Didrik af Bern - Ditlev Danskes Bedrifter

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Niende Fortælling

Ditlev Danskes Bedrifter


88. Det var engang, at Didrik sad i sit Höisæde og hos ham hans Kæmper; da tog Heimer en Guldskaal og stod frem for Didrik og opvartede ham; men denne tog sit Sværd Nagelring: „See her, Heimer,“ sagde han, „for din Tjeneste vil jeg give dig dette Sværd, som jeg ikke under nogen Anden bedre end dig; tag det nu og nyt det vel!“ Heimer modtog nu Nagelring, og takkede meget for Gaven. Da sagde Vidga: „Nu er Nagelring kommet i slette Hænder, thi det var et Vaaben til en duelig Mand, men saalænge jeg har været i Bern, har jeg i Hensyn til Hjælp og Bistand ei agtet dig, Heimer! mere end en Kvinde, fra den Tid jeg saae dig opföre dig som en Niding, da du blev holdende stille og saae paa, at jeg ene var stædt i Nöd og maatte slaaes med fem tappre Kæmper. Jarl Hornboge og Hildebrand kunde derimod ikke komme til, da de kastede sig i Aaen; men tro mig, dette skal jeg engang gjengjelde dig!“ Da svarede Didrik: „Hör der en stor Skam og Nidingsdaad, ei at ville hjælpe sin Stalbroder, naar han stædes i Nöd; og du hin onde Hund, drag du bort fra mit Aasyn; snarere havde du endda fortjent, at du endnu i denne Dag klyngedes op udenfor Bern.“ Ved denne Tale blev Heimer meget vred, gik bort, tog sin Hest Rispa og alle sine Vaaben og red sin Vei.


89. Heimer red nordpaa over Fjeldet i mange Dage ad ukjendte Veie, og var endnu ikke enig med sig selv, hvilken Manddoms Daad han skulde öve. Da spurgte han til en Röver, ved Navn Ingram, der med sine tolv Kammerater opholdt sig i Falsterskov[1] mellem Danmark og Saxland. Han var uenig med Hertugen af Saxland, og gjorde ham alt det Onde han formaaede, og intet Menneske kunde ride i Fred gjennem Skoven. Han var saa stærk, at han ene gjerne kunde tage imod tolv Mænd. Heimer tog nu den Beslutning, at opsöge denne samme Ingram, og blev ved at ride, indtil han omsider fandt ham og hans Kammerater, og böd sig til at træde ind i deres Selskab. Det toge Rövererne med Glæde imod, og han gik da i Samfund med dem.


90. Det traf sig nu en gang, at endeel Mænd begave sig paa en Handelsreise fra Saxland til Danmark. De vare halvtredsindstyve raske Mænd i Fölge, vel udrustede med skjönne Hjelme og skarpe Sværde; og om end deres Vei faldt over hiin Skov, saa troede de dog, at faa Mænd ikke skulde hindre dem Gjennemreisen. Men da Röverne bleve dem vaer, sagde Ingram: „Seer I, hvor der ride endeel Mænd. Ihvorvel de ere mange i Fölge og vel udrustede med Vaaben, saa maa dog Mænd som vi, der ville erhverve sig Gods, ofte vove sig, hvor der er Overmagt for Haanden, og uvist er det, hvad Udfaldet bliver, för det er prövet. I have jo för gjeldt for tappre Mænd, thi ville vi nu vove os mod disse Mænd, om de end have meget Mandskab; lader os derfor ile paa det raskeste afsted, og vise enhver især, hvad han formaaer i Mandhaftighed.“ Ingram væbnede sig nu tilligemed sine Kammerater, og de fore imod hine. Men saasnart Kjöbmændene bleve Fjender vaer, toge de vel og mandhaftig mod dem, sprang af Hestene, trak Sværdene ud og fældede Spydene, men Skjolde havde de ei at dække sig med. Det blev dog Udfaldet paa Kampen, at Ingram og hans Mænd seirede, og holdt ei op, förend de havde dræbt disse halvtredsindstyve Mænd, og taget alle deres Eiendele og Vaaben; og da holdt de for at have vel udfört deres Sag. De vare nu muntre og skiftede derpaa Godset, og holdt sig nu for större og navnkundigerer Mænd end tilforn. Vanskelig vilde de nu, saa mente de, finde deres Overmænd, hvo der end kom imod dem.


