Forskjell mellom versjoner av «Udsigt over Indholdet Sólar-Ljód (FM)»
(Udsigt over Indholdet Sólar-Ljód (FM)) |
(HTML-vask) |
||
| Linje 6: | Linje 6: | ||
|- | |- | ||
|} | |} | ||
| − | |||
| Linje 14: | Linje 13: | ||
Oversat og forklaret ved<br>'''[[Finnur Magnusson]]'''<br>1821 | Oversat og forklaret ved<br>'''[[Finnur Magnusson]]'''<br>1821 | ||
| − | |||
<big>''' Udsigt over Indholdet af ''Solens Sang'' '''</big></center> | <big>''' Udsigt over Indholdet af ''Solens Sang'' '''</big></center> | ||
| − | |||
| − | + | ||
| − | + | I. Omvendelsens saliggjörende Kraft og Utaknemmeligheds svære Straf — fremsat i en Parabel om en Röver, som fortryder sit lastefulde Levnet og vederqvæger en Vandringsmand, som myrder sin Velgjörer, men paadrager sig derved Ansvaret for Röverens ham nu tilgivne Synder. (1-7) | |
| − | + | ||
| − | + | II. Rigdoms og Lykkes Forgjængelighed. (8) ''Unnar'' og ''Sævalde'' afgive et Exempel derpaa. (9) | |
| − | + | ||
| − | + | III. Elskovs Farer; (10) oplyste ved ''Svavads'' og ''Pragt-Hedins'' Exempel, som, for en Piges Skyld, bleve Fiender af Venner, og ombragte hinanden i Tvekamp. (11-14) | |
| − | + | ||
| − | + | IV. Overmod og Vellyst straffes i det andet Liv; — det maatte ''Radny'' og hendes Ægtemand ''Vebode'' erfare. (15-18) | |
| − | + | ||
| − | + | V. Aldrig bör man sætte for megen Lid til sine Fienders favre Taler; — her maa man lære at blive klog af Andres Skade. (19) Exempel af den godtroende ''Sörle,'' som myrdedes af ''Vigulv.'' (20-23) ''Sörles'' Sjæl lönnes med Himmelens Glæder, men Morderne straffes med langvarige Qvaler. (24) | |
| − | + | ||
| − | + | VI. Syv gode Raad om Bönnens og Dydens Nytte. — De Kristnes Diser (Gudinder eller Helgeninder) bör paakaldes (om Söndagen) at den hele Uge derefter kan tilbringes i Held og Glæde. (25) Fornærmelser bör ej gjentages, men afsones. (26) Gud skal paakaldes og elskes som Menneskenes Skaber og Fader. (27) Bönnens Nödvendighed. (28) | |
| − | + | ||
| − | + | Den Talende stoler paa guddommelige Löfter, erhvervede ved Bönnen. (29) Kun Synderen frygter for Döden, den Uskyldige ikke. (30) Falskheds Straf i det andet Liv. (31) Slutnings-Formaning. (32) | |
| − | + | ||
| + | VII. Det vellystige Livs Forfængelighed og Forgjængelighed. — Verdens Lykke forlades nödig. (33); Den forföriske Rigdoms Skadelighed. (34) Talerens Glæder paa den skjönne Jord vare ubestandige, uden at han forudsaa deres Endeligt. (35) | ||
| + | |||
| + | VIII. Talerens Helsot og Dödsstrid. Hans sidste Sygdom og frugteslöse Længsel efter Livet. (36) Dödens stærke Baand kunne ikke sønderslides. (37) Smertefulde Lidelser og gruelige Dödsvarsler.(38) Solens sidste Syn; den Döendes Afsked og Hedenfart fra den og Verden. (39-45) Mystiske Udladelser om Haabets Stjernes tidlige Flugt og ustandselige Fart. (46) | ||
| + | |||
| + | IX. Ligstue og Jordefærd. Den förste lange Dödsnat.(47) Den Döendes hjelpelöse Tilstand. (48) Straf og Belönning efter Döden for de Afdödes Gjerninger. Selv den Rigeste maa nöjes med et Sandbeströet Leje. (49) Det för saa behagelige Bad er det modbydeligste for Dödningen. (50) Ni Dages Sidden paa Nornernes Stol; — Ligfærd ved Maaneskin. (51) | ||
