Årene 1713—28 (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


VIII
Årene 1713—28.


Som det för er omtalt ankom Árni Magnusson først 1713 (2. marts) til København, efter at have opholdt sig om vinteren hos Þormóður Torfason på Stangeland. Under dette sit ophold har Árni hovedsagelig været beskæftiget med litterære sysler, nærmest ved hjælp af Þormóðs håndskriftsamling; og over denne lavede han et katalog i oktober 1712 (trykt sammen med hans eget katalog 1909); herfor fik han af Þormóður 115, fol. Fra oktober 1712 haves kun et par kvitteringer for lån af håndskrifter.[1] Nogen videre glæde af samlivet med Þormóður kan Árni, på grund af Þormóös helbredstilstand, ikke have haft.[2] I den følgende tid til Þormóðs død har de vekslet nogle breve; Þormóðs er ganske korte, skrevne for det meste på rent dansk; også Árni skriver ham til på dansk, rimeligvis for at hans hustru skulde kunne læse og forstå brevene. Og til hende skriver Árni 10/10 1713 og sender hende Þormóðs »livshistorie«, som hun har ønsket. Det er nu udelukkende pengesager, som Árni er Þormóður behjælpelig med, og så sendelsen af nogle eksemplarer af Historia Norvegiæ, som det synes som gave dels fra Árni, dels fra Reitzer. Det gör et vemodigt indtryk at se, at Þormóður ydmygt beder om nogle eksemplarer af sit eget berömteste værk. Det sidste (korte) brev fra Þormóður er dateret 26. juli 1718. För og efter hans død fandt en brevveksling sted mellem Árni og Þormóðs hustru, udelukkende om forretninger. Árni købte af hende hele Þormóðs håndskriftsamling, hvorom senere. Þormóður havde endnu 1713 en del håndskrifter fra universitetsbiblioteket. Alle disse bandt Árni i et bundt og beder Þormóðs hustru at sende dem ved lejlighed, når sligt kunde ske uden fare. De kom også tilbage 1718, men brændte 1728. Árni opsporede, hvor Þormóðs (trykte) bøger (hvilke, siges der ikke) fandtes opbevarede i Khavn; han lover at ville sælge dem. Þormóður fik i denne krigstid, lige så lidt som andre, sin lön, og hans kone klager over, at de har måttet sælge deres sølv- og guldgenstande for at kunne betale skatterne, og hun beder Árni søge udvirket, at de kan blive fri for skatter. 3/3 1719 meddeler hun sin mands død. Brevet er vist skrevet af hendes svoger Ole Sund, der også herefter brevveksler med Árni om Þormóðs sager. 3/2 1720 skriver hun, at hun nu har afsendt Þormóðs bøger til ham »udi 8 tønder, forsejlet i begge bonner, og en bombe«.


Senere sender hun en kopibog og et par bøger, hun har fundet. Hendes sidste brev er fra 4/12 1722. Hun døde 16. april 1723. Mellem Árni og hendes svoger O. Sund finder brevveksling sted fra 1715—26 (se Priv. brevveksl. 499—503). Den angår så godt som udelukkende forretninger, Þormóðs lön, dødsbo og arven efter ham. Det ses, at Árni til det sidste tog sig varmt af Þormóðs sager, for hvem han til det sidste nærede venskab og ærbødighed.



Árnis Universitetsarbejde.

Om noget arbejde ved Universitetet kunde der først være tale efter hjemkomsten i 1713. Árni var da rykket op til at være Konsistorial (assessor i Konsistorium). 22. april møder han første gang i Konsistorium. I de følgende år (Acta consistorii haves kun til og med 1724: de følgende års acta til Árnis død og længere ned er gåede til grunde) møder han langtfra altid, måske i det hele hver anden gang, eller knapt det. Og han ses i det hele ikke at have taget nogen synderlig del i Konsistoriums handlinger.[3] Et par gange overdrages det ham at foretage undersøgelser af rent praktisk art. At det overdrages ham (i jan. 1716) at ordne Konsistoriums arkiv (»breve og dokumenter«), er kun hvad man kunde vænte; dertil var han selvskreven. Han interesserede sig naturligvis for arkivet også af private grunde; 5/12 1715 låner han nogle breve for at afskrive dem. Atter 5/12 året efter låner han Claræ klosters breve (»390« ialt, som det hedder) i samme öjemed, men disse er ikke bleven tilbageleverede; det er dem, der endnu findes i samlingen blandt Diplomata danica.[4]


1720 d. 20. apr. blev Árni udnævnt til efor for Ehlers Collegium, tiltrods for at han først undskyldte sig »formedelst andre occupationer«; han »paatog sig det endeligen hvortil samtlige tilstædeværende ynskede ham lykke«.


