Edda (Nyerup) - Tillæg

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Rasmus Nyerup
(1759-1829)

Edda
- eller Skandinavernes
hedenske Gudelære

Oversat ved
Rasmus Nyerup


Tillæg
Tre Fortællinger om Thor og Loke

Første Fortælling

Thors og Hrungners Kamp¹⁾

Thor var faren i østerleden for at dræbe Trol. Odin red paa Slejpner til Jotunhejm og kom til Jetten Hrungner. Denne spørger, hvem det var, den med Guldhjelmen, der farer baade i Luft og paa Hav? Det maa — lagde han til — være en drabelig Hest. Odin sagde, at han vil sætte sit Hoved til Pant paa, at der ikke findes mage til den i Jotunhejm. Hrungner meente, at han havde en langt anderledes Hest, ved Navn Guldfaxe, og i Vrede steg han tilhest for at sætte efter Odin og betale ham for hans Stortalenhed. Odin skyndte sig saa stærk, at han var et stort Stykke Vej forud. Hrungner var betaget af saa stærk Jætte-Hæftighed, at han ikke mærkede dertil, før han var kommen indenfor Asernes Mure.

Da han kom til Slotsporten, indbød Aserne ham til deres Drikkelaug. Han tog mod Tilbudet og gik ind. Man tog da de Skaaler, Thor plejede at drikke af, som han alle tømte. Da han blev drukken, lod han det ikke skorte paa store Ord. Blandt andet, at han vilde tage Valhal og føre den til Jotunhejm, ødelægge Asgaard, og dræbe alle Guderne, undtagen Freja og Sif, som han vilde have hjem med sig. Freja var den eneste som torde skjænke for ham, og gjorde han sig til af, at han vilde drikke alt deres Øl op.

Men da Aserne ikke længer gad høre hans Ordgyderie, nævnte de Thors Navn, og strax var han hos dem i Salen, løftede sin Hammer i Vejrer med Hu. Han spurgde, hvo der var Ophavsmand for, at den næsvise Jætte skulde der være Gjæst, eller hvo der havde givet ham Lov til at være i Valhal, samt hvi Freja skjænkede for ham som ved Asernes Gilder. Hrungner saae ikke mildt til Thor og svarede, at Odin havde budet ham til Gjæst, og han var der under hans Beskyttelse. Thor gav til Gjensvar, at den Indbydelse skulde han fortryde, før han kom derfra.

Hrungner svarede: at det var liden Hæder for Asa-Thor at dræbe ham vaabenløs. Det viste mere Manddom, om han torde slaaes med ham vedGrændserne af Griotunagarder. Det var vist nok — lagde han til —en stor Daarlighed af mig at jeg lod mit Skjold og min Stenkølle blive hjemme. Havde jeg havt mine Vaaben hos mig, skulde vi strax prøve en Holmgang. Men da det ikke er saa, erklærer jeg dig for en Nidding, om du vil dræbe mig som er ubevæbnet.

Thor vilde paa ingen Maade afslaae Tvekampen, da han blev udfordret, hvilket aldrig før var vederfarets ham.

Hrungner drog da sin Vej bort, og skyndte sig af al Magt til han kom til Jotunhejm. Her blev hans Færd meget omtalt, samt hvorlunde han havde æsket Thor til Kamp. Jætterne ansaae det for højst magtpaaliggende, hvo der fik Sejr; thi af Thor havde de intet godt at vente, hvis Hrungner, som var en af de stærkeste blandt dem, faldt for hans Haand. Jetterne gjorde da paa Griotunagarder en Mand af Leer, af forfærdelig Størrelse, og da de ikke kunde finde et Hjerte stort nok dertil, tog de Hjertet af en Hoppe, hvilket dog ikke kunde bestaae for Thor.

Hrungner havde et Hjerte af den haarde Sten, og trekantet. Ogsaa hans Hoved var af Sten. Hans Skjold, han oppebiede Thor med, var ogsaa af Sten, stort og tykt. Hans Angrebsvaaben var Stenkøllen som han tog paa Skuldrene; og det Hele gav ham et frygteligt Udseende.

Ved hans Side stod hin Leerjætte, som heder Mokkurkalfe.