91. Der var en Mand, som hed Bitterulf; han var en mægtig Bonde i Danmark i den By, som hedder Tumatorp i Skaane[2]. Hans Kone hed Oda, og var Jarlens Datter af Saxland. De havde en Sön, som hed Ditlev. Bitterulf var den störste af alle Kæmper, saavidt Danmarks Vælde strakte sig. Ditlev var ung og stor af Væxt, men i Adfærd og Mandighed lignede han dog ikke Slægten, thi han elskede mere at sidde i Stegerset end at lære Idrætter eller tjene Hövdinger, og for den Sags Skyld elskede hans Forældre ham ikke stort; de holdt ham for et Stakkels Fjog, og passede kun lidt paa ham. Han var vel tilstede, naar Heste tilredes, naar der huggedes med Sværde, skjödes med Spyd, kastedes med Stene og udövedes alskens Idrætter, men Ingen troede dog, at han gav videre Agt derpaa. Han lod aldrig Kam komme i sit Hoved, og vilde hverken benytte Badstue eller anden Badning, om end den bedste Leilighed tilböd sig.


92. Nu traf det sig engang, at Bitterulf og hans Kone bleve budne til Gildes til Ulf Sotasön, som boede i Vanlands[3] Herred. Bitterulf lavede sig til Reisen, men saasnart Ditlev mærkede det, vilde han reise med Faderen; han stod derfor op fra Stegerset, hvor han sad, rystede sine Arme og Hoved, gik ind i Stuen til sin Moder, og sagde: „Jeg har hört, kjære Moder! at du vil reise til Gildes; jeg vil med dig.“ „Hvi taler du Sligt, min Sön!“ sagde hun, „kan du reise til Gildes, du som er saa stort et Fjog, og som i hele det forlöbne Aar har ligget i Stegerset, og ikke i al den Tid været i fribaarne Mænds Forsamling; for den Sags Skyld kommer du ikke med.“ „Ja!“ svarede Ditlev, „om du end ikke vil tillade mig at drage med dig, nu vel, saa drager jeg dog ikke desto mindre med.“ Han gik derpaa ud i Dagligstuen, hvor han traf Faderen. „Jeg vil reise med til det Gilde,“ sagde Ditlev, „hvortil I ere indbudne; giv mig Hest og Vaaben!“ „Hvad!“ svarede Bitterulf, „skal du fare til Gildes med brave Mænd; nei! det vil blive os til Skam og Vanære, om du kommer med iblandt saa mange anselige Mænds Sönner, saadant et Fjog, som du er. Unge og vakkre Sönner af Hædersmænd have andet at tage vare end at stege Höns, eller brække Riis og tænde Ilden; og andet, Skam at tale om, förstaaer du ikke.“ „Ja!“ svarede Ditlev, „raad du kun for, om du vil give mig Lov eller ikke, men reise vil jeg alligevel;“ og han gik i det samme ud i Gaarden, tog een af sin Faders Heste, sadlede den, sprang op, og red til sin Faders Huusfoged og bad ham laane ham sit Skjold. Det var just ved Vintertide, og alle Sunde vare lagte til, saa at man kunde age fra den ene By til den anden over hele Danmarks Rige.


93. Da nu Ditlev kom hjem, og havde faaet et Skjold ved Siden, mærkede Faderen nok, at han vilde reise med, om han end ikke tillod ham det; han fremtog derfor gode Klæder og Vaaben til ham, og da han havde ifört sig dem, vare Alle enige i, at man vanskelig vilde finde hans Lige. Han gik derpaa til sin Hest og sprang med Raskhed paa dens Ryg. De droge nu til Gildes, og den Tid de vare der, teede og opförte Ditlev sig vel, som om han ofte havde været til Gildes. Gildet stod paa i tre Dage, hvorefter Bitterulfs Kone og alle hans Mænd reiste hjem, men han selv drog med Sönnen til et andet Gilde syd i Falster. Deres Vei faldt over den för omtalte Skov.


