Det norske Folks Historie bind 3 - Begivenheder paa Syderøerne

Velg spraak	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes paa følgende spraak ►

Det norske Folks Historie bind 3

Begivenheder paa Syderøerne

av Peter Andreas Munch

Kart over kongeriket Man og Suderøyene (Hebridene) mot slutten av 1000-tallet. (Kart: Sémhur, 2007. Commons.)

Ved at omtale disse Begivenheder komme vi atter tilbage til Vesterhavets Lande og Øer, hvor, som vi se, Nordmændene fremdeles vedligeholdt deres Herredømme, om de end ikke paa en Stund gjorde saa hyppige Tog derhen, som fordum. Men deres Magt var nu engang, som det synes, vel befæstet. At saavel Sigurd Jarl paa Orknø, som Haakon Jarl selv lode oppebære Skat af Syderøerne, er allerede viist. Den syderøiske Jarl, der betalte Skat til Sigurd Jarl og siden egtede hans Syster, kaldtes, som vi have seet, i vore Sagaer Gille; dette Navn viser, at han neppe var af norsk Herkomst, men derimod en indfød Høvding, der havde sluttet sig til Sigurd. Han boede paa Øen Koln, sandsynligviis det nuværende Colonsay (Kolns-ey). Men allerede paa denne Tid, ja før, omtales uafhængige norske Konger over Syderøerne og Man, altsaa vel fornemmelig over de sydligere Dele af den vidt spredte Ø-Række ved Skotlands Vestkyst, fra hvilke de ogsaa lejlighedsviis gjorde Tog til Irland og det vestlige England. En saadan Konge var ganske vist den forhen omtalte Olaf Sigtryggssøn, der efter at være fordreven fra Northumberland flygtede til Irland, men siden tyede til Skotland, egtede Kong Constantins Datter, og gjorde i Forening med ham og andre Fyrster hiint Tog til Northumberland, der endtes med Nederlaget ved Brunanburg 938. Uagtet det ingensteds udtrykkeligt siges i Oldskrifterne, kan der dog neppe være nogen Tvivl om at han er den Olaf Kvaran, der saa ofte omtales paa denne Tid, baade i vore Sagaer og i Englands og Irlands Annaler, snart som Konge i Northumberland, snart som Vikingehøvding i det nordlige Irland, og endelig som Konge i Dublin. Thi i de irske Annaler nævnes snart "Olaf Kvaran" snart "Olaf Sigtryggssøn", saaledes i Fleng, at man nødvendigviis maa antage dem for een og samme Person, og da vore egne Sagaer berette, at hans Søn og Efterfølger hed Sigtrygg, kunne vi efter det hos vore Forfædre saa sædvanlige Opkaldelsessystem temmelig sikkert slutte os til, at hans Fader har ført samme Navn som Sønnen. Olafs Hovedbestræbelse synes at have været at vinde det Rige i Dublin tilbage, hvorfra hans Fader var fordreven. Vi have allerede seet, hvorledes Olaf, efter anden Gang at være fordreven fra Northumberland 944, forbandt sig med den irske Konge Congelach, og, understøttet af ham, opkastede sig til Konge i Dublin (945); men, som vi erfare, kun for en kort Tid, da han ej længe efter paany optræder som Congelachs Forbundne mod Nordmændene i Dublin og i Aaret 948 forsøgte paa at sætte sig fast i Northumberland, hvorved han endog, som det synes, understøttedes af Kong Eadred, men desuagtet blev fordreven af Northumbrerne, der foretrak Erik Blodøxe. Det lader nu til at han har opgivet Fordringerne paa Northumberland, men indskrænket sine Krigsforetagender til Irland. I Aaret 953 gjenfinde vi ham, herjende paa Nordkysten af Irland og de nærliggende Øer i Forbindelse med Kongen af Leinster. Det lykkedes ham imidlertid endnu ikke at sætte sig i Besiddelse af Dublin, hvor Gudrød Sigtryggssøn og dennes Søn Olaf herskede, af hvilke den sidste fældte Olaf Kvarans Ven Congelach, Irlands Overkonge, i et betydeligt Slag. Sit egentlige Tilhold synes Olaf Kvaran i denne Tid at have haft paa Syderøerne, hvorfra hans Søn Sigtrygg i Forbindelse med en anden Høvding ved Navn Lagman i Aaret 962 kom med en Flaade til Irland og herjede dets Kyster, indtil endelig Lagman led et Nederlag i Munster, og Sigtrygg blev fordreven fra Landet af Olaf Gudrødssøn i Dublin, dog først efter at have erhvervet meget Bytte. Et Par Aar senere blev Olaf Kvaran selv slagen af Indbyggerne af Ossory (i Syd-Irland), hvor han altsaa maa have herjet. Imidlertid finds vi ham i Aaret 970 som Herre i Dublin, hvilket han maaske allerede var i Aaret 969, da vi læse at Staden Kells i Meath herjedes af hans Søn i dette Aar, af ham selv i det følgende. Fra denne Tid af synes han ikke at have haft noget med Syderøerne at bestille, men at have indskrænket sig til at befæste sit Herredømme i Dublin. Som Herre i Syderøerne nævnes derimod nu en Makk Haraldsson, der ej maa forvexles med hiin Makkus Olafssøn, som dræbte Erik