Bryderen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Bryderen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


I Skagefjorden boede en Bonde, som havde to Børn, en Søn og en Datter. De vare allerede i en tidlig Alder meget haabefulde. Da Svenden voxede op, blev han en saa flink Bryder, at Ingen formaaede at fælde ham. Han gjorde da det Løfte, aldrig at bortgifte sin Søster til nogen Anden end Den, der kunde fælde ham i Brydekamp, og han gav sig nu til at drage vide om, for at prøve sin Brydekunst med raske Mænd. Det begav sig engang, at han drog til Sønderlandet, uden at han dog der fandt sin Overmand. Saa drog han derfra Øst til Skalholt, hvor han ankom seent paa Dagen. Der vare tolv Skoledisciple. Han bad om Gjæstevenlighed, og den blev ham villigt tilstaaet. Disciplene snakkede om Dit og Dat med ham om Kvelden og udfordrede ham til en Brydekamp. Han sagde, at han ikke var vant til at brydes, men indlod sig dog paa Kampen med een af dem, som ikke blev staaende længe paa sine Fødder. Da kom en Anden til, og ham gik det paa samme Viis, og saa kom den Ene efter den Anden, og Alle faldt de, til der blot var To tilbage. De løb ham begge ind paa Livet, men han svinger den Ene op i Luften og kaster ham igjen saa haardt til Jorden, at han falder i Afmagt, medens han kaster den Anden under sig. Efter at have udført dette, blev han der om Natten.


Morgenen efter spørger han dem, om de ikke vidste af nogle udmærkede Brydere. Men de svarede, at der vist ikke var nogen saa flink Mand som han, dog var der, sagde de, en gammel Mand i sin Hytte, som havde to Sønner; men de vilde aldrig brydes, fortalte de, og troede de dog ikke, at her fandtes dygtigere Karle end de vare. Han ønsker at blive fulgt derhen. De gjøre, som han ønsker, og skikke Bud efter den Gamle, som strax kommer ud. De bede ham om at tillade sine Sønner at brydes med dem idag. Han svarer, at det var ikke raadeligt for Børn, at brydes med slige Mænd, og gik ind igjen, med en vranten Mine. Da gik Alle ind efter ham og puttede ham hver en Specie i Haanden. Han gik da ind til sine Sønner og bad dem at brydes med de Mænd, som vare komne. De gik ud, og Brydekampen tog sin Begyndelse om Morgenen ved 9 Slet. Den ældre af Bondens Sønner brødes med Disciplene, den yngre derimod med Nordlændingen. Men ved Middagstid havde den ældre Bondesøn fældet alle Disciplene, medens Nordlændingen havde fældet den yngre. Da gave de, som vare tilbage, sig til at brydes, og de fortsatte Kampen i lang Tid, uden at Nogen af dem faldt; de hørte derfor op en Tid. Da sagde Bondens Søn: »Kjender Du ikke flere Brydekneb.« »Nei«, svarede Nordlændingen. Saa brødes de atter en lang Tid, indtil Bondens Søn løftede sin Modstander i Veiret og spændte Fod for ham, da han kom ned, saa at han faldt saa lang han var. Da fortalte Nordlændingen dem om sin Færd og sit Løfte og indbød begge Brødrene til at drage nordpaa med sig. De bestemme sig da til at drage med ham, med deres Faders Tilladelse.


De droge ad Kjølveien. Mange ansaae det for en taabelig Handling, at drage ad denne Vei, thi det var seent paa Høsten, da de brøde op, og der var faldet Snee paa Fjeldene. De fortsatte nu Reisen og vare Alle til Hest. Som de komme op paa Fjeldene, reiser der sig et stærkt Uveir; alligevel drage de videre, men vide snart ikke, hvor de styre hen, før de see ned i en Dal. De fandt etsteds en Vei, som førte ned til Dalen, og her fik de Øie paa en Gaard og en Mængde Faar. Aftenen var ved at falde paa. De saae da et ungt Kvindfolk komme fra Gaarden og de hørte hende raabe Kvæget sammen. De gaae hende imøde, og ihvorvel hun tyktes dem storladen og stærk, var hun dog ret kjøn. De hilse paa hende og hun besvarer deres Hilsen. Nordlændingen gav sig til at spøge med hende og udfordrede hende til en Brydekamp. Hun havde ikke Noget derimod, og de brødes længe, uden at han kunde faae hende fældet, indtil hun endelig faldt for et Kneb, som hun ikke tog sig i Agt for. De spurgte hende, hvem der boede her. Hun svarede, at det gjorde hendes Fader. De spurgte, om de da ikke kunde faae Lov til at blive der om Natten, men hun svarede, at hvis deres Liv var dem kjært, skulde de ikke gaae der hjem, men gaae op fra Dalen snarest muligt. De sagde, at deres Heste vare saa trætte, at de maatte blive der, indtil de fik udhvilet, skulde det end blive deres Bane. Pigen saae, at det virkelig var saaledes, og hun fandt da paa det Raad, at hun kradsede sig i Ansigtet, til hun blødte overalt, og rev sig i Haaret, og sagde nu, at een af dem skulde ride hjem med hende foran sig paa Hesten. Dette gjore de.