94. Da de nu vare komne et godt Stykke frem i Skoven, kom de tolv Rövere, Ingram og Kammerater, imod dem. „Nu tyktes det mig bedre,“ sagde Bitterulf til Sönnen, „at du havde været hjemme hos din Moder; thi jeg skulde slet ikke have frygtet for at tage imod disse tolv, om jeg end var ene; men det er jeg bange for, da du er saa ung, at jeg skal miste dig.“ „Mærker du,“ svarede Ditlev, „at jeg i nogen Maade bliver bange, om jeg end seer disse Mænd lige for mig? Nu er det mit Raad, at vi begge stige af Hestene og stille os med Ryggene mod hinanden, og hvis jeg ikke tör værge mig mod disse Mænd, da kald mig aldrig din Sön.“ Han sprang derpaa strax af Hesten og trak sit Sværd. Röverne talte nu imellem sig, og Heimer tog först til Orde: „Her ride to Mænd, som have sorte Hjelme; jeg venter at vi der træffe nogle Kæmper for os.“ Da svarede Ingram: „Fem af vore Mænd skulle ride til og dræbe dem og tage alt det Gods de have med sig!“ Som sagt saa gjort, men Bitterulf og Ditlev værgede sig drabelig, og deres Skifte var meget haardt, men Udfaldet blev, at de fem maatte bide i Græsset, uden at enten Bitterulf eller Ditlev blev saaret. Da Ingram saae dette, böd han alle Mand op; dog yttrende Frygt for, at det var for sildig. Da blev Kampen hed, men Bitterulf hug af alle Kræfter til Ingram i Hjelmen og klövede Hjelmen og Hovedet, Bugen og Brynjen, saa at hvert Stykke faldt til sin Side paa Jorden. Imidlertid dræbte Ditlev tre, og de lode ei af, förend alle Röverne vare faldne, paa Heimer alene nær. Da hug Heimer til Bitterulf af alle Kræfter i Hjelmen, saa at han strax faldt til Jorden, og vidste ikke til sig selv. Da Ditlev nu saae, at hans Fader var falden, blev han meget forbittret, og hug til Heimer i Hjelmen, saa at han faldt i Knæ. Han sprang dog strax op, löb til sin Hest, sprang paa den og red alt hvad han kunde hele Dagen, og var glad ved at slippe med Livet dennesinde. Da sagde han det, som Mange siden have maattet sande, at intet Jern bæres ud af Essen, sin Herre saa huldt som Sporen. Den skjænkede ham dengang Livet som saa mange Andre för og siden. Heimer red nu Dag og Nat og fortsatte Reisen uafbrudt, til han kom til Bern og forligte sig med Didrik. Men Bitterulf og Ditlev toge alt det Gods, som Röverne havde eiet, og denne Daad skaffede dem megen Berömmelse. De reiste dernæst til Gildet og derfra hjem, hvor de forbleve en Stund.


95. Nu tyktes Ditlev, at han var Mand for sig, da han havde prövet sig i Vaabenskifte. Han sagde derfor til sin Moder: „Giv mig nu gode Klæder og en anselig Rustning, saa vil jeg reise til Jarlen, din Fader. Der udenlands vil jeg kunne faae Nyt at see, og der vil det först vise sig, hvad Mand jeg er for mig, naar jeg pröver mig noget i Vaabenskifte.“ Hun sagde, at hun vilde opfylde hans Önske. Med de samme Ord henvendte han sig til Faderen, og bad ham hjælpe sig i denne Henseende. “Ja!“ svarede Bitterulf, „jeg vil vist nok give gode Vaaben, og en Hest og saa meget Gods som du önsker; men det Raad vil jeg give dig, at, reiser du i Udlandene, da maa du ride saa vidt, at du kommer til den Stad, som hedder Bern, og besöger Konning Ditmars Sön Didrik, men bliv aldrig saa dristig at vove dig i Kast med ham eller hans Stalbrödre, thi du vil ikke kunne staae mod hans vældige Hug. Han har et Sværd, som hedder Ekkisax, der er det bedste af alle Sværd; hans Hjelm hedder Hildegrim, paa hvilken intet Sværd bider; hans Hest hedder Falken og er saa hurtig, at om end Nöden kræver det, vil du ei kunne undkomme. Mange Kæmper omgive ham, men du skal ikke stride med nogen af dem. Naar du reiser til din Morfader, vil du komme igjennem en Skov, som hedder Borgarskov[4]; der er en Stad, ved Navn Marstein[5], og der er et Kastel, saa skjönt, at du aldrig saae et skjönnere for dine Öine. [Du vil intet Menneske finde i Kastellet], men der staaer en prægtig smykket Stol, paa hvilken ligger en smuk Lure; den skal du blæse i, og da vil strax Kastellets Eier indfinde sig hos dig, men det er Sigurd Græker[6], en god Ven af mig. Naar du seer ham, da kan du kjende ham paa, at han er en stor Mand og nu gammel og graahærdet, med langt Skjæg og Haar, men naar du træffer ham, da maa du hurtig nævne dig og din Fader, förend han bliver dig vred, thi naar du gjör det, vil han tage imod dig med aabne Arme. Men om du end havde tolv Mænds Styrke, vilde du dog komme til kort ved at stride med ham.“ Ditlev sagde, at det skulde skee som han böd; og da han var færdig til Reisen, ledsagede Fader og Moder ham til Hesten, og gave ham mange gode Raad, og bad ham være mild og höimodig baade mod Rige og Fattige, paa det at han kunde vinde Yndest for Menneskenes Öine. Derpaa önskede de ham en lykkelig Reise.


