Bjærgfolks kjörsel eller ridt
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
10. Bjærgfolks kjörsel eller ridt
126. I Tworrens höj i Skallerup boede dwærrier. En gammel mand havde set dem ride fra den höj og ned til Svine-sig og vande deres heste, og de havde guldsko under dem.
Lærer Dissing, Erslev.
127. I Skallerup by ligger en höj, som kaldes Torshöj, og i den, fortæller de gamle, boede der fordum dværge, som om aftenen red omkring på deres små heste, hvis guldsko glimtede i måneskinnet. Somme tider red de til en síg for at vande deres heste, og i höstens tid blev kornet gjærne borte omkring höjen. Så troede folk, det var dværgene, der tog det til deres heste.
F. L. Grundtvig. Mors.
128. I Mads Hansens gård i Bubel havde de en gang slagtet, og der var ild i bryggerset sent på aftenen. Om ved Kl. 12 blev der med ét et sådant spektakel, som om huset skulde falde ned, og ingen kunde skjönne, hvor fra det dog kunde komme. For at få ro gik de ud og slukkede ilden, og da så de, som var der ude, at der kom en trækkende med fire kulsorte heste. Han trak dem ud i gården og vandede dem ved truget. Spektaklet kom af, at han skulde igjennem bryggerset og kunde ikke komme der, så længe der var ild.
K. P. Dalin.
129. En kone i Nibe fortæller, at da hun som barn tjente i Hasseris ved Ålborg og skulde ud at flytte køerne en morgen tidlig, så hun en lille rytter med en rød hue og iført et par bukser af skind komme ridende hen imod sig ad landevejen til Ålborg på en lille hest af störrelse som en hund, der efter hendes skjön var brun eller mørkerød.
Lærer Olsen.
130. En mand, der en aften kom om ved Troldehöj på Sminge grund, så der henved en snes ryttere, der red rundt omkring höjen.
S. P. Jensen, Vole.
131. Man har ofte set dværgene på Øland age hø ind i bakkerne på små vogne. Deres heste var kun lidt større end katte.
Nik. Christensen.
132. I en höj i Tise boede der en höjmand. En kone fra Vrensted eller Tise sogne havde selv erfaret det. En forårsdag, da hun tilligemed en anden gik forbi höjen, hørte hun tydelig, at höjmanden slog sine vognfjæl sammen inde i höjen. Han var nemlig i færd med at kjøre sin gjødning ud.
A Olesen, N.-Sundby.
133. På Hörslev mark ved Århus, fortælles der, så en mand en aften sildig en vogn komme ud fra en höj med 4 kulsorte heste for. Den kjørte ned i byen, ind gjennem en gård og derfra ud på en åben plads, hvor höj folkene opholdt sig en lille tid. Andre vidste, at de gjorde denne kjøretur hver nat klokken 12, og hver gang de kom tilbage, legede de ved to huse, hvoraf det ene lå i den vestre ende af byen, og det andet lidt uden for. Kom der så nogen og vilde ad den vej på de tider, så spærrede höjfolkene vejen for dem. Der er også fortalt om en mand, som kom hjem fra en anden by sent om aftenen, at da han kom i porten, som de plejede at kjøre igjennem, kunde han ikke komme frem. Han tog frem for sig, for at overtyde sig om, hvad det var, og han fik da fat i en tömme. Så skjönnede han, at det var höjfolkene, der kom kjørende, og skyndte sig ud af porten.
K. P. Dalin.
134. Henne mellem Krarup og Søfelde (i Krarup sogn) findes en mark, som man kalder Lillefeldt, og nær ved Lillefeldt ligger en meget stor banke, hvor folk undertiden har set sære ting. Man har fortalt mig, at Morten Stenhugger således en gang har set nogen kjøre ud af banken i karet.
P. Jensen, Kværndrup.
135. Manden i Knudegård (Øland) fandt en gang en hestesko som til et lille føl. Det var da en af ellefolkenes heste, som havde tabt den.
Nik. Christensen.
136. En sommermorgen lidt för solens opgang stod jeg og sendte korn ind ad en luge på den östre længe af min faders gård. Vi var komne lidt silde hjem med læsset aftenen forud, og da luften var god, lod vi det stå natten over; men nu skulde vi have det ind, for vi skulde have davre, at vi straks kunde tage fat på at kjøre ind igjen. Som jeg stod, hörte jeg, at der blev slået en marsch, jeg lyttede, og så kunde jeg höre både trommer og piber. «Skal der være eksersits på Glimminge lyng i dag?» spurgte jeg dem, der var inden for at tage imod. De havde intet hørt, sagde de. «Det må der vist skulle være alligevel», sagde jeg. «I kan jo selv høre musikken,» og de rakte hovederne ud af lugen og hørte det allesammen. «Det var dog lige forunderligt», sagde en daglejer, «at man ikke skulde have hørt noget om det.» Men i det samme fik vi öje på hele kompagniet, der trak op, men om de var store eller små, kan jeg ikke sige, for de var så langt borte. Solen gik op i det samme, og siden hverken hørte vi musikken eller så noget til dem.
Chr. Weiss. Bornholm.
137. I Mejlbjærggårds plantage ligger der 3 höje, der kaldes Björnshöje, og der har de set en mand, de kaldte Björnshöjmanden. Vor karl har også set noget der som dreng. Han skulde en morgen tidlig ride til Kovsted med et øg, der skulde til hest, og da han så rider op til landevejen, ser han en vogn komme kjørende med 4 heste for, som han antager for en postvogn. Nu vil han ride rask til, at han kan indhente den, og han kommer også nær dertil, men så drejer den om lige for deher höje og kjører ind i den ene. Karlen red forbi höjen og mente, at vognen dog var kjørt forbi, men nu så han hverken heste eller vogn. Det var en pålidelig karl, så det skal nok være sandt.
Den mand, der går der, han går også ind i höjen. Min fader har set ham ridende, så han har alle befordringer. Han kom fra Randers en løverdag, og da han kom nede ved Bilidt, kunde han se noget, der kom imod ham oppe på bakken ved höjen, det var så stort og lignede en ridende på en stor hest. Da han kom nærmere til det, var det en gangende, men han var så höj, te det var forfærdelig. Nu kom manden helt nær til, og så tager han et skræv over grøften og var helt væk med det samme. Min fader troede, det var en husmand, han kjendte, og da han kom lige for, sagde han: «Du skal ikke ræde mig hen, Sören Smed, for a er ikke så bange.» Men da der ingen var, så stak han af hjemad.
Niels Jensen, Glenstrup.
138. En gårdmand i Björnstrup, der både var pålidelig og brav, gik med en lygte op på sit loft for at måle korn til julebægten. Vejen førte gjennem stegerset, og der så han en kane, trukken af en vædder, og i kanen sad to fruentimmer bagi og to mandfolk foran. De var meget smukke at se til, men ikke större end fingre.
F. L. Refsnæs.
