Den Gjenoplivede, som kom til Ingnersuït (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

62. Den Gjenoplivede, som kom til Ingnersuït

Et Par Ægtefolk, som havde en eneste Søn, boede sammen med et Par andre gamle Ægtefolk, som ingen Børn havde. Engang medens de vare sammen med disse paa Angmaksatfangst, døde Sønnen, og Forældrene droge bort fra Stedet, forinden de 5 (Sørge-) Dage vare forbi, forladende de gamle barnløse Folk. Da de Gamle ikke vidste noget andet Tilflugtsted for at faae Føde, sagde Manden: »lader os gaae op til Graven.« Da de kom til Graven, sagde Manden: »du er en Qvinde, du skal aabne den.« Men hun svarede: »du er Manden, du skal aabne den.« Derpaa tog hun en Dæksteen af, og saa aabnede Manden hele Graven. Da de nu havde taget den Døde op og sunget over ham, rørte han sig lidt, og lidt derefter reiste han sig op og begyndte at løbe hen imod Manden. Konen sagde: »staa godt fast.« Men i det samme stødte han ham omkuld, og løb saa løs paa Konen og stødte hende omkuld, hvorpaa han standsede lidt, og saa selv faldt om. Manden gik hen til ham og sagde: »du Kjære! gaa nu med og vær hos os.« Derpaa tog den Gjenoplivede Ophold hos de Gamle, fik sig en Kajak samt Redskaber, og blev deres Erhverver. Engang kom hans Fader, for at see til de Gamle, som han meente vare omkomne af Hunger. Da han kom omkring Næsset og saae Blod paa Strandbredden, tænkte han: »de maae vist have været ved Graven og taget Liget,« men da han kom nærmere og saae, at der var flenset Sælhunde, spurgte han: »hvo har fanget dem for eder?« De svarede: »din Søn, som vi have gjenoplivet.« Men han vilde dræbe dem, fordi han ansaae det for Usandhed. Den Gamle sagde: »vent da lidt, saa vil han komme; dersom han ikke kommer, maa du gjerne dræbe os.« Endnu medens han talte saa, viste Sønnen sig bag Næsset. De sagde: »rør ikke ved ham strax.« Men Faderen gik ned til Strandbredden og rørte ved ham, hvorpaa han atter faldt omkuld og var død. Derpaa sang de Gamle atter over ham. Han rørte sig, reiste sig op, løb lige løs paa Faderen, og stødte ham omkuld, derpaa mod Pleiemoderen, og stødte hende omkuld, hvorpaa han standsede. Nu vilde Faderen have ham med sig hjem, men han svarede: »hvis I vare blevne her i 5 Dage efter min Død, vilde jeg have fulgt dig, men I have forladt mig før Tiden var udløben, nu vil jeg blive hos dem, som have bragt mig ilive.« Derpaa reiste Faderen. Engang kom den Gjenoplivede hjem fra en Kajakfart, og var ganske taus. Pieiefaderen sagde: »du Kjære! hvorfor taler du ikke?« Derpaa svarede han, at han havde faaet en Ingnersuak til Brud. Pleieforældrene bleve bedrøvede, fordi han nu skulde forlade dem, og de spurgte, om de ikke maatte følge med ham. Da han derpaa engang var ude i Kajak og mødte en Ingnersuak, spurgte han denne, om han turde tage Pleieforældrene med sig. Ingnersuak svarede, at der intet var til Hinder derfor, men han skulde sige til dem, at naar de roede med Baaden til Klippeskrænten, i hvilken han boede, maatte de ikke see sig om efter noget andet, thi hvis de saae sig om, vilde de aldrig komme derind. Da han kom hjem til sine Pleieforældre, fortalte han, hvad der var sagt ham, og han bød dem, ikke at vende Øinene fra Forstævnen af hans Kajak, naar de roede mod Klippen. Strax bragte de Reisegodset ned til Baaden, og droge afsted; da de roede imod Klippeskrænten, aabnede den sig, og de saae indenfor en Baad liggende paa Støtten, og en Strandbred med Steenhobe, og et yndigt Land med Boliger, foran hvilke der laa opdynget Kjød og Hvidfiske-Mattak. Da de saae dette, glemte de af bare Glæde hvad der var sagt dem; de saae sig om — pludselig var alt forsvundet, og de løb med Baaden lige imod Bratningen og knækkede dens Stævn, og alle, som sadde i Baaden, faldt omkuld. Pleiesønnen kom til dem og sagde: »nu kunne vi ikke mere følges ad, men hist paa det fremspringende Trin af Bratningen skulle I nu bygge eders Huus, de ville nok forsyne eder med Levnetsmidler.« — Derpaa byggede de Huus og bleve der, og hver Dag bragtes der dem færdig Mad i Foræring.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 188-190.