Den korte saga om Sankt Magnus

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Den korte saga om Sankt Magnus

Magnús saga hinn skamma

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon: Icelandic Sagas, Vol. I, London, 1887

---

Her begynder sagaen om Magnus Øjarl

Orkney

1. På Orkney regerede den jarl, der hed Torfinn, som var søn af Sigurd Hlødverson. Han var gift med Ingeborg, som blev kaldt Jarlemoder; hun var datter af jarl Finn Arneson, og hendes mor var Bergljot, der var datter af Halfdan, som var søn af Sigurd So og Åsta. Jarl Torfinn og Ingeborgs sønner var Pål og Erlend, som tog magten på Orkney efter deres far. De var store og smukke mænd og meget lig deres mødrene slægt, kloge og fordragelige mennesker. Jarl Pål blev gift med en datter af jarl Håkon Ivarson og Ragnhild, som var datter af kong Magnus den Gode. Deres søn var jarl Håkon. Jarl Erlend havde en kone, der hed Tora; hun var datter af Sumarlide Uspagson. Uspags mor var Tordis, som var datter af Hall på Side. Erlend og Toras sønner hed Erling og Magnus, og deres døtre hed Cecilia og Gunhild; hun var mor til jarl Ragnvald Kale.

2. Og da brødrene Pål og Erlend herskede på Orkney, var der et godt forhold mellem dem. Men da deres sønner blev fuldvoksne af alder, blev Håkon og Erling meget overmodige, mens Magnus var den mest stilfærdige af dem. De var alle stærke mænd og godt dannede. Men Håkon ville bestemme over de andre, for han mente at have en højere byrd fra sin mødrene slægt. Dette var de ikke enige om, og det kom dertil, at de ikke kunne være sammen, for der var fare for, at der kunne opstå ufred mellem dem. Jarlerne ville da forlige dem, og der blev aftalt et møde. Men da jarlerne begyndte at drøfte dette, viste det sig, at de hver især støttede deres egen søn, og de opnåede ikke forlig. Da trådte deres venner til, og der blev indgået forlig på den måde, at Øerne blev delt i to halvdele, således som de før havde været delt mellem brødrene. Sådan stod sagen en tid. Men da der var forløbet nogen tid efter indgåelsen af forliget, blev Håkon ganske urimelig og overfaldt de mennesker, som tjente jarl Erlend. Af denne grund blev de atter uenige og gik imod hinanden med mange mænd. Håvard Gunneson og andre af jarlernes venner prøvede igen at stifte forlig mellem dem, men jarl Erlend ville ikke gå med til forlig, så længe Håkon skulle være der. Men fordi deres venner mente, at deres stridigheder satte for meget på spil, bad bønderne Håkon om ikke at stille sig i vejen for forliget, men hellere forlade Øerne. De sagde, at det var tilrådeligt, at han sejlede østpå over havet for at træffe de mange og gæve frænder, som han havde både i Norge og i Sverige. Og på mændenes råd, men også fordi Håkon var vred på sine frænder dér på Øerne og mente, at det kunne være godt at lære andre høvdinges skikke at kende, forlod han Øerne og sejlede østpå over havet.

3. Da den norske kong Magnus Barfod førte sin hær vestpå over havet og kom til Orkney, således som det står skrevet i hans saga, tog han jarlerne Pål og Erlend til fange og sendte dem østpå til Norge. Og han satte sin søn Sigurd til at herske på Øerne og gav ham rådgivere og sagde, at jarlerne aldrig skulle få magt på Orkney, så længe han var konge i Norge. Han sejlede derfra til Suderøerne og havde jarl Erlends sønner, Erling og Magnus, med sig. Da var også Håkon Pålson hos ham. Og da han nærmede sig Skotland, kom en stor hær imod ham ved Angeløsund, og denne styrke blev anført af de to jarler Hugo den Prude og Hugo den Digre, som var brødre og sønner af kong Kostnome i Irland. Og da de mødtes, gjorde kongen klar til kamp mod dem. Men da mændene bevæbnede sig, satte Magnus sig ned. Kongen spurgte, hvorfor han satte sig og ikke greb sine våben. Magnus sagde, at han ikke havde noget udestående med disse mænd, »— og derfor vil jeg ikke kæmpe,« siger han. »Tag du dine våben og beskyt dig!« siger kongen. Han svarer: »Gud beskytter mig. Jeg dør ikke, hvis det er hans ønske, at jeg skal leve. Jeg vil hellere dø end deltage i en kamp, der er forkert.« Kongen sagde: »Gå du ned under tiljerne, og lig ikke i vejen for folk, hvis du ikke tør kæmpe, for jeg tror ikke, at du gør dette på grund af din tro.« Magnus tog et psalter og sang, mens de kæmpede, og han dækkede sig ikke, men blev alligevel ikke såret. Denne kamp blev både lang og hård, og det endte med, at Hugo den Prude faldt, og derefter flygtede briterne, og de havde mistet mange mænd. Og kong Magnus sejrede, men mange gæve mænd mistede livet, og andre døde senere af deres sår.