96. Ditlev red nu sin Vei, indtil han naaede Skoven, der var ham anviist og kom til Kastellet. Da fandt han Luren, saaledes som det var ham sagt, og blæste i den, og strax efter kom Manden ridende paa en Elefant; han saae netop ud som Ditlevs Fader havde skildret ham Sigurd. Saasnart de traf hinanden, spurgte Sigurd, hvo der havde dristet sig til at tage hans Lure uden hans Forlov, og hvorhen han vilde reise og hvad hans Ærende var did, især da han kom eensom, hvortil kun Faa för havde dristet sig. „Jeg hedder Hildemel[7],“ svarede Ditlev, „og agter at ride, indtil jeg finder en Mand, som tör slaaes med mig. For kort Tid siden red jeg fra et Sted, hvor jeg saae blodige Sværde, sönderbrudte Hjelme og raske Kæmper at styrte til Jorden, men hid red jeg, fordi det var mig fortalt, at I kan slaaes, om I ei nu er bleven saa gammel og afkræftet, at I ei længer tör indlade Eder paa en Dyst med mig.“ „Hvo er du?“ spurgte Sigurd, „er du saa drabelig en Karl, som du lader, eller er du et Stakkels Fjog; siig frem, hvo er du, og hvo har fortalt dig, at jeg ikke torde trække Sværd eller taale Hug. Og dertil er Gud mit Vidne, at saalænge jeg formaaer at staae opret paa mine Födder, og mine Been mægte at bære Kroppen, saalænge skal det være mit kjæreste Önske at unge Mænd ville udbyde mig til Kamp; men det aner mig, at du er en Sön af Bitterulf at Tumatorp; siig frem, om jeg aner ret?“ „Jeg kjender ikke den Mand, som du taler om,“ var Ditlevs Svar. Da sprang de af Hestene og ginge sammen til Strid. Efterat have stredet en lang Tid paa det drabeligste, hvilede de, fordi Sigurd trættedes, da han allerede var en aldrende Mand. „Kom nu frem med Sandheden!“ sagde Sigurd imidlertid, „om du dog ikke er Bitterulfs Sön, thi da have vi allerede stredet for længe!“ „For lang Tid siden,“ svarede Ditlev, „havde jeg sagt dig det, om saa var, men jeg kjender ham slet ikke. Og endnu lyster jeg meer at forsöge vore Vaaben, og see, hvo der gaaer af med Seiren.“ Da begyndte de Striden paa ny paa det allerdrabeligste, men uden at Lykken havde föiet sig for nogen af dem, standsede de Legen ved Solens Nedgang. „Vi ville nu for i Dag standse vort Skifte,“ tog Sigurd til Orde, „thi jeg vil ei slaaes ved Nattetider; men nu skal du drage hjem med mig, og være min Gjest i Nat, og saa ville vi i Morgen, naar det er bleven Dag, komme her igjen og da skilles saalunde, at du ei oftere skal byde mig ud til Enekamp.“ Heri indvilgede Ditlev. Men Aarsagen, hvorfor Sigurd talte saa, var den, at han var bleven træt, og havde faaet et Saar; tilmed kom ham i Hu, at han havde glemt sin Seierssteen hjemme.