Thor drog til Kamppladsen og Thjalfe var med ham. Thjalfe løb hen til Hrungner, og sagde til ham: du staaer hel uforsigtig, Jætte! med Skjoldet for dig. Thor har seet dig, han vil gaae ned i Jorden, og komme paa dig underfra. Da Hrungner hørte det, skjød han Skjolden under sine Fødder, stod paa den, og holdt Stenkøllen i begge Hænder. Derpaa saae han Lynild, hørte en stærk Torden, og fornam Thors Asa-Styrke. Denne foer vældig frem, hævede Hammeren, og kastede den langtfra efter Hrungner. Hrungner løftede Køllen med begge Hænder og kastede den lige imod. Den mødte Hammeren i Luften, og gik sønder, saa at det ene Stykke faldt paa Jorden — deraf komme alle Hvæssestene — det andet Stykke ramde Thor i Hovedet, saa at han faldt næsegrus paa Jorden. Hammeren Mjølner traf Hrungner midt i Hovedet og knuste hans Hjerneskal²⁾. Han faldt forud over Thor, saaledes at hans Fødder laae paa Thors Hals.

Thjalfe kjæmpede med Mokkurkalfe, som faldt med liden Hæder.

Thjalfe gik til og vilde tage Hrungners Fødder bort fra Thors Hals, men kunde ikke røre dem afstedet. Saasnart Aserne spurgde, at Thor var faldet, gik de allesammen hen for at tage Foden af hans Hals, men kunde ingenvegne faae den. Magne, en Søn af Thor og Jarnsaxa, som da kun var tre Aar gammel³⁾, kom til, kastede Foden tilside, og sagde: Det var dog stor Skade, Fader! at jeg skulde komme saa sildig; jeg troer, at denne Jætte skulde jeg have givet sin Rest med min Næve, om jeg var kommen ilav med ham.

Thor reiste sig da op, glædede sig ved sin Søn, og sagde, han vilde blive stor og mægtig. Han skjænkede ham ogsa Hrungners Hest Guldfaxe, hvilket Odin tog ilde op, og sagde, at saa god en Hest skulde han ikke have givet til en Jætteqvindes Søn men heller til sin Fader⁴⁾ (neml. til Odin selv).

Anden Fortælling

Thors Rejse til Gejrrodsgaard

Det fortjener udførlig at fortælles, hvorledes Thor drog til Gejrrodsgaard; thi da havde han hverken Hammeren Mjølner eller Styrkebeltet, eller Jernhandskerne med; hvilket Loke, som fulgtes med ham, var Skyld i. Det var nemlig hændet Loke engang, da han, for at fornøje sig, fløj med Frigs Falkeham, at han af Nysgjerrighed fløj til Gejrrodsgaard, hvor han saae et stort Pallads. Der satte han sig og saae ind ad Vinduet. Gejrrod fik Øje paa ham, og befol at gribe denne Fugl og bringe sig den. Den som fik Befalingen, havde meget ondt ved at klavre op ad den høje Veg. Loke syntes godt om, at denne havde saa megen Besværlighed med at komme op til ham, og troede det var tidsnok, naar han først var kommen over alt det Vanskeligste. Da Manden nu vilde til at gribe efter ham, slaaer han med Vingerne for at flyve bort, og arbejder af alle Kræfter, men Fødderne hængde fast. Saaledes blev Loke greben, og bragt til Jætten Gejrrod.

Da denne saae ham i Øjnene, fattede han Mistanke om, at det maatte være et Menneske, og bad ham tale. Men Loke taug. Da lukkede Gejrrod Loke inde i en Kasse, og lod ham der sulte i 3 Maaneder. Da Gejrrod derpaa tog ham frem, for at see om han nu vilde tale, sagde Loke, hvem han var, og, for at frelse Livet, svor han Gejrrod til, at han vilde skaffe Thor til Gejrrodsgaard uden at han skulde have sin Hammer eller Styrkebeltet med.

Paa Rejsen tog Thor ind til en Jætttekone, ved Navn Gridr, som var Moder til Vidar hin tause. Hun gjorde Thor opmærksom paa, at Gejrrod var en snu Karl, der ikke var god at komme ikast med. Hun laante ham et Belte, et Par Jernhandsker, og sin Stav som hed Gridurstav.

Thor drog derfra til den overmaadestore Aa Vimr. Han spendte Bellet om sig, og støttede sig paa Gridurstaven, for at vade over. Loke holdt ved Beltet. Men da de vare komne midt ud i Aaen, voxde den saa højt, at Vandet spillede Thor om Skuldrene. Thor qvad da følgende:

Vox kun ikke Vimur,
nu da jeg vil over
til Jætters Bolig vade.
Veed du, at hvis du stiger,
min Guddomsstyrke med
da voxer himmelhøjt.