4. Kong Magnus havde gjort Magnus Erlendson til sin bordsvend, og han tjente altid ved kongens bord. Men efter kampen blev kongen meget fjendtlig imod ham, og han beskylder ham for at have teet sig umandigt dér. Det skete en nat, mens kongen lå ved Skotland, at Magnus Erlendson stak af fra skibet, fordi han mente, at dette var den bedste mulighed for at flygte fra kongen. Han svømmede i land og løb ind i skoven og var ikke iført andet end undertøj. Han slog sin fod og fik rifter på fødderne, for han var barfodet, og kunne ikke gå længere. Men han havde ordnet sin seng sådan, at det så ud, som om en mand lå dér. Han kom hen til et stort træ og kravlede op i grenene og forbandt sin fod og skjulte sig en tid dér i grenene. Men dagen efter, da folkene gik til bords på kongeskibet, spurgte kongen, hvor Magnus Erlendson var. Han fik at vide, at han sov i sin seng. Kongen bad dem vække ham og sagde, at det nok ikke kun var søvnen, der gjorde, at han blev liggende længere, end han plejede. Men da de kom hen til sengen, var han væk, og kongen bad dem lede efter ham og lod sporhundene slippe løs. De fulgte sporet og løb ind i skoven og kom hen til det træ, hvor Magnus sad i grenene. En af hundene løb da rundt om træet og gøede. Magnus havde en trækævle i hånden, som han kastede efter hunden. Den traf hunden i siden, og hunden stak halen mellem benene og løb tilbage til skibene, og de andre fulgte efter. Kongens mænd fandt ikke Magnus. Han skjulte sig en tid i skoven, men kom omsider til Melkolm Skottekonges hird. Dér opholdt han sig en tid, men indimellem var han hos nogle biskopper i Bretland. Siden var han hos sine venner forskellige steder i England, men han kom ikke til Orkney, så længe kong Magnus levede.

5. Og da kong Magnus kom tilbage til Orkney fra sit hærtogt, erfarede han dér, at jarl Erlend var død østpå over havet. Han døde i Nidaros og er begravet dér, mens jarl Pål døde i Bergen og er begravet dér. Om foråret giftede kong Magnus Gunhild, jarl Erlends datter, med Kol, der var søn af Kale Sæbjørnson, som faderbod, fordi Kale var død af de sår, han fik i Angeløsund. Med Gunhild fulgte nogle ejendomme hjemme på Orkney og en gård på Papuli. Nogle siger, at Erling, jarl Erlends søn, faldt i Angeløsund. Snorre Sturlason siger, at han faldt i Ulster sammen med kong Magnus. Men da Sigurd, kong Magnus’ søn, hørte om sin fars død, mens han var på Orkney og herskede over landet efter sin fars bestemmelse, da mente han ikke, at han kunne forvente megen fred ved at sidde vesten for havet, og han drog straks om efteråret til Norge sammen med den hær, der var kommet til ham, og som havde fulgt hans far til Irland. Og da han kom til Norge, blev han dér taget til konge sammen med sine brødre, Øystein og Olav.

6. Et år eller to efter kong Magnus’ fald, kom Håkon Pålson til Norge over havet vestfra. Han opsøgte brødrene, og de tog sømmeligt imod ham, for han havde været en kær ven af deres far, kong Magnus. Brødrene, kong Magnus’ sønner, gav Håkon jarlsnavn og en sådan magt på Orkney, som passede til hans byrd. Siden drog han vestpå over havet og underlagde sig hele riget på Øerne og herskede en tid alene dér. Men da Håkon havde rådet for Øerne i kort tid, kom Magnus Erlendson fra Skotland og krævede at få sin fædrene arv. Dette syntes bønderne godt om, for han var meget afholdt dér. Han havde mange frænder og besvogrede dér, som gerne ville hjælpe ham til magten. Hans mor, Tora, var blevet gift med en anset mand, der hed Sigurd; deres søn var Håkon Karl, og de havde en gård på Papuli. Men da jarl Håkon erfarede, at Magnus var kommet, samlede han en hærstyrke og ville ikke dele magten. Siden gik deres venner imellem dem og forsøgte at stifte forlig. Og det endte med, at de blev enige om det vilkår, at jarl Håkon skulle afstå den halve magt på Orkney, såfremt det var de norske kongers ønske, og dermed indgik de forlig. Derpå rejste Magnus østpå og opsøgte kongerne Øystein og Olav, mens kong Sigurd var draget til Jerusalem. Kongerne tog godt imod Magnus og gav ham hans fædrene arv: Halvdelen af Orkney og jarlsnavn. Siden drog han vestpå over havet til sit rige, og hele almuen tog imod ham med glæde. Magnus og Håkon kom overens. Der var også gode år og god fred mellem frænderne, så længe deres venskab varede.