| + | |||
| + | X. Aandens ustadige Flugt gjennem syv Verdener eller Sphærer. (52) Underverdenens (eller Skjersildens) Qvaler; Sjælene i Fugles Skikkelse. (53) ''Von-''Flodens gloende Drager. (54) Solens mystiske Hjort. (55) Natmörkets syv allegoriske Sönner. (56) | ||
| + | |||
| + | XI. Helvedes Pinsler. Onde Ægtefolks Straf. (57-58) Blodige og lemlæstede Skikkelser vandre paa ildströede Veje. (59) Hedninge og Bandsatte betegnes ved gruelige Kometer (60) — Advindsyge ved blodige Raner, indskaarne i Brystet. (61) De Fordömtes Sorg og trösteslöse Omvanken. (62) Straf for de Gjerrige (63) — Mordere og Rövere (64) — Helligdagenes Foragtere (65) — hovmodige Pragtelskere (66) — ondskabsfulde Lögnere. (67) De Fordömtes Plager ere dog meget flere og sværere. (68) | ||
| + | |||
| + | XII. Paradiset. Fromme Givere straale i herligt Lys. (69) De Fattiges Velgjörere velsignes af Englene. (70) Guds Engle ære dem som (af Fromhed) lede Mangel i Livet. (71) Kjærlige Sönners Hvilesteder omstraales af himmelsk Glands. (72) Andægtige Selvplageres Sjæle bades af hellige Jomfruer. (73) De som myrdedes uskyldige, drage paa höjen Karm (i Sejerstog) til Himlen og Guds Rige. (74) | ||
| + | |||
| + | XIII. Bön til Trefoldigheden om Forlösning fra Verdens Jammer (75) To Furier (Qvinde-Uhyrer) vække al Fejde paa Jorden. (76) ''Odins'' Hustru, higende efter Vellyst, styrer Jordens rask-sejlende Skib. (77) | ||
| + | |||
| + | XIV. Den hedenfarne Faders Slutnings-Erindringer til sin efterlevende Sön. Gaadefuld Tale om et Hjortehorn, udbaaret af en Gravhöj, (78) om Runer, ristede (derpaa) af ''Njords'' ni Döttre (79) og om tvende allegorisk benævnte Personers onde Bedrifter. (80) Sönnen formanes til at qvæde ''Solens Sang'' for de Levende. (81) Faderens Afskedsord og fromme Önsker. (82) Slutnings-Strophe for det hele, forhen uhörte Drömmeqvad. (83) | ||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
Nåværende revisjon fra 3. mar. 2013 kl. 08:26
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821
I. Omvendelsens saliggjörende Kraft og Utaknemmeligheds svære Straf — fremsat i en Parabel om en Röver, som fortryder sit lastefulde Levnet og vederqvæger en Vandringsmand, som myrder sin Velgjörer, men paadrager sig derved Ansvaret for Röverens ham nu tilgivne Synder. (1-7)
II. Rigdoms og Lykkes Forgjængelighed. (8) Unnar og Sævalde afgive et Exempel derpaa. (9)
III. Elskovs Farer; (10) oplyste ved Svavads og Pragt-Hedins Exempel, som, for en Piges Skyld, bleve Fiender af Venner, og ombragte hinanden i Tvekamp. (11-14)
IV. Overmod og Vellyst straffes i det andet Liv; — det maatte Radny og hendes Ægtemand Vebode erfare. (15-18)
V. Aldrig bör man sætte for megen Lid til sine Fienders favre Taler; — her maa man lære at blive klog af Andres Skade. (19) Exempel af den godtroende Sörle, som myrdedes af Vigulv. (20-23) Sörles Sjæl lönnes med Himmelens Glæder, men Morderne straffes med langvarige Qvaler. (24)