Da seer Thor op i et Bjergkløft, og bliver vaer, at Gejrrods Datter stod der paa begge Sider af Aaen og foraarsagede dens Stigen. Han tog da en stor Sten op af Aaen, kastede efter hende, og sagde: I Udspringet skal Aa stemmes. Han traf, hvor han sigtede, og derpaa naaede han Landet, fik fat i en Rønnebusk, og kom paa den Maade op af Aaen. Da de kom til Gejrrod, anviste man de Fremmede Herberg i et Gjæstekammer, hvor der var kun een Stol, den Thor satte sig paa. Han mærkede, at Stolen hævede sig med ham op imod Taget, og stak derfor med Gridurstaven op mod Sparreverket, trykkende i det samme af al Magt ned paa Stolen. Der blev da en stor Bragen, ledsaget med skrækkelige Skrig. Gejrrods Døttre Gjalp og Grejp havde nemlig været under Stolen, og han havde brækket Ryggen paa dem begge To. Da qvad Thor:

Engang jeg brugte
Asa-Styrken
i Jætters Bolig,
da Gjalp og Grejp
Geirrods Døttre
mig løftede til vejrs.

Gejrrod lod da Thor kalde ind i Salen til de Andre. Der var en stor Ild tændt langs i Salen. Da Thor traadte frem ligefor Gejrrod, tog denne med en Tang en gloende Jernkile, som han kastede efter Thor. Denne greb den med Jernhandskerne, og hævede den i Luften. Gejrrod løb bagved en Jernstøtte for at undgaae. Thor kastede Kilen saaledes, at den gik igjennem Støtten, igjennem Gejrrod, og igjennem Væggen, og ned i Jorden udenfor. Efter dette Sagn har Ejlif Gudrunerssøn digtet i Thorsdrape⁵⁾

Tredie Fortælling

Et af Lokes Skalkestykker og sammes Straf

Loke Laufeyasøn havde gjort det Puds at klippe alt Haaret af Sif. Da, Thor fik det at vide, greb han Loke, og truede med at knuse hvert et Ben i ham, saa han maatte sværge ham til, at formaae Svartalferne til at gjøre Sif Haar af Guld, der kunde voxe ligesom naturligt Haar.

Loke tog da hen til de Dverge, som kaldes Ivaldes Sønner. Disse gjorde Haaret, og tillige Skidbladner, og Spydet Gungner, som Odin ejer.

Loke væddede sit Hoved med den Dverg, som heder Brok, at hans Broder ikke var istand til at forfærdige saa store Kostbarheder som disse tre. Da de kom til Smede, lagde Sindri Svineskind paa Ilden, og bad Brok blæse saa længe indtil han igjen tog det udaf Essen. Men saasnart han var gaaet udaf Smeden, og Broderen blæste, satte der sig en Brems paa dennes Haand og stak ham, Ikkedestomindre blev han ved at blæse, indtil Smeden kom, og tog det af Ilden. Det var en Galt med Guldbørster.

Derpaa lagde han Guld i Ilden, bad ham blæse uden Ophold indtil han kom tilbage, og gik saa bort. Bremsen kom da igjen, satte sig paa hans Hals og stak engang saa stærk. Dog blev han ved at blæse indtil Smeden kom og tog ud af Ilden den Guldring, som heder Draupnir.

Tredie Gang lagde han Jern i Ilden, bad ham blæse, med Tillæg, at det Hele var spildt, hvis han lod Blæsebælgen staae. Nu satte Bremsen sig over Hans Øjne og stak hans Øjnebryne. Da Blodet flød ned og han ikke kunde see, greb han til med Haanden i en Hast, lod Bælgen staae, og jog Bremsen bort. I det samme kom Smeden, og sagde, at det nær var bleven spildt hvad der var i Ilden. Det han tog frem, var en Hammer.

Han leverte nu alle disse Kostbarheder sin Broder Brok ihænde, sigende, han nu kunde gaae til Asgaard, og faae Væddemaalet afgjort. Da han og Loke nu kom hver med sine Kostbarheder, satte Aserne sig paa deres Domsæde, og vedtoges, at den Dom skulde gjelde som Odin Thor og Frejr afsagde.

Loke forærte Odin Spydet Gungner, Thor Haaret til Sif, Frejr Skidbladner⁶⁾, og forklarede disse Tings Beskaffenhed, hvorledes nemlig Spydet altid traf hvad man stak efter. Haaret vilde groe fast saasnart det kom paa Sifs Hoved, og Skidbladner faae Medbør, saasnart der blev hidset Segl, ihvor man end vilde hen; tillige kunde man svøbe det sammen som et Klæde og føre det med sig i sin Lomme.

Nu kom Brok frem med sine Kostbarheder. Han gav Odin Ringen, og sagde, at hver niende Nat vilde der dryppe 8 lige saa kostelige Ringe af den⁷⁾. Frejr gav han Galten, og tilføjede, at den kunde fare afsted baade i Luft og Hav, Nat og Dag, stærkere end nogen Hest, og det maatte være saa mørkt og skummelt det være vilde, saa blev der lyst nok af Børsterne. Thor forærte han Hammeren, og sagde, at han kunde slaae saa drabelig med den som han vilde og hvad der end kom ham for hænde, uden at den skulde tage Skade deraf. Hvor han end kastede den hen, skulde han dog aldrig miste den, og aldrig skulde den flyve saa langt, at den jo igjen kom tildage i hans Haand. Om han vilde, blev den saa liden, at han kunde putte den i sin Lomme. Den eneste Lyde ved den var, at Skaftet var vel kort.

Dommen blev, at Hammeren var det bedste Klenodie af det Alt, da de i den vilde have et stort Værn imod Hrimthurserne. Jfølge heraf havde da Dvergen vundet Veddemaalet. Loke tilbød ham Løsepenge for sit Hoved, men derpaa vilde Dvergen slet ikke indlade sig. Saa tag mig da! sagde Loke. Men da han vilde gribe ham, var han langt borte, saasom han havde Sko, hvormed han kunde fare baade i Luft og Hav. Dvergen bad da Thor, tage ham, hvilket han ogsaa gjorde. Da Dvergen derpaa vilde hugge Hovedet af Loke, sagde denne, at blot Hovedet var hans men ikke Halsen. Dvergen tog en Rem og en Kniv for at stikke Huller i Lokes Læber og sye Munden sammen; men Kniven vilde ikke bide. Han sagde da, det var godt om han havde havt sin Broders Syl her; og i det samme han nævnte den, var den hos dem. Dermed syede han Læberne sammen⁸⁾.

---

Noter:
1) Beskrivelsen af denne Tvekamp mellem Thor og Jetten Hrungner udgjør det første Stykke af Thjodulf den Hvinverskes Poesier, som Thorlacius har udgivet i det nysanførte Specimen VI af hans Antiqvitat. boreal. Observationes.
2) Denne Sejer over Jætten Hrungner maa have været anseet for en meget betydelig Sag. Ikke allene i Ægis-Drecka (Edda Sæmundi Pag. 178 og Sandvig S. 177-78) gjør Thor sig til deraf, men ogsaa til Harbardr siger han:

Derom vil du tale,
at jeg stred med Hrungner,
hin højmodig Jætte?
Skjønt hans Hoved Sten var,
lod jeg ham dog falde
og Slaget tabe.

See Edda Sæmundi Pag. 97. Sandvig 2det Hæfte S. 42.
3) Det er efter Codex regius, hvor der staaer "thri vetr." Den vormske Codex har "thri nættr" tre Nættter, hvilken Læsemaade Olavius ganske forkaster.
4) Saaledes læser Codex regius. Cod. Wormianus har "Syni sinum," en Læsemaade der neppe kan forsvares.
5) Dette Thorsdrape tilligemed den her anførte prosaiske Fremstilling af Thors Færd til Gejrrodgaard har Thorlacius udgivet i sine Antiqvit. boreal. Observat. Specimen VII. Hafniæ 1801, ledsaget med mange lærde philologiske Anmærkmnger.
6) Om Skidbladner heder det i Grimnismal hos Sandvig S. 143.

Ivaldurs Sønner
ginge i Tids Fødsel
Skidbladner at skabe,
det beste blandt Skibe.
Helligede det til Frejr
Niordurs nyttig Søn.

Conf. Edda Sæmundi Pag. 60.
7) Jævnfør Skirners Rejse i Edda Sæmundi Pag. 78. See ogsaa foran S. 80.
8) Man kunde synes, at den Straf at faae Munden syet sammen, havde Loke ikke saa lige forskyldt til ved denne Lejlighed; nej, da maatte han i langt højere Grad have fortjent, at Guderne tog saadan en Hævn over ham, da han i Gildet hos Ægir, som Resen nævner i sin Eddas 58de Fabel, havde haanet og spottet dem. See Ægis-drecka , Edda Sæmundi Pag. 148 -180. Sandvig S. 158-179.