7. Magnus var den gæveste mand i sit høvdingskab; han var dannet og høvisk, sejrsæl og begavet, veltalende og myndig, og han blev rost af alle. Han var gavmild med penge og meget snarrådig, djærv i strid og vennesæl. Han slog hårdt ned på ran og tyveri og andre ugerninger, og han lod vikinger og ransmænd dræbe. Han gav ofte store gaver til høvdinge, men han var for Guds skyld altid betænksom mod fattigfolk. Han overholdt på alle måder Guds bud og var selv afholdende. Det siges, at han i 10 år levede sammen med sin kone i kyskhed, og når han blev fristet, gik han ud i koldt vand og bad om Guds hjælp. Frænderne, jarl Magnus og Håkon, havde landeværnet for Orkney nogen tid, hvor de kom godt overens. Det siges i de kvad, som er blevet digtet om dem, at de kæmpede mod den høvding, der hed Dufnjal og var søn af jarl Dungad — og han var en fjernere slægtning end søskendebarn til jarlerne — og de havde dræbt ham. Torbjørn hed en anset mand, som de dræbte i Borgfjorden på Hjaltland. Det fortælles, at de fangede ham i hans hus og brændte ham inde.

8. Jarl Magnus og Håkon havde ikke hersket længe på Orkney, før der skete det, som så ofte sker, at ondsindede mennesker kom imellem deres slægtskab, og jarl Håkon tiltrak ulykkesfolk, som ødelagde meget imellem dem, for han var allerede meget misundelig på jarl Magnus’ høvdingskab, og fordi han var så vellidt. Der nævnes to mænd i jarl Håkons flok, som var de værste til at skabe splid mellem dem; den ene hed Sigurd, den anden Sighvat Sokke. Denne bagtalelse førte til, at begge frænder samlede hærfolk, og de gik imod hinanden og styrede begge til Hrossø. Dér findes tingstedet på Orkney. Og da de kom frem, gik begge parter i land og gjorde klar til kamp. Da var næsten alle stormændene sammen med jarlerne. De var også venner af dem begge og gik imellem dem med god vilje for at stifte forlig. Dette møde fandt sted i fasten kort før palmesøndag. Og fordi godvillige folk havde del i forliget, kom jarlerne overens på det vilkår, at godvillige mænd skulle afgøre sagen mellem dem, og foligsmødet skulle holdes på Egilsø efter påskeugen. Hver af dem skulle have to skibe og samme antal mænd med til dette møde. De svor begge eder på at ville overholde de forligsvilkår, som blev bestemt dér.

9. Efter påske gjorde de klar til denne færd. Det fortælles, at jarl Magnus indkaldte alle de bedste mænd, der var i hans rige, og dem, der måtte anses for at være bedst til at mægle mellem dem. Og da han var klar, styrede han mod Egilsø, og de roede i vindstille vejr. Da skete der det, at en brodsø rejste sig ved siden af det skib, jarlen styrede, og den styrtede ned over skibet dér, hvor jarlen sad. Dette undrede mændene, for ingen havde kendskab til, at dette var sket før, og der var dybt vand under dem. Jarlen sagde: »Det er ikke mærkeligt, at I undrer jer over denne hændelse, som er helt uhørt. Men jeg tror, at det, der skete, er et varsel om min død. Nu kan det være, at det, som blev spået, kommer til at ske, nemlig at Påls søn vil begå en stor ugerning. Vi må tage os i agt for,« siger han, »— at min frænde Håkon nok ikke vil os noget godt.« Jarlens mænd blev sorgfulde ved hans ord, og de bad ham tage vare på sit liv og ikke tage til mødet med jarl Håkon. Han svarer: »Selvfølgelig skal jeg til mødet. Hele vores færd sker efter Guds vilje.«

10. Nu kan det fortælles om jarl Håkon, at han samler en stor hær, og han havde otte hærskibe, som alle var udrustet til kamp. Og da styrken var samlet, gjorde han det klart for alle, at det var hans hensigt, at mødet mellem frænderne skulle ende med, at de ikke begge kunne fortælle om det bagefter. Mange af hans mænd roste denne beslutning og ytrede mange upassende ord om det; de mest ondsindede var dog Sigurd og Sighvat Sokke. Og de roede da af al kraft. Håvard Gunnarson var ombord på jarl Håkons skib; han var en god ven af dem begge og deres svoger, og jarl Håkon havde holdt denne onde plan skjult for ham. Men da han blev klar over, at jarlen havde truffet denne beslutning, ville han ikke være med til det, og han sprang over bord og svømmede ind til en lille, ubeboet ø.

