Angakokken Tugtutsiak (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
72. Angakokken Tugtutsiak
Tugtutsiak og hans Søster levede som forældreløse Børn i et stort Huus. Engang reiste alle de Voxne bort for at samle Bær, og lode Børnene blive ene hjemme. Tugtutsiak, som var den ældste, sagde: »lader os prøve paa at mane Aander.« Derpaa gjorde nogle af dem Tilberedelser; han afklædte sig, hængte sin Pels for Indgangen, og bandt Enderne af Ærmerne til med tyk Traad. Derpaa begyndte han at raabe og kalde paa Aander, men de andre Børn bleve forskrækkede og flygtede, hvorpaa Gulvfliserne løftede sig op og fløi bag efter dem. Tugtutsiak vilde følge efter dem, men da han hang fast ved sin Bagdeel, der ligesom var klæbet til Gulvet, raabte han til de andre, at de skulde tage Pelsen bort og aabne for Vinduet, hvorpaa det blev lyst og han kunde reise sig op igjen. Han sagde nu til de andre Børn, at de ikke maatte tale derom til de Voxne; men henad Aften, da Baaden kom tilbage, var der nogle af de yngste og uforstandige, som snakkede: »idag, da Tugtutsiak legede Angakok, flygtede vi, og Stenene fra Gulvet fløi bag efter os.« De Voxne bleve forundrede og sagde til hverandre: »lader os iaften sætte ham paa Gulvet, og lade ham prøve at mane Aander.« Da de talte saa, blev Tugtutsiak bange og gav sig til at græde. Men engang, da der var Misfangst, vilde de have at Tugtutsiak skulde skaffe dem Sødyr. Han maatte derfor sætte sig ned og paakalde en Bjørn og en Hvalros, at de skulde optage ham. Endelig hørtes Bjørnen brumme og en Hvalros dukkede op af Havet udenfor Huset. Bjørnen steg iland, greb Tugtutsiak og kastede ham ud til Hvalrossen. Imidlertid dukkede Bjørnen under og kom op udenfor Hvalrossen, som atter kastede Tugtutsiak ud til den, og saaledes vedbleve de afvexlende at dukke op længer ude, og bestandigt at føre Tugtutsiak med sig. Han mærkede først, at han kom udenfor de yderste Øer, derpaa gik disse af Sigte, hvorefter ligeledes det høie Land gik af Sigte, men endelig dukkede der atter et Land op hiinsides Havet, som var lavere end det, han havde forladt. Ved dettes Kyst dukkede Bjørnen sidste Gang op, greb ham og kastede ham lidt ovenfor Strandbredden. Han var nu kommen til Bevidsthed og saae foran sig et Huus, og over Indgangen en fæl stor Hund, som viste Tænder, knurrede og truede ham da han vilde gaae ind. Alligevel nærmede han sig til Indgangen og saae, at Veien, som han skulde gaae var smal som en Knivs-Eg, og indenfor var det bælmørkt. Alligevel gik han videre, og da han kom indenfor, laa Husets Beboerinde, lidende og med udspredte Haar, indadvendt paa Brixen. Idet hun løftede Hovedet og saae Tugtutsiak, foer hun op og sagde: »Hvad vil du? du kan ikke borttage dem, som pine mig.« Men han, som stod paa den smalle Vei, sprang pludselig ind paa hende, indviklede sine Hænder i hendes Haar, og kastede hende mod Opgangen, men da han hang fast ved Haarene, fulgte han selv med. Atter vilde han kaste hende bort, men hang atter fast, og først da han havde gjentaget det ti Gange og hans Hænder næsten vare ødelagte, overgav hun sig og sagde: »tag dem bort, som pine mig.« Da Tugtutsiak nu undersøgte hende, vare hendes Øine, Næsebor og Mundvige fyldte med Snavs. Alt dette kastede han ned igjennem Opgangen, derpaa blev det fæle Menneske roligt og sagde: »sæt min Haartop op.» Tugtutsiak ordnede hendes Haartop, og nu tog hun fra Væggen en Ørnevinge, hvormed hun rørte i den osende Lampe og fik den til at blusse livligt op. Nu kunde han først see, at Væggene vare betrukne med Skind, der vare som Baadeskind; men skjøndt Lampen brændte godt, var der dog dybt Mørke i den anden Ende af Huset. Den fæle Qvinde sagde: »Gjæsten burde have nogen til at følge sig.« Med det samme kom der frem af Væggen en lille Mand med kort Næse, og andre lignende i uafbrudt Række, som derpaa ilede ud. Da den sidste gik ud, hørte man dem skrige: »ḱæh, ḱæh, sæh, sæh,« ligesom Alker og Teister. Derpaa fulgte der andre Sorter, nogle med lige, andre med krum Næse. Men da de bleve alt for mange, sagde hun: »stop!« Da de sidste gik ud, nærmede Tugtutsiak sig til dem, og kradsede først en med lige, derpaa en med krum Næse, tværs over Panden. Da de nemlig kom ned i Huusgangen, var den ene en Fjordsæl, den anden en Spraglet. Da han fandt dem smukke, havde han sat Mærke paa dem, for at kjende dem igjen hvis de skulde blive fangede. Atter kom der nogle med store Hoveder og med et stort Skjæg, og da de bleve for mange, sagde hun: »stop!« Da de nu alle vare ude, saae han, at Lampen brændte smukt og klart, og Veien var ganske jevn ud igjennem Huusgangen. Knivs-Eggen var forsvunden, og den store Hund logrede med sin Hale af Venlighed. Paa samme Tid mærkede Folk i hans Hjem, som han havde forladt, at hans Sager rystede. Da han nu begav sig paa Hjemveien, blev han atter kastet af Bjørnen og Hvalrossen, men den sidste, som kastede ham, var Bjørnen, hvorpaa han atter var ved sit Hjem, hvor hans Huusfæller sadde og sang for ham. Da de nu hørte Støien af ham, som kom ind, sagde en stor Mand blandt de Tilstedeværende: »tænder Lys for ham!« — og da de betragtede hans Legeme, var der ikke en heel Plet, paa Grund af Bjørnens og Hvalrossens Bid, og han drog ingen Aande. Atter slukkede de Lamperne og istemmede Sang. Derpaa oplivedes han lidt, men ved Daggry bemærkede de, at hans Saar endnu vare aabne, og de vedbleve at synge. Nu var der blandt dem en meget storpralende Mand, som næste Morgen gik ud for at see efter Isen; men han raabte: »det bliver nok en mager Fangst, han har skaffet os!« Tugtutsiak brummede og sagde: »lad blot først mine Saar læges.« Da nu hans Saar vare lægte, kom der pludselig en Sydostvind. En Mand gik ud, kom hurtigt ind igjen og fortalte, at Iisbrokkerne dreve fra Landet, og derefter viste der sig Alker og Teister. Strax ilede man ud for at kaste med Pile, men hiin indbildske Mand fik den hele Dag over kun en eneste Fugl, medens de andre fik deres Kajakker fulde. Alle gave de Tugtutsiak en Deel deraf til Belønning, og Pralhalsen gav ham den eneste han havde faaet. Ligeledes, da de begyndte at fange Sælhunde, gave de ham den første at hver Sort; han undersøgte dem alle, for at finde dem, som han havde mærket, men forgjæves. Senere hørtes der, at man langt borte, ved Iluligsat, havde fanget en Fjordsæl, og ved Atto en Spraglet, som hver havde et hvidt Mærke mellem Øinene.
