Arnes sidste dage (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


XII
Árni Magnússons sidste dage


Fra årene 1728 og 1729 haves en forholdsvis stor mængde breve fra og til Árni, ikke mindst fra det sidste år. De ligner meget hinanden. Gennem dem får man gode vidnesbyrd om, hvorledes Árni følte og bar det slag, der havde ramt ham, så at sige i hans livsnerve. De fra 1728 inden branden ligner i det hele de tidligere; det er breve om forretningssager,[1] f. eks. Árnis pengesager (deribl. Páll Vidalins gæld til Árni. se Brevv. s. 663). Den mand, som nu er Árnis bedste tillidsmand på Island, er sysselmanden Ormur Daðason. Andre breve og de fleste handler, som tidligere, om litterære sager, böger, håndskrifter og dokumenter (afskrifter). Særlig er det Páll Vidalins böger og håndskrifter, Árni vil erhværve til passende pris, men dette viste sig vanskeligt, da arvingerne allerede havde spredt, hvad der var, eller mishandlet det. Árni fik vist aldrig noget deraf; han havde også lånt Páll håndskrifter. Först 1726 mærker man egenlig noget til forholdet til H. Gram. De havde fælles interesser, deres karakter og hele videnskabelige retning var indbyrdes nærbeslægtet; det var ikke underligt, at disse to mænd fandt hinanden og blev meget gode venner. Vistnok i 1728 beder Gram Árni om råd m. h. t. censur over en afhandling om Grönland. På Island er det præsterne Jón Haldórsson i Hitardal og Eyjólfur Jonsson til Vellir, som Árni henvender sig særlig til; af et brev til den sidste (4/6) ses det, hvilken ærbødighed han havde for disse to, der så at sige var de eneste virkelig lærde i landet, og dette var ikke tom smiger. Han takker også Eyjólfur for kopier af breve, og beder om flere, samt om afskrifter af hans egne skrifter. En mand, som også var Árni til stor nytte og som han gærne henvendte sig til, var hans tidligere medhjælper ved jordebogsarbejdet, nu sysselmand, Þorsteinn Sigurðsson. Ham havde Árni nu bedt om at undersøge og helst erhværve sysselmanden Isleifur Einarssons litterære efterladenskaber. Olafur, en sön af præsten og digteren Stefan Ólafsson til Vallanes, skriver om sin faders brevbøger, hvorefter nogle breve er afskrevne for Árni; samtidig omtaler han en mængde breve til faderen (fra Ole Worm f. eks.), men om afskrifter af dem tales der ikke. Hjalti Þorsteinsson (17/8) sender kort over Torskefjord og lover kort på ét blad over de 3 nordvestligste sysler. Hjalti var også en af dem, Árni satte pris på, og hvis selvbiografi han havde bedt om; denne siger han (sst.) at han har sendt året i forvejen.


Og så kom branden.


Man kan tænke sig den virkning, som den og det ved den forårsagede tab måtte göre på den nu 65-årige mand. Virkningen var dobbelt. En mindre stærk karakter end Árni vilde den rimeligvis have lammet fuldstændig og for bestandig. At den har svækket ham er sikkert. Selv siger han i et brev til Jón Haldorsson (18/6): »Dette tab af mine bøger har storligen forandret mit sind og udbredt ligesom en døsighed over mine tanker. Undertiden tager jeg mig skaden nærmere, atter andre tider beler jeg mig selv og mine griller«. Der er et oprigtigt hjærtesuk i disse ord, og man tager næppe fejl i at tro, at disse sidstnævnte stunder har været de færreste og hine de fleste; han har sikkert taget sig tabet overordenlig nær; og det skimtes i fortsættelsen af det anførte: »Omtrent 40 år har jeg brugt til at samle på disse sager, og anvendt mange penge derpå, og nu ikke udrettet andet derved end at det samlede i en times tid eller kortere er bleven et rov for ilden«.


Men helt lod Árni sig ikke kue af ulykken. Af håndskrifter har han reddet alt det vigtigste; af sådanne var der på Island overhovedet ikke mere at få. Af de trykte bøger var vel hovedmængden ret sjældne, som det måtte koste megen ulejlighed og mange penge at få erstattet. Han har set, at det ikke kunde nytte at prøve derpå; det opgiver han. Men noget var der alligevel, som kunde göres, og her ser man atter Árnis overlegne forstand, forståelse og energi. Det er det, han antyder i fortsættelsen af de anførte ord: »Men hvorledes dette end er gået, så vil jeg dog, herefter som hidtil, bruge disse småting til tidsfordriv, hvorfore jeg og beder dem, på hvis venskab jeg har haft så mange prøver, at de ville besörge mig afskreven kopier af alle gamle brevskaber, de kan overkomme, som ere ældre end 1560, dog forstår jeg ikke derved de Skalholtiske eller kirkernes dokumenter; ti disses afskrifter haver jeg i behold«.


