Dans og Dansevise

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Axel Olrik (1864-1917)
Dansk folkedigtning


Indledning
Dans og Dansevise


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen


SAALEDES som Folkeviserne nu ligger for os, er de dels blevne opskrevne af adelige Damer i det 16de og 17de Aarh., dets sungne af Bønderfolk ned mod vore Dage i Bindestuer og ved festlige Sammenkomster eller i det enkelte Hjem af Moderen for hendes Børn. Men forud for den Tid, da de blev førte i Pennen, ligger der lang Tid — deres Liv i Middelalderen —, hvor de blot lærtes udenad ved Sang, og hvor de ydre Forhold var helt forskellige: de hørte ikke saa meget til ved Haandarbejdet eller ved Gildebordet, men de blev sungne i Dansen. — Dette Forhold kræver en nærmere Redegørelse.


Sammen med Ridderlivet optræder hos alle Europas Folkeslag Dansen som en særlig yndet Idræt, Mænd og Kvinder danner en Kres og danser rundt; Musik har man enten af et Instrument, eller ved at en i Kresen synger en Dansemelodi og lægger de Ord under, der i Øjeblikket falder ham ind: en Opfordring til Dans, et Udbrud af Livsglæde eller Savn, eller af Skæmt. Sydfrankrigs Troubadourer og siden Tysklands Minnesangere digtede mange af deres Smaadigte som Dansetekster; og baaren af Melodi og af Ord trængte Dansen ind allevegne. Den indtog de nordiske Lande i Stormløb, fra Danekongens Gaard til de islandske Bondestuer. Selv i Klostret trængte den ind: dengang Absalon blev Biskop i Sjælland, plejede Munkene paa Eskilsø ved Aarets store Fester at byde deres Frænder, Mænd og Kvinder, til sig og holde Gilde og Runddans med dem i Spisesalen. Her fik Biskoppen sat en Stopper for Dansen; men paa alle andre Omraader gik den frit nok. Forgæves betegnede Sakse saadanne Gøglerspring som uværdige for Ædlinge og Kæmper.


Folkeviserne maler atter og atter Dansen. En Skare af Mænd eller af Kvinder (eller af begge, blandede tilfældigt mellem hverandre) tager hinanden i Haanden og begynder en Runddans eller en Dans i Kæde, enten paa Stuens Gulv eller endnu hellere ude i det fri: i Borggaarden, i Toften eller ude ved Aa. En enkelt Fordanser leder Bevægelsen og Takten; han synger selv for, eller — hvad der er endnu mere yndet — en Kvinde danser ham nærmest og kvæder en Vise. Der er Lejlighed nok til Dans; Kongens Svende danser sammen ved Borgeled, Fruen og hendes Tjenestemøer standser deres Arbejde og træder Dans paa Stuens Gulv. Men bedst gaar den, der hvor Mennesker samles i større Flok ved festlig Lejlighed. Allermest gælder det de folkelige Aarsfester, hvor den gamle „Leg“ med Jubel og Springenomkring afløses af Dans og Danseviser: i Midsommernatten omkring Sankt–Hans–Blusset, og i Midvintersammenkomsterne, Julestuerne, med deres Julebuk, Hjortedans og andre Udklædningslege. Selv Kirkens Fester giver Anledning til Dansefester. Foran de store Højtidsdage fejrede Kirken en Vigilie, en Vaagenat, med Gudstjeneste; Folket samledes i Mængde for at lytte til Messesangen paa visse Tider af Natten, og alt imellem kortedes Tiden ved Samtale, Fortællinger, Sang og -Dans. Som saa ofte gjorde Middealderen det hellige verdsligt (ligesom den kunde give det verdslige et helligt Udseende); „Vaagenætter“ blev Fællesbetegnelse for Ungdommens jublende overgivne Fester om Natten under aaben Himmel ved „Vaageilden“ (Festblusset) eller Majtræet. Men ærbare Møer holdt sig helst fra den vilde Tummel. — Der var Arter nok af Dans; var Bederdansen for dristig, saa var Sværddansen mere høvisk. Ved Ridder Stigs Bryllup danser han selv forrest i Rækken med Guldkar paa Haand og drikker sin Fæstemø til.


Til Dansen hørte Sangen, de Ord, som Fordanseren fandt paa at benytte til Melodien, allerhelst de korte Udbrud af eget Stemningsliv eller Indtryk fra den nærmest omgivende Verden. Snart en Opfordring til Glæde som i den lille islandske Strofe:


Favrt synger Svanen
den sommerlange Tid,
da er Lyst at skæmte sig,
min Lilje hvid!
Favrt synger Svanen.


Snart Udtryk for Vemod:


Mine ere Sorgerne
tunge som Bly,
brændte ere Borgene,
der bygte var af ny[1].


Snart atter en rask Opsang til Krigernes Vaaben–Dans Som i disse danske Vers:


Kongen raader for Borgen
og saa for alle Land,
og for saa mangen rasker Helled
med dragen Sværd i Hand.
Kongen raader for Borgen.