11. Da nu jarl Magnus så jarl Håkon komme sejlende, og at han havde otte skibe, mente de at vide, at han var ude på svig. Jarl Magnus gik op på øen med hele sin styrke og hen til kirken, hvor de var om natten. Hans mænd tilbød at forsvare ham, men han svarede: »Jeg vil ikke bringe jeres liv i fare på grund af mig, og hvis der ikke bliver stiftet fred mellem os frænder, så må det gå, som Gud har forudbestemt.« Hans mænd mente, at nu gik det, som han havde sagt, da brodsøen styrtede ned over dem, i opfyldelse. Men da han nu vidste, hvor længe han skulle leve — hvad enten det kom af hans egen klogskab eller fra en guddommelig åbenbaring — så ville han ikke flygte fra mødet med sine uvenner, og han søgte for troens skyld til kirken og bad dér inderligt for sig og gav sig i Guds hænder. Om morgenen forlod han kirken sammen med to andre og gik ud på øen til et skjulested nær havet, hvor han bad for sig til Gud. Nogle siger, at jarl Magnus lod læse messe for sig og modtog corpus domini, før han forlod kirken.

12. Om morgenen sprang jarl Håkon og hans mænd i land, og de løb først til kirken og ledte efter jarl Magnus, men fandt ham ikke. Siden ledte de efter ham rundt på øen. Og da Magnus så dem gå rundt, kaldte han på dem og lod dem vide, hvor han var. Og da Håkon og hans mænd så det, løb de straks derhen. Da sagde han: »Det var ikke godt gjort — frænde! — at du ikke overholdt din ed, men jeg tror, at det var andres ondskab snarere end din egen, der fik dig til at gøre det. Nu vil jeg tilbyde dig tre vilkår: Det første er, at jeg vil forlade landet og drage til Rom eller helt til Jerusalem og besøge hellige steder; jeg skal have to skibe og det, som vi behøver, og jeg vil yde bod for begge vores sjæle. Jeg vil også sværge, at jeg aldrig kommer til Orkney igen, så længe jeg lever.« Men Håkon nægtede ham dette. Da sagde jarl Magnus: »Da mit liv nu er i dine hænder, og jeg véd, at jeg har forbrudt mig meget imod Gud og derfor må angre det, og jeg ser, at det er usømmeligt, at du dræber mig, så send du mig hen til vores fælles venner og overlad mig i deres varetægt sammen med to mænd til tidsfordriv, og sørg du også for, at jeg ikke slipper ud af deres varetægt, medmindre du giver dit samtykke.« Dette nægtede jarl Håkon og hans mænd ham straks, og de havde mange grunde til, at det ikke kunne blive sådan. Da sagde jarl Magnus videre: »Så er der én mulighed tilbage, og Gud skal vide, at jeg tænker mere på din ære end på min helse: Lad mig lemlæste eller blinde, og sæt mig så i fængsel.« Jarl Håkon svarer: »Dette vilkår vælger jeg, og jeg skal ikke bede om yderligere.« Da sprang høvdingene op og sagde: »Nu dræber vi den ene af jer, for fra nu af skal I ikke begge råde over landet!« Da svarer jarl Håkon: »Hvis I vil være så strenge i denne sag, så vil jeg meget hellere vælge at leve og beholde magten.« Dette har den mand, der hed Holdbode, en troværdig mand, som var den ene af mændene, der var sammen med jarl Magnus, fortalt om deres samtale. Og han fortalte, at jarl Magnus var meget standhaftig i sindet, da hans modstandere sagde det, som nu er blevet fortalt, og han talte hverken ondt eller i vrede. Derpå knælede han i bøn og skjulte ansigtet i hænderne og fældede mange tårer for Guds åsyn.

