Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt

Ved den boplads, hvor Ajijak boede, var der aldrig nød, thi hver gang isen begyndte at presse op mod kysten og lukkede al adgang til havet af, besværgede Ajijak sine ånder, som derefter jog isen på flugt. Havet lå da med lange dønninger, og mange sæler hjembragtes til bopladsen.

Når forårsstorisen kom, og det ikke var til at tage på fangst, varede det ikke længe, før Ajijak havde manet den bort. Ud for bopladsen lå iskanten mættet med blod, der hvor fangerne halede deres fangst af narhvaler op. Da levede man i stor overflod.

En morgen, da Ajijaks far krøb ud af huset, så han tre bjørne – en mor med to unger – æde af flænsestykkerne ved iskanten. Ajijaks far råbte efter dem: »Det skal I ikke æde, kan I se at komme væk!« Bjørnene luntede af i hælene på hinanden og fulgte iskanten mod nord. Ingen fanger gad jage bjørn, når man havde så meget lækkert narhvalkød og mátak.

Dette forår, hvor Ajijak ved sine åndebesværgelser holdt isen stangen og derved bragte rigdom over sin boplads ved Kangersigduatsiaq, fik han en aften besøg af Uitsaleqángitseq, der kom flyvende den lange vej sydfra, fra Sermiligâq. Uitsaleqángitseq kom for at indbyde Ajijak til at tage med på en tur for – som han sagde – »at stævne Qujuk (en af hans genstridige hjælpeånder) til sangkamp; dig vil jeg have med som tilhører«.

Ajijak blev begejstret for tanken, og da Uitsaleqángitseq havde hvilet ud, gjorde man klar til åndeflugt. De to åndemanere blev bundet. På den tid var Uitsaleqángitseq en gammel mand.

På samme tid lettede de to åndemanere inde i huset og fløj rundt derinde i rasende fart. Pludselig faldt Uitsaleqángitseq ned med et mægtigt klask, og da man undersøgte ham, opdagede man, at hans ene tejstevinge ikke var stukket ind i armhulen på ham. Man satte vingen fast og åndemanerne fløj ud gennem husmuren i en regn af gnister.

De fløj ind imod indlandsisen, fulgt af deres hjælpeånder. Farten var svimlende. Snart var Ajijak forrest, snart Uitsaleqángitseq. De skreg, og den storm, de rejste ved deres fremfart, peb dem om ørerne.

Hver gang Uitsaleqángitseq fløj forrest, stirrede Ajijak betaget ind i hans rumpehul, der havde videt sig ud og i omkreds var så stort, som en mand kunne favne.

Oppe i den øverste kant af dette enorme rumpehulsrør, der førte ind i kroppen på Uitsaleqángitseq, hang hans hjerte og svingede nok så nydeligt fra side til side.

Ajijak stirrede på hjertet og var derfor ustandselig lige ved at flyve ind i rumpehullet på Uitsaleqángitseq. Når han i sidste øjeblik vendte hovedet bort, slog en ram lugt (putánik-svovlstank) ham i næsen, og han for tæt forbi Uitsaleqángitseq, hvis tur det nu var til at betages af Ajijaks hjerte.

Sådan fortsatte de to åndemanere deres svimlende luftrejse.

De fik nu den boplads i sigte, hvor Uitsaleqángitseqs hjælpeånd Qujuk boede. Lyset flommede ud af tarmskindsruderne, men netop som de nåede bopladsen, gik lyset i huset ud, og man hørte skrig af skræmte mennesker. Huset var fyldt af lutter ynglinge.

Uitsaleqángitseq spurgte, hvor Qujuk var henne. Der blev svaret, at Qujuk var taget af sted for at stævne Qorsâq til sangkamp; han var ved Akiliâtseq inde i bunden af Sermiligâqfjorden.

Atter lettede åndemanerne mod syd, og under den lange flugt måtte de passe nøje på ikke at flyve ind i hinandens rumpehuller. Så fik de Akiliâtseq-åndernes boplads i sigte, og som de ankom til huset, blev lyset slukket. De fløj ind i huset. En ung kæmpe sprang op på ryggen af Ajijak, en anden på Uitsaleqángitseq. Med dem på ryggen fløj de en tid rundt i det kæmpestore åndehus. Så satte de sig, lamperne blev tændt, og båndene på åndemanerne blev fjernet.

De, der havde fløjet på ryggen af åndemanerne, var to unge ånder, der var i åndemanerlære.

Før sangkampen begyndte, skulle Qujuk og Uitsaleqángitseq brydes, og det skulle foregå ude i det fri, uden for husgangen. Uitsaleqángitseq nåede Qujuk til lidt over albuen, så stor forskel var der på dem. Uitsaleqángitseq kunne i brydekamp ikke klare Qujuk.

Medens man stod i kreds om bryderne, begyndte Ajijak at fryse og sagde: »Trækken er ved at tage livet af mig«. Og den unge ånd, der havde fløjet rundt i huset på ryggen af ham, svarede: »Hvorfor trækker du ikke i min »varme« (yderpels)?« Og han gik ind og hentede den.

Yderpelsen var så enorm, at Ajijak, der var en velvoksen mand, stående oprejst kun fyldte pelshætten ud. Resten af pelsen lå på jorden.

Efter at Qujuk havde dukket gamle Uitsaleqángitseq grundigt i brydekampen, gik man indenfor, hvor sangkampen begyndte:

Uitsaleqángitseq sang:

»pitsángivardivarmik puilíngivardivarmik

sâlúpákângavin sâlúnalerpulin . . .«

»Herligt fangstdyr, dejlige sæl

kludrer du med under fangst, klodrian . . .« 

Tilhørerne skreg hånende og begejstrede.

Længere kom Uitsaleqángitseq ikke i sin tekst. Qujuk sprang på ham og tog kvælertag om halsen på ham.

Uitsaleqángitseq hang som en klud og dinglede i Qujuks kæmpegreb, idet han med hænderne strøg mod Qujuks underarm for at få ham til at løsne sit greb.

Da sangkampen var slut, og Uitsaleqángitseq var kommet sig, trådte han frem foran husherren, der havde bås midt på briksen, og satte sig lige foran ham og spurgte: »Har du da ikke noget, du kan underholde os med?«

Den gamle sukkede: »Åh, jeg er såmænd blot en sølle gamling, der ingenting har, men han derhenne, han har noget at vise frem«.

Uitsaleqángitseq så i den angivne retning, og der sad en gammel kæmpe og spiste af en narhval. Så stor var han, at han med sin venstre guldbrand stukket ind i et hul i huden på narhvalen holdt den løftet, mens han skar lunser af den ved at sætte tænderne i siden på den og skære af.

Uitsaleqángitseq gik hen til ham og spurgte: »Er det ikke så, at du har noget at vise os?« 

»Jo såmænd har jeg noget at vise frem.«

Kæmpen lagde maden fra sig, tørrede sine hænder og gned håndfladerne mod hinanden, alt imens han råbte: »Lad den, jeg vil vise frem, vise sig!«

Knapt havde han sat sig til rette efter påkaldelsen, før en kæmpestor narhval brød gulvet lige foran briksestolpen. Der lød en blåst og skvulp som fra et hav, der splintres af en opdukkende hval.

Hvalen svømmede mod syd, op og ned, ned og op, som man ser, når en narhval gang på gang kløver havet, puster og krummer ryg, for straks at puste igen. Og lige som gulvfliserne kløvedes ved hvalens opdukken lige foran husherren, råbte denne: »Intet under, at han, der i sin tid satte dyret fast, ikke mere er iblandt de levende«.

Hvalen fortsatte hen imod Ajijaks hjælpeånd Ikilerpik, der sad for enden af sidebriksen, og netop som den var lige ud for ham, krummede den sig ekstra sammen og rejste sin enorme stjert i vejret som for at daske ham en ordentlig skalle. Ikilerpik rejste sig i hele sin imponerende højde og greb hvalen ved haleroden, hev den op og klaskede den i gulvet med sådan en kraft, at narhvalen sitrede som en lille angmagssat, der bliver slået ned mod klippen. Ikilerpik greb igen fast om narhvalen og slængte den på hustærskelen.

I det samme for lyde ind under huset og råbte: »Ululôq – Ululôq«. Det var kæmpernes store hjælpeånder, tôrnardivin, der meldte sig klar til undsætning; men ingen af kæmperne gjorde mine til at ville hævne drabet på kæmpenarhvalen. Den kæmpe, der havde fremmanet narhvalen, slukkede skyndsomst sin lampe og krøb ned under soveskindene, og hans lampe forblev mørk, så længe Uitsaleqángitseq og Ajijak samt deres hjælpeånder var på besøg.

Pludselig opdagede man, at det var ved at lysne. Uitsaleqángitseq råbte: »Nu står dagen op, vi må se at komme hjem til vores land«.

Der blev stor travlhed. Kæmperne bagbandt åndemanerne, som bad om, at enderne på deres bånd endelig måtte gøres godt fast.

Forrest fløj Ajijak, og så elendig var hans flugt, at han var i overhængende fare for at styrte ned.

Langt bag ham masede gamle Uitsaleqángitseq sig igennem luften, skrigende af fuld hals. Det var det vindende dagslys, der tog kraften af deres flugt.

Endelig kom Ajijak hjem. Længe hørte man Uitsaleqángitseqs fortvivlede skrig, der dog langsomt kom nærmere. Endelig mere dumpede end landede Uitsaleqángitseq ind i huset.

Og idet man hjalp ham af hans bånd, sagde han: »Hvor var han dog henne i mine unge dage. Sikke åndeflugter vi kunne have gjort sammen«.

Uitsaleqángitseq hvilede ud, og om aftenen fløj han hjem fra Qeqertalik og nåede velbeholdent hjem til Sermiligâq.

Nogle dage efter at Uitsaleqángitseq var rejst hjem, manede Ajijak ånder, og da hans hjælpeånder var forsamlede inde i huset, tændte man en lampe og så på de sælsomme ånder.

Næste morgen, da Ajijak og hans fangstkammerater var taget på fangst, sagde en af konerne til Ajijaks kone:

»Det er, som om Kútsiks skæg ikke er helt rigtigt. Det er, som om hans skæg under hagen er halefjer af en ravn«.

Næste gang Ajijak manede ånder, tændte man som sædvanlig en lampe.

Ajijaks kone sagde: »Kútsik«.

»Hvad er der?« spurgte Kutsik.

»Man tvivler på, at dit skæg under hagen er rigtigt. Man mener, det er halefjer af en ravn!« 

Kutsik svarede: »Mit skæg er til at rykke i«. Og så delte han skægget i to ender og hev i dem. Han hev så stærkt til, at munden svuppede på ham.

Derved fik man vished for, at Kútsiks skæg var ægte.

Ajijak boede længe ved Kangersigduatsiaq. Først som en aldrende mand flyttede han tilbage til Sermiligâq-egnen og slog sig ned ved Puisorqaq, hvor han døde som en gammel mand.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 228-232, København, 1963.

Næste kapitel ►