Biskop Pauls saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Bispesagaer


Biskop Pauls saga

Páls saga biskups


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Biskupa sögur, Hið íslenzka bókmentafélag, Kaupmannahöfn, 1858


1.

Paul var søn af Jon — den gæveste mand — der var søn af Loft, der var søn af Sæmund den Frode. Jons mor var Tora — datter af kong Magnus Barfod — og Pauls mor var Ragnheid Torhallsdatter — en søster til den hellige biskop Torlak. Paul voksede op på Odde hos sin far — Jon — der ligesom andre selv satte ham des højere, jo ældre han blev. Paul havde et smukt udseende med kønne, rolige øjne, krøllet, smukt hår, velskabte lemmer og små fødder; han var lyslødet og af middelhøjde og en høvisk mand. Han var modtagelig og allerede vellærd i en ung alder, og han var dygtig til alt, hvad han foretog sig — både til skrivning og andet. Han blev tidligt gift og fik Herdis Ketilsdatter — en smuk kone, der på alle måder optrådte, som det anstår sig for kvinder. De havde kun været sammen i få år, da Paul drog udenlands, og han gik i tjeneste hos jarl Harald på Orknøerne, og denne værdsatte ham meget. Han drog siden sydpå til England og gik i skole og hentede dér så megen lærdom, at man næppe kender til nogen, der har tilegnet sig så meget på så kort tid. Da han kom ud til Island igen, overgik han alle andre med sin lærde dannelse, digtning og boglige snilde. Han havde også så stor en stemmepragt, at hans sang og røst overgik alle hans samtidige. Han tog da igen ophold på Odde og blev fortsat agtet, som man kunne forvente. Kort tid efter stiftede Paul bo i Skard, og der var i begyndelsen mangel på meget af det, man behøvede, men så kom begge ægtefolks gævhed og gode venners velvilje dem til nytte. De blev udsat for de største tab af værdier, men tog det dog godt og forbilledligt, og det var som om, det ikke betød noget, og derpå voksede deres værdier som havet skyller mod landet. Paul var hjælpsom og trofast og venlig imod alle sine venner og alle gode folk, men han var streng imod onde mennesker, tyve og forbrydere. Han var på alle måder en stor leder af sin flok og hurtig til at komme til folk, der mente at trænge til hans hjælp. Paul var godordsmand, og han vejledte alle sine tingmænd i alle retssager, så de aldrig tabte sagen. Paul fik fire børn, der overlevede barnealderen, med sin kone — Herdis. Det var to sønner og to døtre; hans sønner hed Loft og Ketil, mens døtrene hed Halla og Tora. De var alle smukke at se på, og de skikkede sig vel, så snart de voksede op. Biskop Torlak — Pauls morbror — værdsatte ham højt og holdt meget af ham og indbød ham ofte hjem til sig. Selv om nogle andre høvdinge nærede modvilje mod biskop Torlak, var Paul ham en des mere trofast og fortrolig frænde, jo mere andre undveg ham. Da biskop Torlak døde, udviste Paul en stadigt kærligere slægtsfølelse end de fleste af alle hans stormandsvenner.


2.

Sommeren efter den hellige biskop Torlaks død, blev Paul udpeget til biskop. Der var forud en meget lang drøftelse af sagen, men det endte med, at afgørelsen — særligt efter råd fra Hall Gissurson — blev lagt under biskop Brand, og han udnævnte Paul til udlandsrejsen. Denne sagde ikke straks ja til udnævnelsen, men den ene efter den anden bad ham — biskop Brand og hans brødre og andre af hans nære venner — men han afslog det og tog således hjem fra tinget. Han drog siden til kirkevielse på Odde ved messedagen for Seljamændene og gjorde sig store overvejelser. Da alle havde opgivet at overtale ham, indså han, at der ikke var nogle tilbage at kives med, medmindre det skulle være imod Guds vilje — og det ønskede han bestemt ikke. Da han tænkte over sin beslutning, indgød Helligånden ham den tanke at lade sig selv forpligte over for folks behov, og han begav sig da ved godt mod under den byrde, der længe havde været hans sind imod. Kort tid efter tog han til Skålholt sammen med Jon — sin far — og sine brødre, og han overtog straks styringen af bispestolens værdier. Han tilbød da straks Gissur Hallson, at denne kunne blive der; han havde tidligere været der i biskop Torlaks dage, og han var en særlig pryd for stedet og havde sørget godt for de folk, som var dér. Paul lod alle værdier på Skålholt forvalte som førhen, og han satte præsten Torkel Hallson til at varetage kirken, og Torkel tjente ham — først da han kom tilbage til Island, men han blev siden kannik i Ver. Herdis varetog godt og behørigt deres gård i Skard og alle deres børn og alle deres værdier, mens Paul var i udlandet. Alle sagde, at ingen børn i hele herredet blev opdraget så godt som deres, og således gik det godt, så længe hun levede, fordi hun — som det ofte viste sig — var en meget omhyggelig kvinde både med hensyn til sit eget og andres.


3.

Paul forlod landet den samme sommer, som han var blevet udpeget til biskop, og han var da degneviet. Hans rejse gik godt, og han ankom til Norge og drog derpå til købstaden i Nidaros, hvor han opholdt sig om vinteren til slutningen af julen. Alle, der havde vist ham den største hæder og agtelse, mente at have gjort det godt, og des bedre, jo mere fornemme de var — og deri skønnede de rigtigt. Ærkebiskop Erik var i Danmark, da Paul kom fra Island til vielsen, og han var hos ærkebiskop Absalon, mens kong Sverre var østpå i Viken, hvorfra han drog til Oplandene. Efter jul drog Paul sydpå fra købstaden for sammen med sine rejsefæller at opsøge kongen, og han blev da fulgt af en mængde kongsmænd. Kongen tog så godt imod ham, som var det hans egen søn eller bror, der var kommet til ham, og han viste Paul så megen hæder og ære, som han og hans venner kunne ønske sig. Det var både sådan, at han bedre end andre forstod at udnytte lejligheden, og at han brugte alle midler på, at de begge skulle få hæder af sagen.


