Bægere og trolderåd
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
50. Bægere og trolderåd
799. Kjællingbjærg er et bakkestrøg ved den nordre side af Sønder-Kongerslev kjær. På søndre side af kjæret ligger Örnebjærg på herregården Kongstedlunds ejendom. Begge steder bor der troldtöj. En karl fra Refsnæs skulde for mange år siden ride et ærende til Kongstedlund. Det var om aftenen, og da han red ud af Kongstedlund, tænkte han ikke godt nok efter, eller også var han ikke rigtig kjendt, nok er det, han rider i öst i steden for vest og kommer til Örnebjærg. Her havde troldtöjet gilde med dands og drikning, og højen var hævet i vejret på gloende pæle. Karlen holdt stille på hesten og sad og morede sig over dette her «leben», men det varede ikke længe, för der kommer en trold og byder ham en drik af et horn. Karlen kigede i hornet, fordi han syntes, at drikken ikke så videre appetitlig ud. I det samme råber en stemme over kjæret fra Kjællingbjærg: «Smid det bag om dig!» Det var troldene i Kjællingbjærg, som netop var i ufred med deres naboer i Örnebjærg. Karlen gjorde, som det blev ham sagt, og en stærk drik har det været, for nogle dråber, som faldt på hesten, sved hårene af. Men vilde karlen ikke have drikken, så vilde han så meget hellere have hornet, og han gav derfor hesten af hælene og lod den strække ud derfra, det bedste den kunde. Trolden vrælte, og straks mylrede hele forsamlingen ud af højen og bag efter karlen. Uagtet det var nogle småpu slinger, kom de nærmere og nærmere ind på karlen, der endda red som en gal mand. Men så råbte de ovre fra Kjællingbjærg: «Rid fra det hårde og ud på det bløde!» Det gjorde han så, og det hjalp, ti da de kom ud i plöjemarken, kunde de ikke følge ham, så han fik forspring, men over kjærvasen fra Kongstedlund mark til Halkjærsgård, hvor han var nødt til at følge vejen, var de lige ved at indhente ham, og den forreste greb fat i hestens hale. Karlen blev så angst, at han kastede hornet, hvorpå forfølgelsen hørte op. Da han kom hjem, døde hesten samme nat.
M. Nielsen.
800. En karl, der tjente en præst på Sjælland, skulde en aften ride til kjöbstaden, da datteren var bleven syg. Da han red hjem, var det blevet midnat, han skulde just forbi en höj, og som han kom lige ud for den, så han, at den stod på fire gloende pæle. Han red nærmere for at få det rigtigt at se, og da så han tydelig, at höjfolkene dandsede der inde. Som han nu holdt stille, kom én ud og bød ham et bæger med drikke. Han tog også imod det, men kastede drikken bag over hærden (akslen) ud over hestens lænd. Da foer den af sted med ham, som den Onde var efter dem, ti nogle dråber var faldne på dens lænd og brændte hårene af, og bjærgmanden bag efter, og det var ikke langt fra, at han havde nået karlen. I det samme kom en lille kone ham i møde, hun var af bjærgfolkenes slægt, men forskudt af dem, og derfor vilde hun hævne sig. Hun gav karlen det råd, at han skulde ride tvært over de pløjede agre, for så kunde bjærgmanden ikke indhente ham. Det gjorde han også, så nu slap han lykkelig hjem. Men han var endnu ikke sikker. Han måtte skynde sig at binde hesten og at give lægemidlerne og så straks løbe over i kirken, for havde han først været der, så havde bjærgmanden ingen magt over ham.
�K. P. Dalin.
801. I Boslunde kirke ved Korsør findes et bæger, som er kommet fra bjærgfolkene i Kanehöj. En karl red en gang der forbi og råbte: «Du Kanehöjs kjælling, skjænk mig, når jeg kommer tilbage!» Da han kom tilbage, stod kjællingen uden for højen med et bæger vin og rakte ham, men han turde ikke drikke det, og hældte det over sin skulder, og red bort med bægeret i fuldt firspring. Men i det samme kom en enbenet trold ud af højen og løb efter ham En trold i en anden bakke lidt fra Kanehöj så dette og råbte: «Fly de bolle, tag de knolle, søg det hellige sted.» Karlen, som forstod dette, red nu ad Boslunde til og passede altid, at han red på tværs af agerrenene, og Enben, som ikke kunde hoppe over renene, men skulde uden om hver, kunde nu ikke vinde med; men han nåede dog så nær, at da karlen sprang af hesten ind over kirkemuren, stod han ved siden og smed hesten ind til ham.
Hans Pedersen, Haldagermagle.
802. På Næsby mark ligger to höje med troldfolk i. En aften, da trolden i den ene höj havde gilde, og den stod på ildstötter, kom en karl ridende der forbi, og da han så, at troldene dandsede, gik han ind og dandsede med til langt ud på natten. Næste aften kom han atter ridende der forbi, og da de sad og drak der inde, bad han om at få noget at drikke med. Straks kom der en trold ud, som hed Enben, og rakte ham et guldbæger med drikke i. Den smed karlen ud over hesteryggen, og så red han, alt hvad han kunde, med guldbægeret, og Énben efter ham. Men da karlen kom forbi den anden höj, stod Hyrebels kjælling uden for, og da hun var fornærmet over, at hun ikke var budt med til de andre troldes gilde, råbte hun til karlen:
- «Følg med isen, så vinder du prisen
- over plöjet jord,
- så skal han (Énben) løbe op og ned ad forene,
- til det hellige sted.»
Det råd fulgte han og red over plöjet jord, lige indtil han kom til kirkegården, hvor han lod hesten springe over muren med bægeret, som siden blev brugt i kirken.
F. L. Gr.
803. Lidt over en mil syd for Slagelse på venstre side af vejen mellem Skjörping og Flakkebjærg, på Skjörping byes mark var for nogle år siden en höj, der nu næsten er udjævnet, og den kaldes Barnet. Som en bonde fra Flakkebjærget en aften kom ridende hjem ad fra Slagelse og kom nær til Barnet, så han hele højen stå på fire gloende pæle, og da han kom nærmere, så han mange små folk dandse lystig omkring under højen. Manden standsede lidt for at se på den kommers. Men så kom der én af troldene på ét ben hoppende hen til ham med et stort bæger og bød ham at drikke. Manden lod, som han drak, men hældte i det samme indholdet bag over, og noget af det kom på hestens lænd og tog både hud og hår af. Manden beholdt bægeret i hånden og foer afsted, trolden bag efter. Manden red, alt hvad han kunde, men midt imellem Barnet og Flakkebjærg havde trolden så vidt nået ham. Men så boede der en troldkvinde i Hødysse, Hødyskjællingen, som ligger på Flakkebjærg mark på Hedegårdenes ejendom, og hun var bleven uvenner med trolden i Barnet. Hun kom løbende og råbte til manden: «Ad det bolle, på det knolle, så kan Énben ikke nå dig, og søg det hellige sted.» Manden red nu ind over den plöjede mark tværs over agrene, hvor trolden måtte løbe ager op og ager ned og blev så på den måde noget bag efter. Manden sögte lige til kirken, red tæt til kirkemuren og sprang hurtig af hesten ind over muren, men trolden var dog så nær efter ham, at han nær havde fået fat i ham. Og da han så, at manden slap, kylede han hesten bag efter ham over muren, så den knækkede alle sidebenene.
Bægeret blev siden af manden givet til kirken, hvor det endnu efter sigende bruges til alterbæger. Da troldene så, at Énben ikke fik fat i manden, kylede en af dem en stor sten efter Flakkebjærg kirke, men den nåede ikke så langt, men faldt i åen neden for banken. Det er en sten på en 4, 5 alen i tykkelse og lige så i höjde, og trykket af troldens fingre kan tydelig ses endnu.
Lærer Hansen.
804. En karl, der tjente på Refsnæs, var en dag redet ud til Vildmosegård, Da han kom tilbage, var det aften, og just som han kommer til Kjællingbjærg, en stor bakke i Nörre-Kongerslev sogn, stod den på fire pæle, og troldfolket dandste lystig om der inde. Karlen holdt nu stille for at se, hvorledes slig en trolddands tog sig ud. Endelig bad han en af troldene om at få lidt at drikke. Nu kom der en lille kone frem, som rakte ham en drik i et sølvbæger. Karlen tog bægeret, men kastede indholdet over sin nakke, så at nogle dråber faldt på hesten, det sved hårene af. Derpå red han bort med bægeret, ti han syntes, at det kunde være en passende gave til hans herskab. Troldfolket, der så, at karlen red bort med deres bæger, satte efter ham, mandstærke, som de var. Nu så det galt ud med karlen, ti troldfolket var snart i hælene på ham. Men da han kom til Stennis bakke, kom der en lille mand ud og råbte til ham: «Rid o de hoor å po de boor, ellers tåer di dæ!» Karlen forstod i førstningen ikke rigtig, hvad disse ord skulde betyde, men endelig kom han i tanker om, at han skulde ride fra vejen og ind på den plöjede mark. Aldrig så snart havde han gjort det, før troldene måtte vende om, ti de kunde ikke gå i den plöjede jord. Da karlen kom hjem, forærede han sit herskab sølvkruset. Et års tid efter, en juleaften, kommer der en lille kone til Refsnæs og beder om lidt at drikke. Pigerne gav hende vand i et lerkrus; men hun sagde, at hun ikke kunde drikke af andet end et sølvbæger. Nu hentede de hint sølvbæger, som karlen havde taget fra troldene, og aldrig så snart fik hun bægeret i hånden, för hun forsvandt med det. Pigerne forstod nu godt, at den lille kone måtte høre hjemme i Kjællingbjærg.
Troldfolket i Kjællingbjærg og Stennisbakke var i strid med hinanden og sögte på flere måder at gjøre hinanden fortræd.
En gammel mand fra N.-Kongerslev skal en måneklar aften have set en lille kone sidde på Kjællingbjærg og spinde på sin rok, ligesom flere har hørt, at kister er blevne lukkede op og smækkede i der i samme bakke.
Det skal heller ikke være trygt at færdes der ved nattetider, ti det kan let hænde, at troldfolket vildleder de vejfarende.
Lovise Hansen.
