Blandede Optegnelser (CCR/FM) - Olaf den Hellige

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

XXX
Blandede Optegnelser,
deels af usikkert Indhold, deels af fremmede Skriſter

Usikre Beretninger om Olaf den Helliges Erhvervelse
af Herredömmet over Grönland i det 11te Aarhundrede.

Vi have ovenfor II, 234-39 meddeelt et Uddrag af Odd Munks mærkelige Saga om Kong Olaf Tryggvesön, hvori det berettes, at denne Konge vel havde indfört Christendommen i Norge, Hetland, Örkenöerne, Færöe, Island og Grönland, men at den paa mange Steder blot havde bestaaet i Navnet, hvilket og stedse vilde blevet saa, der som en anden ikke var kommen for at styrke den og underkaste sig Folket, nemlig Kong Olaf Haraldsön (o. s. v.). Af disse Udtryk kunde andre sildigere, med Nordens Historie ellers ikke tilstrækkelig bekjendte Forfattere, let slutte, at Grönlænderne ikke allene vare blevne fuldkommen omvendte ved Olaf den Hellige, men og tillige ved ham underkastede Norges Rige. Dette sidste berettes endog udtrykkelig i et andet ellers paalideligt Skrift, nemlig Færeyínga þáttr, (udgivet i Færeyinga Saga ved Rafn, 1832, S. 189, her efter Flatöbogen) med fölgende Ord: "Rèttliga hafa fróðir menn svá ritat ok sannliga sagt, at Olafr konúngr hafi skattgilt öll þau lönd er nú liggja undir Noreg, utan Ísland, fyrst Orkneyjar, Hjaltland, Færeyjar ok Grænland," d. e. "Kyndige Mænd have rigtigen skrevet og med Sandhed berettet, at Kong Olaf har gjort alle de Lande, som nu ligge under Norge, Island undtagen, skatskyldige, först Örkenöerne, (dernæst) Hetland, Færöerne og Grönland." Herved har Udgiveren anfört Paralleler af Heimskringla (56 Cap.) og af Olaf den Helliges store Saga (59 Cap.), som vel ikke nævne Grönland udtrykkelig, men derimod Örkenöerne, Hetland og Færöerne, med Hensyn til denne Konges idelige Erkyndigelse om Christendommens Overholdelse der, ved hvilken han fandt store Mangler, "slíkar ræður hafði hann optast í munni ok taldi landsrètt eða lagasetning” d. e. "Slige Taler havde han idelig i Munden, og udviklede (den dertil hörende) Landsret og Lovgivning”. Skjöndt Island ikke nævnes her, er det dog vist at Olaf den Helliges eller hans Biskop Grimkels Kristenret eller Kirkelov indförtes der; det samme er og rimeligvis skeet i Grönland. Men for ret at kunne sörge for denne Lovs Overholdelse, sögte Kongen og at tilvende sig det verdslige Overherredömme over alle de ovennævnte Lande. Vi have alt bemærket, at han 1024 (og senere) udsendte Thoraren Nefjulfsön til Island, for om mueligt at formaae Indbyggerne til at hylde sig som dets Overherre (o. s. v.), men forgjeves, – og at den samme Mand af ham sendtes til Grönland (rimeligviis tildeels i det samme Ærende), men han maatte, formedelst Modvind og Storme, vende tilbage derfra; see ofr. II, 239 o. fl. Endvidere anföres, som Variant til Færeyinga Saga l. c. den Bemærkning af de nævnte Kildeskrifter: at Kong Olaf allerede havde underkastet sig Örkenöerne og udsendt Budskab til, samt erhvervet mange Venner paa Island, Grönland og Færöerne. (Hann hafði þá undir sik lagt Orkneyjar, sem furr var sagt; hann hafði ok haft orðsendingar ok gert sèr marga menn at vinum, bæði á Íslandi, á Grænlandi ok i Færeyjum. Hkr. Ó. h. S. 133 Cap.; den store Khavnske Udg. II, 204). Kongens Forsæt, ogsaa at underkaste sig Grönland m. m., antydes der tydelig nok. Disse hans Planer lykkedes tildeels paa Færöerne, men ingenlunde paa Island, og at dette samme kan siges om Grönland, indlyser tilstrækkelig af de temmelig udförlige Brudstykker af dets Historie fra hans Regjeringstid, som ere os bekjendte; thi endnu i Aaret 1027 havde han intet Herredömme over Grönland, hvor hans Hirdmand Thormod svært forfulgtes, og Kongens Venner for det meste havde tabt deres Indflydelse; men allerede i det næste Aar (1028) maatte Kongen selv flygte fra Norge for sine oprörske Undersaatter, som da hyldede Knud den Store; jfr. ovf. II, 279 o. f.

Ikke des mindre har den Beretning (rimeligvis især fra det anförte Sted i Flatöbogen) forplantet sig til visse nyere Skrifter, at Olaf den Hellige virkelig havde underkastet sig Grönland. Saaledes melder navnlig Arngrim Johnsen i sit Specimen Islandiæ historicum (1642) S. 149 at Grönland allerede i Aaret 1023 var blevet skatskyldigt til Norge, men var siden faldet fra dette Rige ("Gronlandiæ anno 1023 Norvego tributariæ, ab eoque subinde deficientis”); derfra er det senere gaaet over til flere nyere Forfattere, (f. Ex. Theodorus Thorlacius's Grönlands Beskrivelse); jfr. Torfæi Gronlandia p. 242. Af disse Skrifter kan det dog ikke være taget, hvad der antydes i Lyschanders Grönlandske Chronica (1608) S. 27-28, at Olaf Tryggvesön allerede havde "Grönland i Vold" men at Grönlænderne ikke vilde betale Skat til de Danske (som efter hans Död underkastede sig en stor Deel af Norge) og "kored Sanct Oluf Digre". Ved at antage og udbrede Christendommen kom Grönlænderne rigtig nok til at underkaste sig visse af begge Olafer udgivne eller indförte Love, men de have dog vistnok ikke (ligesaalidt som Islænderne) erkjendt nogen af disse Konger for deres Overherre i verdslige Sager. Det samme kan og siges om Magnus den Gode, Harald Sigurdsön, kaldet Haardraade, og hans Sönner. Magnus Barfod har vel heller ikke opnaaet noget Herredömme over Grönland, endskjöndt han synes at have prætenderet det, og fremmede Forfattere da regnede det til det norske Rige; see ovenfor III, 428-429. Det er derfor ikke aldeles umærkeligt at Grönlands Chronica anförer (S. 32) om denne Konge, at han paa de samme Sötog, ved hvilke han undertvang Man og de skotske Syderöer (1097 og 98) tillige har tilegnet sig:

"Alle Öer som findes ud i den Strand

Vesten og Norden hen vide fra Land

Everlig til Norriges Krone,

Saa eignet han sammen fra Grönland henom

Til han ned mod Irland kom

De mægtige Öer og mange".

Norges Historieskrivere nævne den meget summariske Maade, paa hvilken Kong Magnus tog en Deel af disse Öer i Besiddelse; Snorre Sturlesön melder nemlig i hans Saga (12te Cap. Hkr. 1. c. III, 199) at han lod sine Skibsfolk roe indenfor dem alle, baade beboede og ubeboede, til Beviis for sit Herredömme over dem, og "alle Lande vestenfor Skotland"; næsten det samme fortælles i Fornm. S. VII, 47 (Cap. 23). Derimod meldes intet om denne Konges Tog til Grönlands Hav, eller nogen lignende symbolisk Occupation af dette Land, som rigtignok kan siges at ligge vestligere end Skotland. Dog berettes det i Fornm. S. (1. c. 25 Cap. S. 51), at Kongens Flaade i Sommeren 1098, formedelst heftige Storme, havde en meget besværlig Tilbagereise til Norge. Muelig er den da drevet langt mod Vest eller Nordvest, og deraf kan Rygtet let have dannet hans Flaades Fremtrængen til Grönlands Hav og selv til dette fjerne Lands Kyster. Da denne erobresyge Konge atter 1103 drog paa Eventyr til de vestlige Have, for at indtage Irland, fandt han der sin Död i Kampen.