Den evige Jøde

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Den evige Jøde
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der var en Jøde, som hed Ahasverus. Han var med Flere tilstede, da vor Herre Jesus blev korsfæstet, og raabte med de Andre disse Ord til Pilatus: »Korsfæst ham, men giv Barabas Frihed.« Om denne Jøde fortælles der, at efter Herrens Korsfæstelse kom han ikke til Jerusalem og at han heller aldrig efter den Tid fik seet sin Hustru og sine Børn, men at han altid siden har flakket omkring; at han lever endnu den Dag i Dag og at han er bleven seet i forskjellige store Stæder, saaledes i Hamborg i Aaret 1599, hvor han tilbragte en Deel af Vinteren. Ogsaa paa Island har man seet ham, skjøndt saare sjelden. Paa Grund af denne Omflakken kaldes han »den vandrende Jøde«, thi altid gaaer han. Han har en Stav i Haanden og en lille Pose paa Skulderen. Sagaskriveren fortæller Følgende som Hjemmel for Jødens Vandring:


»Paulus, der var Lærer i den hellige Skrift og kaaren til Bisp i Danzig af Hertug Adolf, har fortalt mig og andre Studenter, at da han i sin Ungdom var sat til Studeringer i Skolen i Wittenberg, reiste han engang i Vinteren 1542 til Hamborg for at besøge sine Forældre. Da han den næste Dag gik til Messen i Kirken, saae han i Nærheden af Prædikestolen en usæd- vanlig stor Mand, med et langt Haar, der faldt ned over Skuldrene, og med opsvulmede Fødder. Manden lyttede med en stadig spændt Opmærksomhed til Prædikenen , og hvergang Jesus blev nævnet, bøiede han sine Knæe, slog sig for Brystet og udstødte et tungt Suk. Den Vinter, han var i Hamborg, havde han ikke andre Klæder paa end et Par Sokker, en Kofte, der naaede ned til Knæet, og en lang Kappe, og han saae ud til at være henved de halvhundrede Aar. Da nu Paulus, som han fortæller selv, undrede sig over hans Væxt, hans Klædedragt og hele Maade at tee sig paa, søgte han Oplysning hos Andre, om hvo denne Mand var, og hvorledes det havde sig med hans Formuesvilkaar, og han hørte da, at Manden denne Vinter havde opholdt sig her i nogle Uger og ladet mærke paa sig, at han var født i Jerusalem, opfostret i Jødeland, hed Ahasverus og havde været selv tilstede ved Kristi Korsfæstelse, men at han fra den Tid af lige til nu havde faret om til mange Lande og Kongeriger, endogsaa til Tyrkernes, forat bevidne denne Begivenhed. Saa kunde han og klarlig gjøre Rede for Ting, om hvilke hverken Evangelisterne eller Historieskriverne berette Noget, og som angaae, hvad der skete, da Kristus var fængslet og blev bragt for Pilaius og tilsidst korsfæstet, ligesom han kunde give Oplysninger om de Begivenheder, der havde fundet Sted i Østens Lande nogle hundrede Aar efter Kristi Pine, og endelig om Apostlene, hvor en hver af dem havde levet, prædiket og lært, og hvorledes de tilsidst bleve tagne af Dage. Paulus undrede sig storlig over Alt dette og søgte Leilighed til at faae Jøden i Tale, og da det endelig lykkedes ham, fortalte denne ham alle disse Ting, og aabenbarede ham, at i den Tid Kristus lærte og prædikede her paa Jorden, boede han i Jerusalem, og var een af Jesu Kristi Fjender og Forfølgere, idet han antog ham for en Bedrager og falsk Lærer; thi han vidste ikke bedre, sagde han, saaledes havde han lært af Farisæerne og de Skriftkloge, og derfor gjorde han sig al mulig Umage for at denne Bedrager maatte komme til at lide Døden. Han fortalte, at han havde ydet dem Bistand, der skulde fange Jesus og føre ham frem for de Fornemme iblandt Præsterne, og at han havde anklaget ham for Pilatus og været med at raabe over ham: »Korsfæst ham, korsfæst ham, men giv os Barabas fri,« samt at han i Forening med de Andre havde bidraget til at han blev dømt til Døden. Da Dommen var afsagt, havde han skyndt sig hjem til sit Huus, forbi hvilket man skulde føre Herren til Retterstedet, og havde han da fortalt sine Huusfolk, hvorledes Dommen lød, og befalet dem at gaae ud i Døren for at see denne Kristus, medens han selv stod udenfor Døren med et lidet Barn paa sin Arm, for at ogsaa dette kunde see Jesus. Da Herren Jesus blev ført der forbi, bærende paa sit tunge Kors, standsede han lidt og støttede sig ved Døren paa Jødens Huus; men da tog denne, af Nidkjærhed og for at gjøre Dommeren til Behag, fortalte han, og stødte med Haardhed Jesus bort derfra, sigende, at han skulde skynde sig derfra til Galgen, hvor han hørte hjemme. Da saae Herren ham stift i Øinene og talte disse Ord til ham: »Jeg skal hvile, men Du skal vandre.« Da, fortalte Jøden, satte han i samme Stund Barnet ned paa Jorden, og kom siden aldrig til sit Huus mere for at boe der, men gik derfra, og fulgte efter dem, der gik med Jesus, og han hørte og saae, hvorledes Herren blev korsfæstet. Men da Alt var fuldbyrdet, var det ham umuligt at komme ind i Staden igjen, og fra den Tid af saae han hverken Kone eller Børn, men drog ude i fjerne Lande, flakkende overalt fra Sted til Sted lige til denne Stund. Da han atter kom til Jødeland og Jerusalem, fortalte han, efter mange hundrede Aars Forløb, var Alt omvæltet, nedbrudt og ødelagt, saa at han ikke kjendte Noget igjen. Men hvad Gud fremdeles havde isinde med ham, eller hvorfor han saa længe lod ham friste dette Liv, vidste han ikke.


I al sin Opførsel og Omgang var han stille af sig; han brugte ikke mange Ord og førte ingen unødvendig Tale, han talte kun, naar han først selv blev tiltalt. Blev han indbuden til et Maaltid, nød han med Maadehold, spiste og drak Lidet. Naar man hædrede ham med Gaver, tog han beskedent imod dem, men ikke til større Værdi end to eller tre Skilling, og gav dem snart igjen til Fattige, sigende, at han behøvede dem ikke, thi for ham vilde Gud nok sørge. I al den Tid han var i Hamborg saae Ingen ham lee eller smile. Han kunde Tungemaalet i ethvert Land, hvorhen han kom; da han var i Hamborg, talte han Tydsk, som om han var barnefødt der paa Stedet. Forbandelser og Eder kunde han ikke taale at høre, og hørte han Nogen bande eller sværge ved Guds Navn da sagde han med Græmmelse og vrede Miner: »Du elendige Menneske, skal Du saaledes misbruge Guds Navn og hans Søns Pine og Død? Ja havde Du, som jeg, hørt og seet, hvor tung og besværlig en Pine vor Herre Jesus led, da vilde Du ikke tale saa skammelig.«


Dette har den hæderlige Doktor Paulus forklaret for mig og Andre, og Mange have bevidnet Sandheden heraf. Man fortæller ogsaa, at Skindet paa hans Fod saaler var saa tykt, at det ved at maales fandtes at være tre Tommer tykt, og det var haardt som Horn. Han saaes i Danzig i Aaret 1599.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.