Sværdet Tirfing (NFSG 1809)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen

Naturlyrik og romantik

N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter
Bind 1

København, 1880.

Sværdet Tirfing - En Skjæmtesaga

N. F. S. Grundtvig

[Skjønt først trykt i Idunna, Nyaarsgave for 1811 (S. 1-72), var denne Bearbejdelse af Hervors Saga allerede til 1809; mere om den her foran S. 192, i Fortalen til Idunna. – Da Forf. vilde gjentage denne Saga i sine Nordiske Smaadigte, Kristiania, 1838, blev den under hans Haand ikke til en ændret Udgave af den tidligere, men til en helt ny Behandling af samme Æmne. Der kan dog ikke for den findes nogen passeligere Plads i værende Udgave end ved Siden af den ældre, hvorfor den hidsættes efter denne.]

Der Odin var hjemgangen fra Nord, da mente Jætter vist at have forvundet al deres Nød, og tænkte med Styrke og Svig, Sejd og al anden Trolddom at kue og øde hans Æt; men enddog det stundum tyktes, at de høje Norner styrede efter deres Sind, saa maatte de dog og fornemme, at ej var Odin død aldeles, og Norners Raad vare altid usporlige. Om saadant er og denne Saga lagt, og tungt er det at sige, om de sære Hændelser, som her fortælles, vare Aser eller Jætter mest til Men.

FØRSTE KAPITEL

Tirfings Ophav.

Svafurlam var af Odins Æt og raadte for det Land i Øst, som nævnes Garderige; han var en mægtig Høvding og sejrsæ, det maatte vel Fjenden mærke udi Strid, og Dyrene i Skov. Det hændte sig en Dag, som han var udreden at jage Dyr efter Vane, da forvildedes han fra sin Hird og kom ved Aftenstid der, som tvende Dværge vare stedte uden for den Klippe, de byggede udi. Det er en underlig Art: liden af Skabning, men vel forfaren i alskens kunstelig Idræt; og det er sagt for Sandhed, at de have gjort til Aserne hine bedste Mon: baade Mjølner, som Guderne have mest Trøst af, og Skidbladner, hint evnelige Skib, og dertil andet mer. Mangen Gang hjulpe de og Jætter, hvilket ej er underligt, saa som de ere af delt Natur og finge Liv, der Ymers Legem første Gang blev hedt af Solen. Svafurlam var snar og uforfærd, saa han kom mellem Dværgene og Stenen og spurgte dem om Navn.

1. Dvalin:

Ypperst af Dværge,

Dvalin jeg nævnes;

Tidlig jeg risted

Runer hos Alfer.

Der stander Durin,

Dygtig til Idræt.

Spild ej vor Gammen!

Gak nu fra Dør!

2. Svafurlam:

Velkommen, Dvalin,

Dværgenes Fyrste!

Velkommen, Durin,

Dygtig til Idræt!

Til mig I smede

Sværd, som mig huger!

Gjorden og Hjaltet,

Balgen af Guld!

3. Sværdet skal bide

Stenen og Jærnet,

Ej maa det ruste,

Æggen ej sløves;

Mæles end Galder,

Maa det ej døves,

Sejer skal følge

Hver, som det fører.

4. Sejrens Runer

Riste du, Dvalin!

Du, som har ristet

Alfernes Runer!

5. Dvalin:

Durin vel mægter

Malmet at tæmme,

Vel kan jeg riste

Runer, som due. —

Aser os bede

Arbejd at virke;

Daare blandt Drotter!

Du vil befale!

6. Kunsten og Kløgten

Kan du ej tvinge.

Stærk er vor Vrede,

Vov ej at trodse

Stenenes Æt!

7. Svafurlam:

Midnat er omme

Maanen alt blegner,

Solen opstiger:

Sten skal I vorde,

Om ej I sværge

Sværdet at give.

Saa stod han med draget Sværd for Dværgene, til Himlen rødnede i Øst ved Morgengry; da betoges de af Rædsel, og Dvalin kvad:

8. Brændende Straale

Storlig jeg frygter,

Durin skal smedde

Sværd, som kan due;

Selv skal jeg riste

Runer i Hjaltet.

Vist skal det bide

Staalet som Kjød.

9. Torsdagens Midnat,

Mærker du Timen?

Kom da til Klippen,

Klap da paa Stenen!

Sværd dig skal gives,

Fagert at skue. —

Dagen og Natten

Mødes i Dæmring,

Høre min Ed.

Glad i Hu og stolt af sin Id færdedes Svafurlam hjem til sin Borg, og efter trende Nætters Frist, ved den Stund, da Solen er dybest i Hav, stævnede han til Dværgebo. Lydelig var i den stille Skov Hamrenes Slag paa den haarde Malm at høre, og skyndelig gik Kongen frem, at slaa paa Stenen; men før han kom did, stod Dvalin hos ham med Sværdet. Svafurlam stod forundret i Sind og vejede i Haand det dyre Mon: klare Straaler ginge trindt fra Hjaltet til Øjenslyst, og han havde sin Skjæmt deraf at se, hvor sælsomt de lyste i Midnattens Mulm. Men stakket blev hans fulde Gammen; thi der Dvalin var kommen i Klippedør, tog han paa at kvæde:

10. Blodige Runer

skar jeg i Balgen:

Hver Gang det blottes

Blod det maa have.

Ætmand af Odin!

Ond er vor Gave:

Snart den skal vorde

Selv dig til Bane.

11. Tirfing skal virke

Tre hine værste

Niddingidrætter;

Nornerne raade,

Hvem det skal ramme.

Ve dig, du røved

Dværgenes Runer,

Dværgenes Kunst!

Vældelig huggede Svafurlam i Klippen, og saa vel bed Tirfing, at baade Ægge skjultes i Sten; men dybere sad Dvalin. Thi ganger nu Konningen hjem og raader Sværdet sejrsæl i Valkamp og i Holmgang.

ANDET KAPITEL

Svafurlams Endeligt.

En Jotun, som Arngrim hed, er til Sagaen nævnet, og boede paa Bolmø, nord ved Haalogaland; men om Sommeren var det hans Sæd at fare vidt om Land, avle sig Gods og Penninge og øde Mænd, dog mest af Odins Slægt, som rimeligt var. Saa hændtes det og, at han kom i Gardarige og æskede Svafurlam til Holmgang; og som de begge vare stærke og vaabendjærve, skiftede de Hug baade mange og store. Arngrim havde sig et mægtigt Skjold, med Jærnnagler rundt omsat, det kløvede Svafurlam paa det sidste; men som Tirfing ej maatte stedes, før det naade Jord, da kom det saa, at Arngrim vristede ham det af Haand, og nu tyktes Konningen vide, at det vilde vorde ham til Bane, alt efter Dvalins Ord. Det er sagt, at han kvad:

12. Tirfing skal virke

Tre hine største

Niddingidrætter.

Jætter skal bøde

Blodig min Død.

Ej maatte han mere mæle; thi Arngrim kløvede ham endelangs, og hjemførte med sig til Bolm Svafurlams Datter, den fagre Ejvora, med Tirfing og andet Hærfang, som ham lystede at eje.

TREDJE KAPITEL.

Arngrims Æt og Hjorvards Bejlen.

Nu sidder Arngrim paa Bolm og tager Ejvora i Favn, hvor nødig endog hun det vilde, og avler med hende Sønner, tolv udi Tal, store og stærke, alle Bersærker og onde i Sind, saa som med Sanding er sagt udi Hyndlas Sang:

13. Trængsel og Bulder

Bares med Arngrims

Og med Ejvoras

Sønner de arge.

