Olaf Tryggvessøns Saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|||||
|
Oversat af Dr. Fr. Vinkel Horn
Gjennemset af Dr. Valtýr Guðmundsson
Udvalget for Folkeoplysnings Fremme
Kjøbenhavn 1900
Da Erik Blodøxes Sønner havde fældet Hakon den gode eller Adelstensfostre, som han ogsaa kaldtes efter sin Fosterfader, den engelske Konge, bemægtigede de sig Kongedømmet i Norge og raadede for Riget sammen med deres Moder Gunhild. Dog var det i Førstningen egentlig kun Midtlandet, de ret havde Magt over; thi øster i Landet raadede Harald Haarfagers Sønnesøn, Kong Tryggve Olafssøn, paa Vestfold (1) Gudrød Bjørnssøn, der ogsaa var en Sønnesøn af Harald Haarfager, og i Trøndelagen (2) Sigurd Ladejarl, som han kaldtes efter sin Gaard Lade, og de var alle tre mægtige Høvdinger. Sigurd brændte de inde, men Trønderne tog hans Søn Hakon til Jarl over sig efter ham, og Gunhildssønnerne maatte slutte Forlig med ham og lade ham beholde det Jarledømme, som hans Fader havde haft. Siden dræbte Gudrød Bjørnssøns Mænd Tryggve Olafssøn, og kort efter fældede Gunhildssønnerne Gudrød, og de underlagde sig nu baade hans og Tryggves Riger. Saa drog de nord paa til Trøndelagen, og saa stor var deres Hær, at Hakon Jarl ikke turde bie paa dem, men sejlede til Danmark og gav sig paa Vikingetog i Østerleden; om Vinteren vendte han hjem igjen, og Gunhildssønnerne flyede for ham, og længe var det saa, at ingen kunde sige, hvem der raadede for Trøndelagen; thi saa snart Hakon Jarl var hjemme, turde Gunhildssønnerne ikke vove sig norden for Stad (3), men saa snart han drog ud paa Hærtog, kom de strax og krævede Skat og Skyld. Til sidst fik de dog Jarlen drevet af Landet; han drog til Danmark, til Kong Harald Gormssøn, som kaldtes Blaatand og blev hos ham en Stund.
1. Kong Tryggve Olafssøn var gift med Astrid, en Datter af den mægtige Erik Skaalskalle (4) paa Oprostad i Oplandene (5). Da Tryggve var falden, flyede Astrid og drog lønlig bort med det Gods, hun kunde føre med sig. Hendes Fosterfader Thorolf Luseskjæg fulgte med hende; han skiltes aldrig fra hende, men hendes andre tro Mænd drog om og spejdede efter hendes Fjender, og hvor de holdt til. Astrid var frugtsommelig, og hun lod sig da ro ud paa en Sø og skjulte sig paa en Holm der med nogle faa Folk. Der fødte hun et Drengebarn, som, da han blev vandøst (6), blev kaldt Olaf efter sin Farfader. Der holdt hun sig skjult om Sommeren; men da Nætterne blev mørke og Dagene korte og Vejret koldt, brød hun op tillige med Thorolf og nogle faa Folk. De kom kun ned i Bygderne om Nætterne, naar de kunde holde sig skjulte, og saae ingen Mennesker. En Dag henad Aften naaede de til Oprostad, Astrids Fader Eriks Gaard. De holdt sig skjult, men Astrid sendte Bud ind paa Gaarden for at lade Erik vide, at hun var kommen. Han lod dem føre til et lidet Hus og den bedste Kost sætte for dem. Da Astrid havde været der en stakket Stund, drog hendes Ledsagere bort, men hun blev tilbage med to Tjenestekvinder, sin Søn Olaf, Thorolf Luseskjæg og hans Søn Thorgils, der var sex Aar gammel. dèr var de om Vinteren.
2. Harald Graafeld var ældst blandt dem af Gunhildssønnerne, der var i Live, da de vandt Kongedømmet i Norge, og han var ogsaa den mest ansete af dem. Efter Tryggve Olafssøns Drab drog han og hans Broder Gudrød om til hans Gaarde, men da var Astrid borte, og de kunde ikke faa opspurgt, hvor hun var bleven af. Det kom dem dog for Øre, at hun var frugtsommelig. Om Efteraaret drog de nord paa, og da de traf deres Moder Gunhild, gjorde de hende udførlig Rede for alt, hvad de havde set og hørt paa deres Rejse. Hun spurgte omhyggelig efter Astrid, og de fortalte hende det Rygte, de havde hørt om hende. Men da Gunhildssønnerne det Efteraar og Vinteren efter laa i Fejde med Hakon Jarl, blev der ikke forsket efter Astrid og hendes Søn den Vinter.
3. Siden om Foraaret sendte Gunhild Spejdere til Oplandene og helt ind i Vigen for at komme efter, hvorledes det stod til med Astrid. Da de kom tilbage, kunde de melde Gunhild, at Astrid vist nok var hos sin Fader Erik, og at der var al Sandsynlighed for, at hun dèr opfødte sin og Kong Tryggves Søn. Gunhild sendte da strax Folk ud, tredive i alt, vel udstyrede med Vaaben og Heste, og til Anfører gav hun dem sin gode Ven Hakon, der var en mægtig Mand. Hun bød dem drage til Oprostad til Erik og hente Kong Tryggves Søn og bringe ham til hende. De drog da did; men da de kun havde et lidet Stykke Vej igjen til Oprostad, opdagede Eriks Venner dem, og om Aftenen bragte de ham Bud om, at de var under Vejs. Om Natten lod Erik saa Astrid drage bort, gav hende paalidelige Vejvisere med og sendte hende øster paa til Sverige til en god Ven, han havde dèr, en mægtig Mand ved Navn Hakon den gamle. Det var ikke ledet langt ud paa Natten, da de drog bort, og næste Dags Aften kom de til Skaun Herred (7). Dèr saae de en stor Gaard og dèr gik de hen og bad, om de maatte være der om Natten; de dulgte, hvem de var, og daarlige Klæder havde de paa. Bonden paa Gaarden hed Bjørn Edderbyld; han var en rig Mand, men ond, og jog dem bort. Samme Aften kom de til en anden Gaard kort derfra; den hed Vizkar, og Bonden dèr hed Thorstejn; han husede dem og forplejede dem vel om Natten og gav dem gode Senge at sove i. Hakon og Gunhilds Mænd kom til Oprostad tidlig om Morgenen og spurgte efter Astrid og hendes Søn. Erik sagde, at de var der ikke. Hakon og hans Mænd ransagede Gaarden og blev der til langt op paa Dagen, til de fik Færten af, hvilken Vej Astrid havde taget; saa red de samme Vej og kom sent om Aftenen til Bjørn Edderbyld i Skaun, og der tog de ind. Hakon spørger Bjørn, om han kan sige ham noget om Astrid. Han siger, at der havde været nogle Folk og bedt om Husly, men at han havde jaget dem bort, og at de nu vel var til Huse et eller andet Sted i Bygden. Da Thorstejns Arbejdskarl om Aftenen gik hjem fra Skoven og kom til Bjørns Gaard, som hans Vej førte ham forbi, blev han vaer, at der var kommet Gjæster, og fik Nys om, hvad deres Ærind var. Han sagde det til Thorstejn Bonde. Da der var ledet to Tredjedele af Natten, vakte Thorstejn sine Gjæster og bød dem i en barsk Tone drage bort. Men da de var komne et Stykke Vej fra Gaarden, sagde Thorstejn til dem, at Gunhilds Mænd var hos Bjørn, og at de var ude at søge efter dem. De bad ham om at hjælpe dem, og han gav dem en Vejviser og nogen Mad, og Vejviseren fulgte dem igjennem Skoven, til de kom til en Sø, i hvilken der var en Holm bevoxet med Siv. De kunde vade ud til Holmen, og dèr skjulte de sig i Sivene. Tidlig om Morgenen red Hakon fra Bjørn ud i Bygden, og hvor han kom, spurgte han efter Astrid. Da han kom til Thorstejn, spurgte han ogsaa ham, om de var komne did. Thorstejn svarede, at der havde været nogle Folk, men de var ved Daggry draget øster paa ind i Skoven. Hakon bad Thorstejn om at følge med dem, da han kjendte Vejen og vidste Besked om Skjulestederne. Thorstejn gjorde, som han bad, men da de kom ind i Skoven, viste han dem til lige den modsatte Side af, hvor Astrid og hendes Ledsagere var. De vankede om hele Dagen og ledte efter dem, men fandt dem ingensteds. Saa drog de tilbage til Gunhild og meldte hende, hvorledes det var gaaet. Astrid og hendes Ledsagere drog videre, til de kom til Hakon den gamle i Sverige; dèr blev Astrid og hendes Søn Olaf længe og havde det godt.
4. Da Gunhild Kongemoder fik at vide, at Astrid og hendes Søn Olaf var i Sverige, sendte hun Hakon med et godt Følge øster paa til Erik Svenskekonge og gav ham gode Gaver og Venskabsord med til ham. Der blev taget godt imod dem og vist dem stor Gjæstfrihed. Hakon frembar sit Ærind for Kongen og sagde, at Gunhild havde sendt Bud til ham for at bede ham om at hjælpe ham til at faa Olaf Tryggvessøn med til Norge, da Gunhild vilde opfostre ham. Kongen gav ham nogle Mænd med, og de red til Hakon den gamle, hvor Hakon med mange fagre Ord indbød Olaf at følge med sig. Hakon den gamle svarede meget venlig og sagde, at det fik Drengens Moder raade for; men Astrid vilde ikke paa noget Vilkaar give sit Minde til, at Olaf drog bort med ham. Saa vendte Sendemændene tilbage til Kong Erik og sagde, hvorledes det var gaaet dem. Siden gjorde Sendemændene sig rede til at drage hjem, og de bad nu atter Kongen hjælpe dem til at faa Drengen med, hvad enten Hakon den gamle gav sit Minde dertil eller ikke. Kongen gav dem atter en Flok Mænd med, og Sendemændene kom igjen til Hakon den gamle og forlangte, at Drengen skulde følge med dem. Da man ikke vilde føje dem, begyndte de at bruge store Ord, sætte barske Ansigter op og true med at øve Vold; men saa sprang en Træl ved Navn Buste frem og vilde slaa Hakon, og det var med Nød og næppe, at de slap bort uden at have faaet Prygl af Trællen. Derpaa drog de hjem til Norge og meldte Gunhild, hvorledes det var gaaet dem paa deres Rejse, samt at de havde set Olaf Tryggvessøn.
5. Astrid havde en Broder, der hed Sigurd. Han havde ved denne Tid længe været borte fra Norge, øster i Gardarige (8) hos Kong Valdemar, hvor han nød stor Anseelse. Astrid fik nu Lyst til at drage did til sin Broder Sigurd, og Hakon den gamle gav hende da et godt Følge med og udstyrede hende i alle Maader vel. Hun rejste sammen med nogle Kjøbmænd. Da havde hun været to Aar hos Hakon den gamle, og Olaf var tre Aar. Men da de stævnede over Havet øster paa, kom der nogle estniske Vikinger over dem og tog baade Folk og Gods; somme dræbte de, men somme fordelte de imellem sig som Trælle. Der blev Olaf skilt fra sin Moder; en Estlænder ved Navn Klerkon fik baade ham og Thorolf og Thorgils. Klerkon syntes, at Thorolf var for gammel til Træl, og at han i det hele taget ingen Ting duede til, hvorfor han slog ham ihjel, men Drengene tog han med sig og solgte dem for en god Buk til en Mand ved Navn Klerk. Han solgte atter Olaf for et godt Slag eller Plæd til en Mand ved Navn Reas; hans Kone hed Rekan og deres Søn Rekoni. Hos dem var Olaf længe og blev godt behandlet, og Bonden holdt meget af ham. Sex Aar varede Olafs Udlændighed i Estland.
6. Sigurd Erikssøn kom til Estland i Sendefærd for Kong Valdemar i Holmegaard (9); han skulde opkræve Skat for Kongen der i Landet. Sigurd førte sig prægtig, havde mange Folk og meget Gods med. Han saae paa Torvet en meget smuk Dreng, som han skjønnede maatte være fra et andet Land, og han spurgte ham da, hvad han hed, og hvem han stammede fra. Drengen svarede, at han hed Olaf og hans Fader Tryggve Olafssøn, og at hans Moder hed Astrid og var en Datter af Erik Skaalskalle. Saa var Sigurd paa det rene med, at Drengen var hans Søstersøn, og spurgte ham, hvorledes han var kommen der, og Olaf fortalte ham da alt, hvad der var hændet ham. Sigurd bad ham følge sig hen til Reas Bonde, og saa kjøbte han baade Olaf og Thorgils og tog dem med til Holmegaard. Han aabenbarede intet om Olafs Byrd, men sørgede godt for ham.
7. En Dag stod Olaf Tryggvessøn paa Torvet, hvor der var mange Mennesker, og saa fik han Øje paa Klerkon, der havde dræbt hans Fosterfader Thorolf Luseskjæg. Olaf havde en lille Øxe i Haanden, og den hug han i Hovedet paa Klerkon, saa den gik helt ned i Hjærnen. Han løb strax hjem og fortalte sin Frænde Sigurd, hvad han havde gjort, hvorpaa Sigurd strax gik med ham til Dronningen — Allogia hed hun — og sagde hende, hvad der var sket. Han bad hende hjælpe Drengen, og hun saae paa ham og sagde, at saadan en smuk Dreng var det Synd at dræbe, og lod fuldt væbnede Mænd kalde til. I Holmegaard holdtes der saa stræng Hævd over Fredhelligheden, at det var Lov dèr, at hver den, som dræbte udømt Mand, skulde miste Livet. Alt Folket strømmede nu sammen efter deres Sæd og Lov og ledte efter Drengen, og det blev da sagt, at han var i Dronningens Gaard, og at en Flok væbnede Mænd havde taget ham i sin Varetægt. Det blev meldt til Kongen, og han gik da derhen med sine Mænd. Han vilde ikke vide af nogen Kamp, stiftede Fred imellem dem og fik dem derpaa til at forliges, idet han idømte Olaf Bøder, som Dronningen betalte. Saa blev Olaf hos Dronningen, og hun fik ham overmaade kjær. Det var Lov i Gardarige, at ingen kongebaaren Mand maatte opholde sig dèr uden Kongens Samtykke. Sigurd sagde da Dronningen, hvorlunde det forholdt sig med Olafs Byrd, og hvorlunde han var kommen did til Landet, nemlig fordi han ikke kunde være hjemme i sit eget Land for Ufred, og han bad hende tale herom med Kongen. Hun gjorde saa og bad ham hjælpe denne Kongesøn, saa haardt som Skæbnen havde handlet imod ham, og ved sine Overtalelser opnaaede hun, at Kongen lovede hende det. Han tog Olaf i sin Beskyttelse og holdt ham prægtigt, som det sømmede sig for en Kongesøn. Olaf var ni Aar, da han kom til Gardarige, og han blev hos Kong Valdemar i ni Aar. Olaf var overmaade smuk og stor og stærk og overgik i Idrætter alle de Nordmænd, man har hørt Tale om.
8. Hakon Jarl Sigurdssøn var hos Kong Harald Gormssøn i Danmark om Vinteren efter, at han var flyet fra Norge for Gunhildssønnerne. Hakon grublede meget den Vinter, og til sidst lagde han sig til Sengs og havde mange vaagne Nætter, og han spiste og drak kun saa meget, at han lige kunde holde Kræfterne ved lige dermed. Saa sendte han lønlig sine Mænd op til Trøndelagen og paalagde dem, ifald de kunde se Lejlighed dertil, at dræbe Kong Erling, den af Gunhildssønnerne, som stod for Styret dèr; om Sommeren vilde han saa vende tilbage til sit Rige, sagde han. Den Vinter dræbte Trønderne Erling.
Hos Danekongen opholdt der sig ogsaa en Mand ved Navn Harald; han var Kongens Brodersøn, Søn af Knud Daneast (10). Han var just kommen hjem fra Vikingetog, havde hærget længe og gjort stort Bytte. Folk kaldte ham Guld-Harald. Han ansaa sig for fuldt berettiget til at være Konge i Danmark. Mellem Hakon og Guld-Harald blev der stort Venskab; Harald aabenbarede Hakon sine Planer og sagde, at nu vilde han fæste Bo paa Landjorden og ikke længere fare i Viking. Han spurgte Hakon, om han troede, at Kong Harald vilde dele Riget med ham, naar han krævede det. »Jeg tænker, at Danekongen ikke vil forholde dig, hvad der er din Ret«, svarede Hakon, »men bedst faar du Rede paa den Ting ved at tale med Kongen selv derom; du faar næppe noget Rige at raade for, uden at du kræver det«. Kort efter denne Samtale talte Guld-Harald med Kong Harald, og mange mægtige Mænd, Venner af dem begge, var til Stede derved. Guld-Harald krævede af Kongen, at han skulde dele Riget halvt med ham, som hans Byrd og Æt gav ham Ret til dèr i Danmark. Kong Harald blev meget vred over dette Krav og sagde, at ingen havde krævet af hans Fader Kong Gorm eller af hans Fader Hardeknud eller Sigurd Orm-i-Øje eller Ragnar Laadbrog, at han skulde lade sig gjøre til Halvkonge i Danmark. Han blev saa rasende, at man ikke kunde tale til ham.
9. Guld-Harald var nu langt mere ilde tilfreds end før; Rige at raade for havde han saa lidt som før, og nu havde han paadraget sig Kongens Vrede. Han gik da til sin Ven Hakon, kærede sin Nød for ham og bad ham give sig et godt Raad, ifald han kunde, saa at han kunde faa Riget; mest tænkte han paa at søge at vinde det med Magt og Vaaben, sagde han. Hakon bad ham om ikke at sige dette til nogen anden, saa at det kom ud imellem Folk. »Det kan komme til at koste dig Livet«, sagde han. »Overlæg med dig selv, hvad du evner. Den, der indlader sig paa saa store Foretagender, maa være modig og fast og hverken spare godt eller ondt for at føre det igjennem, som han har begyndt paa; men ilde er det at indlade sig paa store Ting og saa lade dem falde igjen med Skam«. Guld-Harald svarede: »Saa ivrig agter jeg at drive paa dette Krav, at jeg ikke engang vil betænke mig paa at dræbe Kongen selv, om jeg faar Lejlighed dertil, eftersom han nægter mig det Rige, jeg har Ret til«. Dermed var deres Samtale forbi. Kong Harald gik ogsaa til Hakon, og de taltes ved. Kongen fortalte Jarlen, hvilken Fordring paa Riget Guld-Harald havde rejst over for ham, og hvad han havde svaret ham; han vil ikke for nogen Pris give Afkald paa noget at sit Rige, siger han. »Men hvis Guld-Harald holder fast paa den Fordring, betænker jeg mig ikke stort paa at lade ham dræbe, thi jeg tror ham ilde, hvis han ikke opgiver den«. »Jeg tænker«, svarede Jarlen, »at naar Harald først har rejst dette Krav, lader han det ikke falde igjen; jeg antager ogsaa, at ifald han ypper Ufred her i Landet, vil det ikke komme til at skorte ham paa Folk, og det mest for hans Faders Vennesælheds Skyld. Men for Eder vil det være en overmaade mislig Sag at dræbe Eders Frænde; thi, som Sagerne staar, vil alle sige, at han er sagesløs. Heller ikke vil jeg give Jer det Raad at gjøre Jer til ringere Konge, end Eders Fader Gorm var; han øgede ogsaa sit Rige meget og mindskede det ingenlunde«. »Hvad Raad giver du mig da, Hakon«, sagde Kongen, »naar jeg ikke skal dele Riget og heller ikke skaffe mig denne Uro fra Halsen?« »Vi vil tales ved igjen om nogle Dage«, svarede Jarlen; »jeg vil først overveje denne vanskelige Sag, saa skal jeg sige Jer min Mening«. Derpaa gik Kongen og alle hans Mænd.
10. Hakon Jarl gav sig nu igjen til over al Maade at gruble og lægge Raad op og vilde kun have faa i Huset hos sig. Faa Dage efter kom Kong Harald til Jarlen, og de tales ved, og Kongen spørger, om Jarlen saa har overvejet, hvad de talte om forgangen Dag. »Det har holdt mig vaagen baade Nat og Dag siden«, siger Jarlen, »og det er mit Raad, at du skal beholde og selv styre det Rige, du fik efter din Fader, men give din Frænde et andet Kongerige, som han kan have Ære af«. »Hvad er det for et Rige, jeg med fuld Hjemmel kan give Harald at raade over«, siger Kongen, »naar jeg beholder Danmark ubeskaaret?« »Det er Norge«, siger Jarlen. »Kongerne der oppe er forhadte af alle Landsens Folk, alle ønsker dem ondt, som de da ogsaa har fortjent«. »Norge er et stort Land«, siger Kongen, »og Folket er haardt at have at gjøre med, og svært er det at angribe det med en Hær fra fremmed Land. Det fik vi at mærke, da Hakon Adelstensfostre værgede Landet imod os; vi mistede mange Folk, men vandt ingen Sejr. Desuden er Harald Erikssøn min Fostersøn, som jeg selv har knæsat«. »Længe har jeg vidst«, siger Jarlen, »at I tit har ydet Gunhildssønnerne Hjælp, men aldrig har I faaet andet end Skam til Tak af dem. Vi skal vinde Norge meget lettere end ved at tilkæmpe os det med hele Danehæren. Send Bud til din Fostersøn Harald, tilbyd ham at overlade ham det Land og Len, de før har haft her i Danmark, og stævn ham til dig, saa kan Guld-Harald paa et Øjeblik vinde Rige i Norge fra Kong Harald Graafeld«. Kongen siger, at man vil holde det for en ond Gjerning at svige sin Fostersøn. »Danskerne vil holde det for bedre at dræbe en norsk Viking end en dansk Brodersøn«, siger Jarlen. De tales nu længe ved om dette, til de bliver enige om, at saaledes skal det være.
11. Guld-Harald kom igjen til Hakon Jarl, og Jarlen sagde da, at nu havde han fremmet hans Sag saaledes, at der var al Sandsynlighed for, at der laa et Rige til rede for ham i Norge. »Vort Forbund lader vi bestaa«, siger han; »jeg kan yde dig stor Hjælp i Norge. Tag du nu foreløbig det Rige. Kong Harald er meget til Aars, og han har kun én Søn, som han ikke kan lide, og som er en Frillesøn«, og saa længe taler Jarlen om dette til Guld-Harald, til det huer ham vel. Siden tales de jævnlig ved alle tre, Kongen, Jarlen og Guld-Harald. Saa sendte Danekongen Mænd op til Norge til Harald Graafeld. De var prægtig udstyrede til den Færd, og der blev taget godt imod dem, da de kom til Kong Harald. De fortæller ham, at Hakon Jarl er i Danmark, dødssyg og næsten fra Sans og Samling, og melder fremdeles, at Harald Danekonge bød sin Fostersøn Harald Graafeld til sig og vilde give ham de Forleninger, som han og hans Brødre før havde haft i Danmark, hvorfor han bad Harald om at komme og træffe ham i Jylland. Harald Graafeld forelagde denne Sag for sin Moder Gunhild og sine andre Venner. Der var forskjellige Meninger iblandt dem om den Ting; nogle holdt for, at det ikke var trygt at indlade sig paa den Færd, naar man tænkte paa, hvem man havde at mødes med i Danmark, men flere var de, som raadede dertil; thi der var saa stor Hungersnød i Norge, at Kongerne med Nød og næppe kunde føde deres Folk. Den Gang fik den Fjord, som Kongerne mest opholdt sig ved, Navnet Hardanger (11). I Danmark var Forholdene derimod nogenlunde gode, og Folk tænkte, at hvis Kong Harald fik Len og Land at raade for dèr, kunde de faa Levnedsmidler derfra. Saa blev det da besluttet, inden Sendemændene drog bort, at Kong Harald skulde komme til Danmark om Sommeren og træffe Danekongen og tage imod det Tilbud, han gjorde ham.
12. Om Sommeren drog Harald Graafeld til Danmark med tre Langskibe; Arinbjørn Herse (12) fra Fjordene (13) styrede det ene af dem. Kong Harald sejlede ud fra Vigen og stævnede til Limfjorden, hvor han lagde til Land ved Hals; Danekongen kom snart, blev der sagt ham. Da Guld-Harald spurgte det, stævnede han did med ni Skibe, som han i Forvejen havde rustet til at fare i Viking med. Hakon Jarl havde da ogsaa rustet sine Skibe og agtede sig ud paa Vikingetog; han havde tolv Skibe, alle store. Men da Guld-Harald var sejlet, sagde Hakon Jarl til Kongen: »Jeg véd ikke ret, om vi ikke komme til at ro Ledingen og dog udrede Ledingsbøden (14). Nu dræber Guld-Harald Harald Graafeld og tager saa Kongedømmet i Norge. Mener du, at han vil være dig tro, naar du giver ham saa stor Magt? Han sagde i Vinter til mig, at han vilde dræbe dig, ifald han kunde komme afsted dermed. Nu skal underlægge dig Norge og dræbe Guld-Harald, hvis du vil love mig at jeg let skal blive forligt med dig derfor. Jeg vil da blive din Jarl og sværge dig Troskab, og med din Hjælp skal jeg underlægge dig Norge og siden holde Landet under dit Herredømme og svare dig Skat, og er du da en større Konge end din Fader, naar du raader for to Riger«. Det bliver Kongen og Jarlen enige om, og Hakon sejler da bort med sine Skibe for at lede efter Guld-Harald.
13. Da Guld-Harald kom til Hals ved Limfjorden, æskede han strax Harald Graafeld til Kamp, og skjønt Harald havde færre Folk, gik han strax i Land, fylkede sit Mandskab og gjorde sig rede til Slag. Men inden Fylkingerne gik imod hinanden, æggede Harald Graafeld ivrigt sine Mænd og bød dem drage Sværdene, og saa løb han frem forrest i Fylkingen og hug til begge Sider. Saalunde kvæder Glum Gejressøn i Graafelddrapen (15):
Gyldenhjalternes gjæve
Gram (16) tog modig til Orde;
fagert ham tyktes, at Folket
farved med Fjendeblod Jorden.
