Brudstykke af Kong Magnus Hakonsøns Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: A.M. 325.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 10


Brudstykke af Kong Magnus Hakonsøns Saga



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1836


(Første Blad)

. . . . Hæren, som var dragen med Kong Hakon i Vesterhavet, og de berettede, at det i Vesterlandene saae ud til Krig. Denne Sommer drog Abbed Birger af Tutterø ud til Pavens Gaard; Korsbrødrene i Nideros havde nemlig foreslaaet ham til Ærkebiskop efter Ærkebiskop Einar, som var Død om Efteraaret; vælge ham kunde de ikke, da han var en Præstesøn og Munk. Han besøgte Kong Magnus i Bergen, men de talte kun lidet sammen; Abbeden opholdt sig i Pavens Gaard om Vinteren.


Underhandlinger.

Efter Kong Hakons Død om Foraaret sendte de Baroner og Ombudsmænd, som vare paa Ørkenøerne, Biskop Henrik og Sire Askatin Kansler op til Skotland til Kong Alexander, forat underhandle om Fred imellem Landene; men deres Forslag blev kun slet modtaget, og Skotterne truede med at dræbe de Nordmænd, der vare ankomne, eller at kaste dem i Fængsel; de klagede over, at Nordmændene havde brændt og hærget over Trediedelen af Skotland; Sendebudene fik derfor intet udrettet. Sire Askatin drog da over til Norge til Kong Magnus, og berettede ham, hvor slet man i Skotland havde taget imod hans Ærende. Kong Magnus besluttede nu at sende Øgmund Krækedans til Ørkenøerne, og gav ham Befaling derover forat forsvare Landet, men Erik Dufgalsøn sendte han til Syderøerne; han havde et Skib paa atten Roerbænke, besat med Hirdmænd, Gjæster og Kjertesvende. Med ham skulde Johan Thjore og Erik Bose gaae fra Ørkenøerne, hver med sit Skib. Men da Øgmund kom til Ørkenøerne, erfarede han, at Kongen af Skotland havde sendt en Hær til Katenæs, som fratog Indbyggerne der meget Gods, fordi Kong Hakon havde paalagt dem Skat; det var ogsaa et almindeligt Rygte, at der vilde blive hærget paa Ørkenøerne, og derfor vilde Øgmund ikke lade Hæren forlade Øerne; Erik blev der da med de andre om Vinteren. Sire Askatin kom, som før er skrevet, til Norge; da var Øgmund med de øvrige allerede sejlede bort, men Høskuld Oddsøn gjorde sig færdig til at drage til Ørkenøerne. Kong Magnus sendte Broder Mauricius og en anden Barfodmunk ved Navn Sigurd med ham, og gav dem Henrik Skot og endnu flere Svende med som Tjenere. De skyndte sig op paa Skotland til den skotske Konge, som tog noget mildere imod dem, end Biskoppen og hans Ledsagere vare blevne modtagne; den skotske Konge bad dem drage tilbage til Norge, og anmodede Kong Magnus om, næste Sommer at skikke nogle dulige Sendebud til Skotland, hvis det var ham om at gjøre at der sluttedes Fred imellem Landene. De begave sig samme Høst tilbage til Norge.


Om Kong Magnus.

Kong Magnus sad i Bergen om Sommeren. Denne Sommer kom Halvard Guldsko fra Island, og bragde den Efterretning, at alle Islænderne nu havde underkastet sig Kong Magnus, og da han forlod Landet, var Efterretningen om Kong Hakons Død kommen til Island. Med ham fulgte Thorvard Thorarensøn, der overgav sig og alle sine Besiddelser til Kong Magnus for hans Forbrydelse imod Kongedømmet ved Kong Hakons Hirdmænd, Thorgils Skardes og Bergs Drab. Siden den Tid have Islænderne aldrig unddraget sig fra at adlyde Kong Magnuses Befaling eller Forbud; de underkastede sig ogsaa villigere ham, end hans Fader Kong Hakon. Om Høsten gjorde Kong Magnus sig færdig til at drage til Throndhjem, men blev silde færdig. Alle Helgens Dag laae han i Leergola, og drog derfra til Sild, atter derfra til Selje og saa nord over Eidet; men Dronning Margrete drog udenskjærs med Skibene, og de mødtes i Steenvaag. Medens Kong Magnus laae her, saae man en Ild brænde ude paa Havet; Kongen sagde, at det var Gaarden paa Giske der brændte, og befalede nogle at sejle derhen, og sagde, at det var en Skam at ligge stille, og ikke hjælpe til at redde Gaarden eller Menneskene, hvis det skulde behøves. Jon Tviskafin, som var Skatmester paa Skibet, roede derhen med to Mand af de fleste Halvrum, men de havde ondt ved at komme frem. De fik den ny Gaard bjerget, som Nikolai havde ladet bygge, men den gamle brændte. Jon og hans Folk kom tilbage, efterat de havde vøret Giskemændene til megen Hjælp. Kong Magnus gik da til Throndhjem, og var ombord paa Kjertesvendenes Skude; han begav sig til Rein tilligemed Dronning Margrete, men Kongeskibet sejlede ind under Holmen, hvor de havde det haardt om Natten. Kong Hakon sejlede ind om Morgenen, men kunde ikke lægge til ved Holmen; han styrede da ind ad Aamundingen ud fra Bakke, hvor Skibet satte til, men Folkene kom paa Land, og reddede alt Godset. Dette Efteraar døde Nikolai paa Giske, og med ham uddøde Giskemændenes store mandlige Slægt, som nedstammede fra Arne Armodsøn; han efterlod dog en Datter ved Navn Margrete, hvis Moder var...

