Dødes gudstjeneste 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
8. Dødes gudstjeneste
138. En mand gik stadig i byen hver aften klokken 12. Dette undrede hans kone sig over, men da han så også gik juleaften, listede hun sig bag efter ham. Da så hun, at han gik ind i kirken, hvor alle de døde sad og sang salmer. Han gik op på prædikestolen. Hun listede sig bag efter og plukkede ham i ærmet. Han vendte sig hastig om og råbte (meget höjt): «Hvad vil du her?»
Mads Jepsen, Kongsted.
139. En ridende kom en gang forbi Örritslev kirke ved midnatstid og hørte inde på kirkegården sådan en sær musik, hvorfor han holdt stille og så nu, hvorledes de døde hoppede og sprang over gravene. Én af dem bød ham at drikke af et glas, som han rigtig nok tog i hånden, men kastede straks bag over sig og red så . . . . Han kom ikke ret langt hen, för hesten faldt død om; en dråbe af glasset var falden på den.
Th. J.
140. Der var legestue i en by, som hedder Djørup, en lidt her fra Bislev, og så var jeg og en anden dreng bestemt på at ville derhen. Vi gik så hen til kirkegården og satte os ved diget for at se efter, om der kom ingen andre fra Bislev, som vi kunde følges med. Imidlertid giver det sig til at synge i kirken, og vi sad og hørte på det et skjønne bitte korn. Der kom ingen og vilde til legestue, og det var ikke fri, vi blev lidt bange, nok er det, vi bestemte os til at løbe hjem, og så lod vi legestue være det, den var.
Jens Mark, Vokslev.
141. For mange år siden var manden på Kjærsgård en nat ude at kjøre. Så siger han til kusken, ligesom de kjører forbid en kirke: «Hold stille, der er nogen, som synger inde i kirken.» Kusken holdt og sagde, at han havde også hørt det. «Guds hus er for godt til det,» sagde manden, «nu går jeg der ind. Hvem der nu end kommer ud til dig, og om der end aldrig kommer så mange, og hvad de end siger til dig, så skal du ikke blive bange, ti de kan ingen ting gjøre dig, men kjøre må du ikke, för end jeg kommer og siger: Kjør så i Guds navn.» Så gik manden ind i kirken, og det varede heller ikke længe, för end der kom en hel del ud til kusken. De nejede for ham og satte sig op i vognen til ham og sagde, at nu måtte han kjøre, men ingen af dem kunde sige: i Guds navn. Snart kom manden, og da han satte sig op i vognen, så kunde de andre ikke være der, men de forsvandt straks. Så sagde han: «Kjør så i Guds navn,» og de kjørte hjem. Af det, som blev sunget i kirken, begyndte et vers sådan:
- »Frisk, Peter Mikkel, stem dine strænge,
- tøsen i Kina glemte vi længe.
H. Hansen, Ørridslev.
Verset er en styg forvanskning. Hvordan det har lydt, er ikke godt at sige.
142. En skrædder og hans sön, der har boet her i Egtved og har været naboer med os, de kom en aften om ved kirken. Så ser de, at det var lyst der inde, og de går da op til degnen og siger, at han havde glemt at slukke lysene i kirken. Ja, det kunde jo være, han heller ikke havde slukket dem, og så bad han dem om at gå der op, og han flyr dem nøglen til kirken. Lav de kommer der ind, så brændte alterlysene, men da de kom op til dem, så slukkedes de. Så vilde folkene gå ud igjen, men det var bælgmørkt, og de kunde ikke finde ud af kirken, det var, ligesom kirkegulvet var helt fuld af døde helmisser, som skindet var taget af, og de mödte og spærrede for dem, hele gulvet var fuldt. Da nu folkene turde ikke vove at træde på dem, tog skrædderen hans store skræddersaks op, og den slog han op og lod den skræve ud, så da han nu holdt den forved sig, blev der en revne i helmisserne eller et spor så vidt, som saksen kunde skræve, for den var jo af stål. Den revne gik de så ad, den ene bag efter den anden, og sådan kom de ud. De har tit fortalt os det.
Kristen Pedersen, Egtved.
