Ajijaks første åndebesværgelse (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ajijaks første åndebesværgelse

Efter den sidste forløsning, stod Ajijak og så forlegent på sin kone. »Jeg havde nær skræmt dig, fordi jeg selv ville leve«, sagde han, »hvor har du sortsideskindene?« Hun bøjede sig ned over briksekanten og halede skindene frem. Så rakte hun de pænt sammenrullede skind til Ajijak. »Tak«, sagde Ajijak, og rakte bundtet videre til sin far. Faderen ophængte forhængsskindene kødside mod kødside for indgangsåbningen, det hårklædte hang yderst mod gangen, mens det afhårede vendte ind imod husrummet. På gulvfliserne lige foran tærskelen lagde han et sælskind til at sidde på. Derpå spurgte han sønnen: »Skal du kun mane ånder, tôrnísavin? eller vil du fare på åndeflugt, ilímasavin?«

Ikke en lyd hørtes i huset. Ajijaks svar blev ventet med den største spænding.

Ajijak stod ydmyg og tænkte. »Jeg vil gøre, som du ønsker, foretage åndemaning eller åndeflugt.«

»Ja, hvis du mener at kunne klare en åndeflugt, så skal du også gøre det fuldkomment, for at finde dig endnu flere hjælpeånder til dine kommende åndeflugter. Åndemanerne i gamle dage var vældige til åndeflugt.«

»Jeg vil først ud«, sagde Ajijak og gik.

Lidt efter trådte han ind med en lang fangstline uden påmonteret harpunspids. Stående på indgangstærskelen sagde han:

»Da du i sin tid første gang lod mig krybe i kajak, følte jeg min afmagt, og dog var du, far, med. Nu står jeg på tærskelen til at fare til det træløse land (en skybanke ude i himmelranden) alene – på åndeflugt. Hvilken afmagt.«

Ajijak lagde fangstlinen ved siden af siddeskindet og afførte sig sine klæder. Da han havde sat sig til rette på skindet, tændte man en lille spæklampe, atdíngivaq, og stillede den ved siden af ham.

Ajijak stak venstre hånds fem fingerspidser ind i en lille løkke i enden af linen og løftede den i vejret uden at tage højre hånd til hjælp. Løkken kunne ikke udvide sig ved knuden, der var solidt knyttet.

Ajijak gav sig til at åndepuste, suvduartarpâ, på løkken, og den gled langsomt ned over hånden mod håndleddet. Idet løkken som et dødsgreb snørede sig sammen om håndleddet, skreg Ajijak af afsindig smerte: »Ajajâ«. I samme nu for et stormsus gennem huset, og forhængsskindene blafrede øredøvende ved åndernes første korte bifald.

Ajijaks far trak i kamikkerne og sprang ned på gulvet for at bagbinde sin søn, alt imens han stønnede.

Tilskuerne stirrede, thi forfærdeligt var det at se løkken om Ajajaks venstre håndled, der havde skåret sig dybt ind i kødet.

Den gamle vred sønnens håndbagsider mod hinanden og bandt med snerrende slyng og stik armene sammen bag ryggen på ham – helt op til albuerne.

Faderen var dybt grebet og talte som en gammel: »Jeg, som næppe kan holde mig i ro, når han bliver længe ude på fangst, se, nu bagbinder jeg ham for at lade ham fare ud i det, jeg ikke selv kan granske«.

Så råbte han ud gennem husgangen til ånderne: »Se, nu spotter vi Ajijak, hører I dernede«. Og ånderne svarede: »Haj, haj, haj – hâ-j, vi er klar« Atter blafrede forhængsskindene.

Igen tog faderen en bred rem, bandt enderne sammen til en slynge, som han trak op under Ajijaks knæhaser, satte sit knæ mellem skulderbladene på ham, trak og pressede, for at slyngen kunne glide ned i Ajijaks nakkehule og forbinde hoved og knæ.

Ajijak, der hidtil intet havde sagt, stønnede af smerte. Den gamle svarede: »En åndemaner er solid«.

Et vingepar fra en voksen tejst blev bagfra stukket ind i armhulerne. Trommen blev lagt på gulvfliserne to skridt fra Ajijak. Derpå lagde faderen sin hjælpeløse sammensnørede søn om på siden med ryggen til trommen, slukkede spæklampen og krøb op på briksen.

Knapt havde han sat sig, før et mægtigt brus for gennem rummet, trommen og forhængsskindene satte samtidig i voldsom bevægelse.

Svævende over Ajijak duvede trommen fra side til side. Den tredie gang trommen gungrende skjalv over hans skuldre, satte Ajijak sig på højkant, manet op af dens forunderlige magt. Ajijak skreg af besættelse.

Mod gulvfliserne hamrede trommen med voldsom kraft. Så vild var dens vuggen, at den ville være splintret, om den var kommet ud af takt. Med ét blev alting tyst.

Den gamle kom i tanker om, at der var noget, han skulle spørge Ajijak om. »I hvilken retning er det, du skal fare?« Sønnen svarer: »Kommer jeg af sted, tager jeg den retning, der lokker mig mest«. Faderen formanede ham til at være forsigtig. »Skal du mod syd, så hold blikket bort fra Qulungmîn-ånderne. Fra dem kommer ingen mennesker levende tilbage.« Ajijak lovede at passe på.

Atter gik et sus gennem rummet, trommen og forhængsskindene satte sig samtidig i gang med fuld styrke. Lidt efter blev slag og blafren lidt svagere.

Men med ét var det, som alverdens kraft tog bolig i dem. Troldtrommen duvede, som var det utallige væsener, der brølede, mens forhængsskindene smældede som rørt af luftens stærkeste storme.

Ingen af de tilstedeværende mindedes at have overværet en stærkere åndepåkaldelse.

Pludselig holdt trommen op med at vugge. Den havde rejst sig på håndtaget og begyndte at hoppe op og ned. (En sådan dansende tromme kaldes kaluartertoq, én der hopper på håndtaget.)

I sin hoppen var det, som trommens håndtag begyndte at hive i Ajijaks venstre stortå. Sluttelig fløj trommen gennem luften, trækkende sin herre efter sig – efter lyden at dømme med samme fart som en flyvende tejst. Det hvislede og peb gennem rummet i en skrå elipse. Ved tredie runde fløj Ajijak ud af huset. Om hans pande stod en byge af gnister, da han ramte muren over vinduessprodsen, og hans skrig hørtes længe gennem mørket.

Da Ajijak forlod huset, vendte trommen tilbage til gulvet, hvor den vuggede i fortættet duv.

Der blev vild panik, da Ajijaks skræmmeånder én efter én for gennem huset. Skønt Ajijaks skrig for længst var døet hen, blev tromme og forhængsskind ved med at gå.

Endelig ophørte skræmmeåndernes tog.

Fra dybet steg en ånd op, råbende: »Haj, haj – hâ-j«. Så snart den var kommet ind, snød den næsen. Ånden stønnede lange lyde af sig, og hvert åndedrag forekom at vare en hel evighed.

Ånden forsøgte at tysse på tromme og skind, men så vældig var Ajijaks magt, at det kun lykkedes den at dæmpe deres bevægelser til en svag hvisken.

På forespørgsel svarede ånden, at den var »Ipak«.

Ajijaks far spurgte: »Hvor er nu din herre?«

Ipak svarede: »Han har passeret Kangerdigduaq. Han farer mod syd, højt, højt over landene, over sylhvasse tinder; åh, hvilken vidunderlig åndeflugt«.

Ajijak for over landene, så højt, at han så alt fra oven. Hver gang han skreg højt, forøgedes farten.

Pludselig hørte han en lyd forude, lidt til venstre for sin bane. Lyden var monoton, men med varierende styrke: »Mássâ – mássâ – mássâ«. Ajijak tænkte, at det måtte være Qulungmîn- ånderne. Så stærkt fløj han, at han snart var ud for lydens kilde. Han anstrengte sig til det yderste for ikke at se i den retning, hvorfra der blev lokket for ham, men bedst som han mente sig forbi faren, kom han til at kigge skråt til venstre. I det samme befandt han sig flyvende inde i et stort fælleshus. Indgangsåbningen var afspærret af en vagt, og hans forsøg på at bryde ud mellem mur og tagspær mislykkedes.

Inde i huset befandt sig nogle mænd, der alle var rene kæmper. De bevæbnede sig med svære træstokke, og så gik de løs på stakkels Ajijak under vilde råb: »Se det menneske, lad os tærske det til døde«.

Hver gang de ramte Ajijak, lød der et mægtigt knald. Ajijak fløj stadig rundt. Pludselig så han én af sine drabelige skræmmeånder komme til syne bag vagten ved indgangsåbningen, og han tænkte: »Han hjælper mig ud«.

Endelig fik husboerne øje på ånden, men til Ajijaks store skuffelse sagde de blot: »Sådan en kender vi«. Så vendte de ånden ryggen og tærskede videre på Ajijak.

Da Ajijak begyndte at bløde efter de mange slag, blev hans flugt usikker, og hans hjælpeånder turde ikke bryde ind i huset. Til sidst ventede Ajijak kun på den dræbende skalle, der skulle gøre det af med ham.

Der blev nu et frygteligt spektakel. »Hvad er det?« råbte og skreg husboerne, ude af sig selv af panik. Det var Ajijaks qatdimâtseq, dødningeånd, der i levende live havde været en stor og stærk kvinde, moder til en mand ved navn Angîârneq, der brød ind gennem husgangen. Under Qulungmîn-åndernes vilde flugt til hovedbriksen, så Ajijak sit snit til at fare ud af husgangen. Bag ham hørtes afskyelig veklage. Qulungmîn-ånderne havde aldrig før været ude for en qatdimâtseq.

Mens folk i fælleshuset snakkede med Ipak, begyndte trommen at springe voldsomt omkring, ja, helt op og rundt på vinduesbriksen.

Ipak råbte: »Frygteligt, frygteligt«.

Ajijaks far gispede: »Ki – kê! Nu har Qulungmîn lokket ham ind.« Ipak svarede: »Ja, de slår bold med ham«.

Mens trommen for rundt, hørtes tydeligt, at noget slog smældende mod dens skind. Igennem al larmen råbte Ipak: »Min herre bløder af sine sår«.

Da stønnede Ajijaks far opgivende: »Ki – kê, nu slipper han ikke fra dem«. Ipak gispede: »Frygteligt – frygteligt«.

Som spændingen var på sit højeste, gav trommen sig til at vugge så voldsomt på samme sted, at man hvert øjeblik kunne vente, at den ville blive smadret. Da sprang Ipak op og råbte: »Han er sluppet ud, han er ude«. Selv for Ipak ud af husgangen, og alle åndede lettet op.

Ikke så snart var Ipak ude, før han blev afløst af en anden hjælpeånd. Således vekslede hjælpeånder, mens Ajijak var borte. Hver gang en ny ånd tog plads på siddeskindet, sprang folk hen til den og befølte den. Nogle var kæmpeånder, andre små, men de var alle i menneskeskikkelse.

Mens hjælpeånden Unarme var inde, forkyndte den, at Ajijak var på vej tilbage. Knapt havde Unarme givet underretning herom, før sidebriksene begyndte at skælve og knage, og skindtapeterne raslede som i stærk blæst. Unarme for ud.

Så hørte man Ajijaks skrig, der nærmede sig med svimlende fart. Et skærende lyn blændede alle, da Ajijak fløj gennem muren på samme sted, som da han forlod huset. Han fløj nogle rundture gennem rummet og satte sig endelig på siddeskindet foran indgangsåbningen.

Trommen, der under Ajijaks anmarch havde vugget faretruende, blev rolig, så snart Ajijak begyndte at puste på den, men inden den helt var stoppet, bad Ajijak: »Løs endeknuden op på mit bånd«.

En af mændene gik ned for at løse knuden op. Næppe var han tilbage på briksen, før fangstlinen viklede sig op som en hvinende svøbesnert og smældede mod sidevæggenes skindtapeter. Ajijak skreg: »Ajajâ«, og trommen vuggede gungrende.

Så pustede Ajijak på den brede rem om haser og nakke, og idet den krængedes af, skreg han igen: »Ajajâ«.

I samme nu blafrede forhængsskindene, og trommen vuggede i et øredøvende brøl. Så blev alt stille. Man hørte kun folks åndedrag fra briksen.

Da man havde boret ild og fik blus på lamperne, sad Ajijak stadig foran indgangsåbningen. Hans bånd lå pænt sammenrullede ved siden af ham, og øverst lå tejstevingerne og lyste med deres hvide pletter.

Endelig rejste Ajijak sig og krøb op på briksen. Man så da, at hans krop var aldeles oversået med store blå mærker.

På den tid, da Ajijak trådte frem som åndemaner, levede der en gammel mand, Uitsateqángitseq, en virkelig åndebetvinger. Han var en slægtning til Ajijaks mor.

Uitsateqángitseq hørte snart om Ajijaks første åndeflugt og glædede sig til at overvære en af hans åndebesværgelser.

En dag Ajijak kom på besøg ved hans boplads, lod Uitsateqángitseq ham mane ånder om aftenen.

Da Ajijak var færdig, sagde den gamle stærkt begejstret: »Nu er du blevet åndemaner – endog en meget stor åndemaner«.

Siden blev Ajijak vidt berømt for sine uovertrufne åndemaninger.

Mange konebåde stævnede ind i Qíngeq på angmagssat-togt. Så mange mennesker deltog i togtet, at alle teltpladser snart var besat. Ajijaks båd kom sidst, og da han ikke kunne finde nogen brugbar teltplads, fortsatte han længere ind i fjorden. Han sejlede forbi huset ved Qíngeq og gik i land ved Itivdeq, hvor han lavede sig en ny teltplads.

Ajijaks kone deltog ikke i arbejdet med at slå teltet op, for hun var syg. Ajijak havde i lange tider ved åndebesværgelser prøvet at finde årsagen til konens sygdom. Han havde bedt hende om at bekende, thi hun havde skabt en tupilak, der havde vendt sig imod hende og nu stræbte hende på livet, for, som Ajijak sagde, hendes indre var helt sort. Men konen sagde blot, at hun ikke havde noget at bekende.

Efter få dages forløb rejste Ajijaks kone sig ikke mere fra briksen. Til trods for at hun ikke havde indvendige smerter, var hun ude af stand til at røre sig.

Det rygtedes snart gennem besøgende hos Ajijak, at hans kone ikke havde langt igen. Nogle mente, at sjælen havde forladt hende, mens der var andre, der mente, at hun havde »fået tilbageslag«.

Folk talte ondt om Ajijak bag hans ryg. Så stor en åndemaner han var, og så overlod han bare konen til hendes skæbne.

Ajijak fik snart rede på sladderen og tog det tungt. Om aftenerne samledes man til sangfester, men Ajijak var aldrig at se i det glade lag. Til sidst blev folk betænkelige ved at aflægge besøg i hans telt.

En morgen lod Ajijak en bemærkning falde om, at hvis der var nogen, der bebrejdede en åndemaner noget, om de så ikke nok ville komme og se i løbet af dagen?

Ajijaks bud gik fra mund til mund, hurtigt som en kastevind.

Tvivlerne hånede Ajijak: »Gad vide, hvad han bilder sig ind. Han har vel blot lyst til at gøre sig til grin, den store Ajijak«.

Ajijaks gamle venner, der kendte hans store magt, tog ham i forsvar: »Hån ham bare. I vil få at se, at Ajijak er en uovertruffen åndemaner«.

Da solen stod på sit højeste, samledes en stor folkeskare foran Ajijaks telt. Til trods for at de var så mange, var de blevet påfaldende stille, thi de var besat af spænding. Da Ajijak ikke viste sig med det samme, begyndte man at tale hviskende om, at han måske slet ikke var i teltet.

Folk havde ventet i en rum tid, da teltforhænget endelig blev skudt til side, og Ajijak trådte ud, medbringende et afhåret sortsideskind. Skindet bredte han ud på en græsdækket plet, rejste sig og stod ærefrygtindgydende og stirrede de mange mennesker i øjnene. Uden et ord vendte han skaren ryggen og gik langsomt tilbage til sit telt.

I den knugende tavshed raslede det lidt fra teltforhængets tarmskindstæppe, og Ajijak trådte ud med sin nøgne kone i armene. Varsomt lagde han den hjælpeløse, afkræftede kvinde på ryggen på skindet med hovedet vendt mod solopgangen. Derpå gik han igen langsomt ind i teltet. Knapt var han forsvundet, før nogen hviskede: »Hvad vil han nu?« En vred røst hørtes fra folkemængden: »I håner Ajijak – bare vent og se«.

Ajijak trådte ud med endnu et skind og en storkniv i hånden. De mange tilskueres enorme spænding hang over dem som en altfortærende tavshed. Skindet blev bredt ud ved siden af konen – dog så langt fra hende, at hun ikke havde kunnet nå det, om hun havde villet. Storkniven blev lagt midt imellem skindene.

Med opbydelse af alle sine kræfter spurgte konen: »Ajijak, hvad skal du gøre ved mig?« Ajijak svarede ikke, men hev tungt efter vejret.

Ajijak trak klæderne af. Stående fuldkommen nøgen midt på det sidst udbredte skind, stirrede han på mængden, og da spændingen havde nået sit højdepunkt, sagde han endelig:

»Jeg har levet i frygt og tvivl – og søgt, og dog har folk udspredt de ondeste rygter om mig bag min ryg. Jeg skal ikke skræmme jer. Nøjes ikke med at lytte, men se nu godt på mig.«

Derpå lagde han sig på ryggen – uden noget dække over sig – også han med hovedet vendt imod solopgangen.

Der lå den store åndemaner fuldkommen stille, blottet for mængdens blikke. Solens stråler faldt skråt på ham, og han begyndte nu at gnide sine knyttede næver mod hinanden over brystkassen. Med et strakte Ajijak fingrene i vejret og gned håndfladerne mod hinanden, så det hvinede. Ind imellem hvislede han mellem tænderne og skreg »Aja – jâ«. Ånderne var ved at besætte ham.

Som i bølger strammedes ansigtshuden. Ved sjette åndebesættelse forlod hans åndedræt ham. Det hørtes som en summen, der til sidst svandt bort i dybet. I det øjeblik, åndedrættet forlod Ajijak, afslappedes kroppen, og kødet begyndte at svinde. Frygteligt så det ud, da han til sidst lå hen som et skelet. Det eneste, der levede, var den sitrende hud om knoglerne.

Stilheden var trykkende, men pludselig var der nogen, der stønnede: »Nu besvimer hun«. Og midt i det hele fik man travlt med at vække den besvimede ved at rykke og rive hende i håret. Nu hørtes en summen, der vældede op fra dybet under Ajijak og forsvandt ind i hans lig. Da gav kødet sig til at vokse ud på ham igen, og inden længe var Ajijak normal. Det var en af hjælpeånderne, der havde taget bolig i ham.

Den åndebesatte Ajijak sprang op og greb storkniven. Krænket talte hjælpeånden gennem Ajijak til mængden:

»Ê, I slette menneskevæsener, som beskylder min herre for at være en simpel løgner. Ê, I, der altid flygter for ulykkesdyr og spreder løgn og hån om jer.«

Derpå kastede den besatte sig over den syge, hamrede knivbladet ind under hendes venstre bryst og dræbte hende. Med største sikkerhed blev armene ledskåret og hele kroppen sønderlemmet til fuldkommenhed.

De besvimedes tal var stort, og man stønnede: »Nu dør han« om dem, der ikke kunne vækkes til live igen.

Over dette frygtelige drama stod solen, og intet var skjult for mængden.

Da Ajijak var færdig, lagde han storkniven tilbage mellem skindene og strakte sig på ryggen på sit skind.

Igen hørtes en summen, da hans ånde forlod ham, kødet svandt påny bort, og huden om knoklerne sitrede aldeles forfærdeligt. De gamle har fortalt, at knokkelmanden var langt mere skræmmende at se end den sønderlemmede krop ved hans side.

For anden gang fik Ajijak sit huld tilbage, og han sprang brølende op. I en bjørns skikkelse gik han på fire hen til den sønderlemmede krop, snusede søgende omkring den og slikkede ind imellem blod op. Da bjørnen ikke fandt noget, gik den baglæns tilbage og lagde sig på ryggen på skindet.

For tredie gang forlod åndedrættet ham, og kødet svandt bort. Kort efter hørtes Ajijaks stemme vælde op fra dybet og tage bolig i hans krop. Da hans åndedræt vendte tilbage, svulmede kødet op påny.

Ved gnidning af håndfladerne besvor Ajijak sine hjælpeånder, og da kunne man – uvist af hvilken grund – ikke holde ud at se ret længe på ham. Han var igen besat af ånder.

Ajijak satte sig over ende og rejste sig. Stående ved sin kones blødende rester, sagde han: »É-h, hun har pint sig selv«. Derpå bøjede han sig over flænsestykkerne og begyndte at blæse ånde gennem luftrøret. Således gik en lille stund, så begyndte stykkerne at sitre, og – uden at være blevet rørt af en hånd – gled stykkerne imod hinanden. Så snart de berørte hinanden, smeltede de sammen uden at efterlade det mindste ar. Snart var Ajijaks kone hel, men hun lå livløs hen.

Ajijak gav sig til at blæse ånde ved hjerteregionen samtidig med, at han førte venstre hånd op mod hendes hoved. Sådan blev han ved længe – indtil en skælven gik gennem kvindekroppen, og mavemusklerne trak sig sammen. Nu åndede hun ganske svagt, men Ajijak fortsatte med at blæse ånde i siden på hende, indtil åndedrættet blev normalt, og konen græd som et nyfødt barn. Da rejste Ajijak sig og beskuede hende. I det øjeblik, konen kom til sin fulde bevidsthed, slap ånderne deres tag i Ajijak, og han blev sig selv igen.

Ajijaks kone græd og tryglede ham om at måtte bekende. Ajijak svarede, at det var for sent nu. En bekendelse ville ikke hjælpe. Hun kunne have gjorte det, før det blev håbløst.

Ajijak iførte sig sine klæder og bad sin broder om at bringe skindene ind i teltet. Selv tog han kniven på tværs mellem tænderne og løftede konen op i sine arme. Sådan blev han stående og stirrede på den store menneskemængde. Derpå vendte han ryggen til og gik ind i teltet, for ikke at vise sig mere den dag.

Mængden opløstes i dyb tavshed. En ung mand ved navn Avko skilte sig ud af gruppen og gik bort med sænket hoved. Mange var afkræftet efter besvimelse og måtte føres bort ved hånden.

På den tredie dag døde Ajijaks kone, ombragt af sin egen tupilak. Tæt ved teltet begravede Ajijak hende.

Og de gamle, der har givet deres ord videre til efterslægten, og som selv har overværet Ajijaks besættelse hin solblanke dag ved Itivdeq, siger:

»Frygteligt var det at se en sønderlemmet menneskekrop, men hvad var det imod knokkelmandens sitrende hud.«

Langt inde i bunden af Angmagssalik-fjorden ved Qíngeq ved Itivdeq står som et sælsomt minde Ajijaks fliselagte teltplads og hans kones stendysse.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 216-224, København, 1963.

Næste kapitel ►