Den Ubeskuelige (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
95. Den Ubeskuelige
Ved Tasiusanguak boede en vel øvet og dygtig Mand, ved Navn Kenake. Det var i de Tider, da Hvalfangerne kom paa Solsiden af Øen Umanak, nordenfor Kolonien Sukkertoppen, og Folk gik til dem, for at faae den bortkastede Mattak (Hvalfiskesvær). Engang, siges der, reiste Kenake til dem i sin Baad; man pleiede nemlig paa hiin Tid at samle Varer til Forhandling hos Hvalfangerne. Da Handelen var indledet, gjorde Kenake dem vrede, hvorpaa Matroserne dræbte Kenake under Trætten, men Skibsføreren fik først senere Nys derom. Kenakes Kone lagde hans Lig ned i Baaden for at bringe det hjem, idet Sønnen styrede og hun var ene om at roe. Da Baaden skulde støde fra, kastede Skibsføreren en heel Deel yndede Varer ned i Baaden, Krumknive og almindelige Knive, og flere saadanne Varer, som man i fordums Tid satte stor Priis paa; men Konen kastede grædende alt i Søen igjen. Saa kom Skibsføreren siden igjen og kastede atter slige Sager ned i Baaden, men hun kastede dem atter i Søen; dog stak Sønnen en Kniv tilside, da han syntes, at det gik for vidt med at bortkaste saamange Gaver. Derpaa stødte hun fra Skibet for at undflye, men bemærkede med det samme, at flere af Folkene grebe fat i den ene Side af Baaden. Saa gav hun sig til at bide dem i Hænderne, begyndende fra den første, og alt som hun bed, gave de hastigen slip, og idet hun bed den sidste, gav ogsaa denne slip, og saa satte de af og vendte hjem til Tasinsanguak. Saaledes reiste de grædende, men da de kom hjem, bød hun dog sine Landsmænd og Slægtninge ikke at hævne sig. Men nogen Tid derefter begyndte de atter med den Dræbte, og lavede noget med ham, for at faae Sønnen til at blive En, som Kavdlunakkerne ikke turde vove at see paa, og som hverken kunde rammes af en Kugle eller saares med et Spyd. Til dette Maal opdroge de ham i alle Maader, at han skulde blive ubeskuelig for Kavdlunakkerne. Da han nu var bleven voxen og begyndte at erhverve, og havde samlet endeel Handelsvarer, kom Hvalfangerne atter til Landet ved Umanak. Hans Slægtninge vare da snart paa Vei, og da de næste Gang gik med Baaden til Skibet, var den Ubeskuelige med, og havde endeel Handelsvarer. Da de havde handlet, kom ogsaa han op paa Dækket med sine Varer, og ventede paa, at man skulde komme til ham. Da dette ikke vilde lykkes, tog han sine Varer ned i Baaden igjen, og kom saa op igjen uden Varer. Men nu begyndte han at tage paa Dækket alt hvad han syntes om, og selv naar Folkene bemærkede det, vendte de sig dog strax fra ham, uden at sige et Ord. Da han havde bragt Sagerne ned i Baaden og kom op igjen, var det ved Skaffetid, og de Besøgende fik noget med at spise, men den Ubeskuelige fik intet, skjøndt han bad derom. Saa gik han ned i Skibet og tog hvad han lystede, ogsaa Flenseknive, og naar Eiermændene saae det, vendte de sig strax bort. Først da han selv syntes, at det blev for galt, holdt han op og reiste hjem. Saaledes pleiede han at gjøre, saalænge han levede, hvergang der kom en Hvalfanger. Naar Skibet saa havde været der en Tid, og Folk savnede deres Sager, gik de op med en Slup til Tasinsanguak, for at angribe ham. Naar de saa kom nær til Landet, viste de Bøsserne frem og raabte: »du Ubeskuelige, kom ned!« Naar han saa gik ned til dem, sad hans gamle Moder og hexede for ham, og de sagde, »at hvis Hexemidlet var virksomt, skulde den, der først traadte iland, faae Næseblod.« Derpaa kom Skibsfolkene iland, og den Ubeskuelige kom dem ivrig imøde og tog imod Baadens Forstævn; men da den første satte Foden paa Land, begyndte han at bløde af Næsen. Naar de saa alle vare iland og fik Næseblod, gik den Ubeskuelige hen og ruskede dem i Armene, for at faae dem til at see sig om. Derpaa trak han sin Pels op, sigende: »jeg er Tyven.« Men de vendte sig strax bort fra ham, og han rettede deres Bøssepiber mod sin Side og gjentog: »jeg er Tyven.« Saa søgte de at trække deres Bøsser tilbage, skjøndt han idelig gjentog, at de skulde prøve paa at skyde ham, og ligeledes vilde, at de skulde rette deres Spyd imod ham. Saaledes gjorde han hele sit Liv igjennem, hvergang der kom Hvalfangere. Disse fik da Næseblod og lagde Bøsserne paa Jorden, og gik op paa Besøg omkring i Husene, og naar de havde aflagt Besøg, gik de hjem igjen. Saalænge de vare iland, veg den Ubeskuelige ikke fra dem, og han var den, der talede meest med dem, skjøndt uden at forstaae dem, og uden at de lagde Mærke til ham.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 266-269.
