Christian Jürgensen Thomsen biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Christian Jürgensen Thomsen
Biografisk oversigt

Christian Jürgensen Thomsen
(1788-1865)



Thomsen, Christian Jürgensen, dansk Museumsmand og Arkæolog, f. 29. Decbr 1788 i Kbhvn, d. smst. 21. Maj 1865. Han var Søn af en anset kjøbenhavnsk Grosserer og Skibsreder, Justitsraad Chr. T. Som Barn havde han mange Interesser, der vaktes og næredes i Hjemmet, men blev dog bestemt for Handelen. Tidligt optoges han i Faderens Forretning, og fra hans Død 1833 styrede han den selvstændigt, til den hævedes 1840, da ogsaa Moderen var død. Fra denne Tid af blev T. udelukkende Museumsmand.
  Efter allerede som Dreng at have begyndt paa at samle Mønter kom han i Berøring med fremragende Mænd af kunstinteresserede Kredse, bl. a. Kunstkammerforvalter Spengler, og blev 1816 Sekretær i Kommissionen for Oldsagers Opbevaring, anbefalet af R. Nyerup (der havde beklædt denne Post siden Kommissionens Oprettelse 1807) med de bekendte Ord, at »Mage til ham findes ikke i 7 Kongeriger«. Med dette Hverv fulgte Bestyrelsen af det oldnordiske Museum (fra 1892: Nationalmuseet; danske Samling), der ligeledes var stiftet 1807 og havde Plads i Universitetsbiblioteket paa Trinitatis Kirkesal. Fra 1816 er Museets og T.’s Historie uadskillelige. Allerede 1819 aabnede han de gennemsete og ordnede Samlinger for Offentligheden og begyndte paa de Forevisninger for de Besøgende, der fortsattes til hans Død, og som skabte det Tillidsforhold til høje og lave, der i sidste Instans var det, som bar Museet frem til at være langt det første i sin Art i Europa. 1832 fik han tilvejebragt ny Lokaler paa Christiansborg, og 1853 overflyttedes Museet til Prinsens Palais, hvor det og de ligeledes af T. dannede supplerende kulturhistoriske Samlinger snart erobrede det hele Bygningskompleks.
  Men var end denne Gerning for T. selv den kæreste og den, som i højest Grad vil bevare hans Navn, var det langt fra at være den eneste. 1832 blev han Inspektør ved den kgl. Mønt- og Medaillesamling (med P. O. Brøndsted som Direktør), 1842 dens Chef. Efter i nogle Aar forud at have været Spengler’s Hjælper blev han 1839 Inspektør ved det daværende »Kunstmuseum« og beklædte ved Malerisamlingen samme Hverv i Forening med N. L. Høyen. Ofte under Modgang og under personlige Pengeofre var han fra nu af Sjælen i alt, hvad der paa disse Omraader foretoges. Han deltog saaledes i Arbejderne ved Ordningen af Museet (»den historiske Vaabensamling«) paa Tøjhuset, ved Oprettelsen af Samlingen paa Rosenborg, og overhovedet i saa at sige alt, hvad der angik Skabelsen og Indarbejdelsen af Danmarks nationale Museer. To lige betydningsfulde Samlinger skyldes helt og holdent hans Initiativ, den etnografiske Samling (1849) og Antikkabinettet (1851), der begge fik Lokaler paa Prinsens Palais. Paa alle disse Omraader arbejdes endnu i alt væsentligt inden for de af T. givne Rammer. Et Museum for Skulptur og Kunstflid, altsaa nærmest et Kunstindustrimuseum, lykkedes det ham ikke at faa Tid til at indarbejde, og det opløstes efter hans Død. Ogsaa med J. J. A. Worsaae traadte han i nær Forbindelse, idet denne efter Oldsagskommissionens Ophævelse 1849 overtog Tilsynet med Mindesmærkerne ude i Landet.
  Klarhed i Principperne og Overskuelighed i Udførelsen var det, som gjorde T. til den fremragende Administrator. De samme Grundegenskaber, intensiv Iagttagelse og sund Tænkning skabte hans videnskabelige Bedrift, Opstillingen af de 3 store, forhistoriske Perioder, Sten-, Bronze- og Jernalder (Treperiodesystemet). Denne epokegørende Opdagelse er vistnok gjort allerede et Par Aar før 1825 og fremtraadte hurtig i Museets Ordning, ligesom den mundtlig meddeltes til forskellige Videnskabsmænd, navnlig Svenskerne R. E. Hildebrand og Geijer. Først 1837 fremsattes den i Skrift i »Ledetraad til nordisk Oldkyndighed«. I øvrigt virkede han kun i mindre Omfang som Forfatter; men Ledetraaden vil til alle Tider være dansk Oldtidsforsknings »gyldne Bog«.
  Der var næppe nogen offentlig Personlighed, der var saa kendt og saa højagtet som T. Selv i sin høje Alder færdedes han stadig i Museerne og vandt ved sin Hjertevarme og sit livfulde Væsen alle til Medarbejdere for sine ɔ: Museernes Interesser. Der kom næppe mange i Samlingerne, som ikke kendte ham, og Mindet om ham har levet langt ud over hans Død. Fra Ind- og Udlandet mødtes han med Æresbeviser; talrige lærde Selskaber hædrede ham med Diplomer; og af danske Selskaber var han Medlem af det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog; han var en kort Tid som Vicepræsident Leder af Oldskrift-selskabet, hvoraf han fra Stiftelsen 1825 havde været et virksomt Medlem. Af danske Ordener bar han Storkorset af Dannebrog. Mest Pris satte den personligt overordentlig jævne Mand maaske paa det sjældne Bevis paa Højagtelse, der blev ham til Del, da Medlemmer af Rigsdagen 1860 lod udføre hans Marmorbuste (af Bissen) til Opstilling i Museet. T. bad om, at man vilde lade Eftertiden afgøre, »hvorvidt jeg fortjener den Hæder, som min velvillige og mildtdømmende Samtid har tiltænkt mig«. Busten blev efter hans Død (1865) opstillet i Museets Forhal. Sin efterladte Formue skænkede han til et Legat, »T.’s Legat« (1926 omtrent 52.000 Kr), der skulde virke »for Restaurering af Oldtidsminder, til at fremme Kunst og til at fremme det udmærkede Haandværksarbejde«. T.’s egen, betydelige Møntsamling overgik 1868 til Staten.
H.A.K.

Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)