Bersærkers Udaad

Bragende omfór

Landet og Havet,

Saa farer Luen.

Angantyr var hin ældste, Hoved højere end de andre, og virkede som tvende, Hervard gik ham næst udi Alder og Værk, da kom Seming, og hin fjerde var Hjorvard; men det er om dem alle at sige, at saa vidt de med Hærskjold fór til Lands og i Viking, funde de ej deres Jævning i Dristighed og Styrke; thi bleve de og til en Rædsel, hvor som helst Tidender spurgtes om dennem. Det havde de og for Skik, at naar som de vare ene med deres Mænd, og Bersærkegangen kom paa dem, ginge de skyndelig til Side eller og paa Land, og brødes med Ege i Skov eller Stene paa Mark; thi saa var dem hændtes en Gang, at de havde myrdet deres egne Mænd og ødt der Skibe.

Det var en Juleaften paa Bolm, at Jætterne sad over Borde, og Galten blev indledt, Freja til Spot; thi der de uddrukke Bragebægeret til Fædres Minde, da gjorde de og Løfter, som Skik er hos Gudefolket; men det Lovede de, som de mente mest kunde mishage Aser og vorde dem til Skade. Nu falder det Hjorvard paa Sind, hvor megen Harm de Brødre havde gjort Asers Venner og hvem de eje til Mødernefolk, og da Lover han, og sværger ved Utgardeloke, at, før Aaret er omme, vil han eje den Mø, som Ingeborg hedder, Datter af Yngve Upsalakonge, eller og han vil lade Livet derover; saa love og alle de Brødre at stande ham bi med Styrke og Liv, og aldrig er gjort udi Nord et Løfte mere navnkundigt.

Kong Yngve sidder i Upsal med al sin Hird, og tvende Nordmænd, Hjalmar og Orvarod, ere hans ypperste Mænd; længe have de faret i Viking og mødtes omsider og skiftet store Hug, men ere nu gangne i Fostbroderlag og værge om Upsalariget. Det er nu en Dag udi Vaar, at de Bersærker komme med megen Larm og stedes for Kongens Bord, og Hjorvard røgter sit Ærende kort med onde Ord; men Brødrene sande det med ham, og Konningen byde de brat at svare. Yngve grunder hel meget; thi nødig kun giver han Datteren hen til Jotuners Slægt, og ræddes dog saare for de Brødres Trusel og Styrke, den, han ej trøster sig til at stande imod. Nu stiger frem for Borde hin hugprude Hjalmar og mæler i Hast: Mindes dig, Konge, at jeg haver værget dit Land og øget dit Rige og hjembaaret til dig dyrebar Skat, men ej taget Løn eller Skjænk; thi er nu min Bøn, at du gjør mig Hæder og giver din Datter til mig, heller end til hine Bersærker, som virke kun Udaad, hvor de henfare, og ville dig kue med Overvold. Da grunder Kongen end mer, og i megen Vaande tykkes han stedt; men det Raad tager han paa det sidste: at sætte Kaaret til Ingeborg selv. Ej var dog om Kaar at tale, al den Stund Ingeborgs Hu stod til Hjalmar ej mindre end Kæmpens til hende, og hun svarer da flux: Er det din Vilje, Fader, at jeg skal giftes, maa jeg vel kejse den Mand, som er mig kjendt til det gode, heller end hin, fra hvem jeg kun hørte ét Sagn og ikke det bedste. Der Hjorvard nu hører Ingeborgs Ord, da byder han Hjalmar Holmgang sønder paa Samsø, og kalder ham hver Mands Nidding, om han ganger at eje Møen, før Tvekamp er prøvet; men Hjalmar tager mod Budet, og Stævnedag sættes dem imellem. Nu fare Arngrims Sønner hjem og sige deres Fader Tidende; men han lader ilde derved; thi det er ham kyndigt om Hjalmar og Od, at faa kun gange dem nær i Djærvhed og Styrke.

FJERDE KAPITEL.

Holmgang paa Samsø.

Nu ruste sig de Kæmper paa Bolm og i Upsal til Færd og til Strid. Hjalmar sidder saa tit i Bur, sin Ingeborg nær, og ser, hvor hun syr med Silke og Kunst den Brynjekjortel, han skal bære i Strid, og det mener han vist, at ej trænger Sværd der igjennem. Orvarod grunder hel meget og dybt; og det mener han at skjønne, at aldrig fange de Sejer over Jotunflokken, om ej Guderne stande dem bi; men det er at mærke, at selv er han noget af Jætteslægt, og derpaa er det, han grunder: hvordan han kan vinde sig Gudernes Gunst; thi hugger han Frejas Lignelse ud i Sten; og med slig en Kunst er den Lignelse gjort, at Freja tykkes, det er, som hun ser sig i Spejl. Meget har hun nu ham at lønne, og Arngrims Sønner ej mindre for Julegildet; men nu er Vaaren alt kommen, da sætte de Fostbrødre Skibe i Hav, og sorrigfuld ganger med Hjalmar Konningens Datter; slippe ham maa hun, men stander paa Udnæs og stirrer, saa længe hun Masten kan øjne. God Bør sende de milde Vaner, og de Fostbrødre komme i Unarvaag paa Samsø.

De Bersærker alle gange for Arngrim frem mod Stævnedag, og bede om Vaaben. Han oplader en Kiste med kosteligt Hærfang og giver dem alle godt Værge: Seming faar Hrotta, og Hjorvard Mistiltejn; men mest er derom at tale, at der Angantyr ene staar vaabenløs, da rækker den gamle Jotun ham Tirfing, siger ham Sagn om dets Ophav og om, hvad Svafurlam mælte. Sandt er det, siger han, hint bedste Vaaben, er dette og dog denne Sinde nødtørftigt; men vogte dig vel at drage det til Skjæmt! thi læskes vil det med Mandeblod, før det farer i Balgen; og om saa hændes, at du faar Bane, da skal det lægges i Høj med dig og ej komme mer i Daglys; thi ondt er mælet derover af døende Mand.

Der Hjalmar og Orvarod vare komne i Unarvaag, ginge de paa Land, at spørge til Bersærkernes Færd; men de vare komne i samme Stund i en anden Vaag, som Munar hedder, og skyndelig ginge de op paa Øen, thi paa dem kom Bersærkegangen. Alt efter Vane reve de Træer omkuld og kastede Sten imod Sten, saa de sprunge i sønder; men som de nu finge Syn paa tvende Skibe og gættede, hvis de kunde være, da lode de Sværdene hvine i Luft og bede i Skjoldene og fore med Hylen did. Hver Mand greb sine Vaaben og værgede sig, som han maatte; og enddog de alle bleve slagne, saa mælte dog ingen et Rædselsord, og hver Mand laa i sit eget Rum. Da sagde Hjorvard: Vist ganger Arngrim i Barndom nu, mens han kunde sige, at Hjalmar og Od vare Kæmper saa hvasse; thi ingen saa' jeg stande fremmerst for anden. Dertil svarer Angantyr: Ej har vel Arngrim løjet, enddog vi ej finde Jævning; kan vel og være, at Hjalmar og Orvarod leve endnu, ret som mig tyktes i Drømme at se de vældige Ørne, der Fugleflokken var myrdet. Og mens de end talede saa, da finge de Øje paa tvende Kæmper, som udginge af Skoven, og brystede sig nu ej længer, thi stilt var Bersærkegangen, og ringere var deres Styrke. Dog fore de frem med blodige Sværde, med Tuden og Hyl. Ondt Varsel tyktes dette Hjalmar, og han kvad udi den Mening, at de tolv brynjeløse vilde sejre, og han med Od komme til at gjæste Odin i Valhal; men anderledes mente Od, og dem begge tyktes det bedre at stride end at fly, enddog de saa Overmagt for Øje. Da spurgte Hjalmar Od, hvad enten han helst vilde eje Vaabenskifte med Angantyr eller de elleve Brødre, og Od kejsede Angantyr flux, fordi, saa vare hans Ord, Tirfings Hug ere store, og bedre tror jeg Frejas end Ingeborgs Gave. Men der Hjalmar saa', at hans Stalbroder vilde stride med Angantyr, fordi han mente det tungest Idræt, da vilde han det ingenlunde tilstede, og sagde: Hovedmand er jeg i denne Holmgang vist, og dertil konningebaaren; saa var det og andet, jeg lovede Sverrigs Konningedatter, end at lade dig eller nogen i denne Strid gange mig for. Sværdet drog han og gik mod Angantyr. Det er min Vilje, siger Bersærken, at kommer nogen med Livet her fra, skal han ej rane de slagnes Vaaben; Tirfing vil jeg have i Høj med mig, og saa skulle alle nyde sit eget; men over de døde skal de gjøre Høj, som efter leve. Saa blev stadfæstet med Løfte og Ed.

