå ingen sne i herredet. Alle vandene var dækket af is. Da han kom syd for Hvidå, styrede han imod Skeljabrekka. Det var tåget, men mildt, og mørkt ude både på grund af vejret og natten. Torgeir ankom til Skeljabrekka sendt om aftenen, og da han kom til gården, var døren lukket, og folkene var netop gået ind i stuen efter at have spist. Der brændte lys i stuen. Torgeir bankede på døren. Jødur sagde: »Det banker på døren. Gå derud — en af jer!« En huskarl kiggede ud og ser en bevæbnet mand stå uden for døren og spørger, hvem han er. Han svarer: »Jeg hedder Vigfus.« Huskarlen sagde: »Kom du indenfor. Du kan frit få husly her.« Torgeir siger: »Jeg tager ikke imod husly fra en træl. Sig, at Jødur skal komme ud!« Huskarlen går ind, mens Torgeir blev ude. Bonden spurgte huskarlen, da denne kom ind i stuen: »Hvem var manden derude?« Huskarlen svarer: »Jeg aner ikke, hvem han er, og jeg tror heller ikke, at han véd det selv.« Jødur siger: »Men tilbød du ham husly?« Han svarer: »Det gjorde jeg.« Jødur sagde: »Hvad svarede han?« »Han ville ikke tage imod husly af trælle, sagde han. Han bad dig komme ud.« Jødur greb et spyd og tog en hjelm på hovedet og gik ud til døren fulgt af to huskarle. Han ser en mand stå uden for døren og vender spyddet og sætter spydspidsen mod dørtærkslen. Han spørger, hvem det er, der er kommet. Manden sagde: »Jeg hedder Torgeir.« Jødur siger: »Thorgeir hvem?« »Jeg er Håvars søn.« »Hvad er dit ærinde her?« Han sagde: »Jeg véd ikke, hvad det leder til, men jeg vil høre, om du vil bøde noget for drabet, da du slog min far — Håvar — i hjel.« Jødur sagde: »Jeg véd ikke, om du er klar over, at jeg har begået mange drab, men jeg har ikke bødet for dem.« »Det kender jeg ikke noget til,« siger Torgeir, »— men hvordan det end er med det, så tilkommer det mig at søge denne drabsbod, for hugget er faldet nær mig.« Jødur siger: »Jeg vil ikke helt afvise at betænke dig med noget, men derfor vil jeg ikke betale dig bod for dette drab — Torgeir! — for så vil andre mene, at jeg er forpligtet til at bøde flere drab.« Torgeir svarer: »Du bestemmer, hvad du finder passende, og så bestemmer jeg, hvad jeg synes om det.« Således talte de sammen, men Torgeir stod ikke helt henne ved døren. I højre hånd holder han spyddet med spidsen frem, i venstre hånd har han øksen. Det kneb for Jødur og hans folk at se noget i mørket, eftersom de var kommet inde fra lyset, mens Torgeir lettere kunne se dem, der stod i døren. Mindst som de venter det, går Torgeir hen til døren og stikker spyddet i livet på Jødur og lige igennem ham, så han faldt fra døren ind i armene på sine ledsagere. Torgeir forsvinder straks ud i nattemørket, mens Jødurs huskarle tager sig af liget. Torgeir var 15 år gammel, da dette drab fandt sted, som Tormod kvad i Torgeirs arvedrapa:

Rullestokkens stodhingsts

styrer åbned’ tappert

kampen; kækt han bragte

Klæings arving døden.

Godt blev Håvar hævnet;

Havgangerens Mode

voldte værket — femten

vintre gammel — heldigt.