143. Da min morfaders fader, den gamle Henrik, efter hvem jeg har fået navn, en höstaften gik fra arbejde fra Horstofte (nu Åsetofte), skød han gjenvej hen over marken lige forbi kirkemuren. Det var en mild, helt stille aften. Da han når kirkemuren, hører han til sin store forbavselse en dæmpet, sörgelig, langsomt tonende sang inde fra kirken. Klokken var over elleve, han stod lidt stille og lyttede; sangen blev ved at tone lige ensformigt, lige dæmpet og sörgeligt; så gik han videre, men nu kunde han høre sangen helt hen på marken. Siden talte han med den gamle klokker om den mærkelige sang i kirken, og denne sagde: «Det var da underligt, at du aldrig har hørt den för, når du er gået forbi kirken om natten; det har jeg så mænd hørt mange, mange sommernætter, men jeg lader blot som ingen ting, det skal man helst, det er de døde, der synger. Det troede gamle Henrik på som på evangeliet.
Henrik Pedersen, Maribo amtstue.
144. I gammel tid blev der holdt ottesang julemorgen klokken fem. Så var der en gang en kone, der vilde gå til ottesang i kirken; men hun havde set fejl pa klokken, så hun var kommen rent for tidlig af sted. Når hun så kom ind i kirken, så hun, at kirken alt var fuld af folk, der sad og så i salmebøgerne. Hun syntes nok, at det så noget underligt ud, og hun lagde især mærke til, at de alle sammen havde blå næser; hun turde dog ikke gå igjen, men satte sig ind i en stol, hvor der sad én, hun för havde kjendt. Da hun havde siddet lidt, så hun hen til hende, hun sad hos; men da så den anden arrigt til hende og sagde: «Ja, hade du ikje vad min stolsøster, så skujlle jaa beded næsan å daj!» Det hele forsvandt så i det samme, og der begyndte at komme rigtige folk i kirken.
Bornholm. Kr. Skovmand.
145 . . . . Pigen blev stående ved døren for at høre, hvad de sang, men kunde ikke forstå det, det var et for hende fremmed sprog, og præsten, som prækede, var heller ikke som en anden præst. Det lod, som han talede, men pigen kunde ikke forstå et ord. Med ét blev den døde menighed hende vaer, og én rejste sig og kom hen til hende. Pigen kjendte sin søster, der var død for flere år siden, og denne sagde: «Hvad vil du her? var jeg ikke din søster, så vilde jeg rive dig ihjel. Gå nu ud af kirken o. s. v.»
Møen. E. L.
146. En lille-juleaften gik nogle folk forbi Vindblæs kirke og så med undren, at kirken var oplyst. De gik hen for at se, hvad der kunde være på færde ved denne tid, og så da, at der var en stor forsamling i kirken, nogle sad med hvide skjorter om halsen, andre havde noget andet underligt töj på. Forsamlingen sang, men de, der stod uden for, kunde ikke forstå et eneste ord. Præsten stod for alteret, men af ham kunde de hverken se hoved eller hale, som man siger. «Men hvem er nu alle de?» sagde de til hinanden. «Der er min salighed da fogden i Balle,» sagde én, og han var endda død for længe siden.
K. M. Rasmussen.
147. En kone gik til fropræken. Så hørte hun, de sang i kirken, og der var lys tændt. Da hun kom ind, gik lyset ud igjen, og da var hendes kåbe reven, men hun vidste ikke, hvem der havde gjort det. De hörte også, de smækkede lågerne og stolene i for dem om natten.
Kr. Ebbesen, Egtved.
148. En pige gik til fropræken i Roskilde domkirke. Men hun var kommen alt for tidlig op, klokken var ikke mere end 2. Da hun kom ind i kirken, var der mange komne, og hun tykte, at hun kunde kjende dem, men de var døde for flere år siden. Så kom hun til at sidde hos et kvindfolk, der sad og skubbede til hende og sagde så stille: «Gå!» Så blev hun bange og gik, men der kom én bag efter hende, og lige i det hun kom over dörtrinet, slog døren i efter hende, og fligen af hendes kåbe blev siddende fast. Så måtte hun slippe den. Døren slog i, så det sang i hele kirken. Den var pænt oplyst, sagde hun, og præsten, som stod for alteret, var også død for mange år siden.
Peder Andersen Søndergård, Svendstrup.