4.

Biskop Tore præsteviede Paul i købstaden Hamar; det skete i imbredagene i langfasten én dag efter Mathiasmesse, og den samme dag tog Paul tilbage til kongen og opholdt sig dér hos ham, indtil han tog til Danmark, og kongen gav ham alt, hvad han mente at have brug for på vej ud af landet. Kongen lod også alle landets biskopper give ham deres breve med segl. Han drog derpå til Danmark i fasten og ankom til Lund den første påskedag, hvor han opsøgte ærkebiskoppen, og straks han kom, indbød Absalon ham til sig med den største hæder, og han ventede ved højmessen på Paul, så snart han vidste, at der var udsigt til, at han kom. Han opholdt sig siden i påskeugen hos ærkebiskoppen, og begge behandlede hinanden med den største værdighed, og hans vielse blev straks besluttet dér, for de erfarede hurtigt, hvor dygtig han var både i lærdom og klogskab og i sine færdigheder. Han afventede vielsen i det munkekloster, der kaldes Herredsvad, men han var dog blevet dog viet før, de havde planlagt, da de skiltes, hvilket mest skyldtes, at kong Knud Valdemarsøn sagde, at Pauls afrejse skulle fremmes så meget, at den var til mest gavn for ham selv og for de folk, som han skulle være biskop over, og det fulgte af hans lykke, at den fornemmeste mand — uden at have mødt ham — værdsatte ham så højt, at han traf den beslutning, som Paul selv ville have valgt. Ærkebiskop Absalon bispeviede Paul på biskop Jons messedag — otte dage før messedagen for Filippus og Jacob — på råd fra ærkebiskop Erik, der dengang ikke selv havde synet til at vie ham. Til stede ved biskop Pauls vielse var ærkebiskop Erik og biskop Peter af Roskilde. Biskop Paul gav en guldring til ærkebiskop Absalon og en anden til ærkebiskop Erik og andre kostbarheder til alle de andre, der bidrog til hans værdighed og vielse til embedet. Celestinus var pave, dengang biskop Paul blev viet. Biskop Paul var 40 år gammel, da han blev bispeviet. Han drog derpå til Norge og traf kong Sverre østpå i Viken og rejste med ham til Bergen og var hos ham, indtil han drog til Island den samme sommer. Kongen viste ham i alle henseender mere hæder jo længere tid, han var hos ham, og jo bedre han lærte ham at kende. Alle værdsatte ham — som man kunne forvente — meget, og hans slægtninge var alle dem, som var de mest ansete folk i landet.


5.

Biskop Paul tog ud til til Island den samme sommer, som han var blevet viet til biskop, og ankom i Eyjafjord, hvor han straks afholdt et prægtigt gæstebud for biskop Brand og de andre af sine venner, der havde mulighed for at være til stede, med vin at drikke og al forplejning så god, som den kunne blive. Det viste sig da med det samme — som man også siden erfarede — at han altid havde det bedst, når han glædede de fleste af sine venner og slægtninge med kærlighed og storsind i prægtige gæstebud. Han havde to glasvinduer med sig ud til kirken i Skålholt — hans åndelige fæstemø — og han viste dermed straks — og det blev siden endnu tydeligere — hvad der lå ham på sinde, og hvor meget han ville pryde kirken, mere end den var, nu da han var bispeviet, selv om kirken allerede var mere fuldkommen og pragtfuld end nogen anden på Island. Den første hæder biskop Paul viste sin bispestol var den — som ingen biskop før havde gjort — at han ikke sang nogen messe, inden han kom til stolen i Skålholt. I alle lande anser man det ikke for mindre værd at høre den første messe fra en nyviet præst end en hvilken som helst bispemesse, men dette var så meget desto mere, da man på én gang både kunne høre præstemesse og bispemesse. En stor menneskemængde kom da til Skålholt til denne glædelige begivenhed for at høre biskop Pauls første messe. Der var mange fornemme folk til stede: Jon Loftson — Pauls far — og Sæmund og Orm — hans brødre — og Gissur Hallson, og der var virkelig mødt mange folk op. Biskoppen holdt en lang og smuk tale, og han lovede straks, hvilket glædede de fleste meget, at han ville byde de samme bud, som biskop Torlak havde budt. Da han drog gennem sit bispedømme, kunne man også snart se, hvor blid og venlig han var over for alle sine undersåtter, og hvor lidt han krævede af alle dem, der skulle beværte ham eller på anden måde havde pligt til at hædre ham. Han blev af den grund så afholdt af hele almuen, at næsten alle over hele landet elskede ham — ikke bare i hans eget bispedømme, men også — og ikke mindre — i det andet. Det var også tydeligt, hvor velhavende en mand han ville blive på grund af sin stadige og vedvarende omsorg og duelighed. Biskop Paul havde siddet én vinter i Skålholt, inden Herdis — hans kone — kom dertil for at varetage husholdingen inden for dørstokken, og hun var så stor en støtte og styrke som ingen andre — både for stedet og for ham selv — mens han indehavde bispestolen. Så stor var hendes duelighed og omhu, at hun kun havde været der i få år, før man havde nok af alt, der var behov for, og ikke behøvede bede andre om det, selv om der var hundrede mand på gården, hvoraf 70 eller 80 var arbejdsfolk.


6.