Fra Árni selv er der ikke mange breve bevarede, men af brevene til ham kan man se, at han har skrevet en mængde breve, rimeligvis til alle sine venner og til alle dem, af hvem han kunde vænte støtte i sine bestræbelser. Han midtsamlede sig nu om det (eneste) mål, at fa nye afskrifter af alle de forhåndenværende originalbreve, hvis afskrifter var brændte. Dette mål måtte endnu siges at være opnåeligt, i hvert fald til en hvis grad. Både Jón Haldórsson, Eyjólfur Jonsson og Þorsteinn Sigurðsson lover at sende kopier af breve. Árnis ypperste hjælper var dog hans broder Jón, der allerede nu sender o. 70 brevafskrifter og lover mere. Desværre var en af Árnis bedste og flittigste afskrivere, Magnus Einarsson, bleven uarbejdsdygtig på grund af et slags lamhed i höjre arm. Andre sender Árni forskellige mindre værdifulde ting. Efteråret 1728 havde Ormur og andre sendt ham en del ting, men skibet forliste med mand og mus; nogle som Benedikt Þorsteinsson ønsker lånte bøger tilbageleverede, »hvis ubrændte ere«. Jón Hákonarson kræver — ret bestemt — en bog tilbage, som Árni har haft i 20 år, men antyder, at han vil sælge den for 4 rdl.


Der er ingen tvivl om, at det vilde have lykkedes Árni at få en nogenlunde fyldig erstatning for de brændte breve, hvis han havde levet længere, ti de fleste af originalerne må antages endnu at være i behold, og Árni kendte til punkt og prikke, hvor de var at søge. Han havde da også så mange og gode venner og bekendte, der vilde støtte ham; desuden betalte han for det arbejde, han ønskede gjort. Der er vist kun grund til at antage, at man følte medlidenhed med ham, og at de mange udtryk herfor, som brevene indeholder, er oprigtig mente. Særlig smukt er Hjalti Þorsteinsson brev af 7/8 1729: Jeg tror, at De altid har gjort vel og ret i perdius et pernox at samle de documenter, som tilhørte Deres professe, det var Deres embede, derfor var og hensigten god«.


Hvorledes man ellers på Island har set på Árnis indsamling af håndskrifter er usikkert; derom findes ikke vidnesbyrd. Til brevafskrifter var der intet at sige. Kun én stemme kendes, nemlig biskop Jón Arnasons, i et brev efter Árnis død. til H. Gram (5/9 1730), her findes bl. a. følgende: »Tvende ting falde mig ellers bedrøvelig, når jeg betænker det sal. menniskes afgang, det første, at han så ganske har sammenskravet og her ud af landet [ført] alle antiqviteter angående Nordmændenes (!) bedrifter, hvilke antiqviteter nogle vil sige at siden skal være til aske opbrændt i København;« det andet bedrøvelige var, at Árni »har intet in scriptis ladet efter sig posteritati, det mig er vitterligt, hverken sine landsmænd til nytte eller andre«. Tonen er ikke venlig; men bispens ord vidner både om uforstand og ukendskab til forholdene og er ham til liden ære. Jón Ólafsson antyder etsteds, at andre også havde udtalt deres fortrydelse over Árnis grundige indsamling.


I sit sidste år har Árni væsenlig været beskæftiget med ordningen af sine håndskrifter og dokumenter og undersøgelse af, hvad der var tabt, samt med at skrive breve til sine venner på Island og i Norge (Stub, der også lover at sende breve). Men også forskellige forretninger bidrog til at beskæftige ham og adsprede hans tanker. Der er Magnus Arasons lille (uægte) datter i København, som Árni havde taget sig af; han brevveksler med Magnus' slægtninge om barnet, som han ikke tör sende til Island, da det er så lille. Men penge har han lagt ud for det.[2] Der findes også breve ang Árnis broderdatter, Astrid, hvem han indsatte som arving til alt, hvad han ejede på Island. Og så er der brevveksling ang. Páll Vidalin, hans gæld til Árni (som för nævnt) og bogsamling. Det er overmåde ejendommeligt for Árnis bravhed og hensynsfuldhed, hvad han i br. til Ormur Daðason skriver herom (se br. 2/6 pkt. 2).


Efter branden var der naturligvis megen bolignød i København. Som för bemærket blev Árnis bøger osv. ført til Becker ved Hallandsås (Kongens Nytorv), hvor de har ligget uordnede og i stabler; så flyttede han til et hus i Nummerne overfor Holmens kirke (Störrestræde; nu Holmens kanal fra broen til Niels Juels statue) om foråret til Laksegade (Ørsleff, kapellan ved Nikolaj kirkes hus), og endelig om efteråret til et hus i Admiralgade,[3] og her døde han.