97. De sprang nu paa deres Heste, og rede hjem til Kastellet. To Kvinder kom ud og toge imod dem; den ene var Sigurds Kone, den anden hans Datter Gunhild, som var saa stærk, at næsten ingen Karl kunde staae sig imod hende. Da hun saae, at en Mand fulgte med hendes Fader, tyktes hun vide, at de havde stredet, og det anede hende, at hendes Fader var bleven overvunden. Saasnart de vare stegne af Hestene, greb hun derfor flux i Ditlev saa fast, at han faldt til Jorden. Derpaa slog hun ham med den knytte Næve i Hovedet, saa det forekom ham som Hjernen knustes. Nu tænkte Ditlev, at det var dog en stor Skam, at en Kvinde skulde have fældet ham; han tog derfor med sin ene Haand om hendes Hals og Strube saa fast, at Vandet flöd ut af begge hendes Öjne, men med den anden Haand fattede han saa haardt om hendes Arm, at der sprang Blod ud af hver Nægl. Da raabte hun og bad om Fred, og vilde nu indgaae Forlig med ham. Derpaa stode de begge op, og ginge alle tilsammen ind i det skjönt indrettede Huus. Med megen Gjestfrihed blev Ditlev der modtaget, og han drak god Viin hele Aftenen. Bondens Datter vartede ham op, og kastede nu og da et venligt Öje til ham, og som hun gik og skjænkede for ham, satte han sin Fod lettelig paa hendes, og hun gjorde ligesaa ved ham, og nu fattede de gjensidigen Kjærlighed til hinanden. De gik nu til Sengs, og der var redt omhyggelig for Ditlev. Ved Midnat kom Sigurds Datter til ham, steg op i Sengen, og lagde sig hos ham. De taltes nu ved, og fortalte hinanden mange Ting, som de gjensidigen önskede at vide. Da hun nu blev underrettet om, at han var Bitterulfs Sön, steg hun ud af Sengen og gik hen til sin Fader, som sov haardt, da han var drukken af Vinen. Hun tog nu Seierstenen, som han havde hængt paa sin Hals, saasnart han om Aftenen var kommen hjem. Dernæst gik hun tilbage i Sengen og gav Ditlev Seierstenen, og de laae nu der til det gryede ad Dag.


98. Saasnart det blev Dag, stode de op, og fornöiede sig, og Sigurd viste Ditlev alle sine Klenodier. Da Davretiden kom, satte de sig til Bords og spiste; og derefter stege de til Hest, og vilde nu aflægge en endelig Pröve. De kom til Kastellet, stege af deres Heste, ginge sammen, og kæmpede baade længe og drabelig, og holdt ikke op, för Sigurd var bleven træt, og havde faaet tre Saar. Da overgav han sit Sværd og vilde ikke slaaes længer. Dermed var Ditlev fornöiet, og de gik igjen til deres Heste. Da sagde Ditlev ham sit Navn og sin Æt. Sigurd glædede sig i Hjertet og omfavnede ham. „Længe önskede jeg,“ sagde Sigurd, i det de rede hjem, „hvad nu er skeet, at Bitterulfs Sön vilde komme til mig, og jeg vil give dig min Dotter, om du vil hende eie.“ Han sagde, at han först vilde besöge Jarlen, sin Morfader, men forblev der dog nogle Dage, hvorpaa han lavede sig til og red bort, og Sigurd gav ham ti Mark Guld ved Skilsmissen; men hjemmefra havde han desuden tyve Mark Guld.


99. Ditlev red nu til, saa stærkt han kunde, over beboede og ubeboede Egne. Da han kom frem i Saxland, mödte han en Mand ved Navn Godsvin[8], og spurgte, hveden han kom, og hvorhen han vilde reise. Godsvin svarede, at han var kommen sönden fra Ömlungeland[9] og vilde reise nordefter til Huneland. „Kjender du noget til den Mand, som hedder Didrik af Bern?“ spurgte derpaa Ditlev, „veed du hvad Mand han er, og om han er hjemme i Bern?“ „Skulde jeg ikke kjende Didrik af Bern,“ svarede Godsvin, „hvis Navn lyder til Verdens fjerneste Lande; han som overgaaer alle andre Mænd i Tapperhed og Manddom, Mildhed og Venlighed, hvor grum han ogsaa er mod sine Uvenner. Nei! han er ikke hjemme; thi han er reden til Romaborg til Konning Ermenrik.“ „Kjender du da ingen Gjenvei,“ spurgte Ditlev fremdeles, „ad hvilken jeg kan træffe Didrik, för han kommer til Romaborg?“ „Jo!“ var Godsvins Svar, „der er en Vei, som er et godt Stykke kortere og gaaer over Trentedal.[10]“ Glad blev nu Ditlev, og gav ham en stor Guldring ved Skilsmissen og hver foer nu ad Sin Vei.