Torgeir var på farten natten igennem og gjorde ikke holdt før Håvarssted. Dér bankede han på døren, men det varede noget, for nogen åbnede. Torelv sagde til en huskarl, at han skulle gå ud. Han vågnede og gned sig godt i øjnene og besværede sig over at skulle stå op og sagde: »Jeg synes ikke, at det burde være nødvendigt at gå ud, selv om folk kommer farende om natten.« Torelv sagde: »Kun den, der finder det nødvendigt, færdes ude i bælgmørke om natten.« »Det véd jeg nu ikke rigtig,« siger huskarlen og rejser sig uden hastværk og går til døren og ser en mand udenfor, men hilser ham ikke og vender tilbage til sin seng og lægger sig og tager tæppet over sig. Torgeir går ind og lukker døren efter sig og går ind i stuen. Torelv sagde: »Hvem var det, der kom?« Huskarlen svarer: »Jeg véd ikke, hvem han er, og jeg ønsker heller ikke at vide det.« Hun sagde: »Du er ikke just nysgerrig.« Hun sagde da til en tjenestepige: »Stå du op og gå ind i stuen og find ud af, hvem manden derinde er.« Tjenstepigen stod op og gik til stuen og åbner døren på klem og spørger, om der er nogen i stuen. »Ja, vist er her nogen,« lød svaret. Hun spørger, hvem det er. Han svarer: »Jeg hedder Torgeir.« Hun lukker døren igen og går ind i sovekammeret. Torelv sagde: »Hvem var det, der kom?« Hun svarer: »Jeg tror, det er din søn — Torgeir — der er kommet.« Så stod Torelv op, og hun tænder lys og går ind i stuen og tager godt imod sin søn og spørger om nyt. Torgeir siger: »Der skete et overfald på Skeljabrekka her til aften.« Torelv spørger: »Havde du nogen del i det?« Torgeir svarer: »Det kan jeg ikke afvise.« Torelv siger: »Hvor stor blev skaden?« Torgeir svarer: »Jeg tror ikke, man behøver forbinde det sår, jeg gav ham. Jeg kunne se på mit spyd, at det nok var gået tværs igennem ham, og han faldt baglæns i armene på sine ledsagere.« Da sagde Torelv med glæde i brystet: »Tillykke — min søn! — det var en voksen mands værk. Men hvorfor fór de ikke efter dig, hans ledsagere?« Torgeir svarer: »Først havde de andet at tage sig til, og man kunne snart ikke fra den ene til den anden på grund af mørket.« Torelv siger: »Det var godt.« Så blev der sat aftensmad frem til Torgeir, og da han var mæt, sagde Torelv: »Det forekommer mig tilrådeligt, at du lægger dig til at sove, men stå tidligt op og sæt dig på hesten og rid vestpå til Bredefjord. Mine huskarle vil følge dig så langt, som du ønsker. Der vil sikkert komme folk for at lede efter dig her i morgen, og vi magter ikke at forsvare dig imod mange. Vandene vil også snart løsne, hvis tøvejret holder, og det blivere sværere at færdes, hvis isen forsvinder. Det, du har gjort her, var yderst påkrævet. Sig til min frænde Torgils, at han skal skaffe mig et tilholdssted dér vestpå hos sig. Jeg agter at sælge mine jorder her. Jeg vil tilbage, hvor jeg kommer fra.«

Torgeir gjorde, som hans mor havde rådet til. Han lagde sig til at sove, men stod tidligt op, hvorefter han red væk, og der berettes ikke noget om hans færd, før han kom vestpå i Bredefjord. Dér kom han med på et skib og tog vestpå til Reykjanes, hvor han fortalte om drabet på Jødur. Alle, der hørte om denne hændelse, fandt det underligt, at en ung mand helt alene havde taget livet af en så stridbar herredshøvding og stor kæmpe som Jødur. Men det var alligevel ikke så underligt, for den højeste mestersmed havde skabt et så hårdt og tappert hjerte og anbragt det i brystet på Torgeir, at denne ikke frygtede noget, og i alle manddomsprøver var han så modig som en løve. Og fordi Gud har skabt alt, hvad der er godt, så er modet også skabt af Gud og sat i brystet på tapre mænd, så de kan gøre med det, som de vil — godt eller ondt — for Kristus har gjort kristne folk til sine sønner og ikke til trælle, og han vil lønne enhver for, hvad denne udretter.

Torgeir opholdt sig derpå skiftevis på Reykjaholar og vestpå i Isafjord. Om foråret efter denne hændelse begav Torelv sig vestpå med alt, hvad hun ejede. Den sommer blev der indgået forlig om drabene på Håvar og Jødur. Torgeir var længe hos Berse. Han og Tormod var de bedste venner, og de skaffede sig et lille skib og bemandede det sammen med syv andre. De drev om sommeren rundt fra sted til sted, men var ikke videre vellidte.