Harald bød sine Hirdmænd
haardelig Sværd at svinge,
kjækt i Striden at stævne
— stolt hans Tale dem tyktes.
Der faldt Kong Harald Graafeld. Saalunde kvæder Glum Gejressøn:
Skjoldhængte Skibes Herre
Skulde ved Limfjord falde,
stum og stille paa Stranden
stedtes Drotten i Døden.
Ved Hals fik Kong Harald Bane
— Hirden hans Gavmildhed mindes! —
den, som Drabet voldte,
var Drotternes ordsnilde Frister (17).
Dér faldt de fleste af Kong Haralds Mænd tillige med ham, ogsaa Arinbjørn Herse. Da var der ledet femten Aar siden Hakon Adelstensfostres Fald og tretten Aar siden Sigurd Ladejarls. Præsten Are Thorgilssøn (18) siger, at Hakon var Jarl i Trøndelagen i tretten Aar, før Harald Graafeld faldt; men de sidste sex Aar, Harald Graafeld levede, siger Are, laa Gunhildssønnerne og Hakon i Strid og rømmede skiftevis af Landet.
14. Lidt efter, at Harald Graafeld var falden, traf Hakon Jarl og Guld-Harald hinanden. Hakon Jarl lagde da til Kamp imod Guld-Harald; han sejrede, Harald blev fangen, og Hakon lod ham hænge. Derefter drog Hakon Jarl til Danekongen, og det gik let nok for ham at forlige sig med ham om hans Frænde Guld-Haralds Drab.
15. Derefter opbød Kong Harald Leding over hele sit Rige og drog af Landet med sex Hundrede (19) Skibe. Med ham var da Hakon Jarl Sigurdssøn, Kong Gudrøds Søn Harald Grenske og mange andre mægtige Mænd, der var flyede fra deres Odel i Norge for Gunhildssønnerne. Danekongen stævnede med sin Flaade nord ind i Vigen, og alle Folk dèr gav sig under ham. Da han kom til Tunsberg, sluttede en stor Skare sig til ham. Over alle de Folk, der var stødt til ham i Norge, satte han Hakon Jarl, og han gjorde ham til Høvding over Rogaland og Hørdaland, Sogn, Fjordene, Søndmøre, Romsdal og Nordmøre. Disse syv Fylker gav Kong Harald Hakon Jarl paa samme Vilkaar, som Harald Haarfager havde overladt sine Sønner dem paa, kun med den Forskjel, at Hakon dèr ligesom i Trøndelagen skulde have alle Kongsgaarde, al Landskyld og saa meget, som han behøvede af, hvad der ellers tilkom Kongen, ifald der skete fjendtligt Indfald i Landet. Kong Harald gav Harald Grenske Vingulmark, Vestfold, og Agder (20) til Lindesnæs og overdrog ham al den Magt dèr, som hans Frænder før havde haft, og som Harald Haarfager gav sine Sønner. Harald Grenske var da atten Aar og blev siden en navnkundig Mand. Derpaa drog Harald Danekonge hjem med hele Danehæren.
16. Hakon Jarl drog nord paa langs Kysten med sine Folk. Da Gunhild og hendes Sønner spurgte disse Tidender, samlede de en Hær; men det faldt svært for dem at faa Folk, og de gjorde da, hvad de havde gjort før, sejlede vester over Havet med dem, der vilde følge dem, først til Orknøerne, hvor de dvælede en Stund. Dèr sad Thorfinn Skallekløvers Sønner Lødve, Arnfinn, Ljot og Skule som Jarler. Hakon Jarl underlagde sig nu hele Landet og sad den Vinter i Trøndelagen. Det omtaler Ejnar Skaaleglam (21) i Kvadet Vellekla (22):
Lagde da Jarlen den bolde
— Lykke var det for Landet —
Fylker syv under Lade.
Smukt ham Silken sæder (23).
Da Hakon Jarl om Sommeren foer sønder langs Landet, bød han, at Gudehusene skulde holdes ved lige og alle Folk blive ved at ofre til Guderne, og det gjorde de. Som det hedder i Vellekla:
Flux bød Folkets kloge
Fører, hvor frem han stævned,
hærgede Hov og Hørge (24)
højt at holde i Ære.
Frem med Hæder han førte
Heltene over Havet.
Altid Aserne vise
den vældige Høvding Vejen!
Ej forgjæves han æred Aser
og ofred til dem;
villig, da Blod de vejred,
Vild og Venskab de viste.
Gavmild giver nu Jorden
Grøde, som før den plejed,
siden Aserne atter
æres og faar deres Offer.
Nord for Lindesnæs lyder
Landet nu Ladejarlen;
vidt over Vigen rækker
nu den vældiges Rige.
Den første Vinter, Hakon raadede for Landet, gik Silden op langs hele Kysten, og Høsten i Forvejen havde Kornet voxet, hvor det end var saaet; næste Foraar skaffede Folk sig derfor Saakorn, og de fleste Bønder tilsaaede deres Jorder, og det tegnede snart til et godt Aar.
17. Hakon Jarl ægtede Thora, en Datter af en mægtig Mand ved Navn Skage Skoftessøn. Thora var en overmaade fager Kvinde. Med hende fik han Sønnerne Svend og Heming og Datteren Bergljot, som blev gift med Ejnar Tambeskjælver (25). Hakon Jarl var en stor Kvindeven og havde mange Børn; en Datter, han havde, ved Navn Ragnhild, giftede han med Thoras Broder Skofte Skagessøn. Jarlen elskede Thora saa højt, at han langt foretrak hendes Frænder frem for andre Mænd, og den af dem, han holdt i størst Anseelse, var Skofte. Han gav ham store Forleninger paa Møre. Naar de var i Leding, skulde Skofte altid lægge sit Skib nærmest ved Jarlens, og ingen anden fik Lov til at lægge sit Skib imellem deres. Skofte havde Paalæg om at melde Jarlen alle de Tidender, han vidste, naar de var sammen; derfor kaldte Folk ham Tidende-Skofte. Jarlen meldte ogsaa Skofte alle de Tidender, han først spurgte.
18. En Sommer, da Hakon Jarl havde Leding ude, styrede Thorlejf Vise ét af Skibene. Jarlens Søn Erik var ogsaa med, han var da ti eller elleve Aar gammel. Naar de lagde i Havn om Aftenen, vilde Erik altid lægge til ved Siden af sin Fader. Da de kom sønder paa ned til Møre, stødte Skofte til dem med et velbemandet Langskib, og da han roede hen til Flaaden, raabte han til Thorlejf, at han skulde lægge ud af Havnen og gjøre Plads for ham. Erik svarede rask, at Skofte kunde søge sig en anden Ankerplads, og da Jarlen hørte, at Erik nu ansaa sig for saa mægtig, at han ikke vilde vige Pladsen for Skofte, bød han dem gjøre Plads, ellers skulde det gaa dem ilde, og Hug skulde de faa, sagde han. Da Thorlejf hørte det, bød han strax sine Mænd løse Skibet ud af Fortøjningerne, og det gjorde de, og Skofte lagde, som han plejede, sit Skib ind ved Siden af Jarlens. Om Vinteren derefter var Erik hos sin Fosterfader Thorlejf; men da Vaaren kom, samlede han sig Mandskab, og Thorlejf gav ham en Skude, en Femtenbænker (26), og alt Tilbehør, Tjeldinger (27) og Levnedsmidler. Erik stævnede nu ud igjennem Fjorden og sønder paa til Møre. Tidende-Skofte sejlede om imellem sine Gaarde med en fuldt bemandet Femtenbænker, og Erik stævnede da imod ham og yppede Kamp med ham. Dèr faldt Skofte, men dem af hans Mænd, der var slupne levende fra Kampen, gav Erik Fred. Derefter sejlede Erik sønderpaa langs Landet og videre til Danmark, hvor han søgte til Kong Harald Gormssøn og var hos ham om Vinteren. Men da det blev Vaar, sendte Danekongen Erik tilbage til Norge og gav ham Jarledømme over Vingulmark og Romerige, som han skulde raade for paa samme Vilkaar, som Skattekongerne før havde haft. Erik Jarl blev siden en stor Høvding.
19. Imidlertid var Olaf Tryggvessøn stadig i Gardarige, hvor Kong Valdemar viste ham al mulig Hæder og Dronningen den største Kjærlighed. Kong Valdemar gjorde ham til Høvding over den Hær, han sendte ud for at værge Landet. Olaf holdt nogle Slag og styrede Hæren vel; han holdt selv en stor Skare Krigere paa egen Bekostning og lønnede dem af de Midler, Kongen gav ham, og gavmild var han over for sine Mænd, saa han blev saare vennesæl. Saa gik det, som det tit gaar, naar udlændiske Mænd hæves til Magt og Ære frem for Landsens egne Børn, at mange blev misundelige paa ham, fordi Kongen bar saa stor Kjærlighed til ham, og Dronningen ikke mindre, og de talte til Kongen om, at han skulde vogte sig for at gjøre Olaf alt for stor. »Saadan en Mand kan blive dig overmaade farlig«, sagde de, »ifald han vilde lade sig bruge til at gjøre dig eller dit Rige Mén, saa dygtig og vennesæl som han er; det er heller ikke godt at vide, hvad han og Dronningen altid har at tale om«. Det var nemlig almindelig Skik hos mægtige Konger, at Dronningen raadede for Halvdelen af Hirden, som hun saa underholdt paa sin Bekostning, hvortil der skulde udredes hende saa megen Skat og Skyld, som der behøvedes. Saaledes var det ogsaa hos Kong Valdemar, at Dronningen ikke havde færre Hirdmænd end Kongen, og de kappedes ivrig om hver for sig at drage udmærkede Mænd til sig. Det gik nu saa, at Kongen fæstede Lid til, hvad Folk saaledes foreholdt ham, og han blev noget ordknap og barsk over for Olaf. Da Olaf mærkede det, sagde han det til Dronningen og lod hende derhos vide, at hans Hu stod til at drage til de nordiske Lande; dèr havde hans Frænder fordum haft Rige at raade for, og det tyktes ham rimeligst, at dèr vilde han faa størst Fremgang. Dronningen ønskede ham Lykke paa Rejsen og sagde, at Folk vilde synes, han var en gjæv Mand, hvor han saa kom hen. Saa gjorde Olaf sig rede til at drage bort, gik om Bord paa sit Skib og stævnede ud i Østersøen. Da han kom til Bornholm, gjorde han Landgang og hærgede. Landsens Folk gik imod ham og holdt Slag med ham, men Olaf vandt Sejr og gjorde stort Bytte.
20. Medens Olaf laa under Bornholm, fik de haardt Vejr og stærk Storm, saa de kunde ikke blive liggende dèr; de sejlede da sønder paa ind under Venden, hvor de fik en god Havn; dèr blev de en Stund og foer fredeligt frem. Kongen i Venden hed Burislejf, hans Døtre Gejra, Gunhild og Astrid. Gejra stod for Styret dèr, hvor Olaf og hans Mænd lagde til Land. Dixin hed den Mand, der havde mest at sige hos Dronning Gejra. Da de spurgte, at der var kommet Folk til Landet, som ingen kjendte, og at de optraadte med stor Værdighed og foer frem med Fred, drog Dixin til dem med Bud fra Dronning Gejra, at hun indbød dem til at blive Vinteren over hos hende; thi det var da ledet langt ud paa Sommeren, og Vejret var haardt og stormfuldt. Da Dixin kom til de fremmede, skjønnede han strax, at deres Høvding var en udmærket Mand baade i Henseende til Æt og Ydre. Han overbragte Dronningens Indbydelse, og Olaf tog imod den og drog, da Vinteren kom, til Dronning Gejra. De syntes overmaade godt om hinanden, og Olaf bejlede til hende, og inden Vinteren var leden, ægtede han hende og kom til at staa for Styret sammen med hende for det Land, hun havde at raade over.
21. Hakon Jarl raadede for Norge og svarede ingen Skat; thi Danekongen overlod ham al den Skat, der tilkom ham fra Norge, som Vederlag for den Umage og Bekostning, han havde med at værge Landet imod Gunhilds Sønner.
22. Paa den Tid herskede Kejser Otto i Sachsland. Han sendte Bud til Harald Danekonge, at han og hans Folk skulde lade sig døbe og tage ved den rette Tro, ellers vilde han drage imod ham med en Hær. Danekongen gjorde da sit Landeværn rede, lod Danevirke sætte i Stand og sine Hærskibe udruste. Han sendte derhos Bud til Hakon Jarl i Norge, at han skulde komme til ham tidlig om Vaaren med alt det Mandskab, han kunde opdrive. Hakon Jarl bød da om Vaaren Leding ud i hele sit Rige og fik samlet saare mange Mænd, og med den Hær stævnede han til Danmark. Kongen tog imod ham med al Ære. Der var da ogsaa mange andre Høvdinger hos Danekongen, som var komne for at yde ham Hjælp, og han havde en meget stor Hær.
23. Olaf Tryggvessøn havde, som nys fortalt, været i Venden om Vinteren. Han drog til nogle Herreder, som havde ligget under Dronning Gejra, men nu havde unddraget sig al Lydighed og Skat. Olaf hærgede dem og dræbte mange Mænd, for somme brændte han deres Gaarde, gjorde stort Bytte, underlagde sig Herrederne og drog saa tilbage til sin Borg. Tidlig om Vaaren gjorde han sine Skibe rede og stak i Søen. Han sejlede op under Skaane, og der gik han i Land; Landsens Folk samlede sig og holdt Slag med ham, men Olaf sejrede og gjorde stort Bytte. Derpaa sejlede han øster paa til Gotland, hvor han tog et Kjøbmandsskib, som tilhørte nogle Jemtelændinger. De satte sig kraftig til Modværge, men Enden blev, at Olaf ryddede Skibet, dræbte mange Mænd og tog alt Godset. Et tredje Slag holdt han paa Gotland; i det sejrede han ogsaa og gjorde stort Bytte. Saalunde kvæder Halfred Vandraadeskjald (28) herom:
Hovenes farlige Fjende
fælded i hidsig Fejde
Jemtelandsboer og Vender;
vant til Vaabenfærd var han.
Grumt foer den gjæve Herre
frem imod Gotlandsfolket,
og i Skaane skjændte
Skjoldenes Kløver og brændte.
24. Kejser Otto samlede en stor Hær; han havde Mandskab fra Sachsland og Frankland, Frisland og Venden. Kong Burislejf fulgte ham med en stor Hær, og med ham var hans Dattermand Olaf Tryggvessøn (29). Kejseren havde mange Ryttere og endnu flere Fodfolk; ogsaa fra Holsten havde han meget Mandskab. Kong Harald sendte Hakon Jarl med sine Nordmænd sønder paa til Danevirke for at værge Landet dèr. Saalunde hedder det i Vellekla:
Norges Styrer stævned
stolt imod Sønden til Danmark,
haardt med Hovene hugged
Havets Hest (30), som bar ham.
Hørders (31) herlige Høvding
højt under Hjælmen knejste;
Dovredrotten sin Drage
styred til Danmarks Strande.
Vilde ved Vintertide
vensæle Harald prøve
Skovlandets mægtige Fyrste,
fare han bød ham til Danmark.
Hakon Kaldet fulgte,
foer mod hans Fjender at fejde.
Virket skulde han værge
vel imod Sachslands Kejser.
Kejser Otto kom med sin Hær til Danevirke, men Hakon værgede Volden med sit Mandskab. Danevirke er saaledes anlagt, at der gaar to Fjorde ind i Landet, hver paa sin Side, og imellem dem havde Danskerne bygget en stor Borgmur af Sten og Græstørv og Træ og gravet en dyb og bred Grav foran den og opført Skanser ved Borgleddene. Dèr stod et stort Slag. Saaledes hedder det i Vellekla:
Ej var det godt at gange
den gjæves Hær i Møde;
svart blev de blanke Sværde
svungne i blodigt Stævne,
da Kejseren førte Friser
og Franker og Vender i Fylking;
søndenfra gik han mod Virket,
vældig til Kamp han ægged.
Hakon Jarl satte Fylkinger over alle Borgleddene, men største Delen af sin Hær lod han holde sig langs Borgmuren og værge den, hvor den blev angreben. Dèr faldt mange af Kejserens Folk, og de kom ingen Vegne med at indtage Borgen. Saa drog Kejseren bort og prøvede ikke mere paa at angribe den. Saaledes hedder det i Vellekla:
Gny der blev, da sammen
gungrende Skjoldene tørned;
Valfugles vældige Fodrer (32)
vilde for Fjenden ej vige.
Søhestens modige Rytter
slog, saa Sachserne segned,
værgede Virket, saa Fjenden
veg for at undgaa Vaade.
Efter dette Slag drog Hakon Jarl tilbage til sine Skibe, og det var hans Agt at sejle hjem til Norge, men han fik ikke Bør og blev saa liggende i Limfjorden.
24. Kejser Otto drog nu med sin Hær til Slien; dèr samlede han en Flaade og satte saa Hæren over Fjorden til Jylland. Da Danekongen Harald Gormssøn spurgte det, drog han imod ham med sin Hær, og det kom til et stort Slag, som endte med, at Kejseren fik Sejr og Danekongen flyede nord paa til Limfjorden og ud paa Mors. Der gik nu Bud mellem ham og Kejseren, og de gav hinanden Lejde og aftalte et Møde. De mødtes paa Mors. Ved den Lejlighed prædikede en hellig Biskop, Poppo, Kristendommen for Kong Harald og bar gloende Jærn og viste Kong Harald, at hans Haand ikke var brændt. Saa lod Kong Harald sig døbe med hele Danehæren. Kong Harald havde da allerede fra Mors sendt Bud til Hakon Jarl, at han skulde komme ham til Undsætning, og Jarlen kom til Øen, da Kongen havde ladet sig døbe. Kongen sendte nu igjen Bud, at han skulde komme til ham, og da Jarlen kom, nødte Kongen ham til at lade sig døbe. Hakon Jarl og alle de Mænd, der var i Følge med ham, blev da døbte, og Kongen gav ham Præster og andre lærde Mænd med og bød ham lade alt Folk i Norge døbe. Saa skiltes de; Hakon Jarl stævnede til Havs og biede paa Bør dèr.
25. Da Børen kom, og han mente, at nu kunde han stikke i Søen, lod han alle de lærde Mænd sætte i Land og sejlede ud paa Havet. Vinden gik om til Sydvest og Vest, og Jarlen sejlede da øster igjennem Øresund og hærgede Kysterne paa begge Sider. Saa sejlede han øster forbi Skaane og hærgede dèr alle Vegne, hvor han lagde til Land. Men da han kom øster paa ud for Gøteskjærene (33), lagde han til Land og holdt et stort Blot (34). Da kom to Ravne flyvende og skreg højt, og da mente Jarlen at vide, at Odin havde taget imod Offeret, og at det nu var belejlig Tid for ham til at kæmpe. Han brændte da alle sine Skibe, gik op i Land med alle sine Folk og foer alle Vegne frem med Hærskjold. Ottar Jarl, som raadede for Gøtland, gik imod ham, og det kom til et stort Slag. Hakon Jarl fik Sejr, og Ottar Jarl faldt med en Mængde af sine Mænd. Hakon Jarl foer nu med Hærskjold baade igjennen Øster- og Vestergøtland, til han kom til Norge, og saa drog han over Land nord paa helt op i Trøndelagen. Saaledes hedder det i Vellekla:
Flygtendes frøkne (35) Fjende
fritted og fristed Guder,
skjønned, at Tiden var inde
til Odins Uvejr (36) at yppe.
Hærfugle (37) fløj om hans Hoved,
højlydt Aadsler de kræved;
kvad han da: »Nu det gjælder
med Gøteblod Jorden at gøde!«
Ypped da Jarlen Sværdting (38),
hvor aldrig før det var yppet,
Hakon hærgede Landet,
hvor ingen før havde hærget.
Saa langt har ingen Høvding
Hærskjold baaret fra Havet;
gjennem det hele Gøtland
gik den gjæve Fyrste.
Hvor han foer frem i Landet,
Dynger af Lig han lagde;
Sejr fik Asers Ætmand,
Odin ofred han Valen (39).
Vist jeg tror, at den tapre
toges ved Haanden af Guder;
stærke Magter, jeg mener,
styrker Hakon i Striden.
26. Kejser Otto drog tilbage til sit Rige i Sachsland. Han og Danekongen skiltes i Venskab. Der fortælles, at Kejser Otto stod Fadder til Kong Haralds Søn Svend og gav ham sit Navn, saa at han i Daaben blev kaldt Otto Svend. Kong Harald holdt sin Kristendom vel lige til sin Død. Kong Burislejf drog til Venden, og hans Dattermand Olaf fulgte med ham.
27. Da Olaf Tryggvessøn havde været tre Aar i Venden, blev hans Hustru Gejra syg, og det blev hendes Helsot. Olaf tog sig hendes Død saa nær, at han ikke kunde lide at være i Venden mere. Han skaffede sig da Hærskibe og drog igjen i Hærfærd, først til Frisland og saa til Sachsland og helt over til Flandern. Saalunde siger Halfred Vandraadeskjald:
Tit lod Tryggves Ætmand
— tapper som han var ingen —
Sachser i Græsset bide,
gav dem til Ulveføde.
Saarvædsken vælded af Friser,
Ravnene vaded i den,
glade var Valens Fugle,
gjævt var det Gilde, han gjorde.
Ej de Flamske han spared,
de faldt som Fluer i Høsten,
Lig laa paa Walchern (40) i Dynger
til Lyst for Ulve og Ravne.
28. Siden stævnede Olaf Tryggvessøn til England og hærgede vidt og bredt dèr; han sejlede helt nord til Northumberland og hærgede dèr; derfra sejlede han til Skotland og hærgede ogsaa dèr, og saa til Syderøerne (41), hvor han holdt nogle Slag. Saa sejlede han sønder paa til Man og kæmpede dèr, og han hærgede ogsaa vidt og bredt i Irland. Derpaa stævnede han til Bretland (42) og hærgede vidt og bredt dèr og ligesaa i det Land, der hedder Kumberland (43). Derfra sejlede han til Valland (44) og hærgede dèr, og saa var det hans Agt at vende tilbage til England; han kom da til de Øer, som hedder Syllingerne (45). Olaf Tryggvessøn var fire Aar paa dette Hærtog, fra han drog fra Venden, til han kom til Syllingerne.
29. Da Olaf Tryggvessøn laa ved Syllingerne, fik han at vide, at der dèr paa Øen var en Spaamand, hvis Spaadomme var saaledes, at mange syntes, at det gik, som han sagde. Olaf fik Lyst til at prøve hans Spaadomsevne, og han sendte da den fagreste og største af sine Mænd til ham, udstyret paa det prægtigste, med Paalæg om at sige, at han var Kongen; der gik nemlig det Ry om Olaf i alle Lande, at han var smukkere og gjævere og større end alle andre Mænd; men siden han var draget fra Gardarige, havde han forkortet sit Navn og kaldte sig Ole og sagde, at han var fra Gardarige. Da Sendemanden kom til Spaamanden og sagde, at han var Kongen, fik han til Svar: »Ikke er du Kongen, men det Raad vil jeg give dig, at du skal være din Konge tro«. Mere sagde han ikke til denne Mand. Sendemanden drog tilbage til Olaf og sagde ham, hvorledes det var gaaet ham, og Olaf fik endnu mere Lyst til at træffe denne Mand, efter at han havde hørt dette Svar, og opgav nu sin Tvivl om, at han virkelig var Spaamand. Olaf drog da til ham og talte med ham og spurgte, hvad han spaaede ham, om han vilde faa Rige at raade for eller anden Lykke. Eneboeren svarede da med hellig Spaadomsaand: »Du vil blive en ypperlig Konge og øve ypperlige Bedrifter; du vil faa mange Mennesker til at tage ved Troen og lade sig døbe, og derved vil du baade dig selv og mange andre. Og for at du ikke skal tvivle om, hvad jeg har sagt dig, skal dette være dig et Tegn: naar du kommer til dine Skibe, vil du møde Svig og komme ud for mange Fjender; det vil komme til Kamp, og du vil miste en Del af dine Folk og selv blive saaret, saa at du er Døden nær og maa bæres om Bord paa et Skjold; men inden syv Dage vil du komme dig af dette Saar, og kort derefter vil du lade dig døbe«. Olaf begav sig nu ned til sine Skibe, og saa mødte han Ufredsmænd, som vilde dræbe ham og hans Folk, og alt gik ganske, som Eneboeren havde sagt, at han blev baaren saaret om Bord paa sit Skib og kom sig, inden der var gaaet syv Dage. Olaf skjønnede nu, at det var sandt, hvad denne Mand havde sagt ham, og at han var en paalidelig Spaamand, hvor han nu end havde sin Spaadomsgave fra. Olaf drog da atter til ham, talte mangt og meget med ham og spurgte ham nøje ud, hvorfra han havde saadan Visdom, at han kunde forudsige uskete Ting. Eneboeren sagde, at det var selve de Kristnes Gud, der aabenbarede ham alt, hvad han vilde vide, og derhos fortalte han ham om mange af Guds Storværker, og derved lod Olaf sig overtale til at lade sig døbe. Og saa skete det, at Olaf blev døbt med hele sit Følge. Han blev dèr meget længe og lod sig undervise i den sande Tro, og da han drog bort, tog han Præster og andre lærde Mænd med.
30. Om Høsten sejlede Olaf fra Syllingerne til England, hvor han lagde sig i en Havn, og nu foer han med Fred; thi England var kristent, og han var ogsaa Kristen. Der gik Bud over Landet, at alle Mænd skulde møde frem paa Tinge. Da Tinget var sat, kom der en Dronning, som hed Gyda, en Søster til Olaf Kvaran (46), der var Konge i Dublin i Irland; hun havde været gift i England med en mægtig Jarl; han var død, men hun raadede for Riget efter ham. Der var i hendes Rige en Mand, som hed Alvine, en stor Kæmpe og Holmgangsmand; han havde bejlet til hende, men hun havde svaret, at hun selv vilde vælge, hvem hun vilde have af de Mænd, der var i hendes Rige, og nu var der stævnet Ting, fordi Gyda skulde vælge sig en Mand. Alvine var mødt dèr, og han havde klædt sig paa det prægtigste, og der var ogsaa mange andre, som var fagert klædte. Olaf var ogsaa mødt, og han havde sine Uvejrsklæder paa og yderst en laadden Kappe; han stod med sit Følge noget borte fra de andre. Gyda gik om og saae paa hver især af dem, der syntes hende at være Mod og Mands Hjærte i, og da hun kom hen til Olaf og saae ham ind i Ansigtet, spurgte hun, hvem han var. Han svarede, at han hed Ole. »Jeg er fremmed her«, sagde han. »Vil du have mig«, sagde Gyda, »saa vil jeg vælge dig«. »Det siger jeg ikke Nej til«, sagde han, og nu spurgte han om, hvad hun hed, og om hendes Æt og Byrd. »Jeg er en Kongedatter fra Irland«, sagde hun, »og har været gift her i Landet med den Jarl, som raadede for Riget her, og siden han døde, har jeg styret det. Der er flere, som har bejlet til mig, men ingen, som jeg vilde have. Jeg hedder Gyda.« Hun var ung og fager. De taltes siden nærmere ved og kom overens, og Olaf fæstede sig Gyda.