Lad den Bonde raade for sit Bo,
den Hovmand for sin Hest;
Kongen udaf Danemark
han raader for Borg og Fæst'.
Men Kongen raader for Borgen. (DgF. Nr. 8).


„Træder haardt i vort Gulv“, hedder det i en færøsk Dansevise, „sparer ej vor' Sko, Gud maa raade, om vi drikker næste Jul“. (Det er den, som Ploug har efterlignet i sin Vise om Slaget ved Slesvig.)


Men til Dansevers lader sig ogsaa bruge enhver Henvendelse til de dansendes egen Kres: en „Elskovens Vise“ sungen af en Jomfru til en Ridder, eller omvendt; eller ogsaa en gækkende eller drillende Samtale ført mellem en Svend og en Jomfru i Vers, der dels huskedes udenad, dels formedes fra ny i Dansens Kamphede. Og til denne skæmtende Digtning hører ogsaa Spottevisen over kendte Personer: „Der gaar Dans ved Riber–Port, de spotter Sorten–Iver, for han er saa sort,“ som det fyndig hedder. Eller stolt Elselille rejser sig fra sit Arbejde og beder sine Møer at danse med hende og synge en Vise om hendes Bejlere, Hr. Laves Sønner af Lund:


Den ene hedder Hr. Mogens,
den anden Hr. Eske Høg;
de har saa længe til Hove tjent,
de taaler hverken Hede eller Røg.


Den tredje hedder Hr. Ove,
den Herre er bogelærd;
der ligger et Guldspan [–spænde] i mit Skrin,
de er det ikke alle tre værd. (DgF. 366).


Denne lyriske Digtning, hvor Middelalderens Rigdom af Stemninger udtalte sig, forenedes med det fortællende Digt; i Frankrig kunde man bruge lyriske Smaafortællinger til Danseviser; i England har vistnok alle Viser i tolinjede Strofer været det; i Norden bliver Foreningen af Danselyrik og Fortælling helt eneraadende, netop derpaa beror vor Folkevisestil. Oprindelig havde man fortællende Viser for sig selv; det var en Række simple tolinjede eller firlinjede Strofer, hver Strofe sammenbunden med et enkelt Rimpar. Denne slutningsrimede Digtning afløste Oldtidens Kvad med deres Bogstavrim (Overensstemmelse i Begyndelsesbogstaver). Saadanne fortællende Viser blev foredragne af fagmæssige „Sangere“ i Kongens Hal, paa Rejser eller naar Hæren drog i Slag; til disse Sangeres Klasse hørte sikkert den danske Sanger i Graahedeslaget (1157) ligesom den tyske Sanger, der fulgte Knud Lavard til Haraldsted (1131). — Det ny, der nu skete, vistnok omkring Aar 1200, var da, at det store fortællende Digt blev trukket ind i den lille Dansevise: den Sanger, der satte Dansen i Gang, begyndte med det sædvanlige lille Stemningsudbrud, men fortsatte saa med en fortællende Digtning, der i Stemning passede dertil; og idet Melodien gentoges for hvert Vers, gentoges ogsaa en eller to af de stemningsbærende Linjer ved hvert af de fortællende Vers. Et Eksempel kan oplyse dette: Vi har ovenfor meddelt det lille lyriske Digt om Kongen, der raader for Borg og Rige; herfra sprang da Sangeren over i en Vise om den ypperste Konge med de tapreste Mænd, den stærke Kong Diddrik og hans Kæmper: „Kong Didrik sidder paa Brattingsborg, han ser sig ud saa vide: Ingen veed jeg i Verden til, der kan være min Lige“ o. s. v.; „Kongen raader for Borgen“ gentages da af den dansende Skare ikke blot ved det første Vers, men ved hele Rækken af Vers som deres fælles Grundtone; denne Linje er bleven Visens Omkvæd. — Naar den lyriske Indledningssang er bleven nødvendig ved enhver fortællende Vise, digter man til nye Viser egne Indledningsstrofer i tilsvarende Stemning og ofte med en Antydning af Visens Begivenheder:


Jeg saa Sejl for Sunde fare,
saa mangen forgyldene Fløj;
der sejler Junker Strange med Dronning Dagmø.


Kongen og Strange de sad over Bord,
— saa mangen forgyldene Fløj;
de snakked saa mangt et Gammens–Ord,
Der sejler Junker Strange med Dronning Dagmø.


„Hør du, Strange, hvad jeg siger dig:
— saa mangen forgyldene Fløj —
du skal ind til Bejerland og fæste Jomfru for mig.“
Der sejler Junker Strange med Dronning Dagmø. (DgF. 132).


I Tidens Løb skilles dog Indledningsstrofe og Omkvæd. Omkvædet findes altid ved Viserne; men Indledningsstrofen kan enten bortfalde, eller den kan udtale noget andet end Omkvædet.

Fodnoter

  1. Denne „Dans“ (dette Dansevers) kvad Islændingen Tord Andressøn i Aaret 1264 under bange Anelser, da han førtes bort som Gissur Jarls Fange; næste Dag brød Jarlen sit Fredsløfte og lod ham dræbe. (Sturlunge Saga II. Kaalunds Udgave. S.316).

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.