Knytlingernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Knytlingernes saga

Knýtlinga saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Carl af Petersens og Emil Olsons Knytlinga saga, København 1919-25

---

Om Harald Gormsøn

1. Harald Gormsøn blev taget til konge i Danmark efter sin far; han var en mægtig konge og en stor kriger. Han underlagde sig Holseteland i Saxland, og han besad et stort jarledømme i Vendland; dér lod han Jomsborg anlægge, hvor han indsatte en stor hærstyrke. Han fastlagde lov og ret for dem, og de vandt landet til ham. De var ude på hærtogt om sommeren, men sad hjemme om vinteren. De blev kaldt Jomsvikinger.

Kong Harald Gormsøn stod bag sviget mod kong Harald Gunhildson — Norges konge — og dennes død, da han faldt ved Hals i Limfjorden, som det er skrevet i Norges kongers levned. Derefter tog kong Harald til Norge med sin hær og underlagde sig hele landet og satte jarl Håkon Sigurdson til at styre det, men danekongen indkrævede skatter i hele landet.

I kong Harald Gormsøns dage var Otto den Røde kejser i Saxland; han lå i strid med danekongen og påbød danskerne kristendommen, men danekongen satte hæren ind imod ham og ønskede på ingen måde at antage kristendommen.

Kong Harald Gormsøn mødte kejser Otto i et stort slag sydpå ved Danevirke; jarl Håkon af Norge var da på danekongens side. Kejseren led nederlag dér, men ikke desto mindre vandt han noget senere landet og jog kong Harald og jarl Håkon på flugt til Limfjorden og helt ud på øen Mors. Herefter antog kong Harald kristendommen, og kejseren stod fadder til hans søn — Svend — og gav denne sit navn, så han blev døbt således, at han hed Otto-Svend. Så blev hele Danmark kristnet, og først da tog kejseren derfra.

Styrbjørn den Stærkes fald

2. I kong Harald Gormsøns dage var Styrbjørn den Stærke på hærtogt i Østersølandene. Styrbjørn var søn af svenskekongen Olaf Bjørnson. Styrbjørn kom med sin hær til Danmark og fik taget kong Harald til fange; så giftede Harald sin datter — Tyra — med ham og drog selv til Svitjod med Styrbjørn. Styrbjørn brændte alle sine skibe, før han gik op i landet. Men da kong Harald ser, at Styrbjørn er uden skibe, styrer han sine skibe ud på Lågen og derefter væk og tilbage til Danmark. Styrbjørn kæmpede mod sin farbror — svenskekongen Erik den Sejrrige — på Fyrissletten; dér faldt Styrbjørn og størstedelen af hans hær, mens andre flygtede. Dette kalder svenskerne Fyrisforfølgelsen.

Om kong Haralds hærtogt

Jarl Håkon sender præsterne i land
(Christian Krohg)

3. Da kong Harald Gormsøn havde ladet sig døbe — som det tidligere blev fortalt — tvang han jarl Håkon Sigurdson til at antage troen, og han blev døbt sammen med alle de mænd, der havde fulgt ham fra Norge. Så forsynede kong Harald ham med præster og andre lærde mænd og påbød ham at lade hele folket i Norge døbe, og det lovede og svor jarl Håkon. Men da de skiltes — kongen og jarlen — drog Håkon til Norge, men satte de viede mænd i land ved Hals i Limfjorden, og han forkastede kristendommen og iværksatte siden de største ofringer i Norge. Da kong Harald erfarede, at Håkon havde forkastet kristendommen, og at han desuden havde hærget i danekongens land, tog kong Harald med sin hær til Norge og ødelagde hele kystlandet, så alt var brændt mellem Lindesnes og Stad på nær fem gårde i Lærdal i Sogn, og alle folk flygtede til fjelds og ud i skoven med alt det løsøre, de kunne få med sig.

Kong Harald lå en tid med sin hær ved Solund og agtede at tage på hærtogt til Island med den styrke, han havde, for han ville hævne det nid, som islændinge havde digtet om ham for at håne ham. Kong Harald bad en troldkyndig mand skifte skikkelse og tage til Island og finde ud af, hvad han kunne fortælle kongen derfra; han drog rundt om landet i skikkelse af en hval og fortalte siden kongen, at det land var beboet af mange overnaturlige skabninger, og at havet mellem landene var så stort, at det ikke var farbart med langskibe. Da kong Harald blev klar over dette, mente han at forstå, at dette ville være alt for voveligt og ikke kunne lade sig gøre. Efter denne hærgen, som Harald Gormsøn havde forvoldt i Norge, vendte han hjem til Danmark med sit følge. Jarl Håkon lod hele landet genopbygge i Norge, men betalte ikke siden skat til danekongen.