Nu gange de sammen, Hjalmar og Angantyr. Ej er om Angreb og Forsvar at tale: naar Staalene mødes, da er det ligest som luende Baal, og ingen pønser paa andet end det, at hugge som tiest og haardest. Landet skjælver, som om det legede paa Traad; og der de have stredet saa længe, at Skjoldene værge ej mer, da give de hinanden Saar, baade mange og store. Det haver Od fortalt, som og er vandret saa vidt i Kvad og i Sagn: at fagrere Vaaben og djærvere Strid var aldrig til Syne.

Der Od og de elleve Brødre længe med Gammen, med Frygt og med Haab havde set paa den Strid, ginge de afsides hen, at prøve Styrke og Sværd. Det siger Od: Én imod én, om ej Modet jer svigter, og ingen skal hjælpe den anden. Saa blev stadfæstet, og modig gik Hjorvard frem; men snarlig faldt han til Jord, og koldere Mund end Ingeborgs maatte han kysse. De Bersærker gnove i Skjolderand, og Fraaden stod dem af Mund; men der Hervard kom, og det gik som før: han faldt død til Jord, da rakte de Tungen af Hals og skare med Tænder; som Blotnød brølede de, og det skingrede højt i Bakkerne efter. Seming opfór som en galen, og søgte saa fast paa Od, at han havde nok med at værge sig for ham, og længe sloges de saa, at ej kunde siges, hvem der skulde vinde. Paa det sidste kom det dog saa, at Seming fik Saar over Saar, men gav sig dog ej, før hartad alt Kjødet var hugget fra Ben, og Orvarod ej kunde finde paa ham en ublodig Plet: da var alt Blodet udrundet, og død faldt han ned. Siden opstod én efter anden, og Udgangen blev, at Orvarod fældte dem alle; svar var hans Møde, men ingen hans Saar, saa vel havde duet hans Silkebrynje.

Nu vender Orvarod did tilbage, hvor Hjalmar og Angantyr havde kæmpet: falden er Angantyr, men paa en Tue sidder Hjalmar, bleg som et Lig. Da ganger Orvarod til ham og siger:

14. Hjalmar! hvad er det?

Lød har du skiftet,

Vunderne mange

Møde dig volde,

Brynjen og Hjælmen

Huggedes sønder,

Livet, jeg siger,

Snarlig er ude.

15. Hjalmer:

Saar har jeg sexten,

Slidt er min Brynje,

Her maa jeg sidde,

Sort er for Øjet;

Tirfing mig trykked

Tæt under Hjærte,

Hvast har det riflet,

Hærdet i Edder.

16. Konningebaaren,

Bygder jeg ejed,

Dog ej paa Landet

Lysted at stilles;

Nu maa jeg ligge

Livløs paa Samsø,

Søndret af Sværdet

17. Nu hos min Fader,

Fagert iklædte,

Drikke i Hallen

Huskarle Mjød;

Mundgottets Elve

Matte saa mange

Mig her paa Øen

Æggenes Spor.

18. Mig maatte miste

Møen hin skære;

Fagert ved Sota

Sunge de Møer,

Vantro fra Glæden

Gange jeg maatte,

Steg udi Skibet,

Skyndte paa Rejsen,

Det blev den sidste,

Fra mine Venner.

19. Sorgfuld jeg maatte

Møen forlade,

Møen hin skære,

Smykket med Ringe;

Sandt hun mig spaade,

Der hun mig sagde:

Aldrig jeg skulde

Se hende mer.

20. Drag du nu røden

Ring mig af Haanden,

Bær den til unge

Ingeborg!

Evig bedrøvet

Mærker den fagre:

Aldrig til Upsal

Mere jeg kommer.

21. Hid flyver Ravnen

Højt over Skov,

Hurtig i Flugten

Følger ham Ørnen;

Selv jeg mig giver

Sidst ham til Bytte.

Snart han af Saaret

Suger mit Blod.

Nu dør Hjalmar; og der Bersærkerne ere lagte med Vaaben i Høj, farer Od til Sverrig med hans Lig. Ingeborg stander paa Kysten, og der hun ser Orvarod gange imod sig alene, da brister hun flux udi Graad; men der hun kjender Ringen og spørger Hjalmars Afgang, da mægter hun ej længer at leve. Ved Upsal er gjort en mægtig Høj; dér ligge de nu ved hinandens Side, som aldrig undtes dem, medens de vare i Live.

Nu ligger Tirfing dybt under Muld og vogtes af Højboer aarle og silde; dets Værk tykkes endt, og ej er det draget til Niddingidræt.

FEMTE KAPITEL.

Hervors Fødsel og Færd.

Sagaen vender sig nu imod Øst til Ladogaborg. Dér sad en Jarl, som Bjartmar hed, med Arngrim holdt han hint kjæreste Venskab, og for ej ret længe siden havde han givet Angantyr sin Datter, den dejlige Svava. Hun var svanger den Stund, da Holmgangen stod, og fødte siden et Møbarn, fagert og stort. Det tyktes mange skjønne, at Kvindehjærte var ikke i Barnet, og raadte de Bjartmar at tage det af Dage. Ingenlunde vilde han samtykke, og der han havde set vist paa Møen, sagde han frit, at naar hun kom til Aar, da vilde det kjendes, at Arngrims Æt ej end var udgangen; det mente han og, at mange gilde Mænd og gjæve skulde stamme fra hende. Siden kaldtes hun Hervor og grode stærk som et Karlfolk, og syslede heller med Bue og Sværd end med Søm og Baldyring. Tiere gjorde hun ondt end godt, og der Jarlen revsede hende, løb hun til Skovs, og gjorde sig der en Hytte, ranede og dræbte vejfarende Mænd. Jarlen drog da ud med sin Hird, og enddog hun først var mangen Mands Bane, blev hun dog fangen og dvælede hjemme en Stund.

Det var en Dag, at hun stod ude, hvor nogle Trælle og Værkmænd vare, og gjorde ondt efter Vane, da sagde en Træl: Ond est du, Hervor! i al din Adfærd, og mener det vist, at høj er din Byrd; men det véd enhver, at Svinehyrden laa hos din Moder, og hans Barn er du i Sind og i Skind. Med vredelig Hu gik Hervor for Jarlen at stedes og klagede sin Nød; da sagde Bjartmar Sagn om Angantyr og kvad:

22. Løgn og ej Sandhed

Sagdes om Fader:

Vist mellem ædle

Var han at tælle.