Da han kom til bispesædet i Skålholt, indså biskop Paul snart, at han var forpligtet til at støtte og styrke og afslutte noget, som den hellige biskop Torlak havde vist vilje til, og som han havde ladet indkøbe, og det var at sørge for de klokker, han havde købt til kirken i Skålholt, og som dengang var de bedste på hele Island. Han havde også fået fire træstammer hertil sammen med klokkerne, og de målte 20 alen i højden. Biskop Paul fik siden fat i den mand, der på hele Island var dygtigst til at forarbejde træ, og som hed Åmunde Arnason, og lod fremstille en klokkestabel, der var så udsøgt med hensyn til materialer og håndværk, at den overgik alt tømrerarbejde på hele Island på nær kirken selv. Han lod indrette et kirkerum oppe i stablen og en trappe, der førte derop, og han viede denne kirke til den hellige biskop Torlak på julens tiende dag, og han udstyrede i alle henseender denne kirke meget smukt og skaffede alt, der var behov for, til den. Han lod præsten Atle, der var skriver, male hele loftet inde i stablen og ligeledes gavlene, og han beklædte det helt for neden godt og smukt med tre stykker klæde. For alle dem, der blev begravet i stablen, lod han over hver grav skrive, hvornår vedkommende var gravlagt. Han brugte — såvidt han selv huskede — ikke færre penge på bygningen af stablen end 4 hundreder eller mere. Af den norske mand, der hed Kol, købte han klokkerne til stablen, og de var lige så værdifulde som de største kostbarheder. Han købte endnu flere klokker til stablen og også to, der ringede samtidig oppe i kirken, og han pyntede overalt, hvor man kunne komme i tanker om det — både i kirken og i klokkestablen og på alt udstyret, på altertavlen og på kors, på billeder og støtter og lamper, i glasvinduer og på hele bispeskrudet. Han lod også en stenkiste udhugge; den var meget behændigt udført, og han blev lagt i den efter sin død. Han lod også indrette en prægtig gravplads i stablen for de folk, som han mente at skylde mest.


Biskop Pauls stenkiste blev udgravet i 1954 og er nu udstillet på bispesædet Skålholt
Foto: Jon Julius Sandal © 2012


7.

På Allehelgensdag i det tredje år af biskop Pauls bispedømme døde Jon Loftson — hans far — den mand, som var den største høvding på hele Island. Han anså det for et meget stort tab at miste denne mand, der særligt havde forøget hans hæder og magt, og som var hans nærmeste slægtning af alle. Den almægtige Gud, der lod hans held og lykke vokse stadigt fra dag til dag, men aldrig mindske, øgede hans anseelse, således at ingen mand på Island tidligere var blevet lige så hædret og æret af sine slægtninge, som han da blev af sin nære slægtning — den hellige biskop Torlak — for da åbenbaredes dennes herlighed og hellighed, først nordpå i landet, men derefter over hele Island og i alle andre lande i nærheden. Selv om biskop Paul anså disse begivenheder for mere glædelige end de fleste andre, udviste han en sådan forsigtighed i sagen, at han havde alle høvdinge og de klogeste mænd særligt på sin side i behandlingen af denne sag, for han stolede ikke på, at der ikke blandt nogle folk kunne opstå rygter om, at han kun ville gøre en lille sag ud af salig biskop Torlaks hellighed. Han kom dog dertil, at han ønskede at belønne Gud for den herlighed, denne lod ske i hans dage — og som aldrig var sket magen til — på en sådan vis, at han på alle måder ville behandle sagen, som man kunne forvente, at Gud ville synes bedst om. Han fandt — ganske rigtigt — at der var vanskeligheder forbundet dermed, og passende meget blev i begyndelsen udeladt, så man ikke skulle betvivle sandheden, men ingen troede tidligere end han på og fremmede den hellige biskop Torlaks herlighed og hellighed, selv om han fór mere varsomt frem med det end andre. Det var dog alle de klogeste mænds råd — efter bud fra biskop Brand — at biskop Torlaks helligdom blev taget op af jorden den samme sommer, således som han selv den foregående jul havde foreskrevet i forbindelse med præsten Torvalds tydelige åbenbaring. Samme sommer — efter tinget, hvor dette blev bestemt — sendte biskop Paul besked til biskop Brand og sine brødre — Sæmund og Orm — og Gissur Hallsons sønner — Torvald og Magnus — og Torleif Torlakson fra Hitardal — Herdis’ morfar — og Ketil — dennes søn — og Torlak Ketilson — Herdis’ bror — og præsten Gudmund Areson, der sidenhen blev biskop i Holar, og mange andre af sine kære venner. Biskop Paul holdt et prægtigt gæstebud for de folk, der mødte op, og under biskop Pauls opsyn og vejledning blev den salige biskop Torlaks helligdom derpå taget op af jorden og sørget for på hæderlig og sømmelig vis. Og der fulgte straks store mirakler, som det berettes i hans saga, hvilket var hans herlighed, men biskop Pauls lykke.


8.

Sommeren efter blev biskop Torlaks messedag lovfæstet over hele landet, og der blev fastsat to dages faste forud. Derefter søgte folk dertil fra hele landet for at dyrke salig biskop Torlak ved vågen og fasten, ved bøn og ved pengegaver, og ligeledes søgte de folk, der var på rejse, dertil — store menneskemængder hvert år, både udenlandske og islandske folk — og de kom med de gaver, de havde lovet, og overlod dem til biskop Paul og fortalte hver især om, hvad der var sket ved afgivelsen af deres løfter og ved de mirakler, de havde fået til gengæld, og han glædede sig altid over beretningerne. De gik alle derfra med sande beviser på den hellige biskop Torlaks herlighed og hellighed og på biskop Pauls gavmildhed og højsind. Selv om biskop Pauls anseelse — hvilket var rimeligt — havde været stor før biskop Torlaks hellighed kom frem, øgede det hans agtelse meget, at han havde den i sandhed fornemmeste morbror, og mange forventede, at man ville sande de gamle ord, at »mænd kommer til at ligne deres morbrødre mest«, og det forekom også meget rimeligt, at dette ville ske her, fordi han i mange anliggender gjorde, som salig biskop Torlak havde gjort. Han var nøje og omhyggelig med gudstjenesterne, og han var nøjsom i fasten og i sin klædedragt, og han var også opmærksom på alle de ting, som han blev klar over havde været salig biskop Torlaks sædvaner: Ydmyghed og godvilje mod fattigfolk, afholdenhed og tålmodighed, som de begge i mangt og meget gav beviser på i deres tid som biskop.

