Det norske Folks Historie bind 3 - Begivenheder i Irland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg spraak Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes paa følgende spraak ► Norsk.gif


Det norske Folks Historie bind 3

Begivenheder i Irland


av Peter Andreas Munch



Mynt preget av Sigtrygg Silkeskjegg.

Af Begivenhederne paa Irland have vi allerede omtalt flere. De norske Rigers Historie frembyde et Billede paa uophørlig Strid og Blodsudgydelse, og man maa alene undres over, at Nordmændene med al den Uenighed, som herskede mellem dem indbyrdes dog formaaede at holde sig, uden at ligge under for de Indføddes altid fortsatte Angreb. Man kan heraf ikke andet end drage den Slutning, at Nordmændene, trods Irernes — egentlig kun den irske Gejstligheds — tilsyneladende større Kultur, dog i det hele taget have været dem baade aandelig og legemlig overlegne. At de i det mindste vare i Besiddelse af hele Øens Handel, synes man at kunne slutte fra den Omstændighed, at de fleste irske Mynter fra denne Tid, som findes, ere slagne af norske Konger i Landet. Nordmændene maatte derved — og det bestyrkes af udtrykkelige Angivelser — blive umistelige for Irerne, hvor meget end disse hadede dem. Nordmændene vare ogsaa langt bedre klædte og bevæbnede, end Irerne[1]. Disses Sverd vare svage i Sammenligning med Nordmændenes; deres Spyd (Sparther) vare vel neppe bedre; de gik halvnøgne i Kampen, kun med det ene Been bedækket; lige over for Nordmændenes brynjeklædte Skarer kunne de neppe have seet bedre ud, end som Amerikas Vilde lige over for de første europæiske Indvandrere, og ligesom hine maa de alene ved Anvendelse af List og ved Overlegenhed i Masse-Antal kunne have tilkæmpet sig større Fordele over de stridbare Fremmede, hvilke saaledes vel heller ikke have betragtet dem som saa farlige Fiender, at de derfor selv altid skulde behøve at være paa deres Post og undgaa indbyrdes Stridigheder, lige saa lidet som Spanierne i Amerika afholdt sig fra indbyrdes Tvist lige over for Mexikanernes og Peruanernes uoverseelige Masser. Dertil kom, at Irerne selv vare ligesaa uenige indbyrdes og ofte toge deres Tilflugt til Nordmændene. Hvorledes Olaf Kvaran søgte at komme i Besiddelse af Dublin, er nys omtalt. Han stod, som vi have seet, i nøje Forbindelse med den irske Overkonge Congelach, der endog skal have været gift med hans Datter Ragnhild[2]. Godfred eller Gudrød Sigtryggssøn, uvist om en Broder af Olaf Kvaran, herskede paa den Tid i Dublin, og uagtet han blev fordreven i 950 efter et blodigt Slag, hvori 8000 af hans Mænd skulle være faldne, mod den til Overkonge udseede Ruaidri (der dog selv faldt i Slaget), kom han dog strax efter igjen, plyndrede Klostrene i Kells, Downpatrick, Ardbrechan o. fl., og herjede Staden Kells, hvor han tog over 3000 Mand til Fange og gjorde et rigt Bytte af Heste, Kvæg, Guld og Sølv[3]. Kort efter faldt han i et Slag[4], og efterfulgtes af sin Søn Olaf. Det var ham, der i Forbindelse med Leinsterboerne overvandt og fældte Olaf Kvarans Ven og Svigersøn Congelach i et Slag ved Taiggurain 956[5]. Olaf Gudrødssøn nævnes endnu i 962, da han fordrev Olaf Kvarans Søn Sigtrygg fra den østlige Deel af Landet, medens Sigtryggs Staldbroder Lagman, der var dragen heelt til Munster for at befri sin Broder, her led et stort Nederlag og mistede 365 Mand[6]. Naar Olaf Gudrødssøn døde, nævnes ikke; men det maa være strax efter hans Død, at det endelig lykkedes Olaf Kvaran at vinde det saa længe attraaede Herredømme over Dublin, hvor vi finde ham 969. Blandt hans Bedrifter nævnes, at han herjede den saa ofte hjemsøgte Stad Kells, og at han i Aaret 977 dræbte eller lod dræbe den da regjerende Overkonge Dufnjalls Sønner Muircertach og Dufnjall[7]. Men Kong Dufnjall havde endnu en tredie Søn, Mælsechnail, der ved hans Død 980 fulgte ham som Overkonge. Han gjorde alvorlige Udrustninger for at tilkæmpe Riget Ro og Sikkerhed, og for at bøje de Fremmedes Overmod. Olaf Kvaran fik paa sin Side Understøttelse fra Syderøerne og de øvrige Nordmænd paa Irland, saavelsom af Kongen i Leinster, men da han nu var gammel, overlod han det til sine Sønner Sigtrygg og Ragnvald at anføre Hæren og møde Fienden. Begge Hære stødte sammen ved Tindrud, nær ved Teamhar, Hovedstaden i Meath, og der blev et blodigt Slag, hvor Ragnvald faldt med mange andre Nordmænd, og Mælsechnail beholdt Sejren, skjønt ikke uden ogsaa paa sin Side at have tabt mange anseede Mænd[8]. Han drog derpaa, understøttet af Ulsters Konge, til Dublin, og efter tre Dages heftige Kampe nødte han Olaf Kvaran til at indgaa et Forlig, ifølge hvilket denne maatte udlevere alle sine Fanger og Gisler, alt det Kvæg, han havde røvet fra Njallernes Stamme, til hvilken Mælsechnail hørte, og dennes Fiende Dufnjall, Konge af Leinster, ligesom han og maatte udrede en Afgift af 200 Øxne foruden en heel Deel Klenodier og Kostbarheder, og maatte frasige sig Retten til den aarlige Skat, som Njallerne hidtil havde maattet yde af deres Besiddelser, lige fra Kilderne af Shannon til Havet. (980). Mælsechnail udstedte endog en Proklamation, hvorved han indbød alle Irer, der endnu opholdt sig i de Fremmedes Land i Trældom og Undertrykkelse, til at vende tilbage, hvilket nu stod dem frit for, da Fred og Rolighed var oprettet. I de irske Annaler kaldes dette en Befrielse fra det babyloniske Fangenskab. Den gamle Olaf Kvaran tog sig saa nær af denne Modgang, at han gjorde en Pilegrimsrejse til Icolmkill for at afbede sine Synder, og døde der. Hans Been hvile rimeligviis blandt de øvrige saakaldte norske Kongers, der ligge begravne ved St. Orans Kapel[9].

Olaf Kvarans Bedrifter og bevægelige Liv maa vistnok have gjort ham navnkundig over hele Norden, om han end ikke i de os levnede Oldskrifter omtales meget hyppigt. Der nævnes een islandsk Skald, som opholdt sig hos ham i Dublin, Thorgils Orraskald fra Seljabrekka ved Borgarfjorden; hans Moder var et Søskendebarn af den tidligere nævnte østfjordske Høvding Geites Fader Lyting[10]. Olaf havde flere Børn, af hvilke Ragnvald, der faldt i Slaget ved Tindrud, og Sigtrygg, med Tilnavn den krumme, allerede ere nævnte. Paa sine gamle Dage egtede han den skjønne Gormladh eller Kormlad, en Datter af Muircertach Mac Finn, Konge af Leinster, og havde med hende en Søn, der ligeledes hed Sigtrygg, og siden fik Tilnavnet Silkeskegg, men som maa have været mindreaarig ved Faderens Død[11]. Ligeledes synes han, som det senere skal omtales, at have haft en Datter ved Navn Gyda, der senere blev gift med en Jarl i England[12]. Endnu førend Mælsechnail paa Øst- og Nord Kanten af Landet vovede at byde Nordmændene Trods, havde allerede den berømte Brian Boroimhe kæmpet heldigt med dem i Munster. Han var først kun Konge over den nordlige Deel af Munster, under sin Broder Mathgamna’s Overhøjhed, men udmerkede sig allerede da som Anfører for hans Hær ved at overvinde Nordmændene i Nærheden af Sulchod, hvorfra han forfulgte dem lige til Limerick, fældte 3000 af dem, opbrændte deres Borge, og fratog dem en heel Deel Guld og Sølv[13]. Begge Brødrene fortsatte i Fællesskab Striden med Kong Ivar af Limerick, der dog strax efter (970) optræder som Mathgamna’s Forbundne mod Muircertach Mac Finn, Kongen af Leinster, Gormlaths Fader[14]. Venskabet varede ellers ikke længe, da Ivar, som vi have seet, i 974 holdtes fangen paa Inniscathaig, hvorfra Makk Haraldsson befriede ham[15]. Et Par Aar efter blev Mathgamna svigagtigt fangen og dræbt, og Brian blev nu Konge over hele Munster. Hans første Foretagende var hiint Tog til Inniscathaig, som han indtog, efter at have fældt Makk Haraldsson. Der omtales endnu et Par Slag, hvori han skal have overvundet Nordmændene saavel fra Limerick, som fra Waterford (978 og 979)[16]. Han var nu lige saa mægtig som Mælsechnail selv, og det er derfor ikke at undres over, at de bleve skinsyge paa hinanden og at der omsider udbrød en mangeaarig Tvist, der endte med at Mælsechnail erkjendte Brians Herredømme. Imidlertid benyttede Mælsechnail sig heldigt af Omstændighederne til endnu mere at gjøre sig Nordmændene i Dublin afhængige. Mælsechnails Moder Dunlath havde ogsaa været gift med Olaf Gudrødssøn, den mellem 961 og 969 afdøde Konge i Dublin, og havde med ham haft en Søn, der i de irske Annaler kaldes Gluniaran eller Jernknæet: hans rette nordiske Navn kjendes ikke[17]. Denne Gluniaran, Mælsechnails Halvbroder, besteg efter Olaf Kvarans Død den norske Kongetrone i Dublin, og viste sig siden som hans tro Hjelper; der er derfor neppe nogen Tvivl om, at Mælsechnail har hjulpet ham til hans Ophøjelse, og at han til Gjengjeld har hyldet Mælsechnail som sin Overherre. Olaf Kvarans mindreaarige Søn Sigtrygg, maaske den eneste af hans Sønner, som nu var i Live, har vel maattet redde sig ved Flugten. Mælsechnail og Gluniaran nævnes som Krigsfæller i et Slag mod en Underkonge ved Navn Dufnjall, der understøttedes af Ivar, Konge i Waterford, hvis Søn Gillepatrik faldt med en Mængde andre Krigere (983)[18]. Gluniaran blev myrdet (989) af en af sine egne Hofmænd, ved Navn Kolbein[19], og det lader til, at dette har staaet i Forbindelse med en Bevægelse til Fordeel for Olaf Kvarans Søn Sigtrygg. Thi Mælsechnail bekrigede paany Dublin, belejrede den i 20 Dage, saa at de Indesluttede ikke havde andet Vand at drikke end Søvand, og tvang dem til at slutte en Kapitulation, ifølge hvilken de forbandt sig til at betale den af ham engang paalagte Skat, og tillige gik ind paa, at enhver af deres Høvdinger ved hver Julefest skulde betale ham en Øre Guld[20]. Heraf fremgaar det tydeligt nok, at Nordmændene i Dublin efter Gluniarans Drab have søgt at afkaste det Skatskyldigheds Aag, Mælsechnail havde paalagt dem; da vi nu ligeledes kort efter finde Sigtrygg nævnt som deres Konge, er det klart, at de have kaldt ham tilbage, og at han har fundet sig i at beholde Regjeringen paa de af Mælsechnail opstillede Betingelser. Dog tales der ogsaa om nye Ødelæggelser, Nordmændene paa denne Tid skulle have forvoldt[21], og det er derfor heel rimeligt, at de have faaet Forsterkning og atter søgt at gjøre sig uafhængige. Der herskede paa denne Tid store Uroligheder i Dublin, paa hvilke man dog, efter de sparsomme Efterretninger, der ere komne til os, kun vanskeligt kan faa Rede. En Ivar, uvist om Ivar af Waterford eller af Limerick, eller om endnu en tredie, blev, som det heder, formedelst de Helliges Bønners Skyld, forjagen (994)[22]. Kort efter blev ligeledes Sigtrygg Olafssøn jagen bort (995), og Ivar kom tilbage[23]. Efter Muircertach, Gormlaths Fader, havde en vis Donald den krumme opkastet sig til Konge i Leinster, understøttet af Ivar. Donald efterfulgtes af sin Søn Duncan, der, som man ser, holdt sig ved Ivars kraftige Understøttelse, indtil Sigtrygg, forbunden med sin Morbroder Mælmor, Muircertachs Søn, atter kom tilbage. Ragnvald, Ivars Søn, faldt for Mælmors Haand, Ivar blev fordreven, døde faa Aar efter (1000), og Sigtrygg blev paany Herre over Dublin (996)[24]. Men endnu fik han ikke sidde i Ro. Mælsechnail og Brian Boroimhe, tilsidesættende deres indbyrdes Tvist, angrebe Dublin tilsammen i 998, og tvang Sigtrygg til at stille Gisler og kjøbe sig Fred[25]. Dog endnu i samme Aar begyndte Krigen paany. Nordmændene, som rimeligviis ønskede at tage Hevn over den lidte Ydmygelse, angrebe de forbundne Konger ved Glenmama, men lede et stort Nederlag. En af Høvdingerne, ved Navn Harald Olafssøn, maaske Sigtryggs Broder, faldt, og de irske Fanger befriedes[26]. Dette hindrede dog ikke Sigtrygg fra at staa sin Morbroder Mælmor bi; han tog Donald, Kongen af Leinster til Fange, og gjorde det saaledes muligt for Mælmor at erhverve Riget. Men nu drog Brian selv i Spidsen for en Hær til Dublin, indtog den, forblev der en heel Uge, tog et stort Bytte af Guld, Sølv og Fanger, opbrændte Borgen, og forjog Sigtrygg. Strax efter heder det dog, at de Fremmede kom tilbage til Dublin, stillede Brian Gisler, og ledsagede ham paa et Tog mod Mælsechnail[27]. Sammenhængen er ikke vanskelig at gjette. Vi erfare nemlig siden, at Brian en Tidlang var gift med Sigtryggs Moder Gormlath[28]. Det er sandsynligt, at han har gjort hendes Bekjendtskab under Opholdet i Dublin, er bleven indtagen i hende, og har egtet hende, men at hun enten har sat ham den Betingelse, at han skulde gjenindsætte Sigtrygg i Regjeringen over Dublin, eller efter Giftermaalet overtalt ham dertil. Paa Toget mod Mælsechnail ilede Nordmændenes Rytteri i Forvejen for at plyndre, stødte paa Mælsechnails overlegne Hær, og blev nedsablet, paa nogle faa nær, som undkom. Dette Uheld nødsagede Brian til for denne Gang at drage sig tilbage. Men i det følgende Aar fornyede han Toget, og tvang Mælsechnail til at afstaa ham Overherredømmet[29]. Og nu synes Sigtrygg en Tidlang at have hersket uforstyrret, under sin mægtige Stiffaders Beskyttelse. Under Navnet Sigtrygg Silkeskegg nævnes han meget ofte i vore Sagaer. Han synes at have været en over hele Norden meget anseet Fyrste. Skaldene besøgte ham, kvad Draaper til hans Ære, og fik rigelige Belønninger derfor. Der findes endnu ikke faa Mynter med hans Billede og Omskrift[30]. Man maa næsten antage, at Nordmændenes Rige paa Irland ikke nogensinde befandt sig i en mere blomstrende Forfatning, end under ham. Om hans senere Bedrifter, saa vel som om hans Svogerskab med Norges Konge Olaf Trygvessøn skal der i det Følgende handles.

Fotnoter

  1. Se herom Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene i Engl., Skotl. og Irland, S. 408.
  2. Worsaae, 1. c. S. 398. Hun kaldes "Radhnalt", men da dh og gh i Irsk har samme Udtale og ofte forvexles i Irsk, saa er det klart, at Navnet er Raghnalt, Ragnhild.
  3. Ulster-Annalerne hos O’Connor, S. 209, 270.
  4. Innisfallens Annaler, hos O’Connor II. S. 42.
  5. Ulster-Annalerne. sammesteds IV. S. 273. De 4 Mestres Annaler, sammesteds III. S. 485.
  6. De 4 Mestres Annaler, sammesteds S. 490.
  7. Saaledes Tighemach, den ældste og paalideligste af Annalerne, O'Connor, II. S. 260. De 4 Mestres Annaler synes at have misforstaaet dette Sted.
  8. Her er ligeledes Tighemach (1. c. S. 261) fulgt som den paalideligste og mindst forvirrede. De øvrige fortælle disse Begivenheder mere eller mindre forvirret.
  9. Tighenwhs Annaler, hos O’Connor, II. S. 261. Ulster-Annalerne, sammesteds IV. S. 282. De fire Mestres Annaler, sammesteds III. S. 608.
  10. Landnáma I. 18.
  11. At denne Sigtrygg var forskjellig fra den, der 962 kom til Irland fra Syderøerne, og at han maa have været mindreaarig ved sin Faders Død, skjønnes deraf, at hans Moder Gormlath, ikke døde førend 1030, ligesom at hun endnu var giftefærdig i Aaret 1014, da Sigtrygg, hendes Søn, lovede Sigurd Orknøjarl hendes Haand (Njaals-Saga Cap. 150). Hendes Død i Aaret 1030 omtales saavel af Tighernach (O’Connor II. S. 282), som i de 4 Mestres Annaler sammesteds III. S. 580. Det er derfor neppe muligt, at hun i Aaret 962 skulde kunne have haft en voxen Søn. Denne ældre Sigurd kaldes desuden Sigtrygg Clan eller den krumme. Hertil kommer at Sigtrygg den yngre ej omtales i Annalerne førend ved 993, og at Gormlaths Fader Muircertach ikke døde førend i Aaret 972.
  12. Se Olaf Tr. Saga Cap. 80; hos Snorre Cap. 33—35. Hvorledes Gyda urigtigt kaldes Olaf Kvarans Syster, i Stedet for Datter, og hvorledes hun senere blev gift med Olaf Tryggvasøn, skal nedenfor omtales.
  13. Se Innisfallens Annaler, O’Connor, II. S. 44.
  14. De fire Mestres Annaler, O’Connor II. S. 498.
  15. De fire Mestres Annaler, S. 504. Innisfallens Annaler S. 44.
  16. Innisfallens Annaler, S. 46, 47. De fire Mestres Annaler, S. 506.
  17. Denne Gluniaran antages af enkelte senere Historieskrivere for at have været Olaf Kvarans Søn. Men dette er aabenbart fejlagtigt, da det, af hvad der saavel før som senere fortælles, er klart nok, at han maa have været en Søn af den forhen omtalte Olaf Gudrødssøn. Man ser nemlig, at Olaf Gudrødssøn og Olaf Kvaran repræsenterede to forskjellige Partier; hvert af disse havde ogsaa sit tilsvarende blandt de irske Familier, der stredes om Magten. Olaf Kvaran støttedes, som vi have seet, af det Congelachske, der endog var besvogret med ham, men bekæmpedes derimod af Mælsechnails, eller det njallske, der altsaa, naar det skulde være besvogret med en Olaf, maa have været det med Olaf Gudrødssøn. Heller ikke nævnes det nogensteds, at Olaf Kvaran skulde have været Mælsechnails Stiffader. Derimod var det i sin Orden, at Brian, Mælsechnails Fiende, siden besvogrede sig med Olaf Kvarans Æt ved at egte hans Enke Gormlath.
  18. Tighemachs Annaler, O'Connor II. S. 263.
  19. Tighemach, S. 264. Denne Kolbein (Colbain) siges at have været "joculator"; maaske han var hans Skald. Gluniaran kaldes i de valske Annaler Glumayn mab Abloic, se Bruty Tywysogion S. 850.
  20. Tighemach, S. 265.
  21. De 4 Mestres Annaler, S. 521.
  22. De 4 Mestres Annaler, S. 525.
  23. Tighemach, S. 266. De 4 Mestres Annaler, S. 526.
  24. Ulster-Annalerne, hos O’Connor IV. S. 288—291. Tighemach, sammesteds II. S. 266, 267. De 4 Mestres Annaler, S. 525, 526 Ulster-Annalerne angive urigtigt, ved 993 eller 994, at Sigtrygg Olafssøn blev dræbt; de omtale ham selv senere. Men maaske dette netop er den ældre Sigurd Olafssøn, om hvilken vi ovenfor have talt.
  25. Ulster-Annalerne, S. 271. De 4 Mestres Annaler S. 529.
  26. Tighemach S. 268. Ulster-Annalerne S. 291. Innisfallens Annaler S. 52. De 4 Mestres Annaler S. 629—531.
  27. Tighemach S. 269. Ulster-Annalerne S. 292. de 4 Mestres Annaler S. 532.
  28. Njaals Saga, Cap. 155. Det siges desuden i Tighernachs Annaler, hvor hendes Død omtales ved 1030, at hun var Moder til Sigtrygg, og til Duncan, Brians Søn. Dette stemmer vistnok ikke med Njaals-Saga, der paastaar at Gormlath ingen Børn havde med ham, dog viser det Rigtigheden ai at hun var gift med Brian. I de 4 Mestres Annaler (S. 580) anføres det samme, og et Vers tilføjes, hvor det heder: Gormlath gjorde tre Sprang, slige som ingen Kvinde forhen havde gjort, først til Dublin, derpaa til Teamhar, og endelig til Cashel. Her sigtes aabenbart til hendes Giftermaal, først med Olaf i Dublin, siden med Brian som Overkonge, og endelig, som man skulde formode, med en Konge i Cashel.
  29. Innisfallens Annaler S. 56. De 4 Mestres Annaler S. 535.
  30. Af disse Mynter maa de med Omskrifterne: Sihtrc Rex Dyflin eller Dyflm, og paa Bagsiden med en Myntmesters Navn fra Dublin (Færemin, Steng o. s. v.) ansees for de normale. Men der gives flere, hvis Bagside indeholde Omskrifter af angliske Myntmestere i engelske Stæder, f. Ex. York, Wecedport (Watchet), Wilton, London o.s.v. Disse maa enten være prægede i hans Landflygtighed, eller efter hans Bestilling (Worsaae, Minder fra de Danske og Nordmændene o.s.v. S. 421) eller maaske ogsaa med Mynt-Stempler, som Myntmesterne havde medbragt.