Nu stander Salen

Sønder paa Samsø,

Dér bor Angantyr,

Dækket af Muld.

23. Hervor:

Fader! mig lyster

Flux at besøge

Mine de høje

Hensovne Frænder.

Skat de vel eje,

Den mig tilegne

Vil jeg, om Livet

Varer saa længe.

24. Snart skal om Hoved

Svøbes mig Linet.

Fagert og staaIblaat,

Før jeg uddrager.

Vel er at mærke,

At mig i Morgen

Skæres tilsammen

Kaabe og Brynje.

Siden gik Hervor for sin Moder at staa med disse Ord:

25. Du mig udstyre,

Storsindet Kone!

Alt som du vilde

Sønnen udruste!

Højenes Drotter

Drømmende saa' jeg;

Ej maa din Datter

Dvæle her længer.

Derpaa drog Hervor bort og tog sig Mands Klædning og Vaaben, og søgte did, hvor nogle Vikinger vare; med dem gav hun sig i lag, og kaldtes Hervard; ej længe derefter døde de Vikingers Høvding, og hun fik over Flokken at raade. Da holdt hun til Samsø og tog Havn i Munarvaag og bad Vikinger gange med sig paa Land; thi, siger hun, sikkerlig ere Skatte i Højene dulgte; men alle Mænd tale imod og sige, at saa stærke Menvætter gange der altid, at der er værre om Dag end andre Steder om Natten. Alligevel blev det saa omsider, at Anker kastedes i Grund, og Hervor rode ene til Lands ved Solesæt. En Hyrde drev med sin Hjord forbi, og der han saa' Hervor, kvad han:

26. Hveden kom du

Her saa silde?

Nøl ej længe,

Gak til Huse!

27. Hervor:

Ikke jeg ganger,

Ingen jeg kjender.

Før du bortdrager,

Brat du mig sige:

Hvor ere Hjorvards

Høje at finde?

28. Hyrden:

Spørg ej om saadant!

Klog est du ikke,

Vanfaren est du,

Vikingers Ven!

Mægter det Foden,

Far da som rappest!

Sol er nedgangen,

Spøgelser vandre.

29. Hervor:

Langt er at lede

Her efter Kæmper,

Sig, hvor de bygge!

Løn jeg dig byder,

Jeg dig vil give

Guldring for Tale.

30. Hyrden:

Hør, hvor det buldrer!

Ingen mig byder

Ringe saa fagre,

At jeg jo render.

31. Hervor:

Ej mig forskrækker

Saadant et Bulder.

Ej maa for døde

Kæmper vi ræddes

Kom, lad os tale

Til dem i Højen!

32. Hyrden:

Vanvittig est du,

Vanker du ene

Her udi Mørke;

Højene aabnes,

Vidt leger Ilden,

Vange og Moser

Brænde i Lue;

Løb, om du mægter!

Da lagde Fæhyrden Stav paa Skulder til at løbe, som han kunde bedst, turde end ikke se sig tilbage. Nu ser Hervor hen over Øen, hvor Højene brænde og Højboer stande, og stævner uden al Rædsel nu did, enddog Ilden brænder i Fodsporet efter, alt som hun gaar. Ret som en Taage skrider hun frem gjennem Luen, til hun kommer ved Bersærkernes Høje, da vender hun sig mod den største og kvæder:

33. Vaagn nu, Angantyr!

Hervor dig vækker,

Din og din Svavas

Eneste Datter.

Ræk mig det hvasse

Sværd nu af Højen,

Sværdet, som Dværge

Sloge ved Midnat!

34. Hervard, Hjorvard,

Hrane, Angantyr!

Alle jeg vækker.

Vaagner og mæler!

Idrager Brynjer!

Binder op Hjælme!

Skyder med Skjolde!

Hugger med Sværde!

Stinger med røde,

Blodige Spyde!

35. Vorden er Arngrims

Æt under Mulde

Kraftløs og doven,

Da ikke mægte

Mere Ejvoras

Sønner at mæle;

Eller af Ondskab

Og de mon tie.

36. Hjorvard, Hervard,

Hrane, Angantyr!

Inden for Ribben

Rives I skulle,

Som I af Orme

Aades og pintes,

Om mig ej gives

Guldprude Tirfing;

Vaaben saa dyre

Dravger ej sømme.

37. Angantyr:

Hervor! Datter!

Raab ej saa!

Fule Trolddom

Farer ilde.

Gal est du vorden

Og vanvittig,

Vækker døde,

Vild i Sindet.

38. Fader ej grov mig,

Frænder ej heller;

Thi toge Tirfing

To, som leved.

39. Hervor:

Gamle! du lyver.

Lade dig Odin

Rolig i Højen,

Hvis ej du haver

Hos dig Tirfing!

Treven est du,

Arv at unde

Eneste Barn.

Nu aabner sig Højen og synes at stande i Lysende Lue; men Angantyr kvæder:

40. Løftet er Heldør,

Højen oplades

Luerne bølge

Bredt om Øen,

Dravger er ude,

Dødøjet stirrer.

Mø! om du mægter,

Til dine Skibe

Skynd dig at løbe!

41. Hervor:

Baal kan I aldrig

Brænde i Natten,

Saa at for eders

Ild jeg kan ræddes.

Sindjord har Møen.

Som ikke skjælver,

Ser hun i Døren

Dravger og stande.

42. Angantyr:

Lyt nu, Hervor,

Troldkloge Datter!

Hvad som skal vorde,

Vil jeg nu mæle:

Dette Tirfing

— Tro du mig, Datter!

Agter at øde

Al din Æt.

43. Hervor:

Saa jeg vier

Døde Kæmper,

At I skulle

Alle ligge

Døde med Dravger,

Raadne i Dyssen,

Om mig ej rækkes

Ud nu af Højen

Hjalmars Bane,

Brynjers Fjende.

44. Angantyr:

Mennesker ikke

Mø! du ligner,

Pusler om i Høje

Hjælmet i Natten

Graver i Spyde

Guderuner.

Stander for Dødhals

Dør udi Brynje.

45. Hervor:

Menneske syntes

Mænd jeg at være,

Indtil jeg vilde

Eder besøge.

Ræk nu af Højen

Brynjers Hader!

Ej kan du dølge

Dærgenes Smedeværk.

46. Angantyr:

Lagt er ved Hærden

Hjalmers Bane,

Trindt er omhvirvlet

Hjaltet af Luer;

Ej over Mulde

Møen jeg véd.

Som tør i Haanden

Sværdet annamme.

47. Hervor:

Tage i Hænder

Tør jeg og holde

Sværdet hint hvasse,

Hvis det mig undes;

Ikke, jeg mener,

Ilden, som over

Døde Mænd leger,

Mægter at brænde.

48. Angantyr:

Gal er du, Hervor!

Og dumdristig,

Farer i Ilden

For mine Øjne.

Sværdet af Højen

Heller jeg rækker;

Ej jeg det mere

Mægter at dølge.

Da vorder Sværdet udkastet i Hervors Haand.

49. Hervor:

Vel gjort er det,

Vikingesøn!

At du mig sendte

Sværdet af Højen.

Bedre mig tykkes,

Budlung! din Gave,

End om jeg Norrig

Ejed med alle.

50. Angantyr:

Daarlig du taler,

Troldkloge Kone!

Véd ej, hvorover

Saa du dig glæder.

Dette Tirfing

— Tro du mig, Datter! —

Agter at øde

Al din Æt.

