Ekvitans Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Strenglege

Ekvitans Sang

I Bretland var deri gamle Dage herlige og daadrige, forstandige og höviske Mænd i Magt og Tapperhed, Forstand og Vælde, Klogskab og Belevenhed, som, for at de Begivenheder, der tildroge sig i Landet, skulde blive kjendte af Efterkommerne og ikke glemte af ukyndige, lode dem opskrive til Amindelse i Strenglegssange for at tjene til Skjæmt; og der er saare mangfoldige Begivenheder, som det ikke sömmer sig for os at glemme, der forsöge paa at forfatte en Sangenes Bog.

En mægtig Mand, hövisk Herre, beleven Hövding og streng Hersker ved Navn Ekvitan, den raskeste i Vaabendaad og kjækkeste i Ridderskab, vennesæl og berömt i sit Fosterland, syntes godt om Skjæmt og Belevenhed, Ridderlighed og Hirdsæder, men i overdreven Grad vendte han sin Hu til Elskov og Kvinders Kjærlighed; ti de, som elske meget, tabe Skjönsomhed til ret at skjelne. Herre Ekvitan havde en Raadgiver, som var en rask Ridder, forfaren i Videnskaber og en trofast Mand. Denne havde hans Herre givet at varetage og vogte hele hans Rige med Myndighed til at dömme og straffe, og han behandlede saa vel Folks Sager efter Loven og Landets Skik, at der ikke kunde blive saadant Tvivlsmaal, at hans Herre behövede at bekymre sig derom; derfor fór han med sine Riddere og Hirdsvende jævnlig ud for sin Fornöjelse med Hunde og Höge for at vejde Dyr og Fugle. Men hans Raadgiver havde en Hustru til Ægtekone; for denne Frues Skyld kom der siden Harm og Sorg over hele Riget; ti hun var saa skjön i Legems Vækst og Fagerhed, som om Naturen havde skjænket hende alt, hvad der hörte til Skjönhed. Der var ingen saa kysk eller renlivet Munk i hele Riget, at han jo, naar han en liden Stund saa hendes Aasyn og Udseende, straks maatte vende hele sin Hu til hende og elske hende af sit ganske Hjærte.

Herre Ekvitan, som var Herre og Hövding over det Land og Rige, hörte Berömmelsen af hendes Fagerhed og Fortræffelighed, at ingen i hele Kongeriget var saa skjön som hun. Han sendte hende hyppig kjærlige Hilsener og rige Gaver og havde ofte Lyst til at komme i hendes Selskab; derfor besluttede han en skjön Dag med et lidet Fölge at gjöre en Lystfart til den Borg, hvor hans Raadgiver boede og den skjönne Frue var. Hun herbergede ham der om Natten, da han kom fra en Lystjagt; nu taler han med hende saa meget, ham lyster, og nu kan han vise hende hele sin Tilböjelighed og Vilje, og han fandt hende forstandig og hövisk, velvillig, blid i Ord og sömmelig i Hirdsæder, og hun behager ham mere end alle de, der för vare faldne i hans Smag. Ved denne Samtale blev han saa opflammet af Kjærlighed til hende, at han ikke fik Hvile eller Sövn hele Natten for denne Frues Skyld, til hvem han nu har vendt hele sin Hu; saa er han i sit ganske Hjærte ved hende bleven forandret, at han er opfyldt af Sorg og Bekymring og maa stedse have hende for Öje; ti han kan ikke værge sig mod denne Plage; han klagede meget over sin Sorg og talte med sig selv i Enrum.