31. Dette huede Alvine overmaade ilde. Men det var Sæd i England, at naar to kappedes om en Ting, skulde de gaa Holmgang med hinanden. Alvine æskede da Olaf Tryggvessøn til Holmgang for denne Sags Skyld. De traf Aftale om, hvornaar den skulde finde Sted, og blev enige om, at der skulde være tolv paa hver Side. Da de mødtes, sagde Olaf til sine Mænd, at de skulde gjøre som han. Han havde en stor Øxe, og da Alvine vilde hugge til ham med sit Sværd, slog han det ud af Haanden paa ham, og det andet Hug fik han selv, saa at han faldt om. Derpaa bandt Olaf ham. Saaledes gik det ogsaa alle Alvines Mænd, at de blev bankede og bundne og derefter blev de ført til Olafs Herberge. Derpaa bød Olaf Alvine drage af Landet og aldrig mere komme tilbage, og alt hans Gods tog han. Olaf ægtede Gyda og blev i England, men stundum var han i Irland.
32. En Gang, da Olaf var i Irland, var han med paa en Hærfærd og drog til Skibs. Da de trængte til at gjøre Strandhug, gik de op paa Land og drev en Mængde Kvæg ned til Stranden. Saa kom der en Bonde og bad Olaf om at give ham de Køer, der tilhørte ham. Olaf bød ham tage sine Køer, om han kunde kjende dem, »men sink os ikke«, sagde han. Bonden havde en stor Hyrdehund; den viste han ind i Kvæghjorden, som talte mange Hundrede Høveder. Hunden løb omkring i hele Hjorden og drev saa mange Høveder ud, som Bonden havde sagt, var hans, og de var alle mærkede paa samme Maade; de skjønnede da, at Hunden havde valgt de rette, og syntes, at den var mærkværdig klog. Olaf spurgte Bonden, om han vilde give ham Hunden. »Ja, det vil jeg gjærne«, sagde Bonden. Olaf gav ham strax en Guldring for den og lovede ham sit Venskab. Den Hund hed Vige og var en udmærket Hund. Olaf havde den længe siden.
33. Danekongen Harald Gormssøn fik Nys om, at Hakon Jarl havde kastet Kristendommen og hærget viden om i Danmark. Han bød da en Hær ud og drog til Norge, og da han kom til det Land, Hakon raadede for, hærgede han det og lagde det øde. Han kom med sin Hær lige til de Øer, der hedder Solunderne (47). I Sogn i Lærdalen var der kun fem Gaarde tilbage, som ikke var brændte, og alle flyede op i Fjældene og Skovene med alt, hvad de kunde faa med. Det var Danekongens Agt at sejle til Island for at hævne den Forsmædelse, alle Islændingerne havde tilføjet ham. Det var nemlig blevet vedtaget som Lov paa Island, at der skulde digtes et Nidvers om Danekongen for hvert Menneske, der var i Landet. Grunden dertil var, at da et Skib, som tilhørte nogle Islændinger, strandede i Danmark, tog Danskerne alt det Gods, der var om Bord, under Paaskud af, at det var Vraggods. Det var Kongens Foged Birger, der raadede for dette, og Nidversene blev digtede om dem begge.
34. Kong Harald bød en troldkyndig Mand fare i Ham (48) og begive sig til Island og se, hvad han saa kunde have at fortælle ham. Han foer did i en Hvals Skikkelse. Da han kom til Landet, foer han vester langs Nordsiden; han saae, at alle Fjælde og Bakker var fulde af Landvætter (49), somme store og somme smaa. Da han kom til Vaabenfjord, svømmede han ind i Fjorden og agtede at gaa i Land dèr. Saa kom der ned fra Dalen en stor Drage, og efter den fulgte mange Slanger, Padder og Øgler, og de spyede Edder paa ham; saa svømmede han bort og vest paa langs Landet, til han kom til Øfjord. Den svømmede han ind i, og saa kom der en Fugl imod ham, der var saa stor, at dens Vinger rørte ved Fjældene paa begge Sider, og efter den fulgte en Mængde andre Fugle, baade store og smaa. Saa svømmede han bort derfra vester om Landet og sønder paa til Bredefjord, den svømmede han ind i. Dèr kom en stor Oxe imod ham; den vadede ud i Vandet og gav sig til at brøle frygteligt, og efter den fulgte en Mængde Landvætter. Saa foer han bort derfra og sønder om Reykjanæs og vilde gaa i Land paa Vikarskejd. Der kom en Bjærgrise imod ham med en Jærnstav i Haanden og saa høj, at hans Hoved ragede op over Fjældene, og mange andre Jætter fulgte efter ham. Derfra foer han øster paa langs Landet, og dèr var, sagde han, ikke andet end Sandsletter og Ødemarker og store Brændinger udenfor, og Havet imellem Landene var saa stort, at man ikke kunde sejle der med Langskibe. Saa drog Danekongen sønder paa langs Kysten og foer siden hjem til Danmark, men Hakon Jarl lod alt Landet bebygge igjen og udredede siden ingen Skat til Danekongen.
35. Kong Haralds Søn Svend, som siden blev kaldt Tveskjæg, krævede af sin Fader, at han skulde give ham en Del af Riget at raade for; men det gik som før, at Harald ikke vilde dele Danmark, saa han vilde intet Land give ham. Svend skaffede sig da Hærskibe og sagde, at han vilde fare i Viking; men da han havde faaet alt sit Mandskab samlet, og af Jomsvikingerne (50) Palnatoke var kommen ham til Undsætning, styrede han til Sjælland og lagde ind i Isefjord. Der laa hans Fader Kong Harald med sine Skibe; han var ved at ruste sig til at fare i Leding. Svend lagde til Kamp imod ham, og det blev et stort Slag. Der kom saa mange Folk til Kong Harald, at de fik Overmagten over Svend, og han flyede. Dèr fik Kong Harald de Saar, der blev hans Bane. Saa blev Svend tagen til Konge i Danmark. Paa den Tid var Sigvalde Jarl over Jomsborg i Venden; han var en Søn af Kong Strutharald, der havde raadet for Skaane. Sigvaldes Brødre var Heming og Thorkel den høje. Bue den digre (51) fra Bornholm og hans Broder Sigurd var ogsaa Høvdinger over Jomsvikingerne paa den Tid. Der var ogsaa Vagn, en Søn af Aage og Thorgunna og Brodersøn af Bue og Sigurd. Sigvalde Jarl havde taget Kong Svend til Fange og ført ham til Venden til Jomsborg og nødte ham til at slutte Forlig med Venderkongen Burislejf, og Sigvalde Jarl, der var gift med Kong Burislejfs Datter Astrid, skulde dømme dem imellem. Hvis Svend ikke vilde det, sagde Jarlen, at han vilde overgive ham til Venderne; men Kongen vidste, at de i saa Fald vilde pine ham ihjel, derfor gik han ind paa, at Jarlen skulde dømme dem imellem. Sigvalde Jarl dømte, at Svend skulde ægte Kong Burislejfs Datter Gunhild, og Burislejf skulde ægte Kong Svends Søster Thyra Haraldsdatter; hver skulde beholde sit Rige, og der skulde være Fred imellem Landene. Derefter foer Kong Svend hjem til Danmark med sin Hustru Gunhild. De fik Sønnerne Harald og Knud, som blev kaldt den store. Paa den Tid truede Danskerne stærkt med at gjøre Hærtog til Norge imod Hakon Jarl.
36. Kong Svend gjorde et stort Gjæstebud og indbød dertil alle de Høvdinger, der var i hans Rige; der skulde drikkes Arveøl efter hans Fader I larald. Kort i Forvejen var ogsaa Strutharald i Skaane og Vesete paa Bornholm, Bue den digres og Sigurds Fader, døde. Kongen sendte da Bud til Jomsvikingerne, at Sigvalde Jarl og Bue og deres Brødre skulde komme og drikke Arveøl efter deres Fædre ved det Gilde. Jomsvikingerne drog til Gildet med alle deres tapreste Mænd. De havde fyrretyve Skibe fra Venden og tyve fra Skaane. Der kom en meget stor Mængde Mennesker. Paa den første Gildesdag drak Kong Svend, førend han satte sig i sin Faders Højsæde, hans Minde og aflagde det Løfte, at han, inden der var gaaet tre Aar, skulde komme til England med sin Hær og dræbe Kong Adelraad (52) eller jage ham af Landet. Det Minde skulde drikkes af alle, der var til Stede ved Arveøllet. Saa blev der skjænket for Jomsvikingernes Høvdinger, den stærkeste Drik i bredfuldt Maal. Da det Minde var drukket, skulde alle drikke Kristi Minde. Der blev stadig baaret de største Horn med den stærkeste Drik for Jomsvikingerne. Det tredje Mindebæger var Hellig Mikaels, det blev ogsaa drukket af alle. Derefter drak Sigvalde Jarl sin Faders Minde og aflagde det Løfte, at han, inden der var gaaet tre Aar, skulde drage til Norge og dræbe Hakon Jarl eller jage ham af Landet. Thorkel den høje, Sigvaldes Broder, aflagde Løfte om, at han skulde følge med ham til Norge og ikke fly, saa længe Sigvalde kæmpede. Bue den digre aflagde Løfte om, at han vilde drage til Norge med dem og ikke fly af Slaget for Hakon Jarl; hans Broder Sigurd lovede, at han vilde drage med dem til Norge og ikke fly, saa længe største Delen af Jomsvikingerne kæmpede. Vagn Aagessøn aflagde det Løfte, at han vilde følge med dem og ikke komme tilbage, førend han havde dræbt Thorkel Lejra og gaaet i Seng hos hans Datter Ingeborg uden hendes Frænders Samtykke. Mange andre Høvdinger aflagde Løfter om forskjellige Ting. Folk sad ved Arveøllet hele den Dag. Men næste Morgen, da Jomsvikingerne var bleven ædru, skjønnede de, at de havde taget Munden for fuld, og kom sammen og lagde Raad op om, hvorledes de skulde bære sig ad med den Færd, de havde paataget sig. De besluttede at gjøre sig rede til den saa snart som muligt og begyndte strax at udruste deres Skibe og Mandskab. Dette rygtedes viden om Land.
37. Da Erik Jarl Hakonssøn spurgte denne Tidende, var han paa Romerige. Han samlede strax Folk og drog til Oplandene og nord over Fjældene til Trøndelagen til sin Fader Hakon Jarl. Hakon Jarl og Erik Jarl lod Budstikken gaa over hele Trøndelagen, sendte Bud baade til Nord- og Søndmøre og til Romsdalen og nord paa til Namdal og Haalogaland og opbød hele Almuen baade med Mandskab og Skibe. Hakon Jarl drog strax syd paa til Møre for at spejde og samle Folk, men Erik samlede Hæren og førte den syd paa.
38. Jomsvikingerne stævnede med deres Flaade til Limfjorden og sejlede derfra ud paa Havet med tresindstyve Skibe. De kom til Agder og styrede strax nord paa til Rogaland og gav sig til at hærge, saa snart de var komne ind paa Hakon Jarls Enemærker, og foer nord paa langs Landet, stadig med Hærskjold. Gejrmund hed en Mand, som sejlede med en hurtig sejlende Skude og havde nogle Mænd med; han kom til Møre og traf der Hakon Jarl, gik frem for Kordet og meldte Jarlen, at der var kommen en Flaade fra Danmark sønder i Landet. Jarlen spurgte, om han havde rigtig Rede paa den Ting, og Gejrmund rakte da den ene Arm i Vejret og sagde, at her var Vidnesbyrd om, at der var Fjender i Landet — Haanden var hugget af. Jarlen spurgte ham nu nøje ud om denne Hær. Gejrmund sagde, at det var Jomsvikinger, og at de havde dræbt mange Mennesker og plyndret vidt og bredt. »De farer hurtigt og hidsigt frem«, sagde han, »og jeg tænker ikke, det varer længe, førend vi har dem her.« Saa roede Jarlen gjennem alle Fjordene, ind langs den ene Side og ud langs den anden, foer baade Nat og Dag og lod spejde ind igjennem Landet over Ejdet (53) og sønder i Fjordene og ogsaa nord paa, hvor Erik rykkede frem med Hæren. Erik drog sønder paa med Hæren, saa hurtig han kunde.
39. Sigvalde Jarl stævnede med sin Flaade nord om Stad og lagde først ind ved Hærøerne (54). Landsens Folk sagde aldrig Vikingerne et sandt Ord om, hvad Jarlen tog sig for. De hærgede, hvor de kom frem, lagde ind til Hød (55), hvor de gik i Land og hærgede, slæbte baade Folk om Bord paa deres Skibe og dræbte alle kampføre Mænd. Da de gik ned til Skibene, kom der en Bonde hen til dem; det var Bue og hans Folk, han traf paa. »I bærer jer ikke ad som Hærmænd«, sagde Bonden; »I driver Køer og Kalve ned til Stranden; større Fangst kunde I gjøre, om I tog Bjørnen, som nu ikke er langt fra sit Hi.« »Hvad siger du, Mand?« sagde de; »kan du maaske sige os, hvor Hakon Jarl er?« »I Gaar lagde han ind i Hjørundfjord«, sagde Bonden; »han havde kun ét eller to, allerhøjst tre Skibe, og da havde han endnu ikke hørt noget om jer.« Bue og hans Mænd slap da strax alt Byttet og gav sig til at løbe ned til Skibene. »Lad os tage Nytte af, at vi har faaet Nys om Jarlen, saa at vi kan være nærmest til Sejren«, sagde Bue. Da de kom om Bord, roede de strax ud. Sigvalde Jarl raabte til dem og spurgte, hvad der var paa Færde. De sagde, at Hakon Jarl var der inde i Fjorden. Saa lod Sigvalde Jarl Flaaden løse, og de roede norden om Hød og saa ind omkring Øen.
40. Hakon Jarl og hans Søn Erik Jarl laa i Halkelsvig (56). Dèr var hele deres Flaade samlet, de havde halvandet Hundrede [180] Skibe og havde da spurgt, at Jomsvikingerne havde lagt ind til Hød. Jarlerne roede nu nord paa for at søge efter dem, og i Hjørungavaag mødtes de. De gjorde sig nu paa begge Sider rede til Kamp. Midt i Jomsvikingernes Flaade var Sigvalde Jarls Mærke (57); lige over for ham lavede Hakon Jarl sig til Angreb. Sigvalde Jarl havde tyve Skibe og Hakon Jarl tresindstyve. I Hakon Jarls Flok var Høvdingerne Thore Hjort fra Haalogaland og Styrkaar fra Gimsar. Paa den ene Fløj var Bue den digre og hans Broder Sigurd med tyve Skibe, imod dem lagde Erik Jarl Hakonssøn sig med tresindstyve Skibe; med ham var Høvdingerne Gudbrand den hvide fra Oplandene og Thorkel Lejra fra Vigen. Paa den anden Fløj lagde Vagn Aagessøn sig med tyve Skibe og imod ham Svend Hakonssøn med Skjægge fra Upphaug paa Yrjar og Røgnvald fra Ærvik paa Stad med tresindstyve Skibe. Saa lagde de Flaaden sammen, og der begyndte nu det grummeste Slag; der faldt mange paa begge Sider, men langt flere paa Hakons end paa Jomsvikingernes, thi disse kæmpede baade kraftig og djærvt og skarpt og skød helt igjennem Skjoldene. Saa stærkt haglede Spydene ned over Hakon Jarl, at hans Brynje blev helt slidt og unyttig, og han kastede den. Saalunde kvad Tind Halkelssøn:
Brynjen sledes i Kampen,
brast og brødes i Stumper,
stadig øgedes Striden
støt stod Jarlen i Striden,
Spydskaren søndred hans Ringsærk,
saa den ej længer ham nytted,
rask da rev han den af sig,
medens de ryddede Snekker.
41. Jomsvikingernes Skibe var de største og højeste, men paa begge Sider kæmpedes der paa det drabeligste. Vagn Aagessøn lagde saa haardt frem imod Svend Hakonssøns Skib, at Svend lod skodde og var lige ved at give sig paa Flugt. Saa stævnede Erik Jarl did og lagde sig i Fylkingen imod Vagn. Vagn lod da skodde og Skibene lægge, som de fra først af havde ligget, og Erik vendte da tilbage til sin Plads; men da havde hans Mænd begyndt at vige, og Bue havde hugget Baandene over, der bandt hans Skibe sammen, og agtede at forfølge de flygtende. Erik Jarl lagde sig nu paa Siden af Bues Skib, og der blev det haardeste Haandmænge, og to eller tre af Eriks Skibe lagde imod Bues ene. Der kom nu et voldsomt Uvejr med saadan en Haglbyge, at et Haglkorn vejede en Øre (58). Saa huggede Sigvalde Baandene over, der bandt hans Skibe sammen, vendte sit Skib og vilde fly. Vagn Aagessøn raabte til ham og bad ham lade det være, men Sigvalde ænsede ikke, hvad han sagde. Vagn kastede da et Spyd efter ham og ramte den, der sad ved Roret. Sigvalde roede bort med fem og tredive Skibe, men fem og tyve blev liggende.
42. Hakon Jarl lagde nu sit Skib paa den anden Side af Bues, og Bues Mænd havde da kun kort imellem Huggene. Vigfus Vigaglumssøn tog en spids Ambolt op, der laa paa Dækket, og som en af Mændene havde brugt til at slaa Fæstet paa sit Sværd fast ved. Vigfus var en meget stærk Mand; han kastede med begge Hænder Ambolten i Hovedet paa Aslak Holmskalle, saa at Spidsen stod ned i Hjærnen paa ham. Vaaben havde hidtil ikke bidt paa Aslak, men han havde hugget om sig til begge Sider; Han var Bues Fostersøn og Stavnbo (59). En anden af Bues Mænd hed Haavard Huggende, han var endnu stærkere og overmaade modig. Eriks Mænd gik nu op paa Bues Skib og agter ud i Løftingen imod Bue. Thorstejn Midlang hug Bue tværs over Næsen, saa Næseskjærmen paa hans Hjælm brast, og han fik et svært Saar; men Bue hug Thorstejn i Siden og hug ham midt over. Bue tog nu to Kister fulde af Guld og raabte højt: »Over Bord alle Bues Mænd!« og saa sprang han over Bord med Kisterne, og mange af hans Mænd gjorde ligesaa; men somme faldt paa Skibet, thi det nyttede ikke at bede om Fred. Bues Skib blev da ryddet fra Stavn til Stavn og derefter de andre, det ene efter det andet.
43. Erik Jarl lagde nu imod Vagns Skib, og der blev en haard Dyst; men til sidst blev Skibet ryddet og Vagn selv tredivte tagen til Fange, og de førtes bundne i Land. Da gik Thorkel Lejra frem til ham og sagde: »Du lovede at dræbe mig, Vagn, men nu tykkes det mig rimeligere, at jeg dræber dig«. De sad alle sammen paa en fældet Træstamme. Thorkel havde en stor Øxe i Haanden og hug den ned, der sad yderst. De var bundne saaledes, at der var lagt et Tov om Benene paa dem alle, men deres Hænder var fri. En af dem sagde: »Jeg har et Spænde i Haanden; hvis jeg er ved min Bevidsthed, naar Hovedet er hugget af mig, vil jeg stikke Tornen i Jorden.« Hovedet blev hugget af ham, og Spændet faldt ud af hans Haand. Der sad en smuk Mand med fagert Haar; han strøg Haaret frem over Hovedet og rakte Halsen frem. »Lad der ikke komme Blod paa Haaret«, sagde han. En Mand tog fat i Haaret og holdt det. Thorkel svang Øxen; Vikingen rykkede Hovedet stærkt tilbage, og han, som holdt ham i Haaret, fulgte med; Øxen ramte ham over begge Arme og hug dem af og røg ned i Jorden. I det samme kom Erik Jarl til. »Hvem er den fagre Mand?« spurgte han. »Jeg hedder Sigurd«, sagde han, »og er af min Moder erklæret for Bues Søn; endnu er ikke alle Jomsvikinger døde.« »Visselig maa du være Bues Søn«, sagde Erik; »vil du have Fred?« »Det kommer an paa, hvem der byder mig den«, sagde Sigurd. »Det gjør den, som har Magt dertil«, sagde Erik. »Jeg er Erik Jarl«. »Saa tager jeg imod den«, sagde Sigurd, og saa blev han løst ud af Tovet. Da sagde Thorkel Lejra: »Om du saa giver alle disse Mænd Fred, Jarl, skal Vagn Aagessøn dog aldrig slippe levende herfra«, og i det samme sprang han frem og svang Øxen. En af Vikingerne ved Navn Skarde kastede sig forover i Tovet lige for Fødderne af Thorkel, som faldt, saa lang han var, over ham. Vagn greb da Øxen, svang den og hug Thorkel Banehug. »Vil du have Fred, Vagn?« sagde Jarlen. »Ja. om vi alle faar det«, svarede Vagn. »Saa løs dem af Tovet«, sagde Jarlen, og saa skete. Atten var bleven dræbte, men tolv fik Fred.
44. Hakon Jarl og mange Mænd med ham sad paa en Træstamme. Da klang en Buestreng paa Bues Skib, og en Pil ramte Gissur fra Valders; han sad ved Siden af Jarlen og var prægtig klædt. Der gik da Folk ud paa Skibet, og der fandt de Haavard Huggende; han laa paa sine Knæ ved Rælingen, thi Fødderne var hugne af ham; han havde en Bue i Haanden. Da de kom ud paa Skibet, spurgte Haavard: »Hvem var det, der faldt der ovre paa Træstammen?« De sagde, at det var Gissur. »Saa var Lykken mig ikke saa god, som jeg havde haabet«, sagde han. »Den var dig alt for god«, sagde de, »men nu skal du ikke tage Livet af flere«, og saa dræbte de ham. Derefter blev de faldne ransagede og Byttet baaret sammen til Deling. Fem og tyve Skibe var bleven ryddede for Jomsvikingerne. Saalunde siger Tind:
Han, som gjør Ravne glade,
ristede røde Runer;
Blod af Vendernes Vunder
vælded og rødned Valen.
Sværdets Svingere dysted
svart i det blodige Stævne;
let det var ej at rydde
Langskibe fem og tyve.
Derpaa skiltes Hæren; Hakon Jarl drog til Trøndelagen; det huede ham saare ilde, at Erik havde givet Vagn Aagessøn Fred. Der fortælles, at Hakon Jarl under dette Slag ofrede sin Søn Erling til Guderne, for at de skulde give ham Sejr, og at Haglvejret saa brød løs og Mandedefaldet kom paa Jomsvikingernes Side. Erik Jarl drog til Oplandene og derfra øster paa til sit Rige, og Vagn Aagessøn fulgte med ham. Erik gav Vagn Thorkel Lejras Datter Ingeborg til Ægte og skjænkede ham et godt Langskib med alt Tilbehør og skaffede ham Mandskab derpaa. De skiltes som de bedste Venner. Vagn drog hjem til Danmark. Han blev en navnkundig Mand, og der stammer mange Storfolk fra ham.
45. Harald Grenske var, som før omtalt, Konge paa Vestfold. Han var gift med Gudbrand Kugles Datter Aasta. En Sommer, da Harald Grenske var faret i Østerleding for at gjøre Hytte, kom han til Sverige. Kongen dèr var den Gang Olaf Svenske, en Søn af Kong Erik Sejersæl og Kamp-Tostes Datter Sigrid. Sigrid var da Enke og ejede mange og store Gaarde i Sverige. Men da hun spurgte, at hendes Fostbroder Harald Grenske var kommen til Land ikke langt derfra, sendte hun Bud til ham og bød ham til Gilde. Det var han ikke sen til, han drog strax til hende med et stort Følge. Det var et saare godt Gjæstebud; Kongen og Dronningen sad i Højsædet og drak sammen om Aftenen, og der blev skjænket overmaade flittig for alle hans Mænd. Om Aftenen, da Kongen gik til Ro, var hans Seng tjeldet med dyrt Tøj og redt med kostelige Klæder, og der var kun faa Folk i det Hus. Da Kongen var bleven klædt af og kommen i Seng, kom Dronningen ind til ham og skjænkede selv for ham, lokkede ham stærkt til at drikke og var overmaade venlig imod ham. Kongen var mægtig drukken, og det var hun ogsaa. Saa faldt han i Søvn, og Dronningen gik da ogsaa ind og lagde sig. Sigrid var en saare klog Kvinde og kunde forudse mange Ting. Om Morgenen begyndte Gildet igjen, og der blev skjænket flittig, men det gik, som det plejer at gaa, at, naar Folk har været mægtig drukne om Aftenen, tager de fleste sig i Agt næste Dag. Dronningen var meget lystig, og hun og Kongen talte sammen. Hun sagde, at hun ikke regnede de Ejendomme og det Rige, hun havde i Sverige, for mindre end hans Kongedømme og alt, hvad han ejede i Norge. Den Tale gjorde Kongen forstemt, han brød sig nu ikke mere om noget og gjorde sig meget mod i Hu rede til at bryde op, men Dronningen var stadig meget lystig og gav ham store Gaver til Afsked. Om Høsten drog Harald tilbage til Norge og sad hjemme om Vinteren og Var meget nedslaaet. Næste Sommer foer han atter i Østerleding med sine Mænd og drog til Sverige. Han sendte Bud til Dronning Sigrid, at han vilde tale med hende. Hun red ned til ham, og de taltes ved. Han kom strax frem med, hvad han havde paa Hjærte, og spurgte, om hun vilde gifte sig med ham. Hun sagde, at det var nogen taabelig Snak, han kom med; han var jo allerede saa godt gift, at det var godt nok til ham. Harald sagde, at Aasta var en god og gjæv Kvinde, »men hun er ikke saa højbaaren som jeg«. »Det kan være, at du er mere storættet end hun«, sagde Sigrid, »men det mener jeg, at hun nu bærer ikke blot paa sin egen Lykke, men ogsaa paa din (60)«. Synderlig flere Ord skiftede de ikke, førend Dronningen red bort. Kong Harald var da meget ilde til Mode. Han gjorde sig rede til at ride op i Landet for at komme til at tale med Dronning Sigrid igjen. Mange af hans Mænd raadede ham derfra, men han red alligevel did med et stort Følge og kom til den Gaard, hvor Dronningen var. Samme Aften kom der en anden Konge øster fra Gardarige; han hed Vissavald (61) og kom ogsaa for at bejle til hende. Kongerne og alt deres Følge blev bænkede i en stor og gammel Stue, og gammelt var ogsaa alt dens Udstyr; men Drik skortede det ikke paa og saa stærk var den, at de alle blev døddrukne, og baade Hovedvagten og Udvagterne faldt i Søvn. Om Natten lod Dronning Sigrid dem overfalde baade med Ild og Sværd; Stuen brændte, og de, der var der inde, med, og de, der slap ud, blev dræbte. Sigrid sagde, at paa den Maade skulde hun nok faa Smaakongerne gjort kjede af at fare fra andre Lande for at bejle til hende. Siden blev hun kaldt Sigrid Storraade.