51. Hervor:

Jeg nu til Havets

Heste vil gange;

Konningemøen

Mild er i Hu.

Lidt mig kun rager,

Lofdungesøn!

Om mine Sønner

Siden vil trættes.

52. Angantyr:

Eje og ynde

Skal du det længe.

Hold udi Balgen

Hjalmars Bane!

Rør ej hans Ægge!

Edder er i dem;

Selv dog langt værre

Er han end Edder.

53. Datter! far vel!

Flux jeg dig giver,

Om du kan tro mig,

Tolv Mænds Alder,

Kraft og Styrke,

Alt det gode,

Arngrims Sønner

Efterlode.

54. Hervor:

Ligger nu alle

Rolig i Højen!

Brat mig nu lyster

Bort at fare.

Saa det mig tykkes,

Som mellem tvende

Verdner jeg rendte,

Rundt brænder Ilden.

Nu ganger Hervor skyndelig til Stranden; men der det dages, ser hun, at Skibet er borte; thi rædde vare Vikingerne blevne ved Dønnet og Ilden. En Stund maatte da Hervor dvæle paa Samsø, og drog siden bort, og kom igjen til en Vikingsflok og hærgede vidt; og det maatte mangen Mand sande, at Tirfing kunde hun løfte, enddog hun var Kvinde. Paa det sidste lededes hun dog ved det vilde Liv, og drog hjem til sin Morfader og var som andre Møer, og vænnede sig til Baldyring og anden Kvindesyssel. Ej gik hende dette værre fra Haand, hun var dannis og dejlig, blev gavmild og vensæl, og deraf gik saa stort et Ord i alle Norderlande.

SJETTE KAPITEL.

Hervors Giftermaa og Afkom.

I Jotunhejm var en gammel og mægtig Konge, som Godmund hed; til ham var og Hervor kommen, der hun for om Lande i Mandslignelse. Mænd tyktes det stort Under, at Godmund en Dag legede Skaktavl, og det gik ham paa, saa han nær var mat, enddog alle agtede ham kløgtigst at være; men end større Under tyktes det, der Konningen spurgte, om nogen kunde løse ham af Vaanden, og Hervor gik til og legede saa en liden Stund, at Kongen var frelst, og Fordel paa Godmunds Haand. Det gjorde og Hervor samme Gang, at der en Hirdmand havde draget Tirfing, medens hun sad ved Tavlebord, greb hun ham Sværdet af Haand og voldte ham Bane. Alt dette gjorde hun i Mandslignelse; men det mente Godmund af sin Kløgt, at hun ej var Kvinde desmindre; det vidste han og, hvilket Sværd hun førte, og derfor kom hun uskadt af hans Rige. I den Time, da Hervor sad i Ladogaborg med Kvindesyssel, kom det at Godmund døde, der han havde levet mange Mænds Alder, og Jætter blotede til ham som Gud. Nu kom hans Søn Høfund til Riget og blev vidt navnkundig for sin retvise Kløgt; thi det er sagt, at vrange Domme dømte han aldrig. Alligevel var han ej mere Ven af Odins Æt end hans Frænder; og det mente mange, at han vilde tykkes saa retvis, paa det at Mænd skulde tjene hans Fader og ham, og slet forsage Valhals rige Guder. Der Høfund hørte det Ord, som Hervor havde i Lande, da kom det ham i Sind at eje hende til Kone, og saa skete med Frænders Raad. God Kjærlighed var mellem de Ægtefolk, og de avlede tvende Sønner: hin ældste Angantyr, og Hejdrek den anden. Begge bleve de store Mænd og stærke, vittige og væne; men den Skilsmisse var dem imellem, at Angantyr blev sin Fader Lig udi Sind og fik Yndest af alle, men Hejdrek virkede tværtimod det onde, han mægtede, og slægtede saa paai Mødernefrænder og var elsket af Hervor alene. Der Hejdrek voxede til, blev han udsendt, at opfostres hos Gissur, en kløgtig og vaabendjærv Jætte; dér fødtes han op til sit attende Aar og forfremmedes saa i Styrke og alskens Idrætter, at ingen kunde kaldes hans Jævning; men i Sindelag blev han den samme.

Det var en Gang, at Høfund gjorde et kosteligt Gilde og bød til sig alle Stormænd i Riget, uden Gissur og hans Fostre. Det fortrød Hejdrek storlig paa, og lovede at spilde Gammen i Sal; og om Aftenstid, der Mænd sad over Drikkebord, kom han gangende ind til manges Harm. Høfund Konge gik tidlig at sove, men Gjæsterne sade efter; da flyttede Hejdrek sig ned fra Højsædet midt paa Bænken, og som ham ej skortede Kløgt, vidste han saa at tale Mænd imellem, at der blev Trætte og Bulder, og enddog Angantyr stillede mange til Freds, æggede dog Hejdrek saa en Gjæst, at han slog sin Nabo ihjel. Da lo han første Gang og mælte, at ej var Gildet priseligt, naar rød Væde ej randt paa Dug; thi, siger han, ligeligt er det, at de, som drikke saa megen god Vædske, give Husbonden nogen igjen. Ej tyktes dog Høfund saa; thi han dømte Hejdrek at være fredløs af Riget; ej nyttede det, hvad Hervor talede imod. Hejdrek maatte da gange af Land, og hans Moder fulgte ham paa Vej; men der de skiltes, gav hun ham Tirfing og bød ham vel at fare. Angantyr var og gangen med og fulgte ham længere; men som de nu ginge og taledes ved, da kom og Talen paa den Adskillighed, som var mellem Høfund og Hervor, og det mælte Hejdrek: Fredløs gjorde min Fader mig; men vist skal jeg gjøre noget derimod, som ham værst skal synes, og han sent skal glemme. Med det samme uddrog han Tirfing af Balgen; men der det lyste som Gnister af Æggen, da gjordes alting vildt for hans Øjne, og paa ham kom Bersærkegang. Som de Brødre nu der vare ene to, men Tirfing maatte vorde Mand til Bane, hver Gang det uddroges, da fik Angantyr Banehug, og det var hin første Niddingsid, som virkedes med Sværdet. Hejdrek lod ilde over Værket, og gik til Ubygder og var længe i Skov, og skød sig Dyr og Fugle til Mad; men der han besindede sig, at ej var det godt Frasagn, at intet skulde vorde til Tidende om ham, uden det, som han mindst vilde høre, da kom han i Hu, af hvilken berømmelig Æt han var oprunden, og hvor store Idrætter hans gamle Frænder havde virket; og nu fór han frem, til han fandt Vikinger, og gjordes brat deres Høvding.

SYVENDE KAPITEL

Om Hejdrek.

I den Time raadte for Rejdgotaland, som nu kaldes Jylland, en Konge, som Harald hed, og han havde meget Rige at styre; men nu var han gammel og dertil sønneløs; thi kuede ham tvende hans Jarler saa, at han maatte yde dem Skat. Harald havde sin Hovedborg udi Aarhus, og did kom Hejdrek en Gang med sin Flaade. Kongen undfik ham med dyrebart Gilde og bød ham have Fredland hos sig, og Hejdrek tog gladelig mod Budet, og gik til Borgen med sit Folk og var der en Stund. Det var en Dag, at Kongen talte meget Sølv paa Bord; da spurgte Hejdrek: Hvem skal have det meget Sølv? eller vil du sælge det for Nødtørfts Skyld? Selv vil jeg lægge Penge for mig og mine Mænd, mens vi dvæle her. Men Kongen sagde ham da, hvordan det var anderledes fat, og at det var skat til hans Jarler. Stor skam tykkes mig det, siger Hejdrek, at saa vældig en Konge maa skatte til Mænd af ringere Æt, og er det mit Raad, at lade Vaaben skifte. Men Kongen svarede, at det havde han prøvet, men faaet Usejer tit; og som de nu talede længere sammen, da blev Udgangen den, at Hejdrek skulde stride mod Jarlerne og, om han vandt, have Helga, Kong Haralds den eneste, dejlige Datter til Viv. Nu uddrager Hejdrek til Jarlemøde; men aldrig saa' Jyder før noget Sværd at bide som Tirfing; thi for dets Ægge falde Mænd som Kviste, og Rædsel betager alle dem, som nær ere stedte. Jarlerne falde nu begge, og deres Rige lægges under Kongen; men Hejdrek faar Helga til Brud med Konningenavn og Hælvden af Jylland at styre. Helga fødte en Søn, som blev kaldet Angantyr; men Harald avlede og en Søn i Alderdom, som Halvdan hed; og de voxte op til dygtige Mænd, medens Vintrene gik.

I den Time der disse Ungersvende vare blevne fuldvoxne, da kom saadant Uaar, at det var venteligt, Landet maatte ødes. Da gjordes stort Blot, og kløgtige Mænd udforskede Gudernes Vilje; men den var saa: at aldrig skulde der komme godt Aar i Landet, før den Ungersvend, som ædlest var, blev given til Odin. Det ville mange mene, at Harald havde fortørnet Aser, der han gav en Jotun Land at raade og sin Datter til Viv.

Nu sagde Hejdrek, at Kongens Søn var ædlest af alle; men Harald talte imod og nævnede Angantyr. Da toge Mænd det Raad, at give Høfund den Sag i Vold; og samtykte Harald deri, saasom han vel maatte vide, at hin gamle Jotun ej dømte Odins Ætmænd ædlest at være. Høfund dømte, som venteligt var, og Harald blev glad, der han fik det at høre; men stakket var kun hans Gammen, og ej maatte han have Trøst af hine rige Guder, som hver kan tænke.

Nu stævner Hejdrek Ting og frembærer Høfunds Dom; men dernæst gjør han efter det Raad. som ham er givet af hans Fader, den listige Jotun, dermed at øde Odins Slægt: Det falder mig tungt paa Sinde, siger han, at naar som jeg nu er vorden sønneløs. da ville alle forsage mig og gange ham til Haand, som de kunne vente mest Trøst af, baade af ham, mens han lever, og af hans Søn, naar han falder fra; thi vil jeg nu byde tvende Kaar: det ene, at jeg vorder blotet med min Søn tillige, men det andet, at de yngste og gjæveste Mænd, indtil Hælvden af alt det Folk, som her er sanket paa Tinge, skal sværge, ej at skilles fra mig, al den Stund jeg lever. Da blev Gny udi Flokken, og det sagde alle, at det var tækkeligt Bud, og de gjorde efter hans Vilje, og lovede at følge ham i Land og uden Land, mod hvem han saa og vilde fare. Der saa var gjort, og det var bundet med hine dyreste Eder, da sagde han: Det tykkes mig, at vel betales Odin for den ene Svend, naar ham gives Harald og Søn med al deres Hær. Dernæst lod han sit Banner rejse, og søgte ind paa Harald; og enddog han var uberedt, blev dog Striden skarp, fordi Kongens Mænd æggedes saare ved Hejdreks Svig: men der han saa' Fyikingen tyndes, gik han selv frem med Tirfing i Haand. og blev baade Haralds og Halvdans Bane. Ej døde Harald uforskyldt, og Odin fik sit ædle Blot; men dog maa dette nævnes hint andet Niddingsværk, som virkedes med Tirfing efter Dvalins Spaadom. Hejdrek lod Guders Offerstene bestryge med Haralds og Halvdans Blod, og viede al Valen til Odin for god Grøde, i Angantyrs Sted; men der Helga Dronning spurgte sin Faders og Broders Fald, da tyktes den Tidende hende saa ond, at hun hængte sig selv i Disasalen.

Nu lever Hejdrek længe med megen Hæder og styrer Jylland, og hærger baade paa Saxland og Hunaland og andensteds baade vidt og bredt, som sagt er i hans Saga; men her er kun derom at tale, at omsider vorder han led af Krig og Fejde og sidder fredsom i sit Rige. Det tænkte og menig Mand, at nu vilde han gjøres Ven med Aser, al den Stund han hvert Aar fedede en mægtig Galt, og gjorde den saa hellig, at ved dens Børster skulde alle røre, som gjorde stærke Løfter og dømte i store Sager, og den Galt ofredes til Freja for Aarets Grøde. Det mene dog visere Mænd, at Odin raader mest for al Grøde, og dertil, at det var Nid og ingen Hæder, at vie Freja saadant Dyr; og det maa vel den sande, som véd, hvad hin onde Loke talte ved Ægers Gilde. Den Galt kaldte Hejdrek Sonegalten, ligervis som han ved den vilde sig forsone med de rige Guder; og ved dens Børster gjorde han den Ed, som meget pristes: at ingen skulde fortørne ham saa, at han jo maatte fare med Fred, om han kunde sige en Gaade, den han selv ej kunde gætte; men det er at mærke, at aldrig var nogen funden, som saa kunde frelse Liv eller Helsen.

En Herse var i Hejdreks Rige, og kaldtes Gestur blinde; mellem ham og Kongen var stort Fjendskab, og Hejdrek sendte Mænd til ham, at han skulde komme, at lide Dom eller og stride med ham i Marken.

Ej havde Gestur Styrke til at stande Kongen imod, og tungt var det at lide Uvens Dom; men vanfør vidste han sig til at prøve Kløgt med Hejdrek, og det var hint eneste tredje Kaar. Da tog han det Raad, at blote til Odin sig til Trøst; men syg var han i Sinde, og sygere blev han, alt som Dagen kom nær, da han skulde møde i Kongens Gaard. Det var om Aftenen for Stævnedag, at Gestur sad vaandefuld i sin Bo, da klappedes haardt paa Dør, og Gestur gik, at vide, hvem der vilde gjæste ham saa sent i Kvæld. Der stod Odin ude og bød ham skifte Klæder og Aasyn med sig. Saa skete, og Gestur gik at fjæle sig, men Odin ind i Stuen, og alle tyktes at se Gestur selv. Der det dagedes, drog Odin til Aarhus; og det var til Under for alle, men for Hejdrek mest, at han vilde skifte Ord med Kongen; thi landkyndigt var det, at ej var Gestur kløgtig som han. Nu sættes tvende Stole frem, og Mænd lave sig til at lyde paa vittige Ord. Sent maatte det vorde at optælle alle de Gaader og mørke Taler, som Odin frembar, men Kongen gættede og udlagde; og vel maa det tykkes os, som høre dem alle, at hin kløgtige As vilde føre Hejdrek langt omkring paa kjendte Veje, at han omsider kunde tæmme hans Glæde og gjøre ham des mere Harm og Spot. Dette er Udgangen paa [hin] lystelige Tale. Odin spørger:

55. Hvad er det Under,

Uden for Dellings

Døre jeg saa'?

Ti var dets Tunger.

Tyve dets Øjne,

Dobbelt saa mange

Fødder det havde;

Dog kunde gange

Grimme Uhyre.

56. Hejdrek:

Mer end jeg vented,

Vittig du er,

Hvis du mon være,

Hvad du dig kalder:

Soen i Gaarden

Gaader du om.

Nu slagte de Soen, som Kongen vil, og ni Grise ere i hende.

57. Odin:

Hvem er de to, som

Fare til Tinge,

Trende Øjne

Tilsammen have,

Hale én og

Fødder ti,

Fare saaledes

Rundt om Lande?

58. Hejdrek:

Let er Gaaden,

Gestur blinde!

Gættet er den:

Det er Odin

Og hans Slejpner.

59. Odin:

Sig mig end dette,

Du, som blandt Konger

Vittigst maa nævnes!

Hvad sagde Odin

Balder i Øret,

Førend paa Baalet

Baaren han blev?

60. Hejdrek:

Galder og Ondskab

Og al Skjændsel,

Trolddomstale.

Ordene ingen

Véd, uden du.

Menvætte Odin!

Nu brændte Hjærtet Jætten i Liv, og han drog Tirfing og mente at hugge Odin; men vel mægtede han at frelse Livet, og fór i Falkeham og satte sig i Lyren. Da huggede Kongen til og ramte Halen og kortede Fjedrene, og derfor bærer Falken stumpet Stjært; men Odin mælte gjennem Lyren: Fordi du huggede saa, og brød din egen Fred, da skulle hine værste Trælle dig myrde. Saa skete og, at Trælle toge Tirfing, der han sov hos dem i Telt alene, og huggede ham Banehug; og enddog faa maatte harmes derover, var det dog Tirfings det tredje Niddingsværk. Nu tyktes Mænd det vide, at den Lov var omme, som Dvalin havde lagt paa Sværdet; men end var ej fremkommet alt, hvad Norner vilde.

OTTENDE KAPITEL.

Om Hejdreks Børn.

Der Hejdrek var lagt udi Høj, blev Ting stævnet, og Angantyr toges til Konge; men det svor han: ej at sidde i sin Faders Højsæde, før hans Død var hævnet; og drog ensom ud, at lede efter Kongens Banemænd. Det var en Aftenstund, der han gik ved Grenaa, at han saa' tvende Mænd i Baad, som sade at fiske; dernæst saa' han, at den ene drog en Fisk, og hørte ham bede den anden tage sig Sværdet; og der han fik det, skar han Hovedet af Fisken og kvad:

61. Det maa ved Grenaa

Gjedde undgjælde,

At under Havbjærg

Hejdrek er myrdet.

Da mærkede Angantyr, at det var Tirfing, og gik hen i Skoven; men om Midnat, der Trællene sov under Telt, gik han did og dræbte dem og tog Tirfing. Dernæst drog han hjem og gjorde et stort Gilde i Aarhus og drak Arveøl efter sin Fader.

Hejdrek havde fejdet paa Hunaland og vundet Sejer, og taget med sig Kong Humles Datter, den væne Sifka, og havde hende hos sig til Frille en Stund. Dernæst sendte han hjem udi Hunaland, og dér fødte hun en Søn, som blev kaldet Hlødur, og han voxte op hos sin Morfader. Nu spørger Hlødur sin Faders Afgang, og at hans Broder er tagen til Konge; da gjør han sig rede til Færd, at kræve Arv efter Fader, som mælt er:

62. Hlødur fra Sønden,

Hejdreks Arving,

Kom til Goters

Kongeborg,

Kom til Aarhus,

Arv at kræve,

Der Angantyr

Drak i Salen.

63. Uden for Salen

Stod en Hirdmand.

Sydfarne Høvding

Hørtes at mæle:

Gak under høje

Loft udi Sal!

Bed saa Angantyr

Broder at svare!

Hirdmanden gik for Kongens Bord og hilsede Angantyr og mælte siden:

64. Kommen er Hlødur,

Hejdreks Arving,

Højt over Hestens

Ryg han sig løfter,

Lyster med Broder

Brat nu at tale.

Men der Kongen det hørte, smed han Kniven paa Bord og slog over sig Brynjen og tog et hvidt Skjold i den ene Haand, men Sværdet Tirfing i den anden. Da blev stort Bulder i Salen, og alle rejste sig; thi det vilde de høre, hvad Hlødur mælte, og hvad Angantyr vilde svare. Det kvad Angantyr:

65. Velkommen est du;

Vil du indgange

Med os i Salen,

Mjød efter Fader

Drikke, som Sønner

Sømmer og hædrer?

66. Hlødur:

Hid vi ej fore,

Bugen at fylde;

Hælvden af Hejdreks

Arv vil jeg have:

Pilen og Strængen,

Sølvet og Guldet,

Koen og Kalven,

Kværnen og Trællen

Med mig du skifte!

67. Med mig du skifte

Mørkved hin rene,

Hellige Guders

Høje og Lunde,

Stenen med Runer

Ristet og fager,

Skjolde og Sværde

Skinnende Ringe!

68. Hælvden af Hejdreks

Arv vil jeg have:

Hælvden af Borge,

Bønder og Sysler.

Hælvden af Tirfing.

69. Angantyr:

Briste skal hvide,

Blinkende Skjolde,

Spydene kolde

Spille i Luften,

Mange til Jorden

Mødig sig neje, —

Førend jeg Tirfing

Deler i to.

70. Dig vil jeg byde

Dyreste Drikke,

Kosteligt, lysteligt

Liggendefæ :

71. Tusende Heste,

Tusende Svende,

Svende, som bære

Brynjer og Skjolde.

72. Manden jeg giver

Mø, ham at følge,

Møen jeg spænder

Smykke om Halsen.

73. Dig jeg med Sølvet

Siddende hyller,

Og dig med Guldet

Gangende skjuler;

Rundt dig skal funkle

Fagreste Ringe,

Treding af Gotland

Gak du at styre!

Gissur, Hejdreks Fostbroder, var hos Angantyr, og den Gang saare alderstegen; og der han hørte Angantyrs Bud, tyktes det ham for stort, hvorover han mælte:

74. Trælkvindebarnet,

Tyendebarnet,

Vel maa han tage

Treding, som bydes;

Slegfredbarnet

Sad mellem Kvæget,

Medens i Salen

Skiftedes Arv.

Hlødur vrededes saare, der han hørte sig nævne Trælkvindebarn, og drog skyndelig hjem i Hunaland; og ej blev Humle mildere, der han spurgte Tidende. Det kvad han:

75. Stille i Vinter

Sidde vi ville,

Salige leve,

Doble og drikke

Dyreste Vædske,

Lære og Huner

Legen med Vaaben.

76. Hær vi sanke,

Hær vi øve;

Os til skarpe

Strid skal følge

Tolvaars Drenge,

Toaars Klodde;

Saa af Huner

Hær vi sanke.

Der Vaaren kom, sankedes Hær af Landet, alle de, som vare vaabenføre: fra dem, der vare tolv Aar gamle, indtil dem, der havde levet tresindstyve Vintre; og Hæren var saa stor, at den maatte tælles i Tusendevis. En Høvding var sat over hvert Tusend, og et Banner var med hver Fylking; men af Fylkinger vare tre og tredive, og fem Tusend i hver af dem, og tolv Hundred i hvert Tusend, og sex Snese i hvert Hundrede. Nu rede de gjennem Skoven, som Mørkved hedder, den skiller mellem Gotland og Hunaland; og der de kom af Skoven, vare for dem jævne Marker og store Bygder. Paa Sletten stod en fager Borg, og for den raadte Hervor hin unge, Hejdreks Datter, med sin Fosterfader Orm; thi de vare satte til Landeværn der med meget Folk.

Det var en Morgen, at Hervor stod over Borgeport, der Sol gik op, da blev hun vár, syd imod Skoven, en Støvrøg saa mægtig, at stundum hylledes Solen. Alt som hun stirrede længer, da skimtedes Guld under Støvet, og snarlig kunde hun adskille guldlagte Skjolde og gyldne Hjælme og hvide Brynjer. Da mærkede hun, at det var Hunehæren med stor Mandeflok, og gik skyndelig ned, og kaldte ad Lursvenden, og bød ham at blæse Folket tilsammen. Dernæst tog hun til Orde: Tager nu alle Vaaben og Værge, og laver til Strid! men du, Orm! skal ride mod Hunehæren og byde Kamp syd fra Borgen. Det svarer Orm: Saa megen Hær have Huner, at vi kunne ej staa imod; og er det mit Raad. at vi fly som snarest til Angantyr, din Broder. Men da mæler Hervor: Ræd er du vist; og gjør, som jeg siger! Saa skete, og Striden begyndte paa Sletten; men snarlig blev hint meste Mandefald paa Hervors Side; og der hun saa' det, blev hun som vredest, og fór frem ligere Løve end Mand, og huggede med begge Hænder, og sex Mand i hvert Hug, og ingen mødte hende saa djærv, at han jo maatte tage Død for Liv. Det mægtede hun dog ej omsider, at stande mod saadan Overmagt; og der ti Tusend af hendes Mænd vare faldne, da kaldte hun højt paa Hlødur og mælte: Kom du til Tvekamp med mig, om modigt Karlmands Hjærte er i dig! Men han svarede: Ej tørster jeg efter dit Blod, Søster! Og bød sine Mænd klemme hende inde mellem Skjoldene, saa hun maatte blive i Live. Der hun dette hørte, blev hun som galen, og ænsede intet, men slog ned for Fode, baade Mænd og Heste; og enddog Hæren trængte haardt ind, fulde dog altid de, som vare hende næst, indtil hun sank død ned af Hesten. Store Blodstrømme randt hende ud af Mund, og det mente alle, at hun var Sprungen af Møde, men det tyktes ingen at have spurgt, at nogen Kvinde havde stridt saa mandelig, og i Høj blev hun sat med megen Ære.

Der Orm saa' Hervors Fald, havde han stridt som skarpest, og hans Hænder vare blodige til Axlerne. Faa vare end vaabenføre, og med dem red han Dag og Nat, til han fandt Angantyr i Aarhus. Kongen undfik ham paa det bedste, og spurgte om Tidende. Da kvad Orm:

77. Syd fra jeg kommer,

Sorgbud at bære:

Mørkvidurs Hede

Hærges af Luer,

Goterne slagne

Svømme i Blod.

78. Møen jeg saa'

Synke til Jorden,

Søsteren din,

Datter af Hejdrek.

79. Rødere Hervor

Gjordes paa Valen,

End naar med Bejler

Møen maa tale,

Eller til Senge

Bruden maa gange.

Men der Angantyr hørte dette, skiftede han Lød, og tog sent til Orde, og mælte omsider: Ubroderlig est du svegen, gjæve Søster! Dernæst saa' han ud over Hirden: ej vare mange til Stede, og det maatte falde ham tungest paa Sind; thi kvad han og:

80. Mange vi vare,

Mjøden at drikke;

Nu er vi færre,

Fler dog behøves.

81. Ham udi Skaren

Skuer jeg ikke,

Som vil for Ringe

Ride til Huner,

Og dem for Bønner

Byde til Strid.

82. Gissur hin Gamle:

Hvid jeg ej kræver,

Tager ej heller;

Skinnende Skjolde,

Spyde forgyldte

Ikke jeg æsker;

Æske dog vil jeg

Huner til Strid.

Den Lov var lagt i Hejdreks Dage, naar Fjendehær kom i Landet: at Landkongen mærkede Valsted, og ej maatte Fjenderne røve, før Striden var prøvet. Det spurgte da Gissur, der han sad paa Hesteryg, hvor han skulde byde Huner til Strid?

83. Angantyr:

Dysser fylde

Duneheden.

Dér er Kongers

Kæmpehøje;

Der er Goters

Gamle Valsted,

Dér med Hæder

De saa mangen

Sejer vandt.

Nu red Gissur bort og kom til Huner, dog nærmere ej , end han kunde tale med dem, og da kaldte han med høj Røst og kvad:

84. Kaaret til Ravnens

Bytte er Kongen,

Banneret bøjes,

Odin er vred.

85. Dysser fylde

Duneheden,

Dér er Kongers

Kæmpehøje;

Dér skal leges

Skarpt med Vaaben.

Odin lade

Pilen fare,

Saa som Ordet

Farer nu!

Hlødur vilde, at man skulde tage Gissur, men Humle vilde det ej; og Gissur raabte, alt som han sporede Hesten: Vi ræddes ej for eder, I Huner! og ej for eders Hornbuer. Gissur red hjem og sagde Tidende om Hunehærens Mangfoldighed, og da sendte Angantyr Budstikken alle Veje fra sig, og stævnede hver Mand til sig, som mægtede Vaaben at bære; men der Folket var sanket af de næste Fylker , da uddrog han til Dunheden med saa mangen god Kæmpe; dog havde Huner tvende mod én. De rejste nu Telte og sov om Natten; men om Morgenen dernæst begyndte hin største Kamp, som været haver i Norderlande; thi det er sagt, at den stod i otte samfælde Dage. Mange Tusende faldt, dog mest af Angantyrs Mænd; enddog det savnedes lidet, thi hver Dag dreve til ham store Flokke af Landsfolket. Den niende Dag hvilte sig Hæren og skæftede Spyd og hvæssede Sværd; men ej var derpaa at tænke, at jorde de faldne; thi den ganske Dal var fuld af døde, og Blodet gik til Hestebringe. End vare alle Høvdinge i Live, og paa den tiende Dag blæstes i Lur, saa det gjaldede milevidt, og hver Høvding æggede sine, som han kunde bedst. Det bød Hlødur Huner at betænke: at de vare stedte i fremmed Land, og ondt var om Frelse at bede, hvis de ej vunde Sejer; men ej gjordes mere behov til Jyder at sige, end det, som de alle forstode: at her var at stride for Guder og Fæderneland. Hvassest blev Striden i Dag; thi nu ginge Høvdinge ud af Skjoldborgen og prøvede Styrke og Sværde, Gissur maatte falde for Hlødur, og Humle for Orm; men der det lakkede ad Aften, da begyndte Huners Fylking at svigte, og Angantyr gik der igjennem med Tirfing, og skiftede Hug med sin Broder, og Hlødur faldt. Hunehæren var nu høvdingløs; enddog Høvding gjordes nu lidet behov, thi ej vare mer end tre Hundred i live: dem bød Angantyr Fred, og de toge den gjærne. Den anden Morgen lod Angantyr Valstedet rydde, og ej blev fundet en levende Mand; thi de, som ej selv kunde bære sig derfra, vare druknede i Blod. Hlødurs Lig blev fundet paa en Holt, og der Angantyr kom til, stod han der tiende længe og stirrede paa det, bevæget i Sind; men der han maatte komme til Orde, mælte han saa:

86. Broder! Broder!

Jeg dig bød

Guld og Møer,

Mænd og Lande;

Nu ej har du

Guld, ej Glæde,

Lidet Land at

Bygge paa.

87. Du vilde have

Halve Tirfing:

Nær ved Hjærte

Helt du fik det;

Hel er Tirfing,

Du i tvende

Halve kløvet.

88.Onde Lov

Laa paa Slægten:

Broders Bane

Er jeg vorden;

Mindes skal, hvad

Mindst jeg vilde.

Ond maa nævnes

Norners Dom.