Árni synes at have haft en stærk konstitution: der tales aldrig om sygdom eller skrøbeligheder, han har lidt af. At branden og dens følger, bl. a. dårlige boligforhold, har virket undergravende på hans helbred i løbet af året 1729, er sikkert og vist. Det antyder Jón Ólafsson, der har givet os en udførlig og værdifuld skildring af hans sidste dage og død. Jón var kommen i Árnis tjæneste 1726; Árni har hurtig lært at sætte pris på hans flid, litterære kundskaber og interesser, og særlig benyttet ham som skriver. Jón siger (s. 37), at »vinteren efter ildebranden faldt meget skarp af frost, da gik han [Árni] ude hver dag, på arkivet og i besøgelser og skottede lidet om ordenlige måltider«; Jón nævner også, at lægens (senere) diagnose gik ud på gammel forkølelse og følgerne deraf. Jón har udførlig beskrevet hans sygdom; den begyndte med smærter i ryggen over lænderne, »som siden slog sig ind i bugen, gjorde der durchlauf, tormina og inflammationem ventriculi dolorificam«. Fra juleaften 1729 lå hani 3 dage uden søvn eller føde; han fik nu afførende midler, uden at det hjalp. En læge, Laub, blev hæntet, men han kunde ikke udrette meget »uden at afvende tenasmo«, så at der nu kom diarrhe isteden. Fra nytårsdag af smagte han næppe mad, men drak lidt vand. Han var dog noget oppe hver dag, og var hele tiden ved fuld bevidsthed undtagen forsåvidt som han »fantaserede noget den første nat«. Den 6. januar kom assessor H. Gram og etazråd Th. Bartholin, for at concipere hans testamente — facultatem testandi havde han forlængst fået, men han kunde da kun ved hjælp af H. Becker underskrive det. Den dag fik han også sakramentet, og den 7. januar, om morgenen 5 ¾, udåndede han. Jón havde våget hele natten ved hans leje, han havde været hos ham overhovedet nat og dag hele tiden og våget om natten fra natten mellem 28. og 29.


7. Januar blev alt forseglet i huset, siger Jón. Natten til den 12. januar vågede 7 Islændere ved liget; kl. 4 om eftermiddagen den 12. blev han begravet i Frue kirke på nordsiden af koret (ikke Trinitatis kirke, som det ved en mærkelig fejl står at læse i Marmora danica). På hans ligkiste blev der lagt en plade, hvorpå »hans livshistorie blev kortelig forfattet på latin« (trykt i Pontoppidans Marmora danica s. 110).[4]


Under sygdommen modtog Árni besög af sine mange, gode venner. Jón nævner justizråd Bartholin, assessor Gram, mag. Hundorph, secretær Vartberg. prof. Anchersen, Ørbech, Willemsen, samt mag. Reenberg, af hvem han modtog nadveren; Jón meddeler, at denne sagde ved afskeden: »jeg kan flattere mig af at have kendt den ærlige Arnas Magnussen«.[5]


Udpræget ro og standhaftighed udviste Árni på sit dødsleje, de samme egenskaber, han havde båret til skue hele sit liv igennem.


Hans hustru, Mette, døde kort efter ham d. 15. september 1730.



Fodnoter

  1. Der er flere, der beder om Árnis hjælp i den eller den sag (Katrin Björnsdatter vil gærne købe en ø, tilhørende kongen, og beder Árni støtte sagen osv.).
  2. Jfr. br. til Ormur Daðason af 2/6 1729, der viser, at Árni nødig har påtaget sig at sörge for barnet og vil naturligvis have sikkerhed for sine udlagte penge.
  3. »Andet hus fra hjörnet af Laxegadens; »imellem Laxegade og Hummergade på venstre hånd, når man kommer fra Nikolaj kirke«.
  4. Werlauff anförer »som en curiositet« en skreven tysk bemærkning i Sibberns Hist. litt. Islandiæ, Ny kgl. sml. 1850, 4° (efter en avis 24. jan. 1730), at »nogle gudsforgåede mænd har åbnet graven og ligkisten, taget det nøgne lig op af kisten og så ladt det hele ligge«. JÓl. benægter dette (1027, 4°) og siger, at det var de danske købmænd der havde opdigtet dette, og siger, at det var en »frues« grav, der således var bleven behandlet.
  5. I den isl. biografi meddeler Jón en morsom replik. Reenberg skal have sagt efter nadverens modtagelse: »Nu vænter jeg at vi ser ikke hinanden för end i guds rige«, hvortil Árni svarede: »Det samme vænter jeg med og skælm, der ikke møder«. Svaret er karakteristisk nok.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.