Angîârneqs endeligt (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Angîârneqs endeligt

Da sorgen over konens død havde lagt sig, bød Angîârneq sine slægtninge ved nabopladsen til ædegilde på en hel frossen sæl. Naboerne mødte glade op til Angîârneqs gæstebud.

Da alle gæsterne var forsamlede, sagde Angîârneq: »Jeg har i dag fremsagt en trylleformular, som kan slå folk med fordærv. Var det ikke bedre, om vi ventede et par dage med at spise, hvad der er mit«.

Naboerne svarede: »Lad os bare vente«, og de gik deres vej.

Få dage efter indbød Angîârneq atter til ædegilde. Da gæsterne var kommet, sagde han det samme som ved første gæstebud, og hans gæster brød op, denne gang godt vrede over, at Angîârneq holdt dem for nar.

Snart indløb en ny indbydelse, og da nabofolkene brød op, sagde de: »Denne gang slæber vi gildesmaden ind og æder den«.

Da gæsterne indfandt sig, gentog Angîârneq sine ord fra de to foregående gange. Men hans gæster, der ikke mere ville holdes for nar og ikke mere var bange for Angîârneq, der var en affældig gamling, slæbte selv gildesmaden ind i huset og huggede i sig, indtil der ikke var en kødtrævl tilbage.

Angîârneq vidste nu, at han snart skulle dø.

Den dag, han bestemte sig for at tage sit liv, bragte han sin spækpose ind. Den var fyldt med tørret narhvalkød. Angîârneq bandt poseåbningen op og lod sin tynde maves indhold gå i den. Derpå bandt han den godt til og samlede sine kostbarheder sammen. Først tog han sin store vegstensgryde ned fra tørrehækken og bar den ned til sin kajak. Derefter bar han narhvaltænder ned og puttede dem ind i kajakken. Gryden bandt han omhyggeligt fast bag på kajakken. Han skar lange snit i kajakbunden, krøb i kajakken og roede ud. Og da han nåede derud, hvor den synlige og usynlige bund mødes, sank han i dybet. Således tog Angîârneq sit eget liv.

Da Angîârneqs slægtninge ved nabobopladsen i mange dage ikke havde hørt noget til ham, blev de enige om at aflægge ham et besøg.

Da Angîârneq ikke var hjemme, tænkte man, at han sikkert var taget ud på fangst, thi hans kajak var borte.

Oppe i huset fandt man spækposen. »Han har taget spækposen ind. Dens indhold skal vi æde.« Fulde af forventning bandt man åbningen op; en af mændene stak armen ned i posen for at hale indholdet ud, og i det samme slog en frygtelig stank ham i næsen. »Pøj, hvad er det for noget. Den store idiot har skidt i posen.«

En anden undrede sig over, at Angîârneqs gryde var borte. En tredie opdagede, at Angîârneqs narhvalstænder også var borte.

Da man ikke fandt noget af værdi efter Angîârneq, besluttede man sig til at tage hjem. Det var ved at være aften. Mens mændene roede hjemover, fik én af dem øje på Angîârneq, der lå på ret lavt vand. »Der, dernede ligger han.«

»Hans gode gryde er for god til at lade ligge. Lad os prøve at få den fisket op«, foreslog en af mændene. »Inde på stranden kan vi slås om hans narhvaltænder«, ivrede en anden.

Man bandt to fangstliner sammen og lavede en løkke, hvormed man forsøgte at få fat.

Men da var det, som om Angîârneq igen blev levende, og han begyndte at bevæge sig mod det mørke dyb længere ude. Da Angîârneq forsvandt i dybet, flød en sårprop op til overfladen. En af mændene for til og greb den: »Angîârneq var en heldig sælfanger. Her har jeg en af hans sårpropper. Den vil give mig held på fangst«, sagde han glad.

Den mand, der fik sårproppen, havde en vingeharpun, som flød let. Af glæde greb han sin harpun og kastede, men den kom aldrig mere til overfladen. Det var Angîârneq, der havde taget den. Og her ender fortællingen om Angîârneq.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 95-96, København, 1963.

Næste kapitel ►