„Ak, Herre Gud“, sagde han, „hvilken Skjæbne og haard Tilskikkelse har fört mig til dette Fylke, saa at jeg er bleven saa nedbrudt af Harm og Sorg i Anledning af denne Frue, som jeg her har set, og er rammet i min Hu og mit Hjærte af en saa unyttig Kummer, og paa en saa besynderlig Maade er gaaen ganske fra min Samling, at min Fornuft intet hjælper mig, og min Vælde og mit store Rige ere mig til mere Sorg end Tröst. Jeg skjælver over hele Legemet og er dog ikke syg; jeg tror, at jeg vil komme til at elske hende og trolig vil holde hende min Kjærlighed og Oprigtighed, saaledes som jeg vilde önske, at hun gjorde mod mig. Men hvis hendes Herre og Ægtemand kommer under Vejr hermed ved nogen Spejden og Luren, vil det visselig mishage ham meget; dog, om end saa er, vil dette vel sagtens gaa over, og det er bedre, end at jeg gaar tilgrunde og dör af min heftige og umaadelige Kjærlighed til hende. Til ingen Nytte var hun saa fager en Frue, hvis hun skulde lade sig nöje med én Mand og ikke dertil have en Elsker; under Himlen gives ingen Mand, som, hvis hun elsker ham, ikke af hendes Kjærlighed skulde blive bedre, naar han kun er hende en tro Elsker. Hvis min Raadgiver faar dette at vide, bör han ingenlunde tage det ilde op; han maa gjærne eje hende, men ikke alene; sandelig vil jeg, at han skal dele hende med mig“. Som han havde sagt dette, sukkede han af sit ganske Hjærte og laa endnu stille og tænkte; derpaa sagde han: „til hvad Nytte eller hvorfor föler jeg saadan Sorg og gjör mig saadan Uro? endnu véd jeg jo ikke, hvor vidt denne Frue vil finde Behag i, at jeg er hendes Elsker; men med det förste skal jeg faa at vide, om hun har fölt noget til det, som jeg föler; nu vil jeg afstaa fra og holde op med denne taabelige Sorg, som er forbunden med Elskovs Uforstand og Afsindighed, og som plager mig saa meget, at jeg hverken faar Ro eller Hvile; men nu er det længe siden jeg var paa Jagt“.

Da det begyndte at dages, stod han straks op og klædte sig paa, denne mægtige Mand og Hövding over hele Riget, som havde lidt saadan Pine om Natten; han stod op og gik straks paa Jagt. Men snart kom han tilbage og sagde, at han var meget syg, gik straks ind i sit inderste Sovekammer og lagde sig i Sængen. Hans Raadgiver og Rigsforstander blev bedrövet og sorgfuld over sin Herres Tungsind, men han véd ikke, hvilken Sygdom han har; ti hans egen Kone er Aarsag i hans Herres Sygdom; hun stikker og spidder ham, hun piner ham og plager ham; hun er hans Feber, men kan ogsaa være ham til Saarbod. Men for at skaffe sig Skjæmt og Glæde, sendte han Bud efter hende for at tale med hende; da sagde han hende og synte hende hele sin Vilje, og kundgjör hende, at han dör for hendes Skyld; hun kan frelse, hun kan helbrede ham, hvis hun vil; hun kan ogsaa blive hans Död, hvis hun vil saa ilde.

„Herre min“, sagde den skjönne Frue, „I maa give mig Frist med mit Svar; ti jeg kan ikke overveje eller fatte min Beslutning denne förste Gang. I er Hövding over et stort Rige og af höj Værdighed; men jeg har ikke et saa stort Rige og stammer ikke fra saa mægtige Mænd eller store Hövdinge; og det er ikke passende for dig at vende din Kjærlighed og Elskovslyst til mig; hvis du fik gjort din Vilje med mig, er jeg vis paa, at du snart vilde forlade og svigte mig; men min Anseelse vilde tabe og mit gode Lov spildes, og da kunde jeg faa Fiender i dem, som nu ere mine Frænder, og Uvenner i dem, som nu ere mine Venner, fordi du er en af de mægtigste Hövdinge, og min Herre har hele sin Vælde af din Gunst; og du vilde, som jeg tror, mene, at jeg skulde svigte dig, og ansé det for farligt at elske mig; men Elskov duer ikke til noget, med mindre den er tryg og sikker. Meget kjærere er en ubemidlet og skjön Mand, naar han kun er forstandig, mandhaftig og daadrig, og mere Glæde har man af hans Gavmildhed, end af en stor Hövding og mægtig Mand, der har et ustadigt og upaalideligt Sind. Den, som elsker en Kvinde, der staar höjere i Magt og i Slægtforbindelser, end han efter sin Herkomst og Anseelse kan vænte og gjöre Krav paa, han frygter stedse, at hans Elskerinde skal svige ham, og derfor tjener han hende trofast med al Opmærksomhed og Eftergivenhed; men den mægtige frygter ikke for, at nogen skal driste sig til at beröve ham hans elskede, fordi han tykkes, at alt staar til hans fri Raadighed, og at han er tryg paa Grund af sin Magt og Vælde; derfor elsker han lidet eller slet intet, om han end har den skjönneste og elskværdigste Kone“.