13. Da jarl Magnus var blevet dømt til døden, befalede jarl Håkon sin bannerfører, der hed Ufeig, at hugge jarl Magnus. Det nægtede han med stor vrede. Så tvang han sin kok, der hed Livolf, til at gøre det, men han begyndte da at græde højlydt. Da sagde jarl Magnus: »Du skal ikke græde,« siger han, »— for det er umandigt. Det skaffer berømmelse at gøre den slags. Vær du standhaftig i sindet, for du skal have mine klæder og mine våben, således som det er de gamles lov og skik. Du skal ikke være bange, for du gør dette under tvang, og den, der tvinger dig til dette, begår en større forbrydelse, end du gør.« Han tog derpå sin kjortel af og gav den til ham og bad om lov til at bede for sig, og det blev ham tilstået. Han lagde sig da udstrakt på jorden og gav sig til Gud som en offergave. Og han bad ikke alene for sig selv og sine venner, men også for sine fjender og banemænd, og han tilgav dem af hele sit hjerte den ugerning, som de udsatte ham for, og han bekendte inderligt sine synder for Gud og bad om at måtte vaske dem af sig ved udgydelse af sit blod, og han gav sin sjæl i Guds hænder og bad ham sende sine engle for at lede den til det himmelske paradis. Og da han blev ledt frem til hugget, sagde han til Livolf: »Stil dig foran mig, og hug mig i hovedet, for det er usømmeligt at halshugge en høvding, som var han en tyv. Vær stærk — stakkels mand! — og frygt ikke, for jeg bad Gud være nådig imod dig.« Derpå signede han sig og bøjede sig for hugget, og han blev hugget midt i hovedet med ét hug og forlod således denne verden og kom til Gud. Det sted, hvor jarl Magnus blev hugget, var stenet og mosbegroet. Men ikke længe efter åbenbarede hans fortjenester sig for Gud, og der blev da en smuk slette dér, og han vandt Paradisets skønhed og grønhed, som kaldes de levende menneskers jord. Siden blev en kirke opført på stedet. Jarl Håkon tillod ikke, at jarl Magnus’ lig blev ført til kirken.

14. Kyndige mænd fortæller, at om foråret efter forliget på Hrossø indbød Tora, jarl Magnus’ mor, begge jarlerne til gæstebud, når de kom fra mødet på Egilsø. Og efter jarl Magnus’ død tog jarl Håkon til gildet på den aftalte dag. Tora opvartede selv jarlen. Og da han var blevet påvirket af drikken, trådte Tora hen foran ham og sagde: »Nu er du kommet her alene, men jeg ventede jer begge. Måtte du nu ønske at gøre mig den glæde i Guds og menneskers nærværelse at træde i min søns sted, og så skal jeg træde i din moders sted for dig. Jeg har ved Gud meget brug for din nåde, og at du tillader mig, at min søn må føres til kirken. Svar nu på min bøn, således som du ønsker, at Gud svarer på din på dommedag.« Jarlen tier og tænker over sagen, og han påvirkes nu af den ugerning, der angår ham. Han så da på hende og fældede tårer og sagde: »Begrav du din søn, hvor du vil.« Siden blev jarl Magnus ført til og begravet i Kristkirken i Byrgesherred — den, som jarl Torfinn havde ladet bygge.

15. Snart derefter viste et himmelsk lys sig ofte over jarl Magnus’ grav om natten. Siden begyndte folk at påkalde ham i deres nød, hvis de var kommet i fare, og straks ordnede det sig, som de bad om. Man kunne vedvarende fornemme en himmelsk duft over hans grav, og folk blev helbredt deraf. Med det samme begyndte folk fra Hjaltland og fra Orkney, som var syge, at komme for at våge ved hans grav, og deres dårligdomme bedredes dér. Man vovede dog ikke at tale for meget om dette, så længe jarl Håkon levede. Det fortælles, at de fleste af de mænd, som havde størst andel i sviget mod jarl Magnus, døde en ond og ynkelig død.

På denne tid var Vilhelm biskop på Orkney. Da var bispesædet i Kristkirken i Byrgesherred, hvor den hellige jarl Magnus lå begravet. Biskoppen tvivlede længe på hans hellighed og fortiede disse nyheder for folk.

16. Efter jarl Magnus’ død underlagde Håkon sig hele riget; han lod da alle, som hidtil havde tjent jarl Magnus, sværge troskabseder. Han blev da en mægtig høvding. Han gav de mænd, som efter hans mening havde været mest imod ham i frændernes mellemværende, en hård medfart. Nogle år senere forlod han landet og drog til Rom, hvor han fik tilgivelse for sine synder af paven. På denne rejse drog han ud til Jerusalem og besøgte hellige steder og badede i Jordanfloden, sådan som pilgrimme har for skik at gøre. Derefter kom han hjem til sit rige. Han blev da en myndig hersker og holdt god fred i riget. Han indførte nye love, og således voksede hans folkeyndest. Det kom dertil, at orkneyboerne ikke brød sig om andet end at have jarl Håkon og hans afkom som høvdinge over sig.

En bonde fra Hjaltland nordpå hed Bergfinn Starreson; han var blind og rejste sydpå til Orkney og vågede ved den hellige jarl Magnus’ grav. To mænd vågede sammen med ham; den ene hed Sigurd, den anden Torbjørn; de var krøblinge begge to. Men den hellige jarl Magnus åbenbarede sig for dem alle og helbredte dem fuldstændigt. Andre 24 mennesker vågede ved jarl Magnus’ grav, og de blev alle helbredt for deres mén.