46. Vinteren forud var Jomsvikingeslaget i Hjørungavaag. Da Kong Harald var gaaet i Land, var Hrane bleven ved Skibene for at raade over de Folk, der var blevne tilbage. Da de spurgte, at Harald var bleven undlivet, skyndte de sig bort, hjem til Norge, og fortalte, hvad der var sket. Hrane drog til Aasta og sagde hende, hvorledes det var gaaet paa deres Rejse, og ogsaa i hvilket Ærind Harald var draget til Dronning Sigrid. Aasta drog strax til Oplandene til sin Fader, saa snart hun havde spurgt denne Tidende, og han tog vel imod hende. De var begge meget vrede over, hvad Harald havde haft for i Sverige, og over at han havde haft i Sinde at forlade hende. Om Sommeren fødte Aasta Gudbrandsdatter et Drengebarn, som blev kaldt Olaf, da han blev vandøst af Hrane. Han blev i Førstningen opfostret der hos Gudbrand og sin Moder Aasta.
47. Hakon Jarl raadede i Norge overalt langs Havet og havde sexten Fylker under sig. Men længe stod det ved Magt, som Harald Haarfager havde bestemt, at der skulde være en Jarl i hvert Fylke, saa sexten Jarler lød under Hakon Jarl. Saalunde hedder det i Vellekla:
Spurgtes vel nogen Sinde
― sent vil det gaa i Glemme —,
at en Jarl som Konge
for sexten Jarler raaded?
Højt jeg Hakon priser,
Høvding som han er ingen;
til alle Verdens Hjørner
Jarlens Ry sig breder.
Medens Hakon Jarl raadede for Norge, var der gode Aaringer i Landet og god Fred imellem Bønderne. Sin længste Levetid var Jarlen godt lidt af Bønderne; men da han blev til Aars, hændte det tit, at han var usædelig i Omgang med Kvinder. Uet gik saa vidt, at han lod mægtige Mænds Døtre gribe og føre hjem til sig og beholdt dem hos sig en Uge eller to, hvorpaa han sendte dem hjem igjen. Det vakte megen Uvilje imod ham blandt disse Kvinders Frænder, og Bønderne begyndte at knurre ilde, som Trønderne har for Skik, naar der er noget, de ikke synes om.
48. Der kom Hakon Jarl et Rygte for Øre om, at der var en Mand vesten for Havet, som hed Ole, og som Folk ansaa for Konge. Det, somme fortalte ham, vakte en Mistanke om, at denne Mand nok var af norsk Kongeæt. Han havde hørt, at Ole sagde, at han var fra Gardarige, og han havde ogsaa spurgt, at Tryggve Olafssøn havde efterladt sig en Søn, der var draget øster paa til Gardarige og voxet op dèr hos Kong Valdemar, og at han hed Olaf. Han havde forhørt sig meget om denne Mand og fik nu Mistanke om, at han nu var kommen til Vesterlandene. Hakon Jarl havde en god Ven, som hed Thore Klakke; han laa tit og længe ad Gangen i Viking, og stundum foer han i Kjøbmandsfærd og vidste Besked om mangt og meget viden otn. Denne Mand sendte Hakon Jarl vester over Havet, bød ham gjøre en Kjøbmandsfærd til Dublin, som mange den Gang havde for Skik, og se, om han ikke kunde komme under Vejr med, hvem denne Ole var; og hvis han kom fuldt ud paa det rene med, at det var Olaf Tryggvessøn eller nogen anden af norsk Kongeæt, skulde han se at komme ham til Livs med Svig, om han kunde.
.jpg)
49. Thore drog vester paa til Irland, til Dublin, og fik at vide, at Ole var hos sin Svoger Olaf Kvaran. Saa fik Thore maget det saa, at han fik Ole i Tale. Thore var en ordsnild Mand. Da de havde talt længe sammen, gav Ole sig til at spørge ham ud om Norge, først om Oplandskongerne, hvem af dem der var i Live, og hvad Rige de havde at raade over, og derpaa om Hakon Jarl, om han var godt lidt i Landet. Thore svarede: »Jarlen er saa mægtig, at alle er nødte til at tale ham efter Munden, og det kommer af, at der ikke er nogen anden at gaa til; men sandt at sige kjender jeg mange gjæve Mænds Tænkemaade og Almuens med, og det tør jeg sige, at de vilde være overmaade glade og strax rede, om en Konge af Harald Haarfagers Æt kom til Riget. Det er der jo imidlertid ingen Udsigt til, især efter at det har víst sig, at det er en vanskelig Sag at kæmpe med Hakon Jarl.« Da de nu tit og ofte talte om dette, aabenbarede Olaf Thore sit Navn og sin Æt og spurgte ham til Raads, om han troede, at Bønderne, ifald han drog til Norge, vilde tage ham til Konge. Thore tilskyndede ham ivrig dertil og priste i høj Grad ham og hans Ypperlighed i alle Maader. Olaf fik da stor Lyst til at drage til sit Fædrenerige. Han sejlede med fem Skibe først til Syderøerne. Thore fulgte med ham. Derfra sejlede han til Orknøerne. Sigurd Jarl Lødvessøn laa da ved Røgnvaldsø (62) med et Langskib og agtede sig over til Katanæs (63). Olaf sejlede da vesten fra ind til Øerne, fordi Pettlandsfjorden (64) ikke var farbar. Da Kongen fik at vide, at Jarlen virkelig var der, sendte han Bud efter ham med den Besked, at han vilde tale med ham. Jarlen kom, og de havde ikke talt længe sammen, førend Kongen sagde, at han skulde lade sig døbe tillige med alle sine Undersaatter, ellers lod han ham dræbe paa Stedet, og han vilde fare med Ild og Sværd over Øerne og lægge Landet øde, hvis Almuen ikke tog ved Kristendommen. Som Jarlen nu var stedt, valgte han at lade sig døbe tillige med alle de Mænd, han havde hos sig. Derefter svor han Kongen Troskab og blev hans haandgangne Mand og gav ham sin Søn, der hed Hvalp eller Hund, som Gissel; ham tog Olaf med til Norge. Han sejlede nu øster over Havet og kom til Moster (65), der gik han først i Land i Norge og lod synge Messe i et Telt; siden blev der bygget en Kirke dèr. Thore Klakke sagde til Kongen, at det eneste raadelige var, at han ikke aabenbarede, hvem han var, og ikke lod det mindste Nys gaa forud for sig, men strax saa hurtig som muligt drog imod Jarlen, saa at han kunde træffe ham uforberedt. Kong Olaf gjorde, som han sagde, sejlede nord paa baade ved Nat og Dag, efter som Vinden føjede sig, og lod ikke Landsens Folk faa Nys om, hvem der sejlede dèr. Men da han kom nord til Agdenæs (66), fik han at vide, at Hakon Jarl var inde i Fjorden, og at han var usaattes med Bønderne. Det var nu helt anderledes, end Thore havde tænkt sig; thi siden Jomsvikingeslaget havde alle Nordmænd været Hakon Jarls fuldtro Venner, fordi han havde vundet den Sejr og frelst hele Landet for Ufred; men nu havde det føjet sig saa ilde, at der var kommet en stor Høvding til Landet, just som Bønderne var usaattes med Jarlen.
50. Hakon Jarl var paa Gjæsteri paa Medalhus i Guldalen, men hans Skibe laa ude ved Viggja (67). Orm Lyrgja hed en mægtig Bonde, som boede paa Bunæs; hans Hustru hed Gudrun og var en Datter af Bergthor paa Lunde; hun kaldtes Lundesol, fordi hun var saa overmaade fager. Jarlen sendte sine Trælle til Orm med det Bud, at de skulde hente hans Hustru Gudrun til Jarlen. Trællene fremsagde deres Ærind. Orm bød dem først til at spise Nadver; men inden de havde faaet spist, var der kommet mange af Orms Mænd, som han havde sendt Bud til rundt om i Bygden. Orm sagde da, at der ikke kunde være Tale om, at Trællene fik Gudrun med, og Gudrun sagde, at de kunde lade Jarlen vide, at hun ikke vilde komme til ham, med mindre han sendte Thora fra Rimol for at hente hende; hun var en mægtig Husfrue og en af Jarlens Kjærester. Trællene svarede, at de nok skulde komme igjen, og at Orm og hans Hustru snart skulde komme til at fortryde dette, og saa gik de med mange Trusler. Men Orm lod Budstikken gaa til alle fire Verdenshjørner i Bygden og opbød alle til at gribe til Vaaben imod Hakon Jarl og dræbe ham. Han sendte ogsaa Bud til Haldor paa Skerdingstad, og denne lod strax Budstikken gaa. Der var en Mand, som hed Brynjolf; hans Kone havde Jarlen kort i Forvejen taget, og det syntes Folk saa ilde om, at det var lige ved, at der havde samlet sig en Hær imod ham. Da Budstikken nu gik, brød en Mængde Mænd op og begav sig til Medalhus. Jarlen fik Nys derom og drog bort fra Gaarden med sit Følge og søgte ind i den dybe Dal, som siden kaldes Jarlsdalen, og dèr skjulte de sig. I Løbet af Dagen fik Jarlen Nys om alt, hvad Bondehæren tog sig for. Bønderne besatte alle Veje, og de fleste troede, at Jarlen havde søgt ud paa sine Skibe. For Skibene raadede hans Søn Erlend, en overmaade lovende ung Mand. Da Natten faldt paa, lod Jarlen sine Mænd bryde op og bød dem drage gjennem Skovene til Orkedalen. »Ingen vil gjøre jer nogen Fortræd«, sagde han, »naar jeg ikke er i Nærheden. Sig til Erlend, at han skal lægge ud igjennem Fjorden, saa træffes vi paa Møre; jeg skal nok holde mig skjult for Bønderne«. Saa brød Jarlen op med en Træl, som hed Kark. Der var Is paa Gulelven, og Jarlen styrtede sin Hest igjennem den og lod sin Kappe blive liggende der. Derpaa søgte de til en Hule, som siden kaldes Jarlshulen. Der faldt de begge i Søvn. Men da Kark vaagnede, fortalte han Jarlen, hvad han havde drømt: en sort og fæl Mand var gaaet forbi Hulen, og han var bange for, at han skulde gaa ind i den, men han sagde blot, at Ulle var død. »Saa er Erlend bleven dræbt«, sagde Jarlen. Thormod Kark faldt i Søvn igjen og var urolig i Søvne, og da han vaagnede, fortalte han, hvad han havde drømt: han havde set den samme Mand komme ned til Hulen igjen, og nu havde han paalagt ham at sige til Jarlen, at nu var alle Sunde lukkede. Jarlen anede, at det betød, at han ikke havde lang Tid tilbage at leve i. Saa stod han op, og de gik til Gaarden Rimol. Jarlen sendte Kark op til Thora med Bøn om, at hun vilde komme til ham i al Hemmelighed. Hun gjorde saa og tog vel imod Jarlen. Han bad hende om at fjæle ham nogle Nætter, indtil Bønderne gik fra hverandre. »Her paa min Gaard vil der blive søgt efter dig baade inde og ude«, sagde hun, »thi det er vitterligt for mange, at jeg gjærne vil hjælpe dig, alt hvad jeg kan. Der er kun ét Sted paa min Gaard, hvor det ikke vilde kunne falde mig ind at lede efter en Mand som dig, det er en Svinesti«. De gik did. »Her vil vi indrette os«, sagde Jarlen, »det gjælder nu først og fremmest om at frelse Livet.« Saa grov Trællen en dyb Grav i Svinestien og bar Jorden bort og lagde Planker over den. Thora fortalte Jarlen at Olaf Tryggvessøn havde lagt ind i Fjorden og dræbt hans Søn Erlend. Saa gik Jarlen og Kark ned i Graven, men Thora lagde Plankerne til rette over den og dækkede den til med Jord og Møg og drev Svinene over den. Svinestien laa ved Foden af en stor Sten.
51. Olaf Tryggvessøn stævnede ind i Fjorden med fem Langskibe, men Hakon Jarls Søn roede indefra med tre Skibe. Da de kom hinanden nær, anede Erlend, at der var Ufred for Haanden, og lagde ind imod Land. Da Olaf saae Langskibene komme ud igjennem Fjorden imod ham, tænkte han, at det var Hakon Jarl, der kom, og bød sine Mænd ro efter dem, saa stærkt de kunde. Da Erlend og hans Mænd var naaede ind under Land, satte de Skibene paa Grund, sprang strax over Bord og søgte ind til Land. Olafs Skibe var efter dem. Olaf saae en overmaade fager Mand svømme ind imod Land; han greb da Rorpinden og kastede den efter ham og ramte Erlend, Jarlens Søn, i Hovedet saaledes, at Hjærneskallen brast lige ind til Hjærnen, og saaledes lod Erlend sit Liv. Olaf og hans Mænd dræbte mange Mænd dèr, men somme flyede, og somme blev tagne til Fange og fik Fred. Dem spurgte de ud, og saaledes fik Olaf at vide, at Bønderne havde jaget Hakon Jarl bort, at han var flyet for dem, og at alle hans Folk var adsplittede.
52. Derefter kom Bønderne til Olaf, og der blev gjensidig Glæde, og de blev strax enige om at holde sammen. Bønderne tog ham til Konge, og alle besluttede at søge efter Hakon Jarl. De drog da op i Guldalen, og rimeligst tyktes det dem, at han maatte være paa Rimol, hvis han var paa nogen af Gaardene, fordi Thora var hans kjæreste Veninde der i Dalen. De foer da did og søgte efter Jarlen ude og inde, men fandt ham ikke. Saa holdt Olaf Husting ude i Gaarden; han stod paa den store Sten oven over Svinestien. Han talte da til Mændene, og det sagde han blandt andet, at han vilde skjænke den baade Gods og Hæder, som voldte Hakon Jarl Mén. Det hørte Jarlen og Kark. De havde Lys hos sig. »Hvorfor bliver du saa bleg?« sagde Jarlen, »og stundum er du saa sort som Jorden. Du vil vel ikke svige mig?« »Nej«, sagde Kark. »Vi blev født samme Nat«, sagde Jarlen, »og kort vil der ogsaa blive imellem vor Død«. Da Aftenen faldt paa, drog Kong Olaf bort, men da det blev Nat, holdt Jarlen sig vaagen, men Kark faldt i Søvn og lod ilde i Søvne. Jarlen vækkede ham og spurgte, hvad han drømte. »Jeg var paa Lade«, sagde Kark, »og Kong Olaf lagde en Guldring om min Hals«. »Det bliver en blodrød Ring, Olaf lader lægge om din Hals, ifald du træffer ham«, sagde Jarlen; »vogt dig derfor for det; men af mig har du godt at vente som hidtil, saa svig mig ikke«. Saa holdt de sig begge vaagne, som om de vogtede paa hinanden. Men da det lakkede ad Dag, faldt Jarlen i Søvn og lod strax ilde i Søvne, og det gik saa vidt, at han trak Hælene og Nakken ind under sig, som om han vilde staa op, og skreg højt og fælt. Saa blev Kark ræd og forfærdet, trak en stor Kniv op af sit Bælte, jog den i Jarlens Strube og skar den over, og det blev Hakon Jarls Bane. Derefter skar Kark Hovedet af Jarlen og løb bort med det, og op paa Dagen gik han op paa Lade og bragte Kong Olaf det og sagde, saaledes som det nu er fortalt, hvorledes alt var gaaet til med ham og Hakon Jarl. Kong Olaf lod ham føre bort og halshugge.
53. Kong Olaf og en Mængde Bønder foer nu ud til Nidholmen med Hakon Jarls og Karks Hoveder. Dèr blev paa den Tid Tyve og Ildgjerningsmænd dræbte, og der stod en Galge. Til den lod han Hakon Jarls og Karks Hoveder bære hen, og saa gik hele Flokken frem under høje Raab og stenede dem og sagde, at der skulde Niddingen følges med andre Niddinger. Saa sendte de Folk op i Guldalen at hente Kroppen og slæbte den bort og brændte den. Saa stort Fjendskab var der kommet op i Trønderne imod Hakon Jarl, at ingen kaldte ham andet end den onde Jarl, og det Navn beholdt han længe siden. Men det kan med Sandhed siges om Hakon Jarl, at han havde mange Egenskaber, der gjorde ham skikket til at være Høvding, først høj Byrd og dernæst Kløgt og Snildhed til at bruge sin Magt, Tapperhed i Kamp og Held til at sejre og fælde sine Fjender. Saalunde siger Thorlejf Rødfeldssøn:
Ingen Høvding veed jeg
i hele den vide Verden
hustor som Hakon paa Lade,
højt over alle han rager.
Ædlinger nu han sendte
til Odin, Ravnene aad dem;
derfor vældig han hersker
og æres viden om Lande.
Hakon Jarl var saare gavmild, men en stor Ulykke var det dog for slig en Høvding, at han skulde faa en saadan Død; og den skyldtes mest det, at nu var Tiden kommen, da hedenske Ofringer og Blotmænd skulde fordømmes, og den hellige Tro og rette Sæder træde i deres Sted.
54. Olaf Tryggvessøn blev paa et almindeligt Ting i Trøndelagen tagen til Konge over hele Landet, saaledes som Harald Haarfager havde haft det. Almuen stimlede sammen i stor Mængde, og ingen vilde vide af andet at sige, end at Olaf Tryggvessøn skulde være Konge.
Olaf drog nu om i hele Landet og lagde det under sig, alle Mænd i Norge blev ham hørige og lydige, og ogsaa de Høvdinger paa Oplandene og i Vigen, som havde haft deres Land under Danekongen, blev Kong Olafs Mænd og tog deres Land af ham. Saaledes drog han om i Landet den første Vinter og Sommeren efter. Erik Jarl Hakonssøn og hans Broder Svend og deres Frænder og Venner flyede af Landet og søgte øster paa til Kong Olaf Svenske, som tog godt imod dem. Saalunde siger Thord Kolbejnssøn:
Jomsvikingers Jager! (69)
— jævnlig Skæbnen sig vender —,
lang Tid der led ej, førend
Ladejarlen blev svegen,
den Gang da Tryggvessønnen
sejlede øst over Havet
og vandt det Land, som Hakon
vældig under sig lagde.
Større var Eriks Harme,
end han for nogen ypped,
venteligt var det, at vred han
var, for hvad Kongen ham voldte.
Haarde Halse, de Trønder!
turde frækt ham trodse;
søgte da Trønderjarlen
Raad hos Svenskekongen.
55. Loden hed en rig og ætstor Mand fra Vigen. Han laa jævnlig i Kjøbmandsfærd og stundum i Viking. En Sommer drog Loden i Kjøbmandsfærd; han ejede selv hele Skibet og havde mange Varer om Bord. Han sejlede til Estland og var i Kjøbstævne der Sommeren over. Medens Markedet holdtes, blev der ført mange Slags Varer did, og der var ogsaa mange Trælle til Fals. Dèr saae Loden en Kvinde, der var solgt som Trælkvinde, og da han saae nøjere paa hende, kjendte han, at det var Astrid Eriksdatter, som havde været gift med Kong Tryggve; men hun var nu saare ulig, hvad hun før havde været, bleg og udtæret og daarlig klædt. Han gik hen til hende og spurgte, hvorledes det stod til med hende. »Tungt er det at tale derom«, sagde hun; »jeg er bleven solgt som Trælkvinde, og nu er jeg her for at blive solgt igjen«. Saa kjendtes de ved hinanden; Astrid vidste god Besked om ham og bad ham om at kjøbe hende og tage hende hjem med til hendes Frænder. »Jeg vil gjøre dig et Forslag«, sagde han; »jeg skal føre dig hjem til Norge, ifald du vil gifte dig med mig«. Da Astrid nu var saare ilde stedt og derhos vidste, at Loden var en ætstor og dygtig Mand, lovede hun ham det, hvis han vilde løse hende ud. Saa kjøbte Loden Astrid og tog hende med til Norge og ægtede hende med hendes Frænders Samtykke. Deres Børn var Thorkel Næse, Ingerid og Ingegjerd. Astrids og Tryggves Døtre var Ingeborg og Astrid. Erik Skaalskalles Sønner var Sigurd, Karlshoved, Jostejn og Thorkel Pragtsyge; de var alle gjæve og rige Mænd og havde store Gaarde øster i Landet. Lodens og Astrids Døtre Ingerid og Ingegjerd blev gifte med to rige ætstore Mænd øster i Vigen; den ene hed Thorgejr, den anden Hyrning.
56. Da Danekongen Harald Gormssøn havde taget ved Kristendommen, sendte han Bud ud over hele sit Rige, at alle skulde lade sig døbe og tage ved den sande Tro. Han vaagede selv over, at dette Bud blev overholdt, og naar intet andet hjalp, anvendte han Magt og Revselse. Han sendte to Jarler, Urguthrjot og Brimilskjar, til Norge med mange Mænd; de skulde forkynde Kristendommen i Norge. Det gik ogsaa for sig i Vigen, som Kong Harald havde Magt over og mange af Landsens Folk lod sig døbe. Men da Harald var død, gav hans Søn Svend Tveskjæg sig snart ud paa Hærtog baade til Sachsland og Frisland og til sidst til England. Men de Folk i Norge, der havde taget ved Kristendommen, gav sig saa igjen til at ofre til Afguderne som før, og som Folk havde for Skik nord paa i Landet.
Men da Olaf Tryggvessøn nu var bleven Konge i Norge, opholdt han sig længe i Vigen om Sommeren; der kom mange til ham, som var hans Frænder, og somme var hans Maage (70), og mange havde været hans Faders gode Venner, og alle tog de imod ham med stor Kjærlighed. Saa kaldte Olaf sine Morbrødre, sin Stiffader Loden, sine Svogre Thorgejr og Hyrning til sig og foreholdt dem paa det mest indtrængende, at de sammen med ham skulde tage fat paa og siden af al Magt arbejde videre paa, hvad han havde for, nemlig at forkynde Kristendommen i hele sit Rige; det var hans Agt, sagde han, at kristne hele Norge eller i modsat Fald lade Livet. »Jeg vil gjøre jer alle til store og mægtige Mænd«, sagde han, »thi jeg stoler mest paa jer for vort Frændskabs Skyld og de andre Baand, der knytter os til hinanden«. De lovede alle at gjøre, som han bød, og at støtte ham i alt, hvad han vilde, og det samme lovede de paa alle deres Vegne, som vilde følge deres Raad. Kong Olaf kundgjorde da strax for Almuen, at han vilde paabyde alle Folk i sit Rige at tage ved Kristendommen. De, som allerede var gaaet ind derpaa, var nu strax de første til at lyde dette Bud, og det var de mægtigste af dem, der var til Stede, og alle andre gjorde som de. Saa blev alle Folk øster i Vigen døbte. Derpaa drog Kongen nord paa i Vigen og bød alle Folk dèr at tage ved Kristendommen, og dem, som talte derimod, revsede han haardt; somme dræbte han, somme lod han lemlæste, og somme drev han af Landet. Det gik da saaledes, at i hele det Rige, hans Fader Kong Tryggve havde raadet for, og ligesaa i det, hans Frænde Harald Grenske havde haft, tog alle ved Kristendommen, som Olaf bød, og i Løbet af den Sommer og næste Vinter blev Vigen helt kristnet.
57. Tidlig om Vaaren drog Kong Olaf ud i Vigen og havde mange Folk med. Derpaa drog han nord paa til Agder (71), og overalt, hvor han holdt Ting med Bønderne, bød han, at alle skulde lade sig døbe, og alle tog ved Kristendommen; thi ingen af Bønderne turde sætte sig op imod Kongen, og alle blev døbte, hvor han foer frem. Paa Hørdaland var der mange gjæve Mænd, som nedstammede fra Hørdakaare. Han havde haft fire Sønner: Thorlejf Vise, Øgmund, der var Fader til Thorolf Skeløje (72), som igjen var Fader til Erling paa Sole, Thord, som var Fader til Klyp Herse, der dræbte Gunhilds Søn Sigurd Savl, og endelig Ølmod, der var Fader til Askel, som igjen var Fader til Aslak Fitjeskalle. Denne Æt var den Gang den største og gjæveste paa Hørdaland. Da disse Frænder spurgte, hvilken vanskelig Sag der var paa Færde, at Kongen drog østen fra gjennem Landet med mange Folk og kuldkastede de Love, der havde staaet fra gammel Tid, og at alle, som talte derimod, blev revsede og fik de haardeste Kaar, stævnede de hinanden til Møde for at lægge Raad op; thi de kunde sige sig selv, at Kongen snart vilde komme til dem, og de blev da enige om, at de alle skulde møde mandstærke paa Gulating og stævne Kong Olaf did til Møde med dem.
