Angakokken Ataitsiarsuak (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
81. Angakokken Ataitsiarsuak
Ataitsiarsuak, som var en stor Angakok, havde sin Jageplads foran sin Boplads, og pleiede altid at jage ene for sig, uden at have andre Kajakker i Følge. Naar han engang imellem ønskede Ledsagere, pleiede han at paakalde sine Tornakker, som vare Ingnersuit, og som saa indfandt sig hos ham. Engang hændtes det, at han havde kastet Harpunen i en Sælhund og vilde løsne Fangeblæren, men i det samme trak Sælhunden til og kæntrede ham, hvorpaa han faldt ud af Kajakken, men ved at gribe i den endnu kunde holde Hovedet over Vandet. I sin Skræk glemte han sine Tornakker. Først da han begyndte at stivne af Kulde, kaldte han paa dem, og strax saae han Kajakker komme ud fra Strandbredden, og en af dem roede foran og raabte til de andre: »han trækkes ned, skynder eder!« Da den første kom til ham og lagde Haanden paa hans Kajak, kunde han mærke, at han løftedes, og da de andre efterhaanden kom til, tømte de Vandet af Kajakken, medens andre støttede ham; og de løftede ham op og gave ham varme Klæder paa, satte ham i Kajakken igjen, og medens nogle holdt ham opreist, toge de andre hans Kajak og hans fangne Sælhund paa Slæb og roede med ham ud tilsøes. Snart saae de et stort Land, og den Ældste sagde: »passer paa, at Blodet af hans Sælhund ikke drypper paa Jorden, ellers kommer han aldrig til sit Hjem igjen.« Da de kom uden for Huset, raabtes der fra Land, at der var fanget en Hvidfisk, men de svarede, at det var deres Angakok, som de kom slæbende med. Da de havde bragt ham ind i Huset, blev alle Lamperne tændte, og de lagde ham afklædt ned og tildækkede ham, hvorefter han kom til sin fulde Bevidsthed og gik omkring paa Gulvet; men om Aftenen beværtede de ham med alleslags Fødemidler. Da han begyndte at spise, saae han en Yngling ligge paa Brixen, meget syg. Den Ældste fortalte: »det er sørgeligt med ham, som ligger hist, han bliver svagere og svagere. I Efteraaret, da vi vare paa Rensjagt, ja, da levede vi godt. Han fangede baade de største Rensdyr og Hvidfisk, og selv i den slette Aarstid var han altid heldig. Vil du iaften ikke undersøge ham? der er vist noget iveien for at han kan blive rask.« Ataitsiarsuak sagde, at han vilde undersøge ham, men om Aftenen bemærkede han, at den Syges Moster nærmede sig denne for at røre ved ham. Da han saae dette, sagde han, at det var let at komme efter; den næste Dag vilde han forsøge det. Den næste Aften, da han begyndte at mane over den Syge, bemærkede han, at Qvinden var endnu nærmere ved denne, han sagde da: »naar jeg udfører min Forretning, undseer jeg mig ikke, det er hende hist, som skader ham.« De raabte da alle: »velan da! tag hende! tag hende!« Ataitsiarsuak sagde: »først vil jeg udspørge hende.« Derpaa udsagde Qvinden: »I Efteraaret, da vi vare paa Rensjagt, og da han havde fanget, var jeg meget forventningsfuld. Da han bragte sin Fangst hjem, gav han mig meget deraf i Foræring og da jeg spiste, takkede jeg ham meget, men sidste Gang, da der atter fortaltes, at han havde fanget baade Rensdyr og Hvidfisk, og jeg ventede at faae endnu mere, kom han hjem og gav mig slet intet. Derover vrededes jeg, og fra den Tid af efterstræbte (forhexede) jeg ham, netop nu var jeg nærved at berøre ham.« Ataitsiarsuak sagde: »hvis I ville, at han skal blive rask igjen, saa maa jeg kaste efter hende; holder fast ved Fangeremmen!« De raabte alle: »kast! kast!« Derpaa løftede han Harpunen, men saalænge hun saae ind under Armen kunde han ikke kaste; først da hun engang vendte sig mod Væggen, kastede han efter hende. I det samme hørtes der et Knald, hun havde bemærket hans Bevægelse, og sank ned i Gulvet, men Harpunen havde netop endnu truffet hendes Fodsaal, og hun halede Fangeremmen efter sig. Alle Mændene halede i Remmen, men de kunde ikke stoppe hende; de slap efterhaanden og tilsidst var der kun een, som holdt. Netop endnu i rette Tid kom Ataitsiarsuak ham tilhjælp, fik fat i et Beenstykke paa Remmen og stoppede. Han sagde: »gaaer nu hen til hans Moster (som boede i Huset ovenfor dem), og seer hvorledes hun har det!« De gik, kom derpaa ind igjen og fortalte, at de havde fundet hans Moster, som havde forhexet ham, liggende i sit Huus med blødende Fodsaal. Dagen efter drog Ataitsiarsuak, forsynet med mange Gaver, tilbage til sit Hjem. Hans Efterladte vare endnu ikke bedrøvede, da de vidste, at han maatte vende tilbage, eftersom det endnu først var paa den tredie Dag. Senere engang, da han var paa sin Jageplads, kom der en Mængde Kajakker, og forrest blandt dem den Syge blandt Ingnersuït, som han havde manet over. Han var nu ganske helbredet, og bragte ham mange Foræringer, men Hexen, hans Moster, var imidlertid død.
