Den lille Havmand
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den lille Havmand
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Der er en gammel Talemaade her i Landet, som hedder: »Da lo den lille Havmand«. Oprindelsen dertil siges at være den, at en Bonde fiskede engang en Sødverg, der kaldte sig en Havmand, og havde et stort Hoved og lange Hænder, men fra Beltestedet nedad lignede han en Sælhund. Ikke vilde han gjøre Bonden viis paa nogen Ting og derfor bragte denne ham imod hans Villie iland med sig.
Bondens Hustru, der yar ung og lystig, kom ned til Søen og modtog ham med Jubel, kyssede ham og klappede ham. Herover blev han da saare glad, og han roste og priste hende meget, men sin Hund slog han, da den ogsaa vilde vise sig glad over hans Hjemkomst. Dette saae den lille Havmand, og da lo han. Bonden spurgte, hvoraf han lo. »Af Dumheden,« svarede han.
Da Bonden gik hjem fra Søen, snublede han over en Tue og faldt. Han bandede den Tue hundrede Gange, fordi den nogensinde var bleven skabt og havde faaet Plads i hans Land. Da lo den lille Havmand, der nødig lod sig bære, og sagde: »Bonden er en Taabe.«
Bonden beholdt den lille Havmand hos sig i tre Dage. Nogle Kjøbmandssvende kom did, for at sælge deres Varer. Aldrig havde Bonden endnu kunnet faae saa tyksaalede og stærke Sortlæderssko, som han ønskede; men disse Kræmmersvende meente da, at de havde de bedste. Bonden havde hundrede Par at vælge imellem, men fandt, at de alle vare for tynde til at kunne holde. Da lo den lille Havmand og sagde: »Mangen tager feil, skjøndt han troer sig klog.«
Hverken med det Onde eller det Gode vilde den lille Havmand give mere Viisdom fra sig, end allerede er fortalt; men paa det Vilkaar, at han igjen blev bragt ud til det samme Sted i Søen, hvor han var fisket op, sagde han, at han der vilde sætte sig paa Bondens Aareblad og besvare alle hans Spørgsmaai, under andre Omstændigheder taug han bomstille.
Efter tre Dages Forløb gjorde da Bonden, som den lille Havmand vilde, og da denne nu sad paa Aarebladet, spurgte Bonden ham, hvad Fiskere havde at gjøre, for at faae god Fangst. Den lille Havmand svarede: »Af tygget og æltet Jern skal Angler smeddes, og der skal Smedien ligge, hvor Brusen kan høres fra Flod og Hav; Anglen skal hærdes i Hestens Skum, og til Medesnor skal man tage graat Tyreskind og en raa Hesteskinds Tømme. Til Mading skal man tage Fugls Hjerte og Flyndrekjød, men midt paa Krogen skal sættes Menneskekjød, og har Du en kort Levetid, hvis Du saa ikke kan fiske. Men udadbøiet skal Fiskerens Angel være.«
Bonden spurgte da, hvad det havde været for en Dumhed, han lo af, dengang han roste sin Hustru, men slog Hunden. Den lille Havmand svarede: »Af din Dumhed, Bonde! thi din Hund elsker Dig høiere, end sit eget Liv, men din Kone ønsker Dig Døden og er den værste Horkvinde. Men Tuen, som Du bandede, var din Pengetue og megen Rigdom gjemte den; derfor var Du en Taabe, Bonde, og derfor lo jeg af Dig. Og de sorte Sko ville nok holde ud i din Levetid; thi Du har ikke mange Dage tilbage, og sagtens kunne de være Dig nok i de 3 Dage.«
I det Samme kastede den lille Havmand sig ned fra Aarebladet, og saadan skiltes de. — Men det gik ganske, som den lille Havmand havde sagt.