58. Saa snart Olaf kom til Rogaland (73), stævnede han Ting. Men da Tingbudet kom til Bønderne, samledes de mandstærke og fuldt væbnede, og da de kom sammen, taltes de ved og lagde Raad op og valgte de tre ordsnildeste iblandt sig til at svare Kong Olaf paa Tinge og tale imod ham og lade ham vide, at de ikke vilde taale, hvad der var imod Loven, selv om Kongen bød dem det. Da Bønderne kom til Tinge og Tinget var sat, stod Kong Olaf op og talte først sagtmodig til dem; men det var dog ikke til at tage fejl af, at han vilde have, at de skulde tage ved Kristendommen; han bad dem derom med fagre Ord, men til sidst lod han dem vide, at hvis nogen satte sig derimod og ikke vilde lyde hans Bud, skulde de faa hans Vrede at føle og lide Straf og haard Medfart, hvor han kunde komme til. Da han havde endt sin Tale, stod den allerkløgtigste af Bønderne op, ham havde de udset til først at svare Kong Olaf. Men da han vilde til at tage Ordet, kom der saadan en Hoste og Trangbrystighed over ham, at han ikke kunde faa et Ord frem, men maatte sætte sig ned igjen. Saa rejste en anden Bonde sig og vilde ikke undlade at svare Kongen, skjønt det var gaaet galt for den første; men da han begyndte at tale, stammede han saa stærkt, at han ingen Vegne kom, og alle, som hørte derpaa, gav sig til at le, og saa satte han sig ned igjen. Saa stod den tredje op og vilde tage til Gjenmæle imod Kong Olaf; men da han begyndte at tale, var han saa hæs og tyk i Mælet, at ingen kunde høre, hvad han sagde. Saa var der ingen af Bønderne til at tale imod Kongen, og da de ikke kunde faa nogen til at svare ham, blev der ingen Rejsning gjort for at modsætte sig ham, og Enden blev da, at alle sagde Ja til, hvad Kongen bød. Alt Tingfolket blev døbt, inden Kongen drog bort.
59. Kong Olaf drog med sine Folk til Gulating, fordi Bønderne havde sendt Bud til ham, at der vilde de svare ham. Da begge Parter var komne til Tinget, vilde Kongen først tale med Høvdingerne, og da de alle var samlede, kom Kongen frem med sit Ærind og bød dem lade sig døbe. Saa sagde Ølmod den gamle: »Vi Frænder har talt sammen om denne Sag og vi er alle enige. Hvis det er din Agt at tvinge os til sligt, bryde vor Lov og kue os med Vold og Magt, saa vil vi sætte os derimod af alle Kræfter, og saa faar Lykken raade for, hvem der gaar af med Sejren. Men hvis du derimod vil gjøre os noget godt, Konge, da kan du faa det saa med os, at vi alle slutter os til dig i fuldkommen Lydighed.« »Hvad vil I da bede mig om, for at der kan blive den bedst mulige Forstaaelse imellem os?« sagde Kongen. »For det første«, svarede Ølmod, »at du gifter din Søster Astrid med vor Frænde Erling Skjalgssøn, som vi holder for at være den mest lovende af alle unge Mænd i Norge.« Kong Olaf sagde, at det tyktes ham rimeligt, at det kunde blive et godt Ægteskab; Erling var jo en ætstor Mand, og hans Udseende lovede ogsaa godt; men i den Sag maatte Astrid selv svare, sagde han. Siden talte Kongen om dette med sin Søster. »Liden Nytte har jeg«, sagde hun, »af at være en Konges Datter og en Konges Søster, naar jeg skal gifte mig med en Mand, der ikke har fyrstelig Værdighed. Hellere vil jeg bie nogle Aar paa et andet Giftermaal.« Og saa talte de ikke mere om den Ting for denne Sinde.
60. Kong Olaf lod en Høg, Astrid havde, tage og alle Fjerene plukke af den, og saa sendte han hende den. »Nu er min Broder vred«, sagde Astrid, rejste sig og gik til Kongen. Han tog vel imod hende. Astrid sagde da, at hun overlod til Kongen at gifte hende, med hvem han vilde. »Jeg mente ogsaa«, sagde Kongen, »at jeg vilde faa Magt til at give hvem jeg vilde fyrstelig Værdighed her i Landet.« Saa lod Kongen Ølmod og Erling og alle deres Frænder kalde; der blev da talt om denne Bejlen, og Enden blev, at Astrid blev fæstet til Erling. Derpaa lod Kongen Tinget sætte og bød Bønderne at tage ved Kristendommen. Erling og Ølmod og alle deres Frænder fremmede da ivrig Kongens Sag, og ingen havde da Mod til at tale derimod. Saa blev alt det Folk døbt og kristnet.
61. Om Sommeren holdt Erling Skjalgssøn sit Bryllup, og til det kom der overmaade mange Mennesker. Kong Olaf var ogsaa med. Han tilbød at give Erling Jarledømme, men Erling svarede: »Herser har mine Forfædre været, og jeg vil ikke højere paa Straa end de; men det vil jeg gjærne tage imod, Konge, at jeg bliver den største, som bærer Hersenavn her i Landet«. Det lovede Kongen ham, at han skulde blive, og da de skiltes, gav Kong Olaf sin Svoger Erling Landet norden for Sognsø (74) og øster til Lindesnæs paa samme Vilkaar, som Harald Haarfager havde tilstaaet sine Sønner.
62. Om Høsten stævnede Kong Olaf fire Fylker til Ting nord paa Stad paa Dragseid (75). Did skulde komme Sogninger og Fjordinger, Søndmører og Romsdøler. Kong Olaf foer did med saare mange Folk, som han havde haft med øst fra, og derhos dem, der var komne til ham paa Hørdaland og Rogaland. Da Olaf mødte frem paa Tinge, forkyndte han Kristendommen dèr som andensteds; men da Kongen havde saa talrig en Styrke med, var de bange for ham, og i Slutningen af sin Tale bød han dem tvende Vilkaar, enten at tage ved Kristendommen og lade sig døbe eller ogsaa at holde Slag med ham. Bønderne saae nu ingen Udsigt til at kunne kæmpe med Kongen, og de valgte da det Vilkaar, at alt Folket skulde kristnes. Derpaa drog Kong Olaf med sit Følge til Nordmøre og kristnede det Fylke, og saa sejlede han ind til Lade og lod Hovet (76) bryde ned og alt, hvad der var af Gods og Skrud, tage fra Hovet og Gudebillederne. Han tog en stor Guldring, som Hakon Jarl havde ladet gjøre og sætte i Hovets Dør, og derefter lod han Hovet brænde. Da Bønderne saae det, sendte de strax Budstikken om i alle Fylkerne og opbød en Hær, som de agtede at drage imod Kongen med. Kong Olaf lagde da ud af Fjorden med sit Følge og sejlede nord paa langs Landet; det var hans Agt at fare til Haalogaland og kristne Folket dèr. Men da han kom til Bjørnør, fik han fra Haalogaland Nys om, at de havde en Hær ude dèr og agtede at værge Landet imod ham. Høvdingerne for den Hær var Haarek fra Thjotta, Thore Hjort fra Vaage og Ejvind Kindrift. Da Olaf fik det at vide, vendte han om og sejlede sønder paa langs Landet; men da han kom sønden for Stad, foer han mere i Mag, men naaede dog ved Begyndelsen af Vinteren helt øster i Vigen.
63. Dronning Sigrid, som kaldtes Storraade, sad paa sine Gaarde i Sverige. Den Vinter gik der Bud imellem Kong Olaf og Dronning Sigrid; han bejlede til hende, hun optog hans Bejlen vel, og Sagen blev aftalt imellem dem. Kong Olaf sendte da Dronning Sigrid den store Guldring, han havde taget fra Døren paa Hovet paa Lade, og det syntes at være en saare kostelig Gave. Siden om Vaaren skulde de træffes i Gøtaelven ved Landsgrænsen for at tales ved om Giftermaalet. Men da den Ring, som Kong Olaf havde sendt Dronning Sigrid, blev saa stærkt lovprist af alle, var der just to Brødre, som var Smedde, hos Dronningen. De tog Ringen, vejede den i Haanden og hviskede noget til hinanden. Dronningen lod dem da kalde hen til sig og spurgte, hvad de spottede over ved Ringen, men det vilde de ikke sige. Hun sagde, at de endelig maatte sige hende, hvad de havde at udsætte paa den. De sagde da, at Ringen ikke var ægte; hun lod den bryde over, og det viste sig, at den indvendig bestod af Kobber. Saa blev Dronningen vred og sagde, at Olaf nok kunde svige hende i mere end det Stykke. Den Vinter drog Kong Olaf op paa Ringerige og kristnede Folket dèr.
64. Aasta Gudbrandsdatter havde kort efter Harald Grenskes Død giftet sig med en Mand, der hed Sigurd So; han var Konge paa Ringerige. Sigurd var en Søn af Halfdan, der var en Søn af Harald Haarfagers Søn Sigurd Uægte (77). Aastas og Harald Grenskes Søn Olaf var hos hende, han opfostredes i sin Barndom hos sin Stiffader Sigurd So. Da Olaf Tryggvessøn kom til Ringerige for at forkynde Kristendommen, lod Sigurd So og hans Hustru Aasta sig døbe tillige med hendes Søn Olaf, og Olaf Tryggvessøn stod Fadder til Olaf Haraldssøn; han var da tre Aar gammel. Kong Olaf drog da atter ud i Vigen og var dèr om Vinteren. Det var den tredje Vinter, han var Konge over Norge.
65. Tidlig om Vaaren drog Kong Olaf til Kongehelle (78) for at træffe Dronning Sigrid. Da de mødtes, taltes de ved om den Sag, der havde været paa Bane imellem dem om Vinteren, at de skulde gifte sig, og det tegnede meget godt. Saa sagde Kong Olaf, at Dronning Sigrid skulde tage ved Troen og lade sig døbe. »Jeg vil ikke falde fra den Tro, jeg hidtil har haft og mine Forfædre før mig«, sagde hun, »og heller ikke vil jeg sige noget til, at du tror paa den Gud, det lyster dig at tro paa«. Da blev Kong Olaf meget vred og sagde hidsig: »Hvorfor skulde jeg gifte mig med en Hedninghund som dig?« og saa slog han hende i Ansigtet med sin Handske og rejste sig, og det gjorde hun ogsaa. »Dette kunde godt volde din Død«, sagde Sigrid. Derpaa skiltes de; Kongen drog nord i Vigen og Dronningen øster til Sverige.
66. Kong Olaf drog nu til Tunsberg og holdt atter Ting dèr og bød paa Tinge, at alle, om hvem det var vitterligt og kunde bevises, at de gav sig af med Sejd og Galdren og anden Trolddom, skulde fare af Landet. Siden lod Kongen søge efter saadanne Mænd i alle Bygderne der omkring og lod dem alle kalde til sig. De kom. En af dem hed Ejvind Kilde, han var en Sønnesøn af Harald Haarfagers Søn Røgnvald Ligeben; han var Sejdmand og saare tryllekyndig. Kong Olaf lod alle disse Mænd bænke i en stor Stue, gjorde Gilde for dem, lod sørge vel for dem og skjænke stærk Drik. Da de var bleven drukne, lod Kongen stikke Ild paa Stuen, og den brændte med alle dem, der var i den, med Undtagelse af Ejvind Kilde, han slap ud igjennem Lyren (79). Da han var kommen et langt Stykke bort, mødte han nogle Mænd, der var paa Vej til Kongen; dem bød han sige Kongen, at Ejvind Kilde var sluppen af Ilden, og at Olaf aldrig mere skulde faa ham i sin Vold, men at han vilde vedblive ganske som før med alle sine Kunster. Da Mændene kom til Kong Olaf, sagde de, hvad Ejvind havde paalagt dem at sige. Kongen var ilde tilfreds med, at Ejvind ikke var død.
67. Da det blev Vaar, drog Kongen ud igjennem Vigen og tog paa Gjæsteophold paa sine Storgaarde. Han sendte Bud ud over hele Vigen, at han vilde have Leding ud om Sommeren og drage nord paa i Landet. Derefter foer han vest paa til Agder, og da det lakkede ad Enden med Langfasten, foer han nord paa til Rogaland og kom Paaskeaften til Øgvaldsnæs paa Kørmt (81). Dèr var redet til Paaskegilde for ham; han havde henved tre Hundrede [360] Mand med. Samme Nat kom Ejvind Kilde til Øen; han havde et fuldt bemandet Langskib; Mandskabet bestod helt og holdent af Sejdmænd og andre tryllekyndige Folk. Ejvind og hans Mænd gik i Land og øvede deres Trolddomskunster. Ejvind tryllede en mørk Taage frem, for at Kongen og hans Mænd ikke skulde kunne se dem. Men da de kom nær op til Gaarden paa Øgvaldsnæs, blev det højlys Dag. Det gik nu helt anderledes, end Ejvind havde tænkt sig; det Mørke, han havde tryllet frem, kom over ham og hans Mænd, saa at de ikke saae bedre med Øjnene end med Nakken og stadig gik i Kreds. Kongens Vagtmænd saae dem gaa der og vidste ikke, hvad det var for Folk. Det blev da meldt Kongen, og han stod op og klædte sig paa, og alle hans Mænd med ham. Da Kongen saae Ejvind og hans Folk, bød han sine Mænd væbne sig og gaa hen og se, hvad det var for Folk. Da Kongsmændene saae, at det var Ejvind, tog de ham og alle hans Mænd til Fange og førte dem til Kongen. Ejvind fortalte nu alt om, hvorledes det var gaaet ham. Saa lod Kongen dem alle føre ud og binde paa et Skjær, som Vandet gik over i Flodtiden. Saalunde lod Ejvind sit Liv og alle de, der var med ham. Skjæret kaldes siden Troldmandsskjæret.
68. Der fortælles, at da Kong Olaf var paa Gjæsteri paa Øgvaldsnæs, kom der en Aften en gammel énøjet Mand med en sid Hat paa; han var meget ordsnild og kunde sige Tidender fra alle Lande. Han gav sig i Tale med Kongen, og Olaf havde stor Gammen af at høre paa ham og spurgte ham om mangt og meget; men Gjæsten kunde svare paa alt, hvad han spurgte om, og Kongen sad længe med ham om Aftenen. Saa spurgte Kongen, om han vidste, hvem den Øgvald var, som Gaarden og Næsset var opkaldt efter. Gjæsten sagde, at Øgvald var Konge og en stor Hærmand; han ofrede mest til en Ko, som han førte med sig alle Vegne, og det tyktes ham sundt stadig at drikke dens Mælk. »Kong Øgvald kæmpede med en Konge, som hed Varen«, sagde han, »og i den Kamp faldt Øgvald; han blev højlagt tæt ved Gaarden, og der blev rejst Bautastene for ham; de staar endnu. Men et andet Sted her i Nærheden blev Koen højlagt.« Dette og meget andet fortalte han om Konger og hvad der havde tildraget sig i gamle Dage. Da det led langt ud paa Natten, og de sad der endnu, mindede Biskoppen Kongen om, at det var paa Tide at gaa til Ro, og det gjorde Kongen. Men da han var bleven klædt af og var gaaet i Seng, satte Gjæsten sig paa Fodbrættet og talte igjen længe med Kongen, og Kongen syntes aldrig, han kunde faa talt nok med ham. Saa sagde Biskoppen til Kongen, at det var paa Tide at lægge sig til at sove; det gjorde Kongen, og Gjæsten gik ud. Lidt efter vaagnede Kongen, spurgte efter Gjæsten og bød dem kalde ham ind til ham, men Gjæsten var ingensteds at finde. Om Morgenen lod Kongen sin Køgemester og den, der stod for Drikken, kalde og spurgte, om der havde været nogen Mand, de ikke kjendte, hos dem. De sagde, at da de skulde sørge for Maden, var der kommen en Mand, som sagde, at det var noget overmaade daarligt Kjød, de kogte til Kongens Bord, og saa havde han givet dem to tykke og fede Sidestykker af Slagtekvæg, og dem havde de kogt sammen med det andet Kjød. Saa sagde Kongen, at alt det Kjød skulde de ødelægge; det havde ikke været noget Menneske, sagde han, det maatte have været Odin, som Hedningerne længe havde troet paa, men ham skulde han ingen Vegne komme med at svige.
69. Kong Olaf samlede nu en stor Hær østen fra Landet om Sommeren og drog med den nord paa til Trøndelagen og lagde først ud i Nidelvens Munding. Derpaa lod han stævne til Ting omkring hele Fjorden, otte Fylkers Ting paa Frosta (82). Men Bønderne lavede Tingpilen om til en Hærpil (83) og stævnede fribaarne Mænd og Trælle sammen over hele Trøndelagen. Da Kongen kom til Tinget, var hele Bondealmuen mødt fuldt væbnet. Da Tinget var sat, talte Kongen til Folket og bød det tage ved Kristendommen. Men da han havde talt en liden Stund, raabte Bønderne og bød ham tie, ellers vilde de gaa løs paa ham og drive ham bort, sagde de. »Saalunde bar vi os ad med Hakon Adelstensfostre«, sagde de, »da han bød os sligt, og ikke regner vi dig for mere end ham.« Men da Kong Olaf saae, hvor hidsige Bønderne var, og at de derhos var saa mandstærke, at han ikke vilde kunne staa sig imod dem, bøjede han af og drejede sin Tale saaledes, at det saae ud, som om han var enig med Bønderne. »Jeg vil«, sagde han, »at vi skal slutte Forlig, som vi før har aftalt det; jeg vil drage did, hvor I har eders største Blot, og se paa eders Skikke dèr, og saa vil vi lægge Raad op sammen, om hvilken Tro vi vil have, og blive enige derom alle sammen«. Da Kongen saaledes talte lempelig til Bønderne, blev de blidere stemte, og de taltes siden ved i Venlighed og Fordragelighed. Til sidst blev det vedtaget, at der skulde holdes Midsommersblot inde paa Mæren (84), og til det skulde alle Høvdinger og mægtige Bønder komme og Kong Olaf ogsaa.
70. Skjægge hed en mægtig Bonde; han kaldtes Jærnskjægge. Han boede paa Upphaug paa Yrjar. Skjægge var den, der talte først paa Tinget imod Olaf, og han var Bøndernes Formand imod Kristendommen. Dog sluttede Tinget med den Aftale, som nys blev omtalt; Bønderne drog hjem og Kongen til Lade.
71. Kong Olaf laa med sine Skibe i Nidelven; han havde tredive Skibe og meget og udsøgt Mandskab. Men Kongen selv opholdt sig ofte paa Lade med sin Hird. Men da det led hen imod den Tid, da Blotet skulde holdes paa Mæren, gjorde Kong Olaf et stort Gilde paa Lade og sendte Bud ind paa Strind og op i Guldalen og ud i Orkedalen og bød Høvdinger og andre Storbønder dèr til sig. Da Gildet var beredt og Gjæsterne komne, blev der den første Aften holdt et herligt Gjæstebud; der blev skjænket flittig, og Folk blev meget drukne. Om Natten sov de alle i Ro. Om Morgenen, da Kongen var bleven klædt paa, lod han læse Messe for sig, og da den var forbi, lod han blæse til Husting. Alle hans Mænd gik da fra Skibene og begav sig til Tings. Da Tinget var sat, stod Kongen op og sagde: »Da vi holdt Ting inde paa Frosta, bød jeg Bønderne, at de skulde lade sig døbe, men de bød mig til Gjengjæld, at jeg skulde blote med dem, som Hakon Adelstensfostre havde gjort. Saa blev vi enige om, at vi skulde mødes inde paa Mæren og holde et stort Blot. Men skal jeg holde Blot med jer, saa skal det være det største Blot, der øves, saa vil jeg blote Mennesker, og til det vil jeg ikke vælge Trælle eller Ildgjerningsmænd, men jeg vil ofre de ypperste Mænd til Guderne saasom Orm Lygra fra Medalhus, Styrkaar fra Gimsar, Kaar fra Gryting, Asbjørn Thorbergssøn fra Varnæs, Orm fra Lyxa og Haldor fra Skerdingstad.« Og fem andre af de ypperste Mænd nævnede han og sagde, at dem vilde han blote for at faa godt Aar og Fred i Landet, og lod strax sine Folk gaa løs paa dem. Da Bønderne saae, at de ikke var mandstærke nok til at kunne staa sig imod Kongen, bad de om Fred og gav alt i Kongens Vold. Saa blev de enige om, at alle de Bønder, der var komne til Gildet, skulde lade sig døbe, og de tilsvor Kongen, at de vilde holde fast ved den sande Tro og opgive al Bloten. Kongen beholdt alle disse Mænd hos sig, til de kunde stille deres Sønner eller Brødre eller andre nære Frænder som Gisler.
72. Kong Olaf drog nu med hele sin Hær ind i Trøndelagen. Da han kom ind paa Mæren, var alle de af Trøndernes Høvdinger, der stod Kristendommen mest imod, komne tillige med alle de Storbønder, som hidtil havde holdt Blotene oppe dèr. Der var da overmaade mange til Stede, i Lighed med, hvad der før havde været paa Frostatinget. Kongen bød da, at der skulde holdes Ting, og til dette mødte begge Parter fuldt væbnede frem. Da Tinget var sat, talte Kongen og bød Folk tage ved Kristendommen. Jærnskjægge svarede paa Bøndernes Vegne paa Kongens Tale og sagde, at de nu som før ikke vilde taale, at Kongen brød Loven for dem. »Vi vil, Konge«, sagde han, »at du skal blote, som andre Konger har gjort før du.« Disse Ord modtog Bønderne med stærke Bifaldsraab, og de sagde, at de alle var enige om, at som Skjægge sagde, skulde det være. Kongen svarede da, at han vilde gaa ind i Hovet med dem og se deres Skikke, naar de blotede. Det huede Bønderne vel, og begge Parter begav til Hovet.
73. Kong Olaf gik nu ind i Hovet med nogle faa af sine Mænd og nogle faa af Bønderne. Da han kom did, hvor Gudebillederne var, sad Thor der smykket med Guld og Sølv; thi han var den af alle Guderne, de gjorde mest Ære af. Kong Olaf svang en guldbeslagen Stav, han havde i Haanden, og slog til Thor, saa at han faldt ned af sit Fodstykke, og derefter sprang Kongsmændene frem og skubbede alle de andre Guder ned fra deres Fodstykker. Medens Kongen var inde i Hovet, blev Jærnskjægge dræbt uden for det; det gjorde Kongsmændene. Da Kongen kom ud til sine Folk, bød han Bønderne tvende Vilkaar: enten skulde de alle tage ved Kristendommen eller holde Slag med ham. Men efter Skjægges Død var der ingen i Bondehoben, der kunde føre an og rejse Banner imod Kong Olaf. Saa valgte de da det Vilkaar at gaa Kongen til Haande og gjøre, som han bød. Kong Olaf lod da alle dem, der var til Stede, døbe og tog Gisler af Bønderne til Sikkerhed for, at de vilde holde ved deres Kristendom. Derefter lod Kong Olaf sine Mænd drage om i alle Fylker i Trøndelagen, og nu talte ingen imod Kristendommen. Saa blev alt Folket i Trøndelagen døbt.
74. Kong Olaf drog nu med sin Hær ud til Nidelvens Munding. Han lod bygge Huse dèr paa Nidbakken, bestemte, at dèr skulde være en Kjøbstad (85), gav Folk Tomter til at bygge Huse paa og lod rejse en Kongsgaard oppe ved Skipakrok (86). Did lod han om Høsten føre alt, hvad der behøvedes til Vinterophold, og sad dèr med saare mange Folk.
75. Kong Olaf stævnede Jærnskjægges Frænder til sig og bød dem Bøder, og der var mange gjæve Mænd til at svare Kongen. Jærnskjægge havde en Datter, der hed Gudrun, og til sidst forligtes de om, at Kong Olaf skulde ægte Gudrun. Men da Bryllupstiden kom, gik de begge i én Seng. Men den første Nat, de laa sammen, drog hun en Kniv, saa snart Kongen var falden i Søvn, og vilde jage den i ham. Da Kongen mærkede det, tog han Kniven fra hende og stod op af Sengen, gik til sine Mænd og sagde, hvad der havde tildraget sig. Gudrun klædte sig da ogsaa paa og alle de Mænd, der havde fulgt hende did, og de drog bort, og Gudrun kom aldrig siden i Seng sammen med Kong Olaf.
76. Det Efteraar lod Kong Olaf bygge et stort Langskib paa Sandgrundene ude ved Nid. Det var en Snække. Han havde mange Haandværkere til at arbejde paa det. Men da Skibet var færdigt i Begyndelsen af Vinteren, havde det tredive Rum; det var stavnhøjt, men ikke særlig stort. Kongen kaldte det Tranen. Efter at Jærnskjægge var bleven dræbt, blev hans Lig ført ud paa Yrjar; han ligger begravet i Skjæggehøjen paa Østraat.
77. Da Olaf Tryggvessøn havde været Konge i to Aar, var der en sachsisk Præst ved Navn Thangbrand hos ham. Han var en hidsig Mand og en stor Slagsbroder, men en god Præst og en dygtig Mand; men paa Grund af alt det Ustyr, han gjorde, vilde Kongen ikke have ham hos sig og overdrog ham at fare i Sendefærd for ham til Island og kristne Landet dèr. Han fik et Kjøbmandsskib, og om hans Færd er at melde, at han kom til Island i Østfjordene, i den søndre Alftafjord, og var om Vinteren hos Hall paa Sida. Thangbrand forkyndte Kristendommen paa Island og i Kraft af hans Tale lod Hall sig døbe med hele sin Husstand og mange andre Høvdinger; men langt flere var de, som vægrede sig. Thorvald Svage og Vetrlide Skjald gjorde Nidvers om Thangbrand, men han dræbte dem begge. Thangbrand blev to Aar paa Island og havde dræbt tre Mænd, inden han drog bort igjen.