VI. Syv gode Raad om Bönnens og Dydens Nytte. — De Kristnes Diser (Gudinder eller Helgeninder) bör paakaldes (om Söndagen) at den hele Uge derefter kan tilbringes i Held og Glæde. (25) Fornærmelser bör ej gjentages, men afsones. (26) Gud skal paakaldes og elskes som Menneskenes Skaber og Fader. (27) Bönnens Nödvendighed. (28)
Den Talende stoler paa guddommelige Löfter, erhvervede ved Bönnen. (29) Kun Synderen frygter for Döden, den Uskyldige ikke. (30) Falskheds Straf i det andet Liv. (31) Slutnings-Formaning. (32)
VII. Det vellystige Livs Forfængelighed og Forgjængelighed. — Verdens Lykke forlades nödig. (33); Den forföriske Rigdoms Skadelighed. (34) Talerens Glæder paa den skjönne Jord vare ubestandige, uden at han forudsaa deres Endeligt. (35)
VIII. Talerens Helsot og Dödsstrid. Hans sidste Sygdom og frugteslöse Længsel efter Livet. (36) Dödens stærke Baand kunne ikke sønderslides. (37) Smertefulde Lidelser og gruelige Dödsvarsler.(38) Solens sidste Syn; den Döendes Afsked og Hedenfart fra den og Verden. (39-45) Mystiske Udladelser om Haabets Stjernes tidlige Flugt og ustandselige Fart. (46)
IX. Ligstue og Jordefærd. Den förste lange Dödsnat.(47) Den Döendes hjelpelöse Tilstand. (48) Straf og Belönning efter Döden for de Afdödes Gjerninger. Selv den Rigeste maa nöjes med et Sandbeströet Leje. (49) Det för saa behagelige Bad er det modbydeligste for Dödningen. (50) Ni Dages Sidden paa Nornernes Stol; — Ligfærd ved Maaneskin. (51)
X. Aandens ustadige Flugt gjennem syv Verdener eller Sphærer. (52) Underverdenens (eller Skjersildens) Qvaler; Sjælene i Fugles Skikkelse. (53) Von-Flodens gloende Drager. (54) Solens mystiske Hjort. (55) Natmörkets syv allegoriske Sönner. (56)
XI. Helvedes Pinsler. Onde Ægtefolks Straf. (57-58) Blodige og lemlæstede Skikkelser vandre paa ildströede Veje. (59) Hedninge og Bandsatte betegnes ved gruelige Kometer (60) — Advindsyge ved blodige Raner, indskaarne i Brystet. (61) De Fordömtes Sorg og trösteslöse Omvanken. (62) Straf for de Gjerrige (63) — Mordere og Rövere (64) — Helligdagenes Foragtere (65) — hovmodige Pragtelskere (66) — ondskabsfulde Lögnere. (67) De Fordömtes Plager ere dog meget flere og sværere. (68)
XII. Paradiset. Fromme Givere straale i herligt Lys. (69) De Fattiges Velgjörere velsignes af Englene. (70) Guds Engle ære dem som (af Fromhed) lede Mangel i Livet. (71) Kjærlige Sönners Hvilesteder omstraales af himmelsk Glands. (72) Andægtige Selvplageres Sjæle bades af hellige Jomfruer. (73) De som myrdedes uskyldige, drage paa höjen Karm (i Sejerstog) til Himlen og Guds Rige. (74)
XIII. Bön til Trefoldigheden om Forlösning fra Verdens Jammer (75) To Furier (Qvinde-Uhyrer) vække al Fejde paa Jorden. (76) Odins Hustru, higende efter Vellyst, styrer Jordens rask-sejlende Skib. (77)
XIV. Den hedenfarne Faders Slutnings-Erindringer til sin efterlevende Sön. Gaadefuld Tale om et Hjortehorn, udbaaret af en Gravhöj, (78) om Runer, ristede (derpaa) af Njords ni Döttre (79) og om tvende allegorisk benævnte Personers onde Bedrifter. (80) Sönnen formanes til at qvæde Solens Sang for de Levende. (81) Faderens Afskedsord og fromme Önsker. (82) Slutnings-Strophe for det hele, forhen uhörte Drömmeqvad. (83)