Da de komme til Gaarden, staaer den Gamle udenfor, med et vredt og ondt Udseende. Da sagde Pigen: »Rimeligt tykkes mig, at Du viser Dig som en brav Mand imod dem, min Fader, thi de have frelst mit Liv. Jeg var styrtet ned af Fjeldet hist og kunde ikke røre mig af Pletten.« Den Gamle svarede: »Du maa sørge for dem, naar Piltene komme hjem i Kveld.« Hun førte dem ind i et Huus, hvor der stod tolv Senge, hvoraf hver var stor nok til To. Derpaa henter hun dem Mad og tørre Klæder, men efter at de have spiist, aabner hun en Lem i Gulvet og lader dem stige ned ad en Trappe, som fører ned til en Kjælder. Der sade de en lang Tid; endelig høre de en stærk Larm og Menneskestemmer i Huset; de høre, at Pigen er der og gaaer de Hjemvendte tilhaande. De spurgte hende, om der var kommen Nogen om Dagen. Hun svarede, at der ikke var kommen Nogen. De troede hende dog ikke og gjennemsøgte hele Huset, men uden at finde noget Mistænkeligt. Nu vilde de til at gaae iseng, men til al Ulykke kom een af dem, der sade i Kjælderen, til at hoste. De sprang da Alle op, rev Lemmen op af Gulvet, og gik den Ene efter den Anden ned i Kjælderen; men kun En kunde komme ned ad Gangen, og de, som sade i Kjælderen, gjennemborede Enhver, idet han løb ned; efter at de Alle vare dræbte, løb de Andre op og ud af Huset. Da kom den Gamle, greb fat i Nordlændingen og agtede at rive ham i Stykker, men den ældre Bondesøn kom til, og i Forening fældede de Begge den Gamle og skare derpaa Halsen over paa ham. Imidlertid havde hans Kjælling faaet Tag i den yngre Bondesøn, havde faaet ham under sig og vilde til at bide ham i Struben, men de Andre grebe hende og havde isinde at knække Halsen over paa hende. Da kom Pigen i samme Øieblik til og bad dem at skjænke hendes Moder Livet, hvilket de gjorde; her tilbragte de nu den øvrige Deel af Natten. Men den næste Morgen lavede de sig til at drage afsted; de toge deres egne og mange andre Heste, som fandtes der paa Stedet, og kløvlæssede dem med de Ting, som fandtes der af størst Værdi. Siden toge de Pigen og alt det Faarekvæg der var, med Undtagelse af 24 Malkefaar, som de lode blive tilbage hos Kjællingen, der ikke vilde drage med dem. Nu droge de afsted, drivende alt Kvæget foran sig, men Pigen drev Lastdyrene. De vilde lægge Veien langs igjennem Dalen, men Pigen sagde, at i saa Fald var Døden dem vis. De spurgte hende, hvad hun meente dermed. Men hun fortalte, at der opad Dagen vilde komme tolv Mænd med Kvæg fra Græsgangene, som havde været Tjenestekarle hos hendes Fader og vare meget værre at komme i Kast med end deres første Modstandere. De vare nu ikke bange for disse Drenge, sagde de. Da raadede hun dem til at lægge Veien op igjennem en Kløft, som var der i Fjeldet; de svarede, at det vilde være værre for Hestene, og de reiste derfor, som det behagede dem bedst.


Nu droge de igjennem Dalen, men da de kom til Enden af den, saae de nogle Mænd nærme sig med Kvæg, og der var tolv i Følge. Som disse Mænd nu komme nærmere, kjende de Kvæget og Hestene og lade derfor deres egne Faar løbe, medens de selv komme farende med stor Vildhed. De Andre gaae hen paa en Bakke, hidslæbe en Mængde Stene og indrette sig paa Forsvar saa godt de kunne; nu komme de Tolv og angribe dem med stor Raskhed, men de forsvare sig med Stenene, og Angriberne faldt da som Fluer, medens Ingen af de Tre faldt, thi de havde lettere ved at værge sig. De fortsatte Kampen, til alle Angriberne vare faldne, hvorefter de droge afsted, tagende med sig alle Hestene og Faarene, der nu beløb sig til sexhundrede Stykker. Nu havde de en lykkelig Reise, og efter en kort Tids Forløb naaede de Skagefjorden, hvor de fortalte, hvorledes Alt var tilgaaet. Den unge Mand fra Skagefjorden bortgiftede sin Søster til den ældre af Bondens Sønner, medens den yngre Broder fik en anden Pige der i Bygden.


Men selv ægtede han den Pige, som de fik paa Fjeldene. De nedsatte sig hver paa sin Gaard der i Bygden i Nærheden af hverandre og holdt Venskab til deres Dages Ende.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.