Barselqvinden (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

30. Barselqvinden

Blandt Beboerne af et Huus var der en Kone, som fødte; pludselig raabte Fødselshjælpersken: »hvad er det for et Uhyre! Det har store Tænder, det æder mine Hænder, det bider mig i Armen!« Da hun talte saa, flygtede alle Beboerne ud af Huset og op paa Baaden og en stor Steen, men to Drenge med deres ældre Søster kunde ikke faae Plads med deroppe, og flygtede derfor ind i Forraadshuset. Imidlertid kom Uhyret ud, slæbende sin egen Moder med udspredte Haar, og ilede hen efter dem som stode paa Baaden. Da det ikke kunde krybe op, overgnavede det Støtterne, saa at de alle faldt ned og bleve tilintetgjorte. Derpaa kom det til dem paa Stenen, disse stødte af Skræk til hverandre og faldt ned, til blot een var tilbage, da bød Uhyret Stenen at hælde og den sidste faldt ned. Da nu alle vare dræbte, kom det hen til Forraadskamret, men standsede saa og løb ind i Huset igjen; saaledes gjorde det flere Gange og forblev hvergang længere derinde. Den sidste Gang flygtede Børnene og løb ind i Landet til de vare ude af Sigte; derpaa gik de videre og kom til et Huus. Der gik de ind, fortalte om Grunden til deres Flugt og forbleve der til Natten. Medens Husets Beboere sov, forblev Søsteren vaagen af Ængstelse, og midt om Natten hørte hun en af dem sige: »det er nok dem selv som have dræbt deres Huusfæller, skjøndt Søsteren fortæller anderledes; imorgen naar de vaagne, lader os saa slaae dem ihjel.« Derover blev hun forskrækket, og da de alle igjen havde lagt sig til at sove, vækkede hun Brødrene og flygtede videre. Atter kom de til et Huus, men der gik det dem ligesom i det første og da de flygtede videre den næste Nat, tog Søsteren den ene Broders Støvle af og slog med den paa Indgangen til Huset, hvorved alle Beboerne omkom. Altsom de gik videre, mødte de et stort Menneske, som bar et halvt Rensdyr paa Nakken. Søsteren sagde til den yngste Broder: »prøv at gaae hen og fortælle ham hvorfor vi ere komne her,« og hun lærte ham hvad han skulde sige. Da Drengene havde fortalt det, kaldte Manden dem til sig, og tog dem med til sit Huus, som var smukt indrettet og indvendig heelt betrukket med Rensskind. Der bleve de og spiste Renskjød; da det var fortæret, sagde hun til Brødrene: »Renskjødet smager deiligt — men hvad bliver det bedre af? — af at blandes med Ryper — saa skynder eder ud, skynder eder ud —;" derpaa gik de ud, og snart efter hørtes der Vingeslag, og de kom ind med mange Ryper. Da de fortærede dem, sagde Søsteren: »Ryper smage deiligt, ikke sandt« o. s. v. — derpaa fangede de mange Harer; da de fortærede disse, sagde Søsteren: »Harer smager deiligt« o. s. v. — derpaa fangede de Serdlernat-Unger; da de fortærede dem, sagde Søsteren: »Serdlernat-Unger smage godt o. s. v. — store Serdlernat — saa skynder eder ud, skynder eder ud.« Manden sagde: »den Fugl fangede jeg altid med Frygt; naar den udruger sine Æg paa den anden Side af Næsset og napper efter Sælhundene, saa er den farlig.« Derpaa løb de ud og fik den at see, siddende paa Næsset; men da den reiste sig for at nappe efter Sælhundene, bleve de bange og flygtede. Men den mindste Broder blev tilbage og ham hakkede og fortærede den. Da sagde Søsteren: »nu vil jeg være med,« og de løb ud allesammen. Da den vilde bide hende, tog hun hurtigt Støvlen af, og slog henimod den og dræbte den; derpaa opskar hun dens Bug og fandt den fuld af Sælhundebeen, hvorimellem Broderens Been. Da hun havde udsøgt dem, tog hun dem paa Nakken og slæbte dem hjem. Paa Veien mærkede hun, at de rørte sig, og da hun naaede Huset, tog hun Broderen ned, og han var atter levende og uskadt, og de kom hjem alle fire.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 123-124.