Mange mennesker nævnte dette for biskop Vilhelm og opfordrede ham til at forelægge dette for Pål Håkonson, som da havde magten på Øerne efter sin far, for at få hans tilladelse til, at jarl Magnus’ hellige levninger blev taget op af jorden, men biskoppen var modvillig. I drømme blev han ofte mindet om at lade sig overbevise om jarlens hellighed, men han ville dog ikke tro på det. Siden endte det med, at han ved gudelige prøvelser blev tvunget til at prise jarl Magnus’ mirakler og hellighed.

17. Der var en sommer, hvor biskop Vilhelm sejlede østpå til Norge i et nødvendig ærinde, og han sejlede hjem samme efterår og ankom nær vinternætterne til Hjaltland. Da blev der modvind og storm. Og da der længe om vinteren ikke var gunstig vind til Orkney, mistede biskoppen håbet om, at han ville komme hjem til sit bispesæde, før det blev forår. Styrmanden spurgte, om han ville samtykke i jarl Magnus’ hellighed, såfremt han den kommende søndag kunne synge messe hjemme. Dette gik biskoppen med til, men det var mere af nød, end fordi han troede på det. Men da dette blev bekræftet, blev vejret roligt, og man fik snart god og gunstig vind. Og derpå sejlede de til Orkney, og han kom hjem den følgende søndag, og alle priste Gud og hans hellige blodvidne jarl Magnus. Nogle siger sandt, at biskop Vilhelm ikke havde givet samtykke til, at jarl Magnus’ hellige levninger blev gravet op, men det skete derhjemme en dag, at han ikke var i stand til at forlade kirken, for han var blevet blind og kunne ikke finde døren, før han angrede sin manglende tro og græd heftigt og bad Gud om at kunne finde hen til jarl Magnus’ grav. Og da han kom derhen, kastede han sig til jorden og lovede straks at grave hans hellige levninger op, når han fik synet igen. Og da han endte sin bøn, fik han synet igen dér ved graven.

18. Derefter samlede han de klogeste og mest ansete mennesker på Orkney, og der kom en stor mængde mennesker til Kristkirken i Byrgesherred. Da blev jarl Magnus’ hellige levninger gravet op, og da var knoglerne næsten kommet op af jorden. Han lod knoglerne vaske og tog en fingerknogle og prøvede den to gange i viet ild. Og den brændte ikke, men blev snarere som brændt sølv. Nogle fortæller, at den antog korsform. Der skete da mange mirakler ved de hellige levninger. Lærde mennesker tog siden levningerne og lagde dem i et skrin, som blev anbragt over alteret. Det skete på Luciamessedag før jul, og der var da gået 20 år fra jarl Magnus’ død. Hans dødsdag helligholdes om foråret XVI kal. Maii. Biskop Vilhelm påbød da at helligholde begge dagene i hele sit bispedømme, og han var siden megen hengiven over for den hellige jarl Magnus. Vilhelm var den første biskop på Orkney, og han regerede i 66 år.

19. Gunne hed en god og ærlig bonde på Vesterø. Han drømte, at den hellige jarl Magnus kom til ham og sagde: »Du skal fortælle biskop Vilhelm, at jeg ønsker at forlade Byrgesherred og komme østpå til Kirkevåg, for jeg tror, at Gud vil vise mig den barmhjertighed dér, at de mennesker, der opsøger mig i den rette tro, vil blive helbredt for deres dårligdomme. Du skal ufortrødent fortælle om din drøm.« Men da han vågnede, turde han ikke fortælle om drømmen, for han frygtede jarl Påls vrede. Den følgende nat viste jarl Magnus sig for ham og bad ham fortælle om drømmen, når der var mange til stede, »— og hvis du ikke gør det, må du påtage dig straffen i denne verden, men endnu mere i den næste verden.« Og da han vågnede, var han rædselslagen, og han tog til Hrossø og opsøgte biskoppen og fortalte om drømmen til en stor menneskemængde ved biskopsmessen. Jarl Pål var til stede, og hele almuen bad om, at biskoppen måtte føre de hellige levninger til Kirkevåg, således som jarl Magnus havde sagt. Jarl Pål forholdt sig tavs, men blev blodrød i ansigtet. Siden rejste biskop Vilhelm østpå til Kirkevåg med et prægtigt følge, og han flyttede jarl Magnus’ hellige levninger dertil. Skrinet blev anbragt over alteret i den kirke, som findes dér. Dengang var købstaden i Kirkevåg ikke videre bebygget, men den er siden vokset meget. Der kom siden mange mennesker dertil, som vågede dér i kirken ved helligdommen og blev helbredt for deres dårligdomme, hvis de påkaldte jarl Magnus i den rette tro.

