Dannelsen af bygningmaterialet

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Om bygningsmaaden af

Oldtidens jættestuer

Af

Kong Frederik den syvende

1862


2. Dannelsen af bygningmaterialet


Den, der vil bygge, maa först samle sig tilstrækkelige Materialer og dernæst tildanne dem efter sin Hensigt. Bygmesteren af Steengravkamre har maattet gjöre det samme.

At erholde de fornödne Stene kunde i den fjerne Oldtid ikke være vanskeligt; det gjaldt kun at vælge dem paa et Sted, der ikke var for langt borte fra den Plads, hvor Gravkamret skulde bygges, eftersom Transporten ellers vilde blive altfor besværlig. De store Kampestene fandtes imidlertid vistnok i rigelig Mængde paa Markerne, og vel fornemmelig ved Kyststrækningeme, hvor man endnu saa hyppigt seer dem. Det er bemærket, at Gravkamre i stor Mængde findes ved Sökysterne, og man har deri villet söge et Beviis for, at disse have tidligt været bebyggede. Dette synes rimeligt; thi Gravhöien kan vist ikke antages opfört meget langt fra den Afdödes og hans Families Hjem. Men kunde det dog ei være en medvirkende Grund til at man finder saa mange Gravhöie ved Kysterne, at de mægtige Steenmasser netop der vare opdyngede, og at de ikke lode sig flytte just meget langt? Jeg vil blot fremstille denne Idee. Saa meget tör man antage, at Gravkamrets Bygmester har taget sine Materialer saa nær som muligt ved det Sted, hvor Bygningen skulde udföres.

Den næste Gjerning maatte blive den, at tildanne Stenen for dens Bestemmelse. Betragter man Gravkamrets Indre, vil man strax blive vaer, at dets Vægge og Loft altid fremvise flade Sider og at disse danne en saa glat Væg, som man aldrig eller kun med en sjelden Undtagelse træffer hos den raa Steen paa Markerne eller ved Kysterne. Der kan fölgelig ikke være nogen Tvivl om, at disse store Steen ere flækkede eller tilhugne i Anledning af Byggearbeidet. Der kan vist heller ikke være Tvivl om, at denne Stenenes Flækning eller Sprængning er foregaaet paa det Sted, hvor de bleve fundne og tagne; thi der var al Grund til at lette sig den fölgende Flytnings Besværligheder ved forud at tildanne og derved formindske Steenmasserne. Men her staae vi strax ved det vanskelige Spörgsmaal, hvorledes det har været muligt at klöve saa store Steenmasser i regelmæssige Brud og glatte Sider med de Træ- og Steenredskaber, som Steenalderens Mennesker alene havde at benytte sig af. At de have formaaet det, er vist, vi have Beviserne for vore öine; Spörgsmaalet er kun, hvorledes de have formaaet det. Jeg har ikke paataget mig aldeles fyldestgjörende at besvare dette Spörgsmaal, men jeg vil erindre om, hvad jeg i de forudsendte almindelige Bemærkninger yttrede angaaende det for Oldgranskeren lærerige i de simpleste Landsby-Steenhuggeres Gjerning. Hvad bruge da disse? De bruge Vandet, Ilden, Kilen og Köllen. Naar de ved et umiddelbart Skjön have opdaget, fra hvilken Side Stenen kunde antages lettest at ville adskille sig i glatte Brud, saa ridse de en Fure paa samme Sted og i den Retning, de ville klöve; de helde stundom Vand deri og lade det staae i nogen Tid; de omgive siden Stenen med Ild eller lægge Ild under den, hvorved den bliver varm, skjör eller fragil; de anbringe dernæst smaa Kiler i hiin Fure, saa mange de ansee for nödvendige, og de bruge derefter Köllen til at virke paa Kilerne. Og virkelig lykkes det i Regelen ved disse overmaade simple Midler at sprænge overordentlig store Steen i et saa glat Brud, som var det sauget med en Saug.

En dermed meget overeensstemmende Fremgangsmaade antager jeg at Steenalderens Mennesker kunne have brugt. Havde de ligeledes med et övet öie fundet, paa hvilket Sted Stenen burde sprænges, saa kunde de vel med deres Flintredskaber, Meisler og öxer danne en Fure; de kunde bruge Vandet og Ilden, som i vore Dage; de havde Kiler af gammelt stærkt Egetræ og Steen; de havde Köller af Træ og Steen og andre svingende Slag-Redskaber; de havde kæmpestærke Arme, der kunde före disse.

Jeg holder mig for overbeviist om, at Arbeidet ogsaa nu lod sig udföre paa denne Maade; hvor meget mere da i den Tid, da övelsen deri var saa stor og Arbeidet selv en hellig Gjerning i Religionens Tjeneste. Gravkamrets Bygmester maatte og skulde have sit Materiale beredt, og han fik det, som han maatte og skulde have det.