Degnen på Myrká
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Degnen på Myrká
Anker Eli Petersen
© 2006
Der var engang en degn på Myrká i Eyjafjørður, men hans navn er ikke kendt. Han var kæreste med en pige som hed Guðrun, som skulle bo på Bægisá på den anden side af floden Hørgá, hvor hun var tjenestepige hos præsten. Degnen havde en hest med grå manke, kaldt Faxi, som han altid red på.
En gang lige før jul skete det, at degnen red til Bægisá for at invitere Guðrun til julefest på Myrká, og han lovede at komme til en aftalt tid juleaften og følge hende til festen. Før degnen red ud for at invitere Guðrun, havde det sneet i nogle dage, og isen havde lagt sig på floderne. Den dag han red til Bægisá, blev der pludselig tøvejr, og i løbet af dagen, mens degnen opholdt sig på Bægisá, blev det pludselig umuligt at komme over floden på grund af drivis og forhøjet vandstand. Da han red hjemmefra, var degnen ikke klar over omslaget i vejret. Han gik ud fra at floden stadig var dækket af is. Han krydsede Yxnadalsá over en isbro, men da han kom til Hørgá, var isen brudt op. Han red derfor ned langs floden, til han kom til stedet overfor Saurbær, som er den første gård nedstrøms for Myrká. Der var der en isbro over floden. Degnen red ud på broen, men da han var kommet halvvejs, brød broen sammen og han faldt i floden.
Morgenen efter, da bonden på nabogården Þúfnavellir stod op, så han en sadlet hest stå udenfor sit gærde og mente at det var Faxi, Myrkádegnens hest. Han blev ilde tilmode, for han havde set degnen ride langs floden dagen før, men havde ikke set ham vende tilbage - og fik derfor en anelse om hvad der var sket. Han gik ned til gærdet, og det forholdt sig som han havde ment. Det var virkelig Faxi, gennemblødt og medtaget. Han gik ned til floden, til et næs som kaldes Þúfnavallanes. Der fandt han degnen død ved flodbredden yderst på næsset. Bonden drog straks til Myrká og fortalte hvad der var sket. Det viste sig at degnen havde store skader på baghovedet af en isskosse. Han blev så ført hjem til Myrká og begravet der i ugen før jul.
På grund af tøvejret og den forhøjede vandstand, havde der fra den dag hvor degnen red ud fra Bægisá, ikke været nogen forbindelse mellem Myrká og Bægisá. Men juleaften blev vejret bedre og i løbet af natten var vandstanden sunket i floden, så Guðrun var begyndt at glæde sig til julefesten på Myrká. Ud på eftermiddagen begyndte hun at gøre sig klar, og da hun var ved at være færdig, hørte hun det banke på døren. En pige som var hos hende gik til døren, men der så ingen udenfor. Det var hverken lyst eller mørkt ude, da månen af og til lyste mellem skyerne som jog over himlen. Da pigen kom ind igen og sagde, at hun ikke havde set nogen, sagde Guðrun: "Den leg er nok til ære for mig, så nu skal jeg nok gå ud." Hun var klar, manglede bare at tage kåben på. Hun tog den og stak armen i det ene ærme, det andet slængte hun over skulderen og holdt i det. Da hun kom udenfor, så hun at Faxi stod for døren, og ved siden af den stod en mand, som hun gik ud fra var degnen. Det vides ikke om de sagde noget til hinanden. Han løftede Guðrun op på hesten og satte sig selv op foran hende. Sådan red de en stund i stilhed. De kom til Hørgá. Langs flodbredden lå der høje isbræmmer, og da hesten sprang over iskanten, løftede degnens hat sig bagtil, og Guðrun så den nøgne hovedskal. I det samme gled skyerne væk fra månen, og han sagde:
"Månen glider,
døden rider,
ser du ikke den hvide plet
på min nakke, Garún, Garún?"
Hun blev forfærdet men sagde ikke noget. Men nogen fortæller at Guðrun selv løftede hans hat og så den hvide hovedskal. Da skal hun have sagt: "Jeg ser hvad det er."
Der bliver ikke fortalt mere om samtale eller resten af turen før de kom til Myrká. Der steg de af hesten foran kirkegårdsporten, og han sagde til Guðrun:
"Vent du her, Garún, Garún,
mens jeg går med Faxi, Faxi
op over gærderne, gærderne."
Så gik han med hesten, og hun kom til at se ind i kirkegården. Der så hun en åben grav, og blev rædselsslagen, men var åndsnærværende nok til at gribe klokkestrengen ved kirkegårdsporten. I det samme blev hun grebet bagfra, og nu viste det sig at være hendes held, at hun bare havde nået at tage det ene kåbeærme på, for grebet var så kraftigt, at kåben revnede ved skuldersømmen på det ærme hun havde på. Det sidste hun så til degnen var, at han faldt ned i graven med den del af kåben han holdt i, og at jorden skred ned over ham fra begge sider.
Om Guðrun fortælles det, at hun fortsatte med at ringe med klokken, lige til folkene fra Myrká kom og hentede hende. Hun var så rædselsslagen af alt det hun havde været igennem, at hun hverken turde løbe sin vej eller stoppe med at ringe. Hun var overbevidst om at det var degnens genfærd hun havde haft med at gøre, selv om hun endnu ikke havde hørt at han var død. Da hun fortalte folkene fra Myrká om sin ridetur, fik hun alt at vide om degnens død.
Samme nat, da folk var gået til sengs og havde slukket lyset, kom degnen og plagede Gudrun så meget, at folk måtte stå op igen, og ingen fik sovet mere den nat. I de to følgende uger, kunne hun ikke være alene, de måtte våge over hende hver nat. Nogen fortæller at præsten måtte sidde på sengekanten hos hende og læse op fra Davids salmer.
Der blev så sendt bud efter en troldmand fra Skagafjørður. Da han kom, lod han folkene grave en stor sten op som lå ovenover græsmarken og rulle den ned til husgavlen. Om aftenen i skumringen, kom degnen og ville ind i huset, men troldmanden tvang ham over til husgavlen. Der manede han ham ned i jorden med mange besværgelser. Så væltede han stenen over ham, og der ska degnen ligge den dag i dag. Efter det stoppede spøgeriet i Myrká, og Guðrun begyndte at komme sig. Siden drog hun hjem til Bægisá, men hun var efter sigende aldrig den samme igen.
Kilde: Jón Árnasons sagnsamlinger.
Note:
Årsagen til at spøgelset kalder pigen "Garún" og ikke udtaler hendes rigtige navn er, at navnet Guðrun indeholder ordet "Gud", og det kan en genganger ikke tage i sin mund.
Anker Eli Petersen
