Den fattige Enke paa Agpamiut (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

87. Den fattige Enke paa Agpamiut

Paa Agpamiut stode der to Vinterhuse, det ene stort, det andet ganske lille. Om Efteraaret i den bedste Fangetid døde Manden i det lille Huus, og efterlod en Enke med to Smaabørn, Søn og Datter. Paa Grund af sin Sorg holdt Enken sig bestandig inde, medens hendes Smaabørn gik og erhvervede lidt for hende, deels ved at snare Ryper, deels ved at fiske fra Isen, og hun passede godt paa sit sparsomme Forraad. Da der havde lagt sig fast Iis paa Havet, pleiede Naboerne, hvergang de gik ud, at løbe over Enkens Huus, og trampe paa hendes Tag af Ringeagt. Senere indtraadte der uroligt Veir, og Enken kunde mærke, at de som trampede paa hendes Tag bleve færre og færre. Medens hun bestandig holdt sig inde, fik hun kun Besøg af to Piger, som pleiede at komme for at fortælle hende et og andet. Tilsidst hørte hun slet ingen mere trampe paa Taget, og de to Piger kom engang ind og fortalte, at der nu var stor Hungersnød i det andet Huus. Imidlertid forblev Enken endnu bestandig inde af Sorg, medens hendes Smaabørn fangede Ryper, og disse gjemte hun omhyggeligt og havde dem til Forraad istedetfor Sælhunde. Endelig engang kom de to Piger ind og fortalte: »nu have de ikke andet at spise deroppe, end Spæklevningerne i den nederste Lampe» (d. e.: den forreste, som lyser over Gulvet). Men Enken havde endnu bestandig lidt Ryper og Fisk, og naar de to Piger kom, beværtede hun dem sammen med sine Børn, og tilsidst vilde de bestandig blive hos hende. Engang kom de og fortalte: »nu ere de nær ved at døe af Sult, du skulde følge med os, for selv at see!« Da fik Enken endelig Lyst til at gaae ud. Det var første Gang i hele den Vinter, og da hun kom udenfor var det smukt stille Veir. Hun gik rask ind i det store Huus, og saae to Mænd liggende paa Gulvet og slidende i en forraadnet og frossen Ulk, som de havde fundet under Brixen, men de kunde formedelst Svækkelse ikke faae den itu. Den ene gav slip, medens den anden greb om den med Begjærlighed. Enken betragtede dem og sagde: »husker I, hvorledes I trampede paa mit Huus i Efteraaret, dengang jeg var bleven Enke? nu er Veiret smukt. I burde gaae ud, mine Børn fiske mange Ulke.« Da de to store Ungkarle hørte dette, fore de op og lavede sig til, men alt som de vilde ud, styrtede den ene om i Huusgangen, den anden naaede Iisbrokkerne ved Stranden, hvorpaa ogsaa han faldt omkuld, og ingen af dem reiste sig mere. Enken gik tilbage til sit Huus og kom ikke mere til de andre. Om Foraaret vare kun faa af dem overlevende, men Enkens Smaabørn havde frelst de to Piger ved Hjælp af deres Ulke og Ryper. Om Sommeren droge alle de Tiloversblevne bort i en Baad. Den faderløse Dreng voxede til, og da han var bleven til Erhverver flyttede han med Søsteren atter til Agpamiut, og der vare atter to Huse paa dette Sted. En Aften kom nogle fra det andet Huus, som vare flygtede af Forfærdelse over et Foster som var født der. Man hørte dem skrige: »nu æder det sin Moders Bryster!« Atter kom der flere ud, skrigende: »nu æder det sin egen Moder! nu æder det sin Fader!« — og Fosteret kom krybende ud af Huset; det havde en tyk Bug, og forfulgte Menneskene, brølende: »apah, papah, amah, mamah!« Alene de to Faderløse skaanede det; der siges, at de flyttede bort fra Stedet og bosatte sig paa Øen Ukevilik.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 244-245.