Sjælden findes der særskilte vota i sager. Sådanne findes i en prof. Anchersen vedrørende sag. Árnis karakteristiske votum hidsættes.[5]


Et vidnesbyrd om den autoritet, som Árni havde i alt, hvad bøger angik, viser hans »Consistorialvotum« af 4. sept. 1728, der fuldstændig er trykt i Seidelins Læsendes årbog 1800; det angår eftertryk og hvad en bogtrykker skulde have lov (privilegium) til at trykke. Udgiveren kalder det et »overmåde godt ræsonnement«, og det er rigtigt. Det er et særdeles fornuftigt aktstykke, der gör Árni, hans sunde syn, redelige tankegang og frisind al ære. Det findes optaget i Embedsskriv. 581 f.


En enkelt gang findes, at Árni har givet et skrift et »imprimatur. A. Magnæus«, nemlig J. Paludans Disputats »de templo s. Lucii« i Roskilde 1721 og 1722 — to afsnit.


1713 synes Árni at have holdt reformationsfesttalen i november; æmnet er ukendt.


Hvad Árnis forelæsningsvirksomhed angår.[6] synes en sådan overhovedet ikke at have fundet sted. Han har, vides det, anmeldt 1714 og 1717—21 forelæsninger over Saxo og Sven Aggesön,[7] men om han har holdt dem, er uvist: 1722 og 1726 har han anmeldt en anden forelæsning[8]: om den gælder det samme, og dette er alt hvad der vides. At udarbejde forelæsninger har sikkert ikke ligget for Árni, ligeså lidt som at foranstalte udgaver af skrifter eller i det hele at skrive bøger. Der har vel heller ikke været mange blandt de studerende, der brød sig om hans særlige videnskab. Af Universitetsmatriklen fremgår, at o. 175 har haft Árni til privatpræceptor i årene 1713 til 1729. De er fra alle Danmarks skoler, deriblandt ikke så få fra Tisted. Henved 15 er Islændinge. Jón Þorkelsson var en af disse og han roser Árni som privatpræceptor. 1721 blev Árni udnævnt til professor i historie og geografi (efter H. Bircherod), men han var vist også vedblivende »antiquitatum patriæ professor«.


En anden stilling, knyttet til Universitetet, har Árni sikkert haft mere interesse for, nemlig virksomhed ved biblioteket. Sikkert er han meget tidlig blevet kendt dermed og med dets skatte. 1698 deltog han (som för bemærket) i affattelsen af et katalog. Sin egenlige virksomhed ved biblioteket fik han dog først 1721. Året i forvejen (23/12) blev professor H. Bartholin ifølge sit senium protobibliotekar, men han var stærkt optaget af andre ting, og allerede 19/7 1721 »proponerede han, at som hr. assessor Magnussen efter dem i mellem gjordte transaction paatager sig Bibliothecæ Academicæ administration, som hr. etatzr. Bartholin formedelst andre forretninger ey længere, som hånd ønskede, kand forestaae, det da maatte føres ad acta, at hr. assessor Magnussen herefter staaer for bøgerne og svarer til alt, hvis forsvar som af Bibliothekets Administration dependerer, saasnart det hannem af hr. etatzraad Bartholin bliver overleveret«.[9] Det er vist fra den følgende tid, at Árnis beskæftigelse med visse kataloger hidrører som dem, der er aftrykte i S. B. Smiths bog s. 112—32. Árni kan antages at have besörget det daglige arbejde ved biblioteket i de følgende år. Om han nogensinde har været overbibliotekar, er uvist, og om hans virksomhed her iøvrigt vides intet. Men det er klart, at han har haft indgående kendskab til biblioteket. Endnu tidligere har Árni dog haft med biblioteket atgöre, ti det er ham, der skriver til Þormóðs svoger O. Sund 20/8 1718 om håndskrifter fra biblioteket, som endnu berode hos Þormóður; de blev som anført sendt til Khavn samme år.[10]


Angående Árnis økonomiske forhold kan bemærkes, at han fik de emolumenter ved Universitetet, som der tilkom ham og som Konsistorium havde lovet at drage omsorg for under hans fraværelse. 1710 opterede Reitzer på hans vegne tiende og huslejeportion. 8/11 1708 havde Árni selv opteret »Hopners residentz«. I marts 1714 opterede han »den residentz i Cannikestræde, som hr. justitzraad Reitzer nu i boer og ved denne hans paa den anden side skrefne option ledig blifver; qviterer jeg saa derimod de 150 rdl., som jeg hidtil haver nydt istedenfor residentz« Her synes Árni i den følgende tid at have boet lige til branden 1728.



Árnis sekretærvirksomhed.

Som ovf. bemærket blev Árni arkivsekretær 1697, en stilling han beholdt til sin død, fra 1700—25 under Fr. Rostgaard som geheimearkivar. Efter dennes bratte fald 1725 fortsatte Árni uden nogen overordnet og uden selv at blive en sådan. Faktisk har han dog været den egenlige styrer af arkivet, og dér har han vist haft sin daglige gang. Der findes fra 14. april 1729 et brev fra ham til justitzråd Ramshart.[11] hvori han redegör for nöglerne til arkivet. Heraf fremgår, at der var »en nögle til hver af de tvende øverste hvelvinger, hvor documenterne forvares«. Nöglerne berode efter flytningen fra kælderen under Rosenborg stadig hos Árni, idet Rostgaard ikke synes daglig at have besøgt arkivet, men fået nöglerne, når han ønskede dem, og leveret dem igen til Árni. I anledning af den nævnte flytning findes i arkivet en egenhændig optegnelse af Árni om, hvor mange kasser osv. der var at flytte, og hvor mange »karle« der skulde dertil. Iøvrigt vides så godt som intet positivt om Árnis virksomhed. Den har bestået i et dagligt tilsyn og, til at begynde med, en nöje undersøgelse af, hvad der forefandtes.[12] Med tanken på Árnis interesse netop for breve og dokumenter kan man forudsætte, at han egenhændig har undersøgt alt, hvert bundt, hvert brev, og kontrolleret de registre, der fandtes. Han har uden tvivl kendt det hele så grundig som muligt. Der findes en påtegning af ham på en designation af 30/7 1721, randbemærkninger hist og her i Th. Bartholins register om, at det og det brev er blevet flyttet til en plads, hvor det hørte hjemme. Dette er omtrent alt, hvad der har været at finde, foruden den bemærkning af 25/8 1699 om, at kongeloven (in originali) er blevet udtaget af arkivet for at overleveres til Hans Majæstæt.[13]



Fodnoter

  1. Brevveksl, med Torfæus s. 401.
  2. 22/1 1715 skriver hans kone: Min kierstes höye alder kand nu iche til stede at shriffue, hans ukommellse er hel slet«.
  3. Werlauffs udtryk heroin er noget for stærke.
  4. Jfr. Embskr. 591—92. Som kuriosum bemærkes, at Árni en enkelt gang har skrevet i Konsistoriums Acta et lille stykke (20/12 1720) »vice secretarii«.
  5. »Jeg seer ikke fornøden, at jeg her skulde declarere min meening, fra eller til i den materie, om hr. professor Anchersens senium, saasom jeg forud synes at kunde slutte, at derudi ingen endelig decision vil skee udi consistorio for denne gang. Skulde ellers sagen nu foretages til at paaskiönnes endeligen, saa skal jeg udi Consistorio derom mundtligen sige mit ringe votum. Hvad assessor Frölunds og professor Anchersens controversie angaar, da er den, saavit jeg kand see, mig uvedkommende. Professor Anchersen haver ikke stevnet assessor Frölund, men allene refereret sin sag saaledes som han den haver begrebet. Professor Anchersen er ligeledes ikke bleven sögt i denne sag enten af assessor Frölund eller andre, svarer og ikke fremdeles til det forum, som hand hidindtil har haft for consistorio. Kjöbenh. 19. April 1720. Arnas Magnussen«.
  6. Se Nyerup: Univ. annaler s. 252f.
  7. Det hedder: Arnas Magnæus P. P. Saxonem grammaticum vetustissimum, rerum Danicarum scriptorem, commentariis historicis et antiquariis illustrabit, ejusque cum Svenone Aggonis, antiquissimo histor. Dan. scriptore, collationem instituet.
  8. Europæ notitiam geographicam auditoribus suis distincté explicabit, ejusdemque regnorum et principatuum suceinctam historiam, præcipue vetustiorem, scire cupientibus proponet.
  9. Med det foranstående jfr. Werlauff s. 65—67.
  10. Jfr. Brevveksl, med Torfæus s. X. Jfr. brev fra Árni til Þormóðs hustru 10/10 1713.
  11. Embskr. s. 590—91.
  12. Jfr. udtrykket i gravskriften over ham: ordinandis archivorum secretis . . . incubuit.
  13. A. D. Jörgensen: De danske rigsarkiver s. 253—54.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.