78. Sigurd hed en Mand og en anden Hauk; de var fra Haalogaland og laa meget i Kjøbmandsfærd. En Sommer var de sejlet over til England, men da de kom tilbage til Norge, sejlede de nord langs Landet. Paa Nordmøre traf de paa Kong Olafs Mænd. Da Kongen fik at vide, at der var kommet nogle Haalogalændere, som var Hedninger, lod han Skibsførerne kalde til sig. Han spurgte dem, om de vilde lade sig døbe, men det sagde de Nej til. Kongen talte saa mangelunde for dem, men det hjalp ikke. Saa truede han dem med Død eller Lemlæstelse, men de føjede sig alligevel ikke. Saa lod han dem sætte i Jærn og førte dem i nogen Tid med sig i Lænker. Kongen talte tit til dem, men det hjalp ikke. En Nat forsvandt de, og ingen hørte noget til dem eller vidste, hvorledes de var komne bort. Men om Efteraaret kom de frem nord paa hos Haarek paa Thjotta; han tog godt imod dem, og der var de om Vinteren og nød god Gjæstfrihed.
79. En Dag i Foraaret, da Vejret var godt, var Haarek hjemme og faa Folk paa Gaarden, og Tiden faldt ham lang. Sigurd spurgte da, om han ikke vilde, at de til Tidsfordriv skulde ro noget ud; det huede Haarek vel, og de gik da ned til Stranden og trak en Sexaarer (87) frem. Sigurd tog Sejl og, hvad der ellers hørte til Skibet, i Baadehuset; thi de plejede for det meste at have Sejl med, naar de saaledes stævnede ud paa Havet til Tidsfordriv. Haarek gik ud i Baaden og lagde Roret til rette. Brødrene Sigurd og Hauk var fuldt væbnede, saaledes som de plejede at være hjemme paa Gaarden; de var begge overmaade stærke. Inden de gik om Bord, kastede de nogle Maal Smør og en Kasse med Brød ned i Baaden, og de bar en stor Bøtte med Øl ud i den. Saa roede de fra Land, og da de var komne et lille Stykke bort fra Øen, hejsede Brødrene Sejl, men Haarek styrede, og nu bar det hurtig bort fra Øen. Saa gik Brødrene agter ud, did, hvor Haarek sad. »Nu vil vi byde dig tre Vilkaar at vælge imellem«, sagde Sigurd; »enten skal du lade os Brødre raade for, hvorhen Færden skal gaa, eller lade os binde dig, og det tredje Vilkaar er, at vi slaar dig ihjel.« Haarek skjønnede nu, hvorledes det stod til med ham; han kunde i det højeste hamle op med den ene af Brødrene, naar de var lige rustede, og han valgte derfor det Vilkaar, der tyktes ham efter Omstændighederne være at foretrække, nemlig at lade dem raade; det gav han dem sit Ord paa og svor dem til. Saa satte Sigurd sig til Rors og stævnede sønder paa langs Landet. De tog sig i Agt for at møde nogen, og de havde god Bør. De standsede ikke, førend de kom sønder til Trøndelagen og ind til Nidaros, hvor de traf Kong Olaf. Kongen lod Haarek kalde til sig og bød ham at lade sig døbe, men det vilde Haarek ikke. Det taltes Kongen og Haarek ved om i mange Dage, stundum i manges Paahør og stundum i Enrum, men de kunde ikke blive enige. Til sidst sagde Kongen saa til Haarek: »Nu skal du drage hjem; jeg vil ingen Fortræd gjøre dig for denne Sinde, baade fordi der er saa nært Frændskab imellem os, og fordi du vilde kunne sige, at jeg har faaet dig i min Vold med Svig. Men det skal du for Sanden vide, at jeg til Sommer agter at komme nord paa til jer Haalogalændere, og saa skal I faa at se, om jeg ikke er Mand for at straffe dem, som ikke vil tage ved Kristendommen«. Haarek var vel tilfreds med, at han som snarest kunde komme bort. Kong Olaf gav ham en god Skude med ti eller tolv Rorkarle og lod den paa det bedste forsyne med Levnedsmidler og hvad der ellers behøvedes. Han gav ham i alt tredive Mand med, raske og vel rustede Karle.
80. Haarek fra Thjotta sejlede bort fra Byen, saa snart han kunde komme af Sted, men Hauk og Sigurd blev tilbage hos Kongen og lod sig døbe. Haarek sejlede lige hjem til Thjotta. Han sendte Bud til sin Ven Ejvind Kindrift med den Tidende, at han havde truffet Kong Olaf, men ikke havde ladet sig kue til at tage ved Kristendommen, samt at Kong Olaf havde i Sinde til Sommeren at drage imod dem; de maatte være meget forsigtige, og han bad derfor Ejvind om snarest muligt at komme til ham. Da dette Budskab blev bragt Ejvind, skjønnede han, at det var ganske nødvendigt, at de fandt paa Raad, for at Kongen ikke skulde faa Bugt med dem, og han drog derfor det snareste, han kunde, af Sted med en let sejlende Skude med faa Folk om Bord. Da han kom til Thjotta, tog Haarek vel imod ham, og de gik strax i Samtale bort fra Gaarden. Men da de havde talt sammen en liden Stund, kom de af Kong Olafs Mænd, der havde fulgt Haarek nord paa, tog Ejvind til Fange, førte ham med sig ned til Skibet og sejlede bort med ham. De standsede ikke, førend de kom til Trøndelagen og traf Kong Olaf i Nidaros. Ejvind blev ført frem for Kongen for at tale med ham. Kongen bød ham at lade sig døbe som andre Mænd, men det vilde Ejvind ikke. Saa bad Kongen ham med milde Ord om at tage ved Kristendommen, og baade han og Biskoppen gav ham mange gode Grunde derfor, men Ejvind vilde ikke lade sig sige. Saa bød Kongen ham Gaver og store Landindtægter, men Ejvind vægrede sig stadig. Til sidst truede Kongen ham med Lemlæstelse eller Døden, men Ejvind lod sig ikke rokke. Derpaa lod Kongen et Bækken fyldt med Gløder bære frem og sætte paa Ejvinds Mave, og den brast snart. »Tag Bækkenet bort«, sagde Ejvind; »jeg vil sige jer noget, inden jeg dør.« Det skete, som han bad. »Vil du nu tro paa Kristus, Ejvind?« spurgte Kongen. »Nej«, svarede Ejvind, »jeg kan ikke lade mig døbe, thi jeg er en Aand, som Finnerne med Trolddom har manet ind i et Menneskelegem; thi min Fader og Moder kunde ingen Børn faa, førend det skete.« Saa døde Ejvind. Han havde været en overmaade troldkyndig Mand.
81. Om Vaaren lod Kong Olaf sine Skibe og Folk ruste; han havde meget og smukt Mandskab; selv styrede han Tranen. Da han var færdig, stævnede han ud igjennem Fjorden og derpaa nord forbi Byrda (88) op til Haalogaland. Hvor han lagde til Land, holdt han Ting og bød alt Folket lade sig døbe og tage ved den rette Tro. Ingen turde gjøre Indvendinger, og saaledes kristnedes alt Landet, hvor han foer frem. Kong Olaf tog paa Gjæsteri hos Haarek paa Thjotta, som nu blev døbt tillige med alle sine Mænd. Haarek gav Kongen gode Gaver, da de skiltes, blev hans haandgangne Mand, tog Len af Kongen og blev hans Lendermand (89).
82. Rød den stærke hed en Bonde, som boede paa Godø i Saltenfjord. Rød var meget rig, havde mange Huskarle og var en mægtig Mand; saa ofte det gjordes nødig, fulgtes han af en Mængde Finner. Rød var ivrig til at blote og meget troldkyndig. Han var en god Ven af den før omtalte Thore Hjort; de var begge store Høvdinger. Da de spurgte, at Kong Olaf foer med en Hær sønden fra over Haalogaland, samlede de en Hær, bød Skibe ud og fik meget Mandskab. Rød havde et stort Drageskib med forgyldte Hoveder; det havde tredive Rum og var stort i Forhold dertil. Thore Hjort havde ogsaa et stort Skib. De stævnede sønder paa imod Kong Olaf, og saa snart de mødtes, lagde de til Kamp med ham; det blev et stort Slag, men Haalogalænderne fik snart Mandefaldet paa deres Side, deres Skibe blev ryddede, og saa blev de slagne med Angst og Rædsel. Rød roede med sit Drageskib ud til Havs, og der lod han hejse Sejl; han havde altid Bør, hvor han saa end vilde sejle hen; det kom af hans Trolddom. Det er kortelig at melde om Røds Færd, at han sejlede hjem til Godøerne, men Thore Hjort flyede ind til Land, og dèr løb han og hans Mænd fra Borde. Kong Olaf forfulgte dem, og han og hans Mænd løb ogsaa fra Borde, satte efter dem og slog dem ihjel. Kongen var ogsaa her forrest, som han altid plejede at være, naar sligt var paa Færde. Kongen saae, hvor Thore løb, han var overmaade fodrap. Kongen løb efter ham; han havde sin Hund Vige med. »Tag Hjorten, Vige!« sagde Kongen. Vige løb frem efter Thore og foer strax op paa ham. Thore standsede. Da slyngede Kongen et Spyd efter Thore. Thore hug med sit Sværd til Hunden og gav den et stort Saar, men i det samme fløj Kongens Spyd ind under Thores Arm, saa at det stod ud paa den anden Side. Dèr lod Thore sit Liv, men Vige blev saaret baaren ud paa Skibene. Kong Olaf gav alle de Mænd Fred, som bad derom og var villige til at tage ved Kristendommen.
83. Kong Olaf stævnede nu med sin Flaade nord paa langs Landet og kristnede alt Folket, hvor han kom frem. Da han kom nord til Salten, var det hans Agt at fare ind i Fjorden og finde Rød; men der stod Uvejr og forrygende Storm ud igjennem Fjorden, men udenfor var der god Bør til at sejle nord paa langs Landet. Kongen sejlede da helt nord til Ømd (90), og alt Folk dèr tog ved Kristendommen. Derpaa drog Kongen atter syd paa, men da han kom ned til Salten, stod der Storm og rygende Sø ud igjennem Fjorden. Kongen blev liggende dèr i nogle Dage, og Vejret var stadig det samme. Saa talte Kongen med Biskop Sigurd og spurgte, om han kunde give noget Raad. Biskoppen svarede, at han vilde prøve, om Gud vilde give ham Kraft til at faa Bugt med denne Djævlens Magt.
84. Biskop Sigurd iførte sig alt sit Messeskrud og gik frem i Forstavnen paa Kongsskibet, lod tænde Kjærter og bære Røgelse frem; han satte et Træbillede af den korsfæstede op i Stavnen, læste Evangeliet og mange Bønner og stænkede Vievand alle Vegne rundt om Skibet. Derpaa bød han, at de skulde tage Tjeldingerne af og ro ind i Fjorden. Kongen lod da raabe til de andre Skibe, at alle skulde ro ind i Fjorden efter ham. Da de begyndte at ro paa Tranen, gik den ind i Fjorden, og de, som roede det Skib, mærkede ingen Vind paa sig, og i Kjølvandet var der vindstille, men paa begge Sider stod Skumsprøjtet saa tykt, at man ingensteds kunde se Fjældene. Saa roede Skibene det ene efter det andet frem i Tranens vindstille Kjølvand. De roede saaledes hele Dagen og Natten efter, og lidt før Dag kom de til Godø. Da de kom ud for Røds Gaard, laa hans store Drageskib der ved Land. Kong Olaf gik strax op til Gaarden med sine Folk, angreb det Loft, hvor Rød laa og sov, og brød det op. De løb der ind, og Rød blev tagen til Fange og bunden, og de andre, der var der inde, blev dels dræbte, dels tagne til Fange. Saa gik Kongsmændene til den Skaale (91), Røds Mænd sov i; nogle af dem blev dræbte, nogle bundne og nogle gjennempryglede. Derpaa lod Kongen Rød føre frem for sig og bød ham at lade sig døbe. »Saa skal jeg ikke fratage dig din Ejendom«, sagde Kongen, »men tværtimod være din Ven, om du gjør dig værdig dertil.« Rød skreg voldsomt op imod dette; han vilde aldrig tro paa Kristus, sagde han, og spottede Gud svarlig. Da blev Kongen vred og sagde, at Rød skulde lide den værste Død. Han lod ham gribe og binde med Ryggen til en Stang, og Munden blev spærret op paa ham med en Kjævle, som blev stukken ind imellem Tænderne paa ham. Derpaa lod Kongen tage en Lyngorm, som blev sat op for hans Mund, men den vred sig bort og vilde ikke gaa ind i Munden paa ham, fordi han blæste imod den. Kongen lod da en hul Angelikastilk stikke i Munden paa ham, men somme siger, at det var Kongens Lur, og fik Ormen til at gaa op igjennem den ved at drive den frem med en gloende Jærnstang. Saa vred Ormen sig ind i Munden paa Rød og derfra igjennem Halsen og skar sig ud igjennem Siden. Saalunde lod Rød sit Liv. Kong Olaf tog der overmaade meget Gods i Guld og Sølv, i Vaaben og mangehaande Klenodier og andre Ting. Alle de Mænd, der havde været hos Rød, lod Kongen døbe, og dem, som ikke vilde det, lod han dræbe eller pine. Kong Olaf tog det Drageskib, Rød havde haft, og styrede det selv, thi det var meget større og smukkere end Tranen; i Forstavnen var der et Dragehoved og i Bagstavnen en Krog, der stod ud som en Fiskehale, og begge Nakkerne (92) og hele Forstavnen var beslaaet med Guld; naar Sejlet var hejset, skulde det forestille Dragens Vinger; det var det smukkeste Skib i hele Norge; han kaldte det »Ormen« (93). De Øer, Rød havde boet paa, hedder Gylling og Hæring, men under ét kaldes de alle sammen Godøerne, og Godøstrømmen hedder Strømmen norden for dem, imellem dem og Fastlandet. Kong Olaf kristnede alt Landet omkring denne Fjord og drog derpaa sønder paa langs Landet, og paa den Færd tildrog der sig mangt og meget, som der er Frasagn om, hvorlunde Trolde og onde Aander gav sig i Kast med hans Mænd, og stundum med ham selv; men vi vil hellere skrive om, hvorledes det gik til med, at Kong Olaf fik kristnet Norge og de andre Lande, hvor han indførte Kristendommen. Om Efteraaret kom Kong Olaf med sin Hær til Trøndelagen og stævnede til Nidaros, hvor han indrettede sig paa at sidde Vinteren over.
85. Om Efteraaret kom Kjartan Olafssøn fra Island til Nidaros. Han var en Sønnesøn af Høskuld og Egil Skallegrimssøns Dattersøn og skal have været den mest lovende unge Mand, der nogen Sinde er bleven født paa Island. Dèr var paa den Tid ogsaa Haldor, en Søn af Gudmund paa Mødruvellir (94), Kolbejn, en Søn af Thord Frøjsgode og Broder til Brand-Flose (95), samt Sverting, en Søn af Runolf Gode. De var alle sammen Hedninger, og foruden dem var der mange andre Islændinger, af hvilke nogle var mægtige, andre ikke. Der kom ogsaa fra Island gjæve Mænd, som Thangbrand havde faaet til at tage ved Kristendommen; der var Gissur Hvide, hvis Fader var Tejt Ketelbjørnssøn, og hvis Moder var Aalof, en Datter af Vikingekaares Søn Bødvar Herse, der var Broder til Sigurd, som var Fader til Kong Olafs Moder Astrids Fader Erik Skaalskalle. Der var fremdeles Hjalte Skjæggessøn, som var gift med Gissur Hvides Datter Vilborg; han var ogsaa Kristen. Kong Olaf tog gladelig mod Gissur og hans Svigersøn Hjalte, og de var hos ham. Men de Islændinger, som raadede for Skibene, og som var Hedninger, søgte at sejle bort, saa snart Kongen kom til Byen; thi det var blevet sagt dem, at han nødte alle til at tage ved Kristendommen. Men de fik en vedholdende Modvind, der drev dem tilbage ind under Nidholmen. For Skibene raadede Thoraren Nefjulfssøn, Skjalden Halfred Ottarssøn, Brand den gavmilde og Thorlejk Brandssøn. Det blev sagt Kong Olaf, at der laa nogle Islændinger med deres Skibe, og at de alle var Hedninger og søgte at slippe bort. Kongen sendte da Bud til dem og forbød dem at sejle bort, hvorimod han paalagde dem at lægge ind til Byen. Det gjorde de, men de lossede ikke deres Skibe.
86. Saa kom Mikkelsmesse (96), den lagde Kongen megen Vægt paa, og han lod holde en højtidelig Messe. Islændingerne gik did og hørte paa den smukke Sang og Klokkeklang. Da de kom ud paa deres Skibe, skiftede de Ord om, hvorledes de havde syntes om de Kristnes Sæd og Skik. Kjartan sagde, at den huede ham vel, men de fleste andre syntes ikke om den. Dette fik Kongen at vide; thi, som det hedder, mange er Kongens Øren. Han sendte da strax Bud til Kjartan og bad ham komme til sig. Kjartan gik til Kongen med nogle Mænd; Kongen tog vel imod ham. Kjartan var en overmaade stor og smuk Mand og vel skaaren for Tungebaandet. Kongen og han havde ikke skiftet mange Ord, før Kongen bød ham tage ved Kristendommen. Kjartan svarede, at det vilde han ikke sige Nej til, hvis han derved kunde opnaa Kongens Venskab. Kongen lovede ham sit fulde Venskab, og saaledes enedes de om dette. Dagen efter blev Kjartan døbt tillige med sin Frænde Bolle Thorlakssøn og hele sit Følge. Kjartan og Bolle var Kongens Gjæster, saa længe de var i de hvide Klæder (97). Kongen var saare venlig imod dem, og de tyktes gjæve Mænd, hvor de kom.
87. En Dag, da Kong Olaf gik ene paa Gaden, mødte han nogle Mænd. Den, som gik forrest, hilste paa ham. Kongen spurgte, hvad han hed, og han svarede, at han hed Halfred. »Er det dig, der er Skjald?« sagde Kongen. »Ja, digte kan jeg«, svarede Halfred. »Vil du tage ved Kristendommen og blive min Mand?« sagde Kongen. »Ja, det kommer an paa«, sagde Halfred; »jeg vil nok lade mig døbe, hvis du selv vil staa Fadder til mig, Konge, men jeg vil ingen anden have til det«. »Saa skal jeg gjøre det«, sagde Kongen. Halfred blev da døbt, og Kongen holdt ham under Daaben. Derpaa spurgte Kongen Halfred: »Vil du saa være min Mand?« Halfred svarede: »Jeg har været Hakon Jarls Hirdmand, og nu vil jeg lige saa lidt være din som nogen anden Høvdings haandgangne Mand, med mindre du lover mig, at du ikke vil jage mig bort, hvad der saa end hænder.« »Efter hvad jeg har hørt om dig, Halfred«, sagde Kongen, »skal du ikke være saa klog eller sindig, at jeg kan være sikker paa, at du ikke gjør Ting, som jeg ikke for nogen Pris vil taale«. »Saa dræb mig«, sagde Halfred. »Du burde hedde Vandraadeskjald (98)«, sagde Kongen, »men min Mand skal du være«. »Hvad giver du mig i Navnefæste (99), siden jeg skal hedde Vandraadeskjald?« sagde Halfred. Kongen gav ham et Sværd, men der fulgte ingen Skede med. »Digt nu en Vise om Sværdet«, sagde Kongen, »og Ordet Sværd skal forekomme i hver Linie«. Halfred kvad da:
Ét er det Sværd blandt Sværde,
som sværderig mig gjorde;
nu hver Svinger af Sværde
i Sværdemængde skal færdes.
Ej der vansværdet vorder,
værd er jeg trende Sværde,
gjærne jeg saae kun gjordet
Gærde fagert om Sværdet. (100)
Kongen gav ham Skeden. »Men der staar ikke Sværd i hver Linie«, sagde Kongen. »Nej«, sagde Halfred, »men saa staar der trende Sværd i den ene«. »Ja det er sandt«, sagde Kongen. Af Halfreds Kvad har vi taget Underretning og Vidnesbyrd om, hvad der i dem fortælles om Kong Olaf.
88. Samme Efteraar kom Thangbrand Præst fra Island til Kong Olaf og meldte ham, at han ikke havde haft synderligt Held med sig; Islændingerne havde gjort Nidvers om ham, sagde han, og somme vilde dræbe ham: der var ingen Udsigt til, at det Land vilde blive kristent. Herover blev Kong Olaf saa opbragt, at han lod alle de Islændinger, der var i Byen, kalde sammen og sagde, at han vilde lade dem alle dræbe. Kjartan, Gissur og Hjalte og de andre, som havde taget ved Kristendommen, gik da til ham og sagde: »Du vil vel ikke gaa fra dine Ord, Konge. Du har jo sagt, at hvor vred en Mand end har gjort dig, vil du tilgive ham, naar han opgiver Hedenskabet og lader sig døbe. Alle de Islændinger, som er her, er nu villige til at lade sig døbe, og vi skal nok finde paa Raad til at faa Folk paa Island til at tage ved Kristendommen. Her er mange mægtige Mænds Sønner, og deres Fædre vil kunne være dig til stor Hjælp i den Sag. Men Thangbrand foer dèr som her frem med Voldsomhed og Manddrab, og det vilde Folk ikke finde sig i«. Kongen begyndte at lytte til slig Tale, og alle de Islændinger, dèr var, blev døbte.
89. Kong Olaf var i alle Maader den største Idrætsmand, der gaar Frasagn om i Norge, stærkere og behændigere end alle andre, og derom er der skrevet mange Fortællinger. En af dem er den om, hvorlunde han gik op i Smalserhorn (101) og fæstede sit Skjold højt oppe i Bjærget, og hvorlunde han hjalp en af sine Hirdmænd, der var klavret op ad Bjærget, saa han hverken kunde komme op eller ned; Kongen gik hen til ham og bar ham under sin Arm helt ned paa flad Mark. Kong Olaf kunde gaa paa Aarerne udenbords, medens hans Mænd roede Ormen, og han legede med tre Haandsværd, saaledes at der stadig var ét Luften, og altid greb han Fæstet; han hug lige godt med begge Hænder og kastede to Spyd paa én Gang. Han var overmaade glad og meget lystig, venlig og nedladende, meget hidsig, hvad det saa end drejede sig om, saare gavmild, meget tilbøjelig til at følge nymodens Skik, modig frem for alle sine Mænd i Kamp, overmaade grum, naar han blev vred; sine Fjender pinte han haardt, somme brændte han i Ild, somme lod han sønderrive af olme Hunde, somme lemlæste eller kaste ned fra høje Klipper. Derfor elskede hans Venner ham saare, men hans Fjender var rædde for ham, og han havde stor Fremgang, eftersom nogle gjorde hans Vilje med det gode og i Venskab, andre, fordi de var bange for ham.
90. Erik den røde hed den Mand, som først bosatte sig i Grønland. Hans Søn Lejf var den Sommer kommen fra Grønland til Norge. Han drog til Kong Olaf, tog ved Kristendommen og blev om Vinteren hos Kongen.
91. Gudrød, Erik Blodøxes og Gunhilds Søn, havde været i Hærfærd i Vesterlandene, siden han flyede fra Norge for Hakon Jarl. Den Sommer, da Olaf Tryggvessøn havde raadet for Norge i fire Aar, kom Gudrød til Norge med mange Hærskibe. Han var sejlet ud fra England, og da han fik Norge i Sigte, sejlede han sønder paa langs Landet for at naa hen, hvor der var mindst Fare for at træffe Kong Olaf. Han sejlede til Vigen, og saa snart han kom til Land, begyndte han at hærje og kue Landsens Folk under sig og krævede, at de skulde tage ham til Konge. Og da de saae, at det var en stor Hær, der var kommen over dem, søgte de Fred og Forlig og tilbød Kongen at sende Tingbud om i Landet; thi de vilde hellere tage ham til Konge end have hans Hær imod sig, og der blev aftalt en Frist, medens Tingbudet gik om Lande. Kongen krævede Skat for at bekoste sit Ophold, imedens det stod paa, men Bønderne foretrak at lade Kongen drage paa Gjæsteri hos dem, saa længe det gjordes nødigt. Kongen modtog dette Tilbud og drog om paa Gjæsteri med noget af sit Mandskab, men noget af det vogtede paa hans Skibe. Da Brødrene Hyrning og Thorgejr, Kong Olafs Maage, spurgte dette, samlede de Folk og skaffede sig Skibe, foer nord i Vigen og kom en Nat med deres Mandskab did, hvor Kong Gudrød var paa Gjæsteri, og angreb ham med Ild og Sværd. Dèr faldt Kong Gudrød og de fleste af hans Folk, men af dem, der var paa Skibene, blev somme dræbte, men somme undkom og flyede langt af Led. Nu var der ikke flere i Live af Eriks og Gunhilds Sønner.
92. Om Vinteren efter, at Kong Olaf var kommen fra Haalogaland, lod han inde under Ladehamrene (102) bygge et stort Skib, meget større end noget andet Skib i Landet den Gang. Underlagsbjælkerne ligger der endnu, saa at man kan se dem. [Det var fire og halvfjerdsindstyve Alen (103) langt, hvad der rørte ved Jorden] (104). Thorberg Skavhug hed den Mand, der var Formand for Arbejdet, men der var mange andre med, somme til at fælde Tømmer, somme til at hugge det til, somme til at flytte det og somme til at slaa Søm i. Alt, hvad der blev brugt til det Skib, var saare udsøgt. Det var baade langt og bredt, højt og stortømret. Da de lagde Planker paa Siderne, blev Thorberg nødt til at fare hjem til sin Gaard og blive der meget længe, og da han kom igjen, var Skibet tømret færdigt. Kongen gik strax om Aftenen med Thorberg ned og saae paa Skibet, og det sagde alle, at saa stort og fagert et Langskib havde de aldrig set. Derpaa gik Kongen tilbage til Byen, men tidlig næste Morgen gik han igjen ned til Skibet med Thorberg; Tømmermændene var komne, men stod alle sammen og bestilte ingenting. Kongen spurgte, hvad det skulde betyde. De sagde, at Skibet var ødelagt; en Mand maatte have gaaet fra Forstavn til Løfting (105) og skamhugget det med det ene Hug i Kanten efter det andet. Kongen gik hen og saae, at det var sandt, hvad de sagde, og han svor da, at om han fik at vide, hvem der af Avind havde ødelagt Skibet, skulde den Mand være Dødsens; »men den, der kan sige mig, hvem der har gjort det, skal faa meget godt af mig«. »Jeg vil kunne sige Jer, hvem der har gjort det, Konge«, sagde Thorberg. »Jeg ventede ogsaa«, sagde Kongen, »at ingen vilde have større Udsigt til at have det Held end du«. »Nu skal jeg sige dig, hvem Gjerningsmanden er«, sagde Thorberg; »det er mig«. »Saa skal du bøde Skaden, saa at Skibet bliver lige saa godt som før«, sagde Kongen; »hvis ikke gjælder det dit Liv«. Saa gik Thorberg hen og hug Rælingen til, saa at alle Skamhuggene gik ud, og Kongen og alle andre sagde, at Skibet var meget smukkere paa den Side, hvor Thorberg havde hugget det saaledes til. Kongen takkede ham meget derfor og bød ham gjøre ligesaa paa den anden Side. Thorberg var Formand for Arbejdet paa Skibet, lige til det blev færdigt. Det var et Drageskib, bygget ligesom Ormen, som Kongen havde faaet i Haalogaland, men meget større og i alle Maader mere omhyggelig bygget. Han kaldte det Ormen den lange og det andet Ormen den korte. Der var fire og tredive Rum i Ormen den lange. Hovederne og Halen var guldbeslagne over det hele. Rælingerne var saa høje som paa Havskibe. Det er det Skib, der er blevet bedst bygget i Norge og med størst Bekostning.
