Abbeden der blev pint i brønden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Abbeden der blev pint i brønden
Af ábóta er kvalðiz í brunni [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Nok et eventyr begynder med en abbed, en anset og retskaffen mand, der styrede sit munkekloster; han var elsket af sine undergivne og barmhjertigt indstillet. Han havde på grund af slægtskabet hentet sin søstersøn til klosteret og gjort ham til en god mand, både hvad angår sæder og lærdom.
Men herefter bliver abbeden syg, og han sammenkalder brødrene og giver dem en faderlig formaning om standhaftigt at tjene Gud. Han takker dem samtidig for deres gode lydighed, og endelig drejer han samtalen over på, hvem der skal være leder efter ham, og taler således: »I véd,« siger han, »— at min slægtning, en ægtefødt og præsteviet mand, er i jeres flok, og jeg beder jer bevise jeres kærlighed til mig ved at opfylde mit ønske om, at han overtager værdigheden efter mig.« Dette bekræfter brødrene venligt, for kærligheden til abbeden lå dem meget på sinde. Det forekom dem også, at den person, som blev nævnt til at overtage embedet, på mange måder var velegnet, for det var forventeligt, at han ville fortsætte de gode sæder efter sin slægtning og ikke forkaste dem. Nu kalder Gud abbeden til sig, og brødrene skrider til valg af lederen af deres moderhus og vælger denne samme broder, abbedens slægtning. Kort fortalt: Han bliver viet og tiltræder stillingen med fuld værdighed.
Få dage senere spadserer han alene omkring i en urtehave inden for klostermurene og overvejer som en gudfrygtig mand, hvad han har påtaget sig, og på hvilken måde han kan godtgøre den, som kræver forstandighed for alle de lån, han yder. Haven var anlagt med stor omhu og indrettet så snildt, at der midt i den fandtes en brønd til vanding af planterne. Men med ét hører abbeden en ynkelig jamren lige i nærheden af sig. Han undrer sig og prøver at finde ud af, hvor lyden kommer fra, og det viser sig, at han hører den lige nede fra brønden. Han går hen til den og spørger undrende, men højt og tydeligt, hvem det er, der giver lyd fra sig. Han får svaret: »Her er din slægtnings sjæl, den døde abbed.« »Hvorfor er du her?« siger han. »Fordi,« sagde sjælen, »— jeg bliver pint her af den grund og ingen anden, at jeg af kødelig kærlighed udpegede dig til forstander efter mig.« Han siger: »Hvor store kvaler kan det være, selv om du står i koldt vand?« Sjælen svarer: »Løb hen til kirken, og tag en kobberlysestage med tilbage for at efterprøve det; sænk den ned i vandet og se, hvad der sker.« Han skynder sig at gøre dette, og da lysestagen kommer ned i vandet, opløses den hurtigere end voks for ild. Da taler sjælen: »Ser du nu,« siger den, »— hvorvidt jeg har det varmt eller koldt? For vandet udsætter mig for den samme hede som stagen.« Han svarer: »Måtte Gud Herren i Himlen befri dig fra disse pinsler, og jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at det ikke er min skyld, du må tåle denne plage.« Han gik derefter i al hast til det moderhus, hvor han var blevet viet, og resignerer som abbed og vender tilbage til sit kloster som almindelig munk, mens en anden blev indsat som abbed.
Dette er et tydeligt eksempel på, at ingen må formaste sig til at ophøje en anden til en gejstlig stilling, for Gud forbyder det, og det er heller ikke tilladt efter loven. Men med hensyn til abbeden er det forventeligt, at Gud har befriet ham til evig hvile, for hans meget dydige levned kunne bede for ham.
Note:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