Ekvitan svarede hende: „vær miskundelig, Frue“, sagde han; „tal ikke saaledes; den er ikke fuldkommen beleven, der tilhökrer sig en Elskerinde, som en Borgermand Varer paa Torvet. En Kjöbmand anvender sit Gods til mange sjældne Varer for dermed at berige sig og foröge sin Formue. Naar blot en Kvinde er forstandig og hövisk, mild og godvillig, trofast i Kjærlighed og ikke foranderlig i Sind, om hun end kun ejede en eneste Kjole, sömmede det dog en mægtig Borgherre at ære hende höjt og elske hende trofast. Men de Mænd, som elske Forandring og ere ustadige i Kjærlighed og Kvindesvigere, listige til at spotte og under fagre Ord færdige til at bedrage, af dem have vi set mange, der ikke ere værdige til at omgaaes brave Mænd; de tabe al Hæder og Ære, fordi de fare frem med Ondskab og Svig. Men dig, min kjære elskede, giver jeg i alt Magt over mig; hold mig ikke for din Herre og Hövding, men heller for din Ven og egen Mand; dyrt tilsværger jeg dig og i Sandhed siger jeg dig, at jeg skal gjöre, hvad der behager dig. Vær du Frue og jeg Herre; vær du bydende og stolt, men jeg din Bejler, som bönfalder dig“.

Den mægtige Herre lovede hende saa meget og bad hende saa ofte at have Miskundhed med ham, at hun lovede ham sin Kjærlighed, men han skjænkede hende sig selv, og de stadfæstede da sin Forbindelse ved at skifte Ringe, og tilsvore hverandre uryggelig Troskab. De holdt ogsaa vel sit Löfte med trofast Kjærlighed, og saaledes stod det længe med deres Elskovslyst, uden at nogen anede det. Hver Gang de havde Stævnemöder, lod den mægtige Herre kundgjöre sit Hirdfolk, at han var aareladt, og da bleve alle Döre til Sovekamrene tillukkede, og ingen var saa djærv, at han turde komme did, med mindre der blev sendt Bud efter ham. Om Natten kom hun til ham og om Natten gik hun fra ham, som hun elskede saa meget. Men Herrens Rigsforstander holdt hans Hirdfolk vel og værdigt, og sagde Kjendelse i alle Tvistemaal og de Sager, der bleve forligte. Han elskede denne Frue meget længe saa trofast, at hans Hu ikke stod til nogen anden; han vilde ingen ægte og sagde, at man ikke maatte tale derom. Men hans Venner og Raadgivere mishagede dette meget; de sagde, at det var en daarlig Beslutning, og lagde saa lidet Dölgsmaal derpaa, at Rigsforstanderens Kone ofte hörte deres Raadslagninger og Samtaler; dette huede hende meget ilde, fordi hun frygtede, at han skulde forlade hende, og at hun skulde gaa Glip af hans Kjærlighed og Önske om at vedligeholde deres Elskovsforbindelse.

Siden, da hun kunde komme til at tale med ham og gjærne vise ham saadan Blidhed, som han havde Lyst til, med Kys og Omfavnelser og Legemsvellyst, skabte hun sig saa bedrövet og sorgfuld og ulykkelig, at hun græd forunderlig meget, saa at hun hikstede af Sorg og Graad. Da Herre Ekvitan spurgte hende, hvorfor hun var saa sorgfuld, hvad der var tilstödt hende og hvem der havde vakt saadan Bedrövelse hos hende, svarede hun ham: „jeg græder for din Skyld og vor Elskovs Skyld; ti den vil tilföje mig megen Sorg og Jammer; jeg véd med Vished“, sagde hun, „at du maa ægte en Kone, og mig vil du hade og sky; hvad skal da blive af mig, naar jeg er forladt af dig? Jeg vil da aflive mig selv, ti da ser jeg ingen Tröst for mig, der gjör hurtigere Ende paa min Sorg, end Döden“.

Da svarede Herre Ekvitan hende paa Grund af sin stærke Elskov: „frygt intet, min fagre elskede“, sagde han; „ti vid og stol trygt paa, at hvis din Herre döde, skulde jeg gjöre dig til min Frue og Dronning over hele mit Rige, Vælde og Hirdfolk, over alle mine Ejendele og Borge“. Saa snart hun havde hört det, takkede hun ham for hans Velvilje med megen Taknemmelighed og sagde: „hvis I Herre, forsikrer mig, at I ikke vil forlade mig for nogen andens Skyld, skal jeg snart mage og indrette det saa, at min Ægtemand dör; ti der er lidet i Vejen for det, hvis I vil hjælpe mig og samtykke deri“. Han svarede hende, at han gjærne, saa vidt det stod i hans Magt, vilde gjöre, hvad der behagede hende og hun vilde sige ham, enten det nu var til det onde eller gode.

„Herre“, sagde hun, „hvis det behager eder, da gaa paa Jagt i Vejdeskoven i vort Fylke, hvor jeg almindelig opholder mig, og kom til min Herres Borg for at hvile, og der skal I lade eder aarelade. Den tredje Dag efter Aareladningen skal I tage Bad; min Herre skal da ogsaa med eder lade sig aarelade og bade sig; sig ham, at han i enhver Henseende skal gjöre som I, saa skal jeg berede Badet og lade bringe Badekarrene ind i Sovekammeret. Og da skal i hans Kar Vandet være saa hedt og sydende, at ingen levende Mand kan undgaa at blive lemlæstet og kogt, saa snart han er kommen i Karret, og dö deraf. Send saa Bud efter eders Mænd og hans Venner, og vis dem og sig dem alle, paa hvilken Maade han er omkommen i Badet ved Uforsigtighed og af en brat Död“.

Herre Ekvitan gav hende Bifald og lovede, at han visselig skulde gjöre efter hendes Vilje. I den tredje Maaned derefter kom Ekvitan did i Vejdeskoven og lod sig aarelade, dog ikke sig til Baade og Hilse, men til Vanheld og fremtidig Ulykke. Og for at gjöre ham Fölge blev hans Raadgiver aareladt med ham; den tredje Dag efter Aareladningen sagde han, at han vilde tage Bad, og det vilde hans Raadgiver ogsaa. Da sagde hans Herre: „vi skulle begge tage Bad sammen, ligesom Aareladning“. - „Herre“ sagde han, „saa har jeg ogsaa tænkt, som I vil“. Hans Frue gik ud for at berede Badet og lod sætte i Stand begge Karrene, det ene med kogende Vand, hvilket hun bestemte for sin Husbonde, men det andet med passe varmt Vand bestemte hun for sin Herre. Den duelige Raadgiver var tidlig staat op og gaaen ud for at skjæmte sig; da kom Fruen og talte til sin Herre, og de lagde sig da sammen i Raadgiverens Sæng og skjæmtede og morede sig saaledes, som det behagede dem begge; de satte en Mö til Vagt ved Dören. Da Raadgiveren kom tilbage, gik han straks derhen og vilde lukke Dören op; men Pigen holdt paa Laasen; da slog han hende i Vrede, skjöd Dören op med al sin Magt, og saa da sin Herre og sin Kone begge sammen i én Sæng. Straks da hans Herre saa ham komme, vilde han skjule sin Synd og hans Skam, og löb uden at passe paa at se sig for, saa hurtigt han kunde, op i det Kar der var fyldt med kogende Vand, uden Sko og blot ifört en Skjorte; han döde straks og blev ganske kogt. Saaledes blev han fangen i sin egen Snare, og hans Ondskab vendte sig mod ham selv; men, den, som han tænkte at dræbe var uskadt og velholden. Raadgiveren mærkede straks hvad der var paa Færde med hans Herre, og forstod da fuldelig, at de havde besluttet hans Död; han greb derfor raskt sin Kone og kastede hende paa Hovedet ned i Karret; der endte de saaledes begge sit Liv paa en værdig Maade.

Den, som kan skjönne ret og har Skjönsomhed til at skille ret, kan af denne Saga lære, at den som gjör Svig mod en anden og agter at dræbe ham, maa undgjælde for sin Ondskab, og gid han maa komme foran den, som han gjærne vilde gjöre ondt imod.

Men den, som fornorskede denne Bog, raader alle dem, som höre og have hört denne Saga, at de aldrig attraa, hvad andre eje med Rette, hverken deres Gods eller Samliv med deres Ægtefælle, og heller aldrig misunde Næsten hans Lykke eller noget Gode; ti Gud fordeler sine Gaver, som ham synes, giver til den, han vil give, og tager igjen fra dem, som nytte det ilde, eller ogsaa for at lutre og pröve dem som den hellige Job. Heller ikke maa nogen attraa at berige sig ved andres Död; ti mange dö en ynkelig Död, som tiltænke og berede andre en brat Död, fordi Gud vaager over Menneskenes Misgjerninger og onde Vilje og vender mod dem selv de Rænker, de smede for andre. Gud er de Saglöses og Ménlöses Beskytter og Værn, fulde Lykke og faste Borg; han bortrydder og fjærner fra dem Uvenner og alskens Efterstræbelser. Attraar heller aldrig at gjöre Svig og Skjændsel, mod dem, som vise eder Troskab og god Tjeneste, Hæder og Ære; ti de ere de daarligste i dette Liv og de elendigste i det andet Liv, som her paa Jorden gjengjælde godt med ondt. Hvis I vide og kjende eder skyldige for Gud ved Mén og Misverk mod dem, som have tjent og hædret eder, da gjörer det godt igjen mod dem selv eller deres nærmeste Arvinger, hvis de ere bortkaldte, medens I endnu have Tid og Lejlighed dertil i dette Liv; ti intet hjælper dem i det evige Liv, som forsömme at gjöre Bod i dette Liv. Intet hjalp hin rige Mand, som negtede den hellige Lazarus, der var spedalsk, Brödsmulerne fra sit Bord, da han bad den hellige Abraham om Miskundhed for sig i sin Pine, at Lazarus skulde kjöle hans brændende Tunge; men han opnaaede det ikke. Han önskede ogsaa, at hans Brödre skulde hjælpes, som levede efter ham, men intet hjalp. Grunden til, at det aldeles ikke nyttede i det evige Liv, alt hvad han bad og Önskede, var den, at han forsömte at nytte Livets Frelse, medens han kunde. Om saadant sagde den hellige Augustinus dette: Quia, quum potuit homo bene facere, noluit, inflictum est ei non posse, quum velit.

Værer Guds Venner. Ekvitan, den mægtige Herre og berömte Hövding, sveg og vanærede sin bedste Ven, sin egen Tjener, Rigsforstander over hele hans Rige, som tjente og ærede ham med gode Raad og rigtige Raad og Taler, som arbejdede og styrede for ham og tog alt Besvær fra ham; efter Lov og Ret og Landets Skik dömte han i alle vanskelige Sager, for at hans Herre skulde være fri for al Bekymring. Men hans Herre sveg ham, vanærede hans Hustru og samtykkede i hans Död. Men hans falske Hustru, som for at vinde den höjere Rang, hun attraaede og begjærede, bröd sine Löfter mod Gud og ham, - beredede sin Ægtefælle Svig og Död; men vor almægtige Herre beskyttede den uskyldige og vendte Svigen mod dem, som gjorde Svig og vare skyldige; ti denne Dom havde Gud længe i Forvejen dömt og opsagt i hellige Mænds Ord. Saa siger den hellige Skrift: Omnis iniquitas in suum redibit auctorem.

Skjönt nu dette har tildraget sig i gamle Dage og dette er en gammel Saga, truer den dog alle nulevende og Efterkommere, som finde Behag i at færdes i Svig og Ondskab; ti alt, hvad der er ondt, kan paany gjentage sig, om det end skede i gamle Dage. Derfor er dette sagt med skjönsom Forstand og megen Sandhed:

Rumor e veteri faciet ventura timeri;

Cras poterunt fieri turpia, sicut heri.

Og her slutter nu den sin Forretning, som oversatte denne Bog. Men Bretonerne i Bretland, hvor dette hændte, som nu er fortalt, gjorde Ekvitans Sang til Strenglege, hvorledes han endte sit Liv, og tilligemed ham den, som han elskede saa meget, sig og hende til Ulykke og Död.

Equitanus rex fuit, sed silenda est dignitas, ubi nulla bonitas, sed finis iniquitas.