Hun blev da anseet for et af de bedste Partier i Landet, baade med Hensyn til Byrd, Rigdom og Skjønhed. Kong Magnus sad den Vinter i Throndhjem; det var den anden i hans Regjering. Om Vinteren efter Juul kom Broder Mauricius og de andre, som vare dragne med ham til Skotland, tilbage til Throndhjem, og berettede Kong Magnus Udfaldet af deres Ærende.


Om Kong Magnuses Rejse til Bergen.

Kong Magnus drog om Foraaret til Bergen, og ankom der efter Paaske. Derpaa sendte han Biskop Willibert og Sire Askatin til Skotland efter den skotske Konges Forlangende. De droge først til England, Sønderpaa til Linn. Der herskede den Gang megen Urolighed i England; Simon Misfort var falden den Sommer. Biskoppen og hans Ledsager rejste saa nord til York, og opholdt sig der noget. Det Efteraar, da Øgmund Krækedans med de andre vare komne til Ørkenøerne, og Skotterne vare dragne hen og havde paalagt Indbyggerne paa Katenæs Skat, overfaldt Hr. Dufgal dem paa Tilbagetoget, dræbte mange af dem, og bemægtigede sig de mange Penge, de havde med sig; blandt andre dræbte han en skotsk Lavmand. Den Sommer gjorde Skotterne et Tog til Syderøerne; Engus paa Il underkastede sig dem, saavel som mange andre af dem, som havde undergivet sig Kong Hakon, da han var paa Syderøerne. De droge heelt sønderpaa til Man, og tvang herskeren der, Magnus, til at sværge sig Troskab, men Hr. Dufgal frelste sig ombord paa Skibene, saa ham fik de ikke fat paa. Om Foraaret efter kom han til Ørkenøerne, og bad om Hjælp. Hans Søn Erik, Erik Bose og Jon Thjore fulgte da med ham; de havde tre Skibe, og sejlede …


(Andet Blad)

