Bestemmelser om tyveri i Den ældre Gulatingslov
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Bestemmelser om tyveri
oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
253. Her begynder afsnittet om tyveri
Det næste er, at ingen af os skal stjæle fra en anden — ingen af de mænd, som ønsker at opholde sig i vor konges land. Men hvis han stjæler en ørtug[1] eller mere, er han fredløs og må dræbes. Hvis han benægter det, skal han nægte med forligsed. Hvis han stjæler en mindre værdi, skal man stampe gade for ham og kaste sten eller tørv på ham. Så slipper han med det. Hvis han benægter tyveriet, skal han nægte med lydretsed, og den ed falder til gadeløb for ham. Man skal stampe gade til ham på det sted, hvor han bliver kendt skyldig, og den gade skal være ni gange længden på en fuldvoksen mands bue. Man skal kaste sten og tørv på ham, og han falder fredløs, hvis han falder, men hvis han gennemfører, slipper han med det.
Hvis en mand stjæler råt kød af et firfodet dyr, da er han fredløs — også selv om han kun stjæler et natgammelt lam.
Hvis en mand træffer en anden, som har tyvegods i hænderne, skal han binde det stjålne på den andens ryg, hvis der er vidner til, og føre ham til den tingkreds, hvor han stjal, og stille ham for kongens årmand, hvis han vil. Hvis årmanden ikke tager imod tyven, da er han skyldig 15 mærker. Det beløb, som årmanden skal betale, skal i sin helhed tilfalde bønderne. Så skal de føre tyven for lendermanden, og hvis denne ikke tager imod, da er han skyldig 15 mærker, men af det beløb skal kongen have halvdelen og bønderne halvdelen. Nu skal bønderne ikke betale bøde til årmanden eller til lendermanden, før de har søgt deres ret.
Nu skal den, der har fanget tyven, fortælle det på tinget og lede tyven med det fastbundne tyvegods frem og føre vidner om, at den, der fastbandt godset, ejer det, og desuden føre vidner på, at han bandt godset fast på den anden. Da skal tingmændene dømme i sagen. Hvis de dømmer manden misbunden, er den, der bandt ham, skyldig 15 mærker til kongen. Men hvis de dømmer ham retbunden, da skal årmanden få ham dræbt. Vil han ikke det, er han skyldig 40 mærker, og da skal bønderne købe en til at dræbe ham for årmandens egne penge. Hvis tyven går med livet i behold, skal bønderne bøde 40 mærker. Hvis de lader ham forlade tinget udømt, er de skyldige 15 mærker til kongen
254. Hvis en mand støtter sig til at have hjemmelsmand
Nu opdager en mand sin ejendel, som er tyvstjålet, i en anden mands hænder, men denne støtter sig til at have hjemmelsmand og påstår, at han har købt det. Da skal den første kræve indeståelse af den anden og ligeledes for det, som han kalder sit, og fastsætte en tidsfrist. Så skal han føre vidner på, at det er hans ejendom, og at han ikke har bortgivet det eller ydet det som bøde eller solgt det ved salg; da kan han tage det. Da kan han gøre ét af to: Enten drage væk med sin ejendom eller prøve den andens hjemmel. Nu, hvis den brister for ham, da er han tyv.
Nu anklager en mand en anden for tyveri. Da kan han gøre ét af to: Enten at stævne ham hjem og derfra til tings, eller at fare til tings og dér lyse tyveriet. Da skal tingmændene hjemstævne ham til næste ting, såfremt han er indenfylkesmand. De skal lovstævne ham tilbage til tinget, såfremt han er udenfylkesmand — og tilsvarende i hver sag — og fastsætte dagen for det ting. Nu, hvis han ikke møder, da bærer han sagen på ryggen, medmindre der vidnes om lovligt forfald for ham. Nu møder han selv på tinget; da skal han aflægge ed dér, og han falder til fredløshed, hvis eden falder for ham.
255. Om ransagning
Nu, hvis en mand får stjålet sine ejendele, og han ser fodspor gå derfra, da skal han hente sine herredsmænd og lyse sit tab og kræve hjælp til forfølgelse og opsøge mandens gård. Dér skal de sætte sig uden for gærdet, men sende en mand til huset for at fortælle om deres ærinde og kræve ransagning. Så tilbydes han det og går tilbage efter sine naboer. Da skal de gå ind kun iført skjorte og uden bælte. Nu, hvis han nægter ransagning, gør han sig skyldig i tyveri. Nu, hvis de finder tyvegodset mellem to skillevægge, hvor det ikke kan være skjult af udefrakommende, da er bonden tyv, hvis han er hjemme, men hans fuldmyndige søn, hvis bonden ikke er hjemme. Hvis ingen af de to er hjemme, er tjeneren tyv, hvis han er hjemme. Hvis disse ikke træffes, da er det husfruen eller den fuldmyndige datter, såfremt husfruen ikke er der. Hvis ingen af dem er til stede, er det gårdforvalteren, der er tyv.
Nu er tyven en mand, hvis tyvegodset findes mellem mænds klæder, men en kvinde, hvis det findes mellem kvindeklæder. Nu findes tyvegodset i en seng; da er tyven den, der redte sengen. Nu findes tyvegodset bag lås eller i et aflukke; da er tyven den, der gemmer nøglen. Nu bliver tyvegodset fundet ude i en lo, som man ikke kan få adgang til uden at bryde sig vej. Da er den tyv, som lagde i loen. Tilsvarende hvis det er i en brændestabel. Nu får tjenestefolkene fat i en steg. Hvis konen til bedstemanden hjemme har kosthold fælles med dem, er hun tyven, selv om de stjal. Hvis hun bryder med dem, er det gårdforvalteren, der er tyv.
Hvor tyvegodset kan være anbragt af udefrakommende, kan man nægte og gøre ed gældende.
256. Om tyveri
En mand opdager sin ejendel i hænderne på en anden, og han tager den, idet han siger således: »at jeg tilsidesætter på ingen måde kongens ret«. Har han vidner på dette, er den anden sandskyldig, mens den, der tager sin ejendom, er sagesløs, men hvis han dækker over tyven, er han skyldig 15 mærker til kongen.
Nu siger en årmand eller lendermand, at de har stiftet forlig mellem den, der blev bestjålet, og den, der stjal — og dermed har de tilsidesat kongens ret. Da skal begge parter aflægge lydretsed derom. Hvis ederne falder, er begge skyldig 15 mærker; den ene er skyldig, hvis hans ed falder.
Nu finder en mand sin tyvstjålne ejendel, men tyven er der ikke. Da skal han have øjenvidner, når han tager sin ejendel, og lade dem bære vidnesbyrd om, at tyven ikke var til stede, da han tog sin ejendel.
257. Om beskyldning
Nu beskylder en mand en anden for tyveri og en tredje for hæleri — at denne har taget imod hans tyvstjålne ejendel. Han nægter og skal nægte med lydretsed, men den falder til fredløshed.
258. Mere om tyveri
En mand sagsøger en anden for at stjæle, men tyveriet bliver ikke lyst. Da skal den sagsøgte nægte med lydretsed, som falder til fredløshed for ham.
259. Mere om tyveri
Hvis en ætbåren kvinde stjæler, skal hun føres ud af landet til et andet kongedømme. Hvis en umyndig stjælder, skal der bødes på hans gerning.
Hvis en herfødt træl stjæler, skal hovedet slås af ham, eller hans herre skal nægte med forligsed. Hvis en udenlandsk træl eller en søn af en udenlandsk træl stjæler, skal huden slås af ham, eller hans herre skal have hudflettet ham inden 5 dage, men hvis det ikke bliver gjort, kan kongens årmand inddrage trællen. Så skal årmanden have hudflettet ham inden 5 dage, men hvis han ikke gør det, skal manden have sin træl igen og flå huden helt af ham. Det samme gælder for udenlandske trælkvinder. Hvis deres herre vil nægte for dem, skal han nægte med lydretsed, men hvis eden falder, skal han slå huden af dem og erstatte det stjålne — alt, hvad der er uspildt, og halvdelen af det, der er spildt. Tilsvarende gælder for umyndige.
Hvis en frigivet kvinde eller en herfødt trælkvinde stjæler, skal det ene øre skæres af hende. Hvis hun stjæler igen, skal det andet øre skæres af hende. Hvis hun stjæler for tredje gang, skal næsen skæres af hende. Så hedder hun »stump« og »stub« og kan stjæle så længe, hun vil.
260. Om en fredløs tyv
Nu bliver en mand fredløs på grund af tyveri. Da skal den, der blev bestjålet, tage tredobbelt bod for sin ejendel af den fredløses ejendom og tyvegods.
261. Hvis en fri mand og en træl stjæler sammen
Nu begår en fri mand og en træl tyveri sammen. Da er den frie tyv, men trællen skal ikke være det for sin del, for den, der stjæler sammen med andenmands træl, stjæler alene.
262. Hvis trælle anklages for tyveri
Nu beskylder en mand en andens herlandske træl for at have stjålet. Da skal bonden tilbyde ham til efterprøvelse, medmindre han vi sværge ed for trællen. Den første skal da have trællen til efterprøvelse i en halv måned, men tilbagelevere ham med hele og uskadte lemmer og hverken pine ham med ild eller med jern eller med vand. Hvis han bliver pint, således at han tilstår tyveriet, da har han gjort det af rædsel, medmindre han tilstår det med sande beviser, for da er han skyldig.
Nu skyder trællen skylden på en fri mand; da skal han forblive fastsat, til denne beviser sin uskyld eller bliver kendt skyldig. Hvis han beviser sin uskyld, skal trællen dræbes.
263. Hvis en mand stjæler høge
Nu tager en mand en bundet høg fra buret og skjuler den; da er han tyv, hvis ejeren lyser det. Hvis en mand stjæler høslæt fra en anden mands jord, er han tyv. Han skal nægte med lydretsed, som falder til fredløshed, og det samme gælder angående høge.
264. Om mærkesten
Nu køber en mand jord af årmanden; da er han tyv, medmindre han køber på tinget. Hvis en mand sælger sin veitslejord[2], bliver han tyv, men ikke den, der køber.
Nu tager en mand mærkesten op, hvor de findes, og sætter dem ned et andet sted og fører dem ind på den lod, som ejes af hans nabo. Da er han tyv.
Noter:
