Danske helgeners levned: Forord
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
i oversættelse ved
Hans Olrik
Forord
Nærværende bog er kaldet ”Danske helgeners levned”, i det her meddeles oversættelse af optegnelser om en række historiske personligheder, hvis virksomhed og hvis helgenry udelukkende eller dog hovedsagelig tilhører Danmark, og om hvem større eller mindre skrifter er blevne til hos os. Udelukket er det derfor ikke, at en ”dansk” helgen kan være udgået fra et andet folk; vi ser, at Thøger var en Thüringer, abbed Vilhelm en Franskmand. Derimod er på den ene side ikke medtaget nogensomhelst af de fremmede helgener, der blev ærede i Danmark, end ikke Ansgar, der ganske vist gæstede vort land, men ikke på nogen måde kan kaldes dansk helgen, eller den svenske helgeninde Helene, hvem et nordsællandsk sagn lod sejle på en sten over Kattegat til Tidsvilde; på den anden side er også udeladt fortællingen, om en dansk født helgen, hvis virksomhed falder udenfor fædrelandets grænser, og hvis hellighedsry slet ikke var af dansk oprindelse, nemlig Sønderjyden ”Ansver” (Asvard), der blev martyr ved Vendernes rejsning mod de kristne præster i året 1066.
De danske helgener udgør et broget skue, fra den voldsomme og stolte kong Knud til den sagtmodige og ydmyge provst Kjeld, fra den ridderlige verdensmand Knud Lavard til den glødende asketiker abbed Vilhelm. Det er næsten, som om helgenryet havde sået sig blandt de historiske personligheder med blind vilkårlighed. Store kirkelige skikkelser, der dog kunde opvise den største fromhed, mænd som Eskil, Anders Sunesøn og biskop Gunner af Viborg, er aldrig blevne helgener, medens en lidet kendt provst, en ubetydelig kongesøn og en jævn præst har opnået denne ære. Dog har historien også her sine love, om end de er vanskelige at udfinde. Således har i Danmark, ligesom i Norge og Sverige, den bratte død for fjendehånd særlig givet anledning til helgenry: slet er medynk med de myrdede, der har gjort Knud konge og Knud hertug, Margrete og Erik Plovpenning til helgener. Men for øvrigt er de forskellige helgeners ry af såre ulige oprindelse. Knud konges helgenry skyldes både det opadstræbende kongedømme og den opadstræbende præstestand, som begge derved vilde fremme deres krav; Knud hertugs helgenry er af rent politisk art og får først hævd ved et stort politisk omslag, og Erik Plovpennings svagt grundede helgenry er ligeledes et led i senere kongers politik; abbed Vilhelms helgenry er derimod af rent kirkelig art, et udslag af begejstringen for askese og kirkevælde; flere af de andre helgener skylder almuens overtroiske beundring deres ry. Intet under, at adskillige af disse helgener aldrig er blevne kanoniserede, men har måttet nøjes med at være kårne af folket.
Ligeså forskelligartede som vore helgener selv er de skrevne beretninger om dem. Knud konges og Knud hertugs ”levneder” er ubetinget de værdifuldeste helgenskrifter, men snart går det hos os som i den øvrige kirke: jærtegnene fortrænger levnedsskildringen, og optegnelsernes historiske værdi forringes. Dette kommer bl. a. stærkt frem i ”Abbed Vilhelms levned”. Det var derfor oprindelig ikke min hensigt at gengive alle dette skrifts fortællinger i oversættelsen (jfr. side 171f.); når jeg alligevel har gjort det, da er det, fordi jeg har ment at burde give efter for et ønske, der udtaltes af styrelsen for det selskab, i hvis tjeneste jeg har arbejdet. Jeg vil da heller ikke bestride, at hvorvel de mange jærtegnsfortællinger i helgenlevnederne ikke oplyser os synderligt om helgenerne selv, kan de dog stundom på anden måde give os værdifulde efterretninger og frembyder i alt fald ofte betydelig kulturhistorisk interesse.
De herrer professor dr. phil. M. Cl. Gertz og fhv. rektor H. H. Lefolii bringer jeg en oprigtig tak for de mange forbedringer, som min oversættelse har modtaget ved deres indgående gennemsyn; det længste versificerede stykke hos Ælnod, til hvilket jeg selv kun havde en meget fordærvet tekst, er endog helt oversat af professor Gertz. Endvidere kan jeg ikke noksom fremhæve, at professor Gertz dels har ydet talrige, ofte meget betydningsfulde, rettelser i de latinske tekster og ad denne vej givet ny fortolkning af flere vanskelige steder, dels har stillet afskrifter af flere hidtil ukendte optegnelser om helgener til min rådighed, hvorved min oversættelse er bleven beriget med nyt historisk stof og således har fået meget større værd. Enhver vil da forstå, i hvor høj grad jeg føler mig i taknemlighedsgæld til professor Gertz for hans andel i foreliggende bog. Ligeledes takker jeg hr. professor dr. juris Johannes Steenstrup, der velvilligst har meddelt mig sin opfattelse af et betydningsfuldt punkt i Ælnods skrift, og som i en udførlig og vægtig anmeldelse (i Historisk tidsskrift, 6 række IV) har givet bidrag til forståelse af nogle vanskelige steder hos Ælnod og i ”Knud Lavards levned” og berigtiget flere enkeltheder; med professor Steenstrups tilladelse er flere af hans bemærkninger indføjede eller omtalte i ”Tilføjelser og rettelser”, nedenfor s. 404f. Det er min pligt særlig at gøre opmærksom på, at den interessante iagttagelse vedrørende bogstavrimene i Knud Lavards levned (jfr. nedenfor s. 116) hidrører fra professor Steenstrup. Jeg beklager, at dette ved forsømmelse fra min side ikke allerede er blevet bemærket i indledningen til dette helgenlevned, og gør herved min undskyldning derfor.
København, den 31. Oktober 1894.
Hans Olrik.