4. Om Sigrfljod

Der var en mand, der hed Ingolf, som boede ved Jøkelsfjordene. Han blev kaldt Ingolf Sveden. Den gård, han boede på, blev kaldt Svedenstad. Hans søn hed Torbrand. Han var meget stridbar, umedgørlig og ikke vellidt. Både far og søn var meget urimelige og bemægtigede sig ofte andres ejendom ved trusler eller tyveri. De var begge Vermunds tingmænd, og han holdt ofte hånden over dem, for de gav ham altid gode gaver. Og det var ikke sådan at få hævnet de mange overgreb, de begik mod folk, for de blev beskyttet af Vermunds ed. Der var en kvinde, der hed Sigrfljod, som var enke og boede ved Jøkelsfjordene. Hun var klog og vellidt og ydede mange folk en god hjælp. Der var en fjord mellem Sigrfljods gård og Ingolf og Torbrands gård, men hun måtte tåle meget ondt af dem.

Torgeir og Tormod gjorde klar til at tage på fangst nordpå på Strandene, men da de var rede, fik de modvind, så de ikke kunne sejle ud fra fjorden. Mange folk var svært plagede af dem om sommeren. Hen imod vinter blev vinden gunstig, og så hejste de sejlet og sejlede ud ad Isafjord i godt og mildt vejr. Skibet sejlede kun langsomt på grund af vinden, og da de havde sejlet en tid, trak skyerne sammen, og så begyndte det at sne. Og da de kom ud for Jøkelsfjord, stod der en bidende kold vind imod dem med frost og fygning. Da vidste de ikke, hvor de var. Nu blev det mørkt både på grund af natten og fygningen. De styrede nu væk fra vinden, men brodsøer slog over skibet, og de blev alle gennemblødte og tøjet frøs til is på dem. Rans døtre prøvede mændene og tilbød dem deres favntag. Til sidst kom de ind i en fjord. De sejlede ind ad den, og i bunden af fjorden lå et bådehus med skibe i. Dér satte de deres skib op, hvorefter de gik i land og ledte efter beboelsen. Omsider fandt de en lille gård, hvor de bankede på døren, og en mand kommer ud og hilser på dem og beder dem komme ind fra det stygge vejr, og de går ind i stuen, hvor der brændte lys. De anvises plads på den anden bænk. Man hilste på dem. Så spørger en kvinde, hvem der er leder af den flok, der er kommet. Hun fik at vide, at det var Torgeir og Tormod, der var kommet, »— men hvem spørger om det?« sagde de. De fik at vide, at det var husfruen — Sigrfljod — der spurgte om det. »Jeg kender jer af omtale,« siger hun, »— men jeg har ikke set jer før. Har I haft held med vejr eller venskab i dag?« De sagde: »Mange vil sikkert mene, at det kan komme ud på ét, men det afhænger nok af, hvem man spørger.« Sigrfljod svarer: »Det gør det nok.«

Nu beder hun sine folk tage sig af deres klæder, og der bliver tændt ild for dem, og deres frosne tøj bliver tøet op. Derefter fik de mad og derpå blev de fulgt i seng og sørget godt for. De faldt snart i søvn. Frosten og fygningen fortsatte hele natten. Elletræets hund gøede hele natten med utrættelig kæft og bed alle jorder med frygtelige kuldetænder. Da det lysnede om morgenen, kiggede man ud, og da han kom ind, som havde været ude, spørger Torgeir, hvordan vejret var. Han siger, at vejret var det samme, som det havde været om aftenen. Sigrfljod sagde: »I behøver ikke være vejrsyge, for I er velkomne til det, vi kan byde på her. Tag ikke herfra, før vejret bliver godt.« Torgeir svarer: »Det er et pænt tilbud, du giver os — husfrue! — men dårligt vejr bider ikke på os. Vi har hverken koner eller børn eller husdyr, vi skal se efter.«