100. Ditlev kom nu dertil, hvor Veien delte sig: den ene Vei gik til hans Morfader Jarlen, den anden sydefter over Fjeldet. Denne Vei tog han, og naaede omsider Borgen Fritila[11], hvor han traf Didrik af Bern og Vidga og Heimer. De vare tagne ind hos en Mand, som hed Ake Örlungetröst[12], og var Kong Ermenriks og Ditmars Broder. I samme Gaard tog Ditlev ogsaa ind. Didrik spurgte ham om Navn, og hvorfra han kom. „Mit Navn er Æmelrik[13],“ svarede Ditlev; „min Fader er Sote af Vestlands Herrederne i Danmark.“ „Hvorhen agter du dig,“ spurgte Didrik, „efterdi du er reist hid saa langveis fra.“ „Jeg agter fremdeles at fortsætte Veien,“ var Ditlevs Svar, „indtil jeg finder en eller anden hæderlig Hövding, som vil tage mig i Tjeneste enten til at passe hans Hest eller Vaaben, eller for at være i hans Fölge, om han hertil behöver uforfærdede Mænd. Og jeg har spurgt om en Hövding, som hedder Didrik af Bern; kunde jeg ham finde, vilde jeg gjerne tilbyde ham min Tjeneste, om han vil tage derimod. Men nu vil jeg spörge eder om eders Navne, hveden I ere komne, og hvorhen I agte eder; og venter jeg, at I undskylde min Uvidenhed med, at jeg er en udenlandsk Mand og er kommen her i fremmed Land, fjernt fra min Hjemstavn.“ „Det skal ikke tages dig ilde op,“ svarede Didrik, „at du spörger om Sligt. Eftersom du agter at finde Didrik af Bern, og ham tjene, saa er det truffet sig godt; thi her kan du see ham, tilligemed hans Mænd Vidga og Heimer, og venter jeg, at han vil optage det gunstigt, om du heller vil byde ham end andre Hövdinger din Tjeneste.“ „Det er mig ret en Glæde,“ sagde Ditlev, „at jeg fandt Didrik her, og vil jeg nu byde ham og hans Stalbrödre min Tjeneste.“ Didrik svarede, at han vilde tage mod hans Tilbud, og at han skulde ride med dem, og passe deres Vaaben og Heste. De fortsatte nu Reisen til Romaborg og Ake Örlungetröst og tyve Riddere fulgte dem. Paa Gildesdagen havde mange fornemme Mænd indfundet sig. Hövdinger og Hædersmænd bleve anviste Sæde i Kongens störste Haller, men Svende og Tjenere i Staldbygningerne. Her var altsaa ogsaa Ditlev.


101. Paa Gildets förste Dag gik Ditlev ud paa Torvet, tilligemed endeel andre Svende, og kjöbte Mjöd og Viin og alskens lækkre Retter, saa at Kongen selv ikke skulde have bedre Retter paa sit Bord; alt dette lod han före hjem til sit Herberge, lod dermed alle Bordene opdække, og indböd en heel Deel Svende og Tjenere til sig, og dette Gilde varede i fulde tre Dage med megen Pragt og Overflod. Men nu var hans Formue, de tredive Mark Guld, opgaaet i dette Gilde, og han vilde dog endnu ikke indskrænke denne Beværtning saalænge Kongens Gilde stod paa. Han gik derfor ud paa Torvet, og kjöbte nu langt mere end tilforn, og satte Heimers Hest og alle hans Vaaben i Pant for ti Mark Guld. Han böd nu langt Flere end för til sig, og de fortærede ogsaa alt dette. Derefter gik han igjen ud paa Torvet, og indkjöbte nu til sit Bord alt det Bedste, han kunde faae, og satte Vidgas Hest Skemming og hans Sværd Mimmung tilligemed hans övrige Vaaben i Pant for tyve Mark Guld. Saa prægtig anrettede han nu sit Gilde, at han lod hele sit Herberge betrække med de kostbareste Tæpper; og han fortærede ogsaa disse Penge, saa langt de strakte til. Da de vare oppe, havde Gildet varet i ti Dage, og der vare endnu to Dage tilbage. Nu vilde Ditlev dog fremdeles holde Gildet vedlige, thi red han ud paa Torvet med Didriks Hest Falken og med alle hans Vaaben og skaffede sig saaledes Gildesföring. Han satte Didriks Hest i Pant, og kjöbte Alt, hvad der var dyrest, og naar han saae Een, der vilde kjöbe Noget, som var fal for tolv Penninge, saa kom han ham i Forkjöbet og gav tyve, og saameget kjöbte han ind til sit Gilde, at det belöb sig til tredive Mark Guld, hvorfor han maatte pantsætte Didriks Hest Falken tilligemed alle hans Hærklæder. Nu indböd han til sig Svende og Tjenere, Gjöglere og Spillemænd, og hvemsomhelst der vilde tage imod hans Indbydelse, saa der vare hele tre Hundrede forsamlede i hans Hal, og hele den övrige Tid af Gildet gik hen for dem i Lystighed. Den Dag, da Gildet var sluttet, gav Ditlev Overspillemanden Isung sin Guldring, som hans Moder havde givet ham, og lönnede ham saaledes for hans Tidsfordriv; desuden gav han ham en Klædning af Purpur, som tilhörte Didrik at Bern og var hans Stadsklædning.


102. Nu lod Didrik Ditlev kalde, og böd ham sadle Hestene og fremtage deres Vaaben, da han nu vilde gjöre sig færdig til Afreisen. „Du maa först,“ sagde Ditlev, „löse det som jeg har pantsat, medens dette Gilde stod paa, da jeg og mine Kammerater maatte have Noget at spise, og det var for langt at hente Mad fra Kongens Bord, og jeg var desuden ubekjendt her i Staden.“ „Ja! Ja! det förstaaer sig,“ svarede Didrik, „at jeg vill betale, hvad du har udlagt i denne Tid; men hvormeget belöber det sig til?“ „Det er ikke betydeligt,“ var Ditlevs Svar: „först har jeg udlagt tredive Mark Guld af mine egne Penge, dog dem fordrer jeg ikke godtgjort; men desuden har jeg fortæret tredsindstyve Mark Guld; dem maa du endelig see til at betale, thi derfor staae alle I tre Stalbrödres Heste og alle eders Vaaben i Pant. Oven i Kjöbet har jeg givet en Spillemand eders Stadsklædning og min Guldring. Tilmed er der ogsaa en anden Ting, hvorfor jeg venter mig eders Forsvar, Herre! da jeg nemlig gik hid, var Gaarden tillukket, og da den ikke blev saa hurtig oplukket, som jeg önskede, da jeg havde Hast med at komme til eder, saa sparkede jeg med min ene Fod til Jernporten, saa at den sprang op, og gav den, som stod inden for, et temmelig dröit Stöd; men da jeg kom ind i Gaarden, saa kom der en heel Hob Tjenere og Kjökkensvende, som vilde hevne dette, og igjen gjöre mig nogen Skade, men jeg tog een af dem ved Födderne og med ham slog jeg to Andre ihjel, og han, som jeg holdt paa, syntes vel heller ikke meget godt om den Leg, thi han var temmelig ilde medhandlet, da jeg slap ham.“ Nu syntes Heimer nok, han skulde kjende Manden. Ditlev derimod havde strax kjendt Heimer förste Gang han saae ham. Heimer tog derfor til Orde: „Eftersom jeg mener,“ sagde han, „have vi nu faaet saadan en Staldknægt, at om han tog alle vore Vaaben, og kastede dem ned i Snavset ligefor vore Öine, ja tilmed traadte paa dem, maatte vi alligevel finde os deri.“


103. Didrik stod siden op, og gik hen til Kongen: „Herre!“ sagde han, „vil du betale vore Svendes og Hestes Fortæring medens vi vare her.“ „Ja! det förstaaer sig sig selv,“ faldt Kongen ham strax ind i Talen, „at jeg vil betale det. Kald paa min Skatmester Sifki[14]! Hvormeget kan det vel belöbe sig til?“ „Spörg Svenden der!“ var Didriks Svar, „og lad ham sige dig det!“ Kongen henvendte sig derpaa til Ditlev: „Hör min raske Ungersvend!“ sagde han, „hvad har du og eders Heste fortæret, medens I vare her?“ „Herre!“ sagde Ditlev; „det er ikke betydeligt: af mine egne Penge har jeg udlagt tredive Mark Guld, men de kunne gjerne afkortes, om du vil, naar du blot erlægger mine övrige Udgifter, som belöbe sig til tredsindstyve Mark Guld; og dem maa du endelig see til at betale, thi derfor har jeg pantsat Didriks og hans tvende Stalbrödres Heste og Vaaben.“ „Hvad er du for en Karl?“ svarede Kongen opbragt, „at du kan foröde saa meget i tolv Dage; og hvad Heltegjerning mon du vel kan udföre, at du slaaer saa stort paa; enten maa du være en Kæmpe eller et Fjog.“ „Det var Hædermænds Skik, hvor vi hidtil ere komne,“ sagde Ditlev, „at de ikke talte saalænge med Folk, för de böde dem til Bords.“ Da sagde Kongen, at man skulde bringe Mad og Drikke. Saa blev gjort, og Ditlev spiste for tre. Der blev endnu bragt ham en Guldskaal fuld af Viin og saa stor, at det var alt det Mundskjænken kunde bære den. Ditlev tog ved den, og drak den ud i et Drag. Kongen og Didrik og alle de Tilstedeværende sloge store Öine op, medens han gjorde dette, men for ham syntes det Hele kun en hverdags Sag.


104. Da tog Valter af Vaskesteen[15] saa til Orde: „Hvad kan den Mand gjöre meer end öde Penge, æde og drikke. Kan du skyde med Skaft, eller kaste med Steen?“ „Det haaber jeg,“ svarede Ditlev, „at jeg nok i disse to Dele kan staae mig for enhver af eder.“ Da svarede Valter hidsig: „En Dyst heri jeg pröver med dig, og bliver du min Mester, da höre mit Hoved dig til. Kan du derimod ikke, hvad du udgiver dig for at förstaae, da maae du vide, at du skal miste dit Liv med Vanære, saa at aldrig mere skal du bortödsle saa mange Penge, som du nylig gjorde.“


105. Da Ditlev nu sagde, at han var færdig til at pröve disse Lege, ginge de ud paa en vid Slette, og toge en Steen, som godt vog sine to Skippund. Nu tog Valter Stenen, og kastede den ni Fod fra sig, men Ditlev kastede den derpaa ti Fod. Dernæst kastede Valter den tretten Fod, men Ditlev kastede den atten Fod. Da vilde Valter ikke pröve oftere, og Ditlev havde altsaa vundet denne Leg. Derpaa toge de Kongens Bannerstang, fordi den var det tungeste Skaft, som var for Haanden. Nu skjöd Valter dette Skaft over Kongehallen, saa at det faldt ned paa Hallens bagerste Muur, og da sagde Alle, at det var et forskrækkelig stærk Skud. Ditlev tog derpaa Spydskaftet, og skjöd det igjen over Hallen, löb strax igjennem Hallen og greb Skaftet i Luften, og gik derpaa bort. Ditlev havde nu vundet begge disse Lege og var saaledes bleven Herre over Valters Hoved.


106. Da tog selve Kongen til Orde: „Min vakkre Ungersvend!“ sagde han, „jeg vil löse min Frændes Hoved med Guld og Sölv.“ „Hvad skal jeg med din Frændes Hoved,“ svarede Ditlev; „han er en vakker Svend, og vil jeg gjerne skjænke dig hans Hoved; dog om du vil, saa kan du löse min Herres og hans Stalbrödres Vaaben, men meer skal du ei betale.“ „Tak skal du have,“ svarede Kongen, „det tager jeg med Glæde imod; Gud lönne dig derfor.“ Derpaa lod Kongen fremtage saa mange Penge, som Ditlev i den Tid havde tilsat, og lod derfor udlöse Kong Didriks og hans Stalbrödres Vaaben og Heste; desuden lod han ham endnu udbetale de tredive Mark Guld. Oven i Kjöbet gav han ham en Hædersklædning, og slog ham til Ridder. Da aabenbarede Ditlev ogsaa sit Navn og Æt og blev nu vide navnkundig. Didrik optog ham derpaa i sit Stalbroderskab. Han fulgte siden Didrik hjem til Bern tilligemed Overspillemanden Isung.




Noter:

  1. Falarskov, A
  2. Tummatorp ligger paa Östkysten af Skaane og var fordum en anselig Handelstad, nu Tomarup, et Kirkesogn.
  3. Vetlands, B, P, opnævnt efter den store By Vittala, nu en Flække i Smaaland.
  4. Borgarvald A.
  5. Her kan ogsaa menes Fæstningen Marxstein i Wetterau ved Rhinen, om ikke snarere Marburg, som ligger ved Burgwald.
  6. eller maaskee snarere: hin Listige.
  7. Vildimælriker, P.
  8. Gaistson, P.
  9. Ömlunger eller Amelunger kaldtes, som Efterkommere af Amal, Östgothernes herskende Stemme, af hvilken ogsaa Didrik var. Efter dem er Didriks Rige i Italien opkaldt ifölge Sagaens almindelige Fremgangsmaade; jfr. Kap. 45.
  10. Dalen ved Trident (Tricot). P föier til, at Didrik opholdt sig först nogle Dage i Venedig, og lægger Godsvin fremdeles i Munden: „Naar du kommer syd til Trentedal, halvveis til Trident, tag da ad den Vei, som gaaer til Bern, og rid österind gjennem Slugten, som du seer aaben for dig, og spörg nöie efter Veien til Trident, og naar du naae Söen, da vil hvert Barn kunne give dig nöiere Underretning om, hvor Didrik er at træffe.“
  11. Jfr. Kap. 13; man kunde tænke paa Fritzlar, som fordum hed Fritislar og var en betydelig Stad, ved Eder.
  12. Amlungetröst, P. Aulldungetröst Pn.
  13. Elmenrik, P.
  14. Sifri, A.
  15. Vaskasteip, P.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.