Da rejste Bergfinn for anden gang sydpå fra Hjaltland med sin spedalske søn, og de vågede ved helligdommen. Bergfinn skænkede da mange penge til den hellige jarl Magnus. Og på den tredje vågenat viste han sig for både far og søn i deres søvn, og han bestrøg Halfdans legeme og helbredte ham. Det forekom også Bergfinn, at han holdt hænderne over hans øjne og sagde: »Du vil få dit syn igen, som dengang du havde det skarpeste syn, for du kom nu hertil i den rette tro, og du gav stedet mange penge til Guds ære, og du tvivlede ikke på min hellighed.« Da Bergfinn vågnede, kunne han se tydeligt.

20. En mand hed Tord Dragesnude; han var hyret til at arbejde for bonden Bergfinn. Han tærskede korn i bygladen dagen før Magnusmesse om vinteren. Ved skumringstid gik Bergfinn ud og bad ham indstille arbejdet. Tord svarer: »Det er sjældent, at du synes, jeg arbejder for længe.« Bergfinn sagde: »Den messedag, der er i morgen, bør vi holde, som vi bedst kan.« Så gik bonden igen, mens Tord arbejde hårdt. Men kort tid efter gik bonden ud og sagde til Tord i vrede: »Det mishager mig meget, at du arbejder nu, for denne helligdag blev lovfæstet, da man indså jarl Magnus’ hellighed og skrinlagde ham. Hold straks op!« Men Tord arbejdede videre som før. Og da folkene var blevet meget mætte, kom Tord ind klædt i usle klæder, og han begyndte straks at drikke. Og da han havde drukket, blev han så afsindig, at man måtte binde ham med det samme, og dette stod på i tre døgn. Da lovede bonden Bergfinn for mandens skyld at give en halv mark sølv til jarl Magnus’ skrin og at lade Tord våge dér tre nætter, såfremt han blev rask. Og den samme nat, som dette blev lovet, blev Tord helbredt.

Der var en mand, der hed Øgmund; han var en søstersøn af bonden Bergfinn. En tværbjælke faldt ned i hovedet på ham og voldte stor skade på hans hovedskal. Og Bergfinn gav et løfte for ham og trak lod om, hvorvidt han skulle drage på pilgrimsrejse eller frigive en træl eller give penge til jarl Magnus’ skrin. Og udfaldet blev, at han skulle give penge til skrinet. Og han fik staks talens brug igen og besøgte den hellige jarl Magnus, hvor han blev helbredt. Og bonden Bergfinn gav en halv mark sølv til skrinet, sådan som han havde lovet.

En mand hed Åmund Illugeson; han led af den værste spedalskhed. Han kom til den hellige jarl Magnus og vågede dér og bad om helbredelse. Den hellige jarl Magnus viste sig for ham, mens han sov, og strøg hans legeme med sine hænder og helbredte ham. Der var en mand, der hed Sigurd; han var så vanvittig, at man syede ham ind i en skindsæk. Siden blev han ført til den hellige jarl Magnus, og dér blev han helbredt.

Torbjørn hed en mand; han var også afsindig og blev ført til jarl Magnus, og dér blev han helbredt. Sigurd hed en mand fra Fetlar nordpå. Hans hånd var så kroget, at fingrene lå i håndfladen. Han opsøgte den hellige jarl Magnus og blev dér fuldstændig helbredt. Sigrid Sigurdsdatter hed en kvinde, som var blind fra barnealdren, til hun blev 20 år gammel. Hendes far førte hende til jarl Magnus og lod hende våge dér og betalte mange penge for hendes helbredelse, og dér fik hun synet igen. En anden kvinde, der også hed Sigrid, brækkede benet i to dele, og hun blev ført til den hellige jarl Magnus, og dér blev hun helbredt. Sigrid hed også en tredje kvinde. Hun var hos Torlak, der boede på Baltested. Hun sad og syede, mens de andre holdt helligdag dagen før Magnusmesse. Torlak spurgte, hvorfor hun arbejdede så længe, og hun sagde, at hun ville holde. Han kom tilbage og spurgte, hvorfor hun bar sig så ilde ad, »— gå væk, og arbejd ikke her længere!« Hun sagde, at der ikke manglede at blive syet meget, og hun arbejdede som før, indtil det var blevet mørkt. Men da man stillede an til aftensmaden, blev hun vanvittig, og man måtte binde hende. Men Torlak gav løfte for hende og trak lod om, hvorvidt man skulle love en pilgrimsfærd til Rom eller frigivelse af en træl eller at give penge til jarl Magnus’ skrin. Loddet faldt på at give penge. Torlak førte hende til jarl Magnus, og hun blev helbredt dér og drog siden på pilgrimsrejse.