…. Vinteren efter Juul. Denne Vinter i Julen indsatte Kong Magnus og Korsbrødrene i Bergen med Biskop Askatins Samtykke en Provst til Apostlernes Kirke, og lagde dertil Præbender og meget Gods. Kong Magnus blev efter Julen saa syg, at han modtog den sidste Olie. Samme Aar blev Gregorius Pave. I dette Aar døde mange anseelige Høvdinger: Kong Henrik af England, og hans Broder Kong Rikkard af Alimannia, og Hertug Erik i Sønderjylland. Om Sommeren efter gjorde Kong Magnus sig færdig til at drage fra Bergen øster til Elven, hvor han efter Aftale skulde Møde den svenske Konge Valdemar. Han kom til Kongehelle henved Mariemesse i Høst, og tøvede der til Matthæusmesse var forbi, men Kong Valdemar kom ikke; han gjorde imidlertid en Lystrejse oppe i Sverrig. Kong Magnus gad da ikke biet længer efter ham, men rejste til Tønsberg, og indrettede sig der til Vintersæde. Paa den Tid var Kong Valdemar ikke mere saa yndet i Sverrig, som han havde været imedens Birger Jarl levede; de vare da fire ægtefødte Brødre i Live: Kong Valdemar og Hertug Magnus, Junker Erik og Benedikt, hvilken sidste var Klerk; han havde Udsigt til at blive Ærkebiskop, men Junker Erik havde ikke noget, og kaldte sig Erik Ingenting; han var taget ned til Danmark, og havde opholdt sig der en Stund hos den danske Konge, men var nu kommen tilbage, og hans Broder Kongen bar nogen Mistanke til ham. Den Gang havde Kong Valdemar ogsaa ladet Jon Philippussøn gribe i Kirken og sætte i Fængsel. Kong Valdemar sendte da Bud til Tønsberg til Kong Magnus, og vilde træffe ham paa hvilket som helst Sted Kong Magnus vilde bestemme; men denne vilde ikke rejse længer end til Borg, og der blev da Mødet bestemt. En Dag førend Kong Valdemar begav sig til Mødet, bad Junker Erik ham om Tilladelse til at ride for sin Fornøjelse, og da Kongen gav ham Lov dertil, red han med nogle faa Svende til Norge. Han traf Kong Magnus i Varna, da han var paa Vejen til Mødet i Borg. Kong Magnus modtog ham vel, og Junker Erik fulgte ham til Mødet, hvor Kong Magnus gjorde sig Umage for at forlige Brødrene; ligeledes forligede han Jon Philippussøn med Kong Valdemar; de skulde komme sammen i Skara, hvor tolv Mænd skulde bekræfte deres Forlig med Ed. Da blev ogsaa Boe Galin, der i nogen Tid havde opholdt sig hos Kong Magnus, taget til Naade. Kong Magnus tog med den støste Kjærlighed imod Kong Valdemar, og sendte ham Biskop Arne af Skalholt med flere gode Mænd imøde. Kong Valdemar var hos Kong Magnus i al den Tid de vare sammen, og der holdtes et prægtigt Gjæstebud; alting forhandledes i støste Venskabelighed, og der bleve mange mærkelige Ting aftalte, som vi ikke her optegne. Ved Afskeden gav Kong Magnus Kong Valdemar herlige Foræringer, og sendte Olaf fra Steen og flere gode Mænd med Kong Valdemar til Skara, forat overvære de Eder, der skulde aflægges ved Forliget imellem Brødrene og med Jon Philippussen, og som Kong Magnus havde paalagt dem med Kong Valdemars Samtykke. Men disse Eder bleve ikke aflagte til deres Tilfredshed, som skulde overvære dem, saa der opstod paa ny Tvist imellem de svenske. Kong Magnus drog efter Mødet fra Borg til Tønsberg, og blev der Resten af Vinteren. Det var den tiende Vinter i hans Regjering. Denne Vinter var der megen Ufred i Danmark imellem Kong Erik og de Tyske. Den danske Konge skikkede da Sendebud til Kong Magnus, og gjorde sig megen Umage for at erholde hans Venskab og Forbund; han fandtes ogsaa villig dertil, skikkede Sendebud fra sin Side, og det gik i alle Henseender vel med Forhandlingerne imellem begge Konger. Den danske Konge Erik vandt denne Vinter nogle Fordele over de Tyske. Om Foraaret drog Kongen fra Tønsberg, efterat have endt ……. Lindesnæs, kom Jon Philippussøn efter ham med en Trop, og forkyndte, at Kong Valdemar havde jaget ham ud af Landet, og vilde ikke holde det, han havde lovet Kong Magnus i Borg; han fulgte da med Kongen til Bergen.


Magnus...

Kong Magnus opholdt sig om Sommeren i Bergen, og iværksatte da den Beslutning, han havde taget Vinteren før i Tønsberg; han havde nemlig stævnet alle Sysselmændene i Vigen til sig paa Povelsmesse, og holdt Samtale med dem; han anordnede da, hvad hver af dem skulde have af hvert Syssel, naar han ikke …; ligeledes de, som havde Leen af ham. Da var Ærkebiskop Jon og alle de Lydbiskopper, som vare i Landet, komne til Bergen; ligeledes Baronerne og næsten alle Leensmændene. To Dage efter Petersmesse holdt Kong Magnus Hirdstævne i Sommerhallen, og bekjendtgjorde da sin Beslutning angaaende de Værdigheder, han vilde tillægge sine sønner. Ligeledes tilkjendegav han sine Mænd sin Villie med Hensyn til deres Vaabenrustning og andre Ting. Om Morgenen efter helligholdt Kannikerne Jesu Messedag i Apostlernes Kirke, og Kong Magnus bivaanede der tidlig om Morgenen Gudstjenesten og Messen, men Junkerne Udmessen i Kristkirken de spiritu sancto. Derefter blev Thinget sat paa Kristkirkegaard, og alting fuldført saaledes som Kongen havde bestemt paa Mødet og lykønskede Kongen; derpaa talte Stalleren Vigleik paa Hirdens Vegne; efter ham Ærkebiskoppen, som begyndte med den Sorg, som alle Nordmænd følte over Kong Magnuses Søn, Junker Olafs død, og viste, hvilken Lykke den almægtige Gud nu havde forundt Norges Folk, og . . . . det Land, han havde arvet . . . . ., og herom holdt han en lang og siirlig Tale. Derpaa holdt Kongen en smuk Tale, og endte med, at han gav sin Søn Erik Kongenavn, og Hakon Hertugnavn. De gik da hen til den hellige Sunnivas Skrin, og lagde deres Hænder...