Knud Lavards mord
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
|||||
|
fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Knud Lavards mord
Efter Erik Ejegods död kom hans broder kong Niels paa den danske throne. Eriks sön Knud Lavard blev derimod hertug i Slesvig. Knud Lavard var overordentlig afholdt og vennesæl. Dette vakte hans Kongelige farbroders og hans fætter Magnus’s misundelse. Knud Lavard sögte paa alle maader at formilde dem; han indbød dem til festlige gjæstebud, gav dem herligte gaver o. s. v. Vi se i det fölgende, hvad han dermed udrettede.
.jpg)
Denne vinter skulde kong Niels være til julegilde i Ringsted i Sjælland; til denne fest kom Knud Lavard med nogle mænd, efter aftale; han var der om julen; gildet var herligt, og mellem kong Niels og hans sön Magnus, og deres frænde Knud Lavard herskede der den kjærligste forstaaelse. Men paa gildets sidste dag, da siger hertugen, at nu vil han reise; denne dag var laget vildest, og hertugens mænd vare meget drukne. Da sagde Magnus til hertugen: »om I end modtager ringere gaver af os end I fortjener, saa vil jeg dog erindre eder; vil jeg give eder fyrgetyve riddere fuldrustede«. Hertugen takkede Magnus for denne gave og sagde, den var baade god og storladen. Nu gaar dagen hen, uden at den flok riddere, som Magnus gav hertugen, indfinder sig; de skulde heller ikke alle komme fra een kant. Da sagde hertugen: »min frænde Magnus, nu skulle vi ride i forvejen og vente paa de fyrgetyve riddere, der hvor I helst synes«. Magnus svarer: »lader os det, vil jeg fölge eder paa vejen, frænde! og ikke skilles fra eder, forend mit löfte er gaaet i opfyldelse«. Hertugen svarede: »vi tvivle ikke om opfyldelsen af eders löfte, men en stor ære have vi af eders fölgeskab«. Siden tog Knud Lavard afsked med sin farbroder Niels og hvem andre ham syntes. Derpaa stege de tilhest og rede bort; de rede gjennem en skov og kom til en aaben plads, der bad Magnus dem om at stige af, og bie efter ridderne, thi nu behövede de vist ikke at vente længe paa deres ankomst. Og saa gjorde de, de stege af og satte sig ned, men mange sov snart ind, thi de havde drukket tæt om dagen. Knud Lavard sad under en skrænt, og hans frænde Magnus hos ham; denne havde en blaa kappe paa. Derpaa se de hvor en mand kommer löbende ud af skoven; derhen hvor de sad; og da han var kommen lige hen til dem, kastede, han kappen, og rev det ene ærme af den; han talte ikke et ord, og löb tilbage ind i skoven. Hertugen spurgte Magnus: »min frænde, mener du det er et tegn til os, han gjör?« Magnus svarede: »jeg veed ei vist, herre! dog tror jeg ikke saadant har meget at betyde; tror du der stikker noget under?« Hertugen svarer: »jeg forstaar det som speideri, og udentvivl ere der mænd i vor nærhed, som ikke ere fredelig sindede imod os«. Magnus sagde: »vist ikke, min frænde! efterdi du er saa vennesæl en mand, at ingen vil gjöre dig meen«. Da lagde hertugen sin haand paa Magnus’s skulder, og spurgte ham: »hvi tog du brynje paa, da du fulgte mig paa vei, frænde!« Magnus svarede: »fordi jeg ikke er saa afholdt som I, min frænde!« — I dette öjeblik hörte man lurer gjalde rundtomkring i skoven, og derpaa drev folk til fra alle kanter. Anföreren for denne flok hed Henrik hin halte, han var en sön af Svend, kong Svend Estridssons sön, Knud Lavards næstsöskendebarn; men dette var sket paa kong Nielses og hans sön Magnus’s anslag; da hertugen saa, at flokken nærmede sig, og at det vare ufredsmænd, da sagde han: »hvad, min frænde Magnus, skulde du raade for disse mange folk, som komme imod os?« Magnus vendte sig heftig imod ham og sagde: »det kan være dig uden forskjel, hvem for dem raader; du skal nu faa din bekomst«. Derpaa gik han over til Henrik hin halte og hans mænd. Hertugen sagde: »gud forlade dig min frænde, hvis heri er noget formeget gjort, jeg tilgiver dig«. Magnus og Henrik hin halte satte nu ind paa Knud Lavard, men han og hans mænd forsvarede sig tappert; kampen var heftig, og dog ulige, thi mange vare om een; hertugens mænd vare heller ei belavede paa denne ufred, som de indtil da ikke havde drömt om; mange vare desuden saa döddrukne, at de vaagnede ikke, förend spydene stod igjennem dem. Der faldt Knud Lavard, og det sige de fleste, at Henrik hin halte gav ham ulivssaar; der faldt og störste parten af hertugens mænd, men faa eller ingen faldt af Magnus’s og Henriks folk. Da denne tidende rygtedes omkring i Danmark, begræd hvert mands barn Knud Lavard, men kong Niels og hans sön Magnus bleve saa ilde ansete for denne gjerning, at selv de, som för vare deres venner, sagde dette var et nidingsværk, og at ingen brav mand vilde tjene dem fra den tid af. — Det sted, hvor Knud Lavard faldt, kaldes nu Lavardsskov, og det sige de danske, at den aabne plet, hvor han faldt, er bestandig siden vaargrön, baade sommer og vinter.
