Samtale imellem den døde Angantyr og Hervor hans Datter

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Danske Sange af det ældste Tidsrum,
indeholdende blant andet nogle Danske og Norske Kongers Bedrifter

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
København, 1779

Samtale mellem den døde Angantyr
og hans Datter Hervor

Vaagn du op, Angantyr!

Dig vækker Hervor,

Eneste Datter

Af din Suafa.

Rek du mig af Høien

Hvassen Kaarde,

Som til Suafurlama

Dverge smedded'.

Hervardur, Hiorvardur,

Hrani og Angantyr,

Jeg vekker jer alle

Under Træers Rødder,

Med Hielme og Brynier,

Og hvasse Sverde,

Skiold og Vaaben,

Og blod'ge Spyde.

Støv ere vordne

Andgryms Sønner!

De skadeglade

Muldens Tilvext!

Nu kunne ei Eyvors

Sønner med mig tale

Af Dødes Verden,

Hervardur, Hiorvardur!

Saa værer da alle

Inden Rivbeen,

Som I var' hængde

Midt op i Ild.

Hvis jeg ei faar Sverdet,

Som Dverge smedded',

Det gnistrend' Sverd og

Det dyre Belte.

Angantyr.

Hervor, Datter!

Hvi raaber du saa?

Fuld af Trold-Runer

Dig selv til Klage?

Gal est du blevet

Og forvirret,

Vildt attraaende

At vekke døde Mænd.

Ei begrov mig Fader,

Ei andre Frænder,

Men Tirfing toge

To som leved'

Deraf Eiermand

Blev een siden.

Hervor.

Sandt siger du ikke,

Saa lade As dig

Rolig i Høien,

Visselig du haver

Tirfing hos dig.

Tungt er dig Angantyr!

At skifte Arv til

Dit eneste Barn.

Angantyr.

Jeg siger dig, Hervor!

Hvad som skal skee.

Vær vis at Tirfing

(Troe kun min Forsikring)

Din hele Slegt

Nær udrydder.

Søn skal du føde,

Som siden skal

Eie Tirfing,

Og mene mange

At Folk ham skulle

Kalde Heidrek.

Hervor.

Jeg tilønsker

Eder, I Døde,

At I maatte

Aldrig hvile,

Hvis ey Angantyr

Rekker mig Tirfing,

Skioldekløv'ren,

Hialmars Bane.

Angantyr.

Ung Møe du est, dog

Mandfolks Lige,

Som om Høie

Vandrer om Natten,

Med gravne Spyde,

Med Trolddoms Runer,

Hielm og Brynje,

For Salens Dør.

Hervor.

Før troede jeg dig

Ordholden at være,

Førend jeg kom her,

Din Sal at søge.

Rek du mig af Høien,

Den som hader Brynjer,

Dværgeværket,

Du kan den dog ei dølge.

Angantyr.

Mig ligger under Skuld'ren

Hialmars Bane,

Giennemglødet er den

Reent af Ilden.

Møe jeg ei kiender

Saa tappersindet,

Som Sverdet torde

I Haand tage.

Hervor.

Jeg tør røre

Og i Haand tage

Hvassen Kaarde,

Hvis jeg kun maae faae den.

Jeg troer aldrig

At den Ild brænder,

Som hendøde Kiempers

Øine omspiller.

Angantyr.

Gal est du Hervor,

Gal du modige,

Som for mit Ansigt

Vil gribes af Ilden.

Heller vil jeg Sverdet

Række af Høien,

Møe hin unge!

Og dig det ei dølge.

Hervor.

Vel giorde du,

Heltes Afkom!

At du rakte mig

Det af Høien.

Glad're er jeg nu,

Budlung! derover

End om jeg havde

Hele Norge.

Angantyr.

Veed du ei, at

Daarlig er din

Tale, listig' Pige!

Glæd du dig kun ei!

Thi vist skal Tirfing,

(Troe du min Spaadom)

Møe! al din Slegt

Reent udrydde.

Hervor.

Jeg maae vandre

Til mine Søefolk,

Jeg har ei Lyst

At bie længer'

Lidt agter jeg det,

Du Ven af Konger!

Hvad mine Sønner

Siden giøre.

Angantyr.

Du skal eie

Og længe nyde

Hialmars Bane,

Men vogt den nøie.

Rør begge Egge,

Edder er i begge,

Verre Manddøder

Fandtes aldrig.

Hervor.

Jeg skal holde

Og i Haand tage

Hvassen Kaarde

Som du har mig givet.

Det krænker ikke mig,

Kiempe-Dommer!

Hvad mine Sønner

Siden giøre.

Angantyr.

Farvel Datter,

Jeg giver dig

Tolv Mænds Skiebne,

Om du kan troe mig.

Mod og Styrke,

Alt det Gode

Som Andgryms Sønner

Efterlode.

Hervor.

Boer da alle

Rolig i Høien!

Jeg maae begive

Mig hastig herfra.

Mig syntes som

Midt udi Luften

Som mig omgiver

Brændte Luer.