93. Erik Jarl Hakonssøn og hans Brødre og mange andre af hans gjæveste Frænder drog af Landet, da Hakon Jarl var falden. Erik Jarl drog øster paa til Sverige til Olaf Svenskekonge, der tog godt imod dem. Kong Olaf gav Jarlen Fredland der og store Landindtægter, saa at han kunde holde sig og sine Mænd vel der i Landet. Det omtaler Thord Kolbejnssøn som ovenfor anført (106). Mange Mænd fra Norge søgte til Erik Jarl efter at have maattet rømme Landet for Olaf Tryggvessøn. Erik besluttede sig da til at skafte sig Skibe og drage i Hærfærd for at vinde Gods til sig og sine Mænd. Han stævnede først til Gotland og laa længe der om Sommeren og angreb Kjøbmandsskibe, der sejlede til Landet, eller Vikingeskibe, men stundum gik han op i Land og hærgede vidt og bredt langs Kysten. Saalunde hedder det i Bandadrapen (107):
Mægtig stod Erik i mangen
Malmstrid (108) siden og sejred,
langt fløj hans Ry om Lande,
Land han under sig lagde. (109)
Vældig ved Gotland Jarlen
Valestormen (110) vakte,
drabelig Dyst han ypped,
daadstærk Strid han endte. (109)
Siden sejlede Erik Jarl sønder til Venden og traf der ved Stauren (111) nogle Vikingeskibe, som han lagde til Kamp med. Erik Jarl fik Sejr og dræbte Vikingerne. Saalunde hedder det i Bandadrapen:
Stævned saa Mændenes Styrer
stolt paa sin Stavnhest (112) til Stauren,
Hov’der af Fjender hugged
kampglad den herlige Kæmpe.
Saar fik Ravnen at suge,
da Sejr omsider var vunden;
rædde han Fjenderne gjorde,
raaded for Land og Rige.
94. Om Efteraaret sejlede Erik Jarl tilbage til Sverige og var der den anden Vinter; men da det led ad Foraaret, udrustede han sine Hærskibe og sejlede til Østerleden. Da han kom til Kong Valdemars Rige, gav han sig til at hærge, dræbe Folk, brænde, hvor han foer frem, og i alle Maader lægge Landet øde. Han kom til Aldejgjaborg (113), og den belejrede han, til han fik den indtaget; han dræbte mange Folk dèr og nedbrød og brændte hele Borgen, og derefter foer han med Hærskjold viden om i Gardarige. Saalunde hedder det i Bandadrapen:
Vilde den gavmilde Fyrste
friste Lykken i Østen,
vældig Valvejret (114) voxed,
da Valdemars Land han gjæsted.
Aldejgja-Borg han brændte
brat i Gardarige;
sent vil det gaa af Minde,
hvor svar en Strid han ypped.
Erik Jarl var i samfulde fem Aar i denne Hærfærd; da han drog fra Gardarige, foer han med Hærskjold over hele Adelsyssel og Øsyssel (115), og dèr tog han fire Vikingeskibe fra Danskerne og dræbte alt Mandskabet paa dem. Saalunde hedder det i Bandadrapen:
Hørt jeg har, at Helten,
haarde Høsers (116) Kløver,
Strid i Øsund ypped,
Land han under sig lagde.
Spurgt jeg har, at Fyrsten
fire Vikingsnækker
røved fra bolde Daner;
daadstærk Strid han endte.
Stovt han stod i Striden,
da Stavnhestes Styrere flyede,
kjækt ind i Byen dem fulgte
kampglad den herlige Kæmpe.
Haardt foer han frem med Hærskjold,
hærgede alle Sysler;
aldrig med Lempe foer han,
raaded for Land og Rige.
Efter at have været et Aar i Sverige drog Erik Jarl til Danmark til Danekongen Svend Tveskjæg og bejlede til hans Datter Gyda, og det Giftermaal blev aftalt. Derpaa ægtede Erik Jarl Gyda. Vinteren efter fødte hun ham en Søn, der kom til at hedde Hakon. Vintrene tilbragte Erik Jarl for det meste i Danmark, men stundum i Sverige, men om Somrene laa han i Hærfærd.
95. Danekongen Svend Tveskjæg var gift med Venderkongen Burislejfs Datter Gunhild. Men paa den Tid, som vi nys har omtalt, hændte det at Dronning Gunhild fik Sot og døde. Kort efter ægtede Kong Svend Sigrid Storraade, Kamp-Tostes Datter, Kong Olaf Svenskes Moder. Da Kongerne saaledes kom i Svogerskab, blev der stort Venskab imellem dem, og Erik Jarl var de ogsaa gode Venner med.
96. Venderkongen Burislejf kærede for sin Svigersøn Sigvalde Jarl over, at det Forlig, som Sigvalde havde stiftet imellem Kong Svend og Kong Burislejf, og ifølge hvilket Kong Burislejf skulde have Kong Svends Søster Thyra Haraldsdatter til Ægte, ikke var blevet holdt; thi Thyra vægrede sig rent ud ved at gifte sig med en gammel hedensk Konge. Nu sagde Kong Burislejf, at han vilde kræve Aftalen holdt og bød Sigvalde Jarl drage til Danmark og hente Dronning Thyra til ham. Sigvalde Jarl var ikke sen til at give sig ud paa den Færd; han begav sig til Kong Svend og bar denne Sag frem for ham, og han naaede da ogsaa ved sine Overtalelser, at Kong Svend overgav ham sin Søster Thyra. Med hende fulgte nogle Kvinder og hendes Fosterfader Assur Agessøn, en mægtig Mand, samt nogle andre Mænd. Det blev aftalt mellem Kongen og Jarlen, at Thyra skulde have de Ejendomme i Venden, som Dronning Gunhild havde haft, som Medgift, og derhos andre store Ejendomme som Tilgift fra sin Brudgoms Side. Thyra græd bitterlig og vilde saare nødig af Sted, men da hun kom til Venden, holdt Kong Burislejf Bryllup med hende. Saa længe hun var blandt Hedningerne, vilde hun hverken spise eller drikke, og saaledes gik det i syv Dage.
97. En Nat løb Dronning Thyra saa bort sammen med Assur og fjælede sig i Mørket i Skoven. Kort at melde, de naaede frem til Danmark, men dèr turde Thyra ikke paa nogen Maade blive, fordi hun vidste, at om hendes Broder Kong Svend fik Nys om hende, vilde han strax sende hende tilbage til Venden. De foer lønlig, til de kom til Norge, og Thyra rastede ikke, førend de traf Kong Olaf Tryggvessøn. Han tog godt imod dem, og de blev i alle Maader vel behandlede. Thyra fortalte Kongen, hvor vanskelig hun var stedt, og bad ham om Hjælp og Fred i hans Rige. Thyra var en ordsnild Kvinde, og hendes Tale huede Kongen vel; han syntes ogsaa, at hun var fager, og saa faldt det ham ind, at det vilde være et godt Giftermaal for ham. Han førte da den Ting paa Tale og spurgte, om hun vilde gifte sig med ham. Det tyktes hende, at som hun var stedt, vilde det falde hende saare vanskeligt at bestemme sig, men paa den anden Side skjønnede hun, hvor ypperligt dette Giftermaal var, at faa saa berømmelig en Konge til Husbond, og hun bad derfor ham raade i den Sag, som han vilde. De aftalte da, at Kong Olaf skulde ægte Dronning Thyra. Deres Bryllup stod om Efteraaret, da han var kommen tilbage fra Haalogaland. Kong Olaf og Dronning Thyra var i Nidaros den Vinter. Men om Foraaret kærede Dronning Thyra jævnlig for Kong Olaf og græd bitterlig over, at, saa store som hendes Ejendomme i Venden var, ejede hun ikke, som det dog hørte sig til for en Dronning, det ringeste Gods i Norge. Stundum bad hun med fagre Ord Kong Olaf om at skaffe hende hendes Ejendomme i Venden; Kong Burislejf var saa god en Ven af Kong Olaf, at han strax vilde give ham alt, hvad han begjærede, saa snart de kom til at tale sammen. Da det kom Kong Olafs Venner for Øre, at Dronningen førte saadan Tale, fraraadede de ham alle at være hende til Vilje i den Sag.
Det fortælles, at da Kongen en Dag tidlig paa Foraaret gik paa Gaden, kom der ved Torvet en Mand imod ham med mange og, efter som det var saa tidlig paa Foraaret, paafaldende store Angelikastilke. Kongen tog en stor Stilk og gik med den til Dronning Thyra. Hun sad i Stuen og græd, da Kongen kom ind. »Her skal du se en stor Angelikastilk«, sagde Kongen, »den maa du have«. Hun slog til den med Haanden og sagde: »Større Gaver gav Harald Gormssøn, og mindre ræd var han for at drage af Landet og kræve sin Ejendom, end du er nu. Det fik man at se, da han foer hid til Norge og lagde det meste af Landet øde og underlagde sig det hele med Skat og Skyld; men du tør ikke drage igjennem Danmark for min Broder Kong Svend«. Ved disse Ord sprang Kong Olaf op og sagde med høj Røst: »Aldrig skal jeg ræddes for din Broder Kong Svend, og mødes vi, skal han komme til at trække det korteste Straa«.
98. Kort efter stævnede Kong Olaf Ting i Byen. Han gjorde da vitterligt for Almuen, at han den Sommer vilde have Leding ud af Landet, og at han vilde have et bestemt Antal baade Skibe og Mandskab fra hvert Fylke, hvorhos han sagde, hvor mange Skibe han vilde have dèr fra Fjorden. Derpaa sendte han Bud ud over Landet, baade nord og sønder paa, baade langs Kysten og ind i Landet, og bød Mandskab op. Han lod Ormen den lange og alle sine andre Skibe, baade store og smaa, sætte frem. Ormen den lange styrede han selv. Da den skulde besættes, var der saa meget og saa udsøgt Mandskab, at han bestemte, at der ingen skulde være paa Ormen den lange, som var over tresindstyve eller under tyve Aar, og alle skulde de være særlig udsøgte i Henseende til Kræfter og Mod. Først mønstredes Kongens Hirdmænd dertil, thi de var alle udsøgte blandt indenlandske og udenlandske Mænd, som de stærkeste og modigste.
99. Ulf den røde hed den Mand, som bar Kong Olafs Mærke og var i Stævnen paa Ormen, og fremdeles Kolbjørn Staller (117), Thorstejn Oxefod og Vikar fra Tiendeland (118), en Broder til Arnljot Gelline. I Rejsningen (119) i Saxen (120) var Vak Raumessøn fra Elfhejm (121), Berse den stærke, Aan Skytte fra Jemteland, Thrand den stærke fra Telemarken og hans Broder Uthyrme, Haalogalænderne Thrand den skeløjede, Øgmund Sande, Lødve den lange fra Saltvig (122) og Haarek den hvasse, Indtrønderne Ketil den høje, Thorfinn Kjertel, samt Haavard og hans Brødre fra Orkedal. I Forrummet (123) var Bjørn fra Studla (124), Bark fra Fjordene, Thorgrim Thjodolfssøn fra Hvin (125), Asbjørn og Orm, Thord fra Njardarløg (126), Thorstejn Hvide fra Oprostad. Arnor fra Møre, Halstejn og Hauk fra Fjordene, Ejvind Snog, Bergthor Bastreb, Halkel fra Fjalar (127), Olaf Dreng, Arnfinn fra Sogn, Sigurd Aaresnepper, Ejnar fra Hordaland, Finn, Ketil fra Rogaland og Grjotgard den raske. I Snævringsrummet (128) var Ejnar Thamberskjælver — han tyktes dem ikke jævngod, thi han var kun atten Aar —, Thorstejn Livssøn, Thorolf, Ivar Snude, Orm Skovpynt, og foruden dem var der mange andre udmærkede Mænd paa Ormen, som vi ikke kan opregne. Der var otte Mand i hvert Halvrum, og de var udsøgte én for én. I Forrummet var der tredive Mand. Folk holdt for, at Besætningen paa Ormen overgik alle andre Mænd lige saa meget i Henseende til Fagerhed, Kræfter og Mod, som Ormen overgik alle andre Skibe. Kongens Broder Thorkel Næse styrede Ormen den korte, Kongens Morbrødre Thorkel Pragtsyge og Jostejn havde Tranen, og de to Skibe var ogsaa udmærket bemandede. Kong Olaf havde elleve store Skibe fra Trøndelagen og derhos Tyvebænkere (129), mindre Skibe og Forraadsskibe.
100. Da Kong Olaf næsten var færdig med at ruste sig i Nidaros, udnævnte han Sysselmænd og Fogder for hele Trøndelagen. Derpaa sendte han Gissur Hvide og Hjalte Skjæggessøn til Island for at forkynde Kristendommen dèr og gav dem en Præst med, som hed Thormod, og flere andre præsteviede Mænd; men han beholdt fire Islændinger, der tyktes ham de gjæveste, som Gisler, nemlig Kjartan Olafssøn, Haldor Gudmundssøn, Kolbejn Thordssøn og Sverting Runolfssøn, Det var at melde om Gissurs og Hjaltes Færd, at de kom til Island før Altinget; de begav sig til Tinget, og paa det Ting blev Kristendommen lovtagen paa Island, og den Sommer blev alt Folket døbt.
101. Samme Foraar paalagde Kong Olaf ogsaa Lejf Erikssøn at drage til Grønland for at forkynde Kristendommen dèr, og han gav sig paa Vej til Grønland om Sommeren. Han bjærgede i rum Sø et Skibsmandskab, som laa hjælpeløst paa et Vrag, og den Gang fandt han Vinland det gode (130) og kom om Sommeren til Grønland og havde en Præst og Lærere med. Han tog Ophold hos sin Fader Erik paa Brattelid. Folk kaldte ham Lejf den heldige; men hans Fader Erik sagde, at det kunde gaa op imod hinanden, at han havde bjærget Skibsmandskabet og ført Hykleren til Grønland — det var Præsten, han mente.
102. Kong Olaf foer sønder paa langs Landet med sin Flaade. Mange Venner og mægtige Mænd, som var rede til at følge med Kongen, stødte til ham under Vejs. Der var først Erling Skjalgssøn fra Sole, han havde sin store Sked (131) med tredive Rum og saare vel bemandet; saa var der hans Maage Hyrning og Thorgejr, de havde ogsaa hver et stort Skib, og mange andre mægtige Mænd slog Følge med ham. Han havde tresindstyve Langskibe, da han foer af Landet og sejlede sønder paa igjennem Øresund og videre til Venden. Han stævnede Kong Burislejf til Møde med sig, og de mødtes og taltes ved om de Ejendomme, som Kong Olaf gjorde Krav paa; alle deres Samtaler løb vel af, og de kom let til Enighed om de Ejendomme, som Kong Olaf mente at have Krav paa. Kong Olaf blev der til langt ud paa Sommeren og traf mange af sine Venner.
103. Kong Svend Tveskjæg var, som før omtalt, gift med Sigrid Storraade. Hun var i højeste Grad fjendtligsindet imod Kong Olaf Tryggvessøn, fordi han havde brudt sin Aftale med hende og slaaet hende i Ansigtet, som ovenfor er fortalt. Hun æggede Kong Svend stærkt til at holde Slag med Kong Olaf Tryggvessøn og sagde, at han havde fuld god Grund til at yppe Strid med Kong Olaf, eftersom han imod hans Vilje havde ægtet hans Søster Thyra, og at det vilde ingen af hans Forfædre have taalt. Hun talte tit om den Ting og naaede omsider saa vidt med sine Overtalelser, at Kong Svend blev fuldt bestemt paa at gjøre, hvad hun vilde have. Tidlig om Foraaret sendte Kong Svend Bud øster paa til Sverige, til sin Stifsøn Olaf Svenskekonge og Erik Jarl, og lod dem vide, at den norske Konge Olaf havde Leding ude og agtede at drage til Venden om Sommeren. Han opfordrede dem derhos til at opbyde Mandskab og mødes med Kong Svend, saa skulde de alle lægge til Kamp imod Kong Olaf Tryggvessøn. Olaf Svenskekonge og Erik Jarl var strax rede til det Togt og samlede en stor Flaade i Sverige, og med den foer de til Danmark, hvor de kom, da Kong Olaf allerede var sejlet til Venden. Det omtaler Haldor Hedning i det Kvad, han digtede om Erik Jarl:
Meget Mandskab mønstred
den mægtige Drotters Fjende,
da han fra Svithjod (132) styred
for sønder til Strid at stævne.
Lystne var da alle
efter Erik at følge;
Sul sig Ravnene vented,
naar Saarsved (133) randt i Havet.
Svenskekongen og Erik Jarl stævnede til Møde med Danekongen, og de havde da alle tilsammen en utallig Hær.
104. Da Kong Svend havde sendt Bud efter sit Mandskab, sendte han Sigvalde Jarl til Venden for at udspejde Kong Olaf Tryggvessøns Færd og mage det saa, at han og Kong Svend kunde mødes. Sigvalde sejlede da til Venden og begav sig til Jomsborg og derfra til Kong Olaf Tryggvessøn. De kom til at staa paa en meget venskabelig Fod med hinanden, og Jarlen kom i den største Gunst hos Kong Olaf. Astrid, Jarlens Hustru, Kong Burislejfs Datter, var Kong Olafs gode Veninde, hvilket især skrev sig fra det Svogerskab, der havde været imellem dem, da Kong Olaf var gift med hendes Søster Gejra. Sigvalde Jarl var en klog og raadsnild Mand, og da han kom i Raadslagning med Kong Olaf, sinkede han under mange forskjellige Paaskud hans Afrejse meget. Olafs Mandskab syntes overmaade ilde om dette og længtes efter at komme hjem, da de var fuldstændig sejlklare, og Børen var god. Sigvalde Jarl fik lønlig Bud fra Danmark, at nu var Svenskekongens Flaade kommen, og at Erik Jarl ogsaa havde udrustet sin Flaade, samt at Høvdingerne vilde lægge ind under Venden og bie paa Kong Olaf ved Øen Svold (134), og at Jarlen skulde mage det saa, at de kunde træffe Kong Olaf dèr.
105. Der kom et Rygte til Venden om, at Svend Danekonge havde en Flaade ude, og Folk begyndte strax at ymte om, at det vist maatte være Kong Olaf, han vilde træffe. Sigvalde Jarl sagde til Kongen: »Det kan ikke være Kong Svends Mening at lægge til Slag imod dig med Danehæren alene, saa stor en Flaade som du har; men hvis du har nogen Mistanke om, at der er Ufred for Haanden, saa skal jeg følge dig med mine Folk, og det har man før holdt for var en god Hjælp, naar Jomsvikingerne hjalp en Høvding; jeg skal give dig elleve vel bemandede Skibe«. Det Tilbud tog Kongen imod. Vinden var svag, men gunstig, og Kongen lod da Flaaden løse og blæse til Afsejling. De hejsede da Sejl og sejlede ud paa Havet, og alle Smaaskibene kom hurtigst af Sted. Jarlen sejlede tæt ved Kongeskibet og raabte til dem og bad Kongen om at følge efter ham: »Jeg har bedst Rede paa, hvor der er dybest i Sundene imellem Øerne, og du maa have dybt Vand til dine store Skibe.« Saa sejlede Jarlen i Forvejen med sine Skibe. Han havde elleve Skibe, men Kongen sejlede efter ham med sine store Skibe; han havde dèr ogsaa elleve Skibe, men hele den øvrige Flaade var allerede ude i rum Sø. Da Sigvalde Jarl roede ind til Svold, kom der en Skude roende imod dem. Det blev meldt Jarlen, at Danekongens Flaade laa der i Havnen lige for dem. Saa lod Jarlen sine Sejl tage ned, og de roede ind under Øen.
Med én og syvti Snækker
sejlede Drotten fra Sønden;
snart skulde Sværdene rødnes,
rask til Strid han stævned.
Skaanske Skibe Jarlen
skjærmed i blodigt Stævne;
brat da Freden brødes,
braadne Pander der vanked.
Her siges altsaa, at Kong Olaf og Sigvalde Jarl havde én og halvfjerdsindstyve Skibe, da de sejlede sønden fra.
106. Svend Danekonge og Olaf Svenskekonge og Erik Jarl var da der med hele deres Flaade; det var fagert Vejr og klart Solskin. Alle Høvdingerne gik op paa Øen med mange Mænd og saae Skibene sejle ud paa Havet, overmaade mange i Følge. De saae et stort og prægtigt Skib komme sejlende, og begge Kongerne sagde: Det er et stort og overmaade fagert Skib, det er nok Ormen den lange«. »Nej«, sagde Erik Jarl, »det er ikke Ormen den lange«. Og det var, som han sagde; thi det Skib tilhørte Ejndride fra Gimsar. Lidt efter saae de et andet Skib komme sejlende, langt større end det første. »Ræd er Olaf Tryggvessøn nu«, sagde Kong Svend, »han tør ikke sejle med Dragehovederne paa sit Skib«. »Det er ikke Kongens Skib«, sagde Erik Jarl, »jeg kjender dette Skib og det stribede Sejl; det er Erling Skjalgssøns paa Sole. Lad os lade det sejle; det er bedre for os, at det savnes i Kong Olafs Flaade, end at det er der, saa vel udrustet som det er.« Noget efter saae de Sigvalde Jarls Skibe lægge ind under Øen. Saa kom der tre Skibe sejlende, og ét af dem var stort. Saa bød Kong Svend Mændene gaa til deres Skibe, »thi dèr kommer Ormen den lange«, sagde han. »De har mange andre store og prægtige Skibe end Ormen den lange«, sagde Erik Jarl, »lad os blot give Tid«. Da sagde mange: »Erik Jarl vil nok ikke slaas nu og hævne sin Fader! Det er en stor Skam, som vil spørges over alle Lande, om vi ligger her med saa stor en Flaade, og Kong Olaf sejler ud paa Havet lige forbi os«. Da de havde talt en Stund om dette, saae de fire Skibe komme sejlende, og ét af dem var et overmaade stort Drageskib og meget guldbeslaaet. Da rejste Kong Svend sig og sagde: »Højt skal Ormen bære mig i Kvæld! Den skal jeg styre!« og mange sagde, at Ormen var et umaadelig stort og smukt Skib, og at man maatte være saare pragtlysten for at lade saadant et Skib bygge; men Erik Jarl sagde, saa at kun nogle enkelte hørte det: »Selv om Kong Olaf ikke havde større Skibe end dette, vilde Kong Svend aldrig faa det fra ham med Danehæren alene«. Folkene ilede nu ned til Skibene, tog Tjeldingerne af og lavede sig til strax at lægge til Kamp. Men medens Høvdingerne stod og talte om dette, saae de tre saare store Skibe komme sejlende og et fjerde bag efter dem, og det var Ormen den lange. Men af de andre Skibe, som de havde troet var Ormen, var det første Tranen og det andet Ormen den korte. Men da de saae Ormen den lange, var alle paa det rene med, at det var den, og nu nægtede ingen, at det var Olaf Tryggvessøn, der kom sejlende. De gik da til Skibene og lavede sig til Angreb. Det var en Aftale imellem Kong Svend, Kong Olaf og Erik Jarl, at hver af dem skulde have sin Tredjedel af Norge, hvis de fik fældet Olaf Tryggvessøn; den af dem, som først kom op paa Ormen, skulde have alt det Bytte, dèr blev gjort, og for øvrigt skulde hver have de Skibe, han selv ryddede. Erik Jarl havde en overmaade stor Barde (135), som han plejede at have, naar han var i Viking, med Jærnpigge øverst paa begge Bardene (136), men nedenfor en tyk Jærnkam, der var lige saa bred som Bardet og naaede helt ned i Vandet.
107. Da Sigvalde Jarl og hans Mænd roede ind under Øen, saae Thorkel Pragtsyge paa Tranen og Styrmændene paa de andre Skibe, der var i Følge med ham, at Jarlen drejede ind under Øen; de tog da ogsaa Sejlene ned og roede efter dem og raabte til dem og spurgte, hvorfor de gjorde det. Jarlen svarede, at han vilde bie paa Kong Olaf; »det ser stærkt ud til, at her er Ufred for Haanden«, sagde han. De lod da Skibene drive, til Thorkel Næse kom med Ormen den korte og de tre Skibe, der fulgte ham. Der blev sagt dem det samme, og de tog da ogsaa Sejlene ned, lod Skibene drive og biede paa Kong Olaf. Da Kongen sejlede ud imod Øen, roede hele Flaaden ud i Sundet foran dem. Da de saae det, bad de Kongen sejle sin Vej og ikke lægge til Slag imod saa stor en Flaade. Kongen stod op i Løftingen og svarede højt: »Tag Sejlet ned. Ikke skal mine Mænd tænke paa Flugt, ingen Sinde har jeg flyet i Strid; Gud raade for mit Liv, men aldrig giver jeg mig paa Flugt«. Det skete, som Kongen bød. Saalunde kvæder Halfred:
Kvæde jeg vil, om hvad Olafs Kæmper
sagde, den kampglade Konge dem bød,
da Fjenderne stævnede frem imod ham,
og den blodige Strid stunded til.
Ej han bød dem paa Flugt at tænke,
men frejdig at følge Fyrsten i Kampen.
