Den gamle Ungkarl (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
64. Den gamle Ungkarl
Der var engang en sær gammel Ungkarl, som ikke holdt af Sang; naar han hørte Folk synge, pleiede han at gaae sin Vei. Engang da han var paa Sælhundefangst, og det blæste lidt Østenvind, hørte han Sang og saae, at den kom fra en Baad, som gik op i Fjorden, mod Vinden og uden at roes. Denne Gang syntes han godt om Sangen, og skyndte sig hen til Baaden, som han bemærkede af og til hævedes op i Luften, og saa sank ned paa Vandet igjen og dreves frem, skjøndt Besætningen holdt Aarerne oppe. Da han bad om at maatte følge med, sagde Styreren, at han skulde holde sig fast ved Siden af Baaden, hvorpaa de bandt hans Kajak fast ved den, og sang: »Kangatarsa, Kangatarsartigut (lad os flyve op), imakaja, ah, ah, ha!« — Strax hævedes de op og svævede gjennem Luften til det Inderste af Fjorden, og derfra op over Landet. Da de kom til Toppen af et høit Fjeld, hvilede de sig, og fløi saa videre, til de naaede et Huus, ved hvilket de dalede ned. De udlossede Baaden foran Indgangen, og den gamle Ungkarl steg ligeledes iland tillands, og aflagde Besøg hos dem. Her blev han, morede sig og lærte deres Tryllesang. Omsider tænkte han paa sine Efterladte, som vare bekymrede for ham og troede ham forulykket. Derfor besluttede han at reise hjem igjen. Hans Værter stoppede hans Kajak fuld af Fødemidler, hvorpaa han satte sig i den, sang Tryllevisen, og fløi afsted samme Vei, som han var kommen. Da han naaede det høie Fjeld, fik han Lyst til at hvile sig paa dets øverste Spids, som var steil til alle Sider. Men altsom han skulde flyve videre, mærkede han pludselig, at han havde glemt Tryllevisen, og saaledes sad han raadvild paa den skarpe Klippekam. Omsider fik han Overvægt og begyndte at falde; da sang han: »Imakaja! — nei, saaledes var det ikke — kanajaja! —nei saaledes var det ikke« — tilsidst begyndte han at græde og styrte ud over Afgrunden, men ligesom han var nær ved at naae Steendyngerne ved Foden af Fjeldet, huskede han: »Kangatarsa« o. s. v., hvorpaa han atter svævede afsted, frelst fra Døden. Tilsidst fik han Øie paa sin Boplads; hans Huusfæller havde allerede opgivet ham. De stode netop udenfor, da de hørte en Sang og saae en Kajakmand komme farende gjennem Luften, og da de ret skulde see til, var det deres gamle Ungkarl, men han styrede lige imod Huset, og foer med Kajakken ind igjennem Huusgangen og lige op paa Brixen, hvor Stævnen knækkedes mod Væggen, og senere foretog han aldrig saadanne Luftreiser mere.