149. I den gård, der var lige vesten for Vokslev kirke, var karlen ude en julemorgen at give hestene. Det var i den tid, de havde ingen stueklokker, og de gik i kirke om morgenen ved lys. Så kommer han ind og siger: «Vi har sovet for længe, det er snart en skam, for nu synger de i kirken.» Konen hun snapper hendes kapperöllik og sætter den på hendes hoved, og så tager hun en bitte stakket damaskes kåbe på til at hægte om hendes hals, og nu gik hun op i kirken. Da hun nu kommer ind i stolen, kommer hun til at sidde ved én, som hun havde været så gode venner med, men som var død for mange år siden. Hun kunde også kjende mange flere bekjendte, og kirken var fuld af folk, men alle sammen var de døde. Så siger hun: «Hvordan er du kommen her ind? Du må hellere gå igjen, så snart du kan, og når du mærker noget, der rykker i din kåbe, så skal du hægte den op og ikke se dig tilbage, men gå lige frem. A skylder min nabomand fire skilling, og dem skal du betale for mig,» sagde dødningen til hende. Så går konen, og den gang hun kom i kirkedøren, da kom der noget og rev kåben fra hende. Hun havde hægtet den op, og så lod hun det beholde den. Om morgenen, da folk kom og vilde til kirke, da lå kåben uden for kirkedøren og var i ene stumper. Hun betalte de fire skilling, som hun havde lovet.
Jens Mark, Vokslev.
150. For en menneskealder siden havde et fruentimmer i Mariager bestemt sig til at gå til fropræken i Mariager kirke. Den begyndte klokken otte, og det var om vinteren. Midt om natten omtrent klokken 4 vågner hun, står op og trækker sin puds (stads) på, da hun antager, at det snart er ved tiden, og skynder sig derpå op til kirken. Døren stod åben, og alle vinduer var oplyste, og hun kunde høre orgelet spille. Hun gik nu rask ind og sögte sin stol, men forundrede sig over, at hun næsten ikke kjendte et eneste af de mennesker, der var i kirken, og de få, hun kjendte, var døde. Præsten, som stod for alteret, havde også været død i nogle år. Hun bliver nu helt forvirret der over og vil løbe ud, men det var hende ikke mulig at rejse sig. I sin forvirring så hun sig om og blev en veninde vaer, der stod i stolen bag ved hende, men som også var død for et par år siden. Denne veninde böjede sig nu over til hende og hviskede, at hun skulde hægte sin kåbe løs (det vaer en rød ærmekåbe), og når præsten havde sagt amen på prækestolen, og förend han lyste velsignelse, skulde hun löbe ud af kirken, for ellers kom hun galt af sted. Hun kunde nu heller ikke rejse sig, för præsten sagde amen, men så løb hun alt hvad hun kunde, og lige da hun kom uden for udgangsdøren, sloges den i bag ved hende med et frygteligt brag, og hendes kåbe blev siddende fast i døren, men selv tog hun ingen skade. Om morgenen, da folk kom og vilde i kirke, fandt de kåben siddende i døren. Det, der sad udenfor, var helt, men det, der sad inde i kirken, var revet i lutter småstumper, der lå spredte over hele kirkegulvet.
Samme tildragelse i Randers kirke. H. A. B.
151. En kone var så forfærdelig nap (knap). Da hendes mand døde og blev klædt som lig, havde hun skåret et stykke af hans ligskjorte, for hun tykte, når han havde noget for på sig, så folk kunde se det, så havde han nok. Så kom hun en nat ind i kirken, og der var nogen inde, som var død for flere år siden. Hun kjendte mange af dem, og hendes mand kom i det samme og gik op ad kirkegulvet. Så er der en kone, der sidder ved siden af hende, og som kun kunde kjende var død for et par år siden, hun siger: «Der kom din mand, nu kan du se, hvordan det ser ud, at han går der med hans bare ryg op ad kirkegulvet. Du må helst gå nu, og a skal sige dig, hvordan du kan komme fra det. Du skal spænde din kåbe op, når du går ud, og når han så griber i dig, slipper du den, så hastig du kan, så kan han tage den på hans ryg.» Da hun nu skynder sig ud af kirken, for hun kunde jo nok skjønne, det var en forsamling, hun ikke skulde være i, så gjör hun, som konen har sagt, og de rykte også kåben af hende.
Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.