Torkel hed en mand, der boede på Orkney; han faldt ned fra sin bygstak og slog hele sin ene side i stykker. Han blev ført til jarl Magnus og blev helbredt dér. Der var en kvinde, der hed Groa; hun blev vanvittig og blev ført til jarl Magnus, og dér blev hun helbredt, og hun holdt til dér hele resten af sin levetid.

To mænd brød guld af den hellige jarl Magnus’ skrin. Den ene var fra Katanæs, den anden fra Orkney. Manden fra Katanæs mistede livet i Pentlandsfjorden, og han hed Gille. Den anden blev vanvittig og i sin sindsforvirring fortalte han, hvad de havde gjort, og man lovede pilgrimsfærd på hans vegne, såfremt han blev helbredt ved jarl Magnus’ skrin. Han blev siden ført derhen, og da blev han rask.

I England var der to mænd, der satsede store værdier i terningespil, og da den ene havde tabt meget, satte han en kogge på spil sammen med alt, hvad han ejede. Men den anden lagde ud med at slå to seksere. Da syntes håbet ude for ham, men han påkaldte den hellige jarl Magnus og bad om ikke at tabe, og han kastede, men en af terningerne gik itu, og de viste to seksere og en ener, og han vandt da det hele og skænkede siden mange penge til jarl Magnus.

Da jarl Ragnvald Kale, den hellige jarl Magnus’ søstersøn, var kommet til magten på Orkney og sad i god fred, lod han grundvolden til Magnuskirken i Kirkevåg afsætte, og han skaffede håndværkere, og arbejdet gik både godt og hurtigt, og det er et ypperligt byggeri, som er gjort med megen umage. Siden blev jarl Magnus’ hellige levninger ført dertil, og der sker mange mirakler dér ved hans helligdom. Også bispesædet, som før var i Kristkirken i Byrgesherred, findes nu dér.

En mand hed Eldjarn og var søn af Varde. Han havde en kone og mange børn og boede nordpå i Kelduhverfi. Men i et år med stor misvækst blev han så fattig og sygdomsplaget, at han ikke kunne tage vare på sig selv, og han var så afkræftet, at han ikke kunne gå, men blev kørt rundt mellem gårdene. Det skete om foråret efter påske, at han blev kørt torsdag og fredag og lørdag, og han havde ingen føde. Om lørdagen ved nonstid kom han til et sted, hvor en præst boede, og dér var han om natten. Og om morgenen, da folkene gik til ottesang, bad han om at blive båret hen til kirken, og det blev gjort. Efter ottesangen gik folkene indenfor mellem messerne, mens han lå ude på et leje, der var indrettet til ham; han var da så afkræftet, at han mente, at enden var nær. Han kom da til at tænke på, hvordan det tidligere havde været for ham, da han ejede store værdier, og den bøn, han bad, påvirkede ham og gjorde ham meget berørt. Han lovede da at faste i seks dage, såfremt Gud på nogen måde hjalp ham, og han lovede at faste både før Olavsmesse og Magnusmesse. Og da han havde afgivet sit løfte, gik folk til gudstjeneste, og præsten sang messe. Og da epistlen blev læst, faldt han i søvn, og de, der var til stede, troede, at han var ved at dø. I søvnen fik han et syn, og det forekom ham, at han så et kraftigt lys inde i kirkens kor, og det kom udenfor til ham. Han så en smuk mand i lyset, og denne mand talte til ham: »Eldjarn!« sagde han, »— er du meget afkræftet nu?« Det forekom ham, at han svarede: »Det synes jeg, men det kan dog være, at det ikke er sådan. Men hvem er du?« »Her er den hellige jarl Magnus Erlendson! Vil du helbredes?« Han svarer: »Det vil jeg gerne.« Den anden svarer: »Kong Olav den Hellige hørte din bøn og dit løfte, da du påkaldte os begge for at blive helbredt. Og han sendte mig hertil for at gøre dig rask, for en kvinde i Vestfjordene påkaldte ham, og han drog derud for at helbrede hende.« Da begyndte jarl Magnus at stryge ham med sine hænder, og han vågnede, da man begyndte på evangeliet. Han sagde til de folk, der var i nærheden, at de skulle hjælpe ham op. Men de svarede: »Hvorfor skal vi hjælpe dig op, når du ikke har nogle kræfter?« Han svarer: »Jeg tror, at jeg er blevet rask nu.« De tog fat i ham og hjalp ham på benene, og han stod op under hele evangelielæsningen og også under alle messerne derefter. Efter messen gik han ind til præsten og fortalte om dette mirakel, og hvordan Gud havde helbredt ham. Og de priste alle Gud for den barmhjertighed, han havde givet dem på den hellige jarl Magnus’ fortjeneste. Måtte han skænke os barmhjertighed og syndsforladelse ved Vorherre Jesus Kristus, som med Faderen og Helligånden lever og regerer som Gud i al evighed. Amen.

---

Noter: