Amuletter, deres brug og betydning (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Amulet af ravneklo og -hoved, bundet sammen af en skindrem.
Indsamlet i Ammassalik (Østgrønland) i 1902.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel VI

Amuletter
deres Brug og Betydning

De østgrønlandske Hedninger er meget bange for Døden, og de mener, at Aarsagen til Døden ligger i deres Medmenneskers (nemlig Angákuts og Ilisîtsuts) Had og Forsøg paa at styrte dem i Ulykke. De mener, at Sygdom og Smerter viser sig som Forløbere for Døden som Følge af en »Afsjæling« (tarningigauneq), og derfor søger de paa alle mulige Maader at finde Beskyttelse og Værn mod saadanne Farer; og de Genstande, som de finder (eller vi maa snarere sige, som de bliver belært om af andre), tror de fuldt og fast paa. De sætter hele deres Lid til disse Genstande, passer meget omhyggeligt paa dem og gemmer dem godt. Naar de er i Besiddelse af saadanne Genstande, mener de virkelig at have en Beskyttelse og et Værn mod Døden, og at de ikke vil dø, saalænge de er i deres Besiddelse. — De har ikke alene Amuletter, der skal beskytte deres eget Liv, men de bærer ogsaa Amuletter, for at deres Børn og senere Efterkommere kan være ved godt Helbred, eller for at de kan blive dygtige Fangere og faa hyppig Fangst. Ja, de har endog Amuletter, der skal modvirke, at de forfejler deres Harpunkast eller at deres Hunde skal uddø. — Ikke alene Mænd, men ogsaa Kvinder bærer Amuletter. Gifte Kvinder, Enker og fraskilte Kvinder med Børn bærer Amuletter, for at deres Børn stadig kan være ved godt Helbred, eller for at forhindre de Børn, som de faar efter deres Barns Død (eller efter et dødfødt Barn) i at dø. Nogle bærer ogsaa Amuletter, der skal bortfjerne Smerter eller Sygdom, eller som skal virke afskrækkende eller som Vaaben mod et eller andet.

Der findes mange forskellige Slags Amuletter, f. Eks. Træstykker, Knogler, Sten, Snavs, Dele af en fanget Sæl (Skindstykke eller Luffe), Knive, Uloer, Bladtang fra Fjæren, Ravnefjer, Kviste, Perler eller Neglen af et Menneskes Lillefinger; og der kan nævnes en Mængde andre Ting. Jeg skal prøve at fortælle noget om, hvad Meningen med Brugen af nogle enkelte af disse Ting er, da det er forbavsende, hvilke Tanker et Menneske kan have med Hensyn til, hvad han venter af Fare for sig selv eller sin Familie, og hvad han finder paa for at undgaa dem. Eller hvor uforstandige deres Paafund er, for at faa Held i Fangst, og deres Overvejelser for at beholde Heldet. Og hvorledes de, der venter Gengældelse for deres slette Gerninger, søger at slippe for Gengældelsen. Udfra dette kan vi blive klar over, hvordan Hedninger søger at døve deres Samvittighed, og hvordan de ved at benytte og besidde ligegyldige Genstande lader som de paa den Maade faar Tryghed i Sindet; hvorledes Samvittigheden (den indre Røst, som ogsaa findes hos alle Hedninger), der har saa stærk i en Stemme, fuldstændig forstummer hos dem ved Hjælp af tomme Ord og ligegyldige Ting. Men førend jeg giver min Mening til Kende om Forstaaelsen af disse Ting og om den Vejledning, der er paakrævet, skal jeg fortælle, hvad Amuletterne bestaar af, hvor de sædvanligvis bæres, og hvilken Betydning de har.

Amuletter er forskellige Smaating: Træstykker, Sten, Skindstykker, Fugledele, indpakket Snavs, afgnavede Knogler og en Mængde andre Ting, som Ejermanden sætter sin Lid til og sætter stor Pris paa. Nogle bærer han fastbundet mod den nøgne Krop og beholder dem hele sit Liv. Andre er anbragt i Huset paa deres bestemte Pladser, andre i Teltet, atter andre i Kajakken eller paa et af Kajakredskaberne, andre igen i Konebaaden eller i Klæderne o. s. v.

Først skal vi fortælle lidt om nogle af de Handlinger, som en Drabsmand foretager sig med det Menneske, han har dræbt, da det er de forunderligste Tanker, de har med Hensyn til at værge sig mod Gengældelse. Det Menneske, der har dræbt en af sine Bopladsfæller, er meget bange for den Hævn, der vil blive øvet mod ham af Slægtningene til den, han har dræbt. Den dræbtes Søn eller nærmeste Slægtning er den, der skal gengælde Drabet. Men det, som den hvem Gengældelsen venter, frygter mest, er Hævnen fra den dræbtes Sjæl. Alle Drabsmænd mener nemlig, at den dødes Sjæl ikke vil undlade at tage Hævn. I Særdeleshed er de af den Opfattelse, at hvis den dræbte bliver begravet eller nedsænket i Havet i hel Tilstand, vil han fuldtud være i Stand til at tage Hævn. Af den Grund bliver de fleste, eller man kan gærne sige næsten alle, dræbte parterede (ligesom en Sæl), og de afskaarne Stykker bliver kastet forskellige Steder hen, nogle i en Sø, andre i en Grav, nogle bliver kastet i en Klipperevne, nogle i Havet og forskellige andre Steder. De mener nemlig, at Sjælen samtidig bliver skaaret ud i Smaastykker, og man mener paa den Maade at forhindre den i at tage Hævn. — Andre igen er belært om en anden Metode, man bør anvende, og mener, at man bør gøre følgende:

Hvis en Fanger tænker paa at dræbe en af sine Medfangere, skal han vikle en Kobberrem om Knoglen fra en Hunds Forben og anbringe denne inden i sin Kajak. Han maa nemlig ikke benytte det Bugserredskab, som han ellers bruger til Sæler, til et Menneske. Naar han finder en gunstig Lejlighed (d. v. s. naar den, han tænker paa at dræbe, er alene og uden Mistanke) harpunerer han ham saa, og efter at have dræbt ham, bærer han sig ad paa følgende Maade: Han tager den omtalte Hundeknogle med Kobberremmen og anbringer Bugserremmen i den dræbtes Hoved ved at skære Huller i hans Pande over Næseroden, hvorpaa han bugserer ham ind til Land. Naar han har faaet ham ind og halet ham op paa Land, skærer han Hovedet af ham, ligesom han skærer begge Lillefingre og begge Lilletæer af ham. Derpaa skal han tage hans Krop med ud til Søs og sænke den i Havet, men han maa som Sænkesten kun anvende en Sten, der er taget fra en Grav og som har samme Farve som Klipperne. Naar han har udført dette og igen er steget i Land, skal han tage Øjnene ud af den dræbtes Hoved, og sammen med de afskaarne Fingre og Tæer skal han indhylle den dræbtes Hoved i sin Fangeblære. Derpaa skal han gaa op i Landet, ogsaa medbringende den dræbtes Øjne. Naar han kommer til en Rævefælde, skal han tage den langstrakte Sten, paa hvilken Lokkemaden er anbragt, samt Lukkestenen til Fælden. Øjnene, som han har fjernet fra den dræbte, skal han anbringe paa Enden af den langstrakte Sten, og naar han er kommet op i Indlandet og er naaet til en Sø, der aldrig udtørrer, skal han nedsænke den dødes Øjne deri, idet han bruger Lukkestenen som Sænkesten. Naar han er færdig dermed, skal han tage Hovedet, der er indpakket i Fangeblæren, og bringe det ind til en Nunatak, hvor han skal anbringe det paa en Sten og efterlade den. Paa den Maade kan han da forhindre den dræbtes Sjæl i at tage Hævn. Selv om Sjælen gerne vil hævne sig, vil den ikke være i Stand dertil; den vil nemlig ikke kunne finde sin Forstand, fordi den ikke kan finde sine Øjne, der er dybt nedsænkede i Søen.

Men andre bærer Amuletter for at afværge Hævnen. Nogle har den Slags Amuletter anbragt paa den bare Krop midt for Hjertekulen og paa Ryggen. De er indsyet i et Stykke Vandskind og holdes paa Plads ved Hjælp af paasyede Vandskindstrimler. Man kalder disse Amuletter for Qigssutit. De bruges ikke alene som Beskyttelse mod Hævn, men bruges ogsaa af flere som almindelig Beskyttelsesforanstaltning; men jeg skal her foreløbig fortælle om den først omtalte Form for Qigssutit, altsaa de, der skal virke som Beskyttelse mod Hævn. — Først naar man har dræbt et Menneske, tager man disse Qigssutit paa. Indeni disse, der som nævnt er anbragt ved Hjertekulen og paa Ryggen, er indsyet følgende Ting: Kviste fra en Ravnerede, Haj-Lus, og indpakket for sig selv ved Siden af disse Ting: Smaastykker af den dræbtes Lillefingernegle. Meningen med disse Ting er denne: Kvistene fra Ravnereden er paa nogen Afstand vanskelige at faa Øje paa, og Angákut siges iøvrigt ikke at kende Ravnereder. Saafremt en Angákoq er i Familie med den dræbte, og han forsøger at røve Drabsmandens Sjæl, vil han, selv om han nærmer sig Sjælen, ikke være i Stand til at finde den, og naar Angákoq'en ikke kan finde den, er den dræbtes Sjæl heller ikke i Stand dertil. Under den omtalte Eftersøgning er Haj-Lusene til Hjælp for Drabsmanden, idet Formaalet med Brugen af dem er denne: Hvis den dræbtes Sjæl nærmer sig Morderen og ikke forhindres af Kvistene fra Ravnereden, vil den faa Øje paa ham og komme hen til ham. Naar den nærmer sig, vil den imidlertid faa Øje paa de frygtindgydende Haj-Lus, der æder ham, den vil hævne sig paa, og den vil da blive bange og blot vende tilbage. Den dræbtes Sjæl, der kommer for at hævne sig, kan dog ogsaa slippe udenom det her nævnte, og kan dræbe sin Morder; men som en Beskyttelsesforanstaltning herimod tjener den dræbtes Negle, og man tillægger dem følgende Betydning: Naar et Barn bliver født, nævner man dets Navn (giver man det Navn), idet man holder paa dets Lillefingre, og den dræbtes Negle er netop Lillefingerneglene. Naar den dræbtes Sjæl saa nærmer sig sin Morder, vil den komme helt hen til ham, saafremt den ikke forhindres af Kvistene og Haj-Lusene. Men den hævnende Sjæl vil ikke kunne se, om det virkelig er dens Morder og vil ikke kunne genkende ham, fordi han er i Besiddelse af de Negle, som var Sjælens, da den fik sit Navn, og den vil tro, at han er dens Navnebror, hvorfor han vil tage Bolig i ham og opgive Tanken om Hævn. (De østgrønlandske Hedninger mener nemlig, at naar et Menneske opkaldes efter en afdød, vil den afdødes Sjæl tage Bolig i dette Menneske).

Ogsaa i deres Telte har de nogle Amuletter fastsyet paa Forhænget til Indgangen, for at forhindre en hævnende Sjæl i at trænge ind, nemlig slanke Pinde, paa hvilke Fingerbøl opbevares (tíkivît), indsyet i et Stykke Vandskind. Amuletterne bevirker nemlig, at selv om den hævnende Sjæl gerne vil kigge ind eller træde ind i Teltet, vil den blive forhindret deri, idet disse tíkivît vil virke som tætte Tremmer, der forhindrer den i at se eller komme ind. — Ikke desto mindre venter og frygter de stadig Hævnen, hvorfor de maa søge mere Beskyttelse, og en Beskyttelse for dem ligger i den Søn, som Morderen faar efter Drabet. Hvis han skal virke som Beskytter, skal han have en Kniv og særlige Overarmsbaand (Agssarqoqutit) som Amuletter. Kniven skal have en Klinge af Kobber (der stammer fra en Gryde, som de, der har været paa Vestkysten, har haft med tilbage), og Meningen med den er denne: Den Søn, som en Morder faar efter Drabet, har Tilbøjelighed til at dø, fordi den dræbtes Sjæl hævner sig paa ham. Hvis Sønnen da ikke bliver Genstand for Hævnen, betragtes han som sin Fars Beskytter. For at Sønnen ikke skal blive Genstand for Hævnen, og for at han kan blive kraftig, sund og rask, giver Faderen ham den omtalte Kniv som Amulet, og Barnet beholder saa denne Kniv som sin Ejendom. Naar han vokser op og er sund og rask, og han begynder at bruge denne Kniv under sine Maaltider, vil Sjælen, der ellers kom for at hævne sig, blive bange for hans Knivs (Kobber-Knivbladets) »pragtfulde Udseende« og for at Kniven skal gøre det af med den, og den vil da straks flygte. — De Overarmsbaand, han bærer som Beskyttelse, maa ikke være ens, det venstre skal der være Haar paa, det højre skal derimod være af Vandskind, smykket med Perler. Det venstre Baand med Haarene paa er lavet af Skindet af den inderste Del af en tyndhaaret Ringsæls venstre Luffe, og paa venstre Fod skal han ogsaa have en Kamik, der er syet af Skind med Haarene paa. Disse behaarede Skind skal bevirke, at dette Barn bliver kraftigere end sin Far, naar han vokser op. Den venstre Side skal faa den hævnende Sjæl til at flygte bort paa Grund af Ringsælskindets Kradsen. Baandet, der er smykket med Perler, samt den højre Kamik, der er syet af Vandskind, skal bevirke, at han kommer til at fange hyppigt, og hvis hans højre Arm, som han kaster Harpunen med, skulde blive kraftesløs og smertende, vil Svagheden ligesom slippe ud gennem de smaa Huller i Perlerne, og den vil da ophøre med at smerte. Dette Barns Haar skal ogsaa afskæres i den ene Side (den højre), og de Sygdomme, det ellers vilde faa, vil da forsvinde gennem det Sted, hvor Haarene er skaaret af.

Andre Qigssutit benyttes ogsaa til at afværge Drab, som en Ilisîtsoq forsøger gennem Trolddom. De er lavet nøjagtigt ligesom de først omtalte, og er anbragt ved Hjertekulen og paa Ryggen. De indeholder Spækaffald, der har ligget og tørret paa Gulvet i Forraadsskuret og disse Amuletter skal bæres mod den bare Krop; naar de bruges, vil en Ilisîtsoq's dræbende Trolddom prelle af, ligesom det hentørrede Spæk skyr Vand. Saadanne Amuletter bliver anbragt paa Barnet ganske kort Tid efter Fødslen, og Remmene bliver blot udskiftede efterhaanden som Barnet vokser op. Man maa forbavses over, hvor mange Aar igennem de kan gaa med dem uden nogensinde at tage dem af. F. Eks. har jeg hørt om en, der har gaaet med de omtalte Qigssutit i ca. 65 Aar. — Nogle Qigssutit bruges ogsaa med en anden Betydning: Hvis en Kvinde har faaet Barn, og et andet Menneske lister sig til at spise Levninger af den ganske bestemte Spise, som hun faar, mens Barnet er spædt, vil Kvinden miste sin Mælk. Det ender da med, at Barnet dør, fordi Moderen er uden Mælk, og fordi det ikke er i Stand til at spise den Mad, som hun forsøger at give det. Hvis denne Kvinde senere faar et Barn, skal hun give det følgende Amuletter: Hun skal tage en Kvist fra en Ravnerede og skære den ud til fire smaa Figurer, de to skal være lidt længere end de andre og skal anvendes til Qigssutit, de to mindre skal anbringes i Overarmsbaand. Naar Barnet har disse paa sig, vil det blive flinkt til at spise og selvom Moderen skulde miste sin Mælk, vil Barnet ikke tage Skade deraf, da det vil være i Stand til at spise alt muligt, fordi det har noget fra Ravnen som Amulet, ligesom Ravnen kan æde alt muligt uden at tage Skade deraf.

De har ogsaa forskellige gamle Ting som Amuletter til Opretholdelse af deres eget eller deres Hundes Liv, eller som skal medvirke til, at de til Stadighed faar hyppig Fangst. Amuletter med en saadan Betydning er: Et Bundt bestaaende af et Stykke Træ og et Knoglestykke bundet sammen, samt et lille Træstykke slet og ret. Den afgnavede Knogle stammer fra en Remmesæls Hofteskaal, og Meningen med den er denne: Naar et Menneske er i Besiddelse af den kan der hverken overgaa hans eget eller hans Hundes Liv nogen Ulykke Selv om en Ilisîtsoq er ude efter Hundene, kan hun ikke gøre dem noget, da de ligesom vil være skjulte i Hofteskaalens Hulning og Ilisîtsoq'en kan da ikke faa Øje paa dem. Træstykket er et som den nuværende Ejers Far, der engang er blevet dræbt ved en Ilisîtsoq's Trolddomskunster, har haft siddende under Kajakkens Tværrem som Beskyttelse for Kajakskindet paa det Sted, hvor han plejede at stikke sin Kajakaare ind, medens han endnu var sund og rask. Hvis Manden har Træstykket liggende under sit Hovedgærde, naar han gaar til Ro, vil det for ham virke som et Middel mod at blive dræbt. Dette Træstykke skal ogsaa bruges som Hovedgærde for al hans Fangst (d. v. s. naar han har fanget en Sæl og har bragt den hjem, skal han anbringe Træstykket under Sælens Hoved, mens den bliver flænset), og naar han tager disse Forholdsregler, vil en Angákoq's Hjælpeaand være ude af Stand til at skræmme eller bortføre hans fremtidige Fangstdyr, og han vil da altid faa god Fangst (man mener nemlig ogsaa, at Fangstdyrenes Sjæle atter bliver til Sæler, naar Knoglerne tidligst tre Dage efter at Sælens Kød er fortæret, bliver bragt ud og kastet i Havet).

De er meget bange for at blive berøvet en Sjæl, og vi skal derfor høre lidt om de morsomme Midler, de bruger som Værn imod dem, der vil røve deres Sjæl. Nogle træffer Beskyttelsesforanstaltninger paa denne Maade: Hvis en Mands Far er død som Følge af Sjælerov, skal han søge en Beskyttelse mod, at hans Søn, som er opkaldt efter hans Far, skal blive forhekset, nemlig ved Hjælp af en Ræv og en Ravn. Naar han har fanget en Ræv, skal han ved Højvandsmærket i Stranden anbringe dens Hoved lige foran Mandehullet i Kajakken, og i dens Nakke skal han anbringe den venstre Luffe af en tyndhaaret Ringsæl. Hvis en Angákoq's Hjælpeaand kommer for at røve Sjælen fra ham, der er i Besiddelse af denne Amulet, vil den ikke være i Stand dertil, naar Ræven gør ad den og Sælluffen kradser den, og den vil da blot vende tilbage. Men Hjælpeaanden vil endnu ikke holde op med at efterstræbe ham. Naar den ikke faar fat paa ham ude til Søs, vil den forsøge sig paa Land (fra Bagsiden af Huset), og han, der har Ræven som Amulet, maa da ogsaa sørge for at have en Ravn som Amulet. Det skal kun være Skindet af den, men Hovedet og Kløerne skal blive siddende paa Skindet. Den skal hænge oven over den Plads, hvor Ejermanden til Amuletten plejer at sidde (enten i Huset eller i Teltet), og hvis Hjælpeaanden skulde komme fra Bagsiden af Huset, vil Ravnen, hvis Hjælpeaanden da ikke undgaar dens Opmærksomhed, meddele det med sin Skrigen (uden at Folk dog hører det), og Hjælpeaanden bliver da ude af Stand til at naa ham, den vil røve Sjælen fra, naar den hører, at man er klar over dens Tilstedeværelse. Kløerne skal blive siddende paa Ravneskindet for at Manden kan faa hyppig Fangst, og for at dette kan gaa i Opfyldelse skal han, naar han hænger sit Bugserredskab til Tørre, anbringe det i Ravnens Kløer. Sin Fangeline skal han hænge til Tørre paa en Kvist fra en Ravnerede, og det skal ogsaa hjælpe ham til at fortsætte med at fange godt. — Andre bruger ogsaa at have et lille Stykke Træ, der ligner Hovedet af en Sæl, der ligger og sover i Vandskorpen, og de bruger ligeledes at have et Stykke Træ, der ligner en Fugl. Det sællignende Træstykke skal anbringes under det Sted paa Briksen, hvor Manden har sit Sovested, og det fuglelignende Træstykke skal hænges op over samme Sted. Saa vil en Angákoq ikke kunne røve Sjælen fra ham, der er i Besiddelse af disse Amuletter, og der vil heller ikke kunne overgaa ham nogen anden Ulykke.

Da man endnu ikke havde Skydevaaben, men udelukkende benyttede Harpun til Sælfangst, brugte man ofte at give sine Sønner Amuletter, der skulde bevirke, at de ikke forfejlede Harpunkastet, og at de stadig vilde fange godt. Nogle af disse Amuletter kalder de uvíautâ (Renselsesmidlet), og andre for sârqúmiua (den, der tager Bolig i hans Redskab). Nogle har i deres Besiddelse en eller anden Sæls tørrede Penis (f. Eks. en Sortsides), andre en Ringsæls Hovedskind, fyldt med tørret Tang, og andre igen en tørret Vandsneppe. — Man siger, at Sortsiderne er bedst til at faa Færten af en Kajaks Læside, og at de desuden er de mest sky. Den, der har en Sortsides tørrede Penis som Amulet, skal derfor gnide sine Kajakredskaber med den, hvis han begynder at blive uheldig i Fangst, og han vil da igen blive i Stand til at fange. Han skal gøre det samme, hvis hans mandlige Bopladsfæller mener om ham, at han kun sjældent faar Fangst. — Vandsneppen (nalûmasortoq) maa kun bruges om Sommeren, og bruges som Amulet mod at harpunere forgæves. Denne Vandsneppe er tørret saaledes, at Vingerne ligger fladt ind til Kroppen, og den maa ikke fanges med Fuglepil, men skal harpuneres med Harpunen, og først naar den er fanget paa denne Maade, kan den benyttes som Amulet. Den maa kun paasættes om Sommeren, stukket ind i en Rørhulning, der er lavet et lille Stykke oven over den nederste Ende af Harpunskaftet, og Fangeren vil da blive meget sikker til at kaste Harpunen og vil aldrig forfejle sit Kast, ligesom Vandsneppen aldrig rammer forkert, naar den med Næbbet pikker efter sin Føde. Amuletten af Ringsælens Hovedskind, fyldt med tørret Tang, har følgende Formaal: Hvis en Fanger begynder at forfejle sine Harpunkast, reparerer hans Far lidt paa Harpunen (snitter den glat, eller skraber og glatter den), og naar han er færdig dermed, gnider han alt, hvad der findes af Ben paa Harpunen, med det tørrede Tang (Benspidsen, Benringen over denne, og de smaa opretstaaende Benstykker), men uden at tage det ud af Posen, kun ved at røre ved Benstykkerne med den Ende, hvor Aabningen af Posen er. Saa vil han ophøre med at ramme ved Siden af. Naar Maanen viser sig, skal han ogsaa gnide sin Søn med det paa alle de bløde Dele af Kroppen, for at han kan fange godt hele Maaneden. Ogsaa naar han har hørt om Fangst ved en eller anden Boplads af Hvalros, Bjørn eller Narhval, skal han paa nøjagtig samme Maade gnide sin Søon paa de bløde Steder paa Kroppen, for at ogsaa han kan fange den Slags Fangstdyr.

De har ogsaa Overarmsbaand med forskelligt Indhold, der skal bringe dem hyppig Fangst. I nogle er der en Kirtel fra en Sællever, i andre et Stykke Sællunge, og ogsaa disse hjælper til hyppig Fangst. Som Fangst-Amulet bruger nogle et Stykke Sællever, der er indpakket i Skindet fra en Sæls Hoved. For at det kan virke som et godt Fangstmiddel, skal det have Plads inden i Kajakken ved Siden af det smalle Træstykke, der vender fremad fra Oversiden af Tværtræet foran Kajakringen, og som har en Længde af ca. 1 Alen, og saalænge den er i Kajakken, vil den bringe hyppig Fangst. —Forskellige Smaating bruger de ogsaa som Amuletter, f. Eks. Rødderne af en Mælkebøtte, der skal hjælpe til at fange lige saa mange Sæler, som der findes Mælkebøtter. — Nogle har ogsaa anbragt en lille Fisk, en Sæls Lalle eller Hale inden i Kajakken, da man mener, at de hjælper til at komme hurtigt frem, og man bruger ogsaa Smaasten eller en Søfugl (særlig Malemuk) som et Middel mod at kæntre. — Nogle har ogsaa en Kammusling (uiluvik) i Kajakken, og Meningen med den er da denne: Hvis en Fanger, der er i Besiddelse af en saadan Amulet, har fanget en Sæl, og en anden misundelig Fanger foretager sig et eller andet med hans Kajak for at forhindre ham i at fange godt, saa skal han, der er Genstand for Misundelsen, gaa hen til den misundeliges Kajak, medbringende sin Amulet (Kammuslingen) og skal med denne skrabe lidt Spæksmørelse af den højre Side af Kajakken og lægge Muslingen under sit Sæde i Kajakken. Hver Gang han kommer hjem fra Fangst, skal han bringe den med op til Huset og lægge den under det Sted, hvor han plejer at sidde. Han vil da stadig fange godt, og vil desuden faa den Fangst, som han, der har søgt at lægge ham Hindringer i Vejen, ellers vilde have faaet. — Nogle har i deres Kajak anbragt en lille, rund, bøjet Knogle, der er formet som et Haandtag, og hertil er der bundet et lille Stykke flettet Senetraad. Saafremt han ude til Søs bliver overrasket af Storm, vil hans Mor bruge Knoglestykket som Haandtag, samtidig med at hun fremsiger Trylleformularer over ham, og vil paa den Maade kunne hale ham ind til Land. — Nogle bruger at lade deres Børn bære Amuletter mod Sygdom eller andre Farer, sommetider en Lampepind (tarqigssût), hvortil er fastgjort et Stykke Jern, sommetider en Ulo. Endogsaa Voksne har saadanne Amuletter, og deres Ejermænd skal, naar de bliver syge, slaa ud i Luften med Amuletten, og Sygdommen vil da blive bange og flygte. — Man bruger ogsaa som Amuletter de Træpropper (simiat qissuit), der anbringes i Sælens Harpunsaar, enten som et Middel mod Sygdom eller et Værn mod Ulykke. Hvis en, der har en saadan Amulet, begynder at spytte Blod, sker der nemlig det, at denne Amulet-Prop vil lukke for Blodet, og Blodspytningen vil da ophøre. Den bruges ogsaa af nogle som Modforholdsregel mod de Ulykkesplaner, som en Ilisîtsoq udpønser. Hvis en Ilisîtsoq ved Trolddom forsøger at tage Livet af Ejermanden til en saadan Amulet, vil denne Prop smutte ind i Ilisîtsoq'ens Endetarm, og hun vil da faa stærke Smerter og dø. — Næsten alle Overarmsbaand (agssarqoqutit) tillægger man forskellig Betydning, nogle betragtes som et Middel til Forlængelse af Livet, andre som et Middel til at faa gode Kræfter af. Midt i nogles Overarmsbaand er anbragt smaa tørrede Rør fra en Sællunge. Naar en Mand bruger disse som Amulet, vil han holde sig flydende, saafremt han skulde kæntre med Kajakken eller falde i Vandet, da en Sællunge ikke kan synke. — Nogle bruger at anbringe et Stykke Sene fra en Bjørns Overarm i deres Børns Overarmsbaand, og det siges, at de anbringes for at de kan blive lige saa kraftige og frygtløse som Bjørnen, og derved have en god Beskyttelse mod deres Fjender. — Nogle bruger ogsaa at anbringe en lille Trædukke som Knap paa deres Barns Anorakhætte. Dette lille Træstykke er fra en Rønnebusk, fordi disse Buske vokser hurtigere end andre. Et Barn, der har en saadan Amulet, vil vokse hurtigt, og vil som voksen blive en stor Mand, der ikke er bange for nogen af de Mænd, han er iblandt. — Andre har en Krabbe (imap pusukitsua) som Amulet, og hvis Ejermanden til en saadan Amulet bliver Genstand for en andens Had, vil denne Krabbe knibe den hadefulde, og han vil da dø. Kvinder har ogsaa ofte som Amulet en eller anden Ting, som de syr fast under Soveunderlaget, f. Eks. et lille Stykke Træ eller et lille Stykke af en gammel Knogle. Hvis de har en saadan Amulet, mener de, at der ikke vil ske Dødsfald blandt deres Børn, saalænge denne Amulet ikke forsvinder. De bruger ogsaa at gaa med to Skindbaand, det ene om venstre Haandled og det andet om højre Ankel, og inden i dem er anbragt Smaadele, en Strandsnegl (kâtungiaq). Hvis en eller anden »Ondskab« skulde blive dem paaført af en Ilisîtsoq (enten dem selv eller deres Børn), kan de faa Sygdommen til at forsvinde ved at gribe ud i Luften med den Haand, over hvilken Armbaandet sidder, eller sparke ud i Luften med den Fod, over hvilken Baandet sidder. — De har en Mængde andre Amuletter, saa mange, at det virker helt forvirrende, og det vil blive alt for meget og alt for trættende, hvis jeg skulde fortælle om dem allesammen. —

Alle disse Amuletter sætter de østgrønlandske Hedninger stor Pris paa, og de, der bærer Amuletterne, tror fuldt og fast paa deres Virkning med Hensyn til Virkeliggørelsen af de Forhaabninger, de sætter til dem. — Saa langt bort fra Gud kan et Menneske komme, naar det har forladt sin Skaber og ikke ønsker at adlyde ham; Menneskene vil da ikke alene blive fuldstændig uvidende om hans Person og alle hans Gerninger, men særlig vil de fuldstændig tabe hans Velgerninger og hans Kærlighed af Sigte, ligesom deres Skabers Varetægt og Beskærmelse. Det er ganske vist klart, at de endnu tildels er klar over Djævelens Fortrædigelser gennem Synden og dens Følger, idet de allesammen venter, at der skal komme en Mængde frygteligt og farligt udefra. Det er herigennem mærkbart, at det, som de ganske vist har fornemmet om Synden og dens Følger, næsten fuldstændig er forstummet i deres Samvittighed, og de har fuldstændig mistet Forstaaelsen af, at Aarsagen og Roden til al deres Angst og Forventning om en Mængde frygtelige Ting ligger i Synden, idet de er af den Formening, at de selv i deres Indre ikke har nogen som helst Skyld. Naar de mærker denne Angst, som Djævelen ved Hjælp af Synden har indpodet i et Menneskes Indre, søger de ikke Aarsagen til den hos sig selv, men hos deres Medmennesker; og atter heri har saa Fjendskab og Drab deres Udspring. Deres egen Skyld i Syndens Følger er de ude af Stand til at forstaa, og i Særdeleshed er de slet ikke i Stand til at kende ham, der kan beskærme dem mod Synd og Ulykke, og som alene kan frelse dem. End ikke i deres Tanker vil de have noget som helst med hans Gerninger, hans Langmodighed eller Velgerninger at gøre. De østgrønlandske Hedninger, der ganske vist ikke har nogen Afgud, erstatter derfor Guds Varetægt, hans Beskærmelse og Velgerninger med talløse, forvirrende Amuletter, og herigennem ligner de fuldstændig de Hedninger, der dyrker Afguder (Gudebilleder). De fremstiller flere og flere Amuletter, hvorfor de tilsidst bliver fuldstændig forvirrede med Hensyn til, hvilke Amuletter der skal være dem til Hjælp i deres nutidige og fremtidige Handlinger, og hvilken Betydning de skal tillægge alle disse værdiløse Amuletter. Naar man tænker nærmere over alt det, de her giver sig af med, kommer man til at tænke paa, hvad Apostelen Paulus i Romerbrevet har sagt om Hedningerne: »Og ligesom de forkastede at have Gud i Erkendelsen, saaledes gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind.« —

Det er saaledes, at alle de Mennesker, der er i Besiddelse af samme Slags Amuletter, tillægger dem hver sin Betydning, og i deres vanvittige Sind søger de ligesom at give deres Amuletter saa mange Betydninger som muligt, for at deres Virkning kan blive saa meget desto større. Paa den Maade bruger de tilfældige Genstande som et Middel til Beskyttelse, og i deres Uforstand lægger de størst Vægt paa det, som de mener har den væsentligste Betydning for dem selv. Ja, de har endog Amuletter, der skal døve den Smule Samvittighedsfølelse, der er tilbage i dem som Følge af Tanken om den Gengældelse, som de til Stadighed er overbevist om, vil søge at ramme dem (men som de jo mener vil ramme dem udelukkende som en legemlig Hævn). Men den største Hævn, som de venter er ude efter dem, mener de kommer fra Sjælen hos den, hvem Ugerningen er forøvet mod, da de jo ikke kender nogen højere Magt. Men de er af den Opfattelse, at den hævnende Sjæl er i Stand til at øve en legemlig Hævn. —

Hvor maa man dog ynkes over disse stakkels Mennesker, der intet kender til den Gud, der befinder sig over dem alle, eller til hans Guddomme, og disse Stakler har endog mistet deres menneskelige Forstand. Naar man overvejer disse Ting, kommer man uvægerlig til at tænke: Hvorledes kan mon disse Mennesker blive omvendte? Hvordan kan de igen komme i Besiddelse af den menneskelige Forstand, som Gud gav Mennesket, da han skabte det? Førend vi giver os nærmere af med Spørgsmaalet, lad os først lige undersøge, om de nu ogsaa alle sætter en saa urokkelig Lid til disse Amuletter, og vi maa da først sige saaledes: Ingen af dem, der bærer Amuletter, har selv udformet, hvilken Betydning eller Virkning, man skal tillægge dem, men de har derimod alle modtaget den fornødne Vejledning og paa den Maade sat sig ind i deres Betydning. Det er da indlysende, at de kan ophøre med at tro paa den Slags, naar de virkelig begynder at forstaa, at de, der har været deres Vejledere, har ført dem bag Lyset. Det er ogsaa tydeligt, at flere af dem endog i udtalt Grad ikke fæster nogen særlig Lid til deres Amuletter, idet man ofte hører dem sige: »Vi gaar ogsaa med dem, fordi andre plejer at have dem.« Det er indlysende, at de bærer sig saaledes ad, ikke fordi de tillægger dem nogen større Betydning, men kun for at efterabe andre. Et Andet Bevis paa, at flere af dem ikke stoler helt blindt paa dem, er den Omstændighed, at de slet ikke tager sig det nær, hvis en Amulet bliver borte for dem, og at de ikke erstatter dem med nogen anden. (Jeg har flere Gange hørt dette blive sagt til mig: »Jeg havde engang en saadan Amulet, men den er forsvunden«, eller »en Hund har ædt den«). Det er da indlysende, at hvis de virkelig mente, at den opretholdt deres Liv eller virkelig var til Gavn for dem, vilde de blive bekymrede, saafremt den forsvandt, og de vilde da lede energisk efter den eller søge at faa en lignende i Stedet. Men det gør de aldrig, og det er da ganske tydeligt, at de ikke tillægger dem nogen fast Betydning, paa hvilken de kan bygge noget op. Saa længe de har dem, sætter de ganske vist deres Lid til dem, men naar de forsvinder, savner de dem ikke engang. Flere af dem aner endog ikke, hvad Betydning deres Amulet har.

Fordi disse Menneesker er saadan, er der Haab om, at de kan omvende sig, og at de kan vende sig bort fra alle disse Ting. Det kan de, naar de paa rette Maade bliver belært om Guds Ord, og naar de begynder at blive klar over Guds Person, hans Værk og hans Gerninger, at han er den eneste, man kan fæste sin Lid til, hans Sandhed, hans Godgørenhed, Beskyttelse og Beskærmelse, og hans Belønning. At han gør alt dette af Kærlighed, og at han viser os Mennesker det tydeligt gennem sin enbaarne Søn Jesus, gennem hans Liv, Pinsler, Død og Opstandelse. Ud fra dette har han ladet os forstaa, at vi kan blive frelste gennem hans Ord. Og for at dette kan ske, opfordrer han os til at slippe Synden og dens Følgesvende: Uskikke og Misgerninger, idet han har stillet os for Øje den eneste, man bør sætte sin Lid til. Naar de begynder at forstaa dette, vil de ophøre med at stole paa de Amuletter, som de ikke engang er i Stand til at holde fast ved, og de vil begynde at undse sig for at bruge dem, selv naar de er udenfor andres Synsvidde, idet deres onde Samvittighed, der tidligere har slumret, begynder at vaagne, vækket af Guds Ord. De har endnu ikke tabt den Omstændighed af Sigte, at de er omgivet af en Mængde frygtelige Ting, og at de er opfyldte af Bekymringer, og de vil derfor begynde at fæste deres Lid til den eneste, der kan frelse dem fra alt dette; de vil da begynde at forstaa, at Angstens sande Natur ligger i dem selv, og naar Sandheden kommer dem selv for Øje, vil de blive klar over, at Angsten først og fremmest bør og kun kan fjernes ved at tro paa Gud, at give sig selv hen til ham og forlade sig paa ham. Naar de begynder paa det, vil Frygten og Angsten i deres Hjerter efterhaanden forsvinde, og samtidig hermed de ligegyldige Genstande, som de hidtil har stolet paa.

Derfor mener jeg, at de, der skal være Lærere blandt saadanne Mennesker, maa være klar over dette: Man skal ikke mod deres Vilje tage Amuletterne fra dem, der er i Besiddelse af saadanne, med Heftighed og ved Hjælp af Trusler. Den, der gør det, bærer sig ikke rigtigt ad, men vil tværtimod berøve sig selv Lejlighed til at komme paa Talefod med dem. Hvis man i Hidsighed fratager et Menneske hans Amulet, vil han sandsynligvis ikke lytte, naar man senere taler til ham, og selv om han nok hører efter, vil han sandsynligvis ikke forstaa, hvad der ligger til Grund, og hans Sind vil blot blive stejlt og umedgørligt. Nej, det mest hensigtsmæssige vil tværtimod være først at tale med det Menneske, der har en Amulet, og naar man taler med ham med Amuletten som Udgangspunkt, vil han efterhaanden blive i Stand til bedre at fatte Meningen og derfor føle sig beskæmmet af Talen. Naar jeg siger, at man bør tale med Amuletten som Udgangspunkt, er det fordi jeg selv adskillige Gange har mærket, at det er den bedste Fremgangsmaade. Og for at ogsaa du, der læser om alt dette, kan søge at komme til Kundskab om, hvad jeg taler om, kan jeg nævne, at naar jeg vil tale til et Menneske, der har en Amulet, som skal være en Beskyttelse mod en eller anden Fare, plejer jeg at begynde saaledes: »Jeg ser, at du er i Besiddelse af en Amulet, som du fejlagtigt sætter din Lid og Fortrøstning til, men da jeg er udsendt for at prædike for jer om Gud, Himlens og Jordens Skaber og Hersker, Skaberen af os selv og af alle Ting, saa skal jeg, idet jeg føler Medlidenhed med dig, fordi du fejlagtigt sætter din Lid til en sølle virkningsløs Tingest, tale til dig om det, som Gud har skabt, og særlig om Mennesket, som han har skabt i sit Billede, om hans Kærlighed og Beskærmelse osv.« — De begynder da ofte selv at tænke over Tingene og selv at komme til mig med deres Amuletter, idet de siger, at de ikke ønsker at bruge dem mere, da de har forstaaet, at de ikke betyder noget, og at man ikke kan fæste sin Lid til dem. Denne Fremgangsmaade synes jeg kommer nær op mod Apostelen Paulus' Tale i Athen, da han sagde saaledes til Athenienserne: »Thi da jeg gik omkring og betragtede Eders Helligdomme, fandt jeg ogsaa et Alter, paa hvilket der var skrevet: »For en ukendt Gud«. Det, som I saaledes dyrke uden at kende det, det forkynder jeg Eder«. Denne Fremgangsmaade er jo meget bedre. Det Menneske, der er frataget sin Amulet i Hidsighed og under Trusler, vil ikke i sit Hjerte ophøre med at stole og tro paa den, selv om den ikke mere er i hans Eje. Jeg synes ogsaa, at man til sit Haab kan føje følgende: Naar de sætter saa stor Pris paa deres værdiløse Amuletter og passer saa omhyggeligt paa dem, idet de mener, at de er til Nytte, hvor nytteløse de i Virkeligheden end er, saa kan vi da ogsaa haabe paa, at de, naar de begynder at forstaa, at Gud og hans Ord er de eneste, man virkelig kan sætte sin Lid og Fortrøstning til, i endnu højere Grad vil holde fast ved og værne om ham, som er den virkelige Grundvold, naar de for Alvor begynder at kende ham. De søger ogsaa i dette Liv af al Magt at værne om det, som de mener kan hjælpe til at forlænge Livet. De kender jo intet til det evige Liv, og vi kan da haabe, at de, naar de ikke længere er uvidende om det og virkelig begynder at forstaa, at der efter dette Liv findes et saligt Liv, da vil gøre sig Umage for at opnaa dette, og de vil da mærke, at det er nødvendigt at tro paa Guds Ord og at holde fast ved og tilegne sig Livet.

Og vi, der er begyndt at erkende Guds Person, hans Væsen og Gerninger, og som er begyndt at tro paa Den Helligaand, vi som i vore Hjerter er begyndt at forlade os paa ham, vi skal ikke nøjes med at synes, at det er morsomt og fornøjeligt at læse og høre om de virkningsløse Tingester, som de østgrønlandske Hedninger i deres Uforstand sætter deres Lid til, men vi skal fatte Medynk med disse stakkels uvidende Mennesker og af al Magt i vore Bønner sandfærdigt og oprigtigt bede til, at de maa vende sig til Gud, vor kærlige Fader, som er den eneste, man rettelig bør sætte sin Lid og Fortrøstning til, og vi maa bede til, at de Sjæle, der vandrer i Mørke, maa faa Øjnene op for Guds Ord, at de maa begynde at forstaa deres Fejltagelser og deres forvanskede Tanker og virkelig vende sig til Gud, at de i deres Hjerter virkelig maa begynde at tro paa ham, og at de maa være faste i Troen; vi maa bede til, at ogsaa disse Menneskers Sind, der tidligere har været vendt mod Mørke og Uforstand, i Troen kan tjene Guds Ord ligesom en Erobring, og at de, naar de engang bliver troende, maa adlyde Kristus. Gud er sandelig i Stand til at gøre dette for de stakkels Mennesker, der har en udødelig Sjæl ligesom os, og »som han vil frelse, og som han vil have skal kende Sandfærdigheden«, og ogsaa for deres Skyld døde hans Søn Kristus »og udgød sit Blod til deres Synders Forladelse«. Saa maa de troende, og i Særdeleshed deres Landsmænd i de grønlandske Menigheder, uophørligt bede for dem i deres Bønner til Gud, da det vil være til Gavn for deres sande Omvendelse, hvor langt ude i Fremtiden den end skulde ligge.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 59-76, København, 1946