Endnu mindes den gjæves Ord;
aldrig, jeg tænker, de ganger af Minde.
108. Kong Olaf lod blæse til Samling af alle sine Skibe. Kongens Skib var midt i Flaaden; paa den ene Side af det var Ormen den korte, paa den anden Tranen. Da de var ved at binde Stævnene sammen paa Ormen den lange og Ormen den korte, raabte Kongen højt, at de skulde lægge det store Skib bedre frem og ikke lade det være bagest i hele Flaaden. Da sagde Ulf den røde. »Skal Ormen lægges saa meget længere frem, som den er længere end de andre Skibe, kommer det til at gaa varmt til i Saxen i Dag.« »Jeg vidste ikke, at jeg havde en Stavnbo (137), som baade er rød og ræd«, sagde Kongen. »Vend du ikke mere Ryggen til under Forsvaret i Løftingen, end jeg vil gjøre i Forstavnen«, sagde Ulf. Kongen havde en Bue i Haanden, han lagde en Pil paa Strængen og sigtede paa Ulf. »Skyd en anden Vej, Konge«, sagde Ulf, »did, hvor det trænges mere; for dig gjør jeg, hvad jeg gjør«.
109. Kong Olaf stod i Løftingen paa Ormen, og højt ragede han op. Hans Skjold var forgyldt og hans Hjælm beslaaet med Guld, let var han at kjende fra andre Mænd; han havde en kort rød Kjortel uden over Brynjen. Men da Kong Olaf saae, at Flaaderne delte sig i smaa Flokke, og at Høvdingernes Mærker blev sat op, sagde han: »Hvem er Høvding for den Flok, vi har her lige for os?« Det var Kong Svend Tveskjæg med Danskerne, blev der svaret. »De Krystere er jeg ikke bange for«, sagde Kongen; »Danskerne er der ingen Mod i. Men hvem er Høvding for dem med de Mærker der til højre?« Det var Kong Olaf med Svenskerne, blev der svaret. »Bedre var det for Svenskerne«, sagde Kong Olaf, »at sidde hjemme og slikke deres Offerskaaler (138) end at gaa imod Ormen under eders Vaaben. Men hvem er de paa de store Skibe der til Bagbord for Danskerne?« »Det er Erik Jarl Hakonssøn«, blev der svaret. »Han mener sikkert, at han har god Grund til at gaa imod os«, sagde Kong Olaf; »med den Flok kan vi vente os en haard Dyst; de er Nordmænd som vi.«
110. Saa roede Kongerne frem til Angreb. Kong Svend lagde sit Skib imod Ormen den lange, men Kong Olaf Svenske lagde til længere ude og stak sine Stavne imod Kong Olaf Tryggvessøns yderste Skib, og paa den anden Side lagde Erik Jarl imod ham. Der blev den haardeste Dyst. Sigvalde Jarl lod sine Skibe skodde for at holde dem paa Stedet og lagde ikke til Kamp. Kampen blev meget haard og blodig. Forstavnkrigerne paa Ormen den lange og Ormen den korte og Tranen kastede Ankere og Entrehager over i Kong Svends Skibe og kunde bære Vaaben paa dem ovenfra nedad; de ryddede alle de Skibe, de fik Tag i. Kong Svend og de af hans Folk, der slap bort, flyede over paa andre Skibe og lagde uden for Skudvidde, saa det gik med dem, som Kong Olaf Tryggvessøn ventede. Saa lagde Olaf Svenskekonge imod ham i Kong Svends Sted; men saa snart de kom ind under de store Skibe, gik det hans Folk ligesom Danskerne, at de mistede meget Mandskab og somme af deres Skibe, og saa trak de sig ud af Kampen. Men Erik Jarl lagde sin Barde paa Siden af Kong Olafs yderste Skib, ryddede det og hug Baandet over mellem det og det næste Skib, og saa angreb han det og ryddede det. Folk begyndte nu at løbe fra de mindre Skibe op paa de store, men Erik Jarl huggede Baandene over paa det ene af Kong Olafs Skibe efter det andet efterhaanden, som han fik ryddet dem. Nu lagde Danskerne og Svenskerne sig atter inden for Skudvidde og gik fra alle Sider imod Kong Olafs Skibe, men Erik Jarl laa stadig paa Siden af dem og kæmpede med Hugvaaben, og efterhaanden, som Folkene faldt paa hans Skibe, gik andre, Svenskere og Danske op paa dem i deres Sted. Striden var overmaade hidsig, og der faldt mange Folk, og til sidst var alle Kong Olaf Tryggvessøns Skibe ryddede undtagen Ormen den lange; alle de af hans Mænd, som endnu var kampføre, var da komne op paa den. Da lagde Erik Jarl Barden paa Siden af Ormen den lange, og der blev ene kæmpet med Hugvaaben.
111. Erik Jarl var i Forrummet paa sit Skib, hvor der var fylket med en Skjoldborg. Der blev baade hugget med Sværd og Øxer, stukket med Spyd og kastet med alt, hvad der kunde bruges som Kastevaaben, men somme skød med Bue eller kastede Spyd med Haanden. Der faldt saa stærk en Vaabenregn paa Ormen, at man knap kunde dække sig med Skjoldene, saa tæt fløj Spyd og Pile; thi fra alle Sider lagde Hærskibe ind imod Ormen. Men Olafs Mænd var nu saa hidsige, at de sprang op paa Rælingerne for at komme til at nedhugge Folk med Sværdene, thi mange havde ikke lagt sig saa tæt ind under Ormen, at de vilde være med i Hugkamp. Men mange af Olafs Mænd glemte, at de ikke var paa Landjorden og gik ud over Rælingerne og sank til Bunds med deres Vaaben.
112. Ejnar Thamberskjælver var agter paa Ormen i Snævringsrummet. Ingen skød saa kraftig med Bue som han. Ejnar skød efter Erik Jarl og ramte i Rorknappen oven over Jarlens Hoved, og Pilen gik i helt op til Rørbaandene (139). Jarlen spurgte, om de vidste, hvem det var, der skød det Skud; men i det samme kom der en anden Pil, som gik ind imellem Siden og Armen paa ham og ind i Hovedfjælen (140), saa at Spidsen stod langt udenfor. Da sagde Jarlen til en Mand, som nogle siger hed Finn, men andre siger, at han var en Finne, og som var en ypperlig Bueskytte: »Skyd den store Mand der oppe i Snævringsrummet.« Finn skød, og Pilen ramte midt paa Ejnars Bue i samme Øjeblik, som Ejnar spændte den for tredje Gang, og Buen brast sønder. »Hvad var det, der brast med saa stort Gny?« sagde Kong Olaf. »Norges Rige ud af din Haand, Konge«, svarede Ejnar. »Saa galt var det vel ikke«, sagde Kongen; »tag min Bue og skyd med den«, og med de Ord kastede han sin Bue til ham. Ejnar tog den og spændte den strax ud over Pilens Od, hvorpaa han kastede den tilbage. »For veg, for veg er Drottens Bue«, sagde han, og saa greb han Skjold og Sværd og kæmpede med dem.
113. Kong Olaf Tryggvessøn stod i Løftingen paa Ormen og skød for det meste, stundum med Bue og stundum med Kastespyd, stadig med to ad Gangen. Han saae forud paa Skibet og saae, at hans Mænd svang Sværdene og hug rapt, men at de bed daarligt. »Hugger I ikke ordentlig til?« sagde han; eders Sværd bider jo ikke.« »Vore Sværd er sløve og meget forhuggede«, svarede en Mand. Saa gik Kongen ned i Forrummet og lukkede Højsædeskisten op, tog mange hvasse Sværd op af den og gav Mændene dem. Men da han tog ned med højre Haand, saae de, at der randt Blod ned under Brynjeærmet; men ingen vidste, hvor han var saaret.
114. Størst og med mest Mandefald var Kampen paa Ormen blandt Forrumsmændene og Stavnkrigerne, thi der var baade Mandskabet mest udsøgt og Rælingerne højest. Men Kong Olafs Mænd faldt først midtskibs. Og da der kun var faa tilbage omkring Masten, gav Erik Jarl sig til at entre og kom op paa Ormen selv femtende. Hyrning, Kong Olafs Maag, gik imod ham med en Flok Mænd, og der blev den haardeste Kamp, og Enden blev, at Jarlen maatte vige ned paa Barden igjen, men de Mænd, der havde fulgt ham, faldt eller blev saarede. Der begyndte saa igjen den haardeste Kamp, og mange af Mændene paa Ormen faldt. Men da Mandskabet paa Ormen tyndedes, saa Forsvaret blev svagere, gav Erik Jarl sig atter til at entre, og han mødte da igjen en haard Modstand. Men da Forstavnskrigerne paa Ormen saae dette, gik de agterud og satte sig til Modværge imod Jarlen dèr og stred haardelig. Men der var nu faldet saa meget af Ormens Mandskab, at der rundt omkring var tomt ved Rælingerne, og Jarlens Mænd gav sig da til at entre alle Vegne. Alle de af Olafs Mænd, som endnu var kampføre, søgte agterud, hvor Kongen var.
115. Kolbjørn Staller gik op i Løftingen til Kongen; de var omtrent ens klædte, og deres Vaaben lignede hinanden meget; Kolbjørn var ogsaa en stor og saare fager Mand. Der blev nu igjen den haardeste Dyst i Forrummet, men eftersom der var kommet saa meget af Jarlens Mandskab op paa Ormen, og hans Skibe lagde ind imod Ormen fra alle Sider, og der kun var faa til Forsvar imod saa mange, faldt de fleste i Løbet af kort Tid, uagtet Olafs Mænd var baade stærke og tapre. Men Kong Olaf og Kolbjørn sprang over Bord hver paa sin Side. Jarlens Mænd havde lagt til med Smaaskuder og dræbte dem, som sprang i Vandet; men da Kongen var sprungen over Bord, vilde de tage ham til Fange og føre ham til Erik Jarl. Kong Olaf holdt Skjoldet over sig og dykkede under Vandet; men Kolbjørn Staller skød Skjoldet ind under sig og dækkede sig saaledes imod Spydene, de stak efter ham med fra Skibene, der laa lavere end Ormen; han faldt i Vandet med Skjoldet under sig, derfor slap han ikke saa hurtig under Vandet, og de fangede ham og trak ham op i Skuden i den Tro, at det var Kongen. Han blev ført frem for Jarlen, men da Erik saae, at det var Kolbjørn og ikke Kong Olaf, gav han ham Fred. I det samme sprang alle de af Kong Olafs Mænd, der endnu var i Live paa Ormen, over Bord; den sidste var Kongens Broder Thorkel Næse.
116. Som før blev fortalt, havde Sigvalde Jarl sluttet sig til Kong Olaf i Venden med ti Skibe og derhos endnu et ellevte, paa hvilket Astrid Kongsdatter, Jarlens Hustru, havde sine Mænd. Da Kong Olaf var sprunget over Bord, raabte alt Mandskabet Sejrsraab, og Sigvalde Jarl og hans Mænd stak da Aarerne i Søen og roede til Slag. Men den vendiske Snække, som Astrids Mænd var paa, roede bort, tilbage ind under Venden, og det var strax manges Mening, at Kong Olaf havde smøget Brynjen af sig under Vandet og dukket ned og svømmet bort fra Langskibene ud til den vendiske Snække, og at Astrids Mænd havde ført ham til Land. Og der fortælles af somme mange Frasagn om, hvad Kong Olaf siden tog sig for. Saaledes kvæder Halfred:
Ej jeg véd, og med Vished
véd vel ingen at sige,
om Drotten sit Liv maatte lade,
eller om end han lever.
Somme siger for Sanden,
at saaret til Land han naaede
— Vunder visselig fik han —,
for vist kan dog ingen det vide.
Men hvorledes det nu end forholder sig, Olaf Tryggvessøn kom aldrig siden til at herske over Norge. Saaledes kvæder Halfred:
Længe hos Tryggvessønnen
tjente den, som fortalte,
at Olaf end var i Live,
— Løgn er dog mangt, man hører.
Derfor mener mange,
at Malmstridens modige Ypper
slap fra det blodige Stævne.
Ej dog paa alt kan man stole.
117. Erik Jarl Hakonssøn fik med Sejren Ormen den lange og meget Bytte og styrede Ormen fra Slaget. Hans Broder Svend havde da fæstet sig Olaf Svenskekonges Datter Holmfrid. Men da Danekongen og Svenskekongen og Erik Jarl delte Norges Rige imellem sig, fik Olaf Svenskekonge fire Fylker i Trøndelagen, begge Mørerne og Romsdalen og øster paa Ranrige fra Gøtaelven til Svinesund. Dette Rige overlod Kong Olaf til Svend Jarl paa samme Vilkaar, som Skattekonger eller Jarler tidligere havde haft under Overkonger. Erik Jarl fik fire Fylker i Trøndelagen, Haalogaland og Namdalen, Fjordene og Fjaler, Sogn og Hørdaland og Rogaland og Agder nord fra lige til Lindesnæs. Svend Danekonge fik igjen Vigen, som han havde haft før, men Romerige og Hedemarken gav han Erik Jarl som Len. Svend Hakonssøn fik Jarleværdighed af Olaf Svenske. Svend Jarl var den smukkeste Mand, nogen har sét. Erik Jarl og Svend Jarl lod sig begge døbe og antog den rette Tro, men saa længe de raadede for Norge, lod de hver gjøre, som han vilde, med at holde Kristendommen. Men de gamle Love og alle Landsens Sæder holdt de vel ved Magt, og vennesæle var de og forstod godt at styre Landet. Erik Jarl havde mest at sige af Brødrene i alt, hvad der gjaldt Rigets Styrelse.
Noter:
1. Vestfold, Landet vest for Kristianiafjord med Byen Tunsberg.
2. Trøndelagen, Landet omkring Trondhjemsfjord med Byen Nidaros, det nuværende Trondhjem.
3. Stad, Stat, Dovrefjældets Vestspids, Norges vestligste Forbjærg.
4. Skaalskalle, oldn. bjóðaskalli, om en Mand med en rund, skaldet Isse.
5. Oprostad, det nuværende Obrestad paa Jæderen; men Snorre og de andre Sagaskrivere har antaget, at Gaarden laa i Oplandene, det sydøstlige Norge, inden for Vigen; Vigen er Landskabet ved Skagerak og omkring Kristianiafjord.
6. vandøst, de hedenske Nordboer overøste ved Navngivningen Barnet med Vand, ligesom det sker ved de Kristnes Daab.
7. Skaun Herred, uvist, om i Hedemarken eller i Romerige.
8. Gardarige, Rusland.
9. Holmegaard, det nuværende Novgorod.
10. Daneast, de danskes Kjærlighed
11. Hardanger hed oprindelig Angr; nu kom den til at hedde Hardanger, fordi Nøden var saa haard.
12. Herse kan nærmest gjengives ved Herredshøvding.
13. Fjordene (Firðafylki) kaldtes Landet omkring Sønd- og Nordfjord i Nordre Bergenhus Amt.
14. Ledingsbøde maatte de give, som enten udeblev fra Ledingen eller ikke mødte i rette Tid eller mødte paa et galt Sted.
15. Drape, Lovkvad med Omkvæd, digtet til Ære for en Konge eller Høvding.
16. Gram d. v. s. Fyrste. ― Gyldenhjalters gjæve Gram d v. s. Harald.
17. Drotternes ordsnilde Frister, d. v. s. Hakon Jarl.
18. Are Thorgilssøn, ogsaa kaldet Are Frode (den kyndige, særlig med Hensyn til Oldtiden), var den første islandske Historieskriver.
19. D. v. s. 720 ― Hundrede betegnede i gamle Dage 120.
20. Vingulmark, Vestfold og Agder, d. v. s. Landet omkring Kristianiafjord fra Svinesund ned til Kap Lindesnæs.
21. Skaaleglam, Skaaleklang.
22. Vellekla betyder Guldmangel.
23. Smukt ham Silken sæder, d. v. s. smukt klæder Silkebaandet ham (som fornemme Folk havde for Skik at bære om Panden).
24. Hov og Hørge, Templer, Gudehuse.
25. Tambeskjælver antages at betyde: den, der faar Buestrængen til at skjælve, og Ejnar at have faaet sit Tilnavn paa Grund af hans store Færdighed i Bueskydning Men for øvrigt er Ordets Betydning højst usikker.
26. Femtenbænker, et Skib med 15 Rorbænke langs hver Side, altsaa med 30 Aarer.
27. Tjeldinger, Telte, Solsejl.
28. Om Halfred Vandraadeskjald se nedenfor S. 92-93. [Kap. 87].
29. Her er indløbet Fejl. Kejser Ottos Tog foregik, ikke som Snorre regner 988, men 974, og hverken Burislejf (d. v. s. Boleslaw) eller Olaf Tryggvessøn var med paa dette Tog. Olaf var den Gang kun 6 Aar gammel. Hensigten med Toget var heller ikke at omvende Kong Harald (som var bleven Kristen omkr. 960), men at bringe Danmark under Kejserens Lydighed.
30. Havets Hest, Skibet.
31. Hørder, Beboerne af Hørdaland (Hardanger).
32. Valfugles (d. v. s. Ravnes) Fodrer er Kæmpen, som fælder Fjender til Føde for Ravnene.
33. Gøteskjærene, Øerne ud for Østergøtland.
34. Blot, hedensk Offer.
35. frøkne, tapre.
36. Odins Uvejr, Kampen.
37. Hærfugle, Ravne.
38. Sværdting, Kamp.
39. Valen, de faldne.
40. Walchern, Ø ved Scheldeflodens Munding.
41. Syderøerne, Hebriderne.
42. Bretland, Wales.
43. Kumberland, det nordvestlige England.
44. Valland, Nordfrankrig.
45. Syllingerne, Scillyøerne ved den sydvestlige Spids af England.
46. Gyda var ikke Olaf Kvarans († 980) Søster, men hans Datter.
47. Solunderne, ud for Sognefjord.
48. fare i Ham, paatage sig en Dyreskikkelse.
49. Landvetter, Landets Skytsaander.
50. Jomsvikingerne, et Vikingesamfund i Jomsborg i Venden.
51. den digre, d. e. den tykke (i Dansk, Norsk og Svensk betyder diger: stor, svær).
52. Kong Adelraad, Ethelred den raadvilde (978-1016).
53. Ejdet, paa Statland.
54. Hærøerne, vest for Harejd.
55. Hød, nu Harejd.
56. Halkelsvig, Vig i en Fjord syd for Harejdland.
57. Mærke, d. v. s. Banner.
58. en Øre = en Unze (o. 6¼ Kvint).
59. Stavnboen førte befalingen i Forstavnen og var den fornemste om Bord næst etter Skibshøvdingen.
60. at hun nu bærer ikke blot paa sin egen Lykke, men ogsaa paa din: Aasta gik paa den Tid frugtsommelig med Olaf (den hellige).
61. Vissavald, russisk Wsevolod
62. Røgnvaldsø, nu South-Ronaldsey.
63. Katanæs, nu Caithness, i den nordøstligste Del af Skotland.
64. Pettlandsfjorden, Sundet imellem Orknøerne og Caithness; nu Pentland-Firth.
65. Moster, Ø i Søndhordland, inden for Bømmelø.
66. Agdenæs, ved Indløbet til Trondhjemsfjorden.
67. Viggja, nu Viggen ved Mundingen af Gulelven.
68. Nidholmen, nu Munkholmen (i Trondhjemsfjorden)
69. Jomsvikingers Jager, Erik Jarl, til hvem Kvadet er digtet.
70. Maag, beslægtet ved Svogerskab, Svoger, Svigerfader, Svigersøn, Stiffader.
71. nord paa til Agder; vi vilde sige: vest paa t. A.; men efter Islændernes Maade at betegne Sejladsen paa tænker Snorre paa Kursen syd om Kap Lindesnæs, hvorefter man jo sejler nord paa til Agder.
72. Skeløje, oldn. Skjálg(r); deraf Erling Skjalgssøn, Thorolf Skeløjes Søn.
73. Rogaland, Landet om Stavangerfjord.
74. Sognsø, Indløbet til Sognefjord.
75. Dragseid, paa Statland.
76. Hovet, Gudehuset.
77. Uægte, d. v. s. uægtefødt.
78. Kongehelle, nedenfor det nuværende Kongelf ved Gøtaelvens nordlige Arm.
79. Lyren, Aabningen i Taget, hvorigjennem Røgen fra Ildstedet trak ud; den tjente ofte tillige som Lysaabning (Vindue).
80. Langfasten, de syv Uger før Paasken.
81. Kørmt, Karmøen ved Stavanger.
82. Frosta, i Trøndelagen.
83. Hærpil, d. v. s. en Budstikke, der stævnede alle Mænd væbnede til Tinge.
84. Mæren, i Mærens Sogn i Sparbuen Herred (Trondhjems Stift).
85. en Kjøbstad, Nidaros, det nuværende Trondhjem.
86. Skipakrok d. v. s. Skibskrog, en lille Vig i Nidelven, ved Enden af den nuværende Strandgade i Trondhjem.
87. Sexaarer, en Baad med 6 Aarer.
88. Byrda, Børø i Bjørnør Herred, ved Grænsen mellem Namdalen og Nordmøre.
89. Lendermand, en af Kongen udnævnt Herredshøvding, edsvoren og tjenstbunden, det er pligtig til at gjøre Tjeneste hos Kongen saavel i Hirden som hjemme paa sin Egn, saavel i Fred som i Krig; han havde visse Indtægter af kongeligt Jordegods, hvorfor han i Krigstid skulde udruste et vist Antal Krigere i Forhold til Lenets Størrelse. Han svarede til Hersen i tidligere Tid og stod Jarlen nærmest i Værdighed.
90. Ømd, gammelt Navn paa Hindøen, Norges største Ø, halvt beliggende i Tromsø Amt, halvt i Nordlandenes Amt.
91. Skaale; i Norge sov som Regel kun Tyende og Trælle i Skaalen, medens Familien sov i et saakaldet Loft (d. v. s. øverste Stokværk af en mindre Bygning). Paa Island sov derimod alle Gaardens Folk i Skaalen.
92. Nakkerne (svírar), det udvendige af de høje Stavnspidser, medens Hulheden inden i kaldtes »Hals« (háls) eller »Luftrør« (barki).
93. »Ormen« d. v. s. Dragen.
94. Mødruvellir, ved Øfjordsaa i Øfjorden paa Islands Nordland.
95. Brand-Flose, Flose, der indebrændte Njaal og hans Sønner.
96. Mikkelsmesse, d. e. St. Mikkelsdag, 29. September (999).
97. de hvide Klæder, Daabsklæderne,. som bares en Uge efter Daaben.
98. Vandraadeskjald, den vanskelige Skjald, som gør Vanskeligheder (oldn. vandræði) eller som er vanskelig at komme til rette med.
99. Navnefæste, Gave, man skjænkede den, man gav Navn.
100. Verset er oversat af Gotfr. Rode (i et Stykke om Halfred, optaget i »En Billedbog« ved Chr. Richardt og G. Rode).
101. Smalserhorn, Toppen af Fjældet Hornelen paa Bremangerland uden for Nordfjord.
102. Ladehamrene, nogle Klipper uden for Gaarden Lade.
103. Alen = ¾ dansk Alen; 74 Alen = 55½ d. Alen. [En dansk alen er 0,6277 meter; sagatekstens 74 alen svarer således til knap 35 meter (jl)].
104. De skarpe Klammer tilkjendegiver, at det indklamrede sandsynlig vis er et senere Indskud.
105. Løftingen, et højt Dæk i Bagstavnen.
106. som ovenfor anført, se Versene i Kap. 54.
107. Bandadrapen, d. v. s. Gudedrapen, et Digt af Eyjolf Daadskjald om Erik Jarls Bedrifter.
108. Malmstrid, Vaabenstrid, Kamp.
109. De spærrede Linier [Her dog angivet med kursiv skrift] i Versene i dette og følgende Kapitel danner et saakaldet kløftet (spaltet) Omkvæd (klofastef).
110. Valestorm, Kamp. Vale er et Vikingenavn.
111. Stauren, rimeligvis Sydspidsen af Femern, nu Staver.
112. Stavnhest, Skib.
113. Aldejgjaborg, Byen Ladoga ved Ladogasøen.
114. Valvejret, Kampen.
115. Øsyssel er Øen Øsel, Adelsyssel (Hovedsyslet) Fastlandet lige overfor.
116. Høser, Hjærneskaller.
117. Staller, Hofmarskalk.
118. Tiendeland, Landskab i Upland i Sverige.
119. Rejsningen, se Tillæget S. 137.
120. Saxen, se Tillæget S. 137.
121. Elfhejm, den østlige Del af Vigen fra Glommen til Gøtaelv.
122. Saltvig, paa Sydsiden af Ofotenfjord i Nordlandet.
123. Forrummet, se Tillæget S. 137.
124. Studla, i Søndhordland.
125. Hvin, i nuværende Lister og Mandals Amt.
126. Njardarløg, nu Tysnæsøen i Søndhordland.
127. Fjalar, den sydligste Del af Fjordefylke.
128. Snævringsrummet, det snævre Rum, se Tillæget S. 139.
129. Tyvebænker, et Skib med 20 Rorbænke til hver Side.
130. Vinland det gode, et Steds paa Nordøstsiden af Nordamerika.
131. Sked, et smalt, hurtigsejlende Langskib, se Tillæget S. 131.
132. Svithjod, Sverige.
133. Saarsved, Blod.
134. Svold var ikke, som Snorre mente, en Ø, men en Havn og en Vig (Flodmunding) lidt vest for Rygen, hvor der dog fandtes en lille Ø, Hedinsø, udenfor.
135. Barde, et Slags Vædderskib, hvis Stavne var forsynede med Indretning til at bore andre Skibe i Sænk med (se Tillæget S. 131).
136. Bard (d. v. s. Skjæg), den skarpe Kant, som Kjølens Fortsættelse dannede i For- og Bagstavnen (se Tillæget S. 135).
137. Stavnbo, Befalingsmanden i Forstavnen.
138. Offerskaaler sigter til, at Svenskerne endnu var Hedninger.
139. Rørbaandene, de Baand, hvormed Pilespidsen var surret fast til Skaftet.
140. Hovedfjælen, den Planke, hvortil den, der sidder ved Roret, kan hvile Hovedet (se Tillæget S. 141).
