Æver m. m.

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

E. Lindorme og småkryb

10. Æver m. m.



179. Når man vrænger ad gjøgen, i det den kukker, så bider den sig i tungen, så den bløder. Hvis der nu falder en dråbe blod på en tynd kvist, så danner der sig uden om kvisten en tynd ring eller perle, som kaldes en «Gjøgetår». Jeg har forøvrigt selv som dreng fundet og set adskillige Gjøgetåre, og jeg har endnu én af dem. Det er en tynd, flad spiralring, der ligesom er sammensat af utallige småbitte, fine perler, et sandt lille kunstværk af naturen; men på hvad måde det i virkeligheden dannes, er mig ubekjendt.

Skjøndt lindormene, hvoraf der før har været en svær mængde, rimeligvis nu er helt uddøde på Bornholm, findes der dog endnu en hel del meget farlige dyr, som snåger (snoge) og orm (hugorme), ormeslåer og tåssebed. Én snåge er naturligvis ligeså giftig som en orm, om ikke værre, og begge to kan, når de bliver rigtig ondskabsfulde, bide sig om halen og trille som et hjul efter den, de vil til livs, og han er da redningsløst fortabt, hvis han ikke husker på at løbe i siksak, men gjør han blot det, så er han frelst, da de kun kan løbe lige frem på den måde.

En ormslå (stålorm) er kun et usselt lille kræ; den er ikke mer end halv så stor som en snog, og så er den ikke en gang forgiftig; men tingesten er så stærk, at den navnlig i middagsstunden magelig kan slå benet over på et voksent menneske. Et tåssebed er en endnu uslere maddik, ikke stort tykkere end et hår; men det er netop ved sin ringe tykkelse, at den bliver så farlig, ti denne egenskab sætter den i stand til i en fart at smutte ind i godtfolks fingre, hvad den siges at have stor lyst til, og kommer den først ind, så er den næsten ikke til at drive ud igjen, uden man mærker det straks; så kan man stundom liste den ud ved at gnide stedet, hvor den er krøben ind, med en pisseblå hosesok (ɔ: én, der er farvet i urin).

Bornholm.


180. På Sjælland er der et insekt, som kaldes Flåt. Det lever i skovene, og man kan få det på sig, når man ryster ved træerne. Det er vist nok et dyr af mideslægten, og det borer sig ind i kjødet på de nøgne steder, så som hals og hænder, og volder en slem svie og smærte.

Chr. Weis.


181. Jöwer har hoved og øjne i begge ender.

Lars Nielsen, Vinkel.


182. Jöwwer er nogle bitte spøgelser, der har hoved i begge ender. Ja, det har de nu ikke, men enderne ligner hinanden meget. De kan hvæse lidt af arrigskab, og så kan de blæse edder fra dem ni kokketrin. Den edder, der kommer blæsende, er den værste. Der var en gang én ovre i Dunkjær i Vammen sogn. A så den i noget græs, der var slået. De gjorde kort proces med den, hug den over med en høle, og tog og puttede den i et lille hul.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


183. Jöwwen skal kunne blæse ni fjed ind i en kirkemur, men kan ikke blæse gjennem en hosemaske. Den skal ligne en øgle. Kommer den til at blæse på et menneske, kan det ikke leve.

Jens Ravnkilde, Haverslev.


184. En Jöww er det mest giftige dyr, der er til. Dens bid kan ingen kurere. I en mose på Løvel mark er der af dem. Det er nogne bitte brune nogne omtrent som firben. Folk var så rædde for den mose, og et høved, der blev bidt af én, styrtede for resten med det samme. Den blev lige så sort, og de måtte uden videre kaste kjødet ned.

Dorte Skomagers, Ørum.


185. Jöwwen kan ikke blæse giennem en uldhose, men kan blæse gjennem en kirkemur. Der var nogle, der en gang viste mig en jöww, det var kun en bitte orm. Når de kunde komme til bart, så spyttede de sådan gift, at der var ingen redning.

E. T. K.


186. Hvor æven bider, det kan ikke læges. Forhen gik én hellere imod en hugorm end imod en æve. For et ævebid det svinder et menneske efter, men et hugormebid det kan gjøre det af straks. Den kan bide i en hølé, sådan at en kan høre, te den bider.

Peder Johansen, Mos sø.


187. Det var i mange år der henne i Vesterbølle, de kom ikke i deres eng fra klokken 11 til 2 om middagen for jöwen. Det er kun én dag om året den kan gjøre fortræd, men hvad dag det var, vidste de ikke. Det var vist i avgust. I den tid kunde den blæse på dem, og det var ulægeligt.

Jens Kr. Kristensen, Risgårde.


188. Æven findes i kjær og damme. Den ligner en hvid snegl, men har hoved i begge ender. Dens bid er al tid dødeligt.

Th. J.


189. Æverne de går i vand. A kjendte en mand i Höjbjærg, som de sagde var bleven ævebidt. Hans ben sad sådan op bagud, og han gik ved to krykker.

Kirstine Madsdatter, Havredal.


190. Peder Tambur fra Bystrup blev jöwwblæst ovre i Gjedsted kjær, da han gik og paste høvderne. Han blev en stakkel af det og gik på to krykker alle hans dage. Men han kunde lige godt give lange spring. Vi tog «ugl for stav» fra kirkegården og her hen, og han satte krykkerne forved sig og slyngede sig gjennem dem og kunde sætte så langt hen, at det var forskrækkeligt. Jo, han kunde nok bruge krykkerne, da han fik det lært.

Ullits.


191. Gjennem en gårds mark i Ørritslev by, Nordfyen, går der en grøft, hvor der for flere år tilbage var så mange æver, så det var forskrækkeligt. Når køer og heste blev tøjret ved den om natten, blev de æveblæst, især hestene; det kunde sees på, at de om morgenen var så ophovnede i hovederne. Ejerne brugte da at gnide dem med honning, og det hjalp al tid.

A. E. Jakobsen.


192. Det at blive jöweblæst kan ikke lade sig læge. Der skulde være jöwer i det kjær, vi havde ved Lundgård. Vore folk fortalte, at det var så grusseligt at blive jöweblæst, og vi knægte skulde passe nøje på. Når vi var i det kjær, skulde vi blive både i hoser og træsko, og det var for de dyrs skyld, ellers trak vi jo af det. A har set dem. Det var nogne bitte stakket, tykke nogne, og de var grå af kulør, ja, de var så mænd ikke så villele at se til. De kunde blæse gjennem en kirkemur, men ikke gjennem en uldhose.

Kristen Jensen, Fovlum.


193. Der er et dyr i Vendsyssel, omer kaldes det; det er meget frygtet og regnes for det mest giftige dyr, vi har her til lands. Jeg har aldrig set det og kan ikke sige, hvad dets rette navn er, jeg véd kun, at det hører til krybdyrene. Det slår ikke som hugormen, men blæser på folk, når de rører ved det, og at blive omerblæst er langt mere farligt end at blive hugormeslået; det er få, der slipper fra det med livet.

Börglum herreds vestlige sogne. A. E. Jakobsen.


194. Gindinger er sådan nogle gruelig giftige fluer. Ni hvevser og så en ginding kan stikke en hest ihjel. De er godt en halvanden tomme lange.

Mollerup.


195. Man siger: En halv snes gindinger kan stikke en hest ihjel.

Niels Simonsen, Vejrum.


196. Ni gindinger kan stikke en hest ihjel.

Ørum.


197. For nogle år siden var der en gindingbo i et havedige her i byen, og den ødelagde de ved at hælde en gryde koghedt vand ned over dem. Ni hvevser og en ginding (ɔ: gedehams) kan stikke en hest ihjel.

Lars Nielsen, Vinkel.


198. Guldbruden er en væsel, som er meget hyppig i Vigsnæs, hvor den antages for at være giftig. En gang, fortæller de, var der en kone, der havde ladet sin ovn stå åben om natten, og da hun næste dag skulde bage i den, foer der en stor guldbrud ud af ovnen og op på konen, spyede forgift på hende og bed hende, så hun døde tre dage efter.

F. L. Grundtvig.


199. Væsseler har de sagt var giftige. De kunde væsselblæse kreaturerne. De blæste ind i halsen på dem, og så blev de helt øde, og de gamle var da så rædde for, at deres kreaturer skulde blive væsselblæste. Væsselerne gik mest ned i kanten af tørvegrave og havde huller der. Men nu er det forbi, for alt vildt går fald på nu om dage.

Haslum.


200. Den lille væsel — Bruden — skal ved at blæse kunne bevirke, at mennesker svulmer op. Dette var i egnen om Præstø en almindelig tro i min barndom.

Chr. Weiss.


201. Væselen strider med slangen (Plin. 20 23) og æder rude, for at den ej af giften skal skades . . . . tager heller en mus eller frø i en kostald, hvor ej plantes rude for den, til med skrives det om den, at forgift kan ej skade den mer, end den skader storken . . . undfanger med øret og føder af munden. Fabel!

Petr. Septr: De vulgi.


202. Når man lader en bjørnespinderlarve (uldworm) gå over sin hånd, skal den aldrig blive større, end den er.

M. M.


203. Løber en angermus (spidsmus) over lænden af en ko eller hest, bliver den slinger.

A. E. Jakobsen.


Når man kan slå en angermus ihjel med tre slag at sin baghånd, så kan én kurere et kreatur, som en sådan angermus er løben over.

E. T. K.


205. I Salling har hyrdedrengene det råd, så snart en angermus har bidt ens hånd eller er løbet over den, straks at slå musen ihjel med bagen af den befængte hånd og dernæst stryge denne hen ad et kreaturs ryg.

P. K. Madsen.


206. Ørentvisten er så skarns til at søge efter folks øren. Den kravler så ind i hovedet, hvor den bygger sit bo og yngler helt forskrækkeligt. Så bliver mennesket tåbeligt.

A. E. Jakobsen.


Man skal vare sig for at drikke af åbne vandpytte. Sådanne steder opholder et dyr sig, som ligner en kok og får man den i livet, udvikler den sig og bliver stor og stærk, får mæle og kan gale som en virkelig kok. En pige fik et sådant dyr i sig, og det kunde give sig til at gale i hende, når hun mindst tænkte på det. Som barn fik jeg en gang hæftig ondt i maven, og de, der var hos mig, antog da, at jeg havde drukket af åbenstående vand i marken.

A. E. Jakobsen.


208. Gjedder kan blive gruelig gamle; et sikkert tegn på deres alder over hundrede år er, når der gror mos i deres pande. En sådan gammel gjedde skal en gang være fanget i Ry å.

Tise sogn, Vendsyssel. A. E. Jakobsen, Ørritslev.


209. I Stege nor lever en stor gjedde, som ingen tør fange. De véd, at så snart de hugger efter den, går de ud af båden, og derfor tør aldrig nogen prøve det mere. Alle folk kjender den. Et sted kan man helt tydelig se, at der nede på bunden af vandet ligger et nøgent kvindemenneske.

J. Jensen, Gjedved.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.