Da det forekom biskop Paul, at de gaver, som folk af godvilje forærede salig biskop Torlak, hobede sig noget op, indså han snart, hvad han havde i sinde. Han handlede derfor med en guldsmed, der hed Torstein og var den dygtigste på hele Island til at forarbejde metal, og denne fik udleveret så mange materialer, at der ikke manglede noget, der var nødvendigt i fremstillingen af det, han agtede at lade udføre. Han lod udfærdigelsen af et skrin sætte i gang, og der blev dertil afsat ikke så få værdier i guld og ædelsten og i brændt sølv. Han lagde — med tilskud fra andre mænd — ikke færre midler til skrinet og smedelønnen end 4 hundreder. Dette smedearbejde var så særligt udsøgt, at det med hensyn til skønhed og størrelse overgik de andre skrin, der fandtes på Island, og det var over 3 alen langt, mens de andre, som dengang fandtes på Island, højst var 1 alen. Ingen begavet mand, der ser dette skrin, vil spørge, hvem den stormand var, der lod denne kostbarhed udføre, eller hvordan han var i stand til at skaffe midlerne.


9.

I biskop Pauls dage kom biskop Jon til Island fra Grønland. Han opholdt sig i Østfjordene om vinteren, men kom derefter i begyndelsen af langfasten til Skålholt for at møde biskop Paul, og han ankom skærtorsdag, og de viede begge en mængde krisma[1], og de havde mange fortrolige og oplysende samtaler med hinanden. Biskop Paul tog imod ham med den største hæder og beværtede ham prægtigt, mens han var der, og sendte ham meget stormandsagtigt derfra, både med hensyn til kostbare gaver og æresbevisninger i øvrigt. Biskop Jon rådgav folk om, hvordan man kan lave vin af revlingebær, sådan som kong Sverre havde forklaret ham. Og sommeren efter skete det, at der næsten ikke fandtes nogle bær på Island, men den mand, der hed Erik og boede tæt på Skålholt på den gård, der hedder Snorrestad, fik med held lavet noget vin denne samme sommer. Biskop Jon drog til Norge og derpå til Rom og fortalte — hvor end han kom — om biskop Pauls gavmildhed og værdighed.

I biskop Pauls dage — da Gissur Hallson var lovsigemand — rasede særligt en uretfærdig brug af alenmålet mellem folk — både udenlandske og islandske — så man ikke syntes, det kunne blive ved længere; da foreslog biskop Paul, at man skulle bruge målestokke, der var 2 alen lange. Biskoppens forslag fik støtte af andre høvdinge, herunder Gissur og hans sønner — Torvald og Hall og Magnus — foruden hans brødre — Sæmund, der dengang var den mest ansete mand på hele Island, og Orm, som både var lovkyndig og vis i det hele taget — og alle høvdinge, og det blev da lovfæstet, således som det lige siden har stået ved magt.


10.

I det syvende år af biskop Pauls bispedømme døde ærkebiskop Absalon i Danmark på Benedictusdag, og det samme år døde biskop Brand på Sixtusdag; han havde da været biskop i 38 år — et yderst dueligt menneske. Efter biskop Brands død, udpegede nordlændingene præsten Gudmund Areson til biskop, og biskop Paul gav ham sit brev med til ærkebiskop Einar, og Gudmund blev bispeviet i Trondheim 10 dage før biskop Jons messedag, og dengang var Håkon — kong Sverres søn — konge i Norge. Biskop Gudmund drog til Island den samme sommer, og han ankom til Østfjordene, hvor han og biskop Paul mødtes og hædrede hinanden med gæstebud og kostbare gaver. Derpå drog biskop Gudmund til Holar, hvor han af mange årsager havde de største vanskeligheder, mens han sad i bispesædet. Rigdommene svandt snart ind, mens udgifterne næppe var videre mådeholdne, og de folk, det gik ud over, anså ham for ganske stiv og stridbar i hans bud. Biskop Paul blev til gengæld mere afholdt og elsket af landets almue, fordi folk så hans omhu overalt og behageligheden ved hans nærvær og hans bud til alle, der henvendte sig til ham, og hele landets befolkning ønskede sig sådan en styring, hvis der var mulighed for det.


11.

Biskop Paul lod — i de tre fjerdedele af landet, han var biskop for — opregne de kirker, hvortil der ifølge forpligtelse var behov for at skaffe præster, og han lod opgøre, hvor mange præster, der manglede i hans stift. Der var da 220 kirker, men der var behov for 290 præster. Han lod foretage denne opgørelse sådan, fordi han ville tillade præsterne at rejse udenlands, såfremt der var et tilstrækkeligt antal tilbage i hans stift. Han ønskede også at sørge for, at der ikke skulle blive mangel på præster, så længe han var biskop.


12.

I det tolvte år af biskop Pauls bispedømme indtraf en hændelse af stor betydning; da døde Gissur Hallson to dage før Olavsmesse. Om ham sagde Sæmund — Pauls bror — disse ord: at han var »ophavsmand til alskens glæde, hvor end han befandt sig.« Da stod ilden op fra Heklafjeld for tredje gang tre dage før Ambrosiusdag den følgende vinter.

Biskop Paul besad så stor en lykke, at næsten alt gik godt i den første del af hans livsløb, og han fik det på sig — som man nu kan høre berettet ved sammenkomster — at han var meget afholdt blandt alle folk. Og så jeg har ikke fortalt om alt det, der ellers er stof til. Men den almægtige Gud gavnede ham des mere, jo ældre han blev — både med rigdom og anseelse. Og hvis nogle mener, at jeg af hengivenhed har pyntet mere på fortællingen om biskop Pauls liv og levned, end der er stof til, så gætter de ikke rigtigt, for jeg tænker, at jeg på grund af uvidenhed og uagtsomhed og ladhed i skrivearbejdet har udeladt meget bemærkelsesværdigt, snarere end at jeg har løjet usandheder ind i beretningen.

Der skete desuden det lykkelige for biskop Paul, at da folk blev trængte af uår, og afgrøder og fiskeri svigtede, og de fleste vinterforberedelser mislykkedes, så først dyrenes og siden folkenes forråd svandt ind, da tog han — i samråd med Torvald Gissurson og andre kloge folk i sit følge — den beslutning at bede Gud og hellige mænd om bedring ved tre gange hver dag at synge Fadervor til Guds herlighed og ihukommende den hellige biskop Torlak, og på dennes dag om sommeren at give fåremælken fra morgenmalkningen og et bundt hø af hvert kofoder og en mark af hvert mål mel, og der indtraf aldrig siden dårlige år, så længe han levede. Men eftersom Gud ikke til stadighed prøver sine elskede venner med ene behageligheder, men snarere vil lade sine folk blive fuldkomne i fristelser og prøvelser og se, om de står sig vel, som bliver prøvet. Nu, da biskop Paul strålede i denne blomstring, at hans anseelse og hæder stadigt voksede, bedrede Herdis med sin dygtighed og omhu deres vilkår i alle de gerninger, som bispesædet behøvede, idet hun var yderst opmærksom i sin behandling af de folk, der hørte til på stedet og på alle de andre gårde, biskoppen ejede. Deres børn blev allerede i en ung alder meget dygtige: Loft i fingerfærdighed og lærdom og klogskab, Ketil i indsigt og skrivning, Halla i virksomhed og boglærdom, Tora i lydighed og kærlighed. Og fordi Gud siger, at enhvert skudsmål skal kunne stå for to eller tre vidner, støtter jeg mig på et vidnesbyrd fra tømreren Åmunde, som både var pålidelig og sandfærdig. Han kvad dette vers:


Gud lader sin lykke
Loft til fulde styrke;
Ketils kraft har månens
kloge fyrste skikket;
altings høje hersker
Hallas levned fylder;
alle engles konge
ønsker godt for Tora


Sådan forløb det til stadighed med deres gøremål, så længe de forblev uskadte.


13.

Men da biskop Paul havde siddet i bispesædet på Skålholt i 12 år, skete det, at Herdis om foråret efter påske drog hjemmefra til Skard til den gård, hun og biskoppen ejede, hvor hun skulle ansætte tjenestefolk og søge for andre ting, der var tiltrængte. Hun blev fulgt af sine to børn — Ketil og Halla — mens Loft og Tora blev hjemme hos biskoppen. Mens Herdis var på Skard, steg vandstanden meget og gjorde Tjorså ufarbar til hest, men hun ville hjem på den aftalte dag, for der var meget ugjort hjemme, som man havde tænkt skulle vente på hende. Hun lod derpå skaffe et skib og føre det til åen, og de tog siden ned til skibet: Herdis, Ketil og Halla og Jon — Herdis’ bror — og en præst, der hed Bjørn — biskoppens kapellan, der fulgte dem — en degn fra Skard, der hed Torstein og Gudrun Toroddsdatter — Herdis’ søsterdatter. Først tog Ketil og Bjørn med deres rideheste og udstyr over åen; da druknede Herdis’ ridehest. Den sidste gang, man skulle sejle over åen var Sigfus Grimson, Torstein Degn, Herdis, Halla og Gudrun på skibet, men det blæste noget op. Da de kom ind i den strøm, der fandtes tæt ved landingsstedet, tog vinden dem og kæntrede skibet under dem. De sank alle ned i dybet, men kom op til overfladen igen, og da hørte man både mor og datter bede og give sig selv og deres sjæle i den almægtige Guds hænder. Dér skiltes de dødsviede fra de ikke-dødsviede: Sigfus drev i land, mens Herdis, Halla og Gudrun og Torstein Degn druknede, og Sigfus var meget udmattet, da han kom i land. Der var ikke én mand i land, der udviste duelighed. Men den almægtige Gud holdt alle sine løfter — som han havde lovet, at han ville give trøst imod alle sorger og ikke prøve nogen med tilskikkelser ud over, hvad vedkommende kunne bære — og Gud viste begge dele i denne sørgelige tildragelse, og som snarlig trøst i sorgen fandt man samme dag ligene af de folk, der var gået til, hvilket var den største trøst for dem, der overlevede. Men det var dog lidet sandsynligt — medmindre Gud bestemte det i sin mildhed og nåde — at vandstanden skulle stige så meget, at den hest, der druknede, få nætter senere drev i land på Vestmannaøerne.

Da disse begivenheder uventet kom biskop Paul for øre midt om natten, blev det klart for alle, at Gud nøje vidste, hvad han ville kunne bære. Han ville ikke nyde mad, og han sov ikke, før ligene var blevet begravet, og dog søgte han at glæde alle, som han kunne. Alle må dog forstå, hvilken prøvelse han gennemgik, når han på sørgelig vis havde mistet det menneske, han elskede mest, og uafladeligt kunne se sorgen hos sine børn og alle dem, han skulle tage sig af. I fattethed varetog han mindet om de døde både med hensyn til pengegaver til præsterne og tilsvarende til de fattige, og han indså det — som er rigtigt — at det i alt af stor betydning er bedre med den dybtgående plov end den, der bare furer jorden. Årsdagen for Herdis og de folk, der mistede livet sammen med hende, er 14 dage efter Korsmesse om foråret, og det var en pligt for mange folk — lærde som ulærde — at mindes hende så inderligt og kærligt, som var det en meget nær slægtning, på grund af hendes prægtige husholdning. Biskop Paul ydede Torlak — Herdis’ bror — megen trøst, både i sine ord og med de fornemme gaver, han gav ham, og han agtede på ingen måde Torlak mindre, end før han mistede Herdis. Han var efter hendes død på ingen måde mindre trøstende over for hendes slægtninge end sine egne. Tora — hans datter — overtog efter sin mors død husholdningen inden for dørstokken under sin fars kærlige opsyn, og hun var da ikke mere end 14 år gammel, men hun varetog den dog således, at de forstandigste folk anså hendes adfærd for upåklagelig. Biskoppen skjulte så hurtigt sorgen, der havde ramt ham, at de fleste ikke bemærkede meget, men dog vil alle med rimelighed mene, at dette skyldtes hans tålmodighed og det, at han ville tjene almuen med sin venlighed, snarere end det, at han glemte denne sorg, så længe han levede.


14.

På nær ved højtiderne lod biskop Paul — i forhold til tidligere — sjældent afholde prædiken, men så værdsatte han det desto mere, fordi det sjældent forekom. På næsten hver helligdag lod han synge to messer, og han prædikede selv på fire dage i løbet af 12 måneder: Den første juledag, den første onsdag i fasten, skærtorsdag og på kirkens dag, men alene på øvrige dage, når han fandt, at nødvendigheden bød det. Grunden til, at jeg nævner sådanne ting, som de mest kyndige og omhyggelige mænd har udført på forskellig vis til størst gavn for dem, der efterlevede det, er, at folk skal kende så meget som muligt til, hvordan de mænd, som det er godt for alle at efterligne, virkede. Når han drog gennem sit bispedømme, afholdt han selv bønnen på hvert sted, han gæstede, eller fik en anden til at gøre det. Der var forskellige mænd i hans tjeneste: Først Torkel Hallson — en god og ærlig præst — i nogle år, inden han fik et kannikesæde; derefter tjente præsten Legg ham i 7 år og siden en nordlandsk præst, der hed Bjørn, som var lille af vækst, men dog begavet og vellærd og biskop Brands fostersøn — han forlod siden landet. Derpå tjente præsten Brand Dålkson ham; han havde også tidligere været i bispetjeneste hos biskopperne Brand og Gudmund. Præsten Ketil Hermundson var også i hans tjeneste, inden han døde, og han varetog stedets kor og præstestand efter biskop Pauls bortgang. De foregående biskopper havde hver især altid ladet den samme tjene sig af den grund, at de dermed udviste fasthed og stadighed i deres sindelag i dette som i meget andet. Biskop Paul lod flere tjene sig af den grund, at han fandt det bedre, jo flere han ærede og prydede, og hver isærs hæder blev vel anerkendt, så længe vedkommende tjente ham, hvad end der skete siden.


15.

På den tid, da Herdis døde, tiltog vanskelighederne i forholdet mellem biskop Gudmund og Kolbein Tumeson på nordlandet, og som man véd, så alle folk i landet med alvor på deres vanskeligheder, men det var dog biskop Paul, der først af alle mærkede de genvordigheder, der ikke tidligere havde været i Nordlændingefjerdingen. Han var kommet i denne vanskelige stilling, fordi ærkebiskoppen havde sendt ham et brev med sit indsegl, at han skulle støtte og styrke biskop Gudmunds sag, som han havde midler og anledning til, men Kolbeins sag blev støttet af mange af biskop Pauls kære venner, slægtninge og besvogrede, som han på alle måder ønskede at vise hengivenhed og ikke gå imod. Men disse hensyn lod sig ikke let forene, idet biskop Gudmund ikke anså sig for hjulpet, medmindre biskop Paul stillede sig yderst på planken med ham, og han tog hverken hensyn til mennesker eller landets love, men lyste alle, der ville foretage sig noget imod hans vilje, i forbud eller band. Biskop Paul var i mange tilfælde langmodig, selv om ikke alt blev gjort, som han mente, det sømmede sig bedst, og han vandt mange folk for sig selv og Gud på den måde, at han behersket tugtede nogle, så andre ikke havde lyst til at handle ilde. Biskop Gudmund skånede ikke de folk, der tilhørte biskop Pauls stift, for lysning i forbud eller bandsætning, så snart de afsagde domme, der ikke passede ham, selv om dommene var efter loven. Biskop Paul lod ikke disse erklæringer ramme folkene, men han pålagde dog de folk, der var omfattet af eller indblandet i biskop Gudmunds bandlysninger, en eller anden lille straf til påmindelse om forsigtighed, for han undte hellere sine folk at have to goder end at sidde med nogen tvivl, hvad enten den måtte skade dem noget eller ikke. Men biskop Gudmunds og Kolbeins modsætningsforhold blev så stort, at de mødtes i den kamp, hvor Kolbein faldt sammen med mange andre gode mænd — både lærde og ulærde — mens de folk, der overlevede, mistede deres lemmer. Efter det overfaldt biskoppens[2] folk de overlevende og Kolbeins nærmeste slægtninge og jog dem væk og tilegnede sig alle deres værdier og kaldte dem bandlyste. Da biskop Paul fik vished om disse ulykkelige hændelser, bad han sine venner om ikke straks at fare imod de andre, og han ville vente af den grund, at »på blodnatten er enhver mest utålmodig«, og at man da ville sande disse ord, og han mente, at der ville blive handlet mere forstandigt og velovervejet, hvis man ventede længe. På den anden side ventede han, at biskop Gudmund ville være misfornøjet med, hvor meget det havde udartet sig, og ville fremsætte et godt tilbud om forlig og oprejsning til de efterlevende. Da dette imidlertid trak ud, og forlydenderne om deres overfald og ran og forbrydelser og alskens ulykker til gengæld spredte sig, sendte biskop Paul sin kapellan — Bjørn — hen for at møde biskop Gudmund og bede ham afhjælpe og erstatte de forvoldte skader med bøder, og han tilbød at hjælpe ham med næsten alt, hvad der behøvedes, hvis han ikke selv sparede på sin velvilje og de midler, som han havde til rådighed — om det var som penge eller som andre bidrag. Det skete for tydeligt at vise hensyn til begge parter: At Biskop Paul frarådede høvdingene at drage nordpå først på efteråret, mens folks sorg var frisk og ikke sløvet af smerten over tabet af de hensynsløst dræbte, og siden dette forsøg på at få biskop Gudmund med til forlig, idet han undte de efterlevende til ansete og gode slægtninge en mere rimelig oprejsning for deres sorg, end den de fik nu, og han ønskede — mens der var mulighed for det — at skåne biskop Gudmund og dennes følgesvende for fare. Men biskop Gudmund gik ikke ind på det og vurderede, at biskop Paul tog høvdingenes side ved et sådant mælingsforsøg. Det viste sig imidlertid hurtigt, hvem af dem der rådede mest forstandigt, for det samme år drog høvdingene til Holar og jog biskop Gudmund fra bispesædet og ryddede op i den flok ugerningsmænd, som opholdt sig dér — forbrydere og ransmænd og røvere — og nogle af dem blev dræbt. Således blev dette udspring for ugerninger splittet ad, og dermed og derefter blev folks skæbner bedret. Biskop Paul bød med venlighed og godvilje biskop Gudmund hjem til sig; denne tog ikke imod tilbuddet og gjorde sig umage for ikke at træffe ham, for han ønskede ikke at høre på hans gode råd.


16.

Biskop Pauls bispestav af hvalrostand.
Gaven til biskop Tore har velsagtens lignet.
Illustration af Carsten Lyngdrup Madsen
© 2011
På denne tid drog Loft — biskop Pauls søn — udenlands og besøgte ansete mænd i andre lande: Biskop Bjarne på Orknøerne og derefter kong Inge i Norge og jarl Håkon — kongens bror[3] — og han modtog prægtige og værdifulde gaver af dem. Og mens biskoppen sad med tankerne vendt mod sin søn og andre spørgsmål om, hvordan det da gik, glædede Gud ham en sommer ved, at Loft kom tilbage med den megen hæder og de værdifulde gaver, han havde modtaget, og han kunne fortælle, at han havde nydt godt af sin fars navn, hvor end han var kommet.

Denne sommer kom de kostbarheder, som ærkebiskop Tore af Norge sendte til biskop Paul, ud til Island: En guldsømmet krone — hvis lige aldrig før var kommet til Island — en herlig guldfingerring og et par kostbare handsker. Og sommeren derpå — da biskop Paul havde siddet i bispesædet på Skålholt i 16 år — ankom flere ypperlige kostbarheder, som biskop Nikolas fra Oslo sendte biskop Paul: En stor guldfingerring, der vejede to øre, med en pragtfuld sten i, og han sendte ham så meget balsam, at man forventeligt aldrig siden ville mangle — og intet andet af det, man behøvede, var lige så vanskeligt at skaffe som balsam, og det havde tilmed ikke kostet under nogle mærker brændt sølv. Man skylder at nævne, at biskop Paul også sendte mange gaver til sine venner i udlandet — det var både falke og andre værdigenstande. Han sendte biskop Tore en bispestav — lavet af hvalrostand — der var så kunstfærdigt udført, at ingen tidligere havde set noget så dygtigt forarbejdet på Island; den var tilvirket af Margret den Dygtige, der dengang var den bedste udskærer af alle på Island. Hun og Tore Præst — hendes mand — tjente begge på Skålholt, dengang biskop Paul døde, og Tore havde dér overopsyn med ejendomsdriften, mens hun udførte alt efter biskoppens ønske.

Biskop Paul havde inden sin død ladet fremstilling af en altertavle igangsætte, og han agtede at bruge store værdier på den — både guld og sølv — og Margret udskar også ypperligt i tænder, og det kunne forventes, at det ville blive den største kostbarhed som følge af biskoppens planer, og når Torstein Skrinsmed og Margret siden forenede deres dygtighed. Der blev den største sorg ved biskoppens bortgang, og da måtte sådanne ting til at begynde med sættes i stå til fordel for mere vigtige sager. Torstein fik da ansvaret for altertavlens tilvirkning. Den sidste sommer, hvor biskoppen var i live, ankom det træ til kirkens hvælving, som biskop Paul havde ladet hugge, og da overdrog han alt det indkøbte til bispesædet, som havde skyldigt behov derfor.


17.

Nu er der fortalt om de ting, der gik efter ønske den sommer; så skal jeg omtale de ting, man anså for store prøvelser: Der skete et stort jordskælv dagen før messedagen for Seljamændene, og mange mennesker mistede livet, og på mange gårde faldt alle bygningerne sammen og forvoldte den største ødelæggelse. Der var heller ingen ende på regnen, og dette medførte store skader. Da forlød det også fra udlandet, at Kløng Torvaldson var død, og han ansås for at have været et lovende emne til en stor høvding, såfremt han havde beholdt livet.

Denne sommer blev biskop Paul ramt af sygdom og stor utilpashed, da han drog omkring i Vestfjordsfjerdingen, og han kom kun med nød og næppe til Hitardal; dér lå han til sengs i næsten fire uger. Han tog derefter hjemad med svækkede kræfter og kom hjem til Skålholt tre dage før Simonsmesse, og han gik da straks i seng. Han sang messen på Allehelgensdag, og han sang da for sidste gang messe til ære for den almægtige Gud og alle hellige mænd og til hjælp og nåde for sig selv og alle kristne mennesker — levende som døde. Før Martinsmesse tiltog utilpasheden og smerterne ved hans sygdom meget, og både søvnløshed og madlede fulgte, og han forekom da at være døden nær. Hans sønner og brødre og mange andre af hans venner var da til stede. Så sendte biskop Paul bud efter Torvald og Magnus Gissursønner, og de kom til Skålholt, og han fortalte dem i alle henseender, hvad der var hans vilje. Han fik den sidste olie på ottendedagen efter Martinsmesse, men før han blev smurt med den hellige olie, holdt han en meget lang tale efter den hellige biskop Torlaks forbillede. Han skriftede derpå åbenlyst i alle forhold for alle de tilstedeværende lærde mænd, det som efter hans mening var hændt ham til påmindelse i hans bispedømme, og han bad alle om at tilgive ham det, han havde gjort forkert imod dem. Og han tilgav med mildhed alle, der havde handlet forkert imod ham, og gav sig under Guds nåde. Derpå fik han den sidste olie. Hans sygdom aftog noget, inden man tog salvelsesklæderne af ham og to nætter derefter, men så forværredes sygdommen på ny, og derefter levede han ikke mere end to dage. Han tog corpus domini umiddelbart inden sin død og sov så ind til Gud.


18.

Ugen før biskop Pauls død viste månen sig, som var den blodig, og den gav ikke lys fra sig ved midnat i klart vejr, hvilket straks satte en stor skræk i mange folk.

Paul blev bispeviet af ærkebiskop Absalon i pave Celestinus’ dage, da Sverre var konge, og han var da 40 år gammel. Han styrede Guds kristendom med stor omtanke i 16 år og døde på ugens tredje dag én dag før Andreasmesse, og der var da siden Guds fødsel forløbet fire år af det trettende århundrede.[4]

Præsten Are den Lærde, som viseligt har samlet mange vidnesbyrd, fortæller hvor meget vort land sørgede efter biskop Gissurs bortgang, og folk holdt ham for den mest ansete mand, der har været på Island. Men her kan man se, hvor meget frygt denne prægtige høvdings — biskop Pauls — død afstedkom: Hele jorden rystede og skælvede af rædsel, himlen og skyerne græd, så store dele af årets afgrøder gik til spilde, og månen på himlen viste tegn på død, da biskop Pauls sidste levende stund var nært forestående, og havet brændte da tilmed ud for landet. På alle steder, der var omfattet af hans bispedømme, udviste næsten alle grundbestanddelene[5] en form for tegn på sorg over hans bortgang. Den sidste nat, biskop Paul levede, drømte Torvald Gissurson — den klogeste høvding — at Jon Loftson overdrog apostlen Peter den hjord, som biskop Paul — Jons søn — havde vogtet, som Jesus Kristus overdrog sin hjord til sin far, inden han blev pint, og Guds nåde overdrog nu denne sin hjord til apostlen Peter, inden vores fader og hyrde blev bortkaldt fra os.


19.

Nu kan man se begge stavne på denne herlige biskops bispedømme, og vi tænker, at der på den tid ikke har været andre til at se bagstavnen, som ikke har længtes efter at se forstavnen. Men vi — hans kære, der efterlevede ham — må stille os tilfredse med, at han har efterladt sig næsten alle de gode ting, man kan få fra en god og anset mand: Hæderlige børn med gode evner til erstatning for dem, der har lidt det største tab ved biskop Pauls død; tilstrækkelige værdier og alskens prydgenstande for bispesædet — de fleste fuldførte og andre påbegyndte med gode materialer; hans gode råd i de prædikener, som han til stadighed holdt med fortællinger og smukke fortilfælde fra sit liv; den rigdom og de glædelige vilkår, som han tiltænkte størsteparten af sine nære slægtninge — og han har sikkert ment, at Gud ville trøste dem, han ikke glædede med værdier.

En klog mand — Åmunde Arnason, biskop Pauls tømrer — har styrket denne min saga, da han kvad disse vers:[6]


Bispen sad i sædet
seksten år til glæde;
himlens herskers love
hæderfuldt han tolked’.
Den målsnilde mægler
møder nu sin skaber;
fuldt i fred vil solens
fyrste Paul vel holde.


20.

De 16 år, hvor Guds kristendom blev prydet ved blomstringen af biskop Pauls bispedømme, indtraf der mange store begivenheder i verden: Da døde pave Celestinus, ærkebiskop Absalon, kong Sverre, de norske konger Håkon og Guttorm, de svenske konger Knud og Sverker, den engelske kong Rikard, biskop Njal, biskop Brand, biskop Jon, jarl Harald på Orknøerne, jarl Filippus, abbed Einar Mårsson, abbed Gudmund Bjalfason, abbed Havlide Torvaldson og abbed Torkel Skumson. Også mange andre ansete mænd — både lærde og ulærde — døde, mens biskop Paul virkede: Jon Loftson, Gissur Hallson, Sigmund Ormson, Torleif Torlakson, Torvald Torkelson, Kalv Snorreson, Are Bjørnson, Ønund Torkelson, Hermund Kodranson, Tord Snorreson, Gudmund Åmundson og præsten Berse Halldorson. Også meget andet hændte i hans tid som biskop: Skibsforlis og udbrud af ild fra Heklafjeld, ufred, ran og afbrænding og mange usædvanlige dødsfald.

Nu har jeg — i nogen hast — gennemgået biskop Pauls levned, og hvis denne beretning ikke er blevet lige så bemærkelsesværdig, som han fra sin side har givet emner til, skyldes det mere manglende forstand end ond vilje fra min side. Måtte den almægtige Gud stedse glæde ham i evig herlighed. Amen!




Noter:

  1. ɔ: chrisma, hellig olie.
  2. ɔ: Biskop Gudmund Areson.
  3. Håkon må være en fejl for Orm. Kong Inges mor — Ingerid Ragnvaldsdatter — fik med Ivar Sneis [Sneis ≈ Pølsepind] sønnen Orm »Kongsbror«, som blev norsk rigsjarl.
  4. Biskop Pauls dødsår er retteligt 1211.
  5. ɔ: jord, vand, ild og luft — de fire elementer.
  6. Her er kun det første af tre vers medtaget — indholdet i de to øvrige vers er ikke væsensforskellig fra dette.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.