Kong Haralds fald

4. Svend — søn af kong Harald Gormsøn — krævede en del af sin fars — kong Haralds — rige, men kong Harald holdt ikke meget af ham, for Svend var frillesøn, og han ville ikke give ham et rige at bestemme over. Men da Svend blev en fuldvoksen mand, skaffede han sig skibe og mandskab og hærgede vidt omkring — både udenlands og indenlands. Så blev kong Harald vred på ham og samlede en hær imod ham. Da havde Svend fået følge af Palnatoke — hans fosterfar, som der fortælles om i Jomsvikingernes saga — og de styrede da til Sjælland og ind i Isefjorden; dér blev de mødt af kong Harald og dennes skibe. Svend lagde straks an til kamp imod ham, og det blev et vældigt slag. Nu strømmede der støtte til kong Harald, så Svend kom i undertal, og han flygtede. I denne kamp blev kong Harald dødeligt såret, og det var et pileskud, der forvoldte hans død. Han blev som den første danske konge begravet i indviet jord. Han havde da været konge i 80 år; 30 år mens hans far — kong Gorm — levede og derefter 50 år.

Om kong Svend

5. Svend tog kongemagten i Danmark efter sin far — kong Harald. Han blev kaldt Svend Tveskæg. Han var en mægtig konge. I hans dage drog jarl Sigvald og de andre Jomsvikinger til Norge og kæmpede mod jarl Håkon i Hjørungavåg i Møre; dér faldt Bue den Digre, mens jarl Sigvald flygtede. Efter dette mistede de danske konger herredømmet i Norge, og kort tid efter kom Olav Tryggvason til Norge og tog magten.

Kong Svend var gift med Gunhild — datter af venderkongen Burislav — og deres sønner var Knud og Harald. Kong Svend blev siden gift med Sigrid den Storrådende — datter af Skøgul-Toste og mor til svenskekongen Olaf. Hun havde tidligere været gift med svenskekongen Erik den Sejrrige. Kong Svends og Sigrids datter var Astrid, som var gift med jarl Ulf — søn af Torgils Knageben — og deres sønner hed Svend og Bjørn. En anden datter af Svend Tveskæg hed Gyda; hun var gift med jarl Erik Håkonson i Norge, og deres søn var jarl Håkon, som Olav den Hellige tog til fange i Saudungsund.

Kong Svend Tveskæg bragte sammen med sin stedsøn — Olaf den Svenske — og sin svigersøn — jarl Erik — kong Olav Tryggvason til fald, da de kæmpede ved Svold, og efter kong Olav Tryggvasons fald tilegnede de tre sig Norge: Én tredjedel til Svend Danekonge, en anden til Olaf Svenskekonge og en tredje til jarl Erik.

Den hellige Edmund dræber kong Svend

Edmund den Hellige dræber Svend Tveskæg
(Fra et engelsk håndskrift fra ca. 1250)

6. Kong Svend var en stor kriger og den mægtigste konge; han hærgede vidt omkring — både i Østersølandene og sydpå omkring Saxland. Til sidst drog han med sin hær vestpå til England, hvor han hærgede vidt omkring og deltog i mange kampe. Dengang var Adelråd Edgarson konge dér. Han og kong Svend havde mange kampe og skiftedes til at sejre. Kong Svend vandt størstedelen af England; han opholdt sig da mange år i England og hærgede og brændte landet vidt omkring. Man kaldte ham Englændernes Fanden. I denne ufred flygtede kong Adelråd ud af landet fra kong Svend, men kong Svend døde pludseligt i sin seng om natten, og englænderne siger, at Edmund den Hellige skulle have dræbt ham på samme måde, som den hellige Merkurius dræbte Julian Nidding.

Om tingmandshæren

7. Efter kong Svends død fastholdt de danske høvdinge det rige i England, som de havde erobret; kampene begyndte da på ny, for så snart kong Svend var død, kom Adelråd hjem til landet og satte sig i sit rige med støtte fra Olav den Hellige, sådan som det fortælles i dennes saga med skjalden Ottar den Sortes ord. Han siger således:

Adelråd du yded’

hjælp og førte derved

mænd’nes ven til magten

— mægtige land-værner!

Over eget fredland

Edmunds far kan råde;

nu styrer slægts-støtten

(striden var hård!) atter.

På denne tid oprettede danskerne tingmandshæren; den bestod af lejesvende, og det var en yderst frygtløs styrke, og det var særligt tingmændene, som på danskernes vegne kæmpede mod englænderne.

---

Noter: