Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Nikolai Frederik Severin Grundtvig
(1783-1872)
Grundtvig, Nicolai Frederik Severin, 1783-1872, Præst og Digter, Søn af ovfr. omtalte Sognepræst Johan G., blev født i Udby Præstegaard 8. Sept. 1783. Sin første Undervisning modtog han i Hjemmet, men i Foraaret 1792 blev han sendt over til Præsten L. S. Feld i Tyregod, og i dennes Præstegaard paa den jyske Hede opholdt han sig 6 Aar for at blive forberedt til Mesterlektien i Aarhus Latinskole. Ovre paa Heden havde han stor Glæde af Bønderne, Bierne, Huitfeldts Krønnike, Holbergs Kirkehistorie, hans Komedier og «Niels Klim» og af «1001 Nat», og de gamle Salmer og Kingos Aftensuk gjennemklang hans Bryst, saa at han mange Aar efter kunde høre dem «hviske til Hjærtet, som Engle hilse fra Barnedage». Skolegangen i Aarhus tiltalte ham derimod aldeles ikke; Skolen var stærkt i Forfald, og han var selv kommen ind i Lømmelalderen. I Begyndelsen havde han dog endnu den gamle Læselyst. Hver Aften læste han forskjellige Folkebøger højt paa et Skomagerværksted, og gjennem Suhms Bog om Odin erfarede han med Glæde, at de gamle Guders Minde ikke var saa udslettet, som han før havde tænkt sig. Men da den første Vinter var gaaet, lagde han de historiske Bøger til Side og «udsov» sig gjennem Skolen.
Da han 1800 blev dimitteret til Universitetet, var ikke alene Læselysten forsvunden, men Ynglingen, der var udgaaet fra et kristent Hjem, traadte ind i det nye Hundredaar og Studenterlivet «som en Hedning». Trods Skibbruddet paa sin Tro valgte han dog det theologiske Studium, da han efter et koldt og kort Besøg i Hjemmet kom til Kjøbenhavn. I Rusaaret blev han Vidne til Skærtorsdagsslaget, men det havde ikke den samme vækkende Indflydelse paa ham som paa Oehlenschläger. I Studenterkorpset, der var dannet for at møde den truende Fare, traf han imidlertid en jævnaldrende Jurist, Bornholmeren P. N. Skovgaard, hvis Venskab fik stor Betydning for ham. Skovgaard viste ham nemlig hen til Eddaerne, Sagaerne, Saxo og Snorre, og hans historiske Sans vaagnede paa ny. Han begyndte ogsaa at mærke Digteren i sig, og midt under Examenslæsningen udkastede han en Plan til et Sørgespil om Sigurd Fofnersbane. Af de theologiske Forelæsninger havde han intet Udbytte, men hans Fætter Henrik Steffens’ Foredrag over Naturfilosofien og Goethes Poesi vakte hans Interesse for det tyske Aandsliv og lærte ham, hvilken Magt der ligger i den livlige, begejstrede Tale. Det overraskede ham, at Steffens lod haant om den saakaldte «Oplysning», medens han talte «med en forbavsende Ærbødighed» om Christus, og under Steffens’ Foredrag slog Tanken om Tidernes Sammenhæng og Christus som deres Midtpunkt Rod i hans Sjæl. Da han i Okt. 1803 havde taget Attestatsen, rejste han først til Udby, siden til sin Broder Otto G., der var Præst i Torkildstrup paa Falster, og i Begyndelsen af 1805 fik han en Plads som Huslærer hos Kapitajn Steensen de Leth til Egelykke paa Langeland. Under Opholdet der prædikede han af og til i Bøstrup Kirke om Dyd og Pligt og om Jesus, den redelige Sandhedens Lærer, men en heftig Forelskelse i Husets Frue faldt som et Hagelvejr over ham og knuste paa én Gang hans Livsglæde og hans Selvretfærdighed. Under denne Hjærtesorg vaagnede imidlertid alle de skjulte Evner i ham, og hans Digtergenius fik Vinger. 1807 prøvede han sine Kræfter paa en poetisk Gjengivelse af Schillers «Bruden fra Messina», og han følte tillige Drift til selvstændig dramatisk Produktion. Ved Fordybelse i Fichtes mandige Filosofi og Schellings poetiske Spekulationer blev han lidt efter lidt ført fra Rationalismen og Populærfilosofien over i Romantikkens Forgaarde, og Oehlenschlägers nordiske Digte vakte hans slumrende Kjærlighed til Norden. Hjærtesorgen i Forbindelse med de stærke Impulser fra den tyske Poesi og Filosofi frembragte en Gjæring i hans Sjæl, og han trængte til at give sine Stemninger Luft. I sin Harme over at se Eddadigtet om Skirners Rejse gjort til Gjenstand for komisk Behandling i Rahbeks «Minerva» for 1806 skrev han en Afhandling om Sangene i Edda, og den blev snart efter fulgt af et Par andre Afhandlinger, som viste, at den hjærteskudte Ungersvend søgte Trøst for sin Sorg ved at leve sig ind i Nordens Oldtid. Samtidig sendte han ogsaa Fallesens «Theol. Maanedsskrift» et Indlæg i den ved Biskop Boisens Forslag (II, 484) aabnede Forhandling om liturgiske Reformer. Den unge Forfatters i det hele meget uklare Afhandling røber stærk Paavirkning af Schelling, men mærkelig nok fremhæves allerede her Daab og Nadver som de to liturgiske Hovedpunkter, hvorom alt bør dreje sig. Han polemiserede mod dem, der vilde forvandle Religionen til Poesi, men selv var han dog endnu kun poetisk vakt. Digteren var, som han snart selv saa, i denne Afhandling adskillige Aar forud for Mennesket; Odin og Christus brødes endnu paa en sælsom Maade i hans Indre.
Medens G. opholdt sig paa Langeland, blev Hovedstaden bombarderet, og Danmarks Nød gjorde et stærkt Indtryk paa ham. Paa aaben Mark prædikede han for Landeværnet om Fædrelandets Fare og om den gamle Tros guddommelige Kraft; og senere, da Rygtet om Kjøbenhavnernes Forlystelsessyge efter den store Folketugtelse naaede Øen, spidsede han sin Pen til «Maskeradeballet i Danmark 1808», en poetisk Straffeprædiken, der med dens Sammenblanding af Kristendom og nordisk Mythologi giver en tro Afspejling af Gjæringen i hans Sjæl. Kort efter Udgivelsen af dette Skrift forlod han Egelykke for at fæste Bo i Kjøbenhavn som Alumnus paa Valkendorfs Kollegium. Der fandt han Venner, som delte hans vaagnende Tro og hans Kjærlighed til den nordiske Oldtid og Historien, og som æggede hans Arbejdslyst. Allerede i Juli 1808 havde han fuldendt sin «Nordens Mythologi eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd, der ej selv ere Mythologer», i hvilken han fremstillede den nordiske Gudelære som den højeste Poesi, og kort efter indbød han til Subskription paa en Række Optrin af nordisk Helteliv fra Odins Indtog til Palnatokes Fald, en poetisk Gjengivelse af hans indre Kamp. I den første og ypperste Del af disse «Optrin», som udkom sidst i 1809, fremstillede han den store Brydning mellem Hedenskabet og Kristendommen og Kristentroens Sejer. I dramatisk Henseende staa G.s Optrin langt under Oehlenschlägers bedste Tragedier, men Hakons og Vaulunders Sanger, til hvem denne Digtning er helliget, følte dog selv, at G. i en vis Retning var sejlet Historien adskillige Streger paa det poetiske Kompas nærmere. Disse «Optrin» vare hans Afskedshilsen til Aserne; nu havde Kristendommen ogsaa i ham selv vundet Sejer. Efter denne Skjaldetjeneste opsagde han Aser og Vaner Huldskab og Troskab, og fra Nordens Oldtid gik han til Historien. Som Lærer i det Schouboeske Institut maatte han udvide sine historiske Kundskaber, og Johs. v. Müller blev da for ham en Vejleder, der bragte ham til at se paa Verdensløbet ikke alene med et poetisk, men ogsaa med et gudfrygtigt Øje. Endnu før «Optrinnene» vare udgivne, havde han offentliggjort den skjønne Romance: «I Haraldsted sad Hertug Knud», der danner Overgangen til de «Krønnikerim», som i mange Aar udsprang af hans historiske Studier. Hans Hjemgang til Kristendommen var allerede begyndt med Hjemgangen til det gamle Norden, men først da han var i Færd med at gaa «fra Island til Sjølund», mærkede han, «at Asarusen var hartad bortdampet, og at Hjærtet begyndte at komme til Orde».
... Oversættelserne af Saxo, Snorre og Bjovulfs-Drapen (1818-22) samt Tidsskriftet «Danevirke» (1816-19) vidne om, hvor flittig han var ...
... De 3 Englandsrejser, han med kongelig Understøttelse foretog i Somrene 1829-31, havde nærmest det Formaal at give ham Lejlighed til Undersøgelse af angelsaxiske Haandskrifter, og hans Iver tilskyndede Englænderne til at udgive deres nationale Skatte. Men disse Rejsers egentlige Frugt maa søges i de mange Impulser, som det engelske Aandsliv og Folkeliv gave ham. Efter Hjemkomsten fra England tog han atter med Kraft fat paa mythologiske Studier, og ved Sommertid 1832 udgav han «Nordens Mythologi eller Sindbilledsprog», en Mythologiens Poesi, rig paa aandfulde Enkeltheder. Til den sluttede sig en «Haandbog i Verdenshistorien efter de bedste Kilder» (I-III, 1833-44), nærmest en Historiens Filosofi ud fra hans ejendommelige religiøse og nationale Forudsætninger. Her, som i «Mythologien», udviklede han den gamle Tanke om en Ungdoms-, Manddoms- og Alderdoms tid hos de enkelte Folkeslag og efterviste, at Fantasien, Følelsen og Forstanden vare herskende Evner paa disse 3 Alderstrin, der efter deres forskjellige Grundkræfter sætte Blomst i Poesi, Historie eller Filosofi. Næst Ebræerne stillede han Grækerne og Nordboerne højest, og han fandt Modsætningen mellem disse 2 Folk deri, at Grækerne vare ledede af Naturens, Nordboerne af Historiens Aand. Derimod kastede han aldeles Vrag paa Rom, «den mageløse Røverstat», der 2 Gange blev Verdens «kolossale Tyran», og som er den aandelige Ophavsmand til «den sorte Skole» og alt juridisk Haarkløveri.
Fr. Nielsen
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905) (Uddrag)