Blodøxe. Han underkastede sig i Aarene 969 og 970 hele Anglesey, hvorfra han dog senere blev fordreven; han skal derpaa have hyldet den engelske Konge Eadgar, og nævnes blandt de 8 Konger fra hele Britannien, Skotlands Konger iberegnede, der i Aaret 973 gjorde ham deres Opvartning i Staden Chester, og roede hans Baad til og fra Kirken. Han satte sig siden (974) fast paa den smukke, med ikke færre end 11 Kirker bebyggede Ø Inniscathaig i Mundingen af Shannon-Elven, hvor han plyndrede Helgenen St. Senans Grav, og befriede tillige Ivar, Fyrsten af Limerick, som altsaa maa have været holdt i Fangenskab her. I Makk’s Følge vare ogsaa, fortælles der, Øens Lagmænd, af hvilken Benævnelse man skulde formode, at de mindre Høvdinger paa Man og Syderøerne virkelig førte denne Titel, men at den af de med Sproget ukyndige Gaeler blev taagen for et Navn, ligesom den omsider af de norske Kolonister selv anvendtes som et saadant, da vi ogsaa senere steder paa den blandt de syderøiske Kongers Navne. Makk holdt sig henimod tre Aar paa Inniscathaig, indtil endelig den vældige Brian Boroimhe, der ved sin Broders Død i Aaret 976 blev Konge over hele Munster, den samme, som siden blev saa navnkundig ved sine Sejrvindinger og sin Heltekamp ved Clontarf, angreb Øen, overvandt og fældte Makk med hans to Sønner og 800 af hans Mænd, og fordrev Ivar, der med sine Sønner understøttede ham. Makks Etterfølger som Konge over Man og Syderøerne var hans Broder Gudrød Haraldssøn, der i Aaret 979 mod en Pengesum understøttede den vælske Fyrste Cystenyn Ddu eller Constantin den sorte mod hans Søskendebam Howel, hvilken holdt sin Farbroder, Constantins Fader, dago, fangen. Gudrød herjede Anglesey og Llyn, men blev slagen af Howel ved Gwaith Hirbarth, hvor Constantin faldt. Gudrød søgte to Aar senere at aftvætte denne Skjændsel ved at gjøre et nyt Tog til Wales, hvor han herjede Heredet Dyved og plyndrede Kirken i St. David’s, men han maatte efter et stort Slag ved LIanwanoc atter forlade Landet. Tredie Gang kom han tilbage i Aaret 986, strax efter at Meredith, Owens Søn, med stor Møje havde tilkæmpet sig Herredømmet over Wales. Benyttende sig af den Udmattelsestilstand, hvori Meredith befandt sig, landede han paa Anglesey, nedsablede 2000 Mand, fangede Merediths Broder, og lod hans Øjne udstikke. Meredith, der var dragen ham imøde, blev saa forfærdet herover, at han flygtede med sin Hær til Cardigan, og, som det synes, lod Gudrød i uhindret Besiddelse af Anglesey. Dog nød han ikke længe godt af denne Erobring. Sigurd Orknøjarl, der allerede 982 havde udpresset Skat af Man, lod ham ikke i Ro. Allerede i 987 blev Gudrød, som vi ovenfor have seet, overvunden i et Søslag af Sigurds Hirdmand Kaare Salmundssøn, der ledsagedes af Njaals Sønner. De irske Annaler tale ogsaa om en Kamp, han i dette Aar skal have haft ved Man mod en dansk Vikingeflaade, i hvilket Slag 1000 Mand siges at være faldne, uden at man dog kan se, hvo der gik af med Sejren. Disse Daner havde Aaret i Forvejen først angrebet den dalriadiske Kyst, men lidt et Nederlag, saa at de maatte flygte, efter at 140 af dem vare blevne tagne til Fange, hvilke alle bleve hængte. Derpaa havde de, selve Julenatten, herjet Iona eller Icolmkill og dræbt Abbeden med femten Munke. Endelig leverede de Gudrød det nys nævnte Slag, og kort efter skede, der siges ikke hvorledes, et stort Nederlag iblandt dem, da 360 bleve dræbte. Denne Flok af danske Vikinger synes at have været forskjellig fra Sigurd Jarls Krigere, thi den kaldes i de irske Annaler udtrykkeligt Daner, medens Nordmændene i Almindelighed kun kaldes "de Fremmede". Disse Angreb maa visselig have svækket Gudrøds Magt. I Aaret 989 led han et nyt Nederlag mod Sigurd Jarls Mænd, Kaare og Njaalssønnerne, og mistede herved sin Søn Dufnjall, som faldt i Slaget. Og endnu i samme Aar, fortælles der, blev han selv dræbt af de dalriadiske Skotter. Om Sigurd Jarl nu ganske underkastede sig hans Rige, eller om irske Konger gjorde sig til Herrer derover, kan man af Oldskrifterne ikke erfare. At hans Søn var den Harald svarte af Irland, som omtales i de manske Annaler, kan neppe betvivles, og da vi af disse, som det nedenfor vil vises, erfare at Haralds Søn Gudrød Crovan i Aaret 1066 satte sig i Besiddelse af Man, som da beherskedes af en Konge ved Navn Gudrød Sigtryggssøn, maa Harald efter sin Faders Død være bleven forjagen fra Man, og denne Ø, tilligemed den tilhørende Deel af Syderøerne, være kommen i andre norske Erobreres Besiddelse.