152. To koner følges ad til kirken. Kirkegjængerne var hvidklædte alle. Den ene kones mand var der iblandt. Hun havde, da han døde, taget bagdelen af hans ligskjorte til et lommeklæde. Den anden kone gjorde hende opmærksom på det. Hun hægtede kåben op, og den tog de fra hende.
Sognefoged Jens Jensen, Volstrup.
153. I én af kirkerne i Odense var der for mange år siden en morgen tidlig froprædiken, og en kone fra byen gik da i kirke. Men da hun kom ind, så hun, at alle de, der var i kirke, var helt hvidklædte, og nu erfarede hun, at det var de døde, der var stået op af gravene. Da blev konen angst; men én af de døde, der havde kjendt konen i levende live, kom hen og sagde til hende, at hun skulde ikke være bange. Da gudstjenesten var forbi, gik de døde ud og smak kirkedøren i efter sig med et stort bulder, så der flöj ildgnister fra den; de gik da i deres grave igjen, men konen gik til sit hjem.
Lars Frederiksen.
154. I Stenstrup i Sydfyen var der en gang en mand, som blev kaldt Hans Post. Da han en aften kom hjem fra Odense, hørte han, at der var nogen, som sang, han troede straks, at det var folk, som kom omme fra kroen, men da han kom hen til sit hus, som lå lige ud for kirken, så kunde han høre, at det var i kirken, der blev sunget. Så blev han bange og skyndte sig ind. Han hørte det samme flere gange siden.
H. Hansen, Örritslev.
155. . . . Hun så kun tre fruentimmer, den ene hendes moder, den anden hendes mormoder, som begge var døde for lang tid siden, og den tredje en ukjendt. De to første puffede og stödte til hende, hvor hun sad, så hun kunde tydelig mærke, hun var i vejen, skjøndt hun sagde til den første: «Du er jo min moder.» — «Nej, jeg er ikke, går du ikke, så æder jeg dig.» — «Nej, du gjör vel ikke,» sagde pigen. Endelig fik den ukjendte sagt til hende: «Skynd dig ud af døren og lad kåben glide bag af dig o. s. v.»
Marie Moltke.
156. Min kones oldefader var præst i Synderup og hed E. G. Vieth. Den første juleaften han var der, sad han langt over midnat og studerede på sin præken. Da bankede hans folk på og bad ham komme op til kirken, der var lys og salmesang. «Lad dem kun synge, börn,» sagde han. En gammel jomfru hos ham tog mod til sig og gik ind i kirken o. s. v.
N. J.
157. En nu afdød mand har fortalt mig, at han bestemt vidste, at de afdøde præster, som i livet har været særdeles gode sjælesørgere, endnu af og til i deres kirke forsamler de afdøde, som, mens de levede, havde været aldeles ligegyldige for alt åndeligt. Der er lige så fuldt i kirken om søndag aften som om formiddagen, sagde han. Disse sjæle opholder sig i tusende år på et sted, jeg véd ikke hvor, men tror, at det er på et höjt bjærg, og når den tid er omme, da først indgår de til det evige liv.
A. L.
158. Den gamle pastor Fritz så en aften klokken 11 kirken fuldt oplyst. Så måtte han have bud over efter hr. Engel, præsten i Nim, og de forenede dem om at gå der ind. Da de havde været der inde en tid, blev lysene slukkede.
Johan Mejer, Trebjærg mark.
Her tilføjes et par stykker om levendes-dands på kirkegården.
159. En aften var tre jomfruer fra Kongensgård i Nörre-Nissum til Lemvig marked, og de vendte først hjem ved midnat. Da de kom til kirken, der ligger lidt vest for Kongensgård, syntes de, det kunde være morsomt at gå ind på kirkegården og få sig en dands. De gik altså der ind og begyndte at dandse og synge mellem gravene på den mest upassende måde. Men der fortælles også, at de fik deres straf derfor. Jorden åbnede sig under dem, og de sank levende ned i afgrunden. Den plet, hvor de sank, vises endnu, og på det sted gror der aldrig græs.
Karl Kr. Jensen.
160. . . . Karle og piger kom hjem af heden, for det havde givet sådan en regn, at de kunde ikke slå lyng. Da de så kommer forbi Nissum kirkegård, er der en karl og en pige, som giver sig til at dandse på den. Men de sank ned i jorden og blev rent henne.
Peder Christensen, Rottesgård.
