Den modige Kapite (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

96. Den modige Kapite

(Fortælling fra Sydgrønland)

Der fortælles, at Kapite stod i Telt om Sommeren i Nærheden af Pamiut (Fredrikshaab) sammen med mange andre Telte. Ganske i Nærheden af dem holdt en Kaskelot sig paa den samme Plet hele Sommeren; Haifiskene kom ligesom af sig selv op paa Strandbredden deromkring, fordi Kaskelotten aad dem. Kapite fik mange Gange Lyst til at fange Kaskelotten, og opmuntrede de andre Mænd til at være med, men han kunde ikke faae dem dertil, fordi de frygtede. Derfor gik han tilsidst alene ud med sin Baad, idet han blot havde sine Qvindfolk, nemlig sine to Hustruer og en Pige, til Roersker, og stak den i den Side, hvor den kun har eet Øie, og da han havde stukket den og trukket sit Spyd ud igjen, og den dukkede under Vandet, gik de op paa en lille Ø og kogte Mad. Naar den saa dukkede op medens de kogte, gik de atter ud og stak den, og derpaa atter op paa Øen. Dette store Hvaldyr kan i en længere Tid af Dagen holde sig under Vandet. Den følgende Dag gik de atter ud og gjentoge det samme. Den saarede Kaskelot forlader ikke sin Plads, og saaledes varede det flere Dage, man veed ikke ret hvor mange, inden han fik den dræbt. Derpaa kom der mange Baade for at slæbe Kaskelotten, som han havde været ene om at fange, til Natdlarmiut. Medens Kapite gik op i sit Telt, blev Kaskelotten heelt omringet af Baade og Kajakker med Flensende, og af dem, som svømmede i deres Flensepelse. Da han kom ned igjen og gik ud i Vandet, iført sin Svømmepels, kunde han ikke komme til Dyret, paa Grund af de mange Baade. Idet han i Vrede banede sig Vei, skar han med sin Flensekniv et Hul i en af Baadene, saa at den sank; men ingen sagde noget til ham derfor, eftersom han havde erhvervet en saa stor Fangst og var en saa vældig Mand. Derfor tillode de ham ogsaa selv at tage den største Deel, eftersom han havde været ene om at dræbe den. I vore Dage vilde den have beløbet sig til mange Penge, paa Grund af Spækkets Mængde, og denne Mand vilde have erhvervet sig megen Roes derfor.

Da de vare færdige med Flensningen, og havde taget Hovedet af, sagde han til Mændene, at ingen maatte tage een eneste af Tænderne, eftersom han agtede selv at fordele dem paa eengang. Da de vare færdige med at tage Tænderne ud, og han havde talt dem, manglede der nogle. Han gik derfor omkring i Teltene, saae efter og fandt en Taske fuld af Tænder, nemlig tre store og to smaa. Dem tog han med, og deelte saa Tænderne mellem alle Mændene, endog dem som endnu havde Drengekajakker; Tyven alene fik slet ingen. Disse Tænder ere lige saa kostbare som Hvalrostand, og bruges til Kajakker. Der siges, at der endnu i vor Tid skal findes Tænder af den Kaskelot, som Kapite fangede, og som Efterkommerne endnu have paa deres Redskaber.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 269-270.