Uvejret stilnede af over vige og fjorde, og der kom et tykt islag. En morgen stod Sigrfljod tidligt op og kiggede ud, og da hun vender tilbage, spørger Torgeir, hvordan vejret er. Hun siger: »Nu er vejret godt — skyfrit og vindstille.« Tormod sagde: »Så står vi op — gutter!« Sigfljod sagde: »Hvad skal I?« Tormod svarer: »Vi vil nordpå til Strandene og se, hvad der byder sig af fangst, men vi lader vores skib ligge her.« Sigrfljod sagde: »I er nogle underlige folk. I vil til Strandene for at få hval, men tager ikke den fangst, der ligger tættere på og kræver mandsmod.« Tormod sagde: »Hvad er det for en fangst?« Hun siger: »Det forekommer mig mere mandigt at dræbe de ugerningsmænd, der stjæler fra folk her, end at arbejde med hvaler.« Tormod sagde: »Hvilke mænd taler du om?« Hun siger: »Jeg taler om Ingolf og Torbrand, som har påført mange folk skam og skade. Hvis I dræber dem, vil jeres værk hævne mange, og mange vil lønne jer godt for det.« Tormod sagde: »Nu véd jeg ikke, hvor godt et råd du giver os, for de er Vermunds venner, og man vil nok ikke tage let på det, hvis de kommer noget til.« Hun sagde: »Her går det, som man siger: At farlige folk er noget, man helst kun hører om. I synes at være nogle vældige karle, når det drejer sig om at kue småfolk, men så snart det handler om en manddomsprøve, bliver I rædde.« Da sprang Torgeir op og sagde: »Rejs jer — gutter! — og giv husfruen løn for gæstfriheden.« De stod op og tog deres våben og gik ud, da de var klar. De gik over fjorden på isen og ankom til gården, inden folkene dér var stået op.

5. Ingolf og Torbrand dræbes

Ingolf vågner og hører, at der går nogen rundt ved husene på frosne sko — og det er ikke bare få folk. Torgeir og de andre går hen til døren og banker på. Herved vågner de folk, der var i huset, og de står straks op. Far og søn sov altid med tøjet på, for de havde mellemværender med mange folk. Der var to huskarle hos dem. De bevæbnede sig og tog alle et spyd i hånden, gik til døren og lukkede op. De så otte mand udenfor, som alle var bevæbnede, og spørger, hvem der er flokkens leder. Torgeir giver sig til kende, »— hvis I har hørt om Torgeir Håvarson og Tormod Berseson, så kan I se dem her.« Torbrand svarer: »Ja, vist har vi hørt Torgeir Håvarson og Tormod omtalt, men sjældent for noget godt. Hvad er jeres ærinde her?« Torgeir svarer: »Vores ærinde her er at sætte vilkårene og gøre ret af vrangt. Vi giver jer to muligheder: Enten afleverer I alle de værdier, som I har skaffet jer på ulovlig vis — og dermed køber I jeres liv. Eller også forsvarer I byttet mandigt, så længe der er liv i jer.« Torbrand svarer: »Vi har vundet byttet med mod og mandighed, og vi afstår det ikke på anden vis, end vi har fået det. Men jeg tænker — Torgeir! — at du skal smage mit spyd, før du smager byttet.« Torgeir siger: »Mine drømme går i opfyldelse — det ligger til slægten — og jeg har ikke drømt om uheld for mig, men kun om uheld for dig, og det kommer nok til at gå, som jeg har drømt: Hel — din kone — vil tage dig i sin favn, og således skal du miste alt, hvad du ejer, for hvad der er vundet med ondt skal volde ondt.«

Da det var sagt, gik Torgeir og Tormod imod far og søn, men de forbød deres følgesvende at deltage i angrebet, for de ville selv overvinde dem. Det var vanskeligt for Torgeir og Tormod at se ind ad døren, for det var mørkt inde, men mere lyst udenfor, og det var lettere at forsvare for dem, der var inde, end det var at angribe for dem, der var udenfor. Ingolfs huskarle løb ud og angreb Torgeirs mænd. Enden på dette møde blev, at Torbrand faldt for Torgeirs hånd og Ingolf for Tormods. Ingolfs huskarle blev hårdt sårede, men de kom sig dog siden. Dette nævner Tormod i Torgeirs arvedrapa:

Ingolfs arvings faldt for

åre-Sleipners styrer;

vidt omkring, jeg venter,

véd man nu om drabet.

Masteøgets aver

endte Torbrands levned;

manden lod da livet

(liden grund til trætte).

---

Noter: