Blodhævnen
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
![]() |
|||
![]() |
||||||
![]() |
fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Blodhævnen.
(Af Laxdœla saga.)
De islandske hövdinger Olaf Paa og Thorlekur vare brödre, sönner af Höskuldur Dalakollsson; Olaf Paa havde en sön ved navn Kjartan, Thorlekur en sön ved navn Boddli. For at forsone sin broder Thorlekur, med hvem han havde havt nogle arvestridigheder, tilböd Olaf Paa ham at fostre hans sön, hvilket Thorlekur modtog. De to frænder Kjartan og Boddli bleve snart uadskillelige venner og fostbrödre. Kjartan fattede kjærlighed til Gudrun Osvifursdatter, en stolt og skjön kvinde, og hun fandt behag i Kjartan. De to fostbrödre reiste efter de tiders skik til Norge, hvor Olaf Tryggvason dengang var konge. Mange Islændere opholdt sig ved hans hird, og til disse sluttede de to fostbrödre sig; kongen syntes især godt om Kjartan, og tilböd ham endog sin söster Ingeborg til ægte, hvilket tilbud ingen tvivlede om at han jo vilde modtage. Boddli, som syntes at det trak længe ud med opholdet i Norge, blev nu utaalmodig og forlod for förste gang sin fostbroder, uden hvem han drog til Island; der fortalte han om Kjartans höje stjerne hos kongen og kongens söster, og friede til Kjartans fæstemö, som nödig, og blot for at hævne sig paa Kjartan, ægtede Boddli. Men Kjartan havde ikke glemt sine löfter, han kom næste aar tilbage til Island; de nyheder, han der hörte, vare ham uventede, og for at hævne sig paa Gudrun, ægtede han en pige, ved navn Hrefna. Heraf opstod skinsyge og snart aabenbart fjendskab mellem de to fostbrödre og disses hustruer.— Kjartan boede paa gaarden Tunga i Dalesyssel, Boddli og Gudrun paa gaarden Lögar i Seilingsdal i samme syssel. Kjartan var paa en reise, da han blev overfaldet. Hans fjender vidste hvilken vei han vilde tage.
Det hændte sig paa Lögar i Seilingsdal, at Gudrun Osvifursdatter var paafærde ved solens opgang; hun gik derhen, hvor hendes brödre laa og sov, hun berörte sin broder Ospakur, som strax vaagnede tilligemed de övrige brödre. Da Ospakur saa, det var hans söster, spurgte han hvad hun vilde, siden hun var saa tidlig oppe. Gudrun svarede: hun vilde vide, hvad de havde i sinde at tage sig for om dagen. Ospakur sagde, de vilde blive hjemme, der var ikke synderligt at bestille. Gudrun sagde: »eders sind og tænkemåde vilde passe godt for eder, hvis I vare en eller anden bondes döttre, thi da var det i sin orden, at I hverken gjorde gavn eller skade; men al den foragt og den skam uagtet, som Kjartan har tilföjet eder, ligge I og sove, medens han rider her forbi gaarden, selv anden; slige mænd som I have en sand svinehukommelse; og alt haab opgiver jeg om, at I tör hjemsöge Kjartan, hvis I ikke tör möde ham nu, da han reiser selvanden eller alene, men hellere ville sidde hjemme talrige og udrette store bedrifter med tungen.« Ospakur sagde, at vel havde hun ret, men hun tog ogsaa vel stærkt paa veje, derpaa sprang han op, og klædte sig paa; og saa gjorde de andre brödre, den ene efter den anden. Derpaa rustede de sig til at ligge i baghold for Kjartan. Da bad Gudrun ogsaa Boddli om at deltage i færden, Boddli svarede: det kunde han ei formedelst slægtskabet, med Kjartan, og talte om, med hvor megen kjærlighed Olaf Paa havde fostret ham. Gudrun svarer: »det er vel sandt, men dig vil det ikke lykkes at handle efter alles sind, og med vort samliv er det ude, hvis du undslaar dig for denne færd.« Ved Gudruns overtalelser skete det, at det fjendskab, som Kjartan havde vist Boddli, stillede sig större for hans sjæl, og han væbnede sig i en hast. De vare i alt ni: först Osvifurs fem sönner: Ospakur, Helgi, Vandraudur, Torraudur og Thorolfur; Boddli var den sjette, Gudlögur, Osvifurs söstersön, en mandig yngling, den syvende; og desuden Thorhalla den snaksommes to sönner Oddur og Sten. De rede op i Svinadalen, og gjorde holdt i en fjeldklöft, der hedder Hafragil, bandt sine heste og satte sig ned. Boddli var taus den hele dag, og laa oppe ved kanten af klöften. Da Kjartan med sine ledsagere var kommen gjennem snævringen Mjosyndi, hvor dalen begynder at udvide sig, sagde han til Thorkel og de andre [som havde fulgt ham, fordi de anede uraad] at de nu skulde vende tilbage. Thorkel paastod at ville fölge ham til enden af dalen; men der de vare komne den sæter forbi, som kaldes Nordresæter, sagde Kjartan til Thorkel og hans brödre, at nu skulde de ikke ride længere; »Thorolfur Osvifursson, den tyv« [som tidligere havde berövet Kjartan hans sværd] sagde han, »skal ikke have det til at le af, at jeg tör ei ride min vei uden talrigt fölge.« Thorkel svarede: »gjerne kunne vi föje dig deri, ikke at ride længere med dig; men angre ville vi det, hvis du skulde behöve vor hjelp idag og vi ikke vare tilstede.« Da sagde Kjartan: »ikke vil min frænde Boddli oplægge baneraad imod mig: men om end Osvifurs sönner ligge i baghold for mig, saa er det ikke afgjort, hvo af os der fortæller om udfaldet, selv om jeg er mindre mandstærk.« Derpaa vendte brödrene tilbage.
Kjartan red nu sönder efter dalen selvtredje; Aun hin sorte og Thorarin vare med ham. Thorkel hed en mand, som boede paa Hafratindar i Svinadal; nu er den gaard öde; han var om dagen gaaet hen at se til sine heste tilligemed sin faarehyrde; han saa baade Osvifurssönner i bagholdet og Kjartan selvtredje, som red igjennem dalen. Da sagde hyrden, at de skulde gaa Kjartan imöde, det vilde være et stort held for dem, hvis de kunde forebygge den ulykke, som det her saa ud til. Thorkel svarede: »ti stille! tror din tosse, du kan forlænge nogen mands liv, hvis hans time er slaaet; sandt at sige, saa maa de for mig gjerne tilföje hverandre saameget ondt, som dem lyster; det er meget bedre at vi gaa et sted hen, hvor vi ere sikkre og dog kunne være vidner til deres sammentræf og have gammen af deres leg; thi det berömme alle, hvor Kjartan er vaabensnild; det kan han nu ogsaa have nödig, thi der ville blive mange mod faa.« Thorkels vilje maatte ske. Kjartan red nu frem til Hafragil, men paa den anden side fatte Osvifurs sönner mistanke, hvorfor Boddli vel havde valgt sig den plet, hvorfra han kunde se folk komme ridende fra vesten; de overlagde med hinanden, og tænkte at Boddli var dem ikke tro; de gik op til ham paa brinken, gave sig til at brydes og gantes med ham, toge ham fat i benene og trak ham ned af brinken. Men Kjartan og hans fölgemænd kom imidlertid snart derhen, thi de rede skarpt til, og da de kom sönder over klöften, saa de bagholdet og kjendte mændene. Kjartan sprang af hesten, og vendte sig imod Osvifurs sönner; der stod en stor sten; ved den bad Kjartan sine mænd at stanse, men förend han mödte Osvifurs sönner, kastede han sit spyd, og traf Thorolfurs skjold ovenfor haandfanget; skjoldet flöi til siden, men spydet gik igjennem skjoldet og armen ovenfor albuen og skar kraftmuskelen over; Thorolfur slap da skjoldet, og kunde ikke bruge armen den dag; derpaa trak Kjartan sværdet, men det var ikke det sværd, som kong Olaf Tryggvason havde givet ham. Thorhallas sönner löb imod Thorarin, thi det var faldet i deres lod at kjæmpe med ham; det blev en haard kamp, thi Thorarin var en stærk mand, og udfaldet var længe tvivlsomt. Da angreb Olafs sönner og Gudlögur Kjartan; de vare sex, men Kjartan og Aun to; Aun værgede sig tappert, og vilde bestandig gaa frem foran Kjartan; Boddli stod hos med sværdet Fodbider ved siden. Kjartan hug stærkt til, men sværdet gav efter, saa at han ofte maatte rette det under sin fod; baade Osvifurs sönner og Aun bleve saarede, men Kjartan havde endnu intet saar faaet. Kjartan kjæmpede saa heftig og tappert, at Osvifurs sönner vege tilbage og vendte sig hen imod Aun. I det samme hug Kjartan benet af Gudlögur ovenfor knæet, og det blev hans bane. Osvifurs fire sönner sögte da mod Kjartan, men han værgede sig saa godt, at han veg ikke et skridt for dem. Da sagde Kjartan: »min frænde Boddli! hvi drog du hjemmefra, naar du vilde staa rolig hos? kjæmp nu enten med mig eller dine svogre og forsög hvad Fodbider duer til.« Boddli lod som han ikke hörte det. Da Ospakur saa, at de ikke kunde faa bugt med Kjartan, æggede han Boddli paa alle maader, og bad ham om ikke at lade den skam hvile paa sig at have lovet dem bistand og ikke yde den; »för,« sagde han, »da vi endnu ikke havde gjort Kjartan saa meget imod, var han os haard nok; men skal han nu undslippe, saa vil du saavel som vi snart undgjælde derfor.« Da trak Boddli sværdet Fodbider, og vendte sig mod Kjartan. Kjartan sagde da til Boddli: »frænde! nu agter du at öve et nidingsværk; men bedre tykkes mig at modtage döden af din haand, end give dig den;« derpaa kastede han sine vaaben, og vilde ikke værge sig; han var kun lidt saaret, men overmaade kampmödig. Boddli gav Kjartan intet svar, men ulivssaar gav han ham. Derpaa satte Boddli sig under hans skuldre, og Kjartan udaandede paa hans skjöd. Boddli angrede strax sin gjerning, og erklærede sig for drabsmanden. Han sendte Osvifurs sönner til herredet, men han selv og Thorarin bleve tilbage hos ligene. Osvifurs sönner kom til Lögar, og forkyndte hvad der var forefaldet; Gudrun yttrede sin glæde derover; Thorolfurs arm blev forbundet, men blev aldrig lægt tilfulde. Kjartans lig blev fört hen til Tunga; derpaa red Boddli hjem til Lögar. — Gudrun gik ham imöde, og spurgte hvad tid det var paa dagen? Boddli svarede: »det er hen paa eftermiddagen.« Da sagde Gudrun: »berömmelige ting ske, jeg har spundet tolv alen garn, du har fældet Kjartan?« Boddli sagde: »sent vil det uheld gaa mig ad glemme, om du end ikke minder mig derom.« Gudrun vedblev: »ikke regner jeg sligt blant ulykker; mig tykkes du var en mere anset mand, den vinter Kjartan var i Norge, end siden da han kom tilbage til Island og traadte eder alle under födder; men tilsidst anförer jeg det, som dog er mest værdt, at Hrefna vil ikke gaa leende til sengs i kvæld.« Da svarede Boddli og var vred: »ikke veed jeg vist, om hun blegner mere ved denne tidende end du; jeg tænker, det gik dig mindre nær, om vi laa slagne paa marken, men Kjartan bragte budskab derom.« Gudrun mærkede da at Boddli var opbragt, og sagde: »tænk ei sligt, thi jeg er dig taknemmelig for denne gjerning, efterdi nu er jeg overtydet om, at du vil ikke gjöre imod min vilje.« — Hrefna var saare bedrövet over sin mands död; dog bar hun sin sorg sömmelig, og talte venlig med alle. Hun tog ingen mand efter Kjartan, og overlevede ham kun kort; man troede almindelig, at hendes hjerte brast af sorg. Olaf Paa tog sig Kjartans död meget nær, dog bar han sin sorg som en mand; over Boddli vilde han ingen hævn tage. Denne flyttede, efter Olafs tilskyndelse, fra gaarden Lögar til Tunga, hvor Kjartan havde boet. Olaf levede tre aar efter Kjartans fald; hans enke, Kjartans moder Thorgerde Egilsdatter bar et stærkt nag til Boddli; hun fandt, at Boddli havde givet hende en bitter opfostringslön.
Den fjerde vinter efter Kjartans fald sendte hans moder Thorgerde bud efter sin sön Stendor; da han kom, sagde hun, at hun vilde tage hen til Sörbai og besöge sin veninde Öde; hun bad sin sön Haldor ogsaa om at tage med. De gave sig paa vejen, fem i fölge, og reiste videre indtil de kom til gaarden Tunga. Thorgerde vendte sin hest imod gaarden, og spurgte: »hvad hedder den gaard?« Haldor Olafsson svarede: »det spörger du ikke om, moder, fordi du jo veed det; gaarden hedder Tunga.« Hun vedblev: »hvem bor der?« Han svarede: »ogsaa det veed du, moder«. Da sukkede Thorgerde dybt og sagde: »vel veed jeg, at her bor Boddli, eders broders banemand; saare ulige ere I eders gjæve frænder, I, der ikke vil hævne en saadan broder, som Kjartan; ikke vilde eders moderfader Egil Skallagrimsson have handlet saa, og haardt er det at være moder til saadanne daadlöse sönner. Bedre skikkede det sig for eder hvis I vare eders faders döttre, og vare gifte bort. Det gaar her, Haldor! som ordsproget siger, at der er plet i hver en æt, og det synes mig var Olaf Paas störste ulykke, at han havde saa lidet held med sine sönner. Derfor retter jeg min tale til dig, Haldor, at du anser dig for dine brödres overmand. Nu ville vi vende om, thi det var mit hovedærinde, at minde eder herom, hvis I havde glemt det.« Haldor svarede: »din skyld er det ikke, moder, hvis dette skulde gaa os ad glemme.« Forresten svarede han kun lidet dertil, men han var fuld af harme mod Boddli. — —
Husfruen Thorgerde blev ved med at opmuntre til hævnfærden mod Boddli, og sagde, hun vilde aldrig anse Kjartan for at være hævnet, medens Boddli var i live. Derefter gjorde de sig færdige til reisen. Deltagerne i denne færd vare: först Kjartans fire brödre, Haldor og Stendor, Helgi og Höskuldur; den femte var Bardi Gudmundsson, den sjette Lambi, den syvende Thorsten hin sorte, den ottende hans svoger Helgi Hardbensson, den niende Aun rismave [den samme der kjæmpede med Kjartan]. Thorgerde vilde ogsaa være med; de satte sig derimod, og sagde det var ingen kvindefærd; men hun vilde med, og sagde: »jeg kjender mine sönner, og veed I trænge til slibestenen.« De lod hende have sin vilje.
De rede da fra Hjardarholt ni tilsammen; Thorgerde var den tiende. De rede först ind med stranden og saa til Ljaurskove; det var ved nattens udbrud; de stansede ikke förend de kom til Seilingsdal; det var da hen paa morgenstunden. I den tid var der tyk skov i dalen. Boddli var der i sæterhusene, som Haldor havde spurgt; sæteren stod ved aaen, der hvor nu hedder Boddlis tomter. Ovenfor sæteren gaar der en höi bakke ned til Stakkagil; mellem lien og bakken er der en stor eng. Der arbeidede Boddlis huskarle. Haldor og hans ledsagere rede over Raunarvold til Oxnagrof, og saa ovenfor Hamarenge, som er lige overfor sæteren; der stege de af hestene, og havde i sinde at vente der indtil folk gik fra sæteren til arbeide. Boddlis faarehyrde gik tidlig om morgenen op i lien for at se til kvæget; han saa mænd og heste, der vare bundne i skoven; han frygter for, at det nok ikke kunde være fredelige folk, der færdedes saa lönlig, og löber strax den nærmeste vei til sæteren, for at bringe Boddli denne tidende. Haldor Olafsson var overmaade skarpsynet; han ser, at en mand löber ned af lien og til sæteren; han siger sine ledsagere, at Boddlis faarehyrde udentvivl har set deres færd; »skulle vi derfor komme ham paatværs, siger han, at han ikke bringer nogen efterretning til sæteren.« De gjorde som han böd; Aun rismave var den hurtigste af dem, han naaede drengen, löftede ham op, og slængte ham ned saa haardt, at drengens ryg gik i sönder. Derpaa rede de hen til sæterhusene; der vare to huse, det ene var et sovehus, det andet var en mælkestue. Boddli havde været tidlig oppe den morgen, for at anvise sine folk arbeide, men lagde sig igjen til at sove, da hans huskarle vare gaaede. De vare to ene i sæteren, Boddli og Gudrun Osvifursdatter; de vaagnede ved larmen, da de andre sprang af hestene, og hörte, hvorledes de talte med hinanden om, hvo der skulde gaa forrest ind imod Boddli. Boddli kjendte Haldors og flere af hans fölgemænds stemme. Boddli bad Gudrun om at gaa ud af sæteren, thi dette möde vilde neppe blive saaledes, at hun kunde have gammen deraf. Gudrun sagde, hun tænkte, at der ikke vilde forefalde andet, end hvad hun gjerne maatte se, og Boddli vilde neppe have meen af, at hun var i hans nærhed. Boddli sagde, han vilde raade heri, og Gudrun maatte gaa ud af sæteren.
Hun gik nedenfor brinken, til den bæk, som löber der, og gav sig til at to linned. Boddli var nu ene i sæteren; han tog sine vaaben, satte hjelm paa sit hoved, havde skjold for sig, og sværdet Fodbider i haanden; brynje havde han ikke. Haldor talte nu med de andre om, hvorledes de skulde bære sig ad, thi ingen af dem havde synderlig lyst til at gaa ind i sæteren. Da sagde Ann rismave: »der ere vel de mænd i denne færd, som ere Kjartan nærmere i slægtskabet end jeg, men ingen, der saa levende mindes den dag, da han blev fældet; det tænkte jeg, da jeg mere död end levende blev bragt hjem til Tunga og Kjartan var falden, at gjerne skulde jeg tilföje Boddli nogen meen, hvis jeg fik leilighed dertil; lad mig derfor gaa forrest ind i sæteren.« Da svarede Thorsten hin sorte: »det er mandigen talt, men raadeligst er dog, ikke at overile sig, thi Boddli vil ei staa rolig, naar han bliver overfalden; og er han end ikke mandstærk idag, saa vil han dog sætte sig tappert til modværge, thi han er baade stærk og vaabensnild, og har et ypperligt sværd.« Derpaa gaar Aun rask ind i sæteren; skjoldet havde han over hovedet, og vendte den smalle ende fremad. Boddli hug til ham med Fodbider gjennem skjoldet og klövede Auns hoved, saa at han strax döde. Derpaa gik Lambi ind; han holdt og skjoldet for sig, og havde et draget sværd i haanden. I det öjeblik trak Boddli Fodbider udaf saaret, og derved gled hans skjold lidt til side. Lambi stak ham i laaret, og gav ham et stort saar. Boddli hug Lambi igjen i axelen; sværdet gled Lambi langs ned ad siden, saa at han blev uskikket til kamp, og hans arm blev aldrig helbredet tilfulde, saalænge han levede. I dette öjeblik gaar Helgi Hardbensson ind; han havde i haanden et spyd med et alenlangt blad og jernvundet skaft; men saasnart Boddli saa det, kastede han sværdet, tog skjoldet med baade hænder, og gik frem til sæterdören mod Helgi. Helgi stak med spydet efter Boddli, og gjennemborede skjoldet og ham selv. Boddli hældede sig op til væggen. Nu styrtede de övrige ind i sæteren, Haldor og hans brödre; Thorgerde gik og derind. Da sagde Boddli: »nu er det raadeligst, brödre! at gaa nærmere end hidtil; nu er det snart forbi med modværget.« Thorgerde tog ordet, og sagde, at nu skulde de ikke skaane ham, men skille hovedet fra kroppen. Boddli stod da endnu op til væggen, og holdt kjortelen sammen foran, at ikke hans indvolde skulde falde ud. Da sprang Stendor Olafsson hen til Boddli, og hug ham med en öxe over halsen ved skuldrene, saa at hovedet gik af. Thorgerde priste hans hænders gjerning, og sagde, at nu maatte Gudrun vel en stund udrede Boddlis blodige lokker. Derpaa gik de ud af sæteren. Gudrun kom da gaaende nede fra bækken, hun gik Haldor imöde, og spurgte om udfaldet af deres möde med Boddli. De sagde hende det. Gudrun var ifört en snæver kjortel med tætsluttende livstykke af vævet töi; hun bar et höit hovedsmykke, hun havde svöbt et slör om sig med blaa pletter og fryndser for enden. Helgi Hardbensson gik hen til Gudrun, greb enden af slöret, og aftörrede deri det blodige spyd, hvormed han havde gjennemboret Boddli. Gudrun saa til ham, og smilte. Da sagde Haldor: »det var skjændig og grusomt handlet.« Helgi bad ham ikke tage sig det nær; »thi, hvis jeg ikke feiler,« sagde han, »saa bor min hovedbane under hjörnet af dette slör.« Derpaa toge de sine heste, og begave sig bort; Gudrun fulgte dem paa vei, og talte med dem en stund. Derpaa vendte hun tilbage.
Haldors ledsagere talte med hinanden om, at Gudrun tog sig ikke sin husbonds död meget nær, siden hun saaledes fulgte dem og talte med dem, som om de ikke havde gjort hende noget imod. Da svarede Haldor: »visselig tager Gudrun sig Boddlis drab ikke let; grunden til at hun fulgte os, og gav sig i tale med os, var nok den, at hun vilde vide grant, hvilke mænd der deltoge i denne færd; det er og heller ei for meget sagt, at Gudrun ved sit höje sind langt overgaar andre kvinder; det er og at vente, at Boddlis död maa gaa hende nær, thi, om vi frænder end ikke havde held til at være hans venner, saa maa det ikke nægtes, at det er et stort tab, naar saadanne mænd, som Boddli, dö.«
Den næste vinter efter Boddlis fald födte Gudrun et drengebarn; drengen blev opkaldt efter sin fader og döbt Boddli; han blev tidlig stor og smuk, og Gudrun elskede ham overmaade. Da vinteren var forbi og vaaren kom, flyttede Gudrun med sin fader Osvifur til Helgafell, hvor de förte en stor husholdning. Der opvoxte nu Boddlis og Gudruns sönner Thorlekur og Boddli. Thorlekur var fire aar gammel, da hans fader faldt.
Nu komme vi til det der foregik paa sæteren, hvor Helgi Hardbensson var. Om morgenen sagde Helgi til sin faarehyrde, at han skulde speide omkring i skoven i nærheden af sæterhusene, og lægge mærke til, om der færdedes nogen eller hvad der ellers kunde forefalde, »thi jeg har havt svare drömme i nat,« sagde han. Drengen gjorde, som Helgi böd ham. Han blev borte nogen tid, og da han kom tilbage, spurgte Helgi ham, hvad mærkeligt han havde set. Han svarer: »noget ikke umærkeligt tror jeg at have set.« Helgi spörger ham, hvad det da var? Han sagde, han havde set ikke saa ganske faa mænd, som udentvivl vare fra et andet herred. Helgi sagde: »hvor vare de, da du saa dem, eller hvad foretog de sig? lagde du noget mærke til deres klædedragt eller udseende?« Han svarer: »saa forskrækket blev jeg dog ikke ved synet af dem, at jeg jo gav agt paa sligt, efterdi jeg vidste, at du vilde spörge mig derom.« Derpaa sagde han, at de vare kort fra sæteren, og spiste der davre. Helgi spurgte, om de sade i kreds eller i lige linie? Han svarede, at de sade i kreds paa sine sadler. Helgi sagde: »fortæl mig nu om deres udseende, for at jeg kan pröve om jeg kan slutte mig til hvem det er.« Hyrden sagde: »först sad der en mand paa en blank sadel i en blaa kappe; han var stor af væxt og mandhaftig af udseende, havde höje tindinger og noget fremstaaende tænder.« Helgi sagde: »den mand kjender jeg grant af din beskrivelse; der har du set. Thorgils Hallason vesten fra Hördadalen. Hvad mon den mand vil os?« Hyrden vedblev: »nærmest ham sad en mand paa en gylden sadel, den mand havde en röd skarlagenskjortel paa, en guldring paa armen, og et guldbaand spændt om hovedet; han havde gult haar, som faldt i lokker ned paa skuldrene, han havde lys ansigtsfarve, en krum næse, som dog stod lidt op foran, smukke öine, blaa og levende, en bred pande og fyldige kinder; hans haar var foran afskaaret til brynene, hans skuldre brede, tæt bryst, smukke hænder og svære arme; alle hans lader vare höviske, kort det var den vakkreste mand jeg har set; han saa ung ud, havde endnu ikke skjæg, og mig syntes hans aasyn være opsvulmet af sorg.« Helgi svarede: »den mand har du nöje taget i öjesyn; han maa vel ogsaa være meget værd; men jeg har vist aldrig set ham. Dog vil jeg gjætte, hvem det er; jeg tænker det er Boddli Boddlason, thi man har sagt mig at han er en haabefuld yngling.« Hyrden sagde: »saa sad der en mand i en emailleret sadel, i en lysegrön kjortel, med en stor guldring paa arman; den mand var overmaade skjön, og er vist ung endnu; han havde brunt haar, der sad smukt; han havde og i det hele et hövisk, udseende.« Helgi svarer: »den mand tænker jeg, jeg skulde kjende, det er nok Thorlekur Boddlason, og er du baade skarpsynet og opmærksom.« Hyrden vedblev: »dernæst sad en ung mand i en blaa kjortel og sorte benklæder, med bælte om; den mand havde regelmæssige og behagelige ansigtstræk og hvidt haar; han var smækker og havde tækkelige lader.« Helgi svarer: »den mand kjender jeg, ham har jeg nok set, da han var meget ung; det maa være Thordur Thordarson, goden Snorris fostersön; jeg ser de have vakkre folk Vestfjordingerne; hvad saa videre?« Hyrden siger: »saa sad der en mand paa en skotsk sadel, höi i sædet, sortsmudset, med sorte krusede haar; snarere var han styg, men saa dog krigersk ud; han havde en graa foldekappe over sig.« Helgi svarer: »ham kjender jeg grant; det er Lambi Thorbjörnsson fra Laxaadalen, men det forstaar jeg ikke, hvi han er i fölge med de brödre Boddlis sönner.« Hyrden vedblev: »saa sad der en mand i en standsadel i en blaa kofte, med en sölvring paa haanden; han saa ud som en simpel bondemand og noget til aars, havde mörkebrunt stærkt kruset haar; en skramme havde han i ansigtet.« »Nu bliver det værre,« svarer Helgi; »thi der har du set min svoger Thorsten hin sorte, og det undrer mig sandelig, at han er med i denne færd, thi ikke vilde jeg have hjemsögt ham paa denne maade. Ere der flere?« Hyrden siger: »saa sade der to mænd, som lignede hinanden, midaldrende men dog raske folk at se til, de havde rödt haar og fregner i ansigtet, men vare ellers vakkre nok.« Helgi sagde: »jeg kan vide det ere Armodurs sönner, Thorgilses fostbrödre, Haldor og Örnolfur; du er en klygtig dreng til at skjelne mellem folk, har du nu skildret alle dem du saa?« Han svarer: »nu ere vi snart færdige: endnu sad der en mand og saa ud af kredsen; han var ifört en spangebrynje, havde en staalhue paa hovedet, hvis rand var af en haands brede; han havde en blank öxe paa skulderen, hvis eg kunde være af en alens brede; han var sortöjet og havde vikingemine.« Helgi svarer: »ham kjender jeg nöje af din skildring; det har været Hunbogi hin stærke, sön af Aulfur fra Dale; jeg gad vidst hvad de ville mig, saa udvalgte folk, som de have med sig.« Hyrden vedblev: »endelig sad der een ved siden af ham, denne stærke mand; han havde sortebrune haar, et tykt rödt ansigt, svære bryn og var af middelhöide.« Helgi afbröd ham: »du behöver ei at beskrive ham nöjere; det er Svend, Hunbogis broder, sön af Aulfur af Dale; det er nok bedst for os, ei at være raadvilde mod disse mænd; efterdi den mistanke har jeg, at de ville have mig i tale, inden de forlade herredet, og der ere dem i denne færd, som ikke vilde anset et saadant möde altfor tidlig indtruffet, om det end var sket længe för. Nu«, blev han ved, »skulle alle de kvinder, som ere her i sæterhusene, iföre sig mandsklæder, tage de heste som ere her, og ride alt hvad de formaa til vinterhusene; det er muligt, at de, som sidde her i vor nærhed, tage feil af, om det ere kvinder eller mandfolk som der ride; give de os blot en kort tid stunder, saa skulle vi snart have samlet mænd til os, og da er det endnu ikke afgjort hvorledes vort möde falder ud.« Kvinderne ride bort fire sammen.
Thorgils frygter imidlertid for, at der kan være kommet nys om dem; han bad derfor de andre at tage deres heste og ile til sæteren; de gjorde saa. Men förend de vare stegne tilhest, kom en mand ridende imod dem; han var lille af væxt, vever og havde en rask hest. Han hilser Thorgils bekjendt. Thorgils spörger ham om hans navn, æt og hvor han kom fra. Han svarede at han hed Hrappur, at hans æt paa modrene side var fra Bredefjorden, samt at han var der opvoxen. »Man kalder mig Drab-Hrappur,« sagde han, »og det fölger med navnet, at jeg ikke er til at spöge med, skjönt jeg er liden af væxt; paa fædrene side stammer jeg fra sönderlandet, og der har jeg nu været nogle aar. Det træffer nu ret heldig, Thorgils! at vi mödes her, thi jeg agtede netop at opsöge dig, selv om det havde kostet mig mere umage; jeg var, maa du vide, saa uheldig at rage uklar med min hosbond; han behandlede mig ikke vel, men det er nu engang noget, som ligger i mit navn, at jeg nödig taaler fornærmelser, og saa slog jeg fra mig; nu tamker jeg vel, at jeg liden eller ingen skade har tilföjet ham, dog kan jeg ikke vide det med vished, thi jeg dvælede der ikke længe bagefter, men priste mig lykkelig, da jeg var kommen paa ryggen af denne hest, som jeg tog fra bonden.« Hrappur fortalte en hel del, men gjorde faa spörgsmaal, thi da sade de andre allerede til hest; imidlertid blev han det snart vaer, at deres færd gjaldt Helgi Hardbensson; han billigede det, og sagde, at han selv skulde ikke være iblandt de bageste i angrebet.
Thorgils og hans fölge red nu skarpt til og ud af skoven. Da saa de fire mænd ride fra sæteren ligeledes i fuldt spring. Nogle af Thorgilses ledsagere mente, at man skulde forfölge disse mænd. Da svarer Thorlekur Boddlason: »lader os först komme til sæterhusene og se hvem der ere; thi disse der ere neppe Helgi og hans fölgemænd; mig synes det er lutter kvinder.« Flere sagde ham imod. Thorgils sagde Thorlekur skulde raade, thi han vidste, at Thorlekur var overmaade skarpsynet; de ride nu til sæteren. Hrappur red frem, rystede spydspigen, fægtede dermed og sagde, nu var det paa tiden at vise sig. Helgi og hans mænd mærkede ikke det mindste til Thorgils og hans fölge, förend de havde omringet sæterhuset. Da lukkede han dören, og de væbnede sig. Hrappur löb strax op paa sætertaget, og spurgte »om ræven var derinde.« Helgi Hardbensson svarede: »det skal du erfare, at den, der bor herinde, kan bide fra sig, hvis nogen kommer hans hule for nær« og i det samme stak han spydet ud igjennem sætervinduet og gjennem Hrappur; han faldt död til jorden. Thorgils bad de andre gaa varsomt til værks; »vi ere mandstærke nok,« sagde han, »til at faa bugt med Helgi, saaledes som han nu er stædt, thi han har nok ikkun faa folk.« Sæterhuset var bygget paa den maade, at der var een bjælke, der laa tværs over gavlvæggene, saaledes, at enderne af bjælken stode udenfor; der var et grönsværtag paa huset, som endnu ei var groet sammen. Da sagde Thorgils, at nogle mænd skulde gaa hen til bjælkeenderne, og tage saa haardt fat paa dem, at bjælken enten brast itu eller tagstiverne indenfor gik i stykker; nogle skulde vogte dören, at ingen slap ud. Helgi var selv femte i sæterhuset; der var hans sön Hardben, tolv aar gammel, hans faarehyrde og to fredlöse mænd, som den sommer vare komne til ham; hed den ene Thorgils, den anden Ejolfur. Thorsten hin sorte og Svend Daleaulfurs sön stode ved dören; de andre reve taget af; de fordelte arbeidet saaledes, at Hunbogi hin stærke og Armodurs sönner toge fat paa den ene ende af bjælken, men Thorgils, Lambi og Gudruns sönner i den anden; de rykkede nu saa fast i den at den brast. I det samme stak Hardben sit spyd ud igjennem sæterhusdören, der hvor den var gaaet itu. Spydet traf Thorsten hin sortes staalhue og gik ind i panden; det var et stort saar. Da sagde Thorsten som sandt var, at der var nogen derinde. Dernæst sprang Helgi ud af dören med saa megen kraft, at de, der stode nærmest, löb tilside; Thorgils, der stod nærved, hug efter ham med sit sværd, traf ham i skulderen, og gav ham et svært saar. Helgi vendte sig imod ham, han havde en bred öxe i haanden. »Endnu blinker den gamle ei, ved at se mod vaaben,« sagde han, kastede öxen efter Thorgils, og traf ham i benet; det var et stort saar; da kom Boddli Boddlason til, han havde trukket Fodbider, og med den gjennemborede han Helgi, saa det blev hans bane. Helgis fölgemænd löb strax ud af sæterhuset tilligemed Hardben. De to fredlöse mænd bleve strax dræbte. Thordur kat stod nærved, der hvor Hardben löb ud, han vilde strax anfalde ham; men Boddli löb til, da han saa det, og forböd at gjöre Hardben nogen meen; »her skal ingen feig mands gjerning öves,« sagde han, »og Hardben skal have fred.«
Gudrun Osvifursdatter blev fire gange gift, og overlevede alle sine mænd. Da hun ældedes, blev hun meget gudsfrygtig; hun tilbragte stundom en stor del af natten i kirken med bön; hun var den förste nonne og eneboerske paa Island; det sige de fleste, at hun var den gjæveste af alle sin stands kvinder i Island. Det fortælles at Boddli Boddlason engang kom til Helgafell, thi Gudrun saa gjerne hans besög. Han sad længe hos sin moder, og de talte om adskillige ting, da sagde Boddli: »vil du sige mig noget, moder! som jeg har stor lyst til at vide? hvilken mand har du elsket höjest?« Gudrun svarede: »Thorkel var den mægtigste og den störste hövding, men ingen var saa mandig og hövisk i hele sit væsen som din fader Boddli; Thordur Ingunarson var den klogeste og den mest lovkyndige af mine mænd; om Thorvaldur vil jeg intet sige.« Boddli svarede: »jeg hörer nok, du der fortæller mig om dine ægtemænd, hvorledes hver af dem var, men det har du ikke sagt mig, hvilken mand du elskede höjest; og det behöver du dog ikke at skjule for mig.« Gudrun svarer: »strængt æsker du dette, min sön! men skal jeg sige dette til nogen, saa maa det helst være til dig. Ham var jeg værst, som jeg elskede höjest.« Boddli sagde: »tilvisse, nu har du talt oprigtig, og hav tak for det.« Gudrun Osvifursdatter blev en gammel kone, og skal tilsidst have tabt synet. Hun döde paa Helgafell, og er der begraven.